Requiem For Innocents /Åbent/

//Højst to personer er tilladt udover Ashe//

Sted: Sombre
Vejr: Koldt
Tid: Nærmer sig midnat
Omgivelser: Ikke nogen
Dato: Sidst i November

Den lille forhøjning ned til parkens sø udgjorde et fortræffeligt sted at sætte sig og lade roen glide hen over en i en tid fyldt med tanker. Vinden var atter kold og havde for længst gjort tegn til at vinteren var på vej til den allerede iskolde betonjungle, som folk kaldte for en by. Himlen var mørk, men klar for en gangs skyld og efterladenskaberne fra de våde dage førhen, var nu ganske sarte og næsten ikke til at få øje på. En ibenholtssort himmel åbnede sine øjne og sendte stjernernes lyd ned over byen, der i disse kanter endelig havde ladet sig selv dø hen til noget der kunne ligne en søvnig forstad. En let vind gled ind over parken og flåede en lang gylden manke fri fra en hvid jakkes runde krave.
Ashe fangede sit lyse hår med de bare fingre og klemte det samme imod hendes skulder for at det ikke skulle glide op i hendes ansigt igen. Et ømt smil havde plantet sig over hendes fredfyldte ansigt som hun så op imod den klare himmel, hvor månen ligeså fyldte sig rund på nattehimlen. Det var vel en af de dage hvor tilværelsen ikke så så grå ud?
Med et afmagtet suk lod hun sig glide tilbage i græsset. De lange gyldne krusede lokker indrammede det lyse ansigt og satte sig i kontrast til de mørke øjne.
"Måske er du ikke helt umulig alligevel." mumlede hun da og strakte armene ud til hver sin side. Parken var øde, så hvorfor ikke bare gøre sig brug af den overflødige plads hun havde fået? Et varmt, dog stilfærdigt smil forseglede hendes bemærkning til den tavse by inden hun let lukkede øjnene til.

C'mon peeps x3 //

En skikkelse klædt i sorte jeans og en sort skjorte var nåede til søen og begyndte roligt, men langsomt at gå rundt om søen med en elegant holdning. Det var en drenge skikkelse, som ikke så ud til at være særlig gammel, så hvad lavede han herude så sent? Han var fordybet i sine tanker. Tankerne var mange, men kredsede ikke alle sammen om det samme. Skikkelsen stoppede dog op et kort sekund, da hans næse fangede en ny duft. Noget, som han aldrig var stødt på før. Han vendte sig mod forhøjningen, hvor han fik øje på en skikkelse, som sad der i græsset. En hånd flyttede sig op til håret, der havde sneget sig ind foran øjene, som blev skubbet til side igen. Han trak på skulderne og valgte at gå op til skikkelsen. Han var ikke sulten, fordi han havde spist for nogle dage siden. Han lod sine ben trække afsted med ham, mens han lod stilheden, som der herskede i nattetimerne.

//Vil gerne prøve. :)//

Et langtrukkent og afmagtet suk slap ud igennem Ashes lyse læber inden hun igen lod øjnene åbnes og forseglingen af sorte vipper og klart hud var nu ikke mere. De brune øjne hvilede atter på nattehimlen imens hendes smil forblev i en stund. Byen havde vel tabt sin puls for et øjeblik. Afslappende for en gangs skyld. De lange bølgende hår bevægede sig ved den mindste bevægelse og opnåede en hel ny serie af positurer. Ashe tog atter armene til sig og lod dem begge hvile over hendes talje, så hun atter ikke fyldte så meget. Indtil nu havde hun ikke opdaget en anden tilstedeværelse. Hendes menneskelige form var ikke så god til at opsnappe sådanne ting.
En lille essens af ben der slæbte sig over græsset fik dog hendes blik til at fokusere på den jord hun lå på. Hun vippede nakken en smule, så hendes øvre del af kroppen ligeså hævede sig fra jorden og gjorde det muligt for hende at se bagud. En drengeskikkelse fik hun øje på. Tydeligvis yngre end hende selv, men hun havde dog erfaret at byboernes aldre aldrig var helt til at finde ud af ved udseende. Et stille smil kom fra hende imod ham. Da nikkede hun tavst som en diskret hilsen.
Sød dreng.

Arthur blev opmærksom på, at skikkelsen bevægede på sig. Han stoppede op, fordi hvad nu hvis det var en, som var blevet enig med sig selv om at angribe, fordi de ikke kunne kende skikkelsen, som pludselig havde valgt at nærme sig. Han så, at det var et hunkøns væsen, som lå i græsset længere fremme. Han kom til at tænke på sin såkaldte "mor", som havde prøvet at lære ham om hunkøns væsnernes natur, havde havde faktisk ikke lært så meget af det, fordi hunkøn altid opførte sig anderledes, end det man havde forestillet sig. Han rystede igen tanken væk, det interesserede ham alligevel ikke, han havde en anden plan.
Da pigen nikkede til ham som hilsen, regnede Arthur med, at der ikke var nogen fare på færde lige nu, men han ville stadigvæk være opmærksom på bevægelserne, som skete omkring og i nærheden af ham, han ville nødig dø, før han kendte sandheden. Han nærmede sig igen forsigtigt. Nogle meter ved siden af pigen, valgte han at slå sig ned i græsset, hvor han satte sig i skrædderstilling.

