Life is what's happening to you while you are busy making other plans. [Naoya]

Stedet :: Havnen, ved en bådtransport.
Tiden :: Ved en middagstid
Omgivelserne :: Overraskende mange... Der er nogle lyssky skide der er ved at læsse af...
Vejret :: Dejligt... Ikke for varm og ikke for koldt..

En pige kiggede interesserede på mændene mens de læssede af... De var overraskende effektive... Det måtte være fordi de skjulte et eller andet tåbeligt... Simpelthen.
Pigen kunne faktisk godt lide havnen, trods den stærke fiske stank og den konstante skvuppende lyd af vand imod kajen... Pigen var ikke den mest lykkelige person for vand... Men det her vand, var så møg forurrende at det kunne være ligemeget... Det var tydeligt med alle de alger og flasker folk havde smidt i løbet af årnes løb.
Pigens opmærksomhed blev rettet mod en af mændene da han tabte en af kasserne og der lød en masse Rabalder.
"ER DU LAM I HOVEDET?!!" Skreg, lederen eller noget, på fransk med en Tyk accent af... Noget andet end Fransk ihvertfald... Manden sagde ikke noget, men kiggede bare på skrammeligt som lå nedde på jorden og begyndte at samle kassen op. 
Pigen sad som en usynlig statue i sin sorte, tætsiddende kjole... Det var praktisk talt umuligt at se hende.

Naoya, som var ny i byen havde besluttet sig for at gå ned til havnen.
Enlig var det ikke tilfældigt, han var kun dernede fordi at han havde fået et nyt job.
En fisker nede ved havnen, havde set et kvindeligt spøgelse, og ville have det fjernet, da han ikke længere turde at gå ud og fiske. Naoya havde ikke accepteret jobbet endnu, siden at han ikke vidste noget om dette spøgelse. Det var jo ikke engang sikkert at der var noget? Så han var gået ned selv for at tjekke stedet ud, selvom at det stadig var dag.
Der var overraskende mange nede ved havnen, nogle fiskere af en art og.. en ung kvinde som... ja Naoya så hende ikke som de andre gjorder. Han vidste ikke helt hvordan man skulle kunne beskrive den måde, han ser spøgelser på? han så dem ikke som gennemsigtige væsner, men mere som om at huden virkede mere bleg og ren i modsætning til de andre.
Så hun var dette spøgelse fiskeren fortalte om? Uden selv at ligge mærke til det, gloede han på hende.. ja i hver fald indtil det store bump kom fra en af kasserne og derefter råben fra chefen?
"undskyld, kan du fortælle mig hvad klokken er?" spurte Naoya til den unge kvinde. Han var ikke så social og derfor var han ikke den bedste til at kommunikere men i det mindste fik han da sagt noget i stedet for at glo.

Sookie så ned på drengen, der henvendte dig til hende. Hvorfor det? Hun lignede jo kun et sølle menneske på denne tid af dagen og ikke hendes naturlige klar af tåge, med mindre.. At han kunne se, eller måske nærke at hun var noget andet? Noget som han ikke ligefrem væmmes ved, men han var så en af de første der nok ikke væmmeds over for hende. For hun var jo død, en udstødt race. En race, som ikke var særlig stor af værdig. Men derimod, var en ussel ting som skulle gemme sig om natten.. Hun vidste ikke hvorfor, der var så meget hun ikke forstod ved dig selv.

Drengen så sjov ud, han så ikke grim ud.- Nej faktisk det modsatte, han var køn, meget køn. Men hvorfor spørge en pige, der sad sådan og lurede ud over det fjerne?
"Klokken er.." Hun så op mod solen, hun vidste ikke hvordan hun kunne se det.. Det lå vel bare i hende som så meget andet? "Klokken er præsic 12:25" Hun smilede sødt ned til ham, men vendte så sit blik opad. Imens at hun laGde hendes ene ben over de andet. Hendes hænder placerede hun bag sig, så hun bedre kunne se den dejlige himmel. Som alt overskyede alt andet..
"Her er dejligt... Syntes De ikke?" Sagde hun med en lettere gammeldags facon, hvorfor det??

