Hey again... (Madison)

Tid: 22:00
Sted: Gaderne
Omgivelser: Folk... og mure...
vejr: Mildt
Påklædning: Se avatar, og pæne bukser og lædersko.

Matic havde trængt til at slappe af og af en elle anden grund havde han bevæget sig hen i denne del af byen. Hvorfor han havde det var han ikke helt sikker på men han klarede den nok ved at han gjorde det... Han havde ihvertfald ikke noget problem med at han havde bevæget sig i denne retning...

''Hmm... Gad vide hvad jeg skal lave i aften?''

Han gik for sig selv og han gik i sine egne tanker indtil han hørte en kvindes stemme råbe på ham og han hørte lyden af stiletter hen over stenene og han mærkede ret hurtigt hånden der slog ham på kinden som en lussing...

''hvad fanden matic... Du sagde du ikke ville i forhold og så ender du med en!?''

Han fik lige en lussing mere og et spark over skinnebenet inden kvinden smuttede igen...

Madison var endelig kommet hjem fra det solrige Egypten. Hendes hud var solbrun, ja nærmest guld farvet, samt hendes hår var mere gylden og var blevet en smule længer og hun havde fået lavet lange smukke bølgende krøller. Hun gik i sine egne tanker, mens hun holdte en iphone i hånden og i mens hun gik og nynnede for sig selv, havde hun ligeså også nogle poser i hånden og et lille skilt over brystet med hendes navn, dog hendes drømme verden stoppede hurtigt, i det hun hørte en kvinde skrige og derefter lyden af et højt klask?. Madison satte kort farten op og sagde til sig selv. * Sagde hun ikke Matic?? *. Hurtigt gled Madison hen af jorden og kiggede forsigtigt fra gydens hjørne og opdagede Matic, der endnu engang fik smæk. Et lille flygtigt grin slap ud mellem Madison´s læber, i det hun så ham igen, det var typisk ham at komme til skade og blive uvenner med alle og enhver.

Forsigtigt trippede Madison frem, iført en smuk hvid figursyet skjorte og med en sort jakke hængende over skuldrene, samt hun bar mørkeblå shorts inden under og havde i leggings indne under og var iført ballerinaer i hvid. Hun smilede let og ganske uskyldigt, i det hun listede hen mod Matic og så blidt prikkede til hans skuldre og sagde" Jamen dog, ser man det.. her går jeg og tror du holder dig på den dydige sti og så finder jeg ud af, at du hænger over andre tøser" Madison grinte kort og tog et lille hvidt lommetørklæde frem og pegede kort på Matic´s næse og sagde" Din næse rander med blod ". Hun smilede lidt og bed sig en smule i den fyldige rosa pink underlæbe og sagde " Tænk?, jeg troede ikke vi skulle støde så hurtigt ind i hinanden igen smukke, men der ser man blot. " hun smilede lidt og uglede op i hans hår og vendte sig så om og så kort efter kvinden og sagde så " Hm?, var du ikke mand nok til hende?? " hun blinkede kort til matic og grinte lidt og svang så sine mange poser over ryggen og sagde" Well, i must be going, because my life goes on and well.. you take to much time of my life.. so bye sweetheart" Hun sendte kort et luft kys til Matic og gik så forbi ham, efter at ha nedgjort ham lidt, dog ikke med vilje.. men der var vel stadig en lille vrede inde i hende.

Han hørte stille Madison komme tættere på og han vendte sig om imod hende. Han kiggede på hende som hun kom nærmere og lagde godt mærke til hvordan hun virkede til stadig var vred på hende, og han ville ikke have det. Han ville ikke have hun stadig var vred på ham... Han forstod nemlig ikke grunden til at hun var det...

''Jeg holder mig skam også dydig... Hun var bare jaloux over at jeg er fundet sammen med Aubrei, fordi hun forsøgte at få et forhold til mig for noget tid siden.''

Han smilede lidt og han mente det også var svar nok på hendes spørgsmål omkring om han ikke var mand nok til hende og derfor sagde han ikke noget til det...

''Bare sådan? Du dukker op gør grin med mig og så skrider du igen? Ligesom sidst hvor jeg bare forsøgte at hjælpe dig, fordi jeg mente jeg skyldte dig det... Men ved du hvad Madison jeg er ved at være træt af at du behandler mig som skidt når jeg gider være sammen med dig og blive gode venner med dig, men så snart jeg skubber dig væk så hænger du om halsen på mig!''