Ashe betragtede fortsat drengen med en stille mine. Hendes læber let lukkede til i t tænkende udtryk. Han virkede.. fraværende og tænkende? Hun kunne ikke lade være med at synes han burde smile lidt mere, til trods for at hun kun havde set på ham i ganske få sekunder. Et smil ville klæ' ham. Da han passerede hende og satte sig lidt længere væk slappede hendes krop atter af og hun lod sig ligge med flad ryg imod jorden. Hun hævede det ene knæ og lod det andet ben hvile derover i en afslappet stilling imens hun førte armene om bag hendes nakke som en videre støtte dertil. Et tilfredst suk undslap endnu engang inden hun vendte blikket til siden og lod øjnene dvæle lidt ved drengen.
Så stille af udseende selv? Det bekræftede nok lidt af det. Drenge på den alder burde være farverige og lystige.. nysgerrige på en overskridende måde. Hvorfor virke så diskret? Allerede der havde Ashe en ide om at den synlige alder ikke var noget hun kunne stole på ved denne. Derefter hvilede hendes blik på hans påklædning. En tynd skjorte..

"Fryser du ikke?" mumlede hun så og hævede blikket en smule.

Arthurs blik faldt på søen, som han havde gået rundt om for et øjeblik siden. Han kunne måske godt sammenlignes lidt med den, eller det ville nok være lettere at sammenligne med havet. Havet er mørkt og meget stille og rolig, men når stormen kommer, så kan ingen vinde over havets bølger, som vil trække mennesker med i døden. Han havde hørt nogen lave den sammenligning med ham, men han var dog ikke helt sikker på, hvorfor de havde gjort det.
Arthur vendte nu blikket mod pigen, som lå foran ham. Hun havde ændret sin stilling, mens han havde kigget den anden vej. Hun så ældre ud end ham, men hun ville nok alligevel være yngre end ham. Han var ikke engang sikker på sin alder, så han kunne ikke rigtig fortælle, hvor gammel han var. Han kiggede roligt på hende, da hun stilte et spørgsmål. "Nej, jeg har vænnet mig til kulden." svarede han med sin lyse, skandinaviske, drengestemme. Man kunne godt høre, at den ikke havde været i overgang.

Ashe lagde stille hovedet på skrå og lod blikket falde imod græsset der fra hendes vinkel kunne minde om en mindre og mere spids udgave af hustage. Hun smilede lidt over sin barnlige tanke og lod dernæst sin højre hånd glide igennem det med slappe fingre. Det var koldt og fugtigt imod hendes allerede kølige hænder. Hun bevægede igen blikket imod drengen. Vant til kulde.. Det lød som en trist affære. Nok var det godt at kunne udholde den, men ligefrem at være vant til den var noget melankolsks i hendes hoved. Personligt tog hun også en snevejrsdag frem for en skolende hed sol, men at have den hele tiden.. det var ikke noget hun ønskede. Forskellen på varme og hede, kølig og kold. Varmt og køligt. Det var hendes foretrukne til trods for deres store forskelle. Det slog hende kort og hun vendte igen blikket imod drengens skikkelse. Hvad var han mon for en? Hun begyndte systematisk at gå igennem de racer der havde længere levetider end hende selv. Vampyrer, dæmoner, elvere... eh, engle og ... Hun havde ikke så stor kendskab til hvilke af racerne der egentligt holdte til i byen. Efter hendes observationer var der flest af vampyrer og dæmoner. Hun havde faktisk ikke mødt en der matchede hendes egne egenskaber. Lidt ensomt måske? Ashes øjne sænkede sig.

"Vant til kulde.. Det lyder ikke synderligt behageligt." mumlede hun så.

Arthur valgte at støtte af på hænderne og lændte sig en anelse tilbage, så han kunne betragte himlen, som virkede så mørk. Den var anerledes end den, som han kendte hjemmefra, hvor den virkede en anelse lysere, men det måtte nok have noget med al' sneen at gøre, som faldt i løbet af året ved dem. Det slog ham lidt at faktisk ikke helt vidste, hvordan vejret enlig var om vinteren på slottet, var det mon koldere endnu?
"Jeg er van til kulden, fordi jeg har levet længe oppe mellem bjergene i Sverige." forklarede Arthur. Hans klan var mere hærdet mod kulde ja, men hvordan kunne det så forklare, hvorfor hans hud havde farve i forhold til vampyrerne, men stadig virkede bleg i forhold til menneskerne? Han søgte svar.
Arthur lagde igen mærke til hendes duft, den var slående og så fremmed for ham, hvad kunne det være. Hvilket væsen var hun? Han ikke kendskab til mange, han havde mødt en del vampyrer og dæmoner i sit liv, og nogle enkelte varulve. Han havde godt hørt om, at der var flere racer, men han havde aldrig mødt dem. "Hvilket væsen er du enlig?" spurgte han endelig, mens han betragtede hende.

