Dance with me till the end of the night. ~XXX~

Det hele virkede lidt skræmmende. Hun havde aldrig rigtig blevet invitereret til bal som dette. Det her kunne umuligt være som en galla aften på skolen. Det her var mere fint og en hel del større. Samtidig foregik det ikke blot i en stinkende gymnastiksal, men det blev holdt på selveste Quatre. Byens, nok dyreste hotel. Hun havde aldrig været her inde men ude fra lignede det allerede det rene luksus. Hun kunne være ret sikker på, at en masse af byens beboere allerede var ankommet. Hun havde som altid snøvlet og nu var klokken næsten allerede halv otte. Hun var mindst en hel time forsinket. Men nu kunne man jo heller ikke komme frem på en cykel, end hvis man havde taget bilen. Specielt ikke i snevejret. Hvor var det dejligt der ingen snestorm var denne aften. Sneen dalede, i stedet, lige så stille ned over byen, hvor det lagde sig blødt.

Autumn stod lidt og så ned af sig selv. Hun var tydeligvis nervøs. Om hun var iklædt acceptabelt, eller om hun måske havde overdrevet en smule. Om hun ville passe ind i mængden, eller om hun måske ville ende med at støde ind i bekendte. Og selvfølgelig hvordan det ville være at komme alene. Hvilken skam at hun ikke havde nået at få en kavaler med sig. Men alt det måtte hun bare bide i sig. Hun kunne da umuligt se helt dårligt ud efter at have brugt det meste af eftermiddagen på at få gjort sig klar.
Hun glattede skørtet, på den smukke hvide kjole, ud, for at sikre sig det ikke var blevet krøllet under cykelturen. Hun kørte så sine hænder ned over sin talje, bare for at tjekke om den nu sad som den skulle. Hun kunne sagtens trække vejret i den men nervøsiteten sad stadig som besvær i halsen på hende. Hun rettede på den ene skulderstrop inden hun gik videre til sit hår. Til hendes overraskelse sad det som det skulle. Og som hun havde sat det. Fyldt med store fyldige krøller og løst. Hun ruskede let i det for at få de fleste snefnug ud af det og lod så bare det lange mørkebrune hår, falde ned over hendes skuldre igen. Nu manglede hun bare at tage sig sammen. Hun havde bestemt hun ville komme så der var ingen vej tilbage.

Stille og roligt, men sikkert, gik Autumn op ad trappen til indgangen. Uden at kunne tage sit blik fra hvad hun gik i måde, rakte hun bare den mand, der stod ved indgangen for at tage imod bevis på ens invitation, det lille stykke pap, hvor der stod hun kunne deltage. Hendes blå øjne, som ikke var skjult bag et par briller dennegang, søgte rundt over alt. Hun blev overvældet over hvor smut det var. Alle de mange folk, klædt i fantastiske outfits og dekorationerne. Hun følte sig, som var hun midt i et eventyr, og hun nu var kommet til bal på prinsens slot. Hun drømte sig helt væk. Lige indtil hun blev forstyrret. ”Et glas champagne, Mademoiselle?” Hun blev trukket ud af sin drømme verden og så hurtigt mod den elegante tjener der stod klar med en bakke glas, foran hende. ”Thanks.” svarede hun bare tilbage inden hun forsigtigt tog et af glassene fra bakken. Ikke fordi at hun havde i sine at faktisk drikke det, men mere for at blande sig ind. Selvom det nok ikke var så svært. Hendes kjole var så enkel at hun nok ikke stod ud.
Hun pressede let sine læber sammen og fik udjævnet den røde læbestift lidt mere, inden hun så begyndte at gå lidt mere omkring. Og det var nok ikke nogen overraskelse at hendes kurs var sat direkte mod det lange bord med lækkerier.

Det hele så spændende ud. Man også lidt skræmmende. Det hele så ud til at gøre så fint anrettet at hun nærmest ikke turde røre det. Som var hun bange for at ødelægge et kunstværk. Ubevist blev glasset, der endnu befandt sig i hendes hånd, ført op til hendes læber. Forsigtigt tog hun en lille slurk. Uden at tage sit fascinerede blik fra maden hun kom forbi, i sit langsomt gående tempo. Som var hun på et museum, og hun betragtede hvert eneste lille stykke kunst, der var at se. Hun kunne svagt mærke sin mave rumle. Måske skulle hun bare have haft spist noget hjemmefra? Hun sukkede opgivende og greb blot om et stykke flute. Diskret gik hun taget en bid, i samme øjeblik som hun vendte sig om for at se mod de dansende gæster, og stod bare og betragtede sceneriet. Det var smukt. Selv et smil fandt sig vej frem på hendes læber. Hun var imponeret.

