Welcome to my place //Melicia//

Ca en halv time fra kirken nået Choice endelig tilbage til hjemmet, han havde stadig Melicia i brude stil og han gik roligt i mens han kom frem til den dør som ført ind til et mere luksuriøst del af af de lejeligheder som der Terre, han gik stille op af trappen og han stoppet først op da han var kommet op på femte sale hvor han stille gik i krig med og lede efter en nogle som lå et eller anden sted ned i hans lomme. Det tog et øjeblik og komme ind og Choice lag Medicia ind i det store gæsteværelser og kort tid efter var han inden på hans eget hvor han skifte om til noget mere afslappet end det som han havde gået omkring i oppe ved kirken, der efter var det tilbage ud og låse døren og der efter forsvandt han ud i køkkenet hvor han tændt en smøg for ham selv, der var ikke meget an kunne lave og han kunne ikke gøre andet end og vente på at hun våget op..

At hun var væk var nok ikke den rigtige betegnelse. Hun var helt og aldeles så langt nede i sine sindslag, at der vil skulle hen hel russisk hær til at trække hende op der fra igen. Hun bemærkede derfor ikke en gang i underbevidstheden, da han bar hende hele vejen igennem byen i brude stil. Hun bemærkede ikke en gang de fine omgivelser, som han gik igennem, før han nåede ind i huset og fik placeret hende i gæsteværelset, på sengen. Hun lignede et offer for et trafikuheld, som hun lå der på den store dobbeltseng. Hun lå fuldt påklædt med blod pretty much all over. Hun trak vejret meget stille, og hendes hjerte bankede næsten utydeligt i hendes bryst. Hun var fanget i mindernes verden, og blodtabet gjorde det ikke nemmere for hende. Hun kunne ikke en gang bevæge sig, som hun plejede i denne tilstand ...

Choice gjord sin smøg færdig og han kiggede kort op hans ur før han gik ind og tjek om hun var våget op men ingen ting, hun var væk eller sådan som at hun var døde men hun var der nede hvor hans evne ikke engang havde en mulighed for at hive hende tilbage op igen.
Han forlod lokalet og han forsvandt ind i stuen hvor han smed sig på sofaen, det var en af de nætter hvor der nu engang var sket for meget og han lukket stille hans øjne i mens at han lyttet til vinden som blæste, det var en uhyggelig stilhed som han var alt for van til og han trak vejret langsom mens overvejet hans muligheder for hvad han mon kunne finde på og lave men der var ikke mange af dem der talt til ham, han skubbet sig selv om på ryggen og han ingen gang taget sig sammen til og tænde lyset for han havde intet behov for det. Et kort gab kom fra hans læber mens han lå der og han kiggede med koncentration på løftet som langsomt begyndet og komme tætter på ham..

Efter et stykke tid begyndte hun langsomt at stige længere op i lagene af hendes sind, langsomt med stødt. Marridtene begyndte at pulsere gennem hendes krop. Hvad skete der med hende? Hun begyndte at vride og vende sig i lagnerne, mens hun gispede efter vejret i stød. Hun var under vand. Langt under vand. Hun var så langt nede, at mørket omkring hende var mørkere end kuld. Hun kunne se op, hun kunne se solen spejle sig i overfladen flere kilometer oppe, så hun kunne se, hvad det var hun gik glip af, som om Gud havde lagt det lige uden for hendes rækkevidde. Hun begyndte at lave arm tag i vandet, så hun bevægede sig op ad mod det lokkende lys. Hun nåede et godt styk op og kunne næsten mærke lyset på sit ansigt, før noget viklede sig om hendes ben. Hendes hjerte satte farten op og kunne næsten minde om en kolibris. Hun trak vejret i hurtige stød, mens hun kastede sig frem og tilbage i lagnerne, der viklede sig om hende, som om de prøvede at holde hende fast med lænker. Tang. Tangen snoede sig omkring hendes ben og op omkring hendes liv. Hun sparkede febrilsk med arme og ben, men var for godt viklet ind i tangen, der langsomt bandt hende fast. Hun prøvede at råbe på hjælp, men kun nogle sparsomme luftbobler kunne hun betragte, mens de hurtigt steg op med overfladen. Hun kunne snart ikke holde vejret mere. Hun begyndte så at skrige. Hun skreg, og hun skreg højt og gennemtrængende. Hun vred og vendte sig i sengen, mens sveden begyndte at dukke op på hendes pande. Hun begyndte at rive og flå i hendes hals, mens hun spændte i kroppen, som om hun kunne enten kvæle sig selv eller på den måde få mere luft ned i lungerne...

