Requiem of Sopran

Påklædning:
Sorte lange læder støvler med en 5 Cm hæl, der slutter lidt under hendes knæ.
Sorte leggins
Sort/Mørk Lilla T-shirt med japansk symbol(Friendship)
Sort Lang jakke med en masse lommer, der slutter på midten af hendes baglår.
--------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det havde været en lang dag på skolen, hele dagen havde hun undervist elver klasser. Den samme unge elver pige havde i starten af hver time samt i slutningen gået hen og krammede hende. Hvilket hun havde det helt fint med, hvis det ikke var fordi hun ikke havde taget parfume på. Den eneste hun duftede fra sig selv var en ung elver kvinde. Dette var endelig ikke noget problem for hende selv, det holdt hendes tanker på denne skønne dag hun havde haft på arbejdet. Hun forlod skolen ved seks tiden med et smil på læberne, hun ville gå igennem byen og så smutte ud i parken et par timer, bare for at slappe lidt af før hun gik hjem, bare for at tage over på skolen igen.

Turen ind til byen var afslappende og hyggelig, selv om det ikke var som hun havde forventet. Igen havde hun mødt elver pigen, de havde snakket omkring en rapport som hun ville have klassen til at skrive. Igen, var det startet og sluttet med et kram. Pigen var lidt højere end hende. Så hendes hoved var endt på en af duft klitterne på hendes hals, hun havde ikke tænkt over den stærkere duft hun havde på sit hud end hendes egen.
Da hun ankom til parken nærmede klokken sig halv et, hun vidste elverne boede her tæt på, så de var tager der ud sammen. Så hun sagde godnat til hende, endnu et kram. Nu her gik det i gang med at irritere hende. Men hun sagde intet, pigen ville jo blot være venlig. Som det var gjort træk hun sig ind i parken.

Natten var smuk, hendes blik gik op mod himlen og lod stjerne danne billeder inde i hendes hoved. Hun elskede at lade nature tegne sig ud for hende, alle de pæne billeder der kunne lave. Det fik hende til at frise højlydt. Hun gik længere ind i parken til hun fandt et mere lukket sted. Folk havde svært ved at se ind i dette område ude fra, godt det var en så stor park så den havde så mange forskellige områder. Hun satte sig op på en gren og lyttede til parkens og nattens mange lyde. Duften af elver pige sad stadig fast i hende, hun kastede ikke en tanke mod hvad de kunne gøre. Selve duften havde hun selv vennet sig til, så hun tænkte ikke det mindste over det.

Hun sad så fint på grenden og smilede ud over det lukkede område, hun kunne ikke set ret meget. Hvilket hun også var glad for, det gav naturen alle muligheder for at tegne i hendes sind, og det fik det også lov til. Et stort smil var på hendes læber som hun gik i gang med at frise.

Et liv trådte ind på den natterede scene. Ikke et liv, som man i mange videnskabelige sammenhæng kaldte levende, men et liv i hverandres øjne. Dennes udødelighed og vandringsmønste var dog gemt væk bag en maske, som spillede til sanserne i løgne og mysterier, som var denne sorthårede kvindelige hovedrollerindehaver virkelig et subjekt, som trådte ind på et teaters scene for at fremføre sonetter og monologer for et afventende publikum.. Og ikke mindst de royale gæster, som kiggede på i de højere stillede balkonpladser. Hun ville indtræde disse hjemløse haller af fauna og flora og hvis man spurgte den grusomme instruktør og scenograf af denne første akt, ville hun udgøre den manglende og højttonede sopran for denne groteske opera. Fra en blind vinkel gled røde øjne imod jorden, som var tilredt som en naturlig seng i visne blade og muld, samt små højdedrag som bukkede sig med det ujævne terræn udenfor de små grusstier. Og netop disse røde øjne ville fra ukendte vinkler og skygger bestirre dette kvindelige væsen, hvis udseende ikke stemte overens med en af disse… elskere af skov og skønhed. Elvere havde deres stereotyper, men få af dem gavnede ikke deres omdømme. Mange kunne bevises anderledes, som Terres rekorder om patetiske borgmesterskaber ville vise.


