A time for changes

Højt på himlen kunne man ane de grå skyer kaste deres skygger over en øde slette i den vestlige del af landet. Denne slette lå lidt uden for Terre, hvilket gjorde det hele en anelse uharmonisk, for ikke langt derfra ville man kunne se bjergetoppe, og en frodig skov. Men netop dette område var blevet overset af Gud, da denne skulle plante liv, og i en radius af fem kilometer var der intet andet end brun, tør jord, der bar duften af døde planter med sig. Visne blade lå omkring de nøgne stammer, der svajede usikkert op imod solen, der for længst var gemt væk bag de tunge skyer.
Næsten i centrum af denne døde plet, lå en stor firkantet sten. Det var en bunker, som i sin tid var blevet brugt til krigsførelse, men nu var den blot en sten. Den lå der, og virkede mindst lige så overset og forladt som resten af området.
Der var ingen andre i nærheden, end den engel, som bevægede sig usikkert over den hårde jord. Fødderne sled imod jorden, og sendte kaskader af brunt støv op omkring hende, hvilket gjorde, at man næsten ikke kunnse se fødderne, og det lignede at hun i stedet svævede kort over jordens overflade.
Det lyse hår bølgede efter hende, og optog støvet, men det virkede ikke til at præge kvindens holdning og attitude. Hun så potentialet i det døde sted, og hver gang hun passerede en af de nøgne stammer, stoppede hun op, og lod diskret en pegefinder glide ned langs den, mens hun bad om regn, så de måske ville kunne overleve den tørke, der lå over stedet.
Selvom skyggerne var lange, og solen væk, var det stadig dag, omkring eftermiddag for at være mere præcis.

Alastair havde ikke været i klokketårnet, da hun forlod det, men i stedet havde Lavi efterladt en seddel med at hun var gået på opdagelse udenfor. Ogaå hvorhenne. Hun hade ikke præcist skrevet den døde slette, men skrevet vest for Terre. Kendte hun Alastair skulle han nok finde hende, hvis hun ikke kom tilbage i tide. Men nu havde hun opdaget alt der var at se i Terre, og tankerne ville have at hun så mere. hun ønskede at kende alt, og vide hvilke kræfter der omkrandsede stedet.
Selvom hendes egne magiske evner var lukket af, kunne hun stadig fornemme vibrationerne i luften, som alle væsnernes magi frembragte. Det var som en klokke er auraer, der kastede sig imod hendes pande, hver gang der var for mange på et sted.
Auraen var mindst lige så kraftig nu, men alligevel anderledes. Der var ingen væsner i nærheden.. Af hvad hun kunne se, men alligevel måtte der være noget. Hun kunne mærke det i luften.. Noget føltes velkendt, som når hun vandrede på gaden, samtidig med at det var anderledes.

Det var netop denne grund, som havde fået hende til at bevæge sig over dette døde område, med retning imod den ensomme bunker.
Som hun langsomt nærmede sig, blev konturen af den tydeligere, og Lavis safirblå øjne kastede sig over horisonten, som hun nåede bunkerens nærmeste væg.
Hendes fødder stoppede op, og kaskaderne af støv lagde sig langsomt tilbage imod jorden, imens blikket observerede muren. Der var ingen indgang til bunkeren.
Hvis hun havde en stemme, ville hun have brummet nogle undrende ord, som satte hendes tanker i perspektiv, men nu var det blot blikket, der sendte hendes undren ud til omgivelserne.

Hendes bevægelser genoptog, som Lavi langsomt begyndte at gå rundt om bunkeren. Denne var bygget af brunlige sten, og ikke grå. Eller måske var det blot støv fra mange år, der havde givet stenene den farve. Det var ikke til at vide. Hendes fingre forlod ikke overfladen på noget tidspunkt. Auraen virkede kraftigere, og fortalte hende, at det her den stammede fra, hvilket gjorde hende bevidst om at der måtte være mere at opdage en blot hvad hun så.
Hvis hun havde ejet følelsen sund fornuft, eller frygt, ville Lavi muligvis have vendt om på stedet. Men fordi hun kun troede på alt det gode i verdenen og i levende ting og individer, var hun sikker på, at der var noget her, som kunne bruge hendes hjælp.
Som hun nåede tilbage til den mur, som hun var startet ved, stoppede hun igen op foran den, og sendte bunkeren et forarget og skuffet blik. Måske tog hun bare fejl. Hun var trods alt kun et menneske nu, fanget i hendes engleform.. VIngerne vibrerede kort på hendes ryg. spidserne, som havde slidt over jorden, og i modsætning til hendes hår, opsamlet masser at støvet, og de var blevet jordgule. De var healet helt nu, men hun havde endnu ikke fået evnen til at flyve tilbage. Hun havde dog forsøgt at få Alastair til at hjælpe hende, men ivrigheden fra hende selv, havde ikke virket til at påvirke ham for meget. Måske frygtede han, at hun bare skadede sig selv endnu mere, end hvad godt var.

Omfavnet af mange lag sten, og utallige meter af jord, lå mange års historier, forevigt hengemt i stilheden. Forskning og undersøgelse, havde en gang været dette steds hellige sten. Men ikke længere. Nu lå det henglemt. Aldrig taget i brug, til andet end affald. Den store slette omkring bunkeren, var utallige gange blevet brugt, til henkastelse af affald. Unge mennesker, der sneg sig væk fra storbyen, for at udføre ulovlige gerninger, havde gjort deres præg med cigaret skodder, tomme øl flasker og sprøjter. Denne slette, var bestemt et glemt punkt, på landets historie.

Men dybt nede i bunkeren, der udgjorde midtpunktet på sletten, lå noget hengemt, ingen havde ønsket skulle findes. Noget der skulle glemmes, præcis som den gamle bunker var blevet. Genstanden var blevet forseglet, og indgangen til bunkeren på magisk vis, gemt væk. Stærke Toreador Troldmænd, havde for længst sørget for denne væg imellem genstanden, og omverdenen. Som om hvis den blev fundet, ville det være et forfærdeligt skridt, imod en mørkerer fremtid. Dog havde dem der gemte den væj, ikke regnet med at genstanden ville slås tilbage. Forsøge at komme fri. Men det gjorde det. Og Toreador Vampyrende, slap aldrig fri af den sten fælde, de ellers selv så snedigt havde henkastet genstanden i. Halskædens ejer, ønskede ikke at blive glemt.

