Hey again... (Madison)

Madison undvigede tydeligt Matic´s blik, i det han vendte sig mod hende, især fordi hun helst ikke ville se på ham lige nu, nej fordi lige nu ville hun blot komme vider. " Hvorfor er det at du pludselig er så svær at snakke med... og tror du at din elskede.. vil elske dig tilbage når du fortæller om den dag.. " hun så kort op og mod Matic og rødmede så en smule over kinderne, før hun langsomt så den anden vej igen, for ikke at rødme yderligere ved minderne om noget der aldrig skulle ha fundet sted.. at all.

Inderst inde ville hun egenlig gerne smide Matic ud og aldrig nogensinde se ham igen, eller måske gør ham vred.. fordi så var det så meget letter at snakke med ham, at svare igen og komme med de ord man nu ville sige. " Nogen gange ville jeg ønske du ikke var så skrøbelig.. så ville det være nemmer at være vred på dig og skælde dig ud.. ". Madison så kort ned mod dynen og trak den mere om sig selv og sukkede så dybt, i det hun ikke anede hvad hun skulle sige eller gør mere. " Hvorfor var du der altid for mig.. vis du alligevel ville forlade mig for en anden " Madison lagde forsigtigt hovedet på skrå og så lidt undrende på Matic og ventede på svar... hun kunne nemlig ikke lide at han ikke tilhørte alle mere, det virkede såååh... mærkeligt?.

Han kiggede på hende som hun stille spurgte ham om det med hvordan Aubrei ville reagere og svaret var egentligt meget nemt at svare på da han allerede havde snakket med hende om den dag, og heldigvis forstod hun hvad det var der var sket...

''Hun tog det ret pænt... Hun forstod hvordan vores evner havde kludret det helt op og spundet os sammen...''

Han smilede stille og lyttede til det hun sagde. Han hørte at hun gerne ville have han ikke var så skrøbelig og han følte hun stadig hånede ham som en anden idiot...

''Jamen skæld mig bare ud Madison... Det er jo alt var du rigtigt har tilbage til mig er det ikke?''

Han sukkede lidt over hendes spørgsmål til sidst ja hvorfor var det han altid havde været der for hende? Han vidste det faktisk ikke helt men han ville prøve at finde svaret...

''Fordi jeg er din ven... Og du var min første ven nogensinde ud over Aubrei.''

Madison hævede det ene øjenbryn og så mere eller mindre undrende på Matic, som havde han lige sagt noget helt vildt mærkeligt?. Hun betragtede ham lidt og lyttede til hvad han sagde og kom blot med et " Tsk... vis det var mig ville jeg ikke ha tilgivet dig.. hun må åbenbart ikke elske dig højt nok, siden hun kan holde tanken ud om at dele dig med andre". Madison så lidt vredt på Matic og tog sin hovedpude og kastede blidt på ham og vendte ham så ryggen i sengen og sagde så" Jeg aner ikke hvordan vi nogensinde skal være venner... vil du med ud? ". Alt var et stort kaos i hele Madison´s hoved. Forsigtigt lod hun sig glide ud af sengen og bed sig en smule i underlæben, inden hun besluttede sig for at trække i nogle jeans og en skjorte og så smuttede hun ellers forbi Matic og sagde" jeg trænger til noget frisk luft" hun ville hen og drikke og blot slippe for at dette her. Hun tog sin lille taske over skuldren med nøgler og penge i og så gik hun ellers ud af døren og gik så hurtigt ned af trapperne og ud på gaden og strakte hånden lidt frem. Støvregn.. mere var der skam ikke lige nu og det var vel i bund og grund til at overleve dette. Madison så kort rundt og sukkede så lidt og gik så hen til en kiosk og købte en wiskey og så trådte hun ellers ud og begyndte blot at drikke fra flasken, ligeså snart hun var kommet ud fra butikken. Alt syntes at være en stor omvældtning af alt muligt.Madison tog endnu en stor slurk af sin flaske wiskey og betragtede så lidt sine omgivelser og Matic med, vis han havde fulgt efter hende.

