We meet again //Darcia//

T: Omkring 19.00.
S: Mallorie hjem.
O: Mallorie og hendes forældre.
V: Det er meget overskyet, man skulle næsten tro, at det var nat.

Mallorie kiggede endnu engang på sit ur og sukkede. Hun havde siddet og ventet i flere timer nu, men det var vel også hendes egen skyld. Hun glædede sig bare så sindsygt, til at se sin elskede bror igen, at hun ikke havde lavet andet hele dagen. Det var efterhånden også mange år siden, de sidst havde set hinanden. Hun rullede om på ryggen og kiggede tomt op i sit loft. Lige nu var værelset hun lå i fuld af flyttekasser, der var endnu intet andet end hendes seng, som var kommet på plads. Hun havde haft hele dagen til at pakke ud, men tanken om at skulle møde sin bror igen, havde afholdt hende fra det.
Med et suk satte hun sig op i sengen med sin hovedpude i favnen. Det kunne godt være, at hun snart skulle komme i gang med at indrette det, men hun havde ingen ide om, hvordan det skulle se ud. Hendes gamle værelse havde ikke været noget at råbe hurra for. Det var ikke andet end nogle plakater klasket op på væggene, en seng, en reol der var fuld af bøger og film, et skrivebord man alligevel aldrig kunne se, fordi det var så roddet og et tøjskab, som tøjet nærmest sprang ud af, hver gang man åbnede døren.

Hun fik endelig taget sig sammen til at rejse sig op og gå ud i stuen til sine forældre, som sad og så tv. "Mall rolig nu, han skal nok komme" sagde hendes far med en halv nervøs stemme. Mallorie vendte hovedet imod ham med et løftet øjenbryn, hvorfor lød han sådan? Det var ikke noget, der normalt skete. Det var vel bare det faktum, at hun stadig ikke havde vendet sig til det nye liv. Det kunne man vel heller ikke bebrejde hende. Hun havde hele sit liv troet, at vampyrer, varulve og alle de andre væsener kun var eventyr figurer og nu var det hele pludselig sandt? Hun var stadig en smule rystet over det. Især det faktum, at hendes far havde vidst det hele tiden, men bare ikke sagt det til hende. Hun var faktisk stadig sur over det, nu hun tænkte over det. Med et fnys kiggede hun væk fra sin far og vendte hovedet mod døren. *Kom nu...* tænkte hun nærmest desperat og sukkede.

Han sukkede kort inden han greb ud efter sin sorte habit jakke og så sig kort over sin ene skulder i et spejl som hang ude i gangen hvor han nu en gang boede. Han boede dog ikke alene, men sammen med en mand, som han var tjener for, dog var det ikke fordi han var til mænd, langt fra! Men han ledte efter et job og så viftede denne dæmon med dette arbejde som han har nu " Shiro... Jeg går nu" sagde han og rettede kort på det sorte slips som han havde taget på, bare for at se lidt anstændig ud, nu hvor han skulle hjem til sine forældre endnu engang. Det var efterhånden også ved at være noget tid siden han havde været der sidst, men hans forældre sagde de havde noget han skulle se og at han skulle glæde sig? Hvad kunne det dog betyde? Det kunne han ikke finde ud af før han kom hjem til dem og stod i deres hus.

Gaderne var næsten tomme for mennesker, hvilket undrede ham, da klokken ikke var særlig mange. Et suk undslap hans blegrøde læber inden han forsøgte at se lidt lyst på han endelig havde taget sig sammen til at besøge dem og for at hente de sidste ting, som der stod hjemme ved dem som var hans. Han stoppede kort op ved en blomster dutik og kiggede ind af vinduet * måske skulle man være en fedte røv?* tænkte han og gik inden for. Klokken bimlede da han gik ind og i det samme kom en lille tyk mand gående " Hvad kan jeg hjælpe med sir?" sagde han og så på ham med et smil på læberne. Darcia lod kort en hånd glide op og fjerne det lange sorte hår fra sine øjne så han bedre kunne se manden " En buket røde roser" sagde han med et smil. Manden nikkede kort og fandt nogle store røde roser, klippede dem til og pakkede dem fint ind " Det bliver 100 " sagde han og smilte til Darcia som allerede havde fundet pengene frem " Er det til fruen ?" spurgte manden med et kækt smil på læberne. Darcia fnøs kort med et grin i stemmen " Gid det var så vel" sagde han og smilte kort tilbage inden han igen gik ud og over mod sin destination.

