I can't take it ~ Dion

S: Skoven
T: middag
V: varmt
O: træer

Det var snar middag, og Amalie havde allerede fået mere end nok af skolen, men det var stadig nogle timer til hun vil ha fri. Hun sukkede dybt. Hun stod uden foran døren til næste klasse, men skulle hun gå der ind? Hun bed sig nervøst i læben. Hun vidste alligevel godt hvad det ville ende med hvis hun gik der ind. Hun kunne ikke, hun var allerede brudt næsten helt ned i dag, men hun plejede altid at være til alle sine timer? Stefan, en af drengene fra klassen, kom gående hen mod hende. Han var en af dem som mobbede hende, hvem moppede hende ikke fra skolen af? det var et svært spørgsmål at svare på, men ledte man længe nok, ville man nok godt kunne finde en enkelt person.

Amalie bed sig hårdt i læben da han nu næsten var helt henne ved hende. Det var ikke til at vide hvad han ville hende, hun var ikke helt sikker, ud over at det han ville ikke var noget godt. Inden han nåde at åbne munden og sige noget som helst, havde hun vendt sig om, og begyndt at gå væk fra ham. Hun gik direkte mod udgangen, og kom dog også udenfor, men mærkede så en hånd på sin skulder. Hun vendte sig hurtigt om, og så ind i Stefans ansigt, som havde et lusket smil om munden. "Når, og hvor skal du så hen af, ludder?" spurgte han. Amalie så ned i jorden. "Ingen steder" mumlede hun lavt. Hun hørte Stefan le af hende. "Når, er det derfor du har så travlt?" lo han hånligt, og strammede grebet om hendes hånd. "Slip mig Stefan" pev hun lavt, men han lod ikke til at høre det, eller også lod han bare være med at gøre som hun bad om, hvilket var mere sandsynlig. Han tog fat i begge hendes arme, så hun slet ikke kunne bevæge sig, så han kunne gøre med hende hvad han ville nu. Hun kunne mærke sit hjerte som bankede rædselsslagent i hendes bryst. Stefan så på hende, og lo så. "Du er bange for mig?" han slikkede sig rundt om munden. Amalie sagde ham ikke imod, men hun gav ham heller ikke ret i det. Han smilede bredt, men så så op, og så hen mod døren som åbnede sig. Han slap Hurtigt Amalie da det var en af lærerne som var på vej ud. Han smilede uskyldigt til læren, og gik så ind i bygningen igen. Han så efter Stefan, og så så på Amalie med et venligt smil, men gik så ind igen. Amalie så efter både Stefan og læren. Hun burde gå ind til time, men hun turde ikke rigtig, for hvad kunne Stefan ikke finde på efter skolen sluttede? Hun bed sig i læben og sukkede, men satte så kursen md skoven hvor hun regnede med at kunne være alene for en stund.

Hun gik et godt stykke ind i skoven, ligeglad med om hun kunne finde ud igen, lige nu. det slog hende ikke at hun ville kunne fare vild, men lige nu ville hun bare prøve om hun kunne flygte fra omverdenen. Hun kunne mærke at hendes øjne var begyndt at prikke, hvilket var et tegn på at der snart ville komme tåre. Han sukkede tungt, og satte sig så med ryggen op af et træ, og slog armene rundt om benene, og lod så endelig sine tåre få frit løb. Hvorfor skulle folk mobbe hende? hvad havde hun gjort for at fortjene det her? Hun havde intet gjort dem, men alligevel var det hende det hele gik ud overe, men hvorfor.

Dion nød sin dag i skoven han gik nede langs søbredden . Dion var iført et par jeans og bar overkrop som var veltrænet, trods han boede i skoven var der mange ting man kunne træne med, Dion var i sin menneskeform, det var første gang i lang tid han havde været i den skikkelse, så på en måde var det en befrielse og at slappe af i musklerne efter at transformere sig om til en af sine forme.

Dion besluttede sig for at gå længere ind i skoven hvor han nu mærkede vibrationer i jord overfladen, han kunne mærke meget pågrund af hans ulve og slange forme, han besluttede sig for i ren sikkerhed at transformere sig til sin ulveform, sog satte så i løb langs skovbredden som han kendte bedre end hans egen bukselomme efterhånden, han havde trodsalt boet der i snart 3 år.

