The dead.. They rarely meet.

Vejre: Stjernefri himmel, dog med en klar Måne.
Sted: Di Catacombes, den åbne del udenfor.
Omgivelser: En masse grave, prydet med alverdens dyre gravsten.
Tid: 22:01

En rank skikkelse manøvrerede sig forbi de udsmykkede grave, i et næsten dansende tempo. Små fine piruetter, der var en ballerina værdig, efterfulgt af stilfærdige sache skridt. Alt dette fremført, med en bukket bodorøde roser, holdt til brystet. Hendes grågrønne øjne, var fæstnet fremfor sig, da hun pænt sluttede af. Hun bukkede let og nejede, med det som altid svagelige, dog drømmende smil plantet på de rosa læber. Hun lod en snehvid finger, kører igennem det skulderlange mørkebrune hår, alt i mens hun så på de mange roser hun holdte. Fine røde dråber, trillede ned af de forskellige stilke. Der havde været så mange torne, så mange og så skarpe. Hun holdte undersøgende, sin ene hånd frem og opdagede de mange små snit hendes ellers så glatte hænder havde fået. For ikke at tale om blodet, blodet var som det første det der sprang i øjne på hende. Det stod nemlig i stærk kontras, til hendes porcelæn blege hudfarve.

"Vi slap for at have et pulserende hjerte, men end ikke i vores død slap vi for blodet."

Salomé, som var den lettere hypnotiserende skikkelse, stod nu med armene fremadrettet, i mens hun lystigt svang sig i halvcirkler; som når man var til bal. Hun begyndte derefter, forsigtigt at bevæge sig frem, til de enkelte grave og deres gravsten, for at lægge roser. Hendes smil blev bredere, i det hun holdte færre og færre roser i sin hånd. Da hun kun havde en enkelt tilbage, stoppede hun op med et leende smil. Salomé flettede stilfærdigt rosen og dens torne, imellem sine fingre, som om hun ikke mærke den smerte den sendte igennem hende. I stedet sukkede hun og vendte sit blik imod Månen, der i al ensomhed skinnede ned på hende.

Hun mærkede det velkendte sug i maven, og vidste med det samme hvad det betød. Salomé tog fat om armlænet, på bænken hun stod vedsiden af. Hun mærkede den opløftende energi storme igennem hendes ellers så skrøbelig krop. Jo længere væk, hun var fra Maison de fous. Desto mere voksede smerten og utydeliggjorde hendes syn. Da smerten så småt begyndte at gå over rettede hun sig op. Hendes hånd var beskyttende sat over hendes mave, som var luften lige var blevet slået ud af hende. Stik imod det hendes krop lige havde følt, begyndte Salomé at le. Hun satte sig tilbage, stadig med den tornfulde rose i den ene hånd. Med et vandrende blik så hun sine omgivelser an. Selv om hun ingen anelse havde, om hvad det akkurat var hun ventede på. Ja, så vidste hun der ventede hende noget.

Valentin havde sit blik rettet mod himlen, mens at han var på vej til et bestemt sted; kirkegården, som var et sted hvor folk blev begravede, når deres liv havde fået en ende. Det var en perfekt aften at befinde sig udenfor. Solen var for længst gået ned, det var tæt på at blive midnat og denne herre havde ikke noget imod at komme ud på en jagt, tværtimod så glædet han sig når det kunne lykkes da sulten af og til plagede ham.

Han lod sine øjne glide kort ned af sig selv, og det kunne tydeligt ses at han godt kunne trænge til noget nyt tøj. Han var en hjemløs vandrende lig og som altid iført sin hvide skjorte med slips, samt bukser til og hans hænder var altid beklædt af læder handsker. Resten af jakkesættet havde han vidst glemt et sted. Han kunne ikke helt huske det, men han var nu også ligeglad.
Typisk nok så gik han i det tøj som det passede ham. Han førte sin ene hånd op igennem nogle hårtotter. Klassisk. Valentin havde blondt hår, hvor det længste hårtot gik ned til nakken, ellers havde han fået det klippet i forskellige etager. Med pandehåret siddende til den ene side, så han sagtens kunne se med begge øjne. Der havde den sorte farve med en strejf af den røde farve. Ingen tvivl om hvilket væsen han var. Han smilede skævt med vilje så man kunne skimte hans hugtænder.

Efterhånden som han nærmede kirkegården, et sted hvor han havde været før, kunne han med det samme lugte med hans næsebor at der var en kvindelig vampyr til stede. Fordi han fandt ud af at det var en kvinde, var at mænd og kvinders lugt inden for racen; vampyr, var at de var anderledes. Mente han i al fald selv. En kvindes lugt inden for racen var ikke nær så rådden som en mands lugt. Han var ikke længere alene. Nu var han sammen med arts fælle. Valentin satte farten op da han ville opsøge den ukendte.

,,Godaften.." sagde han med en rolig undertone i stemmen, selvom hans stemme var mørk af en mande stemme at være. Han stod nu ved siden af bænken som hun sad på, han havde lagt hovedet en smule på skrå ,,Kirkegården.. er ikke just det mest betragtende sted, hvad søger dem her til?", kom det fra ham mens at han rakte sin hånd frem mod hende, som en venlig gestus. ,,Jeg er Valentin.. hvad hedder du, frøken?", Valentin rømmede sig enkelt gang. Inden at han søgte hendes øjenkontakt.

//Out, Intet svar?//