Naoya lag hovedet på skrå, imens at han igen studerede hende, nu hvor han jo var tættere på og bedre kunne se hende. Nao lag hurtig mærke til, at de var på samme alder, og hun var køn, det måtte han da også indrømme.
Det brune pande hår, dækkede næsten for hans klare grå-hvide øjne. Han var halv engel og halv menneske, derfor var han anderledes end andre. Hans krop gav elektrisk stød til de fleste som rørte han. Og nej, ikke et stød som bare gør ondt, men et stød som vil summe i ens krop flere timer efter. Men selvfølgelig vidste Naoya ikke til hans engle halvdel han troede selv på, at han var menneske.
"gad vide hvad der er sket med dig?" mumlede han lavt, så lavt at det var uhørligt, alle havde jo deres historie og han kunne ikke benægte at han var nysgerrig efter at høre hende.
"Jo, her er dejligt, men jeg er stadig ny i byen så det er første gang at jeg er her " forklarede han og smilte venligt. "hvad er dit navn?" spurte Nao og havde stadig det venlige smil på hans smalle blege læber.

Sookie mærkede at han studerede hende, det var ikke fordi at det var det hun holdt mest af. På det punkt, lignede hun ikke de fleste piger. Eller dem fra de ældre dage, dem der gik i disse kjoler som Sookie. De ville have opmærksomhed hele tiden, uanset hvem det end er. Det kunne være en flok soldater eller en enkelt og galant prins, bare at de havde en nogle lunde høj rang.. Som kunne få kvinden til at blive højtsiddende, men hvorfor dog det?
Sookie gik i kjole, da det var det mest pigede og feminine hun kunne komme i tanke om. For sandheden var, at hun inderst inde var en af disse meget maskuline kvinder. En der godt kunne tage en omgang fodbold på en mudret mark, ja selv i hendes nye fine blå kjole.
Hun grinede let over tanken, ’hvilken magen til frækhed!’ troede hun, at hendes fantasi mor ville have sagt. For hun kendte eller huskede naturligvis ikke hendes naturlige og rigtige mor, den der havde haft hende inden i maven.. Fra hun var mindre end, mindre end et lille sandkorn. En tåre pressede sig på, for hvor ville hun frygteligt gerne kende hendes familie? Hvor ville hun frygteligt gerne kende hendes sande jeg, der hvor hun havde lært hendes små særheder?

Hun hørte godt hans mumlen, men hun tog den ikke af sig. Hun så bare spørgende op i luften, imens at hun kæmpede imod trangen til at hoppe ned og tage ham om skuldrene.. Vide hvad og hvordan han var sådan, han var jo.. Mere end et MENNESKE? ”Åh.. Så De er lige flyttet hertil?” Hun smilede sit smil ned til ham, hu ville frygteligt gerne tage hans hånd og give den et venskabeligt klem. Men ville det være for meget for langt? ”Man kan godt sige, Ej også er en slags.. Nybegynder, på dette stadium af genkendelse af byen..!” Hun så prøvende ud i luften, snappede lidt efter vejret, inden at hun tog sit hoved fra den ene til den anden side i en bølgende bevægelse. ”Men dette sted.. Drager moi?”
”Mit navn er Sookie, bare.. Sookie.” Hun smilede nervøst, for hun kendte ikke hele hendes navn. Hvad hed hun? Ja.. Hvem VAR hun? ”Og De?”

"Sookie" gentog han tænkende, nu var hendes udseende og navn kodet ind i hans hukommelse. Selvfølgelig kunne han ikke lade være med at sammen ligne navnet Sookie med Cookie. (xD)
"Naoya, " præsenterede han sig og lavede et kort buk med hovedet i en hilsen. Nej det ville ikke være for langt, at give hånd eller noget lingende. Men pga hans ukontrollerede evne (elektricitet) rørte han ikke ved folk. Han ville jo ikke skade dem, men vis hun var heldig, var hun en af de personer som ikke fik stød.
"Hvad laver du her nede?" spurte han, og kunne regne ud at hun godt kunne lide at være her nede ved havnen. Det var også et rart sted vis man så bort for fiske luften.
"Godt, at jeg ikke er den eneste som ikke kan finde rundt i byen " grinte han og vidste ikke helt hvordan han kunne snakke med hende om hendes 'problem'. Hun måtte jo have en grund til stadig at gå rundt på jordet. "hvor længe har du så været her?" spurte han lod blikket falde ud imod himlen, himlen var den samme som i England.
Det gjorder ham lidt trist, Ligegyldig hvor han tog hen, ville hans minder og himlen altid forfølge ham.
Han havde aldrig modtaget forældre kærlighed, men kun familie kærlighed fra hans eneste storebror som... tilsyneladende havde et lille alkohols problem.
Hver gang at han blev fuld ende det med at han tæskede Naoya over de mest latterlige grunde.
Den lange ærmet sorte hættetrøje skjule de sortblå mærker som han havde fået fra hans kære storebror. Men Naoya tilgav ham altid, fordi det lå til hans natur, det var jo alkoholens skyld ikke? Naoya havde ikke overskud til at tænke negativt om hans eneste bror. Det påvirkede slet ikke Naoya, for vis man ikke er opvokset med andet, kan man ikke sige om det er forkert eller ej.
Sookie virkede som en spændene person, han kende hende ikke, men der var alligevel noget ved hende som vækkede hans opmærksomhed.