Stilheden omgav ham stadig men der gik ikke mere end få sekunder før at skrig fik ham til og fald ud af sofaen lige ned på stengulvet, han kom op og stå og det menneskelig øje ville ikke engang kunne have opfanget ham før han var inden i lokalet hvor Medicia lå skrig, han var han ved hende og han tog fat i hende arme mens han igen lukket op for hans evne men han var ikke sikker på om den ville kunne når hende og om hun overhoved ville kunne hører ham fra hende skrig "Medicia kan du hører mig for hvis du kan skal du slap af før folk begynder og under sig over hvad der forgå" sagde Choice kort mens han kiggede på hende og det på øjeblikke som det her at han var glad for at han stærkere end mennesker var, han hold hendes arm fast så hun ikke kunne lave mere skade på hende selv for han ville helst ikke give hende mere blod end som hun havde fået for det var ikke smart og gør et menneske afhænglig af vampyr blod..

Hun kastede sig fortsat ukontrolleret rundt i sengen, mens hendes negle kradsede den bløde hud på halsen til blods. Hendes eget skind sad i klumper under hendes negle, mens bloddråberne langsomt dannede sig ved modsatte side af hvor han havde bidt hende i halsen. Hun skreg og skreg bare pint. Hendes tumlen rundt og kradsen i halsen blev dog brat forhindret, da et par stærke hænder bestemte sig for at holde hende nede i lagnerne. Hans dybe stemme indeholdte en vis autoritet, da hans ord rungede igennem hendes sind. Hun havde højest mistet et par dråber blod mere på affæren, men hun havde dog anstrængt kroppen så meget, at hun ikke havde undgået at svede en smule mere. Hun gav langsomt op på at vride og vende sig på hans ordre, da det også gik op for hendes krop, at han ikke ville lade hende fri igen, før hun var faldet til ro. Det tog lidt tid, mens hendes skrig blev lavere og hendes bevægelser opgivende. Hun lå dog så til sidst helt stille og hendes skrig gik over i en ukontrolleret hulken. Hun var ikke helt vågen endnu, men hun prøvede alligevel at gemme hoved væk i lagnerne, selv om hun ikke kunne komme til det, da hans overmenneskelige holdte hende nede i sengen...

Hendes skrig begyndet endelig og dæmp sig efter det der virket som en evigheds kamp men det betød dog ikke at han gav slip på hende for sådan var det dog ikke "Er dug vågen?" sagde han kort mens han viste at hans evne stadig havde kontrol over hende og han havde ikke den store ide om og give slip på den kontrol for eller kunne det nemt enden som før, han lukket øjne ganske kort og han trak vejret langsomt mens han vente på at der skulle komme mere liv i hende for det var nok ikke det mest smart og lad hende være alene så længe at hun kunne finde på og gøre skade på hende selv, stille og roligt lysnet han langsomt grebet fra hende arme men der var dog stadig styrke nok til og holde hende ned igen hvis det da kom der til..