''Madison... Det kunne jo også tænkes at hun tilgav mig fordi hun har været i situationen selv før... Og hun deler mig jo heller ikke, da vi blev enige om at det uanset hvad aldrig ville ske igen...''

Han kunne stadig mærke og fornemme at hun virkede til at være jaloux på Aubrei, men helt ærligt hun var jo selv skyld i det... Måske hun havde haft ham hvis hun havde taget imod ham da han sagde han elskede hende men hun skubbede ham væk, og han fandt ud af at han elskede Aubrei højere end hende...

''Madison... Hvorfor vil du knap nok forsøge? Du kan jo få en fyr der er bedre end mig som du kan hygge dig med... Ja hvad med Dean?''

Han håbede lidt det kunne få samtalen væk fra den triste del der var og han fulgte bare med hende som hun gik. Han stod bare og kiggede stille på hende som hun stod og drak... Han var bange for at hun begyndte at synge igen fordi hun blev fuld...

''Hvad siger du madison skal vi gå ud og finde dig en lækker fyr?''

Madison tog endnu en stor slurk af sin drink og bed sig en smule i underlæben, i det hun følte sig stresset. Hun ville så gerne blot ha at Matic lige nu ville tie stille, eftersom hun ikke kunne tag mere snak, dog da hun skulle til at åbne munden og sige noget, hørte hun hvilket navn Matic bragte på banen og så var det ligesom om at alt gik i stå. * Hvor kender han Dean fra? *. Madison strammede grebet om sin store wiskey flaske og gik hen til Matic og pegede mod hans bryst og sagde spydigt" Hvor. Kender. Du. Dean. Fra?!? ". Hun så lettere utålmodigt på Matic og ventede blot på at høre hvad han havde at sige, før hun sagde. " Tsk?!.. det typisk.. denne lille lorte by, kender alle hinanden her?.. kender ALLE til mig og hvad jeg har gjort " Madison trådte et skridt væk fra Matic og sagde" Det er fandeme utroligt! " Hun var allerede ved at blive en smule beruset, dog havde hun næsten også drukket over halvdelen af selveste flasken.

Madison trådte flere skridt væk fra Matic, mens hun blev ved med at spyde sin vrede ud, indtil... BANG!. Den var kommet som lys fra den blå himmel, en bil. Madison havde helt gået i sine egne tanker og slet ikke tænk over at hun havde så småt bevæget sig ud på kørebanen. Lyden af whiskey flasken der ramte jorden, lød som torden for Madison. Alt syntes at blive sort, i det hun så Matic´s fødder, som det sidste inden hendes verden blev sort. Hun havde været så dum at gå ud foran en bil, lige i det den var kørt forbi og hvad der var værre, det var jo netop det, at regnen var der, så bilen havde ikke kunnet nå at stoppe.

''Hvor jeg kender ham fra... Jeg sad og snakkede med ham i parken om de følelser jeg havde for dig engang, men hvor jeg fandt ud af at jeg havde flere følelser for Aubrei... Han er grunden til jeg endte med Aubrei overhovedet...''

Han så stille på hende og han kunne egentligt godt forstå hun var vel bange for at folk troede hun var en eller anden billig tøs... han vidste dog at hun ikke var set sådan...

''En del kender dig... kender dig som en af de smukkeste piger i byen... Som den pige alle fyrene gerne vil have noget med...''

Han smilede venligt til hende inden hun begyndte at flippe ud på ham og han nåede ikke at gøre noget imod bilen før det var for sent og den ramte hende... Han vidste ikke hvordan han skulle reagere på det, men han løftede hende bare op i sine arme og fik hende væk derfra, og lagde hende på siden...

Han ringede til hospitalet som kom med en ambulance og kørte dem begge til hospitalet... De kiggede på hende fiksede hende og lagde hende på en stue hvor han stille sad og ventede på hende...