Madison stoppede kort op og lagde poserne fra sig og strøg blidt sit hår lidt bagud, i det hun mærkede vreden langsomt sprede sig i hendes spinkle krop og de fleste ville sige hun var sindssyg, fordi hun turde at skændes, ja nærmest råbe af en vampyr, men Madison havde aldrig nogensinde set folk som det ene eller det andet, nej.. hun så stadig sig selv som et menneske og ligeså gjorde hun også med Matic, dog det eneste der skræmte hende lidt var hans højde.. der var jo nærmest 20 cm forskel i højde. " Hjælpe mig!?, du ydmygede mig på det groveste ved at blande dig i mit privat liv!?, desuden har jeg ikke ligefrem HÆNGT! dig om halsen " Madison så lettere vredt på Matic og skubbede kort til ham med hånden, som tegn på at hun ikke var bange for at give lidt igen af samme skuffe.

" Tsk!, du kommer og gir mig skylden for alt, selv det med den morgen, hvilket tydeligt var din fejl ". Madison rakte kort flabet tunge til Matic og fnøs så kort og vendte ham ryggen og sagde så efter der var gået noget tid. " Forresten, jeg trækker min invitation tilbage, så du må IKKE BIDE MIG, nogensinde igen " Madison så sig kort over skuldren og smilede over hele ansigtet og sagde" Såh, nu har du mistet det mest skræmmende ved dig, så du kan bare komme an, vampi! ". Madison gik kort hen til sine poser og tog dem igen og så kort på Matic, afventende på hvad han mon ville sige til alt dette.

Han kiggede stille på hende og han havde ikke ligefrem forventet at hun var så ligeglad med ham pludseligt. Han kiggede på hende og for hende betød det åbenbart intet hvad han havde af hensigter. Han kiggede på hende og han forstod hende slet ikke...

''Så du er fuldstændig ligeglad med at jeg som en af de få du kaldte din ven forsøgte at hjælpe dig, fordi du følte dig udmyget? Følte dig udmyget fordi du åbnede dig lidt for mig... Men det betyder intet for dig at jeg åbnede mig fuldt ud for dig? At jeg valgte at stole på dig?''

En tåre gled ned af hans kind. at hun kunne behandle ham som så meget lort. Det gjorde ham trist han forsøgte at gøre alt han kunne for hende hjælpe hende så godt han kunne og han blev bare svinet til...

''Jeg giver dig ikke bare skylden og det gjorde jeg heller ikke der... Jeg sagde at du OGSÅ var skyldig fordi du startede med at sige det hele var min skyld!''

Han grinede direkte af hende da hun sagde han ikke måtte bide hende, var det det bedste hun kunne... Han var hurtigt over hende, og han greb hendes arm... Han brugte sin nyeste evne, og åbningen i hans hånd åbnede og to ''tænder'' borede ind i hendes arm og han drak gennem sin hånd...

Madison för sammen, i det hun pludselig så Matic, der stod bukkede over hende, med hele hans 1,95 cm og hans skindende grå øjne, der så dyrisk på hende, som ville han sluge hende råt. " M-m.. Argh! " Madison nåede ingen gang at fremstamme Matic´s navn, i det han allerede havde taget mere eller mindre hårdt fat om hendes stakkels arm og før hun vidste af det, lå hun næsten på knæ og skrig af smerte, mens hun mærkede noget glide igennem hendes stramme gylden brune hud, der stadig var en smule følsom eftersom den havde været udsat for lidt for meget uv stråler. " Argh?!, Matic stop.. arrhh stop! " hun prøvede at trække sin arm til sig, men det var ligesom om at hendes krop var låst fast i smerte og chok. Hun havde tabt sine poser med fint tøj og souvenier til sig selv. Hun følte sig sårbar igen, som da hans øjne forandrede sig. Hun huskede pludselig hans ord og en kulde gysning gled ned gennem marv og ben på hende, i det hun inderligt ikke håbede at han ville ende med at blive sådan igen, fordi hvad skulle der så ikke ske med hende.

Luften var lun og himlen var dækket af mørke og grålige skyer. Madison lukkede sine øjne og langsomt mærkede hun hvordan hendes krop langsomt spændte og før hun vidste af det, kunne man høre. ' Dryp '... ' Dryp '.. Madison så kort op mod himlen og smukke gennemsigtige kølige dråber gled fra himlens skyer og ramte hende og Matic, samt alt rundt om dem. Madison mærkede så småt sin evne sætte ind og hun lukkede øjnene og da hun åbnede dem, var hendes øjne helt lyseblå. Langsomt samlede dråberne sig om hende og det var ligesom en hånd, den skubbede hårdt Matic væk fra hende, dog kunne hun ikke selv undgå at skrige af smerte og ramme jorden af den voldsomme kraft fra sit samlede vand der havde ramt Matic. Hun anede ikke om han var faldet, eller om det kun var hende, men.. hun vidste ihvertfald at hendes hjerte sad oppe i halsen på hende og dunkede som havde hun løbet maraton, samt at hendes arm ligeså sviede som var hun blevet brændt eller slæbt hen af fortoget. " Matic?.. " Madison fik sig langsomt rettede lidt op og så kort rundt, med det slørede blik... for at se hvad der var sket, eftersom vandet havde ramt dem begge temmelig hårdt.

