Into the Unknown //Zakaroff

T: Omkring kl 02:00 om natten
O: Ingen rigtigt.
S: Byen.
V: Køligt, men stjerneklart.

Denne nat lignede enhver anden nat. Der var ikke specielt mange i gaderne, hvilket hun satte stor pris på. Derfor kunne man oz nemt høre lyden af hendes høje hæle, gennem de tomme gader. Det var underligt at så stor en by, kunne være så stille om natten.
De blå øjne hvilede på de mørklagte butikker, hvis ruder var pyntet af en let tåge fra dug der var faldet. Det var kun lige ved at blive varmere i vejret om dagen, så nætterne var stadig en kende kølige. Dog ikke nok til at der var hverken frost eller sne at se nogle steder. Den kølige nattevind fik hendes hår til at flyve om hende ganske blidt, ligledes bevægede hendes lange læderjakke sig også en smule. Den nåede til midten af hendes lår, og sad tæt om hendes figur.
Dana havde i lang tid lidt af frygtelige mareridt. Mareridt der ikke virkede som om de ville stoppe. et par timers søvn hist og her, var det eneste hun formåede og få, og det kunne efterhånden også ses i hendes ansigt. Selvfølgelig var hun træt.. meget endda, men hun orkede ikke længere kampen mod de dårlige drømme.
Egentlig havde hendes plan været at gå ned til kirkegården for at finde en form for ro. Det virkede nok underligt at en engel søgte mod et sted fuld af så meget død, men ikke desto mindre var det altså det der fik hende til at slappe af. Måske netop fordi at alle dernede var døde og hun vidste at ingen ville prøve at gøre hende noget. Måske også fordi hun havde et savn til en person.. en hun ikke havde set utroligt længe, hun regnede med at han enten var død, eller taget videre med sit arbejde.
hun drejede om et hjørne, og stoppede kort op. Der stod nogle gutter og hang udenfor en af Di Morgas mange barer, og hun var et øjeblik usikker på om hun skulle finde en anden vej. en let hovedrysten af hende selv, fik hende til at fortsætte. det ville bare være latterligt at skulle gå en anden vej.
Så med rolige skridt gik hun ned mod baren og dermed også de 4 mænd der stod der. Troede faktisk at hun ville komme forbi dem uden det helt store ståhej, men hun tog fejl. Var ikke andet end kun lige kommet forbi dem, da en af dem kaldte hen til hende. "Hvorfor kommer du ikke ind og fester med oz skat?" efterfulgt af kysselyde. Svagt himlede hun med øjnene og prøvede at ignorere dem og gå videre. Dette så dog heller ikke ud til at virke.
Kort efter hørte hun lyden af skridt, og mærkede en hånd der lukkede sig tæt om sin arm. Vendte sig rundt og så på fyren der grinende forsøgte at få hende med hen til de andre. "du skal ikke røre mig" sagde hun roligt, hvillet blot udløste endnu et grin fra fyren og hans venner. Et velplaceret knæ fik ham til at tie stille og synke sammen. Da en af de andre fyre kom imod hende, var hun forberedt, og undgik derfor nemt det slag han ellers sendte imod hende.
Stak en kniv i maven på ham, og så på sin vis en smule ligegyldigt på ham, som han også sank sammen. hun havde lært meget gennem tiden, men det havde desværre også gjort at hendes følelser var gemt væk en stor del af tiden.

Byen var overraskende stille for tiden udover de ting man vidste foregik i det skjulte. Den kølige aftenluft der blæste stille i træer og mellem bygningerne var nærmest den eneste lyd hvis ikke man vidste hvad man skulle reagere på. Det var sådan en aften hvor Zakaroff tog sig en friaften for det hele og sprang fra hustag til hustag blot for at nyde roen. Og med hans evner var han væk for hans omgivelser.
Han sprang lydløst afsted over tagene indtil han fandt en høj bygning ved en gade hvor der tydeligt var fest. Dog var han langt nok væk til at det ikke blev alt for forstyrrende.
Men det tog dog ikke længe inden hans sanser kaldte ham tilbage fra hans sindsro. Det var en duft han kendte alt for godt. Han havde slet ikke regnet med at se hende igen. Som han kom tættere på, så han dog at hun havde problemer.