Hun var nået så tæt op på virkeligheden, som hun kunne komme, men det sidste lille stykke var umuligt for hende at kæmpe sig igennem. Hun havde stadig følelsen af at blive kvalt indgraveret dybt i hendes hukommelse. Hun gispede efter vejret, som om hun ikke fik noget luft ind, når hun prøvede. Hendes hoved var halvt gemt i sengelinnedet, da hun begyndte at hulke igen, denne gang blev hendes hulken dog akkompagneret af saltvands dråber, som løb ned ad hendes blege kinder. Hun kunne mærke sin krop, og alle hendes sanser var i det hele taget fuldt funktionsdygtige, men hun kunne ikke kontrollere kroppen. Hun kunne ikke kalde på hjælp, som hun så gerne ville. Ikke en eneste sjæl vil alligevel kunne hjælpe hende. Ikke en eneste. De befandt sig alle sammen i virkeligheden, over vandet, mens hun selv kæmpede med sine indre monstre, undervandet. Så tæt på var de, hun kunne næsten mærke dem, men så alligevel ikke. Hun vil så gerne besvare hans spørgsmål, men hun kunne bare ikke. Hun kunne bare ikke. Hun var ikke stærk nok ...

Han måttet vel kunne væk hende på en eller anden måde og det kunne han måske os hvis at han gav en kommando i sted for snakke med normalt tone "VÅGEN OP MELICIA!" denne gang blev det til en kommando i sted for et normalt spørgsmål og han håbet på at det ville virke som nu ønsket at det skulle men han kunne aldrig være sikker på det "vågen op, vågen op vågen op" hans stemme havde taget en lidt anden tone end den som han normalt havde og han holdt stadig fast i hende i mens at han håbet at hun ville komme til sig selv..

Hun lå bare og åbnede og lukkede munden som en døende fisk, mens hendes fjerne blik stirrede op i loftet over dem. Hun lå i en forvredet stilling på sengelinnedet, efter som hun pludselig var holdt op med at bevægede sig. Hans ord. Hans ord rungede igennem hendes sind, som i et ekko. Hun kunne næsten se, hvordan hans ord blev brugt som en hakke i det islag, som dækkede vandoverfladen over hende. Hun kunne se den en meter tykke is slå revner. Efter som han gentog ordene blev hakken svunget endnu en gang mod isen, hvorefter denne is blev beklædt med flere revner. For hver ordre han gav flækkede isen en tand mere og svækkede denne. Ved den sidste ordre brød han igennem isen, og hun mærkede, hvordan hendes arme værkede, da hun kæmpede sig op til overfladen. Hun spirrede øjnene op, mens hun trak vejret ned i lungerne på en sådan måde, at man skulle tro, at hun enten ikke havde brugt lungerne før, eller at hun vågnede op fra et marridt. Hun spændte kortvarigt i hele kroppen, før denne slappede helt af. Hendes øjne lukkede sig selv halvt, mens hendes legeme begyndte at ryste af udmattelse, som om hun havde løbet et maraton på tom mave ...

Han lukket øjne og gav der efter slip på hende for hun var jo vågen og derfor var der ingen grund til og bevar grebet på hende, han lukket ned for hans evne og han åbent øjne ganske kort efter. "Godmorgen" sagde han kort mens han kiggede ned på hende med et roligt blik og han rettet sig langsomt op mens han trak vejret kort, på en måde var han stresset inden i mellem det var bare ikke til og se på ham for han holdt den rolig tone for an hende mens han sat sig ned på gulvet ved siden af sengen..

Hun mærkede stille, hvordan hans faste greb løsnede sig om hendes arme og lod hendes bevægelsesmulighed blive ubegrænset igen. Hendes hjerte hamrede stadig af sted og fik hendes brystkasse til at hæve og sænke sig i et lettere hurtigt tempo. Hun sank en klump og mærkede, hvordan vægtfordelingen på sengen forandrede sig i takt med, at han satte sig op. Hun rystede stadig en del over kraftanstrengelserne hendes krop havde måtte yde. Hendes vilde grønne blik lå på hans farveløse skikkelse. Han kunne næsten være taget ud af en stumfilm. Hendes stemme var lav og udtryksløs, da hun svarede ham "Morgen" hun lukkede stille øjnene i med et suk. Hun kunne ikke kontrollere sin rystende krop...

Han blinkede stille med hans øjne mens han kiggede på hende "hvordan har du det?" sagde han kort mens han kiggede på hende med et kort blik "Jeg håber ikke af blodtabet har taget for meget på dig for ellers må tag et par jernpiller i det næste par dage for så bør dig blod komme tilbage igen" sagde han kort mens han kiggede på hende og han lod armen slappe af på sengens kante og han rettet atter blikket på hende mens han trak vejret langsomt..