Han blev bare ved og reagerede ikke da hun forsøgte at få hans navn frem han var pisset på hende virkelig pisset på hende over at hun ikke havde nogen fucking respekt for ham, og at hun behandlede ham som en bunke lort, han ville ikke have det, det var for meget...

''Så kan du lære ikke at behandle folk, der stoler på dig, holder af dig, som en bunke lort!''

Han mærkede så pludseligt noget der ramte ham og slyngede ham noget væk, og han vidste ikke lige hvad der var sket men han rejste sig hurtigt op og han gik bare frem imod hende igen... Han vandrede frem mod hende med tunge hårde skridt...

''Nå du kan da i det mindste huske mit navn!? Men resten af mig er lige meget hva?!''

Det dunkede så hårdt i hendes hoved, at hun troede det ville eksploder et kort sekund, * Forhelved!... hvorfor øver jeg aldrig mig i at bruge mine evner.. det ville ha gået tusind gange mere smooth.. vis jeg havde *. Stønnende af smerte og mumlende af irritation, kom Madison langsomt til sig selv og fik rejst sig op, skønt hendes ben vaklede lidt under den våde overflade, mens hendes tøj ligeså syntes at ha fået en ovnlig sprule af vandet der havde sprøjtet dem begge af helveds til.- Aldrig undervuder vands kraft. Forsigtigt så Madison hen mod Matic og mærkede pludselig endnu engang frygten stige i hendes spinkle krop, i det hun så han var på vej mod hende og pludselig var alle poserne ligemeget.

Madison satte hurtigt i løb, hen af en af gyderne som gaden nu indeholdte og da hun havde løbet i lang tid, kom hun endelig frem til det ødelagte teatre. Hun skyndte sig hurtigt at skubbe en bradde til side og lod sig langsomt glide indenfor i den halv falde færdige bygning. Hun fandt et gemmested blandt alle stolene og sad blot der og rystede over hele kroppen mens hun mærkede sin hjerte rytme stige mere og mere.

Han satte hurtigt efter hende som hun flygtede ffra ham, han smadrede sig bare igennem døren ind til teatret, og han stoppede bare op og stod langsomt nærmest og lugtede for at finde hende, og det varede ikke længe før han fangede færten af hende...

''Madison... Hvorfor kommer du ikke ud så vi kan tale om det stille og roligt?''

Han gik stille hen imod hende, og han talte med en stemme der var ganske normal for Matic den stemme han brugte bar ingen præg af at han var vred på hende, og han satte sig nogle meter fra hende og kiggede frem for sig med siden til hende. Han holdt kun øje med hendes plads ud af øjen krogen...

''Madison jeg kan jo bare ikke lide du er vred på mig...''

Madison hev efter vejret kort og hurtigt, som kunne hun ikke finde balance igen, dog da hun hørte Matic´s almindelige stemme, kunne hun alligevel ikke holde sig tilbage og langsomt tittede hun frem med hovedet og kiggede lidt op og håbede inderligt at han ikke blot lokkede hende, lokkede hende for at få fat i hende, fordi nu var de helt alene, gennemblødte og kolde, skønt Matic havde været koldt forevigt, siden hun kendte ham, siden han blev vampyr men stadig. Forsigtigt rejste Madison sig op og så mod Matic og sagde med en nervøs stemme " jeg.. øhm.. u-u-undskyld " hun kunne ikke rigtig fremstamme sine ord ovnligt, det var som om de klumpede sig fast i hendes hals inden hun overhovedet nåede at sige dem færdig. Forsigtigt gled hendes finger op af brystet på hende og langsomt om knapperne på den sorte jakke, som hun forsigtigt knappede mens hun betragtede Matic og fortsatte med at gå mod ham.

