Sparring with rocks(Zhadalina, Artanis, Marishka)(xxx)

Sted: Nain des - Bjergkæde
Vejr: Mild tåge, Ca. 10 Grader varmt, klar himmel.
Omgivelser: Beskrevet neden for(Vil stå med rød så det er nemmere at finde)
Tid: 22:40
---------------
Påklædning: Lange sorte læder støvler der slutter lidt under hendes knæ.
Sorte Leggins
Tæt sidden Sort T-shirt med et lille japansk tegn på maven.(Tegnet for tilgivelse)
Lang sort jakke der slutte på midten af hendes baglår, inden i den er den en masse hjemmelavet lommer.
-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hun sad stille starten af den aften i sin lejlighed, byens larm havde gået hende på hele ugen, hun havde besluttet sig for at tage væk fra den, længere væk end normalt, Hun ville tage op på bjergkæden, hun havde hørt nogen af sine elver snakke om en pæn åbning et stykke oppe i bjergkæden vejen der over var heller ikke helt slem, selv et menneske burde kunne komme der ud.

Hun tog sin jakke frem, hun friste over det hun havde pakket i sin jakke, det havde været der hun havde i den siden den gang hun arbejde som arkæolog, to grønne og to røde glow stiks, en nødblus pistol med et skyld i og to skyld med den, en laserpointer, bandage,en kniv ned i læder lommen lavet til det, to flaske pladser, hvor hun havde lagt to flasker med blod, hun vidste jo ikke om hun kom til at sidde fast i en hule en dag over. to lommer med sølvstøv. Hun vidste ikke hvorfor hun ikke valgte af have nogen mere brugbare ting i den, men ja, nu havde hun det hun havde i den, og den var en trust for hende at have den ting i sin jakke, minded hende om de gode gamle dage.

Hun tog en bog med historien set fra vampyrens øjne, samt sin føjte, ned i sin taske og kastede den over skulderne, og tog afsted.

Hun standsede op foran søen og kikkede op mod bjergkæden, det var en meget pænt syn, hun lukkede øjne og hørte forklaring i sit hoved om hvordan man fandt den åbning igen, det var utroligt nemt at komme der op. Hun friste for sig selv og gik i gang med at vandre der over, efter ti minutter tog hun sin føjte op af tasken og spillede lidt på den mens hun gik.

Da hun endelig ankom til lysningen havde hun gået lidt over en time op af bjerget. Her var ikke et øje at se ud over hende selv, hun gik ud i midten af den og så sig omkring. Selve området hun havde fået beskrevet var forholdvis stort, mindst tyve meter fra midten til det enten gik op af, endelig mærkeligt at denne lille del af bjergkæden var omringet af klippevæge, ud over den østlige side, der gik det næsten lodret ned af, med et pænt udsyn mod byen. området havde nogen sten nu og der, de fleste af dem var store nok til man kunne gemmen sig bag ved dem, der var en cirkel af sten i midten, det var der hendes elver havde saddet og festede sidste weekend.

Der var stadig rod efter dem, hun friste lidt over det og gik ned til kanten og kikkede ned. Det gik lodret ned næsten tyve meter for man havde mulighed for at tage fat i andet end klippevæggen. Hun satte sig med ben ud over den og tog sin føjte til munden og gik i gang med at spille" Predetors of the earth" fra "Two steps from hell". Det lød ikke ret godt på føjte, men det var nu stadig en god melodi. Hendes blik sad fast på byen, der var virkelig pæn på denne afstand, hvor man ikke kunne høre larmen fra den.

Påklædning: To stykker rødt stof der hver især dækker hendes bryst og nedre regioner(Generelt bare hendes tøj i Metamorphosis(Dæmon form))
//Fuld beskrivelse af udseende i Metamorphosis findes i profil teksten//

Vinden hylede i hendes øre, den rev i hendes lange sorte hår. Den formede en usynlig kegle af modstand foran hende, som hendes læderagtige vinger skar igennem som ingenting.
Hun lod sin hale svinge let til siden samtidig med at hun lod en af sine vinger falde nogle få grader. Hun begyndte langsomt at dreje mod et udspring i de nærliggende bjerge.
Udspringet var for det meste øde, kun nogle meget få træer stod tilbage, resten var brændt ned af hendes ild eller gået til i en storm. Området var et hun brugte til at træne i, et hun brugte til at presse sig selv til det yderste, i et forsøg på at blive stærkere. Hun havde stadig sine brødre at tænke på. De jagtede hende stadig og selvom Iglen havde troet hun var død dengang på stranden så var det kun et spørgsmål om tid før at de finder ud af at hun stadig er i live.

