En hård, men rar dag ~ Kieran

S: Gågaden.
V: Relativt varmt, men skyet og det blæser lidt.
T: Lidt hen på eftermiddagen, omkring klokken 16
O: Masser af mennesker, som er ude og shoppe.

Det var endelig blevet weekend efter en hård uge med kæmpe bunker af lektier. To stile, en blækregning og en fremlæggelse. Dog var Jake nået hele vejen igennem i et stykke og nu havde han valgt at tilbringe sin lørdag udendørs, som han ofte gjorde det. Selvom man skulle tro at udendørs livet ikke ligefrem huede ham, da han ikke kunne gå, var det næsten omvendt. Han havde elsket udendørslivet og havde ikke tænkt sig at lade en stol med hjul stoppe ham i at gøre hvad han elskede. Det var næsten lige meget hvilket vejr det var, så var han ude.
Egentlig havde han gået ud af døren med sin mor, da de skulle købe nogle piller til ham og ellers bare have en hyggelig dag sammen. Det var altså indtil hun var blevet nødt til at tage tilbage til arbejdet, da en af hendes patienter havde fået et anfald. Hun havde foreslået at tage ham med hjem, men han havde takket nej. Så nu var han alene herude. Men så længe solen var oppe, havde han intet problem med det.
I dagens anledning, havde han en lidt for stor, orange t-shirt på med en sort hoodie over, og et par sorte bukser som sad lidt løst på hans ben, samt et par løse gummisko. Hans hår var ikke stylet overhovedet, så det sad lidt som det ville, men var af natur ret vildt og strittede en anelse og på hans venstre arm havde han fem armbånd og ærmet var trukket lidt op, så de kunne ses. Tre af dem var nogle hans venner havde lavet til når han kom i skole efter ulykken der kostede ham evnen til at gå. Det fjerde var et lykkearmbånd hans storebror havde købt ham og det sidste var et sølvarmbånd med hans stjernetegn som vedhæng.
Jakes store, mørke øjne så opmærksomt omkring, for at være sikker på at han ikke endte med at være i vejen, inden han fandt et sted han kunne stoppe og nyde dagen udenfor. Det var lidt hårdt at bruge sine arme så meget som han havde indtil videre, så han ville hellere holde en pause. Når det var blevet lidt bedre kunne han begynde at tage tilbage. Selvom det var lyst længe nu hvor vinteren var ovre, havde han ikke lyst til at udfordre skæbnen. Når man ikke kunne gå, var man trods alt et let offer for... ja... alt egentlig. Men for nu sad han bare og så rundt, lettere drømmende, mens hans flyvske tanker opfandt alt muligt, som den altid gjorde.

Et lille suk lød fra Jake's læber, mens hans blik blot gled over de mennesker, som var på gågaden. Der var flere end rigeligt, men det var ikke det han koncentrerede sig om. Det var mere den måde de gik rundt på. Det var ikke en hemmelighed at han gerne ville kunne gå igen, og det var da også kun forståeligt. Han havde ikke kunne gå i mange år efterhånden og det blev selvfølgelig træls at sidde ned hele tiden. Hvis han havde fået chancen for at kunne få lavet proteser til at hjælpe ham, ville han have taget den. Desværre gik lammelsen over hans knæ, så det var ikke muligt med den teknologi der var. En dag drømte Jake selvfølgelig om at kunne gå, men det var bare en drøm. Et fantasistof. Deprimerende som det lød, var det ikke første gang han tænkte over den slags. Hvis bare folk vidste hvor fantastisk det var at kunne gå.
Hans mørke øjne gled videre rundt og betragtede halvt hvad han så, men var nok mere optaget af sine egne tanker på nuværende tidspunkt. Tanker om at kunne gå. Hans læge sagde at han var 1.73 høj. Det lød rart ikke at skulle se op på alle omkring ham. Hans tanker var virkelig begyndt at tage en deprimerende drejning.
Jake var mere eller mindre faldet i staver da der pludselig var en person, som snakkede til ham. Han rettede straks sit blik mod personen, mens hvad han havde sagt sank igennem til hans hoved. Om han havde brug for hjælp? Hvorfor..? Nå ja, han sad i kørestol og manden troede sikkert at han sad fast eller noget i den stil. "Nej tak. Jeg hviler bare mine arme lidt" forklarede han, med et venligt smil om sine læber. Alligevel gjorde det ham glad at nogen var betænksom nok til at ville spørge. Det var altid rart at vide at der var mennesker, som ville hjælpe hinanden.

Jake sendte bare endnu et smil til den fremmede. Det var lidt underligt at han ikke gik. Ikke at han ikke brød sig om selskab - det var mere end velkommen - men han så bare ud til at være nogle år ældre. Præcist hvor meget, kunne han ikke helt finde ud af, men i hvert fald omkring 20 år. De fleste voksne, med mindre de var ældre end 60 år, tog sig ikke tid til at snakke med en 15-årig, som sad i kørestol. Og hvis de gjorde, var det ikke længe. De fleste brød sig ikke om tanken om handicappede, da det kom for tæt på. Tanken om at miste en af sine evner var ikke den rareste.
Derfor blev Jake også ret overrasket, da manden spurgte hvorfor han ikke havde en elektrisk kørestol. Tja, det var vel et godt spørgsmål. "Jeg valgte selv ikke at få en... Bare fordi det er lidt hårdt nogle gange, betyder det ikke at jeg ikke kan lide det" forklarede han, stadig smilende. "Og hvis jeg fik en elektrisk kørestol, ville jeg bevæge mig mindre end jeg gør i forvejen... Så det er vel for ikke at føle mig helt ubrugelig" tilføjede han så, ved nærmere eftertanke. Han havde skam tænkt meget over det, lige siden han fik det foreslået. Men da han havde været et aktivt barn før i tiden, virkede det underligt at bare skulle trykke på en knap for at bevæge sig. Han kunne bare ikke se sig selv bevæge sig rundt på den måde. Så selvom det var hårdt, var det jo ikke forfærdeligt.
Jakes øjne gled kort ned til mandens hund, inden han igen så op på manden og til sidst tilbage ud på alle de mennesker, som gik forbi. Hans mørkebrune øjne var halvt lukkede og hans hænder var foldede i hans skød, mens han bare hvilede lidt. Det var ikke vildt hårdt at køre rundt, slet ikke. Han var vel bare begyndt at blive vant til at han blev kørt rundt af folk, hvis han var ude i længere tid. Oftest hans mor, men nogle gange også nogle venner hvis klassen var ude på tur eller noget i den stil. Ikke at han bad om hjælp, det gjorde det bare for at være venlige, hvilket der vel ikke var noget galt i?