Så mange lugte... Forvirret over det ene og det andet duftsignal bevægede Will sig i et hjørne. Han vaklede og måtte finde noget at støtte sig til. Alle de lugte og dufte fra racer og mad.. Og parfume. Han sanser hadede det her sted allerede. De gule øjne kiggede rundt imellem menneskemængden. Det var kommet langt flere siden Will havde mast sig ind for godt en halv time siden. Alle de lugte og lyde havde tvunget Will over i et hjørne af balsalen så hans sanser kunne vende sig til det. Han burde enlig ikke havde kommet. Men Jack ville have ham med. Bare fordi at hans storebror havde fået en date betød det ikke at Will skulle komme over og se Jacks første kvinde. Will havde ikke selv fundet tid til at finde en date. Han havde ment for et par dage siden at det ikke gjorde det store hvis han kom alene. Men nu skammede han sig over at ikke have nogen. Alle havde nogen de dansede med og grinede til.. Bare ikke Will. I hans egen overbevisning var han den eneste i balsalen som havde været asocial nok at møde op uden en partner. Og det var pinligt i Wills øjne.. Han skulede vredt over til Jack som sendte et blødsødent smil til sin pige. Han burde slet ikke havde kommet... Overhovedet ikke. Jack havde fået den syge idé at han og Will skulle klædes i et James Bond-agtigt jakkesæt. Og Will hadede ham for det... Efter hans mening lignede han en olding i sine bedste gallaklæder.


Langsomt syntes han at lugtene og lydene omkring ham blev lavere. Glad for at sanserne havde vænnet sig nogenlunde til ballets omgivelser bevægede Will sig ind imod menneskemængden. Han ragede et godt stykke over mange af gæsterne med hans 198 centimeter høje krop, men ellers prøvede han at blive så usynlig som mulig. Sulten efter mad blomstrede hurtigt op i ham da så et bord proppet op med alle Frankrigs lækkerier. Noget fik ham til at elske Jack for at slæbe ham herover. Langsomt bevægede han sig over imod bordet. Han begyndte at kigge sig lidt omkring.. Det var et flot sted. Dyrt som bare i helvede, men flot. Det var ikke hver dag han besøgte sådan et sted.. Og noget som ikke generede ham var at Jack have de skulle sove her. Dog ville Jack have sit eget værelse så han og hans date kunne få noget fred til at lave nogle natteaktiviteter. Bare fordi Jack havde fået lønforhøjelse betød det ikke at han skulle kaste pengene ud af vinduet. Will sukkede let og hældte et glas champagne op til ham selv. Han kiggede over imod noget personale. De måtte jo tjene kassen på det her... Størstedelen af alle Di Morgas indbyggere kom jo i aften.. Han gjorde et forsøg på at spotte Jack, men ham og hans date havde faldet ind i mængden af dansende par. Han løftede let sit glas op til munden for at bunde sit glas og stille det fra sig. Hans øjne fokuserede på en velkendt skikkelse nær indgangen. Var det alkoholen som snød ham... eller var Autumn lige ankommet? Han havde svært ved at se det da han ikke kunne se hendes ansigt. Men han kunne godt genkende den lille britiske pige. Skikkelsen som han mente var Autumn så enlig damn godt ud. Så bevægede hun sig tættere på. Shit! Hun måtte ikke se ham.... Han så fjollet ud i det jakkesæt. Men samtidig var det umuligt at flygte i en mur af mennesker. Han havde ikke set Autumn siden dagen efter han havde, i skikkelsen af en ulv, jagtet hende.


Colins hårde stemme afspillede sig automatisk i hans hoved. Han havde hørt så mange gange når han gjorde sine fejl at hans stemme var blevet gemt i hans hoved. Som en mand der talte bag hans ryg hørte han stemmen tydeligt. ”Will, mand dig nu op for helvede! Tror du hun er vred på dig? Var? Hvis hun er kan du klare sådan et kvindfolk!” lød Colin Redmonts kolde stemme. Han så næsten for sig hvordan Colins arrede ansigt rynkede opgivende. Will kastede vredt den døde mand ud af sit hoved. Men for en gangs skyld havde hans far ret. I hvert fald delvist. Han blev hvor han var og virkede så normal som muligt da han hældte noget mere champagne op i sit glas. Han mærkede næsten Colins positive slag på skulderen.

