beast within ~ Khá

De fleste lys på børnehjemmet var ved at være slukket, dog var der et værelse, hvorfra der kom et svagt lys fra. Det var Chanella’s værelse, hun var ved at være klar til at komme væk fra børnehjemmet endnu en nat. Kvinderne som var der til at holde øje med børnene gik deres sædvanlige aften tur, for at tjekke at børnene sov, hvilket var derfor hun enten skulle skynde sig at være ude af hendes værelse, eller at hun lod som om hun sov og derefter stak af. Hun måtte til at beslutte sig eftersom hun kunne høre de nærmede sig hendes værelse. Et suk undslap hendes blege læber inden hun gemte sine ting under sengen og lå sig under dynen, klar til at en af kvinderne kom også om hun sov. Få minutter efter var det overstået og hun smed dynen til side og satte sig ned på gulvet og hev sine ting ud under sengen med et smil på læberne. Hun stod helt stille for at høre om de var væk. Nu kunne hun stikke af! Hun gik med faste skridt over mod vinduet, åbnede det og smed tingene ud gennem vinduet så det landede nede på jorden. Heldigvis var hendes værelse i stueetagen, så der var ikke så langt ned. Hun hoppede ned på græsset og smilte kort for sig selv, inden hun samlede tingene op og satte mod parken.

Parken var næsten tom for mennesker, udover omkring 3 mennesker. Den svage blæst legede med hendes hår og gjorde det mere pjusket “ Ork… “ lød hendes stemme inden hun lod en hånd glide gennem hendes hår, får at få det til at se bare lidt anstændigt ud. Ikke fordi hun regnede med at møde nogle personer der inde.. Slet ikke i hendes egen alder, hvilket ville være underligt på denne tid af døgnet. Hun sukkede svagt inden hun fortsatte længere ind i parken, for at kunne slappe lidt af efter at have løbet sådan fra børnehjemmet for ikke at blive opdaget.

Endnu en aften i Terre's nat. En fredelig bænk og en bog. Khá sad og nød den sagte ro parken bragte med sig. Bevares der var masser af larm i baggrunden og der var et par unge mennesker der muntrede sig i parkens buske. Ikke noget værd at lægge mærke til. Og larmen kunne han ignorere med sin bog. Der udover lod folk ham som regel være. Det er sjældent at nogen forstyrrer en udød troldmand.

De unge mennesker skyndte sig at gå hurtigere da de muntert gik forbi ham og mærkede gravens kulde der kom fra ham. Da parkens ro igen lagde sig, mærkede Khá en tilstedeværelse, der ikke bare var unge mennesker. Han vendte sig og så en lille pige gå alene i parken. Stille og roligt sagde han:

Godaften lille frk. Det er da sent at være ude helt alene synes de ikke?