Som Zhadalina ville udvælge sig en tilfældig og dog veludset gren som siddeplads, ville den rolige, søvnige park ellers udfolde sig for hende. De små lyde af natur, som endnu ikke sov, ville kunne høres nu hendes fødder imod gruset ikke forstyrrede det. Farver over trætoppene ville fortælle om det sidste lys, som dagen havde givet fra sig og de langsomt tændende stjerner oppe igennem trætoppene ville byde hende velkommen til et velkendt natteliv. Alt i alt var himlen og grundende omkring den hjemsøgte park synes så vidunderligt harmonisk trods den lette, kolde vind og den truende vinter, som kom dem i møde dag for dag, som en terminal sygdom af forfrosne årsager. Denne vinter ville dog ikke bide eller harme de væsener, som ikke var afhængige af varme og beskyttelse. De var, som børn af natten en allieret til kulden og dens udvalgte til trods for deres ondsindede vane om at farve det hvide vinterdække rødt. Havde de fortjent den beskyttelse fra kulde? Muligvis ikke.. Og ej heller fortjente de blide kærtegn, som vind og vejr strøg over deres legemer. Netop en sådan kælen vind førte kulsort hår af anden genre over skarpe skuldre og væk fra tilhørende, blodrøde øjne, hvis glød var svært ignoreret i det tætte mørke grundet deres intensitet. Han eller den.. ville dog ikke kunne mærkes, som var han en del af parkens naturlige ophav: Groet med en lignende plantes afkom i form af frø og vokset, som en smuk, dog dødelig blomst i den primitive have og dens bede. Muligvis en kødædende af sin slags, som ikke kun kunne leve af det nattelys, som var den givet. Den udøde som endnu ikke havde trådt ud i rampelyset var ej eller en tydelig maske på den store rolleliste. Han var ej en modstander, som skulle slagtes i en dramatiseret duel med sværd og ej heller den stærke animus, som skulle fremgå på knæ og synge den kvindelige primadonna en serenade med tvetydige kærlighedserklæringer. Måske var han blot statist eller den oversete, som trak det store tæppe for når lys blev kastet på de skrå brædder…?
Den ubevægelighed der var blevet opsøgt af den hjemsøgende vampyr, havde på det tidspunkt været et spørgsmål om tålmodighed. Den havde skænket ham den fordel at hans tilstedeværelse var som for menneske øren – utilstedeværende. Men observationer gav ikke vampyren det han hungrede efter denne gang. Hans anonyme beskuelse af byen som et dukketeater var ikke nok til at tilfredsstille det mere basiske i hans leve kår. Denne gang.. var det åbenbart elver!


Så ville man kunne høre ham. En let bukken af vinden i en hård bevægelse, som inden den kunne tilkendegives, gjorde en ende på den støttende gren, der udgjorde Zhadalinas trone. Splinterne fløj længere i deres lethed, men trods det, ville de ende på jorden før den sorthårede kvinde ville. I stedet for den våde skovbund, ville hun fælles til en unormal blødhed, som var hendes vægt intet andet end som et gåseduns. Og arme ville gribe hende: Lange arme, som trods de ikke søltes buldrende af muskler og overfladisk styrke, fastlåstes omkring hende i et jerngreb kun få vampyrer i den yngre alder ville opnå! For hende, i hendes position – umulig at gnække da vedkommendes brystkasse låste den frontale åbning til en flugt. Langt, sort hår ville overgå hendes ansigt i blide strøg, men samtidig maskere han, som førte den sorthårede Zhadalina op imod grenens tilhørende stamme. Alt i løbet af ganske få sekunder.

