It's Peanut Butter Jelly Time! (xxx)

Sted: Gågaden :: På en café.
Omgivelser: Valentin og andre folk der har valgt at gå en tur i byen-
Tid: Ingen der helt præcist ved, udover at man ved det er hen på aftenen.
Vejr: Mørkt, klar himmel med sne fremme, som er faldet for længst.

Det var ikke alle som var rejst for kun at komme væk fra julestemningen. Men Valentin var en af dem. Han havde været væk hele juleaften uden og tænke så meget på at fejre julen. Han havde ikke engang givet sig selv en gave eller muligheden for at komme ind i den stemning der er d. 24. december som for længst var over efter hans egen mening. Men herren selv havde andet i tankerne, han kunne ikke bare slappe af og strejfe rundt som han altid havde gjort gennem sit liv. Da han ikke kunne se sig selv mere leve på gaden og ingen penge have. Efter at han havde fået slæbet sine kufferter og tasker med sig som han nu kunne have på sig forlod han banegården. Og gik direkte mod Terre, Di morga, også kaldet gågaden. Nogle folk kiggede på ham mens at han havde gået fra banegården, da han havde været med tog som mennesker kaldte for transport. Rigtigt kunne han bare have løbet hele vejen.. men han havde lidt udnyttet andre opfindelser på rejsen som han aldrig havde troet at han ville komme til efter at han var blevet forvandlet og ikke længere var et levende individ.

Valentin havde rent faktisk været ude at shoppe stort ind! For en gang skyld! Nu ejede han noget og kunne ikke længere kalde sig for en "fattiglus". Han fortrak i sin ene mundvige i et skævt smil mens at han tænkte tilbage på rejsen som var blevet til en succes. Han sad på en café inde i gågaden, alene ved et bord, mens at der var andre til stede hvor de bare sad ved andre borde.
Han havde fået en kaffe stillet på bordet, som han nippede til med den ene hånd. Hans kufferter og tasker lå oppe i hans nye lejlighed som han kunne kalde for et hjem. Der var ikke mere han behøvede at gøre for at forbedre sig. Ikke af hvad han selv vidste. Nu nød han bare aftenen som den var, med sin kaffe.

Andrei havde ligefrem haft det svært med at vende sig til livet som vampyr, også selv om han kæmpede hårdt for ikke at drømme sig tilbage til sit menneskelig liv. Før i livet havde han haft en grund til at gå ud om natten, ligefrem stikke af hjemmefra og nyde friheden en lille smugle.. nu gik han bare ud i natten, fordi han ikke kunne komme ud om dagen. Han kunne ikke lade være med at elske vinteren af denne grund, fordi solen stod sent op og gik tidligt ned. Han viste ikke engang hvordan han skulle tage det når det blev sommer, næsten ligefrem være låst inde et eller andet sted.
Han havde denne aften gået ned på gå gaden, selv om det var ret så svært at være omkring alle de bankende hjerter og pulse. Hans hjerne prøvede ligefrem på at tvinge ham, til at sætte sine tænder i alt som gik forbi ham. Duften af mennesker og de andre væsner, som gjorde at han knap nok kunne tænke. Han kunne ikke lade være med at føle sig skør en gang imellem, endda en gang imellem helt tosset over at have en sådan sult over at bare lugte andre personer.
Han kom ikke særlig langt ind på gå gaden, før han fik øje på et velkendt ansigt siddende inde på en café. Et smil kom hurtigt frem på hans læber, mens han ligefrem skynde sig ind af døren.
Hans halv røde blik beundrede ligefrem manden, som han aldrig ville glemme i hele sit liv. Det var jo heller ikke ligefrem fordi han havde lyst til at glemme ham, han havde ikke lyst til at være en af de vampyr som ikke kendte til sin skaber. Han var derfor heldig at han kendte sin skaber, og det var ingen mindre end den mand som sad på caféen.
Han gik bare over mod ham med rolige skridt, mens smilet forblev på hans læber "hvad laver du her?" spurgte han om og satte sig bare overfor ham.

Valentin rynkede sin næse da en bekendt lugt strejfede hans næsebor, da en fyr endt med at sidde foran ham, ved bordet hvor han sad. Vidste han straks hvem det var.
"Hvor skulle jeg ellers være.. og lave i det helet taget?" spurgte han med et mindre grin der ikke lød af meget for ikke at vække opmærksomhed. Ham og Andrei var jo de eneste vandrende lig i caféen.
Valentin kiggede på ham med et fast blik "Det er ikke fordi jeg gemmer mig så meget, at jeg ikke kan gå et sted hen som denne café", sagde han så med en blid tone stemmen mens at et smil dukkede frem rakte han sin ene hånd mod hans skulder for at give et blidt skub med håndfladen.

Valentin rømmede sig inden at han fortsatte med at sige noget
"Havde du en god aften i går?", uden at han vidste om han kom godt fra det, Valentin var ikke god til at deltage i sådan noget som jule aften. Desuden ville han generelt vente med at fortælle Andrei at han havde skaffet en lejlighed også videre når der var tid til det og plads.. Han havde fået råd til andre ting som han ikke kunne få tidligere hen.

Han syntes i al fald ikke at det skulle være nu og her når de befandt sig et offentlig sted hvor der var flere mennesker end dem. Der var faktisk en masse ting han ville fortælle Andrei så han ikke rigtig selv kunne finde rundt i hvor han skulle starte. Han havde håbet på at Andrei ikke var sur på ham, over at han ikke var til at finde nogle steder, Jule aften.
Men det måtte tiden vise. Han så bare på Andrei mens at han ventede på et svar eller lignende. Af og til førte han sin kaffe kop op til munden for at tage en tår, som var bedre end ingenting. Selvom lysten til blod var stor. Maven knurrede lavt, men han kunne jo ikke bestille blod.