Som Lavi var kommet nærmere, var den gemte genstands energi, vokset i styrke, og langsomt blevet til en stille, konstant banken. Som var bunkeren kroppen, hvori et ivrigt hjerte bankede. Da Englen så endelig stod tæt derved, blev de bankende trummer kvalte, og stilhed hærgede igen, kun med den konstante summen af energi. Da Lavi var kommet omkring, og var trådt en anelse fra bunkeren, begyndte den stille trummen af hjertet igen. Og pludslig, startede en larm, dybt nede i bunkerens krop, der langsomt trak sig op igennem de utallige gange og trapper, og til sidst endte i bunkerens øverste lag, det Lavi kunne betragte, og i en pludselig, ekstrem larm, skreg bunkeren af alle i dens nærhed, som støvet og skidtet den var blevet smurt ind i, næsten blev kastet derfra, som var den en frakke der var blevet rystet. En tyk røg af støv lagde sig omkring bunkeren, der næsten var uigennemtrængelig for det blotte øje. Larmen stansede dog hurtigt, og forlod området i den samme døde stilhed som før.

Og som støvet var tykkedst, blev den vilde larm forfulgt, af en stille hviskende stemme. Stemmen lød forkvalt. Sørgmodig. Trist, i dens tunge kald. "H.. Hjælp.." Det ord, blev gentaget gang på gang, dybt nede fra bunkerens dyb. Lyden lod sig trække igennem en nu, tydelig dør. Som om den besværgelse der før havde ligget over bygningen, nu var forsvundet. Og som støv skygen omkring bunkeren forsvandt, kunne Lavi nu se, den åbne dør, og endnu engang høre den desperate kaldden. "H.. Hjælp."

Som ændringerne i bunkerens 'krop' kom ud i energier, mærkede Lavi det. trykkene imod panden ændrede sig i kraft med bunkerens hjerte der slog, og hendes øjne klemte sig hastigt sammen, da en enorm støvsky rejste sig fra selve bunkeren, som om en kæmpe hånd, havde hamret ned imod dennes tag, for derefter at lade bunkerens yderste lag kaste sig imod himlen, og falde langsomt imod jorden.

sten, der sled imod hinanden, fik Lavi til at kigge til højre for sig, og måtte blinke overrasket et par gange imens en klagende stemme nåede hendes øre. En stemme så fuld af smerte, at det gjorde ondt hele vejen igennem Lavis krop og skar i knoglerne. Hun blev sygelig tilpas ved tanken om hvad der kunne frembringe en stemme så sørgelig. Noget eller nogen havde brug for hjælp, og det lå inde bag den åbne dør, der netop var kommet til syne i bunkeren.
Øjnene bar den medfølelse, som Lavi følte det hvad end det var som skulle bruge hendes hjælp, og hun næsten løb igennem døren, for at stå i et helt firkantet rum.

Der var intet ekstraordinært ved rummet. Stenene var de samme, dog uden den støvede jordfarve, hvilket gjorde dem mere grå i det. Den eneste forskel, var en svagt udseende rebstige, der befandt sig i det venstre hjørne mod nord.
Uden at tænke over det, stod Lavi over hullet, der lignede noget en person havde gravet med sine egne hænder i desperation for at komme ud. Kanterne var grove og uformelige, og en ubeskrivelig duft kom nede fra det.
De blå øjne så intet andet end mørke dernede, og tanken at kravle ned i ingenting, fik Lavi til at overveje situationen.

Stemmen nåede hende endnu engang med sin sørgelige klang, og ordet hjælp. Det var alt der skulle til, for at få Lavis fingre til at klamre om hvert af de to reb, der var skilt af halvt rådnende brædder.
De bare fødder placerede sig på det første brædde, og afprøvede forsigtigt vægten, inden hun langsomt klatrede ned i hullet, hvor mørket skjulte alt omkring hende.
Den eneste lyd, som kom nu var knirkende lyde fra brædderne, som hun trådte på dem.
ved det syvende bræt ændrede lyden sig, og en knusende lyd skar igennem rummet, som bræddet splintredes under hendes fødder, og fik Lavi til at hænge i armene. En halvkvalt lyd kom fra hende, som rykket strakte knoglerne under huden i den pludselige bevægelse, imens fødderne baskede for at finde støtte på bræddet under det, som var knækket.

Det føltes som timer hun hang i mørket, selvom det ikke var meget mere end sekunder, før hun igen havde fodfæste på det næste brædde.
Langsomt ændredes luften i rummet som hun kom længere ned. Den blev mere fugtig af jorden, der formegentlig havde opsuget de små mængder af vand, der var nået derned, og det gjorde det sværere at trække vejret regelmæssigt, samtidig med at hun fysisk skulle bruge kræfter.

Der var ikke langt ned til fast grund, og efter at havde kravlet nedad i et minuts tid, landede Lavis fødder på jord. Den var uformelig og blød. Hun kunne ikke se en hånd for sig, og derfor heller ikke hvad der var under eller omkring hende.

I sekundet Lavi trådte ind af den simple åbning, der havde virket som en dør, og hun stod i det tomme rum, forsvandt åbningen bag hende. Hun var efterladt, umiddelbart låst inde i dette rum, som havde der aldrig været en dør. Havde hun søgt døren efter denne hændelse, ville hun heller ikke have fundet noget. Bare en sekskandet væg, der omfavnede denne celle. Den eneste udvej, den simple rebstige, virkede som en mindst lige så dårlig vej at tage, som det havde været at bestige dette mørke. Men noget i Lavi, lokkede hende stadig videre. Toreadorene, forevigt straffet med evig liv, låst inde i denne brostens celle, ønskede desperat at skrige at kvinden skulle stoppe, men var stadig stoppet i det.

Dette dog kun, indtil den indbrydene knækkede et bræt af stigen, og nettop som det ældende bræt knækkedes, skreg skyggerne af hende, i en faretruende vrede.
"Forsvind!" Sagde stemmen, inden stilheden herskedes igen, kun et blidt præg af ordets echo, fortsatte. Og ganske kort tid sener, var hun igen omfavnet af denne komplette stilhed. Stilhed, der omfavnede hende, og hold hende tryg fra bunkerens skrigende krop.

Som hun nu stod i det tomme kolde rum, og hendes øjne desperat forsøgte at beskære mørket, blev stilheden så tung, at det føltes som et sekund som værende døv. Som hendes hørelse forsvandt, sammen med hendes evne til at tale. Det virkede som om at stilheden bare ventede. Ventede på at hun skulle tage sit første skridt. Og i det sekund hun gjorde det, ville der i et split sekund blive lyst i rummet, blege, komplet hvide lamper oplyste i lang linjer hen af loftet. Og i det første sekund, lod der sig et forfærdeligt syn vise. En masacre af lig, lå henkastet, lemlæstet og blodigt hen af det lange gulv, igennem den gang hun befandt sig i. Arme frarevet, halse skåret over og brystkasser åbne. Samtlige lig med skrigende munde, som havde de skreget efter nåde, i deres sidste sekund. Og for enden af dette groteske billede, stod en høj kvinde, med lange hvide hår lokker, der omfavnede det blege ansigt bag. Kvinden stod ubeklædt i mørket, hendes bare hud en komplet hvid kontrast, til de blod besprøjtede væge. Hendes ansigt gemt, bag de hvide lokker. Og med dette billede, fulgte utallige skrig, af desperate munde.