Hun holdte et vågent øje på ham, holdte så vågent et øje.. at hun næsten helt glemte at blinke for en kort stund. * Hans øjne.. hvad sagde han nu om dem.. * vis hans øjne var grå, så var han ikke gået over til den ondskabsfulde side, der sagtens kunne finde på at blot lokke hende med falske ord og så gribe fat i hende. " Matic.. hvordan kan det være at.. når jeg har trukket min invitation tilbage.. at du stadig kan dræne mig for energi? samt b-b-bide mig.. " hun stammede kort og tog sig lidt til sin arm. Hun blødte lidt, dog der kom et kort glins fra hendes hånd og langsomt healede de åbne sår ved hendes hånd. " Desuden var det dig der angreb mig og ikke omvendt.. du havde virkelig fortjent den bølge med vand.. ".

''Ingen grund til at undskylde søde... Vi kan jo alle sammen begå fejl...''

Han sad bare stille og kiggede betuttet ned i jorden ja han sad og kiggede ned i jorden som om han var virkelig trist, men alt sammen var det bare en facade han havde lagt op for at lokke hende frem til sig, så han kunne pine hende mere vise hende hvilken smerte hun påførte ham...

''Du har vidst misfostået noget... Jeg bed dig ikke... Ikke med munden ihvertfald... Men med min hånd... han vendte sin ene håndfladeop, så hun kunne se åbningen og de to ''tænder' i åbningen... Jeg kunne faktisk have drænet dig for livsenergi og ikke bar blod...''

Han lyttede så til det hun sagde med at han angreb først og langsomt rettede han sit blik imod hende...

''Men Madison... Du angreb mig først ikke fysisk men du angreb...''

Han kastede sig frem mod hende igen...

Madison stoppede kort op, i det hun hørte Matic´s stemme langsomt blive mere dyb, nærmest havde en skræmmende klang, ifølge hende. Dog nåede hun end ikke at bevæge sig et skridt bagud, før Matic pludselig sprang ud efter hende. Et gisp gled ud mellem de fyldige rosa pink læber, der var ligeså fugtige som Madison selv. Det var som om at det hele gik i slowmotion. Hvordan Madison elegant og smidigt gled rundt som en ballerina, for at slippe væk fra Matic. Det gylden blonde hår bølgede blidt gennem luften og med Madison´s hurtige drejende bevægelse, dog.. hun var ikke nær hurtig nok, før hun mærkede sin krop falde til jorden og noget lægge over hende. Madison gav et skrig fra sig og lod sine fine glas klare manicure negle, glide hen af gulvet og efterlade mærker, i det hun mærkede Matic der havde fat i hende. Hun prøvede at komme væk, men det var nærmest umuligt, eller retter... det var umuligt.

"Arrgghhh!!!!....... slip mig!, slip mig så Matic! " Madison mærkede tårene langsomt begynde at glide ned af kinderne på hende og her inde, var der intet vand at samle.. ikke stærkt nok ihvertflad og eftersom vand ikke ligefrem var som kors og hvidløg for vampyr, så kunne hun umuligt slippe for Matic og hans farlige 'fangs'. " Jeg ber dig Matic!, slip mig.. " Madison vendte sig rundt og prøvede at skubbe og slå Matic af sig, dog vis han prøvede på noget, ville hun bide sig fast i hans hånd eller skuldre, for at få ham til at slippe hende, eller muligvis smage sin egen medicin, skønt.. hun ingen vampyr tænder havde.

Han kiggede ned på hende og han gjorde hende intet han blev bare liggende til sidst da han endelig fik fast i hende og holdt hende. HAn havde ikke grund til noget andet end bare at holde hende og så begyndte hun at græde og bede ham om at slippe hende... Men hvorfor skulle han det sådan som hun behandlede ham?

''Hvorfor skulle jeg slippe dig? Når du behandler mig som skidt, bør jeg så ikke gøre det samme? Skidt skal man jo af med!''

Han kiggede bare på hende og han strammede sit greb om hende som han bare blev ved med at holde hende fast. HAn vidste ikke lige hvad han mere skulle gøre eller sige overfor hende, men han var vred men selvom han var vred græd han stadig...

''Du behandler mig som om jeg intet betyder for dig... Og ved du hvad du kan ikke være det bekendt... Bare fordi hvad? Ja jeg kan ikke engang se grunden til det... Jeg har aldrig gjort ngoet for at skade dig! Andet end nu og sidst fordi du behandler mig værre end jeg behandler mine hullede sokker!''

Han slap hendes ene arm og stak hende så en lussing... Han var vred, han var trist, han var såret og han var egentligt også en smule knust...