Ca samtidig med at hun stak kniven i maven på en, trak de to sidste pistoler og sigtede på hende. Den ene skulle lige til at skyde efter hende da en meget svag hvislende lyd for gennem luften og manden tog sig til hånden som han begyndte at skrige. Fuldstændig lydløst landede Zakaroff nogle få meter fra dem uden at sige noget.

Outfit

Den sidste skød efter ham men det var som om luften flimrede og ingen skud ramte. Zakaroff dukkede op bag manden og stak sine giftige negle i halsen på manden der så begyndte at ryste inden han faldt død om.

Dana havde ikke noget problem med at klare sig selv som sådan, det havde hun egentlig ikke haft længe. Var trodsalt lært rigtigt godt op og det havde da også fået hende ud af en knibe eller to. Mest holdt hun sig for sig selv, der var ikke nogen grund til at risikere livet bare fordi folk ikke var rigtigt kloge. Desværre var det ikke altid at hendes taktik med at holde sig for sig selv virkede, nogle tog bare ikke neij for et svar.
Som hun havde slået den første ihjel, så hun mod de andre, kun for at opdage at de nu havde trukket pistoler. Det kom ikke synderligt bag på hende, alligevel vidste hun godt at hun ikke var hurtig nok til at undgå alle skuddene og forberedte sig derfor på at det her ville gøre utroligt ondt. Det ville ikke være første gang hun var blevet skudt og med garanti heller ikke den sidste, men det gjorde det ikke nødvendigvis bedre. Det var ikke til at sige hvad de ville gøre med hende hvis de kun sårede hende.
En hvislen i vinden, fik hende til at se rundt. hørte lyden af den ene der skreg i smerte, og vidste med det samme hvorfor. Det var utroligt at han stadig var her.. havde ikke regnet med at hun nogensinde ville se ham igen. Selvfølgelig havde hun ikke set ham endnu, men hun kendte hans angrebsmetoder og vidste at han med største sandsynlighed, var i en skygge et sted.
Ganske rigtigt, stod han kort efter mellem dem. Han lignede sig selv.. Alligevel forstod hun ikke helt hvad han lavede her. Han plejede ikke at holde specielt meget fri.
Som han slog en ihjel med sin gift, smilte hun ganske kort for sig selv, og bed sig i læben. "Jeg havde ikke regnet med at få den form for hjælp her til aften.. Men jeg sætter pris på det" det var svært at vide hvad hun præcis skulle sige til ham, mest af alt fordi hun ikke havde glemt deres fortid sammen. Men det havde han sikkert.

Hvis man havde spurgt ham for et stykke tid tilbage så havde han heller ikke regnet med at han nogensinde ville blive så lang tid. Det havde han heller aldrig gjort før. Men byen holdte alligevel på ham, og så var der alt det arbejde man overhovedet fik brug for i hans branche. Hvis man selvfølgelig fandt frem til ham.
Da hun så talte til ham, trak han kort på smilebåndet inde under hatten og tog den så af. "En by som den her er perfekt til at blive væk i når Himlen selv har en i søgelyset.... Så der var alligevel ingen grund til at forlade byen..... Og selvfølgelig hjalp jeg.... Jeg er ikke altid et monster....."
Hans øjne var kolde og fyldt med en nærmest uhyggelig følelse. Følelser havde han måttet pakke væk for længe siden for ikke at fortabe sig i sin dyriske natur. Det var tydeligt at han ikke havde haft nogen kontakt med andre det sidste stykke tid udover hans arbejde. Og det var meget sjældent at folk trak vejret bagefter. Hvis de gjorde, var det meningen

