It fascinates me - Melicia

Sted: Parken, Sombre.
Tid: Eftermiddag - Omkring klokken 16
Omgivelser: Få folk her og der.
Vejr: Solen er på vej ned, og luften er kølig og skarp.
Påklædning: Stor, mørkeblå hoodie, jeans og et par converse.

Elijah rykkede sig uroligt fra den ene side af bænken til den anden. På den måde kunne han bedre se det sidste af dagens lys, der langsomt forsvandt ned bagved træerne i det fjerne. Han var aldrig glad, på det tidspunkt af dagen, når solen gik ned. Ikke fordi han var bange for at den aldrig kom op igen, eller noget, men han blev bare urolig og utilpas. Derfor kunne han også meget bedre lide vejret om sommeren, hvor solen kun gik ned meget kort, og han kunne sidde og lade sig varme af den enorme kugle af energi, der oplyste himlen og hele jorden med. Han kunne allerede mærke kulden, og det irriterede ham, at han ikke havde taget en jakke på, eller i det mindste en hue og et tørklæde. Han gned sig i øjnene, og sukkede for sig selv. Han var både træt og sulten, men lige nu magtede han ikke andet end bare at sidde og kigge. Det var også fascinerende i sig selv. Med en skævt smil, vendte han blikket ud mod menneskene og væsnerne, der gik forbi ham. Der var et par der holdt i hånd, og Elijah blev varm og glad på deres vejene, vel vidende at det de havde aldrig blev noget, som han ville komme til at føle. Han så en lille pige, der i en plet af solskin shippede på livet løs, og hendes mor grinede og klappede, som om det var det vildeste i verden. Og det var det måske også. Der var folk med hunde, der sendte sit trofaste kæledyr varme blikke og klappede dem på hovedet for at vise, at de satte pris på hundens selvskab. Der var ensomme folk, sørgmodige folk og skumle folk, og Elijah betragtede dem alle sammen fra en afstand. Man kunne næsten udlede en del af deres livshistorie ved at betragte dem længe nok, men det gjorde Elijah ikke - det ville være som at læse deres tanker, syntes han. Med et svagt smil, lukkede han øjnene, og lyttede i stedet. Til vinden. Til dem omkring ham. Til verden, der så evigt mange gange var grund til fascination hos denne engel.

Påklædning: Knælange sorte bikerboots, en sort jakke, der går hende til midt på låret, under det har hun et par slidte jeans og en armytrøje tætsiddende til kroppen.

Den stille vind smøg sig om hendes kind, før den fandt vej ind under hendes jakke og ind på hendes magre krop, før den gled ned af den og undslap ved bunden af beklædningen. Denne reaktion fik de små hår til at rejse sig over alt på hendes magre skikkelse, men ellers var der ingen reaktion på det kølige vejr fra hendes side. Det lignede hende ikke at gå ud på dette tidspunkt. Hun plejede ikke at lade solens kærtegnende stråler ramme sig. Det var faktisk langt tid siden, hun havde været ude i dagstimerne. Hun var opvokset i mørke og derfor faldt det hende naturligt at være ude på denne tid og helst meget senere, selv om 'tankerne' og 'billederne' tog til, når solen havde forladt hende og jorden i nattens kolde favn. Hun følte sig både hjemme i mørket, men sammentidig frygtede hun det også. Hun fortsatte bare ned ad den lille sti i parken. Et skævt blik og hun kunne høre de små møgunger med deres jubelglade mødre og små pelskræ. Hun trak vejret dybt. Hun havde lovet at prøve, hun havde lovet at prøve på at være 'normal'. Tanken var som fluepapir, klistrede sig til hende uden, at hun kunne komme fri. Hendes blik flakkede til siden, ledende efter enhver form for uvenlig bevægelse. De var der ude et sted... Hun vidste det. Hun trak jakken lidt tættere om sig, mens de forårsgrønne øjne faldt på de små kræ igen. De kunne bare komme an, hun havde intet at miste mere. Det kulsorte hår gik i et med natten og lagde sig som et beskyttende gardin om hendes snehvide hud, der kun blev afbrudt af de rosenrøde læber af hendes. Hun gik forbi mange bænke, hvor der sad mennesker, enten sad de alene eller omslynget i en menneskelig masse af arme og ben med et andet individ. De ænsede hende ikke... Et lille hul dukkede op på -hvad der så ud til at være- kvindens nakke, hvorefter den rosenrøde jernvæske begyndte at trille fra såret i en tiltagede masse. Hun gik videre, dog lidt hurtigere nu. Der gik hul i den næste kvindes nakke også og blodet fossede ud, hvorefter det ramte jorden og søgte hendes skikkelse automatisk. Hun satte farten lidt op. Blodet klistrede sig til hende og hvor end hun så hen blev folk smurt ind i deres eget blod. Hun styrtede nu af sted, men så forsvandt det bare, alt sammen på en gang. Det var som om hun var løbet igennem en mur eller et usynligt felt. Hun rynkede let panden og satte farten ned, før hendes blik faldt på en enkel skikkelse, der sad lettere uroligt på bænken...