Han kunne ikke lade være med at trække på sine skulder, da han virkelig ikke viste hvad man kunne lave. Han viste ikke engang hvordan han en gang imellem fik sine nætter til at gå, nogle af dem virkede da også som en evighed. Han tog dem bare som de kom, og var bare glad når han kunne komme ud på gaderne igen "det ved jeg endelig ikke" sagde han med en tænkende tone i sin stemme.
Han lag sit hoved lidt på skrå og gav et lille grin fra sig, da han mærkede det lille skub. "synes ellers du er ret så god til at gemme dig.. men plejer heller ikke at tjekke alle caféer ud" sagde han helt ærligt og lag sine arme på bordet, mens han lænede sig lidt frem mod ham. Han viste ikke engang om det var en god idé at fortælle hvad han havde brugt sin jul på, viste ikke om han ville blive glad for at Andrei havde brugt den sammen med en blanding væsen af elver og engel.
Han kunne ikke andet end at håbe af duften havde forsvundet fra hans tøj, og bare efterladt den normale duft af Andrei "tjo.. den var meget hyggelig" sagde han og vende kort sit blik ned mod bordet, før han så op på ham igen. Han havde vel ønsket et eller andet sted at se Valentin den dag, men aftenen efter.. var vel lige så god? eller tæt på "hvad med din?" sagde han og betragtede bare vampyren mens han drak af koppen "siden du ikke brugte den med mig" sagde han og var ikke engang sikker på om den vampyr holde jul, eller om andre vampyr end ham selv overhovedet gjorde det?

Valentin sukkede lydløst inden at han smilede "Tror ikke det ville have været.. hyggelig at holde den dag med mig.. jeg er gået fra sådan nogle offentlige traditioner.. selv valentins dag .. nytårsaften..." sagde han stille og roligt, mens at han holdt øjenkontakten og stillede sin kop der nu var tom ned på bordet. Det var nu ikke fordi han kunne lide kaffe.. Faktisk så hadet han den drik. Men der var ikke andet som kunne friste ham mens at han var på café. Han kunne overfalde et menneske.. og trække det med udenfor hvis det var det.. Men han prøvede at opføre sig ordentlig. Desuden havde han også blod poser på sig ..

*Måske en lille en*, tænkte han og førte sin ene hånd ned i sin ene bukselomme, på sine bukser.. der var nye. Splinter nye! Ikke for så lang tid siden begyndte Valentin at lave sådan nogle poser.. som han bare kunne drikke af.. I stedet for at han skulle til at tænke på og dræbe et offer for hver dag.. Selvom det stadigvæk var fristende.. da frisk blod var det bedste.
Han rodet lidt i den ene lomme og pludselig trak han en plastik pose frem hvor der ikke var nogen fejl om hvad der var i posen. Nemlig blod. Det fyldte hele posen. Han åbnede den og hældte det i kaffe koppen efter at han havde set at der ikke var nogle tjenere i nærheden eller at andre kiggede over på dem. Han tog derefter koppen op til munden og tog en tår inden at han rettede sin opmærksomhed hen på Andrei igen.

"Jeg håber ikke at du har savnet mig alt for meget.." sagde han, blodet han havde haft samlet var faktisk hans eget.. Hvor han havde lavet få stykker af de poser han havde på sig. Valentin havde samtidig startet på et nyt hit der skulle skabe hans egen fabrik; At handle med blod poser,
til de vampyrer der havde brug for at have blod hos sig.
Han slikkede sig om munden inden at han sagde:
"Kom her hen og sæt dig.. Andrei" mens at han klappede på sit skød med sin anden hånd,
hvor han ikke holdt omkring koppen der var fyldt med en delikatesse..
Som et tegn på at knægten skulle rejse sig op fra sin stol og gå hen til ham.
Valentin tænkte nok at knægten også var sulten. Folk ville nok undre sig over at han lidt drak af sit eget blod.. men da han var ude at rejse.. kunne han ikke få sig til andet..

Der kom nogle lette grin ud mellem hans læber "hvorfor ikke? jeg hygger mig da ellers med dig, på normale kedelig dage" sagde han også selv om han elskede højtider, eller dem som han nu selv fejrede "heller ikke Valentins dag?" sagde han lidt undrende i det, også selv om det ikke var en ting som han selv fejrede.. måske fordi han aldrig havde haft en af fejre den med, udover hans mor som plejede at give ham chokolade "Valentin.. hvordan kan det være at du ikke fejre din egen dag?" sagde han og gav et til par grin fra sig, da han jo godt viste at det var en dårlig chok og alligevel kunne han ikke stoppe med at grine af det.
Hans smil forsvandt lige så hurtigt fra hans læber, da han fik øje på posen som Valentin hev op og ikke længe efter kom duften af blod. Det var ikke bare en duft af blod, men en duft som han kendte godt til. Han ville kunne genkendte den duft fra lang afstand, duften af Valentin's blod. Hans krop levede jo ligefrem op af den duft, mens hans øjne blev ved med at betragte manden foran sig. Han forsvandt næsten ligefrem ind i en drømme verden, som om hele verden gik i stå omkring ham og det kun var Valentin der bevægede sig.
Han blev bare hurtigt slået ud af verden, når han hørte hans stemme igen. Han rystede hurtigt på hovedet, for at komme helt tilbage til virkeligheden.
Han vende bare sit blik væk fra ham i et stykke tid, før han begyndte at smile igen "Nej, har kun savnet dig lidt" sagde han og viste at han ikke kunne lyv helt, men han kunne vel altid prøve på at lyve halvt? "men tror mere det dig som har savnet mig" sagde han kort tid efter, og måtte bare sige ham imod.
Hans øjne blev hurtigt store i det, når han blev bedt om at sætte sig i hans skød. Hans blik gled hurtigt rundt på de andre i caféen, da han var sikker på at de ville synes det var underligt. Det gik bare ikke længe før hans blik lå på ham igen, og han rejste sig lidt tøvende op. Det var jo ikke fordi han ikke havde lyst til at være i nærheden af ham, men han var bare bekymret om hvad andre ville tænke *stop med at tænk* sagde han flere gange inde i sit hoved, før han gik det lille stykke hen til ham "har du virkelig savnet mig så meget?" sagde han med et let grin på sine læber, og lag en hånd på hver af hans skulder.. før han svingede sit ene ben hen over hans skød, og satte sig bare til rette på ham.