Dette forblev dog kun, indtil Lavi blinkede, eller klemte øjnene lukket, og som de åbnedes igen, var gangen endnu engang tom, dog med den lette belysning fra loftet. Intet blod. Ingen lig. Ingen ukendt kvinde. Bare Lavi, i en lang gang, med en dør for enden.
"Du skal ikke lytte til dem, min Faldene Sol. Ikke lade deres tomme stemmer, beskadige din mentalitet. Lad dine egne Saphire, lede dig på vej. Dit bankende hjerte, være dit mod." Lød den ukendte stemme, der før havde kaldt på Lavi. Stemmen var ikke længere en lyd, der kom et hvis sted fra. Men som om det kom fra hendes egne tanker.
"Lad lofteds lys, lede dig frem." Lød stemmen igen.

Skulle Lavi tage sig mod til at bevæge sig fremad, ville døren langsomt komme nærmere. Men pludslig begyndte det at virke som om, døren kom længere og længere væk. Som var gangen uendelig, og at hendes fodtrin ikke ledte hende nærmere noget. Som om hun bevægede sig på stedet. Som om døren ikke ville fanges.

((Åben først denne Spoiler, når du har gættet 'gåden'))

Spoiler:

Skriget ville have frembragt et skrig, hvis Lavi var i stand til at lade lyde falde over hendes læber. I stedet var kun bevægelsen af læberne i en skrigende grimasse, som hun nåede jorden, og stod helt stille.
Stilheden var så overvældende. Intet bankede imod hende pande, intet åndede eller lod hende vide at der var liv hernede.
Sådan stod hun i et øjeblik længere, og blot stirrede ud i mørket i håb om at øjnene ville vende sig til det, men intet skete. Mørket forblev så mørkt som altid, og efter et minut kunne hun stadig intet se.

Der tog hun det første skridt, og hvidt skød op omkring hende, og tvang hendes pupiller til at skrumpe sig ind til minimal størrelse, hvorefter synet mødte hende.
De afrevne kropsdele, blodrøde vægge, og kvinden, der stod i skarp kontrast til det hele.. ren, urørlig.
Lavi frøs på stedet, og skrækken gled over i dyb sorg. Ikke på hendes vegne, men alle de mennesker, som lå for hendes fødder. Uhørlige hulk kom fra hende, som væsken gled igennem øjenkrogen og gled listigt ned langs kinderne, imens øjnene indtog den rædsel foran hende. Hun kunne ikke hjælpe dem, men blot... bede.

Lavi faldt på knæ imod jorden, uden at tage øjnene fra ligene, hvorefter hendes hænder foldede sig imod hinanden. Øjnene lukkede sig i, og hun bad til hendes tidligere herre om at tage sig af de faldne for hendes blik. Skuldrene rystede i små vibrerende bevægelser, imens hendes læber bevægede sig hastigt, stadig uden nogen lyd.
Som hendes øjne åbnede sig efter bønnen var synet væk, og kun lamperne, gangen og en dør var tilbage. Gråden var stadig ikke forsvundet fra hendes ansigt, og hun stirrede lige foran sig, hvor en mand havde ligget lige inden med gabende mund, og halsen skåret halvt over.
Hendes fingre gled over jorden, men der var intet. Den var kold og fugtig som luften omkring hende, og de bankende fornemmesler var i hendes hoved igen.

Stemmen talte endnu engang til hende, som om den ville guide hende. Lavis ben rystede svagt, som hun rejste sig fra den knælende stilling, og stirrede imod døren. Der var ikke andet en tre meter hen til den, og stemmen, der havde klynket om hjælp, bad hende fortsætte.
Forskellen lå i, at hun nu hørte stemmen i sit hoved, og ikke fra selve bunkeren. Hendes hånd lagde sig automatisk imod hendes tinding, imens hun langsomt og forsigtigt bevægede sig imod døren.
to meter tilbage... en.. Og der skete det. Den afstand hun havde tilbagelagt blev fordoblet, og døren virkede til at være længere væk end nogensinde før.

Lavi stoppede op, og kiggede forurettet imod døren. Mest af alt havde hun lyst til at vende om, men hvilken engel var hun, hvis hun efterlod en sjæl i nød? Lamperne blinkede kort over hende, og Lavis øjne faldt op imod dem, hvorefter hun tog en dyb indånding.
Igen lukkede hun øjnene, og før hun vidste af det, føltes det som var hun i en karusel. Endnu et uhørligt hvin kom fra hende, da Lavi faldt imod loftet, der nu var gulv, og hun landede på alle fire med et bump. rækken af lys var ved siden af hende, og hendes blik faldt tilbage imod hullet hun var kommet ned igennem, der nu var i det gulv hun kravlede på.

fremad blev blikket vendt, som hun forsigtigt fortsatte bevægelserne imod døren. Stemmen talte igen, som om den var stolt af hende. En moderlig stemme, der roste sit barn, når denne havde gjort noget rigtigt, og døren nærmede sig igen, dog uden at forsvinde tilbage denne gang.
Ved dørkarmen, måtte Lavi stirre op imod dørhåndtaget. Hun blev nødt til at rejse sig, men alt i hende sagde det var en dårlig ide at stå på loftet. Men hun kunne ikke nå det ellers.

Klamrende til karmen, med fingre, der forsøgte at bore sig ind i træet, kom hun på fødderne, og lod den ene hånd glide om håndtaget. I første omgang forsøgte hun at hive ned i det, men det låste sig fast med det samme. Hun slap karmen med den anden hånd, og rev endnu engang ned i håndtaget, men intet skete.
Opgivende bankede hun panden imod døren, hvorefter hun tænkte.

Tanken slog hende som et lyn skød imod jorden. Alt vendte på hovedet, og selvfølgelig skulle håndtaget i så fald skubbes op, og ikke ned.
Hun måtte rejse sig helt op på tåspidserne, for at få håndtaget til at fremkalde klikket, der åbnede den. Tæerne beklagede sig over den ekstra vægt hun udsatte dem for, og da døren gled op, fik hun overbalance, og faldt over karmen, og den halve meter, der var imellem gulvet og døren.
Hun lå der.. Som en stykke vasketøj og en tørresnor, og pustede beklagende over støvet i hendes mund, svedperlerne, der gled ned over hendes ansigt opsamlede også støvet, og lod gule striber komme ned over hele hendes ansigt.