Autumn kunne stadig ikke tro at hun faktisk var til stedet. Til et stort bal. Hun havde altid ønsket sig at føle sig som en prinsesse. Bare for en aften. Lige som Askepot. Men forhåbentlig ville hendes kjole ikke blive forvandlet til en laseret dragt, ved midnat. Men i det hele taget havde hun altid ønsket at hun en dag ville få chancen for at trække sig i sin hvide prinsesse kjole og gøre alle omkring sig fortryllede. Hun levede virkelig stadig i sine barndoms eventyr. Dog var hun stadig bange for prinsen på den hvide hest. Hun turde slet ikke drømme om det. Mest af hensyn til hvilken ekstra lille bonus hun havde fået sig ved genfødslen som et djævelsk væsen.
Hun gik taget endnu en bid af det lille stykke flute hun endnu stod mod i hånden. Hun vidste godt, at hun nok ikke så specielt charmerende ud når hun spiste. Hun var ikke blevet givet den gave at se fantastisk ud hele tiden. Hun har også sine små fejl. Hun fik hurtigt tygget sig af munden og indtog så hurtigt endnu en slurk af champagnen. Selvom at smagen ikke lige lå til hende blev slurken okay stor. Hun fik i hvert fald nærmest tom sit glas. Om lidt ville det forhåbentligt hjælpe lidt på hendes nerver. Hvorfor var hun også så nervøs? Hun søgte igen rundt i rummet. Hun var skrækslagen for om en vis djævel havde valgt at vise sig. Men hun kunne ikke mærke hans tilstedeværelse. Måske var det her fine noget bare ikke noget for ham? Og måske skulle hun prøve og slappe mere af og ikke gå rundt og tro det hele var som i en skrækfilm. Hun sukkede opgivende. Hun var af en af de mest frygtede racer og alligevel gik hun, som var hun født i frygt. Hun var ynkelig.
Hun rystede let på hovedet og fik hurtigt skudt sine tanker ud igen. Hun vendte sig om mod bordet endnu engang og satte bare sit glas ned på det, efterfulgt af resterne af hendes brød. Det var lidt akavet at gå rundt med mad på sig hele tiden. Lige denne aften, kunne hun godt prøve og være mere som en klassisk dame. Men idet at hun så så op igen fangede hendes blik med det samme denne bekendte skikkelse. Hun rettede hurtigt de blå øjne mod den uge mand, ikke så langt fra hvor hun egentlig allerede stod. Hun rettede sig ordentligt op og stirrede direkte mod ham. Blinkede overrasket med øjnene. Hun havde ikke forventet han ville være her. Og hvor var hans date? Han virkede normalt ikke som en der ville tage til denne slags fester uden at have en med sig ved sin side. Det her måtte være mindst lige så underligt for hende.
Efter noget tid med at hun bare havde stået og lignet en komplet idiot fik hun taget sig sammen til at tage de skridt det skulle tage for at nå hen til Will. Hun gik sikkert i de røde stilletter, der lige gav hende en smule mere højde. Men hun virkede stadig umådelig lav i forhold til ulven. Hun stoppede roligt foran ham og uden at kæmpe med det, gik hun formet et af de dejlige smil på hendes læber. Det fik nærmest hendes ansigts til at lyse mere op. ”Hello. Are you enjoying yourself?” spurgte hun med en lille drillende undertone. Hendes hænder havde fundet deres vej om på ryggen hvor de havde samlet sig og hun samtidig stod og vrikkede blidt fra side til side. Som var hun en lille pige der lige havde fået sig en ny kjole med tyl.
Autumn så så lidt mere ned af ham. Ikke diskret, som sådan. Det var tydeligt at se hun tjekkede hans beklædning ud. Og da hun igen nåede hans ansigt syntes det varme smil at have vokset. ”Jeg kan se du også har klædt dig til aftenens anledning. Looking good.” Stadig med den drillende undertone i den engleblide stemme. Hun prøvede at gøre øjeblikket mindre akavet end det nok i virkeligheden var. Det var underligt at stå her og tale almindeligt til ham. Men samtidig kunne hun ikke lade være med at tænke, at sket var sket, og de ikke rigtig kunne gøre noget ved det.

Will mærkede et smil blomstre på sine læber da Autumn kom tættere. Noget han først så nu var at der ikke var en mand tæt på hende. Hvor var hendes date? Var han ude og skide, eller kom han senere? Men Will havde ikke tid til at stille sig selv spørgsmål da han hørte hendes blide stemme. ”Enjoying myself? I will rather call it... boring myself.” sagde Will med hans svage britiske accent. Nu da hun var tættere på kunne Will nærstudere den smukke pige. Hendes kjole så ærligtalt pragtfuld ud. Selvom hans jakkesæt nok blev antaget for at være pænt blegnede det ved siden af den kjole. Så kom det Will havde frygtet. En bemærkning om hans påklædning. Han fik en pludselig trang til at kvæle Jack. Men da han kiggede sig over skulderen fik han øje på han bror der dansede lystigt med hans bitch. Så kiggede han over imod Autumn igen. ”I am looking good? Please girl, look at you self.” sagde han med samme drillende undertone som Autumn havde brugt. Han checkede igen. Havde tøsen ingen dude i snor? Så han var ikke den eneste uden date?


