En aften på Legepladsen (Artanis)

T: 19:50
O: en masse støre dreng
V: lunt og solnedgang
S: legepladsen



det var en lun sommeaften. Og det var mange børn på legepladsen og en af dem var Zardon, en 5 år gammel forælderløs dreng og han sad alene på en gynge i mens han så på alle de andre. Børn som løbe og leget sammen og mange syndes af Zardon var underlig, fordi han ikke leget med nogen men problemet var at ingen ville lege med et forælderløs barn som Zardon.

Påklædning: Sommerkjole der går til knæene og hvide ballerinasko.
Sted: Udenfor hospitalet

Klokken var tæt på otte om aftenen og Artanis havde lige afsluttet sin vagt.
Vejret var lunt og vinden let.
Artanis rystede på hovedet og lod sit lange sorte hår flavre i vinden. Hun lukkede øjnene og lagde hovedet bagover. Hun åbnede sine blodrøde øjne og kiggede mod himlen.
"Det bliver en smuk himmel i nat" sagde hun til sig selv.

Hun boede tæt på hospitalet, men alligevel havde hun lyst til at gå en lille tur rundt i byen før hun gik hjem. Mens hun gik lagde hun mærke til folkene omkring hende. Der var lige dele mennesker og elvere. Hun smilede for sig selv, de færeste ville vide at hun ikke var et menneske, men en dæmon.

Nogen støre drenge. Gik hen og begyndte at Drille den lille dreng på gynden, men Zardon sagde ikke noget han var meget sky og genert over for andre. Men da han ikke sagde noget begyndte de at slog og sprak den lille Zardon i mave og i hovedt,

Artanis' gåtur bragte hende forbi legepladsen. Hun kunne se en masse børn der legede sammen, store og små. Byggede sandslotte og legede fangeleg eller hvad de nu gjorde.

En ensom dreng på gyngerne tiltrak sig hendes opmærksomhed. Han sad der, fuldstændig alene og kiggede bare ned i jorden.
"Der er noget specielt ved ham" tænkte Artanis og stoppede op. Hun tog et skridt frem, men tøvede da en gruppe af større drenge begyndte at gå hen mod ham.
Hun gik en smule tættere på så hun kunne høre hvad de sagde
"Hvor er din mor henne? Nåh ja, Du har Ingen!" "Vi vil ikke have dig her!" "Gå hjem til børnehjemmet hvor du hører hjemme!" Alt sammen var sagt i hårde og nedladende toner, men til Artanis overraskelse reagerede den lille dreng ikke, han sad blot på gyngen og ignorerede dem.

Den største af gruppen af børn skubbede den mindre dreng ned af gyngen. Han rejste sig op kun for at blive mødt af en knytnæve i ansigtet. Snart begyndte flere af de omkringstående børn at slå og sparke den mindre dreng.
Rasende gik Artanis hen bag dem. Hun brugte sin metamorphosis så meget at de lyse-lillaer linjer dukkede op overalt på hendes krop.
"Jeg tror der her er nok unger!" Sagde hun i en lav men tydelig og kraftig tone. Børnene vendte sig om og kiggede på den fremmede kvinde i rædsel. Dette var ikke nogen normal kvinde, dette var en dæmon, eller som de råbte:
"MONSTER!! LØB!"

Med gruppen af børn væk stoppede Artanis sin metamorphosis og knælede ned ved siden af den nu blødende dreng.
"Er du kommet noget til?" Spurgte hun i en blid tone mens hun kiggede ham i øjnene.

Zardon var atte komme på bene. Han var øm og træt " jeg klar mig jeg er vand til det " sagde han stille, men en tåre viste at det de havde sagdet til ham. havde sår hans føglser rigtig meget men han ville ikke græde når der var ander børn omkring ham,

"Der er ingen skam i at græde lille ven" Sagde Artanis roligt "Faktisk så er de stærkeste personer dem der tør græde. Kun de virkelig stærke tør vise andre at de er sårbare"
Hun tørede tåren væk fra hans kind "Hvad er dit navn? Og hvad laver du her helt alene?"