Stadig uden at hæve blikket, kravlede Lavi igennem dørens åbning, og først da hun nåede den anden side af denne, faldt hun til jorden i en siddende stilling, og løftede da blikket...

Det mørke rum hun nu befandt sig i, opslugte hende i endnu en tung stilhed, der virkede mindst lige så indelukket, som den sidste. Det eneste livgivende der var, var lyset fra den åbne der, der kun fremviste et mørkt gulv, som virkede som et loft for hende, hvor hun sad, stadig med en omvendt tyngdekraft. Langsomt begyndte døren hun havde åbnet, at lukke sig selv igen. Skulle hun ikke flytte sig for den i tide, ville den blot blidt skubbe til hende, for så til sidst at lukke helt i, hvor der samtidig blev tændt lys, hen af gulvet, der oplyste det der var loftet for det rigtige rum, men lyset nåede ikke at strække sig til gulvet, i hvad der ville virke som et umådeligt højt rum.
"Den vej der må gås. Vil være lang, og dyster, min kære Faldne Sol. Men du må begå den. Holde hjertet varmt. Og Fængslernes stemmer hen. Du vil ikke kunne lide det. Men jeg lover dig, min kære. At i sidste ende. Vil alt blive vel betalt." Den blide kvinde, talte igen til den unge Engel, og aede hende så blidt på sindet. Og som stemmen langsomt smilede til hende, begyndte hendes hår og klæders tyngdekraft, igen at vende, til hvad der ellers havde været normalt, og til sidst ville det føles som om, at både hendes hår og klæder ville imod loftet, imens hendes krop ville blive.

Til sidst, begyndte tyngdekraften at ændre sig for hendes krop, ligeså at ændre tyngdekraft, og hun begyndte at falde imod jorden. Men alt gik langsomt, som om tyngdekraften var svag, og langsomt begyndte hun at svæve nedad. Men hvor der burde være et gulv, stoppede det ikke. Og pludselig, så faldt hun. Og selvom hun af sin fulde kraft, skulle forsøge at flyve tilbage imod lyset, villedet fortsætte med at forsvinde ud i intet, indtil hun befandt sig i komplet mørke igen, omfavnet af intet andet end skygger.

"Jeg kan se dit sind, min kære Faldne Sol. Du tænker måske. At jeg. Var kvinden, der skabte så megen smerte. Og. At hun var ligeglad. Med hvad der skete? Men. Der er så meget af historien. Du ikke kender til. Så meget. Du bliver nød til at se." Stemmen hviskede blidt til hende igen, og som hun gjorde, begyndte der at vise sig, tre døre foran hende. Hun ville nu kunne svæve frit igennem rummet, selv uden brugen af hendes vinger, dog ville vingerne stadig være brugbare, og kunne bringe hende hurtigere igennem det tomrum, der var imellem dørende, og hende selv.

Endnu mere mørke var foran hende, som Lavi kravlede helt over dørtærsklen, og den smule lys, som døren havde bragt med sig, forsvandt langsomt, som døren selv lukkede sig efter hende.
Lavi blå øjne stirrede imod døren som den lukkede, og en sten faldt ned i maven på hende. Denne leg var ved at være for meget. Hele dette hjernespil begyndte at sætte sine præg på hende, og hun kunne ikke lade være med at skælde sig selv ud for ikke bare at være blevet derhjemme, hvor Alastair kunne passe på hende. Han havde vist haft ret i sidste ende. Denne verden var for ondsindet for en pige som hende.

Hun rystede på hovedet. Nej! Denne verden var sørgelig og ledt i fordærv. Det eneste der skulle til, var medfølelse og forståelse. Så ville selv Di Morga være et paradis på jorden.
Altimens disse tanker havde fyldt hendes hoved, var ttyngdekræften ved at ændre sig, og Lavis hår faldt op imod det, som normalt ville være et gulv, hvorefter blusen langsomt fulgte med, derefter vingerne. Det ville nu se ud som om hun faktisk stod på et loft, bare vendt om, og meget langsomt begyndte resten af hendes legeme at dreje sig, vride sig rundt, imens hun begynde at svæve imod det gulv, som hun ikke kunne se.

lyset nåede ikke gulvet, og Lavi vidste ikke hvor det stoppede eller startede. Hvad der var luft eller gulv. Realitet eller fantasi. Alt virkede så fordrejet i denne bunker, der efterhånden måtte være meget stor. Hun havde været i to rum før dette allerede, og de mentale lege fortsatte.
Stemmen begyndte igen at tale til hende, og Lavi følte et kort stik af forlegenhed. Hun havde på intet tidspunkt tænkt de tanker, som kvinden omtalte, men den dårlige samvittighed lå stadig under hendes læber, skønt der ingen grund var til det.

Faldet tog fart, og Lavi følte at hun blev skubbet hårdt imod et gulv, som ikke var der. Hendes vinger forsøgte at baske, men der skete intet, og hun ramte intetheden på maven, imens alt luft forlod hendes lunger. Vingerne faldt omkring hende, imens de tre døre materialiserede sig foran hende.
tre.. hvilken skulle hun vælge.. Stemmen stoppede sin tale, men den fortalte ikke vejen hun skulle vælge. Hvordan skulle hun så finde den rette?
Lavis vinger baskede igen, og usikkert blev hun svævende i luften, hvor intet gulv var. Om det var hende selv, eller dette sted, som holdt hende oppe, var ikke til at vide.

I hendes hoved foregik en stille udvælgelse af de tre døre, og efter hun havde udelukket to af dem, var der kun døren til venstre tilbage. Det var den dør hun havde tænkt sig at bevæge sig igennem.
Uden overhovedet at bevæge vingerne, svævede Lavi fremad, som om luften bar hende imod hendes valg, og de slanke fingre lagde sig langsomt om det kolde metal, der næsten sved imod hendes svedige håndflade.
Hun holdt en pause, betragtede døren, og mærkede savn komme frem i hende. Hvis bare Alastair var her til at hjælpe hende med det hele.

Hun drejede langsomt det runde håndtag, indtil kliklyden igen kunne høres, og langsomt åbnede hun døren.

