månelyset over parken //Melicia//

tid lidt over midnat
sted Sombre
omgivelser der er ikke mange, og det er vidst kun ham og noge få andre man kunne se
vejr det er lettere køligt og lige nu meget mørkt
påklædning

mørket var langt over byen, og Bradley gik ud for at jage, selvfølgelig havde han været ude i flere timer, så det var nu ikke ligefrem fordi det var noget han lige havde gjort. han øjne havde selvfølgelig vænnet sig til natten eller det gjorde de jo altid på grund af hans gode syn, der på den måde hjalp ham med at se sig frem, og han havde fundet sit mål, en ung kvinde på måske tyve, som stod alene i parken. hurtigt gik han hen til hende og før hun vidste af det havde han drænet hende og smed hende ind i busken, med et tilfreds smil og en tilfredsstillet sult, gik han hen til den nærmeste bænk og satte sig ned, bare for at nyde denne smukke aften. en smule blod løb ned af hans hage, hvilket han ikke synderligt tog sig af, han var englelig ligeglad, han skulle ikke møde nogen og der var ikke nogen i parken

Hun sad tilbagelænet på bænken mellem lygterne, så ethvet -normalt- væsen ikke vil kunne se hende, før de var kun et par meter væk. Hun havde en halvlang sort jakke på, der nåede hende til midt på låret, så hendes jeans kunne ses inden under. Hendes fødder var beklædt med sorte læderstøvler, der sad stramt på hendes ben og gik hende til lidt under knæet. De forårsgrønne øjne havde fokus på himmelen og dens stjerner over hende. Hendes lange sorte hår bløgede let og gik hende lidt længere end skuldren.
Grunden til, at hun havde taget plads i mørket holdte hun for sig selv, men hun havde ubevidst valgt det, da selve lyset ikke tiltalte hende specielt meget. Hun var mere et nattens barn, som hun nu sad under stjernerne og betragtede dem som et barn betragter sin mor eller far ...

han sank ned i bænken og sukkede nydende alt virkede så dejligt i aften, så roligt og smukt. i mens han nydende sad og betragtede aften, blev han opmærksom på at der var endnu en varmblodet pige og med en skødesløshed, drejede han hoved op fik hurtigt øje på hende. han slikkede blodet væk fra hagen og rejste sig elegant og yndefuldt op, han gik stile hen mod hende og stoppede op foran hende "er det okay jeg sætter mig her med dig" spurte han med en hæs stemme, der dog var fin med den brittiske accent over sig

Hun betragtede himmelvelvinget, mens hun havde hænderne let foldede i skødet. Hun var på sultegræsen, men det var svært at se i mørket og jakken dækkede godt for det. Hun var mager, selv om Al havde gjort alt for at få hende på rette kurs igen, så var hun ikke nået langt, som godt vil have været. Hun kunne nu gå turer, som hun plejede, men blev det for langt faldt hun om og besvimede. Hendes anden ven havde også gjort sit, han havde holdt sindssygen fra døren, selv stemmerne havde været stille et stykke tid nu. Der var så underligt tomt i hendes hoved, men det var også befriende.
Hun havde let lagt benene over kors og bemærkede ikke fyren, før han kom hen til hende. Hun så ikke på ham, men løftede bare let det ene øjnbryn, før hun monotont svarede "Jeg er ligeglad" Hun så ikke på ham, og vil egentligt bare være alene...

han nikkede og satte sig ned, hurtigt lagde han benet over kors og nød bare at side og slappe af, kvinden som han lige havde tømt, havde nu fyldt ham med varme og mæthed "mange tak" hviskede han og så kort på hende, efter lidt tid, så han dog ligeud og så ud til at opfange alle detaljerne "smuk aften synes du ikke" spurte han med et varmt smil og varme øjne, der næsten gløde i månens skær

Hendes hoved var lænet let bagover, så kun himmelens uendelige univers var for hendes øjne. Hun trak vejret tungt og det var let at høre, hvordan hendes hjerte bankede blidt af sted i hendes bryst. Hun reagerede ikke på hans tak, men lod ikke sine parader gå ned mentalt. Hun så ikke på ham og havde hun haft krafter til det, havde hun sat af sted, men som sagt var hun svag fysisk, selv om hun ikke lod sig mærke med det. Hans ord nåede hende øre og hun lod den hænge lidt i luften, før hun begyndte at tænke lidt, da han ikke virkede til at have planer om at forlade stedet lige foreløbigt. Hendes stemme var følelseskold, da hun svarede "Stjernene gør den, ja" Hun fjernede ikke blikket fra det fascinerende skue over hendes hoved...