Hospitals sengen var for sig selv, inde i et et personers rum. Normalt var der en stue med 3-4 personer, men Madison havde dog været en af de heldige der havde fået et værelse for sig selv, med skab og tv, samt seng og bord. Lægerne havde haft gang i hende et stykke tid, dog skulle hun ha været død, vis det ikke havde været for hendes healende evne, som havde healet hendes indre blødninger samt hendes hoved, der havde ramt bilens rude. Under tvet der hang oppe i væggen overfor sengen, stod der en buket med blomster og et undskyld kort, fra selveste personen der havde ramt hende. Der var gået ca 6-7 timer siden og en læge brød stilheden, i det hun kom ind og så kort over mod Matic der sad og ventede. " Undskyld mig?.. er de i familie med den tilskadekommende eller muligvis beslægtet i form af giftelig kontrakt?, ellers bliver jeg nød til at bede dem om at gå og komme tilbage imorgen tidlig ".

Normalt måtte venner og bekendte IKKE være på hospitalet over besøgstid, heller ikke lige efter en ulykke. Kun familie og vis man var slægtet som mand eller forlovede, måtte man være der efter besøgtid, ellers skulle man tag hjem og komme dagen efter, når der var besøgstid igen. Den kvindelige læge så lidt på Matic og så derefter på Madison og tjekkede hendes puls og temperatur. Da hun havde gjort det, gav hun Madison en sprøjte med lidt mere morfin, så hun ikke ville kunne mærke smerterne og så gik hun igen.

Langsomt åbnede Madison sine øjne, efter der var gået en halv time, efter sprøjtens indhold. Langsomt begyndte hun at sætte sig op og gned søvnigt sine øjne og tog sig kort til den ene arm, der havde fået forbinding om sig. Hendes trætte mørke blå øjne, så uskyldigt rundt i lokalet og stoppede så ved Matic. Et undrende udtryk viste sig over Madison´s ansigt og forsigtigt adskilte hun de fyldige blå lilla læber, der var en smule tørre. " Øhm.. h-hvem er du?.. og hvor er jeg " Hun så lidt nysgerrigt rundt og tog sig lidt til hovedet og gjorde en smerte grimasse, som tegn på at hun ikke ligefrem havde det alt for godt. Heldigt for hende, var det den venstre arm der var forbundet og ikke hendes højre, som hun brugte til alt.

Han kiggede stille på lægen der kom ind og han smilede bare venligt til hende, og svarede noget han faktisk selv så som ret sandfærdigt når det kom til stykket. Han så sig nemlig mere og mere som hendes bror, sådan som hun var overfor kunne han lige så godt være hendes bror. Han svarede lægen stille...

''Ja jeg er hendes bror... Matic Vouge...''

Han smilede venligt og heldig som han var valgte lægen at godtage det og lod ham bare blive siddende indtil Madison vågnede og han hørte hende spørge ham om hvem han var og der var ingen tvivl hun havde fået hukommelsestab, og han prøvede derfor i første omgang med at fortsætte løgnen fra før...

''Kan du slet ikke huske mig? Jeg er din bror... Matic.''

Han smilede venligt til hende han blev dog bare siddende og kiggede stille på hende og betragtede hende blidt.

Madison stirrede lidt på Matic og bed sig en smule i underlæben og prøvede at huske, prøvede så inderligt at huske ham, men det var som om at han var helt forsvundet i hendes tanker og ligeså var hendes barndomsliv og hendes forældre? vis hun altså overhovedet havde haft nogle til at begynde med. Ligeså var det med at hun var engle og at der fandtes overnaturlige ting. Hun så lidt på Matic og smilede venligt og strøg blidt sit hår lidt bagud, med fingerspidserne og så åbnede hun igen munden for at spørge. " Hvorfor er jeg her? " hun så lidt undrende rundt og kiggede så nysgerrigt i bordet ved siden af sig og fandt en fjernbetjening og tændte for tvet og tjekkede hvad klokken var og dato samt årstal. " Hm? " Madison strakte sig kort og lagde sig tilbage i sin seng, afslappet, som om intet var sket og så lukkede hun forsigtigt sine øjne og sagde så " Hvor er mor og far? ". Hun åbnede det ene øje og hævede øjenbrynet kort, i det hun så nysgerrigt på Matic, ventende på at han ville sige til hende hvor de var henne.