Da han endelig nåede til huset hvor hans forældre boede rettede han på sit tøj og lå kort roserne på trappen inden han lod begge sine hænder samle det lange hår i en hestehale og bandt det sammen med et elastik. Igen samlede han roserne op inden han bankede på døren og ventede på der var nogle der åbnede.

Mallorie plantede sig på køkkenbordet og kiggede ud af vinduet, der var vendt mod byen. Der var ikke mange mennesker på gaden trods for, at det ikke engang var sen aften endnu. Normalt plejede der at være mange mennesker på gaden på den tid af dagen. Måske var det vejret? Det regnede ganske vidst ikke, men det kunne sandelig godt se sådan ud. Man havde ikke kunnet se solen i flere timer, grundet de mørke skyer, som lå over himlen. Tågen var også begyndt at komme frem fra skyggerne og det så i det hele taget dystert ud, selvom klokken ikke var mere end 19 om aftenen. Hun gav et gys fra sig og hoppede ud af sin lille tankestrøm, da hendes mor sagde noget til hende. "Hop ned fra det køkkenbord" vrissede hun ovre fra sofaen og sendte sin datter et irriteret blik. Mallorie adlød med et suk og hoppede ned på gulvet med et lydløst spring. *Det kunne være, man skulle tage noget andet tøj på?* tænkte hun pludseligt og gik med lange skridt ind på sit værelse.

Hun smækkede døren bag sig og gav sig til at rode efter en bestemt ting, imellem de godt 20 store flyttekasser, som stod inde på hendes værelse. Det var ikke ligefrem nemt, men der var en kjole, som hun bare skulle finde. En hendes bror havde givet hende for nogle år siden, som hun utroligt nok stadig kunne passe. Den himmelblå kjole måtte være der et eller andet sted! Hun rodede 3 kasser med tøj igennem, før hun endelig fandt den og skyndte sig at tage den på. Da hun derefter kiggede rundt på værelset kunne hun ikke lade være med at smågrine. Der lå tøj ud over hele gulvet, fordi hun havde ledt efter kjolen så desperat. "Ups..." hviskede hun og kiggede mod sin dør. Det var vidst meget godt, at døren havde været lukket. Hvis hendes mor så det rod, ville hun flippe skråt. Hun besluttede sig for, at hun hellere måtte rydde det bare nogenlunde op.

Da hun endelig var færdig bankede det på døren. Hun rev døren til sit værelse op og styrtede gennem stuen for at være den første til at nå døren. Det havde hendes forældre allerede regnet ud, så de prøvede ikke engang på at rejse sig. De kiggede blot kort på hinanden og gav sig til at se videre. Mallorie stoppede kort op foran døren for at trække vejret dybt. Det var ikke noget hun havde set frem til længe, nej overhovedet ikke. Orgh hvem prøvede hun at narre? Hun havde savnet ham så meget, at hun næsten var død af glæde, da hun fik af vide, at han skulle komme forbi. Før hun selv vidste af det, åbnede hun døren og sprang direkte i favnen på personen foran hende. Hun nåede ikke engang at se, hvem det var. Hun gik bare ud fra, at det måtte være ham. "Darcia..." sagde hun med grødet stemme ind mod hans brystkasse, imens hun prøvede på at holde tårerne inde.

Han sitrede nærmest over hele kroppen over at skulle se hans familie igen, det var efterhånden 3 år siden han sidst havde befundet sig her i deres hus, men nu var han her endelig. Da døren blev åbnet og det var en pige som stod der, gik det op for ham. Overraskelsen var hende... Hans højt elskede lillesøster som nu var ved at blive voksen. Han vidste slet ikke hvad han skulle sige. Idet han mærkede hun kastede sig i hans arme smilte han kort over det og lå så sine arme omkring hende " Mallorie..." sagde han og bed sig kort i underlæben. Han prøvede virkelig at holde tårerne inde, men det lykkedes ham ikke " Hvor har jeg savnet dig" sagde han og bukkede kort hovedet for at kysse hendes hår.