Valentin svarede ham ikke med det samme, da knægten stillede spørgsmålet, med om han havde savnet ham lige så meget. *Typisk.. at han skulle spørge tilbage* tænkte han med et smil fremme på de blege læber der var kolde ligesom resten af hans krop, lige så kolde som marmor. Selvfølgelig havde han savnet den knægt. Men han ville bare ikke indrømme det med det samme.

"Nu må du ikke blive skuffet.." sagde han med et glimt i øjet. Han vidste ikke om Andrei kunne se det i blikket med at han bare havde sagt det for sjov. Han var lidt i drille humør. "Men du er jo min .. baby nu og vil altid være det no matter what.. og derfor kan jeg ikke andet... end at savne dig .. hvis jeg har et ærinde", sagde han og lagde tryk på ordet 'baby' . For at drille Andrei. Inden at han førte sin kop hen til ham da knægten endelig sad på hans skød
"Hvis jeg kender dig ret.. er du sulten.. Men det er det eneste jeg lige kan skaffe.. uden at vi vil blive opdaget på den font". sagde han mens at han holdt koppen foran ham.
"Jeg har kun taget et par tår af den.. og regner med at du tager resten".

Han ville helst have at Andrei var mæt. Så kunne han selv finde ud af noget andet når de forlod caféen - "Og bagefter er der noget som jeg vil fortælle dig.. men vi skal væk her fra først.. det er faktisk nogle gode nyheder... jeg har.. tror jeg", sagde han med et bestemt nik, mens at han sad stille på stolen, da Andrei ikke skulle ende med at tabe koppen hvis han tog imod den. Måske var det mærkværdig at han havde bedt Andrei om at sætte sig på hans skød? Men han ikke umiddelbart tænkt sådan over det.
Men hvad fanden? Han ville ikke til at bruge så meget energi over det, når han kunne lide Andrei. Han vidste ikke om der var nogen der kiggede på dem. Men han var også ligeglad når han var sammen med knægten. Han gjorde hvad der passede ham. Det burde Andrei også have forudset for længst. Men han forstod det nok også, ellers ville knægten nok ikke have sat sig på hans skød alligevel.

Han viste ikke om han skulle blive sur eller smile af det han sagde, han hævede bare sit ene øjebryn mens smilet var på hans læber "din baby? ærinde?" sagde han med en forvirret tone i sin stemme "jeg er altså ikke nogen baby" sagde han og viste godt at han var barnlig, men ikke ligefrem at han blev betragtet som en baby. Han slog ham blindt i panden med en flad hånd "så vil du måske også have at jeg kalder dig far? farmand" sagde han også selv om det lød helt forkert i hans øre, at overhoved sige sådan noget til Valentin. Han blev næsten ligefrem mundlam da han fik overrakt koppen, og duften af blodet hurtigt røg igennem hans næse.
Han tog glædeligt imod den i sine hænder, og lod sit blik ryge ned i den røde væske i koppen "altid sulten.." sagde han og vende sit blik op mod ham igen "når jeg er i nærheden af dig" sagde han mere stille i det, og kunne ikke gøre for at hans duft var så fristende for ham. Han bed ham jo med glæde hele tiden, men viste også at det ville være dumt sådan et offentligt sted. Han trykkede kort sine læber mod hans kind, som et lille tak for at han måtte få resten. Han tog bare hurtigt koppen op mod sine læber, som et barn ville gøre med et kop kakao. Han havde ligefrem et kæmpe smil på sine læber imens, og hans øjne strålede bare mere.. når han begynde at smage den røde væske. Han holde bare sit blik mod hans, for at vise at han lyttede efter på hvad han sagde imens.
Han tog først koppen modvilligt væk fra sine læber, når han var sikker på at der ikke var mere i. Hans øjne gled i mens han slikkede indersiderne af koppen af, og satte den forsigtigt over på bordet. Hans stemme havde mest lyst til at fortælle at han ville have mere, men han holde denne stemme tilbage i sig.
"nyheder?" sagde han lidt spørgende om, og vende sit blik mod ham igen "hvis du er en kvinde i virkeligheden.. så er det ikke en god nyhed" sagde han og gav et let grin fra sig.

Valentin smilede, mens at han så på knægten drikke af koppen. Han fik det godt af at se Andrei tage det sådan til sig. Og af en eller anden grund var han bare selv kommet i godt humør? Han syntes ikke at han lød så trist som han plejede af hvad han selv mente..
Men folk kunne have en anden mening. Valentin hævede lidt det ene bryn da han mærkede noget blødt.. et kort strejf af knægtens læber mod hans kind. Han havde ikke noget imod det, han blev bare overrasket positivt. "Hvis du er ordentlig.. kan du få noget senere.." sagde han angående med hans eget blod.

Han vidste ikke helt hvad han skulle sige over at høre de få sætninger fra Andrei det med at han havde sagt at han altid var sulten når han var i nærheden af ham.
Men der var vel heller ikke noget at sige til det, efter som det var ham der havde forvandlet Andrei. Fået ham ind i processen hvor knægten endt med at fuldføre transformationen. Han kunne ikke lade være med at fnise lidt over at den måde de snakkede til hinanden på som om at de var en far og søn. Han rømmede sig mens at han nikkede til at det var rigtigt, at han havde nogle nyheder at fortælle, inden at han rynkede næsen over det Andrei sagde hvis at han var en kvinde var det en dårlig nyhed. Han grinede så kort tid efter

"Jeg er ret sikker på at jeg er en mand.. det ved du vel også mens at du sidder på mit skød.. ellers må du mærke efter.." sagde han med en drillende stemme, med et lumsk smil plantet på hans ansigt.
Han trak sig så svagt på skulderen. "Hmm.. Men Andrei.. en af nyhederne.. er at jeg ville fortælle dig at jeg har fundet et hjem.. Til os begge.. hvis du er interesseret"; det var den nyhed han ville starte med. Der var selvfølgelig mere han ville sige til ham. Men han ville se hvordan Andrei ville reagere på den første nyhed som han havde fortalt. Inden at han sagde andet.

