What holding us back is what keeping us alive.

Tiden er; 16.54
Stedet er; Stand Le Plage!
Vejret er; Vinden er kraftig. Himlen er klar. Som en normal efterårsdag!

Privat ~ Manda.
____________________________________________

Det var egentlige længe siden hun sidst havde fået lov til at betragte hvordan solen tog din gang væk fra himlen. Hun havde ikke turde vove sig udenfor når den store stjerne spredte sit varme lys udover byen. Hun huskede stadig sidst hun var blevet ramt af strålerne. Og trods hun endnu ikke var fuldblodig fandt hun dagslyset som en stor svaghed.
Et suk løb stille hen over de blege læber. Bare tanken om det gik hende på. Hun havde levet som dette tørstige væsen længe og hun havde stadig sine episoder hvor hun fandt sig selv svag på grund af minder. Hun stod presset helt op ad det lille hus, der om sommeren blev brugt til at sælge forskellige ting. Lige fra is til dykkerudstyr af plastik. Skyggen hun stod gemt i hjalp til med ikke at gøre solens lys så uudholdelig. Og som den nu endelig syntes at drukne ned i det klare hav slappede hende krop meget mere af.

Med det samme blev hende spytkirtler sat i gang. Ingen tvivl om at sulten nu havde overhalet hende. Den opstod jo altid på denne tid af dagen. Lige efter mørkets frembrud. Dog syntes den ikke så kraftig som den plejede. Hun takkede, inde i sig selv, for det store måltid hun havde indtaget forleden dag. Og endelig kom det lille smil frem.
Ganske forsigtigt bevægede Macha sig frem fra sit skjul. Solen var forsvundet i horisonten og hun var i sikkerhed. Hun rettede sig op og strakte ryggen sammen med at hendes arme bevægede sig videre op over hovedet på hende. Hun åbnede sine øjne og afslørede med det samme den faretruende røde farve de besad. Og her i mørket var det som om at de lyste op. Med små skridt trippede hun videre ned på stranden. Nærmede sig vandet hvor halvmånen stille reflekterede sammen med de stjerner der havde valgt at titte frem. Hendes lange sorte krøllede hår flagrede gevaldigt omkring hendes blege ansigt idet et vindblæst omringede hende. Sendte en masse dufte med sig. Og med den forstærkede lugtesans hun havde fået samme med det gode nattesyn kunne hun med det samme skelne mellem hvad der var hvad. Med det samme drejede hun sit hoved fra side til side for at få øje på bare et lille levende individ. Hvad? Var det hund hun kunne lugte?

Det havde været en perfekt dag, ihvertfald på stranden. Det havde været en rimelig kraftigt vind, men det var ikk det der skulle holde Manda fra at tage ned til stranden og nyde lugten af havsaltet som skyllede op på kysten. Da han så sig omkring nogle timer tidligere, så det heller ikk ud til at det var noget der holdt andre fra at komme til stranden og bare hygge sig. Ved frokosttid var der mange der havde sat sig herned for at spise, som en skovtur, bare ved stranden. Han grinede let ved tanken, det ville egentlig være træls at tage noget med der intet vejede, så det bare blæste sin vej og fløj væk i Di Morga. Med et trak på skuldrene, fandt han et sted at sidde og kiggede ud mod havet. Solnedgangen havde indhentet tiden, det var vist ved at være spisetid, hvilket forklarede de mange mennesker der forsvandt fra stranden for at komme videre med deres liv.

Et let suk forspillede hans læber, solen var væk. Det var tid for væsenerne at komme frem... Han smilede stille og hans gule øje gav et glimt fra sig, adrenalinen pumpede i Black. Det var der ingen tvivl om. Han gned sin tinding blidt. Han fik lukket sin frakke og bandt sine sko ordentlig, da han kunne mærke de var blevet løse. Han kiggede rundt, der var utrolig tomt i forhold til for knap en time siden. Måske var det netop fordi at væsner fandt sig frem efter solen var væk, eller også var det blevet for koldt. Han selv, frøs ikk det mindste. En positiv ting ved at være varulv, man havde det kun koldt, hvis man ville have det koldt. Han gabte stille, synet af månen ved havet var ganske nydeligt. Det var helt tilfredsstillende tydeligt at kunne se halvmånen skinne klart i vandet. Han sukkede stille, det varede ikk længe før fuldmånen ville titte frem... Han hadede fuldmåne, da det var der den menneskelige side af ham var svageste, og han kunne ikk andet end at lade Black kontrollere handlingerne som han selv ville udføre. Han strakte sig og lagde sig ned. Lukkede sine øjne, og nød den dejlige vind som enkelte gange kom fra havet og mod Di Morga.

Der var den igen. Lugten. Normalt brød hun sig ikke om lugten af hund eller hvad folk mere kaldte for varulv. Men for hende kunne hun nemt sammenligne de to ting. De var jo begge to væsner med pels. Den ene mere end den anden. Men trods hun ellers plejede bare at gå den anden vej var det som om at hun prøvede at holde øje med hvor lugten kom fra. Hun var ikke ligefrem den største fan af varulve. Ikke at hun havde været oppe og toppes med nogen af den race men siden hende forvandling havde der bare boblet en ubehagelig følelse omkring lige netop dette bæst.
Macha prøvede at få lidt styr på sit vildfarende hår der hele tiden blæste ind foran hendes ansigt. Det generede hende tydeligt i øjeblikket. Hun stod et øjeblik og ønskede at hendes affinitet ikke var luft. Den lange hvide sommerkjole blafrede selv lystigt men på grund af den måde kjolen var syet fik vinden aldrig den blæst op som Marilyn Monroe. Hun følte sandet mellem sine tær som hun krummede dem lidt. Samlede lidt af det fine sand op og slap det igen. Hun lod bare sien fødder sænke lidt ned i det. Men selvom at hun følte det var det stadig som om at hun ikke følte det helt som hun havde håbet. Det var underligt på en måde.

Med et slog hun sine øjne op igen, efter at have stået og faldet i staver i sine omgivelser. Den røde iris syntes at lyse mere op og pupillerne virkede mindre. Hun startede med at sætte den ene bare fod foran den anden. Bevægede sig sikkert hen over strandens område. Langs vandet. Hun nærmede sig endda vandet lidt mere så hun lige kunne mærke det kolde vand når en bølge slå op. Hendes sorte pandehår havde fået en ny plads ned foran hendes øjne for at dække den faretruende farve. Lige meget hvad hun havde sagt til sig selv før, så var sulten der stadig. Hvor frustrerende. Det var måske den maskuline duft der havde samlet sig med hund. Mænd.. Hendes tynde arme hang bare ned langs siden og hendes fingre bevægede nærmest ikke på sig. Ud af totterne af ravnesort hår kunne hun endelig skimme denne skikkelse hun havde fået færten af. Han var alene. Ingen omkring ham. Alle var gået. Det var jo som om det hele blev serveret på et sølvfad.
Hun tillod sig at begynde og svaje en smule. Som gik hun mere usikkert på sine ben. Og inden længe lod hun sig bare falde sammen i vandet. Hun tog sig ikke engang af da endnu en bølge skyllede op og gjorde noget af hendes beklædning vådt. Det skulle jo ikke virke for falsk. Hun satte e hånd mod sin brystkasse og begyndte at hive mere efter vejret samt hostede hun et par gange ind i mellem. Endnu forhold hun sit ansigt skjult med det lange pandehår. Hun ønskede ingen afsløring for tidligt. Også selvom denne person meget muligt havde en snude der ville sige noget af sandheden. Men hvem ved. Måske ikke.