Kort efter landede hun i udspringet. Hun gik kort hen til kanten og kiggede ned mod de lavere udspring; der var ingen andre dernede. Det eneste der tydede på at nogle kunne være der var en brudt bålplads, men den var blevet efterladt af de elvere der festede der for nogle dage siden. Hun kunne ingen se og var sikker på at hun var alene på bjerget.

Hun vendte sig om og valgte sit første mål; en stor blok af sten der var faldet ned for 300 år siden. Hun kunne ikke huske hvorfor eller hvem der havde gjort det, men den lå nu der; ikke fæstet til noget.
Hun lukkede øjnene hvorpå hun tog nogle få dybe åndedrag. Hendes vinger spredte sig ud til deres fulde vidde ubevidst.
Langsomt, langsomt åbnede hun øjnene og pegede en håndflade mod kampestenen og lod hendes energi flyde ud i hendes hånd og blive projekteret afsted i form af en solid flammende stråle.

Den mørke himmel blev lyst op, ikke blot af ilden, men af den rene mængde energi der blev udløst kontinuerligt over længere tid af gange.
I flere minutter stod hun der, og gentagende gange var hun fristet til at holde inde, men hun vidste at hvis hun ikke gjorde alt hvad hun kunne, så ville hun aldrig være i stand til at kunne overkomme Iglens vand magi.
Med et brøl der kunne forveksles med et dyrs sendte hun sine resterende kræfter ind i strålen.

Lige ud fra hendes håndflade svulmede strålen til en kugle med cirka dobbelt diameter af den allerede eksisterende stråle. Efter få sekunder 'gik der hul' på den.
Et lysglimt senere og alt der var tilbage af stenen var 7 stykker af den der lå spredt rundt omkring, samt støv og andre stenrester der langsomt faldt til jorden igen.
Få meter derfra sad en nu udmattet Artanis. Et træt men også tilfreds smil spillede om hendes læber.

Hun sad stille og spillede på sin føjte, da himmel langsomt lyste lidt op. Hende blik gik op og det eneste hun kunne så var lys fra en klippe over hende. Hun kunne ikke høre noget der oppe fra, selv efter hun havde holdt op med at spille.
Nogen unge der var her ude for at feste? Nej, var en meget stille fest så, men et eller andet lavede lys der oppe.

Da hun lukkede øjne og lyttede, kunne hun høre nogen vinger. Dette gav hende ikke noget større svar, endelig gjorde det hende bare mere forvirret. Vinger og lys? Hun blev mere og mere forvirret dets mere hun tænkte over det.

Hun diskuterede med sig selv om hun skulle kikke på det, eller om hun skulle lade det være. Hun kunne ikke stå stille mens hun tænkte, så hun var endt inde ved bålpladsen. Der lå stadig flasker herinde, hun sukkede da hun så det. Ud af det blå kom en lyd så om en sten flækkede, det kom fra lyset! Hvilket var væk?! Der var ikke noget lys der oppe mere, dette gjorde hende endnu mere forvirret end før.

Hun kunne ikke blive ude i det åbne, da hun ikke havde nogen ide om hvad det var. Hvorfor forventede hun det var noget slemt? Hun havde ingen ide, men en sten var lige flækket. Var det sikkert? Nej, men lyden var der.
Hun vidste bedre end så mange andre at lyde kunne være falske. Hun kunne ikke blive enig med sig selv om hvad hun skulle gøre. Være sikker før noget andet! blev hun enig i for sig selv.

Og før hun selv vidste af det, var hun på vej op af klippevæggen for at tage et blik på hvad der var der oppe.
Da hun nærmede sig kanten, kastede hun et blik bag sig. Hun gjorde hvad hun kunne for at huske billedet af bagrunden. Hendes blik gik op på kanten, hun gjorde hvad hun kunne for at lave en illusion af braggrunden. Illusion var af den baggrund hun lige havde set, så det ville se meget lidt forkert ud.
Den var sat lige inde på kanten, som et "Two Way mirror". Hun listede op bagved det og kastede blikket ind på udhakket, der var ingen? Hendes blik glad lidt op hvor hun fik øje på..Den..Den..Hun vidste hvad det var, bare ikke lige nu da hun ikke var i stand til at tænke sig om. Af en ukendt grund blev hun bange, det var første gang hun havde været det i lang tid.