Andrei prøvede på at tage det helt roligt over hans ord, også selv om han havde mest lyst til at lyse op af bare tanken om at få mere senere. Han ville nok også bare overfalde Valentin, hvis det var at han ikke måtte få det blod han gerne ville have. Han var ikke engang sikker på om han kunne leve videre, uden at få hans blod en gang imellem. Det var jo ligesom slik for ham, noget som han ikke havde lyst til at undvære i sit liv.
Hans blik gled bare langsomt ned mod hans skød, før han hurtigt så op på ham igen og rystede på hovedet "jeg ved hvad du er ude på!" sagde han og så på ham med et mistænksom blik i sine øjne "du vil gerne have jeg piller ved dig" sagde han og gav nogle få grin fra sig, før han lag sine arme rundt om nakken på ham "farmand.. man får da heller ikke sin baby til at røre ved en" sagde han og kunne ikke lade være med at grine let af det.
Han stoppede hurtigt med at grine, og hans kæbe begynde let at falde lidt ned af den nyhed han havde "et hjem?" hviskede han let i det og bed sig i læben, han havde ligefrem svært med at tro sine egne øre "vil du da gerne bo sammen med mig?" spurgte han stille om og havde mest lyst til at hoppe op og ned som et lille barn, om det var fordi at Valentin havde fået et sted at bo eller om det var fordi han gerne ville bo sammen med Andrei.. var han ikke sikker på.
"hvis du gerne vil.. vil jeg gerne" sagde han mens der begynde at komme et stort smil frem på hans læber, også selv om han prøvede på at holde det tilbage.

Valentin kiggede på ham og undlod at sige noget mens at han bare lyttede til hvad knægten sagde. Han bed sig lidt i underlæben inden at der lød en fnisen fra ham "..Troede ellers at jeg kunne få et skjult.. blowjob.." hviskede han til ham med et grin, så de andre mennesker der var til stede ikke kunne høre ham. Da der sikkert så ville komme en akavet stemning. Han lagde sit hoved en smule på skrå. Og hørte på knægten som stillede et spørgsmål som han ikke havde troet ville komme fra hans strube når Valentin selv lige havde spurgt knægten om han var interesseret. Han rystede kort på hovedet.

"Ellers havde jeg ikke spurgt dig.. Din tosse.." mumlede han lavt, så kun Andrei kunne høre ham. Han smilede og lod sin tunge spids glide ud for at slikke sin underlæbe, selvom det ikke ligefrem gjorde noget. Da meningen var at blød gøre den. "Hmm.. så vil jeg .. sige noget .. andet også", sagde han kort efter. Valentin vidste ikke hvordan han ville få det sagt.
"Vil ikke miste dig.. aldrig .. lige meget.. hvad der egentlig sker", kom det fra ham, mens at han så på Andrei. Det havde måske været meningen at han ville spørge knægten om at komme sammen. Men han vidste ikke rigtigt.. han kunne godt se det lidt for sig.. men igen så ville de begge to nok også have tilfredsstillelse af andre. Så han vidste det ikke helt, men Andrei skulle bare vide at han betød noget for Valentin. Han vidste ikke hvordan Andrei ville reagere.. og tanken havde strejfet ham om det var en god idé at han fik det sagt.. eller om det var en dårlig idé... Men nu havde han sagt det.

Han vende hurtigt sit blik væk fra ham, da han fik en lyst til at rødme af det han sagde. Han havde ligefrem lyst til at gemme sig væk, da han ikke helt viste hvad han skulle sige til det "Det skal du gøre dig fortjent til, før min mund kommer i nærheden.. af hvad end du har der nede" sagde han mens han vende sit blik mod ham igen, og pegede kort ned mellem hans ben.
Før han lag sin arm rundt om nakken på ham igen, han turde næsten ikke at se sig omkring på de mennesker som var der.. han var næsten sikker på at de sad og stirrede på dem, måske endda med de der brækkende blikke. Han prøvede på at være ligeglad, og holde derfor sit blik så meget på ham som overhovedet muligt.
"så vil jeg gerne" sagde han med et smil på sine læber, og kunne ikke komme i tanke om en anden person han havde lyst til at bo med. Han følte sig næsten ligefrem lykkelig, over at Valentin derfor spurgte ham om det. Han viste bare at han blev nød til at se, før han ville tro helt på at det passede.
Han kunne mærke hvordan hans knæ blev helt bløde i det, når han hørte hvad han sagde. Han havde nok aldrig troet at han ville høre det fra noget og slet ikke Valentin, det betød vel bare at Andrei ikke var helt en fiasko som skabning "du mister mig da ikke.. jeg vil hænge på dig, som et lille barn.. til du bliver træt af mig" sagde han med en kærlig stemme, og med et kæmpe smil på sine læber.. som afslørede de skarpe hjørnetænder i sin mund.
Han kunne ikke længere holde sig tilbage, og trykkede hurtigt sine læber mod hans. Selv om han altid havde været genert om at gøre sådan noget offentligt, så var han ligeglad lige der! han ville bare gerne mærke hans læber mod sine.

Inden at det var forsent for ham nåede han at sige "Ja.. du vil altid se ud som et barn nu.. med det udseende du har.. din hud vil ikke ældres.. men det vil din alder", sagde han stille som hvisken så folk igen ikke kunne høre dem. Det ville være forfærdeligt hvis der var nogen af menneskerne som var til stede hørte og fandt ud af at der var vampyrer på caféen. Så ville de få et problem.

Han lukkede sine øjne med det samme da han mærkede hans læber mod sine. Det var første gang for ham at han også kyssede med en offentlig. Han gengældte kysset og åbnede så sine øjne lige så stille. Han ville ikke stoppe øjeblikket men han kunne heller ikke helt lade være alligevel "..Men det er godt at vide.. at jeg ikke mister dig..knægt.." sagde han og førte sin ene hånd op i hans hår for at rode det til som om at Valentin kiggede på som en lille dreng. Han grinede lidt.
"Skal vi.. forlade stedet og gå hen til den lejlighed, vi kan kalde et hjem?", spurgte han hurtigt. De kunne heller ikke sidde på caféen hele aftenen. Valentin ville i al fald hjem og vise Andrei. Men han glædet sig til at vise den til Andrei.. Med hvor stor lejligheden var.. og hvordan den så ud..

