A Demon in the Night; A Vampire in Sight. [Kieran]

Diskoteket var proppet til det maximale, folk kunne ikke undgå at støde ind i hinanden. De fleste prøvede af al beherskelse, ikke at virke alt for ivrige, når de nu af og til bumpede ind i en ukendt person. Det sidste de ville, var jo at virke desperate. Det fascinerede hende, at se endnu et mærkværdigt lille ritual, blive udvekslet, imellem diverse mennesker omkring hende.
Alt lige fra de høflige undskyldninger, der senere blev erstattet af drinks, der skulle bevise at man skam ’virkelig var ked af det’ og at man selvfølgelig ikke bare ville drikke en underbordet. For til slut at tage sin erobring med hjem.

Og netop det fascinerede hende. Pigen der så roligt havde leget med sit røde vinglas, og betragtet den mest af alt dyriske menneskemængde. Tankelæser var hun ikke, men det skulle men heller ikke være; for at vide hvad de alle sammen havde i tankerne. Et næsten blidt smil trak op i hendes smilhuler, i det hun så nogle af de deperate diskoteksgængere stirre i hendes retning.
Soleí som var den rolige skikkelse, i det ellers så kaotiske scenarie. Vendte bevidst ryggen til dem i det hun rykkede sig rundt på sin stol, og tog endnu en sip af den røde væske.

Den euforiserende lyd, af blodet der pumpede omkring hende. Overdøvede den ellers ligeså pulserende musik. Med et søgende blik; i de ellers katte-agtig øjne, så hun fremfor sig. Men alt hvad hendes blik mødte, faldt ikke i hendes smag. Sandheden var at Soleí, når det kom til hendes drikkevaner; var ekstremt kræsen. Blodet skulle helst være rent, hvis det da overhovedet skulle være af et menneske. Hendes præferencer lå nemlig hos den dæmoniske slægt, eller på den helt anden side af skala'en; engleblod. Men det var dog også kun for nydelsenskyld. Det hun drak for overlevelsenskyld, var som regel menneskeblod. Og helst blandet med en smule alkohol, dog ikke for meget.

"Undskyld mi-"

Hun mærkede en varm hånd, tappe hende på skulderen.
Det næste der skete, forkom hende skræmmende naturligt. Manden undslap et smerteligt skrig, der dog blev overdøvet af den høje musik. Soleí havde vendt sig, få sekunder efter at have registreret varmen. Hun holdte ham i et nakkegreb der blotte-lagde hans hals. Hun lod en af sine bodorøde negle glide forbi hans hovedpulsår, med et næsten hypnotiseret blik. Før hun kedsommeligt kastede ham fra sig. Han havde for meget alkohol i sit blod, det, og alverdens stoffer cirkulerende i sit blodomløb. Så hun valgte at sætte sig tilbage i sin bås, med et skuffet suk.

(ELSKER TITLEN <3)


Blodet pumpede rundt i kroppen, den dumpe lyd fra musikkens bas slog imod trommehinderne som en usynlig barriere, alkoholen steg lige til hovedet og Kieran stillede endnu engang sig selv det efterhånden så velkendte spørgsmål: Hvorfor fanden gjorde jeg lige det her?
Ham og den dårlige erfaring omkring havde vist efterhånden hundredeoghalvtredsårs jubilæum – hvis da ikke mere. Han havde slet ikke tal på alle de ensomme nætter, han havde besluttet sig for at tage i byen og drikke sig stiv og derefter var endt med at vandre hjælpeløst hjem gennem byen, helt tappet for kræfter og uden et eneste minde om aftenen dagen efter.

Sådan var det med alkohol. Det havde en svækkende effekt på ham; det værste måtte dog være, at det satte hans magiske evner helt ud af drift. Normalt var hans evne hele hans eksistens; uden den var han intet. Han brugte den i kamp, til dagligdags ting som at undslippe snævre situationer - der for det måske indebar ham og nogle ting, der ikke tilhørte ham – og til noget så simpelt som at komme fra det ene sted til det andet.
Heldigvis var han stadig klar i hovedet – sådan da. Det var kun til Kierans fordel, at han opførte sig mindst lige så forskruet og mærkeligt når han var fuld, som når han var ædru. Det havde da også overrasket en del af de piger, det i årenes løb var lykkes ham at lokke med hjem; når de vågnede op den følgende dag til en dæmon, der var lige så ligefrem og hudløst ærlig som den fulde version af den, de havde mødt aftenen før, blev de for det meste skræmt væk.

Et overdøvende behov for at sidde ned overmandede ham pludselig, og han dumpede ned i den første bås, han passerede. Her sad en kvinde, og endda en ganske køn en af slagsen. Heldet måtte virkelig være med ham.

”Halløj, vampyr. På udkig efter aftensmaden?”
Mørkt hår, mørke øjne og med en næserivende lugt af død hængende over sig. Hun måtte helt sikkert være en vampyr. Det kunne han afgøre på flere meters afstand, selv med sin i øjeblikket nedsatte lugtesans.


(Skal nok skrive bedre og noget mindre forvirrende næste gang, jeg sværger! Jeg skal bare lige igang først, tror jeg.)