Han løftede igen glasset op til munden og lod champagnen løbe ned igennem halsen. ”Sig mig, lyver jeg når jeg siger at jeg ikke syntes at kunne se en date omkring dig?” sagde Will hvis nysgerrighed havde talt. Men lidt efter lidt blev frygten for at så snart ingen kiggede ville hun dræbe ham større. Hvad hvis hun så ned på ham som et skrog. En løgner. En der ikke fortalte sandheden omkring at fuldmånen ville forvandle ham til et altædende monster. Hvad hvis han var anset så lavt at han ikke havde retten til at svare på nogen hun havde spurgt om? Han tanker overdrev så hurtigt at han frygtede at Colin ville vende tilbage igen og brække hans rygrad. Han kiggede ned i champagnen. Var det alkoholen som rev i hans tanker? Reagerede han så hurtigt på det? Han afviste muligheden og drak den sidste tår.




Det var nok alle menneskerne... At han simpelthen ikke skulle omgås så mange mennesker. Ellers kunne det være den kvalme stank af parfume der gjorde hans tanker så rodede. Så slog det ham at fuldmånen var tiltagende. Det var muligvis en forklaring. Han smilede igen. Lidt akavet efter han selv havde mindet sig om at han var den der næsten havde dræbt hende. Han lagde mærke til at han i alt sin frustration havde knuget sine fingre om det tomme glas. Han stillede det hurtigt fra sig og rødmede flovt. Sveden trillede langsomt ned fra hans pande.





Kropsvarmen gjorde stedet varmt. Folk fra alle sider.... Det var i sandheden varmt lagde Will mærke til. Han tog den lette sorte jakke af og hængtede den fra sig på en. Fra at ligne en yngre James Bond begyndte han nu at ligne en uerfaren skovhugger, trods manglen af farver og tern på den hvide skjorte.



”This place is huuuge...” hviskede Will for sig selv da han begyndte at lægge mærke til den plads stedet ville havde været i besiddelse af, uden hæren af gentlemen og ladies. Det var noget som igen fik ham til at undre sig over hans grund til at være her ved sådan et fornemt sted. Nåååårh jov..... Jack. Jack var hans fucking grund til at han skulle henrettes i en sky af parfume. Varulven tørrede forsigtigt en klynge svedperler af panden og kiggede igen over imod Autumn.

Det var ikke fordi at hun var flov over at komme alene. Det var mest det at Will endte med at pege et ud for hende. Hun blev i hvert fald en smule overrasket over hans nysgerrighed. Dog kunne hun ikke lade være med at tænke det selv samme, havde undret hende i selv samme øjeblik. Havde han ingen ledsager? Det lignede han ikke. Han virkede altid at have nogen omkring. Hun havde bare ikke forventet, at han ville komme til et bal som dette, alene. Hun troede nok bare ikke at et væsen som Will ville kunne holde ud at være i blandt en stor mængde. Det ville være umuligt, hvis han var kommet alene. Selvfølgelig havde han en med sig, som nok bare var ude og pudre næsen.
Hurtigt efter at hun havde fået sine tanker under bedre kontrol, blev den sande Autumn fundet frem igen. I selskab med det dejlige smil og en svag latter. ”Nej. Du taler helt sandt. Jeg kan i hvert fald ikke se nogen form for date, selv.” svarede hun forsigtigt. ”Jeg tænkte det ville være bedst hvis jeg bare tog af sted alene. Mindre brok, og mindre pligt til at skulle være underholdende.” Det var ikke helt et ærligt svar, men ifølge hende, behøvede han ikke kende den kedelige sandhed. Trods hun egentlig så afslappet ud, så var hun ved at så inden i. Hun kunne sagtens trække vejret, og hun havde ikke drukket meget mere en et lille glas champagne. Det var mest på grund af de billeder der blev ved med at poppe op. Som et forbandet lys show. Lige meget hvor meget hun ønskede det, havde hun svært ved bare at smide det hele tilbage i baghovedet. Hun så stadig det store gab for sig, hver gang hun blinkede. Det var selvfølgelig blevet en hel del bedre nu, og det var nok grunden til, at hun virkede så rolig i hans selvskab. Han havde jo intet gjort.