"Lejligheden er bare ikke så stor.. den er stor nok til to personer.. som os to", sagde han lige efter at han havde holdt en pause med at snak. Han betragtede Andrei mens at det egentlig var som om at han havde glemt at der var nogen omkring dem.
"Men jeg håber at det er godt nok sted.. at slå ned.. ellers må vi finde noget andet". Han vidste ikke ellers hvad han skulle sige. Han havde aldrig været sådan før. Hvad gik der af ham? Valentin tænkte godt nok ikke over det.. Han vidste ikke om han var forelsket.. kunne en vampyr blive det, selvom ens hjerte for længst var stoppet med at banke?

Andrei viste ikke om han skulle være glad for at han aldrig ville blive gammel, altså skulle opleve at få rynker. Han ville heller aldrig få den mulighed at kalde sig selv en mand, som alle andre drenge fik lov til et tidspunkt i deres liv.
Han havde ligefrem lyst til at det kys skulle forsætte i en evighed, men det skulle jo slutte på et tidspunkt også selv om det fik ham til at give et brokkende lyd fra sig. Selv om han også bare begynde at smile af det, da han ikke havde noget imod at vise at han gerne ville kysse ham "jeg kunne anmelde dig for det der.... farmand" sagde han og rakte kort tunge af ham, og lag sine arme over krop. Han kunne bare ikke virke sur i det i særlig langtid, også alle de gange hvor han prøvede at virke sur på folk.
Han rejste sig bare op fra hans skød og gav et lille nik fra sig "jeg vil med glæde se det" sagde han og var ligefrem spændt på det, se hvor han skulle bo sammen med Valentin henne.
Han greb hurtigt fat i hans hånd og træk ham op og stå "jeg hjælper dig.. gamle" sagde han og gav et grin fra sig, kunne ikke lade være med at begynde at synes at det var meget sjovt. Selv om han nok aldrig ville se på Valentin som en far, så var det meget sjovt at drille ham med det.
"det er fint nok med mig.. jeg fylder ikke så meget" sagde han og var ligeglad med hvor de boet, det var vel bare dejligt at have et sted og kalde for et hjem. Han gik bare roligt ud af caféen, før han vende sit blik mod Valentin.. da han jo ikke ligefrem viste hvor de skulle hen.

Små brumme lyde undslap fra hans strube da han havde hørt hvad knægten sagde. Nok var han gammel inderst inde, men det følte han ikke! Han havde det som om at hans indre barn bare ventede på at blomstre. Desuden så han ung ud angående hans udseende.. Så det var ikke helt så tosset at føle sig som et ungt barn.. mere eller mindre som en teenager. Når han alligevel så godt ud... Det var i al fald af hvad han havde hørt. "Du er alligevel faldt for mig.. og jeg er ikke gammel..." mumlede han og smilede stort med et drilsk glimt i øjet. Inden at han tog imod hjælpen med at komme op at stå på benene. Han så lidt efter Andrei inden at han også begyndte at gå udenfor.

"Det er også derfor at jeg tænkte du ville være den perfekte at bo sammen med, når du er så lille, min kære ven", sagde han med en drillende tone i stemmen mens at han var kommet hen at stå ved siden af Andrei og han skubbede blidt til ham med skulderen da de var kommet ud fra caféen, så knægten havde minimal chance for at falde. "Kom med.. vi skal ikke gå så langt, faktisk er det her i nærheden", sagde han og smilede. Valentin tog fat om hans ene hånd i sin og flettede deres fingre ind i hinanden inden at han begyndte at trække Andrei med sig. De skulle bare gå et stykke hen af gaden til en anden gade hvor lejlighederne ville befinde sig.

Han var ligeglad med hvis nogen kiggede på dem, som de holdt i hånd. Han var bare .. lykkelig over at være i selskab med Andrei og han var samtidig glad for at ingen af dem var sure på hinanden mere. Alt var i den fineste orden.. af hvad det så ud til. Valentin kiggede nogle gange på Andrei med et smil plantet på hans ansigt, for at se om knægten kunne følge med. -
Andrei var jo stadigvæk en nyfødt vampyr. Han grinede lidt over episoden da han tænkte tilbage på da han mødte knægten for første gang på stranden. Selvom det ikke var så lang tid siden.

Andrei viste ikke engang hvad han skulle sige til ham, hans ord fik ham bare til at blive mere genert i det. Faldet for Valentin? havde han ikke selv tænkt over om han havde, han viste jo ikke engang hvordan det var at falde for nogen. Det havde han aldrig prøvet, så han viste ikke engang hvordan de følelser skulle være. Han kunne ikke lade være med at tænke over det, og prøvede bare at tænke sig tilbage til virkeligheden "du har faldet mere for mig" sagde han og viste ikke hvad han ellers skulle sige, udover at han mest havde lyst til at gemme sig langt væk et eller andet sted.
"du er ældre end mig.. så er du også gammel" sagde han og rakte kort tunge af ham, af ren drilleri.
Han vende hurtigt sit blik ned mod jorden, da han mærkede hans hånd i sin og kort tid efter var deres fingere flettedet sammen. Han tog bare blidt fat i hans håndled med den anden hånd, mens han fik et svagt smil frem på sine læber. Han var virkelig glad for at have mødt Valentin denne aften, og fået hørt den nyhed som han aldrig havde regnet med at høre.
"så du vil bare bo sammen med mig.. fordi jeg er lille? troet jeg betød noget" sagde han med en drillende tone i sin stemme, mens han langsomt fik vendt sit blik op mod ham. Hans blik blev hurtigt vent fra genert og til beundrende, over den mand som han holde i hånd med.
Han fulgte bare så godt han kunne efter ham, mens hans blik flere gange gled rundt på de mennesker som de gik forbi "glæder mig til at se vores hjem" sagde han og sende ham et stort smil.

