Ups, here's busy, bye - Will.

Tid: 21:59
Sted: Gågaden.
Omgivelser: Ikke mange mennesker, få der stadig arbejder.
Vejr: Varmt i forhold til hvad det plejer.
Påklædning: En længere kjole end hun plejer men de samme lange støvler.

Blair gik i den lange gågade, hun havde brug for nogle ting hun enten kunne sælge eller bruge selv. Hun havde gået forbi et par butikker og kiosker der dog ikke lige havde sagt hende noget, hun nød faktisk vejret, men havde ikke tænkt så meget over det, der var andre ting hun kunne tænke på, f.eks. hvor hun skulle prøve at stjæle fra. Hun stoppede op ved en kiosk der virkede meget indbydende. Hun sikrede sig lige at der ikke var nogle i nærheden indtil hun bankede sin albue mod et vindue og fik slået glasset ind, så hun kunne få låsen op. Hun åbnede døren op og gik forsigtigt ind.

Der var mange ting i den kiosk, så meget at det næsten fristede for meget, hun kunne dog ikke få ret meget af det med hjem, men hun kunne gemme noget af det et andet sted og håbe at ingen fandt det, så ville hun komme tilbage efter det noget tid senere. Blair tog nogle af tingene ned var hylderne og fik proppet det hen de steder hun nu kunne, hun tænkte mere på hvordan hun så ud frem for hvor meget hun kunne stjæle når hun var på jagt efter nye sager, men hun burde måske begynde at få en pose med så hun kunne transportere det lettere.

Timerne sneglede sig afsted.. Hvorfor kunne han ikke få et... nogenlunde sjovt job? Han havde spekuleret over det i flere timer nu, og ingen af det svar han udtænkte tilfreds stillede ham. Den forbandede klokke havde jo ikke ringet i dage nu! Hver evig eneste dag i denne uge var det ikke muligt at skaffe kunder... Nej nej... supermarkedet. Der ville de hellere være. Will hamrede sin knyttede næve ned i bordet der var stillet op ude i baglokalet. ”Tak for fucking lort” snerrede han irriteret og lagde sig opgivende på sofaen ved siden af borden. Endnu en time fløj afsted.. Stadig ingen kunder. Waaow.. really kids? Hvorfor fanden har jeg ikke mødt nogle af de små snobbede gnomer med deres behov efter sukker. tænkte Will og fandt sin mobil frem og startede snake. Da banen var lod han blikket glide over imod hans armbåndsur. 21:58. Han havde fri om en halv time, waoow hurra for denne døgn kiosk... Så der var håb? Not really. Han lod blikket glide over imod døren ud til disken. Han syntes at kunne hører noget. Glasskår.. klirren.. låse. Han forstærkede sanser løj ikke. Han greb fat om håndtaget og trådte ind. Ja.. flot Will, du har fået en tyv på nakken . ”Stop right here, criminal bastard!” sagde Will og fængslede sit blik på den tåbe der havde brudt ind. Jamen dog... En kvinde. Will lod hans lugtesans analysere netværket af lugte i luften. Der var stanken af varulv, fra ham selv, og en duft af kvinde, og alt muligt stads. Han blottede tænderne i en højlydt snerren. [Off game: Længere indlæg ville give længere indlæg fra min side af]

