Forget your regrets and keep yourself alive.

Hun samlede sig helt sammen. Benene helt trykket op under hagen og armene omkring for at sikre de blev hvor de var. Hovedet var bøjet forover og ansigt gemt godt mellem knæene og hendes brystkasse der stadig hævede og sank markant. Hun prøvede virkelig at gøre sig så lille som muligt som hun sad der under nogle murbrokker. Hun var gemt fra omverden som hun havde presset sig ind i skyggerne. Hendes tær var krummet sammen og de bare fødder begyndte at sende kulde op gennem hendes krop. Hun skulle nok have tænkt sig lidt bedre om inden hun betrådte disse lande. Hvordan var hun overhoved landet her? Hun huskede intet om at løbe. Eller gå for den sags skyld. Hun var her bare. Pludselig. Som var hun blevet bragt her til. Men uden rigtigt at hun var blevet taget her til af nogle.
Hun lyttede desperat efter hver eneste lille lyd der blev lavet omkring hende. Hvor længe havde hun lige siddet her? Hun kunne ikke helt få sig selv til at bevæge på sig overhoved. Lige set bort fra hendes fingre der blev ved med at vikle sig ind i mellem hinanden. Af ren nervøsitet. Hun syntes ikke at kunne fornemme folk omkring sig mere. Var mændene forsvundet? Opgivet håbet om at finde hende? Et lettet suk løb hen over hendes blege læber og hun rettede langsomt sit hoved ordentligt op igen. Hendes øjne blev forsigtigt åbnet og afslørede den abnormalt blå farve de besad. Ja, de lyste nærmest op i tusmørket. Som to klare lys der nemt ville kunne skimmes på svag afstand. Nakken knækkede ubehageligt og hun skarp en kort grimasse for at vise verdenen sin utilfredshed med sin placering. Hvor fortrød hun dog at hun var kommet. Men nu havde hun heller ikke forventet at blive jagtet gennem gaderne af et par kræftidioter. Hun huskede stadig de sindssyge blikke der bare ikke skjulte på blive tanker der lå bag. Ikke det mindste. Hendes krop gav et lille tick fra sig bare ved tanken. Også selvom at hun allerede havde oplevet noget der var noget mere traumatiserende.
Ganske forsigtigt begyndte hun at strække sine ben ud igen. Det var som om hun havde siddet i samme position i flere timer. Hun kæmpede virkelig med at få det hele vækket. Det var i hvert fald ikke ligefrem behageligt den måde som hendes kropslemmer havde sat sig i spænd. Selv hendes albuer sad ikke samarbejde. Stor set alle hendes knogler gav et lille knæk fra sig og det hele stoppede først efter hun endelig havde fået rejst sig op i sin fulde højde igen.
Et knæk med ryggen afsluttede så hendes lille kamp og hun så sig først dér omkring for at bekræfte hun ikke var omgivet af skumle typer. Hendes ben rystede stadig. Og det samme gjorde hendes hænder der nu ikke havde travlt med at flette sig ind i hinanden. Hun tørrede en plet mudder væk fra sin kind men det resulterede blot til at hun udtværede det og gjorde hendes kønne ansigt mere beskidt. Og efter en hånd var blevet kørt gennem det lange mørkebrune hår gik hun med forskellige skridt hen over de mindre murbrokker. Hun nåede blot en meter væk fra sit skjulested da hun hørte det brase sammen. Hvilket held at hun ikke havde siddet der i det øjeblik.
Den ville djævel følte sig allerede svimmel over at stå op igen. I det hele taget havde hun det ikke specielt godt. Og hvordan skulle hun komme hjem? Hun kendte ikke vejen her til og ikke engang vejen væk. Hun trak sin store trøje tættere omkring sig og gik efterfølgende langsomt med små skridt videre hen af den nogenlunde tomme gade. De alt for lange natbukser’s kanter blev slæbt hen over den ru asfalt. Hun frygtede virkelig at en eller anden ville springe frem foran hende hvert øjeblik. Atmosfæren her i denne del af landet var bestemt ikke børnevenlig eller for sarte sjæle..

Et chok skød gennem Autumn idet en stemme trængte gennem mørket der havde lagt sig så pludseligt. Hun forbandede vintertidens mirakler over i dette øjeblik at have svært ved at finde ud af hvor hun nu befandt sig. Det havde været nemmere at komme rundt omkring da hun var ankommet til Abandonné Banlieue mens solen havde gået sin gang ned i horisonten. Hun stoppede brat og en hver bevægelse blev holdt inde. Hun greb kraftigt omkring sine overarme for at holde hænderne mere i ro. Eller nok i det hele taget hele hendes krop. Var de tilbage? Nej. Stemmen lød helt anderledes. Og hun kunne kun lige høre en. Samt blev der kun fornemmet en persons tilstedeværelse. Hun tog sig tid til at dreje hovedet for at se sig omkring. Men forsøget blev forgæves. Hun kunne intet se eftersom hendes nattesyn ikke var det bedste. Specielt ikke uden briller. Hun skælde sig selv ud over ikke at have tænkt så langt. Selvfølgelig kunne hun ikke se ordentligt uden dem.
Ganske forsigtigt begyndte den lille djævel at bevæge på sige igen. Hun havde absolut ingen idé om hvor denne mand befandt sig. Det eneste hun lige kunne skimme var hvor ruinen fra en bygning endnu lå, der ved siden af hende. Hun strammede igen grebet omkring sig selv og hendes skuldre var blevet skudt helt op til hendes øre for at gøre hende lidt mere tryg. Hendes læber skilte sig ad og hun tog en dyb indånding inden hun selv fik taget modet til sig.
”That’s quite…an odd.. question.., you creep..” lød hendes nærmest engeblide stemme. Og trods den rystede havde hun fået en almen kraft på så vedkommen kunne høre hende. Alt imens hun talte holdt hun godt øje med hvad der foregik omkring hende. Hun frygtede det værste men håbede på bedre. ”Hvem er du?” Hun bed sig nervøst i underlæben og sank af og til en lille klump der kom frem i halsen på hende. Hun krydsede fingrene og blev ved med at komme med små beroligende sætninger i sit hoved. Men det så ikke rigtig ud til at virke..