Hendes blik gik rundt som hun sad der oppe. Det had hun havde over den blinde vinkel der var på grund af hendes øje voksede når hun gjorde sådanne nogen ting her, når hun lavede andet havde hun endelig ikke noget imod det. Bare når hun sad alene i en skov eller andre steder hvor der kunne være noget farligt bag hver en busk. Som hendes tanker gik ind på det faldt hun ned af, træet spilterede.

Alt gik langsomt som hun faldt, så om tiden gav hende tid til at tænke sig om.
Hvordan kunne træ bare flække på den måde? Hun kunne få det til at give mening, havde hun ikke væres opmærksom nok på hendes sideplads? Var den tæt ved at flække da hun satte sig? Var der nogen der havde flækket det? Nej, det kunne næsten ikke passe så hurtigt som det var gået. Samt hun havde ikke lagt mærke til nogen, normalt ville hun have hørt nogen. Så det var nok ikke en mulighed!

Hun blev tvunget ud af sine tanker da en person sig tæt på hende. Personen var hurtigt, stræk og duften fra ham. Ja, helt klart en mand. Han var hurtigt til at få fat omkring hende og få hende op af stamme, samt at holde dem fast der. Der hele var sket så hurtigt at hun ikke var i stand til at ligge de to ting sammen. Lige nu var hun bare taknemlig over han havde været der.

Det ville ikke have været svært for hende at lande ordenligt selv. Simpelt sætte en fod på træet, skubbe sig selv væk fra den, og et rolle fald og alt ville være godt. Men nu hvor manden havde gjort for hende, kunne hun smile over det. Så behøvede hun ikke at gøre noget for det.
”Ta..tak..takker” Strammede hun. Det var ikke faldet der fik hende til at stramme, men overraskelse over at blive grebet midt i luften.

Hun forsøgte at få et blik af manden fra hendes vinkel, det var desværre ikke muligt. Det eneste hun kunne se var hans sorte hår, det var langt, dog ikke så langt som hendes. Hans arme så ikke så stærke ud som de mærkede da han fik fat omkring hende. Hvem var han? Hun kunne ikke sætte hans duft fast på nogen hun kendte.
”H..Hvem er..de?” Lød den høfligt fra hende. Hendes sind havde det stadig ikke godt efter at blive tvunget ud af sit frit fald.

Zhadalina blev ikke skænket et ord og med den følelse, som syntes at overstrømme en da den mørke skikkelse gled over hende, ville man heller ikke forvente øjne lagt på hende. Som var det nærmere et dyr, som lugtede sig blindt frem og glemte alt om ansigtet eller udtryk. Endda menneskelig talen. Hendes krop blev ført imod træstammen, som havde holdt hende før samt den ødelagte gren, som nu var reduceret til små dødsfælder i det ellers bløde muld. Hun blev ikke ført af en øm hånd, men ej heller af meget aggressivitet. Der lå noget underligt energiløst over dette spøgelses bevægelser, men trods det var hendes vægt ikke mere krævende end den af en kanariefugl. Hendes hilsen og taknemmelighed blev ej heller gengivet, men i stedet hørte man vampyrens hakkende indånding, som havde det været en rum tid siden den sidste havde fundet sted. Ikke at luft var en nødvendighed. Det var et simpelt behov som de fleste vampyrer kendte, men langt de færreste kunne forklare: En iltende brug for at indånde duften af det byttedyr de havde udvalgt. Som var det en forsmag inden de tillod sig selv den luksuriøse nydelse af den første tand igennem blød, levende hud. En hånd der ikke længere havde brug for at udgøre den navlede vampyrindes støttepille, tog fat i hendes kæbe og tvang hendes ansigt til den modsatte side end den det sorthårede, høje væsen syntes at beglo med begærlige øjne. De hvide hænder ville, trods den absurde hårdhændede behandling, have en abnormal kølighed over sig og svøbt i hud så blød og glat at man næppe kunne forestille sig at denne havde haft jord under neglende eller sårede knoer førhen. Hånden var lang og smidig, men selvom den havde en besynderlig elegance, var det ikke svært at fornemme at det var mandlige fingre. Navnlig på grund af størrelsen, som ikke havde det mindste problem i at omkranse sig Zhadalinas bløde kæbelinje som en solid mundkurv. En duft ville følge fingrende – En svag, men svært ignoreret sødme, der gemte sig som en begravet skat under den hvide hud og fordelte sig i blåviolette, snoede årer.