Som døren åbnede, lod der sig en blid knirken glide igennem luften, der fortalte om dennes alder. Men som døren blev stod mere på krog, kom der stille toner ud i det mørke hun var kommet fra, og en behagelig varme mødte hende. Det var som at tage et skridt, ind i en anden dimension. Det var tydligvis en anden tidsalder, grundet både den musik der blidt spillede igennem den lange gang Lavi nu var trådt ind i. De blide violiner, der blev bakket op af bassen, og det flydene klaver. Lyden af denne musik, fortalte dem der hørte det, at der var et mindre bal på etagen under den gang man befandt sig på.
Når Lavi kiggede ned af gangen, så hun en nydelig gang, der var belagt med et fint, tyndt blåt tæppe, perfekt i midten af gangen, for så at bestå af træ bræder hen til vægen. Vægende på hver side, bestod af en rødligt træsort, der næsten fik det til at virke levende, og med et symetrisk mellemrum, hang der fine lamper, der bar levende lys, der gav hele gangen et endnu mere rødlig glød.
Nogen skridt ned af gangen fra hvor hun stod, var der en trappe nedgang på højre hånd, der ville lede en ned imod det bal der foregik neden under, og et par skridt længere, lå en dør der ledte imod venstre, og længere ville hun ikke kunne se, fra hvor hun kom ind.

Som hun svævede ind af døren, og lod sine føder ramme gulvet, ville tyngdekraften langsomt ændre sig til det normale igen, og hun ville blidt lande på det bløde blå tæppe. Og som døren lukkedes bag hende, ville hun kunne høre blide og stille fodtrin, der virkede til at komme fra trapperne. Og kort tid efter, kom der en lille pige op af trappen, med en bamse i sin venstre hånd, og den højre lagt imod trappen, for at hjælpe sin balance.
Da pigen nåede det sidste trappetrin, hoppede hun glad op på det samme plan som Lavi, og hendes dybe røde øjne, lagde sig imod Lavi, som hendes hoved lagde sig på skrå. Hendes lange platin farvede hår, var det eneste der beløj hendes alder, der tydede på at hun var omkring de ti år gammel. Men det lange platin hvide hår, gik hende næsten til knæende, og lagde sig nærmest beskyttende omkring hendes ansigt, og kun som hendes hoved blev lagt på skrå, kunne man se at pigen smilede stort, som hun betragtede Lavi.
Hun stod og stirede i en ganske kort stilhed, inden hun gav slip på trappens gelænder, og vinkede ivrigt til Lavi.
"Heej.. Hvem er du? Jeg tror ikke jeg har set nogen, med så pæne øjne her før.." Spurgte hendes glatte, uskyldige stemme, stadig med det store glade smil. Hun lod den vinkende hånd falde ned til sin bamse, og tog dens anden arm ligeså. "Er du også kommet, for at se den onde mand, blive straffet?" Tilføjede hun, med en lættelse af hendes smil, som slap en anelse, inden det voksede sig stort igen.

Det var en helt befrielse ikke at få trunget tung luft ned igennem halsrøret, da Lavi trådte ind i det nye rum, eller nærmere.. svævede. Det var som at stå på en sky, der blidt sænkede hende ned på det blå tæppe i det varmt udseende lokale. I modsætning til de andre rum, var dette indbydende og behageligt.. Lavi kunne ikke lade være med at smile forsigtigt, og kigge bag sig, da hun langsomt tog nogle enkelte skridt ned langs gangen, og så beskidte fodaftryk efterlades på tæppet fra hendes fødder.

Trappen havde hun ikke opdaget før en bevægelse fandt sted i perfiferien af hendes synsvinkel, og Lavis hoved drejede sig imod trappenedgangen. Hun havde opfattet musikken nedefra, men først nu forstod hun, at der fandt noget sted, som måske ikke blot var hendes egen fantasi.
Pigen, der kiggede på hende, havde de rødeste øjne Lavi nogensinde havde set, og det lange hår stod i dyb kontrast til alderen, der ikke kunne være meget mere end ti. Ifølge menneskealder selvfølgelig.
Pigens stemme smurte sig omkring Lavi, og fik hendes mund til at stå halvt åben af overraskelse. Dette var en helt tredje stemme, og Lavi kunne ikke placere den i hele dette scenarie.

Spørgsmålet var rettet direkte imod Lavi, men hvordan svarede hun. Lavi vinkede forsigtigt igen til pigen, inden hun pegede på sin hals, og rystede på hovedet, som for at forklare, at hun ikke ville kunne svare hende, hvor meget hun end ønskede det.
Hun sendte et smil afsted, inden hun satte sig i bevægelse imod pigen. Dennes sidste sætning bragte et spørgende blik på Lavis ansigt. Den onde mand skulle straffes? For hvad dog? Man kunne altid tilgive og reddes. Hvad fik disse mennesker til at straffe frem for at hjælpe?
Lavis hånd hævede sig en anelse, og pegede imod trappen, for at spørge om det var dernede det ville ske. Hun havde slet ikke set døren i den anden ende af lokalet, men blot trappen og pigen.

Med en hånd tvang Lavi det efterhånden viltre hår tilbage over skulderen, inden hun ville bevæge sig ned ad trappen, hvis der var plads til det for pigen. Hun ville fortsætte ned ad denne, indtil hun ville nå ned i rummet under det hun var landet i.

Som Lavi betragtede pigen, stirede hun bare tilbage, med det samme store smil, uforstående, overfor kvindens overraskelse. Hendes hoved lagde sig en anelse på skrå, som Lavi begyndte at lave fagter. Hun så ikke ud til at forstå, men stirede blot blankt på hende, og som Lavi begyndte at bevæge sig imod pigen, klukkede hun stille, og rustede på hovedet.
"Du er mærkelig." Sagde hun glad, og vente sig for at hoppe en smule imod døren, længere nede af gangen.
"Manden skal straffes, fordi han slår mor og søster. Hvis ikke vi straffer ham, vil han aldrig stoppe. Altid være ond. M m.. Vil vi ikke mere." Sagde pigen, som om Lavi's tanker, var gået direkte ind på den lille piges sind. Blevet opfattet, som om der var blevet talt telekinesisk imellem dem. Som om hun havde stjålet Lavi's tanker, lige ud fra hendes sind, og ikke efterladt nogen spor.

Som pigen nåede døren, lidt længere nede af gangen, kiggede hun hurtigt over imod Lavi, og lænede sig en anelse tilbage. "Det sker her oppe, Faldne Sol." Kaldte hun med det samme blide smil som før. Kalde navnet, som stemmen i Lavi's hoved havde taget i brug, gentagende gange, blev taget i brug uden pigen så ud til, at tænke yderligere over det.
Ganske få sekunder efter pigens ord, hørtes et overrasket, og dybt shockeret kvinde skrig, fra rummet pigen stod før. Pigens smil voksede sig glædeligt stort, i det hendes blik gled tilbage imod midten af døren, så hendes hoved rakte en anelse op ad. Det tog ikke mere end et lille minut, inden dødren blev flået op, og en høj, slank og fint klædt kvinde trådte ud, med næsten brændene øjne, der straks stak ned imod den lille pige. Pigens smil faldt hastigt i styrke, og blev erstattet med dyb frygt.
"D.. Dig!? Det var dig!? Du fik mig til at gøre det, dit lille kryb!" Hvæsede kvinden hidsigt, og rakte en hånd ud imod pigen, og greb hårdt fat i dennes hår, med en blodig hånd. Begge kvindens hænder, var fuldstændigt indsmurt i en dybt rødt blod, hvis dryppen gjorde det tydeligt, at var blevet taget, ganske kort tid siden.