Selvom han havde sin hat på, kunne hun sagtens skimte at han trak på smilebåndet. Det var tydeligt for hende at han havde gemt sine følelser væk igen, hvilket sikkert også havde været en nødvendighed med hans job. Det gik ikke at vise svaghed på den måde. Hans blik skræmte hende ikke, men så igen, han havde ikke skræmt hende længe. Det ville han sikkert heller ikke kunne igen, det generede hende dog ikke. Spørgsmålet var om det generede ham.
Hans ord frembragte et smil hos hende og en kort men svagt grin. "Siden hvornår har jeg nogensinde set dig som et monster, du burde kende mig bedre end det" svarede hun let og trak en smule på skuldrene.
Lige nu vidste hun ikke hvad hun skulle gøre af sig selv omkring ham. Den kølige vind virkede på sin vis beroligende, men samtidig fortalte den at der ville være nogle ting der ændrede sig, ting der fortsat ændrede sig. Nogle ting der aldrig ville være de samme igen. Det var ikke fordi hun havde regnet med det, måske håbet men intet andet.
"jeg er ked af jeg forstyrrede din friaften.." sagde hun let og smilte tænkende et øjeblik.
til sidst vendte hun dog rundt og begyndte at gå. Væk fra ham, og en situation der fik hendes hoved til at snurre rundt af tanker. Der var mange muligheder, muligheder hun ikkr ville tænke for meget over, men som alligevel fik snoet sig ind i hendes sind. Af samme grund stoppede hun op og blev stående på gaden.

Zakaroff vidste udemærket godt at han ikke skræmte hende, det var en af de ting der havde fanget hans interesse ved hende til at starte på. Det var ikke fordi det generede ham på nogen måde men alligevel så var der noget ved der holdte ham fast. Han var koldblodig morder og hun havde på intet tidspunkt rynket næse af ham. Ikke af hvad han vidste i hvertfald.
"Sandt.... Nogle ting vil altid være de samme.... Ligesom du og jeg......"
Det skete meget sjældent at han blev paf over et eller andet men at have mødt hende igen havde så absolut haft den effekt på ham. Det generede ikke men det bragte alligevel meget tilbage på en måde han ikke helt kunne forklare.
"Du forstyrrede ikke.... Det var mit eget valg at hjælpe dig... Ikke at du så ud til at have brug for det....."
Han kiggede efter hende som hun begyndte at gå væk, vidste ikke helt hvad han skulle sige. Da hun så stoppede op, rakte han armen ned af den anden vej og sagde stille: "Du har brug for hvile.... Vil du med?.... Jeg har..... Savnet dig....." Ord der var oprigtige men lå underligt i munden

Danayela hørte så udemærket hans ord, de forundrede hende. Det var ikke fordi de gjorde noget skidt overhovedet, men det kom bag på hende at han stadig havde det på den måde. Som hun stod der med ryggen til ham, ville han måske fornemme at hun var i tvivl. Lige nu var det utroligt svært for hende at finde ud af hvad der var rigtigt og hvad der var forkert.
"Det er jo længe siden Zak.. jeg kan umuligt forvente at du har det på samme måde som jeg.. jeg ville sagtens forstå hvis du havde glemt alt om mig mens jeg ikke var her.." sagde hun stille og bed sig en kende i læben.
De havde uden tvivl været igennem meget sammen, meget mere end hun havde troet at hun skulle opleve. Ville ikke bytte det for noget, for hun havde samtidig også lært helt utroligt meget af ham. Et øjeblik lukkede hun øjnene og trak vejret stille ind. Den blide vind føltes behagelig lige nu, og hun prøvede at finde ud af hvad hun skulle. Men han kom hende i forkøbet.
Stille så hun om imod ham ved hans spørgsmål. tog nogle skridt hen imod ham og lod hovedet glide en kende på skrå. "Jeg.. sover ikke så meget for tiden.." sagde hun stille og så let væk fra ham. Da han sagde at han havde savnet hende, kunne hun ikke holde et svagt smil tilbage, og lod blikket hvile på ham. "Men jeg vil gerne gå med.. Jeg har.. oz savnet dig.."

Han kunne godt forstå hun tænkte sådan, det var jo længe siden. Men Zakaroff var ikke en mand som så mange andre. Han glemte aldrig, specielt ikke en så speciel som hende.
"Og her troede jeg lige du kendte mig.... Jeg glemmer for det første aldrig.... Heller ikke hvordan jeg har det når du er nær.... Det er svært at give sådan en fornemmelse i et hjerte der ikke har slået længe....."
Så stod han ellers stille og ventede lidt for at give hende tid til lige at bearbejde situationen og fornemmelserne mellem dem lige nu. Det nyttede jo heller ikke noget at han bare overvældede hende.
Da hun så gik tættere på ham og smilede stille, trak han selv endnu en gang på smilebåndet og vendte siden til som tegn på de kunne begynde at gå.
"Det glæder mig at høre.... Kan du huske vejen?...."