Han nåede nu området hvor personen var og stoppede lidt før personen, han lugtede lidt efter, det kunne jo være han kunne spotte hendes race, han genkendte lugten hun var et menneske, ingen speciel fare for ham, så han transformerede sig om til menneske skikkelse og gik hen mod hende, han så at hun gred, han spurgte hende "Hej, hvad er der galt" og kiggede spørgende på hende og gik hen mod træet foran hende " har du noget imod at jeg sætter mig her" og pegede ned foran træet og smilede venligt til hende.

Amalie kunne meget svagt høre noget, men var ikke helt sikker på om det bare var noget hun bildte sig ind. det kunne sagtens være et dyr hun hørte. Hun tvivlede å at det var en anden person, og lod derfor vær med at kigge op, men da en stemme ramte hende, så hun op med et ryk, og et bange blik, som var hun lige blevet slået. Hun snøftede en enkelt gang, og tørrede tårnene væk fra sin kinder, og så så ned i jorden igen. "Ingen ting" mumlede hun med en meget lav stemme. Hun sad stadig med armene om sine ben, og stirrede lige ned i jorden. Hun bed sig kort i læben da han spurgte om han måtte sætte sig ned. "Gør som du vil" mumlede hun lige så lavt som før, og tog en dyb indånding og pustede langsomt ud igen. Hun lod sig selv få lov til at kigge op på den fremmede mand som stod lige over for hende. Hun betragtede kort hans bare mave, og rødmede let ved synet. Hun så hurtigt ned igen, ikke sikker på hvordan hun skulle forholde sig til ham. Han så meget godt ud måtte hun indrømme, men hun var bage for hvordan han ville være over for hende. Lige nu virkede han dog flink nok, men man kunne jo aldrig vide om han var sådan en som fik folk til at stole på dem, og så bare dolkede dem i ryggen. Hun bed sig hårdt i læben, og stirrede direkte på en bestemt lille sted på jorden. Hun prøvede at lade som om hun stadig kun var alene, men vidste godt at det ikke var tilfældet lige nu. Hun sukkede kraftigt, og så så op på manden i smug.

Dion lyttede til hvad hun sagde, men det var dog en smule svært da hun mumlede så lavt, men han forstod det da og satte sig ned foran hende ved det andet træ og sagde så " jeg tror ikke på at der ikke er noget galt, sådan som du sidder, du kan trygt fortælle det, og så kan det måske være at jeg kan hjælpe dig" og smilede bredt til hende

Dion lagde mærke til at hun blussede lidt op i kinderne, da hun så hans overkrop og tænkte *ja, pigerne elsker den, som sædvanligt* og kiggede så rundt i skoven for at sikre sig der ikke kom andre væsner, da han selv var en meget svag race i forhold til alle de andre ting der lurede i denne skov, men der var ingen at spotte i miles omkreds. Dion sagde så " mit navn er Dion, jeg er en formskifter" da det måske ville gøre hende mere tryg hvis han fortalte hvad og hvem han er.

Hun betragtede stadig jorden, men hørte godt alt hvad han sagde til hende. Hun sukkede svagt. Usikker på om hun skulle fortælle ham det, eller ikke. Det var jo langt fra sikkert at han ville hjælpe hende med hendes problemer. Hun rystede kort på hovedet, og så op på ham. "Nej, der er ikke noget galt." sagde hun igen, med en højere stemme end før. Hun kiggede dog ned i jorden igen, da hun var for genert til at kigge på ham.

Hun sad lidt, og lod bare tankerne flyve, hen på alt det gode, og intet af alt det andet, da hun pludselig blev hevet ud af sine tanker da manden foran hende snakkede til hende. Hun så op, og mødte hans øjne. Så hans navn var altså Dion. Hun smilede for sig selv, da et nyt navn, med de samme bogstaver dukkede op i hendes hoved. Hun behøvede kun at bytte rundt på to af bogstaverne. *Han kunne lige så godt ha hedet Dino* lo hun i tankerne, men han ville nok ikke blive så glad for at hun kaldte ham det, eller det vidste man jo aldrig, men hun turde slet ikke at prøve på det. Hun nikkede i stedet for kort til det han sagde. En formskifter? Hun så en smule undrende på ham. Hun havde hørt o sådanne, men vidste ikke at de fandtes. *Tager han bare pis på mig lige nu?* tænkte hun, og sukkede. *Selvfølelig gør han det Amalie.* Hun nægtede faktisk at ro på ham. Man kunne sagtens se på hende at hun ikke troede på ham. "Okay. Mit navn er Amalie" sagde hun igen meget lavt. Hun bed sig i læben. Forbandede folk som havde fået hende til at blive sådan her. Hun ville ønske at hun var mere åben, og ikke så tilbageholdende, men det var faktisk svært når hun havde været lukket inde i en skal i alt for mange år snart, og aldrig rigtig kom ud af den, og nu var det næsten umuligt.