Kraftigt begyndte hun pludselig at ryste på hovedet, som en eller anden idiot. Hendes fyldige krøller flagrede omkring hendes ansigt indtil de faldt på plads sammen med at hun fald til ro igen. Hun brød sig ikke om at fylde sit eget hoved med alt muligt ubrugeligt. Sket var sket og det måtte hun for hoved fatte. Hvorfor kunne hun ikke bare vende den anden kind til uden at komme over på det følsomme emne? Hun strøg en vildfaren tot tilbage på dens plads, inden hun atter rettede de blå øjne mod den unge mand foran hende. Hun kunne stadig ikke vænne sig til hvordan han direkte tårnede sig over hende. Hvordan kunne det være hun aldrig var så lav? Det var ikke fair.
Den lille djævel havde eftersigende hurtigt fået lagt mærke til nervøsiteten omkring Will. Det var ikke noget der rigtig blev skjult, specielt godt. Ikke for hende, i så faldt. Per automatik førte hun en finger op mod sin næse, men i samme øjeblik opdagede hun at hun ikke havde sine elegante briller på. Hvordan kunne hun glemme det? Var hun nu også blevet ramt af nervøsitet? ”Hør, vil du med udenfor? Her virker lidt varmt her inde.” Her løj hun ikke. Der var varmt. Men det ramte hende ikke på samme måde. Hun følte sig næsten altid nedkølet, af en eller anden mystisk grund. ”Kom!” Hun tog sig ikke rigtig tid til bare at stå og se godt ud. Hun tog hurtigt fat i hans ene hånd og begyndte derefter bare at trække af sted med ham. Hendes greb var ikke stramt, som sådan. Han ville i hvert fald nemt kunne trække sin hånd til sig igen, hvis det var hvad han ønskede. Hans hånd var egentlig ret varm, i forhold til hendes. Behageligt.
Hun satte tempoet ned til et mere alment gå-tempo for så nærmest at stoppe op. Hun slap hans hånd igen og det blev der blev sendt mod ham var undskyldende. ”Åh, undskyld.” Hun følte sig pludselig flov over hvad hun havde gjort men i modsætning til Will kom der ikke mere rødlig glød, omkring hendes kinder, end hvad der plejede. Hun smilede skævt inden hun forsatte; ”Jeg glemte helt at du nok har en du ventede på.” Det var tydeligt at hun hentydede til hans ledsager. Hun kunne stadig ikke forestille sig billedet, færdiggjort uden ham stående med en yderst smuk pige stående ved siden af sig. Autumn havde nok bare været for ivrig i det at hun ikke var alene. Hun havde været så bange for om hun ville møde nogle bekendte. Det var ikke altid nemt for hende at tage initiativet til noget. Åh! Hun var bare et stort rod!

Selvom Will faktisk var en smule overrasket over at blive grebet i hånden og trukket udenfor for blev han tavs og smilede svagt. Så han var ikke den eneste uden en date? Han fik næsten lyst til at juble. Men for at ikke gøre noget som helst mere akavet lod han være. Hans grønne øjne kiggede lidt på hendes hånd. Den var blødere og koldere end Wills bjørneklo af en hånd. Imens Autumn førte ham igennem menneskemængden kom han til at tænke på det emne han havde bragt dem ind på. Ledsagere. Åh fuck... Hvorfor kunne du ikke bare holde din mund, Will? lød en stemme i hans hoved. Usikker på om det var Colins stemme, eller hans egen, krummede Will tær. Hun ville sikkert spørge ham om han havde nogen at følges med... Men da han kom i tanke om at hun faktisk ikke ville hovere ligesom Jack, af den grund hun også var alene, blev han pludselig mere rolig. Bare kom med det spørgsmål. Spørgsmålet kom også da de forlod balsalen og kom væk fra hotellet og i den frie luft. I hvert fald på sin egen lille måde. Will nød virkelig at komme ud i det lette snevejr frem for at blive i den elkedel af en balsal. Den kolde luft fik langsomt hans heftige produktion af sveddråber stoppet. Selvom han rent faktisk ikke bare andet en tynd skjorte og et par bukser føltes snevejret ikke kold. Tværtimod åndede han friskt en stor potion kold luft ind.

”Der ikke noget at undskylde over. Rent faktisk har jeg ikke nogen ledsager. I am a free man!” sagde Will i en humoristisk tone og med et drenget smil på sine læber. Det førte faktisk til fødslen af en kort latter. Bare for stemningens skyld. For et øjeblik vendte han ryggen til hen og tog nogle skridt væk fra hende og bøjede sig derefter ned imod jorden. Hans hænder skrappede hurtigt en lille bunke af sne sammen.



I hurtige bevægelser tog han noget af sneen og formede det som en bold. En førsteklasses snebold. I et kast med hans venstre arm sendte han det hvide projektil i en bue igennem luften. Enlig kastede Will rimelig godt. Det havde sikkert noget at gøre med hans blod var befængt med lycantrophy. Det havde været der fra fødslen og var derfor en stærkere virus end bidte varulves lycantrophy. Hans fysiske færdigheder havde nok noget at gøre med at han fandt en tidlig interesse for sport. Og selvfølgelig hans virus og fars træning. Han havde ikke sigtet efter hovedet. Snebolden ville ramme hende i maven hvis hun ikke nåede at flytte sig .