"J.. Jamen. Jamen, mor h.. Han.. Han skadede d.." Den høje kvinde stilnede hastigt den tiggende pige, med en hurtig og præcis håndflade, hastigt svinget imod pigens kind, hvilket fremkvalte et hulkende hyl fra pigen, som beskyttende tog hænderne op foran ansigtet.
"Det retfærdiggøre ikke dette! Ikke mordet på din egen fader! Familie! Betyder ALT!" Hvæste kvinden igen, inden hun begyndte at bevæge sig imod trappen, stadig med et fast greb i pigens hår, der trak den unge kvinde, i hendes lange hår. Pigen hulkede ny smertefuldt, som tåre af rødt blod gled ned af hendes kinder. Pigen tabte sin bamse, som hendes hænder desperat forsøgte at holde fast i den voksne kvindes håndled, for at det ikke ville gøre for ondt, at blive trukket afsted af kvinden.
"Detter sidste gang... Sidste! Gang... At du manipulere med mig, unge dame! Du ryger i kælderen! Jeg havde advaret dig!" Hvæsede kvinden igen, og skubbede Lavi af vejen, skulle hun ikke have fjernet sig imens de to bevægede sig imod hende, for så at bevæge sig ned af trapperne. Pigen faldt på vejen, men blev blot trukket videre ned af trinnene, og imod under etagen. Pigen holdt nu op med at forsøge at forklare sig, og hang nu blodt og hulkede i kvindens greb, som hun holdt et fast greb i dennes håndled, for at holde sig selv lidt oppe.

Et skævt øjenbryn efterfulgt af et skeptisk blik blev sendt imod pigen, da denne kaldte hende skør. Lavi tog sig dog ikke yderligere af det, men fortsatte halvt ned ad trappen inden pigen stemme satte hendes bevægelser i stå. Der var kaldenavnet igen, og Lavis blik fløj hastigt tilbage på pigen, men det virkede ikke tila t denne tog notits af hvad hun havde sagt.

Langsomt bevægede Lavi sig op ad trappen igen, for at gå hen til den anden dør, som pigen havde hentyder til, men hun nåede ikke tættere på den end to meter, før den blev flået op fra den anden side, og en vredt udseende kvinde stod nu i døråbningen.
Lavi kunne nærmest høre dråberne af blod falde til jorden fra kvindens hænder, i det korte tavshed der var, inden hvin fra kvinden kvalte den, og kastede sætninger imod den lille pige.
Usikker på hvad der skete, stod Lavi helt stille og så til imens kvinden slog ud efter pigen og ramte. Hendes øjne blinkede hastigt, som om det hele var uvirkeligt imens en enkelt sætning rungede i hendes sind. 'familie betyder alt'

Det var først da bamsen faldt til jorden, og pigen trukket afsted, at Lavi kom ud af hendes trance. Hun snublede hen til det sted hvor bamsen var landet, for at samle den op. Hun drejede sig halvt rundt for at række den til pigen, som allerede var henne ved den anden trappenedgang.
Viftende med bamsen over hovedet, fulgte Lavi efter i småløb for at indhente de to personer, imens hun undrede sig over hele denne situation. Det var ikke retfærdigt.. Noget af det. Hun forstod ikke hvordan noget af dette kunne lade sig gøre.. En moder der hadede sit barn, og dræbte sin mand.. Et barn der ønskede sin far død, og en mand der talte med hænderne.

Trinene, der gik ned, overraskede Lavi og hun snublede over det første trin. Hendes ankel gjorde ondt efter en forkert landing, men hun stoppede ikke. Hun haltede resten af vejen ned ad de smalle trin, for at indhente de to personer, give pigen sin bamse, og måske forstå hvad der var sket.
Hvis de gik igennem døren for enden af trappen, ville Lavi løbe efter dem.

Det virkede næsten ikke til, at kvinden troede at Lavi overhovedet eksisterede. Hun traskede blot videre, imens Lavi ivrigt forsøgte at indhente dem. Den lille pige, derimod, kiggede over sin skulder, hvilket fremhævede det hvædede ansigt. Tåre skærende ned af begge kinder, og stadig ivrigt rendene om hendes nu endnu rødere øjne. Tårende var ikke almindelige væsker, men i stedet minedes de mest om vandet blod, der rødte rendte over ansigtet på hende. Pigen hulkede som hun så Lavi løbe med bamsen, og forsøgte at række en hånd bag ud efter hende.
"Bamseeh.." Kaldte hun desperat, men stadig reagerede kvinden ikke, men trak blodt videre afsted med pigen.

"Nu holder du op! Du for ikke din bamse med! Dette er din straf! Den forbistrede bamse, som du så iherdigt har forsøgt at tage med dig overalt, og ydmyget din fader og jeg, for du ved Djævlen ikke med!" Hvæste kvinden igen, imens de nærmede sig enden af trappen. Men i stedet for at gå igennem døren for dennes ende, drejede de skarpt om trappen, og gik hen af dennes side. Og ligemeget hvor hastigt Lavi løb, var det som om, de ikke kunne indhentes.
På siden af trappen, fandt de så endelig en lille dør, som kvinden hastigt fik revet op.
"Moder.. Nej! F.. For dig.. For dig!" Hulkede pigen, men det stoppede ej kvinden i, hastigt at smide pigen igennem døren. Et lille bump kunne høres på den anden side, inden kvinden hastigt smækkede døren i. Dette blev efterfulgt af små hænder, der desperat bankede imod døren, fra dennes anden side. Kvinden fandt hurtigt en nøgle frem, og fik aflåst døren, inden hun tog et par skridt tilbage fra den.
"Du skræmmer mig.. Datter.. Det du har gjort, kan ikke tilgives! Familie er alt! Og du har ødelagt det.. Ødelagt.. Alt!" Skræg kvinden hidsigt, men nu med hints of sorg. Kvinden bakkede nogen flere skridt tilbage, i det røde tåre, langt stærkere end den lille piges, formede sig i hendes øjenkroge.
"For os.. For familie!" Hulkede pigen på den anden side, inden kvinden vendte om på hælende, og hastigt forlod døren.

