All dead, all dead.

Tsk. Var det det? Her havde man gået og hørt alverdens ting og sager fra folk og fæ, og så var der ikke andet end gravsten i mudret jord. En sko imod sten kunne høres, efterfulgt et lavt ”av for satan.” Den unge dreng, som havde sparket til en hvid stensøjle med et korts på toppen, snøftede kort, hvorefter han sendte en fin, grøn klat snot ned for at ødelægge det ellers så hellige gravsted.
Det var koldt og Male var desuden ved at blive godt forkølet, så han havde hugget én af sin kære dødsfjendes sweatshirts og et par af hans, lidt for store, sko. Så i dagens anledning havde han en lækker odør af fisk over sig.

Drengen, som ellers havde haft et heftigt grin på sine smalle, tørre læber da han var trådt ind på kirkegården, så nu mindre fornøjet ud. Han havde hørt at det var her man skulle gå hen hvis man ville lege bloddonor for en vampyr, eller hvis man ville prøve at få et spøgelse til at flyve igennem sig, men her var absolut intet. Kun sten og rådne blomster, efterladt af de mennesker som engang havde tid til at besøge de afdøde, men som nu var blevet skræmt væk af kulde og regn.
”Humbug, mand!” Lød det fra bastarden, som svang den mørke hætte på sin lånte sweatshirt over sit sølvgrå hår. Han havde altid ønsket sig at blive bidt af en vampyr. Bare en lille smule, for at føle sit blod blive suget ud. Men det så ikke ud til at det ville ske her til aften. Et lusket smil viste sig atter på hans læber, da ordet ’blodlege’ kom frem i hans tanker. Endnu en ting til ønske listen.

En vandpyt blev trådt i og mudder blev sparket til, idet den unge skabning banede sig vej gennem den tydeligt forladte kirkegård. Det så ud til at han måtte finde sin vampyr et andet sted. Hvis da det endte med at være en vampyr han skulle lege med, her til aften.

Den tykke odeur af grumsede mudderhuller, pis-plettede helligsten og u-sanitoriske reproduktionsvæsker fyldte kirkegården med særlinge, i dette tilfælde en alt andet end lækker herre iført intet andet end et par sorte, originalt hvide, underbokser og en blanding af brune & røde farver over hele kroppen.

Karon, eller Grin, smilte af sig selv imens han vist brød en usagt men hellig regel om at det nok ikke ligefrem velset at tilsvine en tidligere mafia boss's grav ved at besudle den med en gylden regn. Men hvorfor skulle han være alt andet end ligeglad? Han var ikke ligefrem byens poster-boy for kordrenge og religions-fanatikere.

Han fniste for sig selv, med sit uhyggeligt brede smil, imens billedet af en gammel gnavpotte med en cigar i sin klamme, morderiske kæft blev smykket til med ”guld” dråber.

Grin tog et skridt frem, et tilbage, i en rytmisk dans uden melodi eller sang, imens hans sind nærmest skreg de forfærdelige lyriks, som var han forsangeren for et populært heavy metal band, der kun vidste hvordan de skulle beskrive døden og dens mange uransagelige veje.

Han lagde først nu mærke til at der var et andet væsen på vej, så han gemte sin 'dolk' væk bag det eneste stof på hans krop, der var hæsligt krøllet til af mudder og mangel på enhver form for renselse. Men kun hans nakke og ansigt bevægede sig, sammen med det lange hår, der efterhånden nåede til midten af hans groft markerede ryg. Han stirrede i retningen hvorfra lydene og den svage lugt af fiske-indvolde kom fra, stadigt lige så tilfreds udtryksmæssigt.

//Lidt kort, sorry xD//