Det varede ikke længe før hans hænder begyndte at blive røde af kulde. Det var også klart siden han ikke bare noget form for vintertøj overhovedet. Han havde ladet det som i det mindst ville beskytte hans overarme imod den harmløse kulde blive på en stol i balsalen. Det var nok rimelig dumt at starte en sneboldskamp siden han selv hadede at kaste med sne med bare hænder. Nok mest pågrund af kulden. Men også at hans hænder ikke dannede nær så gode snebolde som et par ordenlige handsker.

Selvfølgelig blev Autumn overrasket over det han sagde. Så han havde heller ingen ledsager. Det var lige underligt. Det var normalt kvinder der kom uden, fordi de var for flove til selv at spørge. Det var ikke ligefrem hendes undskyldning. Hun havde spurgt, men hun havde også fået et nej. Dog havde det tydeligvis ikke skræmt hende væk. Askepot kom jo også til ballet alene. Hun kunne helt lade være med selv at komme med en svag latter. Han virkede ikke påvirket af at være kommet alene, så hvorfor skulle der gøres mere ud af det? Og vigtigst af alt, var det jo heldigt for hende selv. Hun kunne have stået inde i balsalen og spist sig mæt i brød og drukket alt for meget champagne, bare fordi det var gratis og smagte godt. Men i stedet stod hun ude i sneen sammen med Will. What a fairytail. Der var smukt. Hun elskede sneen. Det dalede så fredsfyldt. Som havde de ingen bekymringer i deres liv. Et snefnug havde selvfølgelig ingen følelser af den slags, men bedre kunne hun ikke forklare det sig selv.

Med ét, vågnede den lille djævel, da hun blev ramt lige i maven, af et eller andet. Hun valtede et enkelt skridt tilbage, inden hun så sig ned af sig selv. Det eneste hun så var resterne fra en snebold. De blå øjne søgte hurtigt op med varulven, der meget muligt havde været synderen for denne forbrydelse. Dog virkede hun ikke negativt påvirket. Hun var nok mere overrasket. Hun børstede hurtigt sneen af sin kjole, inden de ville tø og flyde gennem stoffet. Hun havde ikke brug for isnende vand mod sin mave, lige i øjeblikket. ”Det skal du få betalt.” mumlede hun. Hun sendte ham et noget overdrevent blik inden hun elegant fik taget sine røde sko af, og med bare fødder, smuttede hun ud i sneen. Lige som ham bukkede hun sig ned for at samle en bunke sne op. Det var skam koldt, men kulden aftog på hendes krop. Hun kunne godt fryse, men så skulle hun stå udenfor i længere tid.
Hun var elendig til at samle en ordentlig snebold. Hun havde aldrig rigtig leget i sneen med andre, så den eneste erfaring hun havde med snebolde var fra at se andre lave dem, og når hun selv lavede snemænd. Hendes små hænder var bare ikke beregnet til det her. Men hun prøvede. Uden rigtig at sigte kastede hun den kugle sne, hun lige havde dannet, hen mod Will. Hun kendte ikke sin egen styrke, men kastet blev faktisk godt, efter hendes mening. Hun havde bare ikke lavet kuglen ordentligt så inden den rigtig nåede hen til den høje dreng, var den blevet pulveriseret. Hvilken skuffelse. ”Ups..” Trods skuffelsen stod hun alligevel med et stort varmt smil. Stadig med bare fødder, ude midt i sneen, mens det dalede ned over hende, og lagde sig som diamander i det krøllede hår. Hun bed sig flovt i underlæben, et øjeblik. Meget blidt så hun ikke fik ødelagt den perfektlagde røde farve. Hun stod endda og lo lidt af sig selv. ”Jeg tror aldrig jeg bliver god til den slags.”

Hun krummede sine tær en smule, og førte sneen omkring sine fødder. Hun burde nok ikke blive stående forlænge, med mindre hun ønskede at ligge med feber i morgen. Hun var lige kommet over et chok. Hun behøvede ikke flere sygdage. Og lige i det hun tænkte det kom et lille nys fra hende, og hun tvang sig selv tilbage til stentrappen, hvor skoene stod og ventede på hende. ”Hør, Will.” startede hun ud imens hun luntede tilbage til den sikre side. ”Kunne du have interesse i at være min ledsager i aften?” Hun så spørgende mod ham, med det sædvanlige smil. ”Jeg mener … Nu hvor vi begge alligevel ikke fik trukket en slave med os.” Hun fik stukket fødderne tilbage i det, faktisk varme sko, inden hun så rettede sig helt op igen. I sin fulde højde, som stadig ikke var nogen match for Will’s. Lige meget hvad syntes han at tårne sig over hende. Han måtte havde drukket en masse mælk i sit liv.
”Oh! By the way … Happy birthday!” sagde hun så pludselig ud i det hele og smilet voksede. Hun var ikke sikker på om han rent faktisk havde fyldt år men hun havde hørt noget om det. Hun ruskede igen sit hår, fri fra sne. Det var som om de fnug aldrig gad smelte, når de ramte hende. Ikke som hos andre i hvert fald.