Valentin kunne ikke finde på mere at sige lige med det samme i en drilsk tone, så de kunne fortsætte den slags sjov af jokes. Han slap stille knægtens hånd og stoppede op med at gå og trække i Andrei.
Han stillede sig så foran knægten så de stod overfor hinanden "Du vil også ende med at blive gammel.. glem nu ikke det", sagde han pludselig og rakte tunge derefter som om at han var fornærmet, selvom han ikke var. Han førte en hånd gennem sit blonde, lyse hår mens at han rettede sit blik ned mod sig selv. Det kunne ses på Valentin at han tænkte over noget, et smil kunne alligevel skimtes. Det var ikke fordi han var blevet trist eller noget.

"Sådan tænkte jeg først", kom det fra ham med et grin, han kunne ikke lade være med at fnise lidt over den sætning han kom med. *Typisk dig, Valentin*, tænkte han mens at han fugtede let sine blege, kolde læber. Han lagde sit hoved en smule på skrå, mens at han havde rettet sit blik mod knægten igen. "Det er sjældent at jeg har set sådan et forhold som vi har, mellem master og lærling", begyndte han og rømmede sig. Han trak sig svagt på skulderen. "Selvom jeg nok ikke bliver nem at bo sammen med, ville jeg også spørge om du ville komme sammen.. sammen", sagde han mens at han fast holdt sit blik på Andrei og kiggede dybt ind i hans øjne. Selvom hans egen havde en mørk farve der næsten kun betød tomhed for andre, men for Valentin var det hans rigtige øjenfarve og han havde et godt syn.

Faktisk havde han lige spurgt Andrei om at de skulle komme sammen.. selvom de ikke havde kendt hinanden så længe. Men Valentin måtte indrømme at han var faldet for ham. Og han ville gerne have at deres forhold kunne blive mere seriøst. Han havde fået det sidste kick til at spørge ham efter at han havde tænkt på at Andrei havde kysset ham offentlig.
Valentin kiggede bare på ham, mens at han ventede på hans reaktion.. det kunne ses på ham at han ikke var van til sådan noget, Valentin vidste ikke hvor han skulle gøre af sig selv. Han havde aldrig prøvet at føle sådan efter at hans liv tog en drejning.

Han stoppede bare hurtigt op da Valentin gik ind foran ham, og kunne ikke gøre andet end at smile af det han sagde. Han ville jo nok blive gammel i nogens øjne, hvis de en gang kom til at kende hans rigtige alder.. når der var gået nogle årtier "aldrig for dig.. du vil altid være mere gammel" sagde han og ikke kort tid efter ændrede stemningen sig helt, den blev helt seriøst i det.. mens de stod der foran hinanden. Han viste ikke engang hvad de lavede, da de jo skulle hen til lejligheden?
Han havde det også som om det tog en evighed, før han hørte hans stemme igen foran sig. Hans ord som gled igennem hans hoved, og fik næsten ligefrem hele hans krop til at smelte foran ham. Han havde ikke troet at han kunne blive mere overrasket denne aften, men det så åbenbart ud til at Valentin havde flere tanker at dele.
Hans ord lød som sød musik i hans øre, også selv om lysten til at gemme sig var stor. Han var så genert når det kom til det punkt, og havde aldrig troet at der var nogen der ville spørge ham. Han var vel ikke så spændende? en dreng, med alt for mange følelser inde i sin krop. Han kunne derfor ikke se hvorfor en fyr som Valentin, ville med en dreng som ham?
Han åbnede sin mund for at sige noget, men ikke et eneste ord ville komme ud mellem hans læber. Det var som om alle ord sad fast i halsen på ham, og de næsten ligefrem sagde at han kunne give op. Han gav lidt modvilligt slip på hans håndled, og strøg noget af det blonde hår væk fra hans ansigt. Han var næsten sikker på at han stod overfor den flotteste fyr i verden, og mon ikke alle stod i kø for at få en lille bid af ham?
Hans hånd lag sig forsigtigt på hans kind, før han gik stille op på sine tæer og trykkede sine læber mod hans. Han havde tvivlet på at få en kæreste, og at det slet ikke skulle blive hans skaber. Han træk sine læber en lille smugle væk fra hans, og et lille smil kom frem på hans læber "je.. jeg har aldrig haft en kæreste før" hviskede han og gav hans læber et par få små kys "men... ja" sagde han mens hans smil blev større på hans læber "jeg vil gerne være din" sagde han og kunne bare mærke den glæde som angreb hans krop, og fik den til at blive lykkelig i det.

Valentin svingede sine arme rundt om knægten med det samme, da han mærkede hans hånd på kinden, sin blege kolde hud. Han lukkede sine øjne halvt et sekund og kiggede på ham ud af øjenkrogen da han blev kysset. Valentin gengældte kysset så hurtigt han kunne. "Har.. heller ikke haft en kæreste før.. men vil godt ind i et forhold.. hvor det er sammen med dig", sagde han, mens at han så på ham. "Jeg vil også være din", kom det fra ham. Valentin vidste ikke om han havde sagt noget der ikke gav mening. Men Andrei skulle bare vide at han følte det samme. Og mere var der ikke i det. Han havde ingen problemer med at sige hvad han følte mere..

Det var Andrei der havde fået ham til at se anderledes på verdenen.. hvis man kunne sige det sådan. Personen som han var før, var en del negativ. Det var han også i forvejen med andre ting, men angående kærlighed havde det taget en drejning. Han trykkede sine læber mod hans i et kys med passion mens at han trak Andrei ind til sig i et kram. "Havde.. åbenbart mere lyst til at sige det her.. end når vi nåede frem til lejligheden.." mumlede han lavt mod hans læber, mens at han holdt kysset. Et skjult smil kunne skimtes på hans læber. Da det havde været en plan for længst at han ville spørge Andrei om at komme sammen.
Han var rigtig glad for at de følte det samme.. Det havde gjort at det ikke var så svært at sige.. også alligevel.. Valentin havde ikke gjort det som en gentleman.. som en hver kunne have gjort med at have sat sig ned på knæ med en rose i den ene hånd eller lignende. Han havde bare stået foran Andrei og sagt det lige ud..? Men så kunne han jo finde sin gentleman side frem på andre tidspunkter.