" Hvilken by er dette egen? og hvor bor jeg " Hun kiggede mod vinduet som Matic sad foran. Langsomt lod hun sine ben glide ud over siden på sengen og forsigtigt trådte hun iført hospitals kåben, hen mod vinduet og strøg gardinerne til siden og så ud af vinduet... byen var nu meget smuk, så smuk og alligevel så teknologisk?. " Er dette også en fransk by " Madison´s franske accent trådte tydeligt frem denne gang og hun slikkede sig let over læberne og gik så forbi Matic og hen mod toilettet og gabte kort, i det hun prøvede at lede efter en klud, som hun kunne gør våd og lægge på den brændende pande af sin egen. " Maaaan!, jeg føler at jeg koger op her inde.. hvor meget står varmen på? ".

Han sad bare og kiggede stille på hende. Han vidste ikke lige helt hvilken reaktion han skulle komme med overfor hendes hukommelsestab det var virkelig svært at vide, men han måtte vel hellere bare svare hende på hendes spørgsmål?

''Vi var ude at drikke lidt, og du blev ramt af en bil...''

Han så stille ned i jorden og der kom så et af de svære spørgsmål hvor var hendes forældre. MEn han var nød til at holde ved hans løgn om at han var hendes bror.

''Hmmm... Du husker ikke vi forlod dem for at skabe et liv for os selv?''

Han smilede venligt til hende og kiggede på hende da hun spurgte om mere og mere. Han var vidst bare blevet til en infoboks? Han grinede lidt og svarede resten af hendes spørgsmål i en køre...

''Terre, den er fransk... Du bor i en lejlighed i område logement...''

Matic kiggede rundt og skruede lidt ned for varmen men nu var den så på nul... Han kiggede stille på hende inden han svarede hende...

''Den er skruet helt ned...''

Et lille smil gled over Madison´s læber, i det hun hørte Matic´s svar og så tændte hun for bruseren inde på badeværelset og kom kort frem i døråbningen iført et håndklæde om halsen og nogle trusser. " Øhm?, ved du hvor shampoo´en er?.. og forresten bror, bor vi sammen, siden du sagde at vi ville skabe et liv for os selv? " Madison lagde forsigtigt hovedet lidt på skrå og kiggede lidt på Matic, før hun gik hen og rodet lidt i skabene og fandt sådan nogle små shampoo ligene flasker og tog en med ud i badet og gjorde tegn til Matic om at hun gik ud i bad.

Da hun stod ude under den dejlige kølige bruser, med nøgen sæbe indhyllet krop, kunne hun ikke lade værd med at lade sin stemme slippe ud, eftersom hun jo slet ikke vidste hvilken virkning den havde på folk.
Hun sang en blid melodi, hun huskede fra da hun var helt lille. Hun sang med en kraftig stolt stemme og det var som om at hele badeværelset gav sangen større rækkevide, eftersom det nærmest ekkoede inde i det lille rum.

''Nej desværre ved jeg ikke lige hvor den er henne... Men jeg vil skyde her i et af at skabene... Og nej vi bor ikke sammen eller ikke længere, da jeg er flyttet hjem til min kæreste for at give dig mere privatliv.''

Han smilede stille og venligt til hende mens han ikke lod sig påvirke af at hun kom ud til ham og kiggede på ham uden ret meget tøj på. Han smilede og rystede lidt på hovedet af hende inden hun gik i bad hvor hun begyndte at synge hvilket han under ingen omstændigheder havde forventet hun ville...

Han tændte for radioen der var på stuen for at overdøve hende, og han gik over og bankede på døren til badet... Han stod lidt og hvordan skulle han dog forklare hende det? Hvordan skulle han forklare hende det med hendes stemme?

''Madison... Er du ikke sød at stoppe med at synge... Og komme herud ret hurtigt?''

Han smilede stille for sig selv og satte sig på stolene med hovedet helt tæt på radioen...