Hun ville gerne finde ud af om den var venlig eller ikke, men hun vidste ikke hvordan. Hun ville være sikker på hun var i en sikker position, før noget som helts andet. Hendes blik gled ned igen, ned på åbningen dernede, masser ting at komme væk ved. Godt, så havde hun sat sig en nødplan. Hun bad til den ikke kom til at ske.
Hendes blik gik tilbage på "Tingen".

// Påklædning - Hun har et par sorte, halv slidte jeans på, en t-shirt, hvor på der står “ night night Bambi” og Stampe stå med en træpæl mod Bambi som er lavet til vampyr og et par militær farvede converse //

Hendes lejlighed føltes uden videre så forfærdelig tom. Hun var ikke vandt til at bo alene. Hun havde altid en eller flere mennesker omkring sig, men ikke mere, hun var kun sig selv, hvilket kedede hende. Et suk undslap hendes flotte rosa røde læber da hun så besluttede sig for at tage ud og se byen. Hun havde ikke rigtigt været uden for byen endnu, så dette var vel hendes mulighed?

Hun rejste sig fra hendes ellers så behagelige stol inden hun gik ud i gangen for at tage sko på. Hun tog ikke jakke på, da hun slet ikke behøvede det, da hun ikke rigtigt kunne føle kulde, takke været at hun var vampyr. Hun så sig kort omkring, for at tjekke om det der skulle slukkes var slukket og nikkede kort inden hun gik ud af sin hoveddør og ud på gaden. Der var stadig lidt mennesker i gaderne, men det ville snart ende, eftersom det var ved at være sent og solen var næsten forsvundet i horisonten. Hendes skridt begyndte at føre hende i retning af bjergene, hun havde altid ønsket at komme der hen, men havde ikke taget sig sammen før nu. Da hun var kommet et stykke udenfor byen, så hun sig kort over sin skulder, for at forsikre at ingen kunne se hende.

“Endelig” lød hendes bløde stemme. Hendes krop forvandlede sig langsomt til et kattelignende dyr, uden egentlig at kunne se 100% hvad det var. Da hun så op mod himlen var det ikke mere et smil der kom frem, men en tilfreds spinden fra en kat. Hun havde forvandlet sig til en hvid tiger. Hun sprang af sted i et fast tempo, så hun kunne komme der op inden det blev for sent. Da hun var for enden af bjerget, kunne man se hendes krop blive til “menneske” igen. Eller rettere.: Vampyr.

Hun så op på bjerget med et smil. Endelig var hun her, der var smukkere end hun havde regnet med. Hun følte på en måde en ufattelig stor lettelse, af en eller anden grund. Hun begyndte i et roligt tempo at gå op af bjerget op til toppen, da hun havde hørt der ville ske uforklarlige ting der oppe, som ingen kunne forklare, men det ville tiden jo vise når hun kom der op.

I flere minutter sad Artanis på den kolde sten og kæmpede for at komme til kræfter igen. Det havde været en kraftig udøvelse af magi, men ikke nok til at hun var nød til at bruge en 'Spell Circle' for at holde kontrol over det.
Støvet fra stenen der var blevet knust, eller rettere smeltet, faldt stadig. Eksplosionen havde været en smule større end hun havde regnet med.
"Jeg må forsøge at koncentrere strålen mere." tænkte hun mens hun rejste sig op.
Hun strakte sine vinger ud og rystede dem let for at lade støvet falde af, hendes hale gav også et enkelt kraftigt sving for at få fjernet hvad der sad på den.

Ved rent tilfælde lagde hun mærke til noget besynderligt ud af øjenkrogen. Det støv som stadig faldt fra luften blev standset af noget ikke langt væk fra hende. Nogen eller noget stod derhenne, og var enten usynligt eller gemte sig bag en illusion. Der var ikke nok skygger til at vedkommende kunne gemme sig i dem, det var i næsten åbent område så skygger var næsten ikke eksisterende lige der.

Den 'unge' dæmon valgte at lade som ingenting, hun drejede ikke engang hovedet for at kigge direkte imod 'det'. Derimod gik hun hen til hvad der før havde været en klippeblok; syv store stykker, hver især på størrelse med hendes overkrop og hun havde ødelagt den. Et lille smil dukkede op på hendes læber.

Hun sukkede let efter lidt tid og rejste sig op igen.
"Jeg ved godt du er der" sagde hun og vendte sig mod der sted hvor støvet var blevet stoppet midt i luften. "Kom frem" hun rakte en arm frem og en 'Spell Circle' dukkede op cirka en meter bag hvemend der gemte sig. Den var kun bragt frem for at tvinge vedkommende ud af skjul. Artanis var ikke sikker på at hun havde kræfterne til at kaste et spell der krævede en Spell Circle.