Madison skrig højt af smerte da hun mærkede Matic´s lussing. Det gjorde så ondt, hele hendes ene kind nærmest brænde af sviende smerte inden i, som havde en eller anden sten ramt hendes kind i stedet. * Damn han slår hårdt.. *. Hun følte at hele hendes kæbe var blevet revet af i et øjeblik, dog kom følelsen så småt tilbage og den sviende ømme smerte forlod langsomt hendes kind, i det hun jo kunne heale forskellige steder af sin krop med berøring og nu da han havde sluppet hendes hånd, kunne hun jo berør sin kind, dog.. hun ville ikke blot lade ham slippe afsted med at han gav hende en lussing, så da hun fik chancen, skubbede hun sig hårdt frem og bed ham i skuldren temmelig hårdt og sagde" Fuck off me! " hun ville ikke lade ham gør som han ville, nej han skulle fandeme få skulle han. Hun mærkede sin vrede stige mere og mere og lige nu var hun egenlig ligeglad om han gik hen i hans vrede dominerende ondskabsfulde meget lede side, fordi han skulle ikke tro han kunne gør sådan mod hende.

" Hvor umandigt!, at give en pige en lussing.. tsk!, men jeg forventer heller ikke noget som helst mandigt fra din side! ". Madison så vredt på Matic med sammenbidt tænder og sagde så lettere vrissent " Sikker på du ikke er en tøs i forklædning! " hun fnøs kort og prøvede at vriste sin hånd fri fra hans ene arms greb og sagde så alt muligt, med at han var et forfærdeligt fuck og hun havde ønsket at han aldrig havde fået lov til at rør hendes krop og at han var svagelig og at han slet ikke fortjente at være en vampyr så svanset han var. Hun var ligeglad med at såre ham, fordi lige nu skulle han bare ha hele armen, skønt.. hun intet mente af de ord hun sagde, så ville hun blot skade ham på den måde hun kunne og det var verbalt.

Han så bare på ehnde som hun bed ham, og et stille nydende suk gled over hans læber og han grinede ondskabsfuldt af hende. Han slubbede hende bare ned at ligge igen. Han grinede af hvert et ord hun sagde. Hans onde side var fremme og så rørte hendes ord ham ikke, og han havde ikke nogen grænser for hvad han kunne gøre eller sige længere...

Han begyndte derfor at drikke gennem sin hånd fra hende igen mens han stille talte til hende igen...

''Ja fordi som mand skal jeg jo være så mandig... Men når jeg forsøger at være venlig og en gentle mand og hjælpe dig med penge så vil du hellere sælge din krop?''

Han grinede stadig når hun sagde noget og han blev ved med at trække væske ud af hendes krop, Han smilede bare bredere og bredere som han blev ved med det... Han havde mange være ting at sige til hende end han lige havde og da hun sagde han var dårlig i sengen svarede han tilbage...

''Ja eller også skulle du droppe det der med at have fem mænd i dig på samme tid... Måske du så ikke ville være så slatten og løs og måske mærkede noget!''

Madison så vredt på Matic og mærkede smerten i sin arm, dog lige nu gled adrenalinen rundt i hendes spinkle krop og så kunne intet forhindre hende i at lade nogle ord glide over den jordbær røde tunge af hendes, mens hun med sine lyseblå øjne stirrede arrigt på Matic. " Tsk!, helt vildt.. det da også derfor du kaldte mig for dit legetøj og ville ha mig som slave!, din pervert!" Madison prøvede at hive sin arm fri fra Matic´s greb for at slå ham, dog da hun endelig fik sin arm smidigt fri fra hans ene greb, den arm som han ikke drak fra.. så mærkede hun pludselig hvor udmattet han havde gjort hende og før hun vidste af det, var det blot svært at holde øjnene åbne og ligefrem slynge ud efter ham med sin arm.

Langsomt mærkede hun sin arm falde mod gulvet og hendes øjnlåg føltes tunge og umulige at åbne. Langsomt lukkede hun sine øjne i, mens hun gispede efter vejret og prøvede at vride sig fri under Matic´s krop, dog kunne hun intet gør.. " M-matic.. st-stop.. jeg.. min krop " hun nåede dog ikke at sige mere, før hun mærkede sin krop langsomt glide over i en eller anden form for dvæle, af udmattelse og drænet livsenergi samt blod. Hun vågnede ikke før der var gået en time eller to og da hun endelig vågnede, anede hun ikke hvor eller hvem hun næsten var, så udmattet var hun. " H-hvor er jeg?.. " Madison så søvnigt rundt og prøvede at bevæg sin slappe meget udmattede krop, der føltes 100 kilo tungere end den normalt var.