Et eller andet ændrede sig i lydene. Han kunne stadig høre børnene, mødrene, hundene og de andre mennesker eller væsner, der gik forbi ham, men hans ører fokuserede på noget andet. Han rynkede øjenbrynene sammen, og prøvede på at finde lyden, der forstyrrede ham, men hver gang han syntes at finde ud af hvad det var, gled det endnu længere væk. Som når man har en idé, der kun er halvfærdig, og man ved at man har resten af idéen lige på tungen. Jo mere man tænker over det, jo længere væk synes idéen at glide. Dunk-dunk. Lyden var der igen. Lidt til højre for ham, konstaterede han, og han åbnede let øjnene. Solen var nu dækket helt bag træerne i horisonten, og familierne begyndte at pakke sammen, for de vidste, hvad alle vidste. En park var ikke noget sted for børn efter mørkets frembrud. Og - Dunk-dunk - der var det igen! Med sammenknebne øjne, vendte Elijah sit hoved, og fik øjenkontakt med en pige. Hendes hjerte dunkede alt for hurtigt i forhold til at hun bare stod der. Måske havde hun løbet? Der var noget i hendes øjne, som han ikke brød sig om. Og så alligevel, var der ét eller andet, der fik medlidenheden frem i ham. Hun var spændende. Tydeligvis menneske, ikke vampyr - så havde hun ikke haft et hjerte, og ikke noget af det andet. Højest en varulv, men det gik han ikke ud fra, siden der var fuldmåne i nat. Altså, måtte hun være menneske. Han sendte hende et imødekommende smil, og håbede på at hun ville sætte sig ved ham. Eller i det mindste bløde lidt op, for hun virkede ... bange? Hun virkede bange. "Er du okay?" Spurgte han forsigtigt, og selvom hun stod lidt fra ham, burde hun kunne høre ham. Som altid udstrålede hans stemme varme og ro, og han håbede at det kunne få pigen til at slappe lidt af. Han brød sig ikke om når folk var bange og paniske - det var usundt og en følelse, man ikke burde have. Mennesker burde være glade; glade og uvidende, og de burde leve deres liv uden at kende til vampyrer og dæmoner og djævle, der prøvede på at gøre livet surt for dem. Uheldigvis var der ikke særlig mange lykkelige mennesker, og det gjorde Elijah ked af det. Han smilede igen til hende, hvad mere kunne han gøre? Hun ville nok gå lige om lidt, men så ville hun tænke tilbage på fyren på bænken, der havde taget lidt tid ud af hans dag til noget så simpelt som et smil

Hun stoppede så op og fjernede blikket fra hans. Der var et eller andet underligt ved ham. Hans øjne var varme. Han kunne faktisk se hende, hvilket hvertfald ikke var normalt. Han havde også smilt. Hun vente rundt og gik lidt tilbage ad vejen. Hun begyndte at mærke forsigtigt ud i luften, som om hun ledte efter noget. Hun stoppede om, der hvor hun mente det var forsvundet. Det var altså ikke normalt, at det bare forsvandt. Hun kunne stadig høre ham. Om hun var okay? Det vidste hun ikke helt. Hun famlede videre, som om hun ledte efter noget usynligt. Hun satte sig ned på hug og begyndte at lede der på samme måde som før. Hun havde prøvet meget, men DET her var underligt. Hun mumlede stille og var fuldt optaget af sin eftersøgning "Hvor blev det af?" Spurgte hun sig selv, da hun ikke var vant til, at folk faktisk svarede hende, når hun talte til dem. Hun halvt kravlede lidt længere frem og så kom det. Blodet var tilbage og glistrede sig til hendes krop, så det var svært for hende at flytte sig. Nu opløste menneskerne sig langsomt og blev til blod, der faldt ned fra bænkene og gled imod hende. Hun havde hånden på jorden og prøvede lettere panisk at flytte den, hvilket ikke var muligt. Hendes hjerte hamrede af sted, mens hun rev og rev i armen. Menneskerne -som var blevet til blod- nåede frem til hende og greb fast i hendes arm, som om de prøvede at få hende til at blive et med dem. Hun prøvede at skrige, men det blev kvalt af det fiktive blod.Så begyndte deres klagesskrig, mens blodet boltede hende til stedet og krøb op ad hendes arme. Hun stirrede bare panisk ned i jorden. Blodet krøb op over hendes overkrop, arme og hals, før det nåede til hendes ansigt, hvor det krøb ned i hendes mund. Hun prøvede at hoste det op, men lige meget hjalp det. Blodet dækkede hendes øjne, så hun blev blindet. Blodet krøb ned i hendes hals og kvalte hende. Blodet gjorde hende følelsesløs og forhindrede hende i at bruge sine sanser. Hun væltede om midt på stien med vidt åbne øjne...