Dion sad bare og så på hende og afventede hendes reaktion på at han var en formskifter, og ganske rigtigt hun troede ikke på ham, efter sådan han kunne tolke hendes ansigtsudtryk, han tænkte *nogle gange ville jeg ønske at jeg bare var en tankelæser, men hvis hun ikke tror mig, så kan jeg da bevise at jeg er en formskifter*

Dion rejste sig op og strak kroppen ud, hans holdning blev nu anderledes, og hans hænder var nu poter, og han stod på alle fire, og formskiftningen var nu næsten færdiggjort, hans hale kom nu frem og slog fra side til side, og han havde fået ulve hoved, og nu stod der en fin mellemstor han ulv der i stedet for Dion, men det var jo trods alt stadig Dion, bare i en af sine andre forme, han satte sig ned og kiggede bare på hende og hylede meget forsigtigt, for at skaffe hendes koncentration.

Hun så kort op på ham da han rejste sig op. Hun så ned igen og sukkede. selvfølelig ville han ikke blive. Han havde garanteret meget anet han kunne tage sig til end at være sammen med hende. Hun bed sig i læben, men hørte ikke at han gik sin vej. *Han er nok bare meget let på tæerne, så man ikke kan høre ham når han går* prøvede hun at bilde sig selv ind. Hun sad lidt og lod igen sine tanker flyve, da hun hørte et forsigtigt hyl? Hun så op, og spærrede øjnene op da hun så en ulv side foran sig. Hun rykkede automatisk så langt tilbage hun kunne komme, det var dog ikke ret langt, da et træ var i vejen. *Dumme træ* skændte hun i tankerne. Hun forbandt ikke lige Dion med dette dyr her. Hun havde ikke lagt mærke til at han var skiftet form. Hun sad bare og stirrede på ulven, og ville gerne ha at den bare skulle forsvinde igen. Ja, hun var bange for den, og den vil nok også nemt kunne opfatte hendes frygt, og så ville den angribe hende, og dræbe hende. Det var hun næsten sikker på.

Dion stod nu bare i sin ulve form og lagde hovedet fra side til side og tænkte * hvorfor opdagdede hun dog ikke at jeg skiftede form, jeg kunne jo bare skifte tilbage, så ville hun da opdage at jeg ikke løj*

Han skiftede nu tilbage i samme rækkefølge som han skiftede til ulven i, han stod nu tilbage i sin mennesk form igen, det var dog lidt udmattende at skulle forvandle sig to gange i træk, han sagde så til hende "tror du på jeg er formskifter nu" og smilede til hende og sagde "du skal ikke være bange, jeg gør ikke en flue fortræd" og holdt en længere pause og sagde " med mindre den angriber først" og smilede nu bredt.

Amalie blev ved med at se lige på ulven. Hun flyttede ikke blikket fra den på et eneste tidspunkt, men den så ikke ud til at ville angribe hende? Hun forstod det ikke helt, for plejede ulve ikke bare at angribe folk? Hun spærrede forbavset øjnene op da ulven forvandlede sig til Dion. Hun nikkede langsomt til det han spurgte hende om. hun troede på ham nu, men alligevel fandt hun det som o m det stadig ikke kunne passe det her. var hun blevet skør siden hun så en ulv forvandle sig til en mand? Hun nikkede igen til det næste han sagde. "Okay" sagde hun så bare. Hun var ikke sikker på at han ikke ville gøre hende noget. Hun kunne ikke bare lige stole på en fremmed person sådan uden videre. Det var meget imod hende, også selvom han havde fortalt hende sandheden før med at han kunne forvandle sig til et dyr. Hun var dog ikke så bange mere, men hun havde en smule svært ved at synke denne oplevelse her. Hun fandt den for urealistisk.