Han løftede hende op i hans favn da de krammede hinanden og gik inden for døren " Er mor og far hjemme?" sagde han med et smil på læberne og satte hende igen ned så hun havde fast jord under fødderne igen. Han slap hende og gik ind i stuen til deres forældre " Godt at se jer igen" sagde han og rakte buketten med roser til hans mor. man kunne godt se at deres forældre var ved at være oppe i årene " Darcia... Hvordan har... Ja" sagde faren og rejste sig op for at hive ham med ud i køkkenet " Mall ved det ikke endnu vel?" sagde Darcia og bed sig usikkert i underlæben og så kort over på hende. Han vidste ikke hvordan han skulle forklare sin lillesøster at han nu var blevet til et af de bæster som gik og drak blod fra folk om natten, men han skulle nok finde på noget... Håbede han... Da de kon ud i køkkenet åbnede faren et lille skab og hev en lille flaske frem, med en rødlig væske " Far... " sagde han sukkede kort idet hans far hældte noget op i et glas til ham. Hurtigt blev flasken igen gemt væk og Darcia og faren blev ude i køkkenet, for at snakke.

" Far jeg ved ikke hvordan jeg skal fortælle Mall det... Jeg kan næsten ikke få mig selv til det" sagde han og så kort ned i glasset med den røde væske inden han rettede blikket på sin far, som kort kløede sig i nakken " Sig det som det er.. Stille og roligt" sagde han og smilte kort til Darcia. Han nikkede anerkendende til ham inden han hævede glasset og tog en tår af væsken som egentlig var blod. Forældrene vidste godt at Darcia var vampyr, men havde bare holdt det skjult for Mallorie, hvilket sikkert ville være bedst.

En varm følelse gik gennem Mallorie. Endelig var de sammen igen og han skulle aldrig forlade hende i så lang tid igen. Sine arme i hans igen. Han berøringer. Det hele var perfekt igen. Nu kunne hun klare hele verden, så længe han var hos hende. Hun kunne ikke lade være med at smile, da hun hørte hans stemme igen. Det var så længe siden, at hun næsten havde glemt den. Hun kunne ikke holde sine tårer inde længere og lod dem bare løbe ned af sine kinder. "Jeg har også virkelig savnet dig" fik hun endelig fremstammet og kunne ikke lade være med at fnise kort, da han kyssede hendes hår, som så mange gange før. Det hele var som det skulle være.

Hun lagde hænderne omkring hans nakke, da han løftede hende op og nikkede til ham. "De er hjemme" sagde hun konstaterende og fik først da kigget rigtigt på ham. Han havde ændret sig, siden hun så ham sidst, men det var der vel ikke noget at sige til. Han var bare blevet voksen, selvom der var et eller andet over ham, som virkede en smule underligt. Hun trak kort på skulderne og gik med ham ind i stuen til sin mor. Hun kiggede en smule surt efter sin far, da han slæbte Darcia med ud i køkkenet og skulle lige til at gå efter dem, da hendes mor hev fat i hende. "Bliv her Mall..." sagde hun med en rolig tone og kiggede ned på sin datter. "Men..." protesterede hun, men vidste godt, at der ikke var andet at gøre. Hun måtte blive i stuen ellers ville hun være på spanden. Dog fik hun sig hurtigt et smuthul, da hendes mor skulle noget. Hun vinkede farvel til hende og gik ud af døren.

Hun nåede lige at høre det sidste af Darcia's sætning, da hun listede hen til køkkendøren. Stille og roligt? Hvad var det dog for noget, der var så hemmeligt, at hun ikke måtte vide det. "Hvad kan du ikke få dig selv til?" spurgte hun forsigtigt i køkkendøren og kiggede over på sin bror. Hun så glasset og smilede til ham. "Vin?" spurgte hun med et smil og gik over til ham. Hun lugtede kort til væsken i glasset, da hun kom helt over til ham, men det var ikke vinlugt, der mødte hende. "Hvad er det?" spurgte hun ham og hendes far blev pludselig helt mærkelig i hovedet. Han bakkede forsigtigt ud af køkkenet og lukkede døren bag sig. Mallorie kiggede underligt op på sin bror og lagde hovedet på skrå.