Da resterne af en snebold ramte ham i ansigtet kunne Will ikke holde et smil tilbage. Hans hænder fór ned imod sneen og samlede endnu en bunke. Han var godt i gang med en bold da Autumn sagde noget. Han rejste sig hurtigt op. Hans grønne øjne søgte over imod hende. For en stund glemte hans faktisk at han stod med en håndfuld sne, en misformet snebold. ”Øvelse gør mester.” sagde Will med det smil han endnu ikke selv havde tørret af sit fjæs. Han smed det der skulle have været hans næste snebold på jorden og trodte tættere på Autumn imens han børstede den sidste sne af hans hænder. Han trak hurtigt sin mobil op af lommen og så hvad klokken var. 20:16. Han lagde hurtigt mobilen ned i sin lune hule kaldet ”lommen” igen. Han begyndte faktisk at missunde at hans telefon havde en lille varm hule at putte sig ind i. Det var nok et tegn på at han var ved fryse. Han kiggede ned af sig selv. De lange og muskuløse arme var faktisk begyndt at få gåsehud. Men pludselig glemte han alt om at han faktisk frøs da Autumn begyndte spørge ham om noget. Han rettede opmærksomheden imod hende. Det var som om at hans hjerte gik i stå. Kulden han havde glemt alt om kom tilbage i et mægtigt udfald. Det han så som realisme begyndte langsomt at smuldre og derefter falde fra hinanden.. Han var lige ved at nive sig selv i armen eller tjekke om han havde noget i øret. For han havde vel hørt rigtigt? Der var en der ville gå ud med ham.. Ikke at han ikke havde prøvet det før. For det havde han. Mange gange endda. Det var bare første gang han blev spurgt efter hans lukkede sig inde i en asocial verden efter hans fars død. Eller helt asocial var den vel ikke. Han havde jo stadig paphovedet Jack Redmont. Og et par få venner han gamede eller trænede med. Men ellers ingen. Det han havde tilbage af hans gamle venner var udløbede telefonnumre, døde skypekontakter og sådan nogle ting.. ”It will be a honor.” sagde Will smilende. Til tider var han ret god til at lade være med at vise at han rent faktisk var pisse nervøs. En lille jubel kom frem indevendigt. Nu kunne han stolt sige til Jack at han rent faktisk ikke var en ”mutters alene dushbag” som Jack kaldte ham.



”Tak.” sagde Will med et smil på læberne da han blev mindet om hans fødselsdag. For ti dage siden havde han fyldt sytten år, hvilket Will så som et stort skridt over imod at blive myndig og ”voksen”. Men dagen vakte også sorg til Will. Det var den dag hans far også ville fylde 55 år. Will valgte at lade være med at tænke på hans far. Den gamle mand skulle ikke plage ham for evigt. ”Ehm... Autumn? Kan vi gå ind? Jeg begynder at fryse.” sagde Will med hans, efterhånden, velkendte skæve smil. Af en eller anden grund begyndte han at fryse langt hurtigere end nogen mennesker. Trods han plejede at være udholden var kulde ikke hans kop te.




Nu når han tænkte over det havde Jack også det samme problem. Og den gang mor levede led hun også af det... Mor.. Tanken om hans mor, Julie, fik ham lyst til at tud brøle. Af hans forældre havde han mest elsket sin mor. Hende som havde sørgede for at han rent faktisk fik hans afgangsbevis. Hende der havde sørget for at han ikke fik så mange tæsk som Colin mente der skulle til. Og hendes store temperament som Will også havde arvet.
Han tog sig selv i at fælde en tårer. Dog med hovedet vendt væk fra Autumn så han let kunne tørre den bort uden hun fik kendskab til det. Et snefnug landede på hans næse og dovent børstede han det væk. Eller den dråbe han hud havde forvandlet det til på under et sekundt.

//Omg....værsgo..... et styks skod svar. x.x skal nok blive bedre..//

”Jo. Selvfølgelig. Det er også for koldt at stå her ude. Især nu hvor vi næsten kun er halvt påklædte.” Som forventet kom det hele frem med en lille undertone af en latter. Det var egentlig sandt. I hvert fald for hende. Hun var slet ikke vant til at være iklædt en kjole. Hun havde dog vænnet sig til ikke at kunne hive sine bukser op hele tiden, men hun følte sig alligevel en smule blottet. Hun burde måske have taget noget på benene, bare for at føle sig mere tilpas. Der var dog ikke noget at gøre nu. Hun kunne bare glæde sig til den tid hvor hun kom hjem og fik taget kjolen helt af og få hoppet i en alt for stor T-shirt og så ind under en varm dyne. Hun rystede igen på hovedet. Nu skulle hun ikke tænke på at tage hjem. Hun havde fået fat i en ledsager, som ønskede hendes selskab, og de havde forhåbentlig en lang hyggelig aften foran sig.