Andrei var ikke sikker på om han skulle tro på det Valentin sagde, hvorfor havde han ikke haft en kæreste før? Andrei var jo overbevist om at alle ville have Valentin, så han ligefrem kunne vælge mellem alle dem som ville have ham. At folk på knæ foran ham, og næsten ligefrem ville tvinge ham til at tage dem. Han kunne derfor ikke føle sig mere heldig end der, at han havde fået Valentin som kæreste. Det var sin som om der var en lille fugl der sang det ind i hans hoved, og han havde det stadig svært med at tro på det.
Folk havde ligefrem stoppet op og stod bare og stirrede på dem, nogle med mere glade ansigter end andre. Måske fordi nogle af dem mente at det var forkert, forkert når to drenge kyssede hinanden. Andrei var bare ligeglad der! han var jo lykkelig, da han jo nu kunne kalde Valentin for hans fuld ud. Nu var han ikke længere bare hans skaber, men var meget af hans liv også.
Han lag sine arme tæt omkring hans nakke, mens han bare forsatte kysset "det er okay" hviskede han med sine læber mod hans, og var bare glad for at Valentin havde spurgt ham. At de virkelig havde haft de samme følelser for hinanden, og ikke bare Andrei som havde haft skjulte følelser for sin skaber.
"jeg elsker dig" hviskede han forsigtigt, og blev helt overrasket over at ordende kom så galt ud mellem hans læber. Han havde ikke sagt disse ord til nogen anden før, ikke engang hans forældre havde kunne få de ord ud mellem hans læber. Han kyssede hans læber flere gange, før han træk sit hoved væk og smilte stort til ham "du vil altid være min" sagde han og kyssede hans kæbe en enkel gang

Det var sandt, - Ikke løgn og latin, af hvad han fyrede af fra munden. Hvorfor skulle han lyve om sit privatliv? Han havde aldrig haft en kæreste før? Og hvis han havde været forelsket havde han alligevel ikke tænkt på at komme sammen med vedkommende.
Andrei var den første som han ville komme sammen med.
Den eneste grund eller.. ikke lige frem den eneste.. men han havde kunnet gå så langt til sidst og tænkt at han elskede Andrei højt og inderligt.. og dermed ville han anerkende det.. Der var flere grunde til at han også var faldet for knægten.. Andrei var smuk.. og dejlig.. Han var et bedre væsen end Valentin..
Og Valentin ville bare ikke miste ham.
Aldrig nogen sinde.. Hvorfor så ikke tage chancen?

Valentin betragtede Andrei længe og lod sig ikke distrahere af andet end at se på fyren der stod foran ham. - Hans egen kæreste som han stod overfor. Valentin havde aldrig nogensinde haft en kæreste før. Aldrig. Ikke engang da han var et menneske. Han kunne ikke finde ud af sådan noget med kærlighed og derfor holdt han sig også væk fra det så meget han kunne for ikke at ødelægge noget. Men nu havde han taget chancen sammen med Andrei som han var utroligt nok var faldet for?
Han vidste ikke hvordan han havde fået modet på at komme med sådan et spørgsmål men tiden måtte vise hvordan det ville gå. Tanken om hvordan deres forhold ville blive skabt skramte ham nok for vid og sans. Da han ikke ville have at det skulle gå galt. Men det hjalp heller ikke at blive væk fra noget der kunne gøre en mere lykkelig og glad for at leve. Valentin som nogen gange var træt af livet havde nu nogen at være sammen med.

"Jeg elsker også dig", smilede han med et glimt i øjet. Han mente hvad han sagde og han havde håbet på at Andrei ville tro ham. "Det lyder godt.." lød det fra hans læber, mens at han krammede ham ind til sig. Inden at han kyssede Andrei på næse tippen.
"Skal vi tage hjem, eller blive.. stående?" spurgte han mere eller mindre som det lød komisk i hans ører mens at han smilede mere drilsk. Han førte sin ene hånd hen til hans og tog fat.
"Så.. kan jeg endelig vise lejligheden frem for en gang skyld", han kiggede på Andrei mens at han snakkede.. han undveg slet ikke sit blik.. overhovedet.. Han kunne ikke lade være med se på sin smukke kæreste.. som han nu havde fået.. Han så ikke Andrei som sin lærling længere..

Hans ord fik næsten ligefrem hans hjerte til at slå igen, eller det var sådan han havde det. Valentin havde jo fået hans hjerte til at stoppe med at slå, og nu begynde han næsten ligefrem at tro at Valentin også kunne være den der fik det til at slå igen. Han havde aldrig prøvet at være forelsket, aldrig haft muligheder for at finde ud hvilke følelser der var rigtige til at kalde forelskede følelser. Han var alligevel ikke i tvivl, når han så på Valentin. Han kunne jo bare stirre på den fyr i flere timer, også lade tiden flyve afsted omkring og være ligeglad. Disse følelser var nok det tætteste på, som han kunne kalde for forelskelse og overhovedet havde lyst til.
Han var ikke engang sikker på om han kunne blive mere overrasket denne dag, og skulle kunne overleve det samtidigt. Han havde nok fået hjertestop, hvis ikke det allerede var fordi hans hjerte var dødt.
Hans blik gled kort ned på deres hænder, mens smilet på hans læber bare blev større i det. Han fik endda svagt ondt i kæben, af at smile så meget som han gjorde. Han vende langsomt sit blik op mod ham igen og gav et lille nik fra sig "jeg vil gerne se.. vores hjem" sagde han og havde mest lyst til at hoppe som et lille barn, men holde sig lidt tilbage for at gøre det.
Hans blik gled kort rundt på de mennesker som stod og så på, og hans blik blev hurtigt ændret til stolt i det "det er min kæreste" sagde han flere gange og pegede på Valentin med sin frie hånd.
Han kunne nok ikke blive mere stolt over sin kæreste, da han jo mente at der ikke var nogen der var pænere end Valentin.