Som den sad på klippen, Studerede Hun hende. Den så træt ud, den havde nogen pæne vinger. Den havde saddet der noget tid. I løbet af tiden havde hun ikke rigtigt gjort noget ud over at studere den.
Den rejste sig!? Den kikkede rundt, men det så ikke ud så om den havde set hende, eller illusionen for den sags skyld.
"Jeg ved du er der" De ord skar ned at Hendes ryg. Hendes øjne gik i og illusionen gik væk, og hun kastede sig op på kanten.

Hun rejste sig og kikkede rolig over på den, foran hende, mærkelige men pæne øjne, nogen fine vinger.
Hun nejede, "Godaften" Sagde hun høfligt, der var noget ved dens stemme, den lød endelig meget menneskelig.
Hvorfor tænkte hun den ikke var?! Lige meget hvad, så burde den have en chance? Lige som alle andre.
"Jeg ville ikke spionere på dem" Sagde hun venligt, selv om det endelig var det hun gjorde.
hendes blik gik ned på de rygende sten, og først der. Kunne hun ligge to og to sammen, den var den der havde ødelagt stenen, Vent, havde der ikke været en cirkle i luften?! Hvorfor tænkte hun første på det nu?! Hun rystede hovedet lige efter hun havde snakket. Den lød meget menneskelig endelig, og så også sådan ud?! Hendes hjerne kunne ikke vælge hvad den skulle fokusere på. Så mange ting den kunne analysere. at den ikke kunne vælge en.
Hvilket endelig gjorde hende mere forvirret end det burde. Hvis hun gad tænkte kunne hun sagtens finde svar på sine egne spørgsmål. Men Hendes sind ville give hende lov.

Hun havde stadig sin nød plan i baghovedet. mens hun nejede førte hun hænderne ind under sin jakke. Så man ikke kunne se hendes hænder, nogen få, med de rigtige evner ville kunne gøre det. Men ikke ret mange. Hun fremkaldte en sort væske til at ligge sig om hendes vestre hånd. Hun forsøgte at skule at hun satte sit fokus et andet sted en på 'personen' foran sig.

Hvorfor var hun så forsigtig overfor hende?! Hun kunne ikke kende sig selv, men et eller andet i hendes baghoved fik hende til det.

Lyden af noget der ramte hårdt ned mod jorden, fik hende til at stoppe inden hun nåede helt til tops. Hvad var det dog der skete der oppe? Hun havde ingen anelse men hun havde uden tvivl tænkt sig at finde ud af det. Hun begyndte igen at gå, men igen hørte hun noget. Denne gang var det dog ikke lyden af noget der ramte mod jorden, men lyden af kvindelige stemmer, det ville sige der var to der oppe mindst. Hun rystede kort på hovedet for at holde det klart og ikke lade hendes ellers så livlige fantasi løbe af sted med hende.

Oppe på toppen så hun ganske rigtigt to kvinder som snakkede sammen. Hun tog en dyb vejrtrækning ind gennem næsen og opfangede duften af en kendt race, vampyr… Som hun selv var og den anden kvinde, kunne hun ikke sætte ord på. Det var som om hun lugtede af svovl, hvilket var usandsynligt, efter hendes mening. Hun nikkede anerkendende af sig selv inden hun gik over mod dem med et smil på læberne, uden at sige noget til at starte med “ Godaften de damer… Nydelig aften ikke sandt?” sagde hun og smilte kort over sine egne ord, mens hun lod sit blik glide mellem dem, afventende. Et svagt fnis kom fra hende men forsvandt hurtigt da hun så den ene af kvindernes vinger og hendes øjne. Nu var hun slet ikke i tvivl om hvilken race hun var. Dæmon.

“ Jeg ser jeg ikke er den eneste der valgte en udflugt her til” siger hun og smilte for sig selv inden hun gik lidt fra dem og så udover landskabet. Egentlig var der intet at se, eftersom der var mørkt, men alligevel kunne hun trøste sig selv med, at hun kunne se lidt af det… Takke været hendes styrkede sanser. Hun kunne dog også se lyset inde fra byen, som nærmest gav et gulligt skær fra sig og kastede det op på himlen. Hun sukkede kort og så derefter over sin skulder på de to kvinder igen “ Så… Hvad laver i egentlig her oppe? Det er sikkert ikke samme formål vi har alle sammen” sagde hun og smilte kort inden hun igen så ud over landskabet.

Et par lyde fra kom tættere og tættere på, kunne være mange ting, hendes øjne gled til siden, og en kvinde. Kom gående tættere på dem, en vampyr kvinde. En meget vigtigt lille ting, der var god at have i hovedet. Blikket gik ned og op af hende, venligt kropsprog.

