Indre Tænker (Stefan)

Sneen havde faldet fra himlen et stykke tid, så jorden var blevet overdækket af et tyndt lag sne, og på de andre omgivelser, stedet var ellers ret nøgne, ingen træerne, nogle bænke var faldet sammen. det eneste som var tilbage fra deres højtide var selve forlystelserne og de var sikkert godt i stykker. Omgivelserne var blevet kolde og uhyggelig, en helt modsætning til hvad sted engang var, et sted med masser lev, var nu blevet ødet og forfaldt.

Sneen lagde sig på Adriana's kind, det ligne det sidste snefnug for denne omgang, armene flyttede sig mod hendes ansigt til at tør det væk, selvom den ikke smelte ved hendes berøring, hun lod den glide mellem siden figner og lod hånden gled udover kanten af pariserhjulet, snefnug gled ned af hendes håndled og mod jorden, Adriana havde ikke flyttede sit blik fra himlen mens dette forgik, hun så hvordan skyerne flyttede sig og den stjerne klar himlen begyndt at blive synlig for hende.
Først nu kunne man se at det var fuldmånen i nat.
Adriana blik lukkede i et kort øjeblik mens hun lod tænker flyve af sted med
hende.
Hun tænkt på dengang dette sted havde været med liv og musik, billeder flyv i hendes hoved og et lille smil bredde sig.
Månelyset lyst nu op bag hende, og viste hendes skikkelse til den farefylde verden, som efterhånden var det eneste hun kendt og huskede, men det var hun nyd, hendes indre jeg, var et monster. Et væsen som trøstede efter blod og nydelse at give smerte til andre.

Hun løftede det ene benene og lod hånden glide ned af den, mens hendes tanker og blik flyttede med sin hånd, tanken i hendes hoved blev klar for hende *hvornår havde hun sit følte sig kold * tanken bid lidt i hende, minde hende om hvad hun var og lod sig komme tilbage til sit indre monster.

Stefan var taget ud for at udforske den franske by, men var faret vild og de fransktalende mænd og kvinder havde ikke været til helt stor hjælp for den engelsk talende engel. Nu var han endt her, i en gammel forladt forlystelses park. Det var næsten som en gyserfilm når man først så det. Men så man efter, var det egentlig et smukt syn, næsten som noget mystisk kunst.

Han sukkede tungt, så man kunne se hans ånde i den kølige luft og skær fra en af de eneste virkende lygtepæle. Han måtte have en pause, han havde vadet rundt i en time, i håb om at finde tilbage til Alias og hans lejlighed, men uden held. Måske han bare skulle vente til det blev lyst, så han kunne finde rundt.

Han kiggede kort rundt, der var ikke en skygge at se, lige indtil en skikkelse dukkede op, var det en pige han så? Han kneb øjnene lidt i, var hun også faret vildt? Han rejste sig og begav sig hen imod hende "Hey! Kan du fortælle mig hvor jeg er henne?" spurgte han så og kunne stadig kun se den mørke omrids af en kvinde.

Hun vågnede op igen fra hendes indre monster, det for så dyriske smil og udtryk i hendes ansigt forsvandt og kom tilbage til at ligne et så kaldt 'menneske', selvom hun var langt fra et menneske mere. selv hendes tanker var mørke . det såkaldte uskyldige som alle unge piger har oversig. bære hun ikke .
Lyden fra manden stemmen lod sig bevæges i hendes hoved lidt før hun rørt på sig, hun lod sin tung glide over hendes underlæbe før hun lod den slog, mellem hendes læber, så det fremkaldet en lyd . 'klik' var lyden, han ord havde været ' Hey! Kan du fortælle mig hvor jeg er henne' hun lod øjne bevægede sig lidt mens hun tænkt *engelske*, var efterhånd et stykke tid siden sidste hun havde hørt det, et par måned. måske mere.

Adriana svar ham på fransk første, uden at tanke over det "Anglais, Est-ce que vous avez perdu". hun sagde det meget tydeligt og lod sin krop falde udover kanten og forsvandt i luften.

Men få sekunder efter, stod hun foran ham "Are you lost" sagde hun for at forsætte hendes sætning for ham . hun lagde hovedet lidt på skrå og indåndende hans dufte . *Engel tænkt hun * og et tilfreds smil kom kort frem på hendes ansigt, men blev igen roligt og venligt .
Hun så undersøgende på ham.