"Naoya.." Gentog hun som ham, hun smilede let. Hvad var han for en spøjs fyr? En dreng, som for vild og ikke kunne finde ud af hvad klokken var. Nej.. Vel? Hun rystede på hovedet, inden at hun nikkede fint igen.
"Moi?" Hun overvejede lidt sit svar, inden hun nikkede anderkendende til ham. "Jeg er her, af så mange grunde.." Hun lagde sit hoved på skrå, inden hun smilede op til den skyfrie himmel. Dens blå farve fik hende til at tænke på så meget, så meget hun gerne ville huske. Hun mærkede disse ting inderst inde, men udenpå og i hendes hjerne dukkede der ikke andet end en genkendende følelse op. 
Hun kiggede ned på drengen igen, efter hun vendte sig fra sine tanker. "Men Dem? Jeg havde ikke ligefrem set op til at møde sådan en som dem, fortrækker De da ikke landet?" Hendes forfinede stemme, lød venlig og imødekommende. Sådan var hun altid, men det var ikke tit at hun fortalte om hende selv og hendes hemmeligheder for andre.

Sookie grinede piget med, da han også selv grinede. "Det er sandt.. Det er sandt!" Alt ved hende, var efterhånden blevet så forfinet og gammeldags. Det var helt underligt, i hendes natur.

Hans næste spørgsmål forstod hun ikke rigtigt, hvad var det der var tale om? "Øhm.. Her.." Hun klappede sig selv på skødet, inden hun så sig omkrimg. "Har jeg været i et par timer, men her på jorden.. Er det lidt varieret?" Hun havde godt lusket, at han nogle Lunde vidste hvad og hvem hun var. "I første omgang, et par 17 - 18 år, men her og nu.. Hvor jeg er blevet noget andet.." Hun trak vejret dybt, inden hun slog hovedet imod en pæl. "I godt og vel en uge? De forrige minder, er glemt.. Men jeg.." Hun begyndte at gysse og ryste, meget kraftigt enda. "Der hvor jeg var.. Det var helt forfærdeligt Naoya?!" hun så ned på drengen, med et forpint ansigtsudtryk.     

Naoya betød 'ærlig', men det var han jo også han løj aldrig, men der var dog kun èn uærlig ting ved ham: han viste ikke følelser via ansigts eller krop sprog. Selvfølgelig smilte han, men det var mest falsk og bare for venlighedens skyld.
Sookie, viste derimod mange følelser. hun virkede ærlig/venlig. Hun havde et fint sprog ,som Naoya ikke var van til. Han havde ikke noget imod det, men inderst inde måtte han indrømme at det lød lidt sjovt at sige 'De' i stedet for 'Du´ og ´Dem´i stedet for 'dig'. Det var god høflighed så måske burde han lære noget af det??
"om jeg ikke fortrækker landet? Hmmm, jeg kan lide havet lige så meget som landet " forklarede han og så udover det mørkeblå vand, han elskede at svømme og den friske hav luft om sommeren, men han elskede også den faste land jord, med dens dybe skove og byer.
"Jeg vil gerne lytte til din historie, men vis du ikke vil fortælle den lige nu er det okay, det kan jo være meget smertefuldt at mindes ens død " forklarede han med et alvorligt, dog mildt, ansigts udtryk. Hun var et ekstremt ungt spøgelse i forhold til hvem han ellers havde snakket med. De fleste havde gået hvile løst rundt på jorden i mindst 50 år. Så hun var noget specielt, hun virkede heller ikke som om at hun havde et ønske om død over nogen, men hvem ved?