Han svarede hende ikke... Han ahvde ikke nogen grund til at svare hende på det hun sagde han var for vred til at sige mere. Han mærkede hende så blive helt slap under ham til sidst, og han overvejede at gøre hende ondt... at voldtage hende og bagbinde hende for bagefter at mærke hende som hans private sexslave... Han stoppede sine tanker, og løftede hende op...

Han bare hende hjem til hende selv han havde aldrig fået afleveret nøglen så han låste op og lagde hende ind på sofaen hvor han klædte hende af og om i noget mere behageligt at ligge i og lagde en pude udner hednes hoved og en dyne over...

''Undskyld...''

Han satte sig så i en stol i det fjerneste hjørne og kiggede imod hende. Han reagerede da hun til sidst sagde noget til hende om hvor hun var henne...

''Madison du er hjemme... Og nu hvor du er frisk så tror jeg bare jeg smutter igen?''

Madison tog sig kort til hovedet og mærkede en dunkende hovedpine sætte ind, som havde en eller anden slået hende i hovedet, dog var det heller ikke langt fra, eftersom Matic jo faktisk havde slået hende, blot i ansigtet, men det var jo stadig i ansigtet som sagt, så det var ikke så mærkeligt at hun havde ondt i hele ansigtet samt hovedet. Forsigtigt vendte hun sig mod Matic og så lidt på ham og huskede kort hvad der var sket og hvordan han havde givet hende en lussing og holdt hende nede, mens hans tænder fra hænderne havde gledet igennem hendes hud og hvordan hun havde prøvet at stikke af fra ham igen og igen men uden at kunne komme væk. Madison rejste sig langsomt op og mærkede hvordan hendes krop langsomt gled over i en svævende følelse. Det var mærkeligt at være så udmattet uden at ha gjort noget, dog alligevel fik hun energi nok til at gå hen og svinge sin hånd mod Matic i form af en lussing og vis han ikke fangede hendes hånd eller flyttede sig.. ville hun sandelig ramme ham og ikke på en blid måde.

Da hun havde svunget sin hånd, gav hendes ben efter for hende og hun faldt på knæ foran Matic og mærkede hvordan hele hendes krop rystede af udmattelse. Det var en forfærdelig følelse, så hun kunne ikke dy sig. Hun tog forsigtigt fat i Matic og lagde sit hoved på hans skød og lukkede øjnene og sagde" Fuck dig Matic.. " hun hadet virkelig at han havde gjort dette mod hende, dog var det hendes skyld, så hun kunne vel kun bebrejde hende selv.. dog var hun glad for at være blevet slæbt hjem og han havde ligeså fjernet det våde tøj fra hende, skønt.. skønt hun helst blot ville råbe af ham lige nu og skælde ham ud over at han havde rørt ved hende og fjernet hendes tøj og omklædt hende. " Du går ingen steder.. før.. før jeg er kommet mig.. ellers skal jeg personligt komme efter dig " Madison stirrede arrigt op mod Matic, med et alvorligt blik.. skønt hun slet ikke virkede truende lige nu, nærmere mere svagelig og uskyldig end hun normalt gav udtryk for at være. " Heh.. heh.. hahaha.. " Madison begyndte så småt at grine mens hun lå lidt op af Matic og så sagde hun med en kold neutral stemme " Vis jeg er slap.. så du ihvertfald slidt og opbrugt.. eftersom du har levet og fucket flere tusinder end mig.. plus det var ikke mig der var svagelig nok til at blive en ydmyg lille sex slave.. " Madison rakte kort tunge af Matic og skubbede sig så lidt væk fra ham og lænede sig op af sofaen og stirrede vredt på ham.

''Madison... Stop det nu for pokker... Hvad fanden er det du får ud af konstant at såre mig?''

Han kiggede på hende trist, og han havde bare taget imod hendes lussing. Han var træt og udkørt han orkede ikke at sige noget mere end det han lige havde sagt eller gøre mere end det. Han kiggede bare imod hende men langsomt fik han nogle flere kræfter...

''Ved du hvad Madison... Hvis din tone ikke bliver venlig overfor mig snart... SÅ skrider jeg helt sikkert... Måske jeg er et dødt væsen men lige nu er jeg trods alt den af os to der har mest hjerte!''

Han rejste sig op igen, og han begyndte at gå imod døren og hvis hun forsøgte at stoppe ham uden nogen form for ordentligt undskyldning ville han bare skubbe hende ned i sofaen igen og fortsætte med at gå imod døren...