Elijah rynkede forsigtigt øjenbrynene sammen. Højst mærkværdig pige, måtte man konstatere. Hun forvirree ham, og det var sjældent at mennesker formåede at gøre ham forvirret eller urolig; der var bare noget ved denne pige, der ikke stemte helt. Måske var hun besat? Han nåede kun lige at tænke tanken, før pigen begyndte at lede efter noget i græsset. Blikket hun havde sendt ham før havde været fyldt med forvirring, og det forvirrede også Elijah. Han plejede at kunne finde ud af mennesker - de var knapt så komplicerede væsner, måtte han indrømme - men han forstod ikke denne pige. Måske var hun ikke et menneske alligevel. Urolig rejste Elijah sig op fra bænken og begyndte forsigtigt at gå hen imod denne højst mærkværdige person. Han betragtede hende mens hun falmede efter noget, hun tydeligvist havde tabt, og hørte hende mumle spørgende om hvor det var blevet af. Hans skæve smil blev tørret af læberne, da pigen pludselig gispede. Noget var galt. Elijahs afslappede gåtempo blev erstattet af hurtige skridt, og til sidst begyndte han at løbe hen imod pigen. Hun væltede om, lige før han nåede hen til hende, og med en blanding af panik og total forvirring, satte han sig på hug ved siden af hende. Med en beroligende mumlen, strøj han forsigtigt en tot hår om bag ved pigens øre.
"Hey?" Spurgte han dæmpet, og tog forsigtigt fat omkring pigens skuldre. "Kan du høre mig?" Han rynkede øjenbrynene sammen, og kiggede bekymret ned på hende.

Hun lå bare og stirrede ud i luften, som om hun var død, hvilket hun ikke var, da men nemt kunne hører hendes hjerte, der bankede af sted som en kolibris.Blodet krøb ind i alle synlige sprækker lidt efter lidt, mens hun bare lå, som i kramper, på jorden. Hun blinkede en del med øjnene, for at få blodet til at forsvinde, men det virkede ikke. Det virkede overhoved ikke. Hun lå bare og rystede på jorden kort, før han nåede hen til hende. Hun opdagede ikke hans fysiske tilstedeværelse, men mentalt opfangede udkanten af hendes hjerne, at der altså sad nogen ikke specielt langt fra hende. Hun kunne ikke sanse ham overhoved.Hun skiftedes til at gispe efter vejret og prøve på at skrige på hjælp, selv om det ikke var muligt. Blodet opslugte hende helt. Hans ord hørte hun ikke, men hun begyndte at rulle rundt, mens hun skreg og krassede sig over alt på kroppen, men mest på halsen, som et forsøg på at få blodet til at forsvinde. Det var omkring nu, det plejede at blive værdst. Hun opfangede det ikke selv, men da han tog fast i hendes skuldre forsvandt det hele. Blodet opløste sig selv for øjnene af hende, som dug for solen. Hun gispede efter vejret, og hendes øjne blev helt levende igen, mens adrenalinen stadig susede rundt i hendes blod. Hun var blevet lidt udmattet af det lille anfald, hvilket var grunden til, at hun ikke bare for op. Det var først, da hun fik sin vejrtrækning under kontrol og hjerteslag ned, at hun opdagede ham. Fyren fra bænken. Fyren med de venlige øjne. Fyren, der kunne se hende. Hun blinkede nogle gange, men nåede ikke, at opfange, hvad han havde sagt. Hun så forvirret op på ham, og med en runke i panden...