" jeg hedder Zardon. Og er 5 år og forælderløs " græde Zardon stille han hadet at være forælderløs, men ingen kunne ænder det han ønske sig en mor som ville tag ham i. Sin faven og trøste ham når han græde

"Forældreløs siger du? Hvor bor du så? Har du noget familie der tager sig af dig? Eller bor du på børnehjemmet?" Spurgte Artanis og lagde en slank hånd på Zardons skulder, som for at trøste ham lidt. Da hun kunne se at han blev ved med at græde satte hun sig ned på sine knæ og trak ham ind til sig "Hey, der er ikke sket noget, jeg skal nok pøve at hjælpe dig. Kiom, lad mig følge dig hjem" Sagde hun og rejste sig op og rak en hånd mod den lille dreng.

" jeg vil ikke hjem. Jeg vil ikke tilbage til børnehjemmet jeg vil ikke tilbage " sagde Zardon, han var meget bange for Børnehjemmet han bare en forbening omkring sin skulder. For at skjule det brændemærke som børnehjemmet havde givet ham,

Artanis kiggede spørgende på ham "hvorfor vil du ikke tilbage? Du må da have venner der, folk der tænker på dig og tager si af dig. Ikke?" Hun smilede til ham som for at sige at hun vidste hvad hun snakkede om, selv om hun godt var klar over at der var en grund til at han ikke ville tilbage. En tanke skød ned i Artanis "Du siger du er forældreløs, ved du hvor dine forældre er?"

" mine forælder er død. og jeg har ingen venner der alle på børnehjemmet hader mig og slog mig, ingen vil tag sig af mig der sidste jeg var syg måtte jeg passe mig selv. Og holde mig væk fra alle de ander børn " græde Zardon

Artanis ansigt ændrede sig med det samme fra at være let smilende og trøstende til at være sympatisk og trist. At folk bare kunne lade et lille barn være når det var syg og havde det dårligt, og så det at han siger de hader ham.
Artanis rystede stille på hovedet og satte sig igen på sine knæ foran Zardon "Ved du hvorfor de ikke kan lide dig?" Spurgte hun.

" på grund af min far. Han ville ikke doner pegen til dem og da så han og min mor død, tog de mig der til men de ville ikke kendes ved mig og gjorde ikke noget for at. Gøre mig tryg eller glad " sagde Zardon

Artanis tænkte at det eneste hun egentlig kunne gøre for at hjælpe Zardon var ved selv at adoptere ham, men hun var i tvivl om vor goden ide det egentlig ville være, hun vidste ikke om hun selv kunne klare at tage sig af et barn.
"hvis du ikke vil tilbage til børnehjemmet, hvad vil du så? Og har du ikke en onkel eller noget der kan tage sig af dig?" Spurgte Artanis og kiggede Zardon i øjnene "Jeg håber ikke han bliver bange pga min øjenfarve" Tænkte hun.

" jeg har ingen tilbage. Jeg kende ikke min familie så jeg ved det ikke " sagde Zardon og så, hende i øjnen uden at blive bange han var en engel og var ikke bange for ander. Med minder de gjorde ham ondt så var han bange for dem,

Drengen viste meget mod ved at kunne se en dæmon i øjnene. Hun lignede måske et almindeligt menneske, men hendes øjne afslørede hvad hun var
"Det her er ikke en almindelig dreng" Tænkte hun smilende.
"Okay Zardon. Kom med mig, du kan få lov til at komme med mig hjem idag, så kan vi finde ud af noget i morgen" Hun rejste sig op og rakte en hånd ud mod ham "Mit navn er Artanis, vil du med?" Spurgte hun, stadig smilende.

Zardon tog hendes hånd. og gikmed hende han så ikke på de ander børne men han vendt sig om, og så på sin taske som fløj hen i hånden på ham og så gik ham med hende. Hans lille hånd ryste en smule endnu

Ud af øjenkrogen så Artanis hans taske komme hen til ham. Hun smilede svagt ved det
"Tænkte nok han ikke var en normalt dreng"

Hun førte ham hjem til sin lejlighed tæt ved Hospitalet. Det var ikke meget men der var plads nok til hende og Zardon.
Mens de gik var hun tvunget til at udholde de nysgerrige blikke og rystende hoveder når folk så at en kun 20 årig kvinde gik med et 5 årigt barn i hånden. Hvis bare de dog vidste at hun næsten var 1000 år gammel.