Madison tog sig kort til hovedet og råbte så højt " OKAY!... u-undskyld.. " hun mærkede tårerne glide langsomt ned og hun følte sig mere eller mindre som en eller anden strid bitch. Hun sukkede kort og lappede alt sin styrke i sig og så kort op fra sofaen og mod Matic der ville gå og så tog hendes sirene blot over. " Flowers so pretty, the sky so blue.. once apon a summer.. and a song, in my heart, i still cant remember.. someone come and hold me tight, save and warm trough the silver rain.. someone come and sing for me.. that little melodi!.. ". Madison prøvede at stoppe sin evne, men den gled ind, den gled ind og blev stærkere og højere. Hendes stemme ville glide som smør ud mellem de fyldige rosa pink læber af hende og som usynlige blodrøde bånd.. ville stemmens toner binde sig om hvert eneste væsen der var nær hende og lige nu.. var det Matic. Langsomt kælede hendes stemme for hans krop, hans døde sjæl, hans knuste hjerte og hans sårbarhed. Healende og varm, som var der intet andet i verden der var mere himmelsk end Madison og hendes stemme lige nu. Madison tog sig kort til halsen og mærkede varmen og hendes øjne fik et blidt skær af grøn. Hun kunne ikke stoppe sin sang eller sin stemme, det var som om at alt blot tog overhånd.

Vis hun fik mulighed for at synge i lang tid, kunne hun ligefrem kontroller en, dog anede hun ikke hvordan det ville være mod Matic eller om han overhovedet ville være påvirket, men hun mærkede at mens hun sang.. gik hun langsomt hen af mod Matic og forsigtigt på sin vej, tog hun fat i et langt silkebånd og snoede det forsigtigt om ham, i det hun sang vider foran ham, som var hun selv under en eller anden form for besværgelse. * stop!? STOP!... nej jeg vil ikke!, slip ham!... slip ham nu *. Hendes indre skrig af ren frygt for hvad der nu ville ske, især fordi hun aldrig nogensinde havde sunget så smukt og flydende... det var som om at hun prøvede at binde Matic, samt at hendes indre prøvede at overvinde ham.. indtil han ville stå som en eller anden zombie og lystre hende.

Han stivnede da hun talte men han stivnede endnu mere da hun begyndte at synge og han begyndte selv at ynge med i forsøget åpå at overdøve hende og vente til hunv ar færdigt, men han stod også og mindede sig selv om at han ikke måtte blive påvirket og han ville ikke tillade et...

''Madison stop... jeg har jo Aubrei... kan vi ikke bare være venner?''

Han bad hende direkte ja han nørmest bønfaldt hende fordi han ahvde det skidt nok med at have været aubrei utro en gang han skulle fandme ikke være hende utro endnu engang det kunne de godt glemme alt om...

''MAdisonslip mig og stop din sang...''

Han fik sig vredet fri fra hende og begyndte at gå væk fra hende han skulle væk. han smed sig på sofaen og gemte sine øre i en pude...

Madison så lidt chokeret på Matic og trak sig hurtigt væk fra ham og rystede så lidt på sit hoved og mærkede tårerne strømme og så lidt på sine egne hænder og så begyndte hun at hulke, mens hun langsomt gned ned på knæ og tørrede sine tåre væk og sagde" Undskyld.. jeg aner ikke hvad der er galt.. jeg aner ikke hvorfor jeg er sådan her.. det så forkert.. det lige siden den dag.. hvorfor!.. hvorfor er det kun mig det skal gå ud over " Madison snøftede kort og så op mod Matic og bed sig lidt i underlæben før hun gik hen og ruskede i ham og sagde" Matic kan du få mig til at glemme " hun huskede alle de vampyr film hun engang havde set, hvordan de fik folk til at glemme ved blot at se dem i øjnene og tale. Madison så bønfaldende på Matic og sagde grædende " jeg vil ikke være forelsket i dig.. få mig til at glemme.. få mig til at glemme alt om dig.. selv at du er min første.. selv at vi.. vi er venner.. eller var.. få mig til at glemme Matic, jeg ber dig " hun ville ikke huske ham mere, det var som om at alt var gået helt skævt lige siden den dag.. lige siden den hotte dag på badeværelset, i sofaen, i sengen, op af væggen og på gulvet...

Hun ville ikke huske det mere, hun ville ikke stemples som den der fucking kælling der sørgede for at en anden var utro og hun ville heller ikke se Matic være ked mere, nej hun ville blot glemme alt der var sagt og sket og aldrig nogensinde ende med at komme så langt ud på kanten igen. " Matic jeg ber dig, vil du ikke nok gør et eller andet for at få mig til at glemme, slå mig i hovedet så jeg får hjernerystelse?.. gør et eller andet ved mig.. jeg ber dig " hun ville ikke huske mere, ikke på denne her måde, netop derfor holdte hun stramt fast i Matic og så bedende på ham, i håb om at han ville nikke og gør det.

