en ven måske-dion

tid: sen aften
vejr: sne
sted: skoven
omgivelser: ingen

ren kom gående igennem skoven. Han havde lige sagt op på host. Da hans forældre forbød ham det sted. Han forstod dem ikke, men en ting savnede han i sit liv, og det var venner. For han havde ingen venner overhoved. Han drømte om at blive en god læge, ligesom din far, så han kunne gøre sine forældre stolte, men det syntes han nu ikke han kunne, da han ikke kunne læse eller skrive helt endnu. Han satte sig under et træ og tog sin skrivebog frem, som han havde fået af sin mor, så han kunne øve sig i at skrive

Dion kom gående i hans egne tanker, han var iført en sort frakke som var lukket helt til op til halsen. Han gik med hænderne i lommerne og havde høretelefoner i ørene, han hørte animal i have become også lidt fordi at han jo også selv var et dyr, han var jo tekniskset en ulv i menneske skikkelse men det tænkte han ikke specielt meget på udover når han gik i skoven eller jagede dyr herude i sin ulveskikkelse. Han satte sig nu ned ved et træ og tog sit ene ben tæt op til sig og lagde den ene arm over den og kiggede nu bare kort rundt for at se om han kunne spotte nogle andre ''personer''

ren så ned i sit hæfte, han ville så gerne være læge, så han måtte hellere få øvet sig. Men det tog jo sin tid, og han hørte nogen i nærheden. Han lagde sit hæfte i sin frakkelomme, og rejste sig op og så rundt. "Hvem der, jeg kan fornemme nogen" sagde han og så rundt. Han ville sikre sig, at ingen angreb ham, eller at andre blev angrebet. Han hoppede op i et træ, for bedre at kunne se rundt.

Dion lagde ikke mærke til nogen men hørte nok at bladene rislede mere end normalt ovre ved en af træerne. Han rejste sig hurtigt og tog høretelefonerne ud og sagde "jeg er ikke ude på at angribe nogle jeg er fredelig i alle tilfælde" og stoppede et kort øjeblik og sagde stille for sig selv "næsten" og smilede, han prøvede at holde overblik over hvpr personen kunne sidde, han vendte og drejde sig i alle retninger og måske også ligefør han stod på hovedet for at se om personen skulle være dernede

ren holdt sig skjult, men hoppede så ned, da han ikke kunne fornemme fare ved den fremmede. "Hvem er De" sagde han koldt,men huskede så sin tone. "MEner hvad vil De her ude, på denne tid af døgnet" sagde han blidt og høfligt. han så på den fremmede, og kunne ikke finde ud af hvad race han var, mest fordi han ikke var så god til at spore racerne hos folk endnu

Han kiggede lidt på den lidt yngre herre der hoppede ned fra træet, han snuste lidt og rynkede kort på næsen, hvilken stank det dog var, der var ingen tvivl det var en en Dæmon. Han lyttede til hvad han havde og at sige og svarede så "Mit navn er dion og jeg vandre bare herude for stilhedens skyld og fordi at jeg ikke havde andet og at give mig til, hvad med dig unge mand" og smilede til ham.

"Mit navn er Ren Inuyasha Rose, Jeg er gået her ud for at kunne skrive.. ser De..jeg er først nu ved at lære det, har ikke haft nogen før, som der kunne lære mig det" sagde han og satte sig ned og tog sit hæfte frem igen. Han begyndte igen at øve i at skrive, selvom han syntes det var svært. "Hvad race er De?" spurgte han

Han stod bare og at lyttede til hvad den unge herre havde at sige og kunne ikke lade være med at give et lille grin fra sig som han delte med sig selv. Han kiggede lidt underligt på ham da han spurgte til race, han svarede da blot "Jeg er en animagus af den fineste rase" meget stolt og kiggede på hans hæfte hvor der stod mange meget nemme ord i som faktisk ikke havde nogen speciel betydning for ham men som Dions far altid havde sagt "Lad barnet"

Jeg er en lyn og ild dæmon.. det ser nok underligt ud at jeg skriver disse ord, men som jeg sagde.. så har jeg aldrig gået i skole og derfor ikke lært at skrive og læse, så mine forældre gav mig nogle hæfter, og så vil min far træne mig til at blive en dygtig læge som han også er" sagde ren og skrev siden helt ud.

Han satte sig ned ved siden af ham og sagde "læge, hvorfor?" og kiggede spørgende på ham, og kom så hurtigt med endnu et spørgsmål "har du overvejet aftenskolen lige 5 kilometer væk fra lejlighederne inde i midtbyen" og kiggede meget spørgende på ham. Han rettede nu blikket op mod himlen og beundrede stjernernes position og hvor klart at månen skinnede den aften.

Det har jeg ikke råd til" sagde han og så ned. Han lukkede flovt bogen. han smed den. "Jeg kan ligeså godt opgive det.. hvor store chancer er der ligefor at jeg kan blive læge.. ja jeg kan heale.. men en læge skal kunne mere" sagde han og sukkede og så mod himlen

Han kiggede på ham med et undrende blik og sagde "det er ikke mig der skal beslutte din fremtid, hvis du gerne vil være læge skal du følge det" og samlede hans hæfte og gav ham det. Han kiggede vidre på ham "jeg valgte at være skovløber da det passer til mig og min ulveform" og kiggede indgående på ham og for at se om han forstod hvad han prøvede at fortælle ham.