Igen kunne hun ikke undgå at grine svagt. Han havde ret.. hun kendte ham skam, og hun kendte ham nok bedre end de fleste. Nok måske endda bedre end nogen anden. Ikke fordi hun ville prale med det, for det var slet ikke hendes intention, hun holdt jo stadig utroligt meget af ham. elskede ham. Men det ville hun ikke kunne sige til ham lige nu, måske på et senere tidspunkt hvis det skulle komme op. Lige nu valgte hun blot at holde sine følelser lidt i skak. Selvom det føltes som om hendes hjerte stepdansede henover den våde asfalt og efterlod et ekko i hendes indre, nærmest som for at fortælle hende hvad hun skulle og hvad hun i den grad ikke skulle.
Som han vendte sig med siden til, fulgtes hun med ham gennem den stille gade. Den var endnu engang henlagt i en nærmest lukket tavshed. Et sted hvor der lige nu, kun kunne høres hendes skridt. Ikke hans, det kunne man aldrig. Det havde hun vænnet sig til, og det var nok også derfor at hun vidste at han var nær.. fordi hun ikke skulle lytte med sine øre, men med sit hjerte.
"Jeg kan godt huske vejen ja.. den glemmer jeg nok aldrig.."
Hendes stemme og holdning virkede ikke afvisende, nærmere måske en kende tøvende. eller usikre. Mest fordi hun ikke vidste hvad hun skulle gøre af sig selv nær ham. Havde mest af alt lyst til bare at glemme hvor de var, og skubbe ham op af den nærmeste væk og vise ham, at hun skam stadig havde følelser for ham. Tanken fik hendes kinder til at blusse ganske svagt op, hun rømmede sig og så forsigtigt fremad, for at undgå at kigge på ham. Han kendte hende alt for godt og ville hurtigt regne ud hvad hun tænkte, og der var virkelig ingen grund til den ydmygelse lige på nuværende tidspunkt.
Renderne under hendes øjne var mørke, og hun var tydeligt træt. hendes skridt var mere mekaniske end noget andet, og lige nu var det vidst mere hendes stædighed der holdt hendes krop igang, end noget andet. Burde have sovet fdor længst, men hun ville ikke. Hun ville næsten hellere dø end det. End de forfærdelige mareridt.
"Hvordan.. har du haft det?.."
Hun vidste at de lignede hinanden på mange områder, måske fordi de begge to godt vidste at de ikke rigtigt hørte til nogen steder.. Hun vidste dog også at hun følte hun hørte til hos ham, og det var virkelig en rar følelse, men også en skræmmende følelse.

Egentlig så behøvede Zakaroff ikke rigtig hvile han havde dog hvilet en gang imellem alligevel. Men siden hende havde han ikke hvilet en eneste gang. Styrke fra blod havde holdt ham i gang og han så heller ikke nogen grund til at hvile når det bare var ham. Det nærmest han kom at hvile sig var når han holdte lav profil mellem sine missioner.
Hun kendte ham ganske rigtigt langt bedre end langsomt de fleste. Hun havde set bag ved hans morderiske person og set manden der kunne være inde bag ved.
"Det glæder mig.... Sikkerheden er dog lidt anderledes, så jeg skal nok åbne når vi kommer der til...."
Lige så vel som hun kendte ham, kendte han hende og vidste udemærket godt at kroppen var tvunget i gang. "Jeg har ikke tænkt så meget over det.... Passet mit arbejde.... Hvilket også er derfor Himlen ikke just er min største fan for tiden...."
Uden at tænke over det, tog han den lange sorte frakke af og lagde stille om hendes skuldre for at give hende varme og tryghed

Dana gik stille afsted sammen med ham, nød roen der nu var faldet på deres omgivelser og den lette vind der stille strøg forbi dem. Lige nu havde hun stadig meget svært ved at vide hvad hun skulle gøre omkring ham. Kunne sagtens mærke en masse følelser der nu kom frem igen, ikke at det som sådan generede hende.
"det er helt okay.. jeg stoler på dig.. så mon ikke du nok skal passe på mig" svarede hun med antydningen af et smil. hvorfor mon han havde lavet andre sikkerhedsforanstaltninger? mon det var fordi der var sket noget siden hun var gået. eller var det mon fordi hun var gået. "Hvorfor? egentlig?.."
Hans forklaring om hvorfor himlen var efter hende, fik hende til at smile kort. hun vidste det så udemærket. de havde allerede prøvet at sende hende efter ham, fordi hun kunne komme ind på livet af ham. men hun havde nægtet.. hun ville aldrig nogensinde forråde ham på den måde. Uanset hvad, så når det kom til stykket, elskede hun ham jo. Og intet himlen gjorde kunne ændre på hvordan hun følte for ham.
"Du burde passe mere på.. jeg vil ikke have der sker dig noget.." sagde hun stille og så frem for en stund. Igen kunne hun ikke undgå at smile lidt som han tog sin frakke af og lagde den over hendes skuldre "Tak.. det var sødt af dig"

