Butter fly, fly away? (Faith)

Faith kom langsomt gående igennem centeret mens hun sukkede stille mens hun bed sig i læben og sukkede stille. hun havde haft en af hendes tilbage fald, efter at hun var blevet voldtaget var denne dæmon agtige Faith taget over hendes sind nogle gange og lod hende være utrolig nede og træt bagefter. Hendes øjne vandrede rundt og hun kunne mærke hvordan hun bare havde brug for luft nu! Hun var på femte sal og der var lang vej ned, så hendes skridt bevægede sig hen mod døren til taget selvom det ikke var tilladt for centers gæster. Men Faith kunne ikke være mere ligeglad. Hun skulle bare have luft nu! Ellers ville hendes hoved eksplodere af den stemme som blev ved med at skrige om at hun ville ud. Men Faith ville ikke lade hende, ikke nu! Hun smækkede døren op til taget og lagde sig ned på alle fire mens hun rystede over det hele og bed sig hårdt i læben "Nej.. nej!" mumlede hun og prøvede at få tankerne på noget andet end stemme som blev ved med at være inde i hoved. Hun havde på nuværende tidspunkt ikke lagt mærke til Justin som også var oppe på taget.

Justin kom hurtigt op at stå, da han hørte en dør blive smækket op fra taget af hvor han sad, så det klart kunne høres, hvorefter at han bed sig let i underlæben fordi han fik øje på Faith, det var et stykke tid siden at de havde set hinanden og sidste møde var kort, da han nærmest stak af på det tidspunkt, men der var han bare ikke i særlig god humør, han havde gode grunde til det.. Idet at han med forsigtige skridt nærmede sig hen mod hende og satte sig ned i hug ved siden af hende, da han nåede hen til hende. "Faaith?" spurgte han forsigtigt og lagde sin ene hånd på hendes ryg. Justin kunne ikke forstå hvorfor hun lige pludselig lå sådan på gulvet, hun plejede at være en helt anden af hvad han kunne huske, spørgsmålet var om Faith også kunne huske ham, det kunne ikke undre ham hvis det var at hun ikke kunne. Det ville han selv være uden om. Et skævt smil dukkede frem på hans læber, imens at han betragtede hende, og ventede spændt på svar. At trøste folk var Justin meget dårlig til.. måske fordi han ikke selv blev det i sin barndom også at det har smittet? Han lagde sit hoved på skrå og fugtede let sine læber.

Hun havde stadig ikke bemærket at der var en anden i samme rum og havde allermest bare lyst til at skrige over at hun kunne mærke hvordan at det andet jeg langsomt fik kontrol over hende, men hun ville ikke! Nej hun ville virkelig ikke give den lov, hvorfor skulle hun også havde fået dette syge monster inde i sig. Hvad var formålet med at give hende dette skitzofrene jeg!? Hun forstod det ikke, hun forstod det virkelig ikke. Hun bed sig hårdt i læben og kunne mærke at der gik hul på underlæben og langsomt løb der noget rødt klæbrigt stags ned af hendes hage, ikke meget men bare meget lidt da hun blev ved med at bide. Det var næsten som om at smerten fik hende til at tænke klart, hun hørte en stemme men reagerede dog ikke med det første sad stadig og rystede på hoved mens hun prøvede at give slip, prøvede at lade den monster inde i hende gå! Da hun mærkede en hånd på hendes ryg og hun vente sig om og kiggede på et velkendt ansigt og rystede lidt på hoved og slap hendes læbe ".. ju.. Justin" sagde hun lettere fortumlet og kiggede lidt rundt mens hun tog sig til hoved og viste ikke helt hvad hun skulle sige til ham da han sikkert havde været på taget hele tiden og set hende sådan der. Hvad ville han ikke tro om hende!? Hun bed sig i læben og lukkede øjnene for en stund og satte sig ned i skrædderstilling "Hv.. hvad så?" spurgte hun langsomt og hendes øjenlåg åbnede sig langsomt igen.