Den første føling af hud imod hendes egen ville lægge sig over hendes sårbare hals: Bløde, kølige læber og den lette fornemmelse af halvt fremførte tænder. Hun var ikke givet den tid det ville tage for at afgøre hans mærkværdige kys’ ophav før læberne trak sig tilbage og en smertefuld styrke ville lade et par sylespidse hjørnetænder penetrere hud og nerver! En hjertebanken ville da blive delt med hende, som en skygge af lyd eller et ekko i de fjerneste afkroge af ens sind: Accelererende imens taget om hendes strammedes i en næsten desperat faren!

Han duftede til hende, der var noget med metoden han gjorde det. Hun havde selv gjort den nogen gange, grunden kendte hun endelig ikke. Duften fra et bytte, der var noget ved den tanke hun gav sig selv. Bytte, ordet bytte. Var hun byttet? Som tanken gik igennem hendes hovedet, kom de kolde fingre mod hende kæbe, hun blev tvunget til at kikke på ham.

Først her blev blikket klar i hende, dette havde hun set før. Mindet skar igennem hendes sind.
Gyden, den lyse mørke gyde. Den var en uge efter hun var blevet bidt. Mørke var blevet til lys, denne gyde hvor hun selv havde stået i uden at kunne se en hånd foran sig.
En uskyldig fuld kvinde havde valgt at gå ind i gyden, Zaika valgte at bruge hendes som føde. Det samme var sket. Kommet tæt på hende, og så indånde hendes duft lige før bidet skete.

Frygten kom frem i hendes øjne som hun stirrede mod manden, hvordan skulle hun komme ud af dette. Munden kom tættere på hende, hun blev nød til at gøre noget, men hvad!
Tænderne blev blottet, de bevægede sig ikke langsomt men tiden gik så langsomt i disse handlinger.
Hun kunne mærke tænderne mod hendes hals, skulle hun gøre noget var det nu her. Hvorfor var det så svært at finde en løsning!

Som tænderne skar ind i det yderste lag af hendes hud, lod hun sin ene hånd gå lidt op, knyttede den bortset fra to finger. De to finger gik langsomt mod hans bryst, stoppede nogen få centimeter fra det.
Et lilla lys dukket op i hendes øjne, om mande så det var ikke til at sige fra hendes vinkel. En sort væske formede sig ved hendes finger spiser. Væsken voksede og stoppede som det prikkede til hans brystkasse.