Ashe nikkede kort for sig selv og lagde blikket atter til siden da hun følte nederlaget af sit forsøg på at få en samtale i gang. Så meget for en smule selskab huh? Hun lod et øjeblik øjnene hvile imod månen imens stilheden atter tog til. En kølig vind gled ind over dem og jog en smule i hendes hvide jakke. Nu virkede stilheden ikke så attraktiv mere, men det var nok også mest fordi at hun havde formået at finde... eller... lade sig finde af et væsen der ikke umiddelbart virkede som en der ville bide hovedet af hende. Hun smilede stille derved og lagde igen armen om bag sin nakke. Da talte han igen og hun vendte instinktivt blikket hen imod ham igen. Så han ville altså snakke? Spørgsmålet kom nu lidt bag på hende. Hun havde aldrig rigtigt set sig selv som et 'væsen'.. Nok mest fordi hun aldrig rigtigt havde tyet til sin anden form som andre af hendes slags måtte.

"Det kaldes en animagus." sagde hun med et lille smil. "Men mest af tiden er vi bare mennesker med et par talenter ud over det sædvanlige." sagde hun og nikkede. Hendes tanker faldt tilbage til et blødende knæ ved hendes hjembys rådhustorv. De burde da være taknemmelige over hendes assistance?

Arthur var glad for, at han faktisk have spist, inden han var kommet til byen, fordi så ville han have svært ved at vælge et udmærket bytte. Dengang havde han valgt det bedste, som han kunne finde på det forladte sted. Og heldigt for ham, så kunne han gå i flere måneder uden at spise noget, hvilket altid ville være en fordel. Dog efter den lange rejse herned, så havde han været træt og udmattet og måtte spise. Han så igen rundt i den forladte park, det undrede ham lidt, at han ikke så flere skikkelser herude, det var jo vampyrernes aktive tidspunkt, men de havde måske andre steder, hvor de jagede.
Arthur betragtede pigen, da hun svarede på hans spørgsmål. "En animagus." mumlede han stille frem for sig. Han havde aldrig mødt sådan en før, men han havde da hørt om dem. Det var mennesker, som hun nu selv sagde det, som kunne forvandle sig til dyr. Han kunne godt lide lugtet, selvom han ikke havde lyst til at spise hende. "Hvad laver sådan en som dig i denne by?" spurgte han. Han havde hørt mange rygter om stedet.

Ashe smilede stilfærdigt og satte sig atter helt op. "Kommer ud." mumlede hun sagte og nikkede til ham. Sagen var.. at hun bare ville væk fra hendes hjem og ud og opleve.. pengepungen havde dog været tynd og Terre var af en eller anden grund ufattelig billig at forsørgge sig selv i.. Det havde nok noget at gøre med de farlige vilkår, som Ashe efterhånden var indforstået med.. Hun fortrød dog ikke at hun var kommet til byen i det hele taget. Hun ville bare væk.
"Hvad med dig selv?" sagde hun så, trak benene op foran sig og hvilede sine arme og sin hage derimod, for blot at holde en smule på sin varme og undgå at komme til at fryse. Vinden slog kort hendes lange blonde hår væk fra skuldrene og om på ryggen, som ønskede det det væk fra hendes ansigt, der nu var ganske frit imod vinden. Hun lukkede kort øjnene, for at åbne dem med et sænket blik.
"Du virker ikke som en person der er vokset i sådan en by..."

Arthur nikkede til hendes ord. Der var jo nogen, som ville prøve ting, før de skulle slå sig ned et sted, hvor de følte sig hjemme. Han vidste ikke helt selv, hvad det ville sige at føle sig hjemme, fordi den følelse ville han nok ikke kunne opnå, så længe han ikke kendte til sin meget lange fortid. Og hvis han skulle finde den, så ville han nok have en forklaring på tingene senere. Han sad lidt og kiggede frem for sig og tænkte på, hvordan tingene ville kunne se ud, men han havde ikke mange forhåbninger om noget godt.
Arthru kiggede over på hende. ”Nej, det har du ret i. Jeg er oppe fra bjergene i Sverige. ” begyndte Arthur, ”Jeg leder efter noget, som har ført mig på denne rejse.” Han ønskede ikke at lyve for hende, men han ville heller ikke fortælle hende mere. Fordi det ville lyde dumt, at han var så gammel og ikke kendte til sin fortid. Han kløede sig under næsen, en ren bevægelses vane, så han ikke så stiv ud.