Han så chokeret på hende da hun begyndte at tale og han gik hurtigt hen til hende, og lagde bare armene om hende, han lod hende så tale ud og græde ud ved hans skulder hun havde brug for det og han ahvde brug for at føle han kunne være noget værd.

''Madison det er ikke kun dig det går ud over... Jeg bliver jo også trist og kommer til at skade dig...''

Han slap hende lidt og kiggede stille på hende, mødte hendes øjne som hun begyndte at snakke om at glemme... Hvilket han desværre ikke kunne hjælpe hende med og han ville ikke slå hende han mente han havde gjort nok af den slags mod hende...

''Madison... Hvorfor vil du ikke kæmpe med mig? Kæmpe for at få vores venskab tilbage...''

Han krammede hende tæt ind til sig, og han sørgede for at han ikke berørte hendes hud, selvom han lige der ikke havde sin evne aktiv fordi han ikke ville, og fordi han var smadret... Han aede hende stille over ryggen...

''Madison... Jeg vil ikke glemme dig... VI har haft vores op og ned ture, men de vi har haft det er specielt jeg vil ikke miste dig... jeg har brug for nogen at kunne gå til udover Aubrei med mine problemer... Og du er min eneste ven...''

De saltede tåre trillede ukontrollerende ned af kinderne på hende, mens hun lod sig langsomt lulle ind i en falsk tryghed i Matic´s stærke arme. Det var umuligt for hende nogensinde at se på Matic igen, som hun havde engang, den gang hvor hun tog alt for givet og den gang hvor hun ikke havde åbnet sine øjne ovnligt for Matic og hans godhed. Madison snøftede lidt og strøg sine tåre væk og trådte så kort et skridt væk fra Matic, mens hun blidt lod sine hænder presse mod hans brystkasse, så han ville glide længere væk fra hende. " Jeg.. jeg aner ikke hvad der sker, dette er første gang jeg har været så fucked up.. jeg skammer mig så meget.. ". Hun så skamfuldt ned mod jorden og ville helst undgå Matic´s blik, især fordi hun følte at alt var hendes skyld og hun følte sig som den største kælling på hele jorden, hvilket hun vel også havde været for en kort stund.

Da hun hørte hans lille bøn, om at de stadig sku være venner så han havde en at gå til når der var problemer, kunne ikke gør andet end at få Madison til at smile en smule og håbe at der faktisk var et håb for dem?, at de måske på den ene eller den anden måde.. kunne blive som før, venner og intet andet. " O-okay.. " hun kunne ikke rigtig tale på grund af alle tårerne og den smålige hulken hun kom med engang imellem.. samt snøften. Langsomt bevægede Madison sig ind af mod soveværelset hvor der lå nyt rent sengetøj og lagn. Hun satte sig op i den sort betrukket seng og lagde blidt den sorte dyne over sig og gemte sig så lidt under dynen... inden hun forsigtigt tittede frem med hovedet og sagde til Matic " Okay.. vi kan vel godt være venner.. men du må ikke rør mig og du må ikke se mig i øjnene, samt du må aldrig nogensinde snakke om hvad der er sket imellem os.. den.. dengang " Madison så alvorligt men også blidt på Matic, som tegn på at hun ikke gjorde dette for at såre ham.. men for at beskytte sig selv og hendes ustabile indre.

Han kiggede stille på hende da hun virkeligt ikke vidste hvad hun skulle gøre overfor Matic. Han vidste ikke hvad det var der skete for dem fordi han havde ikke lyst til at skulle miste hende som ven eller mere nogensinde gøre skade på hende...

''Madison... Det er ikke bare din skyld... Det er VORES skyld at vi har dette problem, hvilket jeg også er meget ked af...''

Han kiggede stille på hende han ville gerne have det hele som før men det vidste han godt at han nok ikke skulle regne med eftersom at hun ikke ville have han så på hende eller rørte ved hende og han var nød til at gøre hvad han kunne for at hun havde det bare nogenlunde...

''Jeg skal nok lade være med de ting... Og jeg skal nok forsøge ikke at se dig i øjnene men der kan jeg desværre ikke love noget...''

Han sukkede og satte sig på sengekanten og kiggede stille på hende undgik hendes øjne ved at han kiggede på hendes pande istedet for at se på hendes øjne...