Uventende abnormaliteter ved den unge udpegede, lod det sorthårede væsen sig ikke holde tilbage. Det ville dog ende op i en straf, som ikke ville blive ført af kvindens hånden, der udentvivl klargjorde en modstand. Så snart de lange, hvide tænder havde boret sig ned til den kerne, hvis indhold han havde i sinde at tappe, syntes et stød at rykkes igennem den lange, slanke krop, som havde et lyn slået ned igennem ham eller alt luft var taget fra hans lunger. De grådige sug ville stoppes, langt før den sorthårede kvindes defensiv blev opbygget, hvad end denne kunne fremmestre. De lange tænder tog sig tilbage som et nærmest metallisk hyl blev slynget til himmels. Den Dråberne fra de forfalskede blod lod sig bæres af luften i det øjeblik denne attentatmand havde slået nakken tilbage og væk fra Zhadalinas. Biddet var brudt og hun var praktisk talt slynget væk fra ham, som hans krop søgte træets stamme for støtte. Var hun ikke hurtig med benene ville hun dumpe ned på jorden en meter fra ham imens lungeflående lyde kom fra den høje vampyr, som af ukendt grunde havde angrebet en artsfælle: Ikke et offer, som vampyrer normalt fik meget ud af, men i dette tilfælde syntes Zhadalinas blod praktisk talt smertende på han, hvis tænder havde fremkaldt dets flyden. Det lange sort hår holdt ansigtet skjul som Ahngel bukkede sig imod træstammen – hans ansigt rettet imod jorden imens hans overkrop bevægede sig i gip, som skulle han kaste op. Eventuelt.. en fin linje af Zhadalinas tilbagevendte blod, søgte jorden fra hans skjulte mund. Hans bevægelser blev atter rolige og mærkeligt tiltalende for en person, hvis intentioner før havde været så fjendtlige. De lange, hvide fingre gled roligt over den revne bark, fulgte dets struktur sagte imens alfahannen lod sig rettes op. En hånd blev ført til hans pande som han ligeså langsomt vendte øjnene imod hende.. Det ravnesorte hår udgjorde dog stadig en maske til trods for den glødende, røde nuance, som herskede bag dets misvisende lag. Hun ville mærke undersøgende øjne på sig. Han sagde dog intet. En fornemmelse ville dog overkomme en: Dyret var forsvundet for nu, og atter herskede der et tænkende væsen bag det røde blik, som kom mere til syne imens den høje personlighed rettede sig op. Håret gled fra et overraskende smukt ansigt – modsigende en monstrøs tendens. Lige linjer og en klassisk harmoni herskede i hans gudeansigt, men trods han bar det, manglede hans udtryk et liv. Hans hud var marmorhvid og frataget selv farven fra blodårerne under hans overflade. Farve kun herskede i det omtalte blik, som virkede så frygtindgydende uendeligt i sin dybte, men stadig aflåst af en anormal ordning. Blikket var roligt lagt på hende – som sagt vurderende og for et øjebliks gøren, forvirret. Al aggressivitet var borte dog. Borte, som dug på solen. Hans lange arme hang roligt ned af siderne, hænderne knyttede ingen næve og musklerne virkede hverken spændte eller paranoide. De første par dråber på hans tunge havde vel givet ham den viden om hende: Dette angreb havde ikke været planlagt… Og det fordrev en ellers veltalende og socialt beundret vampyr sin evne til at tale.. For nu.

Den mørke stikkesle tænder træk sig længere og længere ind i hendes hals, panikken over dette kendte billede bredte sig igennem hendes hoved. Hendes fokus forsvandt, øjnendes farve blev normale igen, væsken forsvandt. Hendes tanker sad fast i det gamle minde hvor hun selv blev bidt og nu skete det igen?

Starten på en nat, solen var for nu lidt forsvundet ned bag byen vægge. Hun havde benægtet at Zaika måtte sol dække alle vinduer i huset, køkkenet var der han ikke havde fået lov. Vandet var lige gået i gang med at kode som Zaika træk sig ind i køkkenet. Et smil blev kastet mod ham, hun vidste godt han skulle ud efter blod i dag da det endelig var nogen tid siden han havde været af sted. Ud af det blå endte hendes ansigt i gulvet samme tid borede nogen ord sig dybt ind i hendes sind. ”You are mine forever!”

Hun blev flået ud af sit minde over den nye vampyr gav fuldt slip på hende og lod hende falde ned mod jorden. Den ene fod blev sat mod træet og skubbede hende frem, så snart hun var fast på jorden gik hendes hånd ned og rev et stykke af den ene bukseben af. Hun drejede sig rundt som det blev træk ud mellem hendes hænder, såret på hendes hals skulle der gøres noget ved og det skulle være nu, men stikkesle. Hvad med den, hvad skete der endelig? Hvorfor stoppede den? Blod? Den spyttede blodet op igen? Hvad i al verden?