Blair gik og kiggede lidt på sagerne derinde, hun skulle have taget en pose eller noget med, det ville have givet hende større mulighed for at få det med hjem, der var jo meget hun kunne bruge. Hun tog noget om i hendes hænder og studerede det nærmere, hun kunne ikke finde ud af hvad det var, men det kunne blive nyttigt. Hun lod det glide ned i hendes ene støvle. Hun gik endnu en runde i den lille kiosk, måske skulle bare blive der et stykke tid indtil hun havde fundet ud af hvor meget hun ville have med. Blair stod stille da der kom lyde ude bagfra. Så hun valgte en der var nogen i, fantastisk. Hun sukkede opgivende, det ville slet ikke blive let. Hun fnøs af hans forsøg på at stoppe hende med ord. Criminal bastard, det var måske en overdrivelse. Hun var ikke så kriminel igen. Dog blev hun lidt forskrækket da han viste et par spidse tænder og snerrede af hende. Hun skulle have taget noget hun kunne beskytte sig med. Selvfølgelig havde hun altid en kniv på sig, men det virkede ikke så godt imod.. hvad han nu end var. Hun trådte et skridt tilbage men sendte ham så et udfordrende blik. Hun var ikke bange af sig normalt, men indimellem følte hun sig mere truet. Det gjorde hun lige der, han ville kunne nedlægge hende med et snuptag, men hun ville ikke lade ham vinde uden kamp. Lige meget hvad ville hun kæmpe til det sidste, hvilket måske kun var et par minutter. Hun lod et hårbånd hun havde om håndleddet binde hendes hår i en løs hestehale, det skulle i hvert fald ikke være i vejen for hende. "Jamen dog. Der var nogen herinde. Undskyld jeg forstyrrede." Der var en tydelig sarkasme i hendes stemme, hun ville ikke lade ham stoppe hende.

Wills blik blev fyldt op med had i det han så kniven. Det var ikke had til hende, men til det faktum at kvinder kunne gå med våben. For det første kunne ingen kvinde få sig selv til at skade eller tage et liv. For det andet er de slet ikke fyssiske stærke nok til at kæmpe imod en bevæbnet mand. Men.. det var sku også sjovt det med at de troede de kunne kæmpe. Derfor forsvandt hans vrede blik, erstattet med et hånligt grin. Han burde enlig havde ringet til politiet for længst. Men han havde savnet en god kamp. Eller god kunne den nok ikke blive med den modstander. Et flabet smil krusede hans tørre læber. Det gule i hans flotte grøngule øjne blev kraftigere. Til sidst var der intet spor efter det grønne, og de gule øjne lyste op. Han blottede sine rækker af spidse hvide tænder i en kold og arrig snerren. Han trådte et skridt nærmere på menneske kvinden og rak ud efter en rulle bagepapir der låg og flød på en hylde. Det var noget af et klodset våben i forhold til kniven, men det kunne da bruges... måske. Han rullede bagepapiret ordentligt sammen så det blev så stabilt som muligt. Han mærkede en let sitren i sine fingerspidser og trådte et skridt nærmere. Hans øjne hvilede på det blanke knivblad. Selvom lamperne oplyste stedet var det som om det skarpe reflekterede lys skar vej igennem en masse mørke. Han ventede tålmodigt på at hun ville gøre et udfald imod ham. Imens han koncentreret ventede, begyndte han at idenficere hans fjende som hans far Colin havde sagt til ham. Hun så ikke ud til at være mere end atten-nitten år. Altså kunne han konstatere at hun var et par år ældre ham selv, som blot var seksten. Han dobbelt tjekkede hendes lugt for at være sikker på at hun ikke var af en race med en øget fyssisk styrke. Da han havde gennem gået hendes lugte kunne hans konstatere at hun var et menneske. Ingen trussel. Will begyndte at blive utålmodig. Han spændte i hans hårde fremtrædende muskler. Hans greb om bagepapirrullen strammede sig. Han gik i den hug formation som Colin havde lært ham. Bøjede lidt i knæ for at formindske de at falde bagover hvis hun slog til, hvilket han havde lært af Terian, den gamle alpha i wolfpacken Bücheron. Hans blik hvilede stift på hans modstander. Det var meget muligt at hun havde en kniv, men de var ikke et slagvåben, som bagepapiret. Desuden kunne han få fat på hende fra længere afstand. Dog kunne hans våben let knække, så det handlede om at få kniven ud af den bitchs hånd og bruge den imod hende. Han overvejede kraftigt at pirre hende til et angreb, som regel var angreb der var styret af vrede, dårlige og ustrategiske. Han lovede sig selv, at hvis stod stille i nogle sekunder mere, ville han gøre det.