Da han hørte Mallorie smilte han kort til hende " Ikke noget... Jeg skal nok forklare det senere" sagde han med et forsigtigt smil på læberne inden han lod tungen komme ud og fugte hans læber. Han kunne ikke lade være med at grine lidt da hun spurgte om det var vin, men da hun kom tættere på og han så hvordan deres far stille bakkede ud af køkkenet, så han ned i jorden, som om han var en hund som skammede sig. Han rettede igen blikket imod Mallorie og sukkede " Mall... Jeg har noget jeg vil fortælle dig..." sagde han med en svag stemme. Han havde så svært ved det, men det skulle jo ud på den ene eller den anden måde. Han stillede glasset fra sig og hev hende ind til sig og lå sine arme omkring hende " Lyt til mit hjerte" sagde han kort og bed sig kort i underlæben. Hvis hun lyttede godt nok ville hun hurtigt opdage at der ikke var nogen puls, man kunne ikke høre hans hjerterytme overhovedet. Han bed sig kort i underlæben og så ned på hende " Den dag.. Vi sidst så hinanden skete der noget med mig Mall... Da jeg var så dum at forlade huset" sagde han og kneb kort sine øjne sammen. Han håbede hun forstod ham...

" Du husker vel jeg ikke ville have at du så mig? At det kun var mor og far jeg så... De dage var de værste i mit liv... At skulle holde dig for nar, fordi du ikke måtte vide hvad det var som var sket... Jeg ved du gerne ville have det at vide, det sagde mor og far, men jeg kunne ikke Mall... Jeg ville ikke vise dig det den gang for omkring 3 år siden." Han tog nogle skridt bag ud og så på hende med et trist smil på læberne. Langsomt kunne man ane hans øjne var ved at skrifte over til den røde farve, som ville afsløre, hvilket væsen han var. At han var et af disse blodsugende bæster som gik ude i gaderne om natten, på jagt efter en person som ar dum nok til at krydse gaden på det 'rette' tidspunkt.

Mallorie lagde hovedet på skrå og kiggede underligt på ham. Hvad var der galt med ham i dag? Der var et eller andet galt, så meget kunne hun se. Han var ikke sig selv. Der plejede aldrig at være noget, som de ikke kunne snakke om. Hvor var det forhold blevet af? Hun godtog ikke det første svar, men så også hurtigt, at der var et eller andet, som gik ham på. Da hendes far bakkede ud af køkkenet kunne hun godt mærke, at stemningen med det samme blev en smule mere alvorlig. Hun nåede ikke at svare på hans sætning, før han trak hende ind til sig. Hun troede først, at han bare ville give hende et kram, men fandt hurtigt ud af, at det ikke var tilfældet. "Dit hjerte?" sagde hun kort og kiggede op på ham. Hun lagde øret til hans brystkasse og spærrede øjeblikket efter øjnene op. D...DER VAR INGEN?! Det kunne ikke være. Det kunne ikke lade sig gøre. Hun kiggede op på ham med frygt i øjnene og trådte et skridt væk fra ham. Hendes blik blev blandet med en følelse af raseri og sorg. Han var ikke sig selv mere, han var blevet en hel anden. Hvad skete der? Det kunne ikke være rigtigt.

Hun kiggede op, da han snakkede igen. "Jo tak. Det kan jeg godt huske" sagde hun med en bitter stemme. Det havde været nogle af de mest pinefulde dage i hendes liv. Hun kunne ikke holde det tilbage længere. Tårerne begyndte at løbe ned af hendes kinder i takt med, at hun blev mere og mere gal, jo mere han talte. "Hvorfor?... Hvorfor har du gemt det her for mig?! Du har...." hun måtte stoppe og for at trække vejret og kiggede kort ned i jorden, før hun igen kiggede op på ham med et sårret blik. "Du har løjet for mig, nægtet og snakke til mig i 3 år og nu fortæller du mig, at du er blevet til... til.... EN BLODSUGER?!" sagde hun lettere desperat. Frygten steg i hende og hun prøvede så godt som muligt på at holde den inde. Det gik meget godt, eftersom den sårrede følelse overgik den.