Et hvæs blev kastet mod den, skulle hun løbe eller blive? Den virkede jo farlig men alligevel ikke så om et eller andet fik det til helt at gå i stå. Hvad i al verden kunne få en der havde tænderne i en til at spytte blodet ud igen? Dette gav ikke meget mening, var det dette der skete hvis en vampyr bidt en vampyr? Hun havde aldrig prøvet det, ej kunne hun tænke sig at gøre det. Blodet løb ned af hendes hals, først da det ramte hendes bryst faldt hendes tanker tilbage på det. Den ene hånd kom meget hurtigt op på såret og holdt tæt omkring det, stoffet var i den anden hånd. Hvordan skulle hun gøre dette alene? Forbandet! Var det overhovedet så slemt som hun forstillede sig det var?

En sidste, kvalmende fornemmelse var blevet ham givet og en sidste samling af dråber blev trunget fra hans læber og ned over den spidse hage. De røde øjne, som før havde været placeret ret imod den sorthårede vampyrinde var stift rettet imod træet, som han holdte sig selv imod. Han tilrettelagde et forpint suk inden skikkelsen rettede den ranke ryg og atter frigjorde sig fra træets støtte. En hånd rettede sig imod hans eget ansigt for at tørre resterne af Zhadalinas hjerteblod væk fra munden. Sikken redelighed. Hendes desperation og offensive hvæs var ikke modtaget med meget gengivet panik. Hans øjne var knapt observante på hende og først da hun begyndte at sætte fokus på sit sår, blev røde øjne givet til hende med rolige blikke. Hånden blev fjernet fra hans mund og hans ansigt kom frem i lyset. Enten det, eller det selv lyste op af en mærkelig urkraft fra hans eget indre. Oplyst af et fysisk mærke, som syntes afgrænset for den natur han havde vist hende da han bed. Han var smuk. Gudesmuk om man ville, men hans ansigtsudtryk bar ikke en linje til den oplysende skønhed han besad som vampyr. Hans øjne var stumme og hans bløde mund udgjorde blot en tavs linje på hans ansigts nedre region.. Optegnet i bløde, dog stramme linjer af klassiske træk og idealer. En lige, spids næse med en tilhørende længde for ansigtet. Hans ansigt bar samme marmorsvøb som de lange fingre, hvis nøgenhed virkede som en blasfemisk akt imod hans person. Hans overfladiskhed var dog afspejlet i hans tilrettelæggelse af sig selv. Tøjet var som sagt gennemsnitligt og arveløs og hans hår var, trods det var glansfuldt, uredt og flagrende af egne vinde. Og da, trods tøjet og håret blev ført af samme vind, forvandlede han sit skelet til sten og rørte ikke en muskel i et øjeblik. Han betragtede hende med et blik, som ir for sig kunne gå imod begge veje: Venlighed eller fjendtlighed. Uden at give hende et spor til den endelige hensigt, gled de røde øjne imod hendes sår på halsen. Hans blik forstummede og gled tankefuldt imod siden.. Afvigende den synd han havde påført hende. Uden et ord gik han atter imod hende og satte sig eventuelt på hug ved hendes side, ligegyldigt om hun lod sig omklamre af hysteri eller lignende. Hvis hun gjorde, ville vampyren i stedet tage fat i hendes håndled i et jernfast, men harmløst greb og give hende hans ord på samme. Alt igennem et enkelt, lovende blik.


Og således ville han tage tøjflien fra hende, bide hul på sin pegefinger og sænke den blødende hud på stoffet. Dernæst ville han forbinde hendes hals, uden et ord… og med en fingerfærdighed, som bød hende tro, at han ikke lavede andet end at tage sig af sine såkaldte ofre. Blodet på stoffet, som var af hans eget, ville dog, efter ganske få minutter se til vampyrindens blødning med en større virkning end hendes forbinding.