I det Lavi skulle nå døren, eller at kvinden skulle forsvinde, ville Lavi høre en lav hvisken, fra den aflåste dørs indre. Den lave hvisken, blev langsomt stærkere, og Lavi ville begynde at høre hendes navn blive kaldt.
"Laavi.. Laavi.. Mere at se.. Der er meget mere.. Meget mere at se." Kaldte stemmen lavt, fra dørens indre.
Og pludslig skød der lange arme, ud af vægen nærmest Lavi. Hænderne for armendes ende, greb straks fadt i Lavi's arme, og rev hende voldsomt ind imod væggen. Men istedet for at ramme den, blev hun hevet igennem, og stod pludslig i et andet rum.

Rummet var en balsal, hvor hun befandt sig midt i en stor fest. Folk lo. Fol dansede. Folk flirtede. Og alt, virkede næsten idyllisk og behageligt. Skulle Lavi have tabt bamsen, ville hun nu se den, liggende for hendes fødder.
Pludsligt hørte hun et skrig, der langsomt udviklede sig, og blev til et utal af skrig og smertens klynken. Omkring hende, begyndte mennesker at falde om. Alle, bortset fra en kvinde, der stadig lystigt dansede omkring. Folkende faldt hurtigts nær hende, og gjorde at hun lystigt måtte hoppe over ligende, hvor de faldt. Ligendes øjne blødede, og deres ansigt fik utalige skrammer og blodige ar, af deres egne hænder. Som om de forsøgte at rive noget ud der fra. Og som ligende faldt, dansede kvinden videre. Mere og mere indsmurt i blod, af folkende omkring hende.
Balsallens gulv, begyndte at flyde i et, og endte i en dybtrød farve. Og ganske kort tid efter, at skrigende var begyndt, var alle folkende omkring kvinden blevet stille. Døden, hang tungt i luften, men denne ene, alene kvinde, dansede videre. Hun bar en forevet kjole, der før havde været hvid, men nu var overmalet i blodstæng. Kvindens elegante dans, fortsatte imod døren for enden af salen. Og nu kunne hendes lystigt syngende stemme, også høres igennem stilheden.
"You geeet.. What you giive.. You geheet.. What you give.. As pain and isolation was given.. So pain and.. Death.. Is given back!" De sidste ord i sætningen, blev hvæst, med nu en hæsende stemme, inden kvinde forsvandt på blot et sekundt, som om hun blot var en gammel TV skærm, der nu flimrede ud.
Nu stod Lavi alene, i den blodige balsal, omringet af lig, stadig med bamsen for hendes fødder, hvis ikke at hun havde samlet den op. Bamsen var slet ikke berørt af blodet, nettop som Lavi ej var. Som om den var i den samme dimenson som hun. Kun halvt eksisterende, i balsalen.
"Igen. Det vil alt sammen gentage sig! Lad det ikke ske! Det må ikke ske! Hvad bliver skabt ondt, vil altid være ondt. Det vil aldrig.. Kunne ændre sig!" Skreg en mandlig stemme, i det hænder skød ud af joren under Lavi's føder, og greb fat om hendes ankler. Sekundet efter blev hun trukket igennem balsalens gulv, men Bamsen efter hende.

Endnu engang, befandt hun sig i det vægtløse rum, og svævede foran træ åbne døre. Den ene af disse, blev nu langsomt lukket, og der var kun to tilbage. Ved hendes side, svævde bamsen. Lige så vægtløs som hende.

Bamsen, som stadig hang fra Lavis hånd, dinglede livløst efter hende, som hun satte farten i vejret, da de to skikkelser drejede omkring et hjørne. Lavi efterfulgte dem, men ligegyldigt hvor hurtigt hun bevægede sig, virkede det blot som om de forsvandt længere og længere væk.
Det var først da kvinden endeligt var stoppet, og lyden af en dør, som åbnede sig, nåede Lavis øre, at hun brugte sin sidste energi på at sætte farten en anelse højere op, for at når frem til døren.

Lavi var tæt nok på til at se døren blive smækket i og låst af kvinden, og hun stoppede op foran den, og bankede sine knyttede næver imod den, for at gøre pigen opmærksom på, at hun stadig var på den anden side af denne.
Svedperler havde taget for på Lavis pande, og gled langsomt ned ad den blege hud, og efterlod sig et halvfugtigt spor hvor de passerede.
Hendes pande lagde sig imod døren, som om hun opgav muligheden for at komme igennem den, imens pigens ord trængte igennem denne.

Før Lavi vidste af det, trak store, sorte hænder sprang ud fra dørlarmene, og lagde sig omkring Lavi. Bamsen havde hun tabt lidt derfra, da hun havde banket hænderne imod døren.
Hendes mund åbnede sig for at udstøde et skrig, men selvfølgelig trængte ikke den mindste lyd igennem luften, men overraskelsen var stadig at se i hendes ansigt, som hun blev tvunget tilbage imod væggen af hænderne, samtidig med at hun forsøgte at vriste sig fri, dog uden held.
Det var først, da hun forventede væggens kulde imod hendes ryg, at det gik op for hende, at den ikke stoppede der, men fortsatte rundt om hele hendes krop. Øjnene blev hårdt klemt i, som hun blev tvungen igennem væggen, og ind i et helt nyt rum, hvor glæde, musik og varme fyldte luften.

Langsomt åbnede hendes øjne sig, og Lavi vendte sig halvt om, for at stå ansigt til ansigt med et kæmpe bal, masser af mennesker, og en bamse for hendes fødder.
Hun satte sig ned i hugsiddende stilling, og samlede bamsen op. Hun viftede lidt skidt af den, hvorefter hun lagde den imellem sine arme, og et glædeligt smil kom over hendes ansigt ved synet foran hende. Det var så yndefuldt..
Hun følte næsten en trang til at være med, som om hun ikke kunne stoppe sig selv, men da Lavi tog det første skridt hen imod selskabet, opdagede hun det besynderlige..

Folk faldt.. Omkring en kvinde lå der netop nu otte personer på gulvet. Fingre kradsede hektisk imod deres ansigter, som om noget brændte deres øjne, og det skulle fjernes. Lavis bevægelser stoppede med det samme, og hun stod stiv og kiggede på hvert eneste legeme, som faldt til jorden og startede denne selvpinende handling.
Kun en enkelt person virkede upåvirket og dansede lystigt videre. Lavis blå øjne faldt på denne kvinde, hvis hvide kjole langsomt fik røde striber op ad sig, hver gang denne var nødt til at passere et lig eller sprøjte blodet rundt, med sine dansende bevægelser.

Og ved det næste blink var kvinden væk efter at have sunget sin sidste sætning. Lavi stod alene i et rum fyldt med døde, livløse kroppe. Hun tvang bamsen længre ind imod hendes bryst, imens et næsten sørgeligt udtryk kom over hendes ansigt.
En mandestemme tog nu form, og Lavi kiggede sig viltret omkring for at lokalisere stemmen, men som de andre gange kom den fra overalt og ingen steder på en gang.
Hvad måtte ikke gentage sig? Hun forstod ikke hvad han talte om. Hvordan skulle hun kunne stoppe noget som helst dette forfærdelige sted? Det var ikke menneskeligt. Intet levende ville udrette noget så grusomt, men alligevel virkede det til at være det eneste som fandtes her.