Justin bemærkede det blod som faldt ud fra hendes underlæbe og hans øjen farve begyndte at skifte, "Åh.. er du ikke sikker på at du skal slappe af?" spurgte han stille og trak sig lidt væk, satte sig derefter ned og tog fat i sin trøje, ved foran og trak den op til sin mund, så den lige dækkede, idet at han kiggede ned i jorden og prøvede på at holde fokus. *Du kan godt kontrollere dig, så meget vampyr er du jo heller ikke* tænkte han og bed sig diskret i underlæben, lod sine skarpe tænder glide ud at strejfe sin underlæbe også. "Jeg.. troede at du.. h-havde.. glemt mig" mumlede han og lukkede sine øjne lidt, men kiggede på hende ud af øjenkrogen. Justin vidste at Faith var en som drabte vampyrer, hvilket også gjorde ham lidt bange, men alligevel så blev han også. Der var noget ved hende som fik ham til at blive. "Er du.. okay?" spurgte han så stille, efter et stykke tid, gennem sin trøje, imens at han forsigtigt kiggede på hende.

Hun nikkede bare og rystede over hele kroppen uden at ligge mærke til at han bed sig i læben og havde svært ved at kontrollere sig omkring det med at der løb blod ned af hendes læbe. Hun sukkede stille og rynkede brynene med halvt lukket øjne mens hun mærkede hvordan de skrig der var inde i hendes hoved langsomt fadede ud, og hun langsomt kunne tænke selvstændigt. Utroligt egentlig, sådan at man kunne miste kontrollen af sig selv bare fordi at man var blevet voldtaget. Det var lidt som om at hun havde fået noget af ham ind i sig, at hun havde fået en del af hans vilddyr som nu krævede at overtage hendes krop! Hun viste virkelig ikke hvad hun skulle gøre for at få den ud af hende igen, men den ville nok for altid være der. Spørgsmålet lå vel bare i, kan hun lærer at styrer den? Eller vil den ende med at styrer hende. Hun sukkede stille og bed sig igen i læben ligeglad med at det gjorde ondt fordi der efter hånden var så mange sår som gjorde at det gjorde ondt. "Nej.. nej da" sagde hun stille og vente hoved mod ham og smilede skævt "Jeg.. glemmer dig da ikke" hun lod håndryggen glide hen over hendes hage og fjernede blodet. Hun var ikke sig selv lige nu, ude af den og viste ikke helt hvor hun i grunden var "Hvo... hvor er jeg?" spurgte hun stille og rejste sig op men faldt sammen. Ude af stand til at rejse sig op igen, som en slatten dukke der havde mistede sine tråde og ikke længere kunne hives op mere. Så mange tap som dukken havde lidt, den var ikke længere flot at se på? Og derfor havde ejeren cuttet dens tråde. Hun viste det ikke, ville nok hellere aldrig nogen sinde forstå det når det kom til stykket. Med alle de tanker som tog sted i hendes hoved, så mange ting som ikke kunne beskrives og ikke ville beskrives af en eller anden grund.

Han åbnede da helt sine øjne og kiggede på hende, fulgte hver og en af hendes bevægelser. "Åh.. det kommer som en overraskelse" sagde han roligt og stille, imens at hans trøje gled ned at sidde ordentlig, idet at han med sine kræfter, så hurtigt som han kunne, lidt i vampyr farten, prøvede at nå og ligge sig inden under hende før at hun ramte jorden. "Du er oppe på taget af et stor center" svarede han dernæst og bed sig let i underlæben. Kiggede op mod himlen, "Troede ellers at du havde glemt mig, efter min opførsel" mumlede han, men smilede så skævt, han var virkelig glad for at hun ikke havde glemt ham, virkelig meget, hvilket han jo havde regnet med at hun havde. "Måske.. skulle du have været blevet hjemme, frøken?" tilføjede han spørgende, samtidig forsigtigt, imens at han kiggede ned på hende.

"hmm.." mumlede hun bare lettere forvirret omkring hvor hun var, hvem hun i det hele tager var? Hun, var vel Faith, men alligevel en anden "det.. undre mig? Jeg ville have blevet hjemme, men hun sagde jeg skulle gå ud.. hun ville have mig til at gøre mig selv ondt" hun nikkede lidt og kiggede rundt i den friste luft og følte sig bare helt forkert. Hendes hoved dunkede og hun ville gerne hjem hvis hun viste hvordan hun skulle komme hjem "jeg.. vil gerne hjem" sagde hun og nikkede lidt og begyndte at gå imod kanten af taget "jo selvfølgelig kan jeg da huske dig? På den måde du gik så glemmer man dig ikke just" hun grinede let og stod helt henne ved kanten "Hun siger jeg skal hoppe.." mumlede hun stille og stirrede koldt ned af højhuset kunne man vel godt kalde det, men stemme skreg inde i hendes hoved igen mens hun prøvede at kæmpe imod. Det var som om der var en kamp inde i hende, en som ville have hende til at gå tilbage og den anden som ville have hende til at tage springet, men i mellem tiden stod hun bare og svævede frem og tilbage.