Kroppen holdte langsomt op med at ryste, som forventet. Hun var altid ustabil efter mentale ...hmm... udfordringer. Hun lå bare med lukkede øjne, stadig i den forvredne stilling, som hun ikke selv havde opdaget endnu. Hun lyttede til hans dybe og beroligende stemme, mens hun langsomt slappede helt af. Hun sank en klump og svarede ham med et spor af svaghed i stemmen "Jeg klarer mig" Hun havde været i lignende situationer før, men hun var langt fra sikker på, at hun var stabil nok fysisk eller psykisk til at foretage turen hjem, næsten uanset, hvor langt, han boede, væk. Hun gik da ud fra, at han havde taget hende med hjem, efter som hun godt kunne se, at det ikke var en kirkebænk, som hun lå på ...

"Jeg gå ud fra at du gerne vil du af det der" sagde han kort mens han lod en hånd gå hen på det blodig tøj "Jeg har sikkert et eller andet som de kan pas hvis det endelig er, men forvente ikke at det kvinde tøj desværre" sagde han kort mens han rette sig op fra gulvet og han kom op og stå med normal fart mens han gik hen til enden af sengen "Eller vil du hellere slap af" sagde han kort mens han kiggede på hende med et roligt blik..

Hun åbnede stille øjnene, da han hentydede til, at hun nok gerne vil ud af det blodige tøj. Hurtigt lavede hendes hjerne en plus og minus liste til at få nyt tøj på. Plus siden vandt. Hun betragtede stille hans faste skikkelse, da han fik sig selv trukket op på benene. Hun var meget bevidst om, at han kun brugte det langsomme tempo, i forhold til at han var vampyr var det langsomt, fordi, at hun var til stede. Hendes blik fulgte hans langsomme gang, mens hun tænkte en smule. Hun nikkede så stille, før hun svarede "Jo, det kunne være rart" Hun nægtede at fortælle ham om den nuværende svaghed i hendes krop. Hun fik langsomt sat sig op, før hun svang benene ud over sengen med en smule usikkerhed, som hun benægtede helt og holdent...

"Kom med så skal se hvad jeg kan finde til dig" sagde han kort før han vendt sig om imod døren og han gik bare ud gangen før han åbent døren på den anden side af gangen, lokalet var indhyllet i mørket og han forsvandt der og tændt lyset så man kunne se lokalet. Ved vinduet var der et kæmp mørklægningsgardin som dækket for solen, der ud over var der en seng i den fjerne enden af lokalet og kæmpe skab var der ud samt nat og en lænestol og kæmpe hylle med masser af bøger som var utrolig gamle.
Choice vendt sig om og kiggede tilbage inden på hende "Det mit gemmested for dagen" sagde han kort mens han kiggede på hende "Der nok bøger til kunne underghold mig i de timer hvor jeg ikke kan gå udenfor en dør" sagde han kort efter mens han vente på hende..

Hun gik sig langsomt stablet på benene og sikrede sig, at han var ude af den første dør, før hun usikkert tog det første skridt. Hendes ben kunne knække sammen hvert sekund. Hun sank et klump og tog så et par skridt mere. Det gik fint nok, da hun støttede sig let til væggen med den ene hånd. Hun mistede fodfæstet, da hun nåede sengens ende og kort der efter fandt hun sig selv på gulvet. Hun kunne høre, hvordan hans skridt blev lettere fjerne og han fortsatte med at snakke. Med den ene hånd rakte hun ud efter karmen, men for sent. Hun kunne mærke, hvordan hun langsomt begyndte at synke ned igennem gulvet. Hun kradsede sine negle til blods på gulvet i forsøget på at holde sig oppe, men et par slimede hænder greb fast i hendes ankler og hev til. Hun prøvede at skrige, men intet kom over hendes læber. Hun mærkede tårerne, der langsomt pressede sig på. Nej. Nej. NEJ! Hun lå bare helt stille på gulvet, og hendes mentale kamp var ikke at se på hendes ydre...