Han så på hende med et trist blik " Undskyld Mall..." sagde han og så væk " Jeg forstår hvis du.... Ikke godtager mig som din bror længere" sagde han og bed sig usikkert i underlæben. Hvad skulle han dog gøre? Han kunne se frygten i hans søsters øjne, hvilket gjorde ham forfærdelig ked af det, men han kunne ikke gøre noget " Har du ikke også undret dig over hvorfor det var jeg ikke var der i dags timerne?" sagde han og rettede blikket imod hende. Hans øjne var faldet til ro, og var ikke blevet røde, eftersom han havde kæmpet imod det. Han kunne ikke.... Han ville ikke... Nu stod han med dette problem over for sin elskede lillesøster som var bange for ham og på samme tid fuld a raseri... Han kunne ikke sige undskyld nok gange, han ville egentlig bare gå ud af døren og så gå tilbage til skoven, hvor han boede. Shiro havde også sagt det ville ende galt.... Og han fik ret...

" Mallorie... Jeg er ikke en af dem som går hvileløst rundt i gaderne... Jeg har et hjem... Jeg bor ved en herre som skaffer kunstigt blod til mig... Det er kemisk fremstillet" sagde han og smilte kort til hende. Han gik stille over mod hende med sine arme ud til hver side " Jeg vil aldrig kunne drømme om at slå et andet væsen ihjel! Det ved du Mallorie" sagde han og så på hende med et sørgmodigt blik. Han ville sådan ønske at alt dette ikke var sket og at han bare havde lukket munden og ikke sat noget som helst om det til nogen, men folk ville sikkert finde ud af det før eller siden alligevel og så stod han med et problem der alligevel.. Det var bare som om dette var meget værre... hans forældre vidste det godt, men havde fået ordre på ikke at fortælle hende det, fordi han ville beskytte hende som han altid havde gjort, men nu skulle han sikkert også beskytte hende fra sig selv.

" Mall kom nu her... Jeg lover jeg ikke gør dig noget... Jeg elsker dig jo ikke mindre af at jeg er blevet til.... " han stoppede og udstødte et suk inden han rettede blikket mod glasset, hvor der stadig var noget i og derefter igen på hans søster " Til vampyr" sagde han og bed sig kort i underlæben inden han igen tog et skridt over mod hende.

Mallorie var helt og aldeles slået i stykker. Hvordan kunne han? Hvordan kunne han tillade sig at gøre det mod hende? Var deres forhold slet ikke noget værd i hans hoved? Alle disse tanker gik gennem hendes hoved imens hun kiggede på sin "bror" Hun vidste slet ikke, hvor hun skulle gøre af sig selv. Hun havde mest af alt bare lyst til at løbe. Gemme sig fra det monster, som stod foran hende. Han burde vide, hvor svært hun havde ved at køle ned, når hun først var oppe i det røde felt. Der var ikke meget, der kunne få hende ned igen. Eller jo. En ting, men den havde han sikkert for længst glemt. Hun prøvede på at kæmpe imod vreden og fik med meget stor besvær sagt; "Stop det der. Du ved jeg elsker dig, men..." Hun kunne ikke sige mere, før vreden igen kom op i hende og hun kiggede væk fra ham. Hun havde lyst til at stikke ham sådan en flad.

Hun vendte blikket mod ham igen med armene over kors. Hende øjne var stadig helt røde og tårerne kom stadig dryppende ned af hendes kinder. Hun kunne ikke finde ud af hele stationen. Hun stod mellem 2 valg. Enten at bede ham om at skride, så hun aldrig skulle se på ham igen, eller lade sig falde i hans arme. Hun flyttede sig ikke, da han kom gående over imod hende, men gjorde sig alligevel klar til at kunne komme væk hvert øjeblik det skulle være. Hans ord beroligede hende, selvom hun ikke ville kendes ved det. Det var hendes elskede bror, men .... Hvad skulle der nu ske? Hun lyttede til ham og lod sit blik møde hans. Et af de blik, som hun brugte sjældent, og hvis hun endelig gjorde, så vidste folk også, at hun mente det. At hun virkelig var så sårret, fortvivlet og rasende på samme tid, at hun kunne finde på hvad som helst. Hun havde kun brugt det på sin bror en gang før og det burde han kunne huske. Hun havde slået ham helt ind i næste uge.