"Hoppe?" mumlede han letter forvirrende for sig selv, og så efter hende inden at han så småt kiggede ned af sig selv. Det utrolige var at tanken havde strejfede ham om at forlade stedet, fordi der ikke rigtig var sket noget for ham, livet var kedeligt, ikke rigtig nogle venner eller en kæreste? Ikke fordi han var desperat. Det fandt Justin for ulækkert, bare det at gå i seng med en pige fordi man var liderlig. Han rømmede sig så da han så op og hen på Faith igen. NEJ?! Det havde hun vel ikke tænkt sig?! Idet at han rejste sig hurtigt op og dukkede op bag ved hendes ryg. "Faith, hvad har du gang i?" spurgte han stille og tog fat i hendes arm forsigtigt. "Jaa.. du vil hjem, jeg skal nok følge dig hjem.. hvis du forklare mig hvor du bor" sagde han roligt og hviskende mod hendes ene øre, for at berolige hende, begyndte imens at trække hende væk fra højhusets kant. Faith fik ikke lov til at hoppe og bare det at dø på den måde. Hun havde sikkert en kæreste, og hvad med hendes familie og venner? Hvad ville de ikke lige sige og reagere på det? De ville blive totalt såret, hvor deres hjerter sikkert ikke kunne blive helt igen efter hvis Faith begik selvmord. "Kom Faith.. jeg vil genre følge dig hjem, er din ven og som ven vil jeg ikke miste dig" tilføjede han.

Hun mumlede lidt og stod og svævede ud over kanten, sådan lidt frem og tilbage uden rigtig t vide om hun skulle lytte eller ikke skulle lytte. Hun rev dog ikke armen til sig da han tog fat i den og stod bare og stirrede forsat ud over landskabet og nikkede lidt "Hun siger at jeg skal hoppe.. hun siger jeg skal slå og hun siger jeg skal dræbe" mumlede hun og lod sig trække sig væk fra kanten og vente sig så om og trykkede sig ind mod ham og var helt ude af sig selv og begyndte at græde "jeg vil have hende til at stoppe!! Få hende ud af mit hoved Justin.. få hende ud!" hun lukkede øjnene helt i og viste ikke rigtig hvordan hun skulle forklare hvor hun var, men huskede så at han jo var vampyr!? Så måtte han ville kunne se hendes tanker og hun lod derfor hendes tanker gå ind på vejen hvordan man kom hjem til hende som fandtes ude i skoven, et ret stort landmands hus som hun efterhånden havde brugt mange år på at bygge med hendes egne hænder. Faktisk holde hun utrolig meget af stedet og kunne ikke rigtig se sig bo andre steder end lige der! Hun sukkede lidt og gad ikke slippe ham mens at hendes øjne stadig var overfyldt af tårer som bare blev ved med at glide ned af hendes kinder.

Justin fik lidt af et chok da hun lige pludselig trykkede sig ind til ham? "Uhm.. ah, se om du kan sove lidt" sagde han roligt, hvis Faith da stolede på ham, det kunne hun hvis hun ville, men selvfølgelig, de kendte jo ikke hinanden så godt endnu. Justin var ikke en person som var uhyggelig eller noget lignende, kunne aldrig finde på at såre Faith, så vidste han også selv at det alligevel ville blive hans undergang, da hun jo vidste at han var halv vampyr og sådan. Han lagde sin ene hånd på hendes ryg, og den anden ned under hendes ben, hvor han løftede hende forsigtigt op i sine arme. Han havde godt hørt hendes tanker om forklaringen på vej hen til hendes hjem. Og han havde tænkt sig at følge hende helt hjem, idet at han løb hen til den smadret dør og løb ned igennem stor centreret og mod udgangen. Med tiden satte han farten op, da de var kommet ud fra centreret, løb så hurtigt han kunne, så folk næsten ikke lagde mærke til at Faith og ham var på vej væk. Løb hen mod skoven og videre mod Faiths hjem.