Han smilede stille og nikkede til hende inden han svarede: "Selvfølgelig vil jeg passe på dig.... Det vil jeg altid gøre...."
Zakaroff havde altid været meget stolt af sit arbejde og satte en meget stor ære i at være den bedste. Men for hende ville han droppe en hver opgave lige meget hvor vigtigt den så end måtte være. Da hun så spurgte hvorfor der var ekstra sikkerhed, kiggede han kort ned og sagde: "Fordi de ser et monster.... Mange af mine mål har været Engle....Og når for mange engle begynder at forsvinde.... Så bliver Himlen opmærksom på det... "
Det var også rigtigt at rigtig mange engle var faldet i forsøget på at dræbe ham eller også havde han fået engle som mål i en opgave. "Jeg passer altid på..... Og det var så lidt.... Kan jo ikke have du fryser....."
Efter en gåtur af nogle mærkelige veje, kunne man så småt se hans hus

Dana smilte lidt for sig sig selv ved hans ord, og så kort på ham mens de gik. det var nu dejligt at se ham igen.. se at han stadig var okay. "Det ved jeg godt.. jeg har altid vidst at du ville passe på mig uanset hvad.. og det er jeg stadig glad for.." svarede hun blidt og bed sig i læben.
Mens han forklarede hvorfor han havde øget sikkerheden, kunne hun kun nikke genkendende til hvad han forklarede. Havde godt hørt hvad han gik og lavede og hun vidste også at himlen havde sendt flere ned for at dræbe ham, men samtidig vidste hun også at de ikke havde en chance for at lykkes med det.
"Jeg ved det godt.. de ser dig for de ting du laver.. ikke for personen bag.. De ville have mig til det.. til at dræbe dig, fordi jeg kender dig.. og fordi jeg ville kunne komme tæt nok på.."
At han stadig bekymrede sig for hendes velbefinfende, gjorde hende varm indeni. Dengang hun havde mødt ham, havde hun nok aldrig troet at deres forhold skulle udvikle sig i nogen form for romantisk retning. Havde dog aldrig været ligeså glad, som hun var sammen med ham.
" Det er sødt af dig du bekymre dig for mig.. men jeg har jo haft en god lærermester.."
Selvom hun godt kunne mærke at hendes krop var træt, og hun vidste at hun ikke ville kunne gøre alt for meget i en kamp hvis de skulle støde på det, skræmte det hende ikke. Var nok nået til et punkt hvor det var lidt ligemeget hvad der skete.. I hvert fald indtil i aften, hvor hun havde mødt ham igen. Tænkende så hun på hans hus som de nåede frem til det, og smilte. Det var næsten med en følelse at komme hjem igen.

Det varmede egentlig at hun stadig vidste at han passede på hende. Selvfølgelig havde det været svært når han ikke vidste hvor hun var, men han havde stadig gjort alt det han kunne.
Det overraskede ham ikke at Himlen havde forsøgt at få hende til det, men samtidig gjorde det ham glad og varm at hun havde nægtet det.
"Jeg har altid vidst at Himlen ikke var så uskyldsrene som de gerne vil fremstå at være.... Det glæder mig dog meget at du nægtede at gøre det... Det viser mig endnu mere hvor meget du betyder...."
Som de kom hen til hans hus, hviskede han nogle mærkelige ord, drejede på nogle ting og stak sig til sidst på et eller andet inden bagdøren gled op og de kunne gå indenfor. "Det burde være fuldstændig som du husker det.... Kom....."
Han sørgede hurtigt for der kom varme på så hun kunne hvile og få det bedre