Hun tog et skridt mod ham, så hun var indenfor hans rækkevidde og lod sine hænder falde ned af siden, før hun kiggede op på ham. Det her skulle være sidste gang nogensinde, at hun gjorde det, men lige nu, var hun så gal, at hun ikke kunne gøre andet. Hun vendte den ene håndflade og stak ham en gigantisk lussing. Sekundet efter lænede hun sig dog ind mod hans brystkasse og begyndte at hulke. "Forlad mig aldrig igen" fik hun med lidt besvær sagt til ham og kiggede på ham med et undskyldende blik.

Han så på hende med et forsigtigt smil på læberne, usikker på hvordan han skulle håndtere helle denne situation. Hans søsters blik fik det til at ødelægge ham, den måde hun så på ham, gav ham sådan en skyldfølelse at han ikke kunne klare at holde øjenkontakt ret længe af gangen, med mindre han virkelig ville ødelægge sig selv " Du ved jeg også elsker dig" sagde han og bed sig kort i underlæben da han igen rettede blikket mod hende og sukkede opgivende. Han vidste til at starte med at det sikkert ville ende på denne måde, at de stod overfor hinanden og hun ikke ville tilgive ham for ikke at have sagt det tidligere til hende, eller i så fald fik deres forældre til at snakke med hende om det.

Han så hun tog et skridt nærmere og bed sig kort i underlæben. Hunvar nu inden for rækkevidde, men han var ligeglad, han vidste hun ville tage hævn på den ene eller anden måde, hvilket var derfor han bare stod stille og ventede på hun gjorde noget. Han mærkede hvordan hendes hånd blev svinget fra den ene side og direkte over hans ene kind. Det ville uden tvivl få ham til at tænke sig om inden han efterlod sin søster igen.

Da han mærkede hun pressede sig ind mod hans brystkasse, hvilket fik ham til at stivne på stedet " Undskyld Mallorie.... Jeg bliver ude i skoven ved Shiro nu.." sagde han og lå armene omkring hende og nussede hendes ryg. Han så ned på hende med et blidt smil på læberne inden han lænede sig ned og kyssede hendes pande " Det er okay... Jeg fortjente den vidst" sagde han og grinte kort til hende.

Hun havde det ikke godt med at slå ham, tvært imod. Hun havde en virkelig dårlig følelse bagefter, selvom hun udmærket vidste, at han havde fortjent den. Hun kunne godt se, at han havde forstået budskabet, da hun igen kiggede op på ham med røde øjne. Det skulle være forhåbentlig være sidste gang, hun kom til at gøre sådan noget, for hun brød sig virkelig ikke om det. "Giv mig ikke nogensinde en grund til at gøre det igen" sagde hun med en lidt hård tone og kiggede op på ham med et ligeså hårdt blik. Det var ikke på nogen måde truende, men han burde vide, at hun virkelig mente det. Det var ikke noget hun sagde for sjov, han skulle aldrig gøre sådan en ting igen, med mindre han gerne ville miste sin eneste søster helt og det håbede hun sandelig ikke på var tilfældet.

Hun mærkede godt han stivnede og kiggede op på ham med et meget svagt smil, da han begyndte at snakke. "Hvem er Shiro?" spurgte hun med et løftet bryn og vidste ikke helt, om hun skulle være glad for det eller ej. Dog nåede den tanke ikke ret langt, da han begyndte at nusse hendes ryg. Hun slappede med det samme mere af og begyndte at køle en smule ned. Bare det at være i hans arme igen havde en beroligende effekt på den ellers så opkogte unge pige. Det var ikke alle og enhver som kunne det, men det var også hendes bror, så det var klart nok. Det burde det i hvert fald være.

"Det er ikke fordi jeg ligefrem nød at slå dig, håber du er ok" nåede hun lige at sige, før han kyssede hendes pande. Hendes kinder blev en smule røde og hun kunne ikke lade være med at fnise op til ham. Hun hørte en dør lukke et eller andet sted og gættede på, at det var hendes far, som også var smuttet. Hun lod sin ene hånd flette ind i hans og kiggede op på ham med det samme varme smil, som hun havde haft da han trådte ind af døren. Hun tørrede de sidste tårer væk, til trods for, at hun stadig var en smule sur på ham. Det ville hun nok være i et stykke tid og det vidste han nok også godt. Der skulle en del til, at hun ville stole blindt på ham igen, som hun næsten altid havde.