Valentin kunne ikke rigtig lade være med at grine lidt, da hans egen kæreste, pegede på ham mens at han lyttede til ordene 'det er min kæreste'. Det klingede også godt i hans ører. Når han hørte Andrei sige de ord. Han grinede kærligt mens at han så på knægten lagde han sit hoved en smule på skrå.. Han kunne nogle gange ikke stoppe med at tænke på at Andrei var yngre end ham selv. Men det gjorde ham ikke noget. Han syntes kun det var fedt at han havde.. scoret sådan et ungt væsen. Han lod sin tungespids glide forbi med et kort strejf hen over sine hugtænder, som han skjulte for menneskeheden.

Tanken om at smage hans blod igen strejfede ham. Det var lang tid siden at han havde smagt det.. Sådan føltes det i al fald. Selvom det var ham der var hans skaber. "Og.. han er min kæreste!", sagde han pludselig og pegede på Andrei med sin anden hånd. Valentin smilede atter. Inden at han tog fat om knægtens ben med den hånd han havde peget med og gik helt foran ham med ryggen vendt mod ham. Måske ville folk undre sig over hvad han lavede, selv Andrei. Men han var i færd med at få ham op at sidde på hans ryg. "Så.. kommer det til at gå lidt hurtigere." sagde han roligt og begyndte at løbe af sted med ham siddende oppe bag på. Han ville gerne hjem og være sammen med Andrei. Ikke fordi han var bange for at stå mellem andre mennesker. Men han ville bare slappe af alt efter det der var sket. Det havde taget lidt energien fra ham da han ikke havde troet at det var så let.. Efter hans egen mening skulle han have gjort det noget før.

Valentin satte farten op og begyndte at løbe så hurtig som et lyn hen mod en lejligheds bygning hvor deres hjem befandt sig.
"Hold godt ved, Skat", sagde han mens at han havde svinget sine arme omkring hvert af hans ben. Så han holdt ham oppe på ryggen.
Der varede ikke længe før at de havde nået destinationen.

Andrei kunne ikke engang beskrive alle de følelser som han havde inde i sin krop, det var som om han skulle sprænge i luften. Han kunne nok smile af dette i flere uger, måneder og måske endda år. Han var sikker på en ting, og det var at hans kæbe ville være ødelagt når han var færdig med at smile.
Han blev helt genert når han hørte at Valentin også begynde, og havde mest lyst til at gemme sig helt væk. Det var alligevel utroligt rart at høre ham sige det, og ikke bare blev kaldt for skabning. Han ville jo gerne være hans kæreste og ikke bare skabning, selv om han på det punkt var ret så glad for at Valentin var hans skaber.
"hold op" sagde han og gav nogle generte grin fra sig, mens han vende sit blik ned mod jorden og prøvede bare at forsvinde. Han var nok en af dem som troet på at hvis han ikke kunne se folk, så kunne de heller ikke se ham. Det virkede da også for det meste, da det jo ikke ligefrem var mange som lag mærke til sådan en lille dreng som Andrei.
Han klamrede ligefrem sine arme rundt om halsen på ham, for at være sikker på at han ikke ville falde ned. Han havde jo altid frygtet når folk løftede ham op, da han jo ligefrem kunne dø af et fald som menneske. Han havde derfor svært med at vende sig til dette, men han stolede dog også på at Valentin ikke ville tabe ham. Han begravede sit ansigt ned i det blonde hår, som duftede lige så godt som resten af Valentin
"jeg giver ikke slip" mumlede han mod hans hår, og havde ikke engang lyst til at flytte sig. Han kunne godt finde på at bare blive der tæt på hans hår, og tæt på den dejlige duft af ham.
Han kravlede først ned af hans ryg, når de var kommet hen til lejligheden og fulgte bare efter ham i lejligheden "vores hjem" sagde han mens han så sig omkring op af opgangen med åben mund, han studere bare hele opgangen og vende sit blik mod sin elskede igen "iih jeg er spændt" sagde han og bed sig i læben

Valentin begyndte at satte farten ned efter at de nåede frem til bygningen af lejligheder i Terre hvor han havde fået lov til at bosætte sig sammen med Andrei, han stoppede helt op da han stod ved indgangen. ”Så er vi der om få minutter”, sagde han stille med et smil fremme på læberne, mens at han stadigvæk holdt fast om Andreis ben for at knægten ikke faldt ned. – ”Men det er en meget lille lejlighed.. på et tidspunkt kan vi nok få noget der er større”, kom det fra ham. Han smilede atter, og tog fat i håndtaget med sin ene hånd i en hurtig bevægelse for at lagde sin arm glide rundt om Andreis ene ben igen. Valentin skyndte sig ind inden at døren lukkede sig efter dem. Og han stillede derefter knægten ned på jorden ”Vi skal bare op på anden sal så er vi der”.

Han lod sin ene hånd fange hans. Så de endte med at gå hånd i hånd hen til døren af lejligheden, mens at de skulle gå op af en trappe. Men han var ligeglad med hvis nogen havde et søgende blik på dem. Han fiskede efter en nøgle da at de stod henne ved den næste dør, som førte ind til deres lejlighed. Valentin tog den op af lommen og åbnede derefter døren med nøglen. ”Velkommen.. hjem”, smilede han mens at han trak Andrei med inden for efter at han åbnet døren. Han var nok lidt for hurtig og utålmodig for at vise lejligheden frem. Men det var jo også overfor kæresten.. så skulle det ikke gå langsomt..

”Men jeg er spændt.. på hvor renlig den vil holde sig, eller om du bliver rengørings konen..” sagde han og sendte et uskyldigt smil mens at han kiggede på ham. Inden at Valentin langsomt slap hans hånd for at gå hen og lukke døren. Så der ikke ville komme nogen ind og forstyrre dem med det samme.
Han rettede sit blik hen på Andrei mens at han blev stående henne ved døren, ”Du ville se sød ud.. som en rengørings kone..” sagde han kort tid efter, med et glimt i øjet. Han kunne ikke helt lade være med at fnise lidt. Mens at han så spændt på Andrei da han ikke vidste ikke om han ville blive sur eller hvordan han ville reagere på det. Han kiggede lidt ned af sig selv. ”Jeg.. vil bestemt ikke se godt ud som rengørings kone.. og desuden er alderen heller ikke med mig… jobbet klæder kun dig.. skat”, grinte han sødt med et drilsk blik i øjnene.