Før hun vidste af det, tvang hænder sig igen omkring hende, denne gang nedefra. Lavi holdt dog fast i bamsen, så den fulgte med hende, og uden at skrige lydløst, røg hun igennem gulvet og tilbage til et rum, som virkede år tilbage. Hun havde været der før, og Lavi så til imens den ene dør langsomt lukkede sig. Den dør hun tidiligere havde bevæget sig igennem, hvilket efterlod to muligheder tilbage, men havde hun lyst til at fortsætte?
Hun kiggede ned på bamsen, og hendes mål blev sat. Hun ville aflevere den tilbage, så derfor halvsvævede Lavi imod dør nummer to, ind i mørket, og bad til at det ikke blev værret end hvad hun allerede havde set i dette mareridt.

Som hun passerede ind i det hvide lys, begyndte der at forme sig en sal foran hende. Men i stedet for blot at stå på stedet, var det som om at helle scenen foran hende kørte imod hende. Hun skøjtede over gulvet, som var det is, og at hun var blevet skubbet derhen over. Forude kunne hun nu se en bekendt trappe, med en dør på siden. Den selv samme dør, den lille pige hun så var blevet smidt ned af. Der sad nu en ung kvinde på den anden side, med et misbehaget blik. Hun fumlede en anelse med den lange røde kjole hun bar, og tiltede sit hoved til siden. Skulle Lavi træde nærmere, ville den unge kvinde slet ikke reagere på at hun var der. Præcis som kvinden før, så hun ikke Lavi.

Men så ville hun høre en stemme, der bar noget bekendt bag sig. Stemmen var dæmpet af døren der var imellem dem, men kunne stadigt ganske tydeligt høres.
"Forstår.. Forstår det ikke. Kusine.. Hvorfor? Jeg.. Jeg gjorde.. Hvad moder ønskede. Hendes tanker.. De ønskede det.." Mumlede stemmen, og et lavt bump kunne høres, fra den anden side. Den unge kvinde på Lavi's side af kælder døren sukkede lavt, og lod sit blik langsomt synke.
"De ting vi tænker.. Er ikke altid det rigtige at gøre.. Hannah.. Tit.. Tænker vi ting.. Vi faktisk slet ikke vil. En persons sind, er ikke nået man burde invadere. Så ser man ting, man ville ønske man ikke havde." Sagde kvinde, imens hun stille rystede på hovedet. På den anden side af døren, kom der endnu et bump, og en lav klynken.
"Jeg var ung.. Uerfaren. Moder.. Ikke stadig hadde. Hvorfor.. Stadig her? Låst inde.." Klynkede stemmen, med dyb sorg gemt derbag, for overhovedet at få ord forbi hendes klynken. Den unge kvinde sukkede, og rystede igen på hovedet, inden hun langsomt rejste sig.
"De er alle bange for dig.. Little Hannah. Dine evner.. Du kan ikke altid kontrolere dem. Jeg bliver nød til at gå. Inden din moder ser mig her. Farvel.. Little Hannah. Er.. Ikke sikker på, at jeg kommer tilbage.. Beklager.." Sagde kvidnen sørgmodigt, og lod en hånd glide ned af døren.
"Ikke gå.. Ikke gå, Kusine! J.. Jeg ber. Snakke.. Snakke med nogen.." Klynkede Hannah igen, men den unge kvinde lod blot blikket synke, og forlod så døren.

Alt efter hvor lang tid Lavi blev stående, blev der nu komplet stille omkring døren. Men lige så snart Lavi tog et skridt, blev stilheden brudt, i det at døren skød op, og jorden under hendes fødder igen skøjtede tilbage. Hun blev nu trukket igennem døren, som hastigt blev smækket bag hende. Hun blev fortsat svævet ned af en lang gang trapper, der fulgte trappen over den, og til sidst endte i et stort tomt rum, med stort set intet lys. Der var blot mørkt, koldt og det føltes næsten fugtigt. Der var heller ej nogen vinduer, til at sende noget månelys derind. Blot tomt.
Pludslig glimtede der dog et ganske svagt lys, der resulterede i, at Lavi nu kunne se en anden ung kvinde, sidde for hendes fødder. Kvinden bar en gammel, ussel hvid kjole, der for længst var blevet for lille, og det havde været nødvendigt at lave et par rids og hakker i denne, for at give plads til kvindens voksende former. Dog var der ikke megen at give af. Hendes krop var udmagret, og fik tydeligvis ikke nok nærring. Og kvinden var hvid nok, til at kunne minde om et lig.

Kvinden kiggede nu langsomt op, med tomme øjne, der bar en glød af en rødlig farve, der næsten var utydelig. Men da kvinden så Lavi, lod der sig svagt forme et smil over hendes læber.
"Tror.. Jeg huske.. Du var.. Lavi? Ingen af de andre så.. Men jeg gjorde.. Hannah gjorde.. Hannah er ikke skør.. Hun så.. Ting.. Folk.. Andre ikke så.." Sagde kvinden stille, med en næsten pigelig stemme. Det var tydeligt, at kvinden ikke havde været meget uden for dette rum. Og det var også meget åbenlyst, at dette var den lille pige, Lavi havde set, I den forrige dør.
"Du.. Tale.. Kunne ikke tale? Vel? Måske ikke.. Høre hjemme.. Måske ikke.. Hvor du høre hjemme.. Men her.. Godt.. Du. I mit hoved. I mit.. Sted. Her. Kan du tale.. Det.. Bestemme.. Bestemmer.. Jeg." Sagde kvinden, med et småligt, forsigt smil, med et blik der tydeligvis håbede på, at Lavi ville prøve. Prøve at tale, som hun nok efterhånden forsøgte at lade være med.

Grunden til Lavi's pludslige evne til at tale, var, at hun ikke længere befandt sig, i Terre. I den verden hun kendte. I en trance, lå hun på den anden side af den bunker hun havde fundets mure. Der sov hun, imens alt dette skette i hendes hoved. Uden for denne bunkers mure, var Alastair allerede ankommet. Han havde ledt efter hende længe, og sporet endte her. Nu, i et desperat forsøg på at komme ind, hamrede og slog Alastair imod bunkerens væge, tag og forsøgte endda at grave sig under, men selv jorden for hans fødder, bevægede sig ikke. Alt omkring bunkeren, var stærkt beskyttet af en besværgelse. Intet kunne stoppe dette.