Han så på hende med et kort smil " Hvorfor skulle jeg gøre det igen Mall? " sagde han og tog hende ind til sig " Jeg vil ikke gøre dig ondt mere, på nogen måde, det ved du" sagde han og smilte kort til hende. Han så ned på hende og hævede et øjenbryn af hende da han så hendes blik, man skulle ikke gøre noget lignende igen når hun havde givet en det blik, ellers ville man bare ende på et spyd som hun så stillede til pynt, dog ikke bogstaveligt, men de fleste vidste at når hun havde set på en med dette gennemborende blik, skulle man ALDRIG gøre det igen.

Han så på hende med et skævt smil " Shiro er en skyggedæmon, som du under ingen omstændigheder skal møde" sagde han og sukkede kort. Han kunne ikke fortælle hvad Shiro havde fået ham til, de kvinder han havde indfanget til ham så han havde "kæledyr" som han kunne bruge til hvad han lystede. Godt nok fortrød han det, men han kunne intet gøre ved det, hvis han sagde imod vidste han at han blev smidt ud på gaden og så havde han ikke nogle steder at bo. Han så ned på hende med et skævt smil " Lad mig bare sige han er ikke ligefrem en af dem man ligger sig ud med" sagde han og så derefter væk. Darcia havde lært man ikke skulle sige ham imod og havde ar fra det.

" Jeg ved det Mall" sagde han stille og så ned på hende. Ondt gjorde det, men han måtte indrømme han havde fortjent det, efter det han havde gjort. Da han mærkede deres fingre blive flettet sammen smilte han til hende " Mall... Jeg lover jeg ikke gør det igen, så du ikke skal udsættes for smerte eller noget andet igen, men lov mig... Du holder dig fra der jeg bor.. Lov mig det" sagde han og bed sig kort i underlæben af usikkerhed, for at deres forældre skulle komme brasende.

Hun så op på ham igen med et lille smil. Hun sagde ikke noget til hans spørgmål, men lod sig bare trække ind til ham og lagde sit hoved mod hans brystkasse. Det var virkelig noget, som hun havde savnet og som hun helst så, ville ske noget oftere. "Det ved jeg godt" mumlede hun til ham, imens hendes hoved stadig var ved hans bryst. Hun sagde det, men var udmærket godt klar over, at hun ikke mente det. Hun stolede ikke længere på ham i det samme omfang, som hun havde gjort førhen. Hun så hans reaktion til hendes knapt så søde blik og vidste med det samme, at han havde forstået budskabet. Det var godt, eftersom hun hadede at bruge det. Det var dog nødvendigt en gang imellem, men hun var glad for, at det var overstået.

Hun så på ham og lagde hovedet en smule på skrå. "En.... skyggedæmon?" sagde hun med et lille smil på læben. Hun kunne ikke lige huske, hvad der var så specielt ved den slags væsener. Hun blev en anelse irriteret, da han sagde, at hun ikke skulle møde hans bofælle. Hun skulle lige til at blive tøse fornærmet og give sig til at brokke sig, men da hun så hendes brors blik, lod hun alligevel være. Der var et eller andet der sagde hende, at hun ikke skulle spørge mere ind til det. Det lød alligevel som noget spændende og hendes eventyrlyst drev op i hende. Hun skulle lige til at spørge ham om, hvor han boede henne, men holdt lysten nede. Hun måtte hellere være bare lidt sød ved ham, nu hvor hun lige selv havde brokket sig over, at han skulle være sød ved hende, så måtte hun også hellere. Hun ville i hvert fald prøve på det.

Hun kiggede på ham og derefter kort på hans kind, inden hun gav et suk fra sig. Hun var glad for, at han selv var klar over, at han havde fortjent det. "Det er jeg glad for at høre, virkelig. Jeg vil aldrig miste dig igen.... Men... Hvorfor må jeg ikke besøge dig?" sagde hun med en pibende stemme og kiggede op på ham med et bedende blik. Hun havde brug for nogen gange at komme væk fra det hele og hans hjem virkede som et godt sted, men det syntes han åbenbart ikke. Hvad var der med ham bofællen? Et eller andet måtte der være glat, ellers ville han ikke bede hende om at holde sig fra ham. Ville han?