At himlen havde bedt hende om at få ham ryddet af vejen, havde ikke rigtigt overrasket hende. Det eneste der havde overrasket hende, var nok at de havde forventet at hun ville gøre det. Uanset hvad de lovede hende, ville hun aldrig nogensinde gøre det. Hun elskede ham.. og det ville ikke ændre sig, heller ikke selvom han så ikke havde de følelser for hende mere.
"Selvfølgelig nægtede jeg.. Intet de sagde eller truede med at gøre, ville få mig til at gøre det.." svarede hun ganske stille mens de gik.
Kendte vejen ganske godt, hun havde gået den mange gange.. og selvom det var længe siden, var det nok noget af det eneste der altid ville sidde fast i hendes indre.
Tænkende betragtede hun ham mens han låste døren op, han havde helt sikkert skruet op for sikkerheden, men det havde hun fuld forståelse for. Det var bedre for ham at han var i sikkerhed, end at han risikerede noget.. det var nok oz vigtigt for hende. Da de så kom ind, smilte hun for sig selv. En hjemlig varm fornemmesle bredte sig i hendes krop og hun måtte nok sande, at hun havde savnet ham.
"Det ligner sig selv ja.. Det er som det plejer at være.. næsten.. For du er ikke som du plejer at være.." hun så en smule spørgende på ham.

Han havde en ganske særlig velkendt varm glød i sine øjne som hun sagde at hun aldrig nogensinde ville gøre det ligemeget hvad. Hun var nok lige præcis den ene der ville have chancen for at gennemføre det hvis det kom til stykket.
"Det betyder meget..... Hvis det skulle komme til stykket, ville jeg heller ikke holde det mod dig hvis du gjorde det.... Jeg er jo hvad jeg er...." Når han gik for længe alene kom han hurtigt til at se sig selv som et monster, han havde jo også langt flere mord på samvittigheden end nogen turde tænke på. Man blev ikke den mest notoriske lejemorder uden grund.
Da de så kom ind, kunne han se i hendes øjne hvad det gjorde ved hende at være tilbage. Det var også som om alting var som det skulle være igen. Da hun så nævnte at der var noget forandret ved ham, kiggede han lidt undrende på hende og spurgte: "Jeg er ikke helt sikker på jeg forstår?..... "

Dana så tænkende på ham ved hans ord og smilte lidt for sig selv. Han så sig selv som et monster.. Det vidste hun godt, men det var ikke ensbetydende med at hun så ham sådan.
"Jeg ved godt at du ser dig selv på den måde.. Men det burde du efterhånden vide at jeg ikke gør.. Det vil jeg aldrig gøre.. Og selvom jeg godt ved at jeg sikkert ville lykkes med det, så ville jeg aldrig kunne leve med det.." svarede hun smilende og bed sig i læben.
Tog langsomt sin jakke af og hængte den op, mens hun stadig virkede lidt småtænkende. Vidste jo godt hvad hun følte for ham. Samtidig vidste hun også godt, at han nok aldrig ville få de følelser for hende igen. De blå øjne hvilede kort på ham, stadig en smule tænkende, inden hun så stille så rundt.
Stod lidt i tavshed ved ham, og virkede som om at hun prøvede at formulere sig i sindet, inden hun så omsider mødte hans blik igen. "Du virker.. anderledes.. Selvom jeg kan se at det er dig og at du lyder som dig så.. jeg ved ikke.. Der mangler noget" hendes stemme virkede usikker.
Kunne ikke helt sætte ord på hvad der var anderledes, men kunne se at der var noget.

Så nikkede han stille for sig selv som hun nævnte at han så sig selv sådan. "Det kan der være noget om.... Du har altid set forbi hvad endda jeg selv ikke kunne se forbi.... Det er rart at se jeg har den betydning......"
Som hun så tænktende ud, kiggede han undrende på hende og ventede lidt på hvad hun sagde. Han havde aldrig været den bedste til at aflæse den slags men han kendte hende dog godt nok til at vide der nok var noget om det.
Imens hun fortalte hvordan der manglede noget, gik det også op for ham hvad det var. Han gik lidt tættere på hende og lagde ganske stille hænderne på hendes skuldre imens han betragtede hende med et meget intenst blik.
"Jeg hvad hvad der mangler..... Det gik op for mig..... At det der mangler...... Er dig..... Det her har ikke føltes som et hjem uden dig....."