Hun kørte blikket tilbage på kvinden foran sig, Et lille fris kom fra hendes læber. Hun slappede af i skulderne, samme tid gik hun i gang med at fjerne den sorte væske fra hendes hånd. Hænderne kom frem igen og endte ned af hendes sider. Et lille knæk med nakken, og hun vendte ryggen mod kvinden foran hende. Hun hoppede ned af kanten og gled ned på den lavere åbning.
Hun landede perfekt, og stoppede lige efter hun kom ned. Hendes blik gik over på kvinden der lige var ankommet.
"Jeg kom udelukket her op for at slappe lidt af fra byens larm." Lød den fra hendes med en venlig stemme.

Måske skulle hun forlade byen noget oftere, hvis det medførte af møde flere mennesker. Første gang hun mødte to mennesker på samme tid som ikke var hendes elver, den var spændende og hun var endelig glad for det var sket. Nu gik håbet bare på at alt ville gå positivt, og de alle ville smile som de gik fra klippen igen. Men kvinden spørgsmål var endelig godt, hvorfor var de her.

Hun gik ud mod midten af området hvor der stadig var fest restere fra hendes elver, satte sig på den ene af stenende. lagde sin vægt tilbage af og lod hænderne holde hende oppe, hendes blik gik over de to kvinder. Hendes tanker gik rundt, hvorfor var der en duft af svovl i luften? Mon de alle sammen ville ende som venner? Ville de kunne enes? Ville dette overhovedet blive en god aften? Det ville hun gerne have det bliv, så hun smilede ud til kvinderne. Hun ville gøre sin del for det skete, ville de to mon hjælpe hende? Kendte de to hinanden? Det ville ændre meget i hvordan aften skulle laves. Hendes tanker gik tilbage på svovlet, der var ikke rigtigt noget nu her, var det kvinden der havde duften omkring sig? Var en mulighed. Men hvorfor havde hun den duft? Var en mærkelig parfume at bruge. Var den overhovedet en parfume der gjorde det?

Månens lys gav Artanis øjne et næsten spøgelsesagtigt skær. De blege lys gik i et med hendes næsten hvide irisser, og de grå omkring indrammede det for at få det til at træde endnu stærkere frem.

En anden person var dukket op. Idet hun kom frem fra et lille sving i stien drejede Artanis langsomt hovedet. Hendes intet mindre end dæmoniske blik borede sig ind i den fremmedes. Hun lagde mærke til en mindre ufrivillig bevægelse der gik igennem hende da hun så Artanis.
Det undrede hende som sådan ikke, det var den reaktion hendes Metamorphosis ofte havde på folk. Hendes hale der var ligeså lang som hun var høj, og hendes mørke, læderagtige vinger der hver var en smule længere end hendes egen krop.

Begge fremmede var et lignende udseende, det gjorde de alle tre faktisk. De havde alle tre sort hår, eller i den nyestes tilfælde, bare meget mørkt hår. Den største forskel på nuværende tidspunkt var dog hudfarven. Begge de to fremmede havde voldsomt bleg hud, Artanis' hud var mere lilla i det. Men selv når hun var i sin menneskelige skikkelse så havde hun en svag tan farve. Di Morga lå trods alt midt i Frankrig, så det var forståeligt at hendes hudfarve var mørkere end dem længere nordpå.

Artanis fulgte efter Zhadalina da hun gik den nye kvinde i møde. Hendes vinger var foldet sammen bag hende og hendes hale var løftet nogle få centimeter over jorden for ikke at blive slæbt efter hende.

Hun lukkede øjnene og lod hendes menneskelige form træde frem. Hendes vinger falmede væk, det samme gjorde hendes hale. Efter kun få sekunder var hendes hudfarve også tilbage til den normale lette tan hun normalt bar. Hun åbnede sine øjne igen og i stedet for de hvide irisser og det grå ydre, var hendes øjne istedet dekoreret med to blodrøde irisser og det normale hvide. Hendes blik var stadig ligeså gennemtrængende. Det var en ting hun aldrig kunne ændre. I stedet for de to stykker stod der før var det eneste der dækkede hendes skridt og bryst var der nu en simpelt beige jakke samt et par simple bukser og et par sko.

"Jeg kom her for at træne, intet mindre. Jeg er jagtet af mine brødre. På nuværende tidspunkt er de begge stærkere end jeg er, så jeg er nød til at blive stærkere selv for at kunne forsvare mig selv i det tilfælde at de skulle finde mig igen."