"Så er vi her" Sagde hun til Zardon da de nåede hjem "Stuen er derinde, du kan gå ind og sætte dig og se noget TV mens jeg får lavet noget mad" Hun smilede til ham og gav ham et venligt skub i ryggen.

Zardon satte sig bare til at læse. Han var godt nok kun 5 år gammel men han kunne læse beder, end en på 13 år kunne han var af og til et omvandern ordbog. Så mange ting og ord kunne han allerede

Et stykke tid efter Zardon havde sat sig ind i stuen kom Artanis ind til ham med to tallerkener med et stykke kylling, noget ris og karrysovs ved siden af.
"Her" sagde hun og satte den ene af de to foran ham "Jeg henter lige nogle glas, vent lidt". Kort efter kom hun tilbage. Da hun gik forbi ham med glassene kom hun til at kigge over hans skulder og så hvad han læste, det var ikke noget en femårig normalt ville læse.

Hun knælede ned ved siden af ham ved sofaen.
"Du er ikke et menneske, er du?" Spurgte hun mildt.

" nej jeg er ½ lysengel. Og ½ skydesengel " sagde Zardon og lag sin bog ned i tasken igen, og begyndte at spise sin mad han havde ikke spiste så meget. på det sidste kun hvad han kunne finde i skralespande eller på jorden,

"præcis som jeg regnede med" Tænkte Artanis "han var ikke et menneske".

Stille sat hun sig til at spise selv mens hun nysgerrigt holdt øje med drengen. Han virkede som et normalt menneske barn på næsten hver eneste tænkelige måde, forskellen var dog bare at han var væsentlige mere intelligent, og havde magiske kræfter.
Nysgerrig, men samtidig nervøs for at forskrække ham, spurgte Artanis "Hvad tror du så jeg er?"

" du er en dæmon. En ilddæmon for at være rigtig " sagde Zardon og så på hende, hans lille ansiget viste ingen tegen på glæde eller latter som de havde gjorde tidliger. Nu viste det sorg og had fordi alle ander børn ikke ville leger med ham,

"Du overrasker mig" Sagde Artanis "Du er måske en Engel, men stadig et arn. At du er i stand til at vide så meget uden at nogen fortæller dig det." Hun skabte en lille flamme og tændte nogle sterrinlys der stod på bordet "Men du har ret, jeg er e ild dæmon, dog er jeg ikke ligesom de andre" Hun rejste sig op og satte sig i sofaen ved siden af Zardon.
"Lad mig fortælle dig en historie" Hun lænede sig tilbage og hendes øjne reflekterede smerten og sorgen hun kaldte frem fra sine minder "I modsæting til mange adre dæmoner var jeg ikke født i The Abyss, den ene halvdel af helvede hvor dæmonerne lever, djævlene bor i den anden halvdel. Jeg var født på den her jord, blandt mennesker, elvere, dværge og alle de andre racer.
"Mit liv var et rent helvede, jeg var aldrig fri for at blive jagtet af mine to ældre brødre. De slog mig, sparkede mig og brændte mig." Hun drejede hovedet mod Zardon "Min familie har aldrig været immue overfor ild, vi er resistente men ikke immune. Men jeg var sjældent fri for sår af den ene eller den aden slags. Mine forældre gjorde intet for at stoppe dem, de var tværtimod stolt over at deres sønner var så 'fabelagtigt onde'." Artanis bed hårdt sammen da vreden over at hendes forældre, dem der skulle tage sig af deres børn havde svigtet hende, kom til overfladen igen "En dag fik jeg dog nok. Det var den første dag jeg brugte min metamorphosis, det her, se" Hun rækte sin ene hånd mod ham så ha kunne se det lyse-lilla spind der dækkede hendes hånd. Hun trak hånden til sig igen og fjernede hendes metamorphosis på hendes hånd. "Jeg skabte et inferno, brændte vores hus ned og fløj væk i kaosset. Jeg var en af de personer der først kom til terre dengang det ikke var mere end en lille samling træhuse. Jeg var 16 år dengang, det er 849 år siden nu."

" jeg syndes at. Din familie lyder virkelig ondt men ikke så onde som ledern fra børnehjemmet, De er være en den menst sindsyge djævel jeg kendt " sagde Zardon stille.