Madison stod med hovedet inde under bruseren og sang så smukt som hun nu kunne og havde lært. Da Matic bankede på, reagerede hun ikke lige med det samme, eftersom hun var i sin helt egen drømme verden. Dog kort efter da hun var færdig med sit bad og kom syngende ind til Matic, stoppede hun kort og så undrende på ham og gik så hen og slukkede for radioen og satte sig op i sengen og stirrede lidt på ham, før hun sagde" hvorfor er musikken så høj???... og forresten hvad var det egenlig du ville før??". Madison lagde hovedet lidt på skrå og begyndte at tørre og ugle op i sit hår, så det endte med at bølge og stritte lidt til alle sider, før hun flettede det over den højre side af sin skuldre.

Madison så lidt overrasket på Matic, i det hun slet ikke havde hørt sig selv nynne før han muligvis havde sagt stop til hende." Kan??... kan du ikke lide min stemme bror?, er den så dårlig". Madison tog sig kort til halsen og rødmede lidt, mens hun forsigtigt iførte sug nogle jeans og en top samt lang ærmet trøje.

Han kigged stille på hende da hun kom ud igen, og han sad og kæmpede stille og roligt mod hendes stemme som hun ikke havde stoppet så han var meget meget glad for at have skruet så højt op for musikken og da hun stoppede musikken og spurgte ham omkring hans mening om hendes stemme svarede han ærligt inden han sagde det han havde villet sige i starten...

''Nej nej... Din stemme er virkelig smuk... Hvilket faktisk er problemet bag det Madison...''

Han sukkede lidt, da han vidste at hun jo ikke var født engel så han regnede med at hun ikke vidste noget om at hun var en engel og at han var vampyr, men heldigvis kunne han forklare det på en ny måde som kunne forklare hvorfor de var vær deres race med stadig søskende...

''Madison, nu skal du ikke virke som om jeg er syg i hovedet i hvertfald ikke før jeg har talt ud...''

Han trak vejret dybt og sukkede så inden han talte...

''For omkring 2 år siden der endte vi begge i en ulykke og døde... Du var så heldig at blive reddet af gud, og blev en engel... Mens jeg blev reddet af noget andet... En vampyr som er hvad jeg er nu... Men det med din stemme... Din stemme er som en sirenes sang... Den gør mænd vilde med dig, og det gælder også mig, din egen bror...''

Det kom tydeligvis som et chok for Madison, da hun hørte alt Matic sagde. Det virkede så overnaturligt og uvirkeligt, kunne det virkelig passe??. Madison så lidt skæptisk på Matic og rejste sig op og satte sig hen i sengen og sagde så," så jeg kan aldrig nogensinde synge foran dig og heller aldrig... foran andre??". Et trist glimt kom langsomt frem i de grønne øjne af Madison's. Hvad skulle hun sige eller gør ved dette, blot aldrig mere synge med på nogen sange??, aldrig nogensinde. " men.. men?!?... det er så uretfærdigt Matic.. hvorfor har jeg så dum en evne?, jeg elsker at synge". Madison sukkede og bed sig lidt i underlæben og sagde" men okay.. jeg lover at gør mit bedste for at huske det".

En læge kom kort efter ind og så lidt på dem begge og så smilede han blot over hele ansigtet og tog forsigtigt Madison's hånd og sagde" Har du en ven eller familie der kan bo ved dig de første 3 dage??, blot så vi kan sikre os at der ikke er nogen hjerneskader ". Fyren så afventende på Madison og slap så hendes hånd og så lidt mod Matic og sagde" du er hendes bror??, ikke sandt.. Du kunne vel aldrig passe hende i 3 dage, både dag og nat.. hun skal være under opsyn så meget som muligt".

Han kiggede stille på hende og han forstod godt at hun virkede helt forvirret over hvad der skete med hendes liv. Han var helt nede over at hun blev så trist over at hun ikke kunne synge for folk og han syntes da også det var virkeligt synd for hende...

''Måske ikke søs... Men du kan se om du ikke kan finde en nympfe i skoven som måske kan træne din evne.''

Han smilede stille til hende og nikkede takkende til at hun ville tænke over det. Han var virkeligt taknemmelig fordi det ellers ville blive meget akavet hvis han forsøgte at gøre noget med hende...

''Jo selvfølgelig kan jeg holde øje med hende i tre dage.''

Han smilede venligt til lægen og bagefter til Madison.