Autumn fik forsigtigt lagt sine arme en smule omkring sig. Fik skjult sine hænder en smule under armhulerne, eller i hvert fald tæt omkring. Fingrene blev hurtigt tøet på og varmen spredte sig med turbofart. Med rolige skridt bevægede hun sig, med Will ved sin side, indenfor igen. Og genne gang virkede det ikke som før. Nu var hun ikke alene. Og denne gang kunne folk ikke tillade sig at glo underligt på hende. Eller jo. Hun gik ved siden af et tårn. Eller også var det hende der var en dværg. Hun holdt skarpt sin latter inde, ved den tanke. Det var ikke noget der behøvede at komme ud. Specielt ikke i den forsamling hun var i nu. Dette var fine sager og hun skulle næppe opføre sig som en idiotisk teenager. Lige meget om hun var det eller ej.
Hun havde egentlig godt kunne mærke hvordan stemningen eller udstrålingen som Will udgav, var faldet en smule. Hun kunne ikke helt sætte en finger på hvad der kunne foregå i hans hoved. Til tider ville hun ønske hun ikke var blevet givet den åndssvage evne hun havde, og havde fået tankelæsning i stedet for. Livet var så uretfærdigt!
”Fryser du stadig?” spurgte hun muntert, lige i det hun trippede et par skridt frem inden hun stoppede op lige foran, med fronten til ham. Smilet var skruet på og fik atter det blege ansigt til at stråle. Selv den røde glød var der endnu. ”Hvis det er, kan du altid danse dig til varmen. Kom” Igen tog hun styringen. Eller prøvede i hvert fald. Hun greb igen om hans hånd. Denne gang mindre tvingende, og mere som ville hun bare holde ham i munden. Automatisk bed hun sig svagt i underlæben. Om der var hoppet noget forlegenhed op i hende, kunne man nok ikke helt komme uden om. Ellers prøvede hun at få trukket ham med sig ud på dansegulvet. Hvad der skulle til for at få ham i bedre humør, var en ting hun bare skulle prøve sig frem med. Og om hun kunne danse, ville tiden vise.

Da han trådte indenfor igen og endelig kunne mærke noget varme imod hans gåsehud, forsvandt hans triste humør. Et smil dannede sig hurtigt på hans læber. Selvom hans skulle vende sig til alle lyde og lugtene igen. Han prøvede at få øje på Jack imellem mængden af dansende par, men hans så ikke ud til at kunne blive set. Han havde heller ikke forventet at få øje på ham. Forsigtigt kiggede han ned på Autumn, ude af stand til at skjule sin nervøsitet. Danse? Han prøvede et par gange at finde på en god undskyldning for at han ikke kunne danse med hende. Men undskyldningen skulle han lede længe efter, for den fandtes ikke. Hans krop havde ingen alvorlige skader. Han var ikke et barn født med tre ben. Han vidste godt hvordan man dansede... Han havde dog bare lidt lettere ved det når han var fuld. For et kort øjeblik flyttede han sine grønne øjne over en stor flaske rødvin fra 2005 på bordet med friske forsyninger. Han tog sig selv i at planlægge at drikke sig fuld og rystede let på hovedet og kiggede imod hans ledsager og sagde; ”Selvfølgelig, hvis frøkenen vil lade mig få denne dans?” sagde Will med hans bedste franske accent og elegante tone. Han lagde elegant sin hånd frem som en gestus. Det var enlig sjovt som Autumn havde reddet hans aften. Han var blevet reddet for at blive i sit hjørne af salen med en glas vin i hånden. ”Hør, Autumn, altså... min kære bror og jeg indgik et væddemål for blot en måned siden. Hvis jeg kunne få en ledsager ville han betale for en overnatning for både mig og min ledsager. Så hvis væddemålet stadig er i kræft, vil du så have lysten til at sove her? Hvis ikke min bror stadig vil betale, så er min pung også villig til at ofre.” lød Wills stemme i et håbefuldt tonefald.

Det kunne være fedt at være lidt mere sammen med Autumn. Hun var en god veninde efter hans mening. Han kiggede igen over imod menneskemængden. Det så ud til at der var lagt op til en fransk folkedans. Den eneste dans Will kunne, takke været hans mor. Langsomt begyndte han at undre sig over hvorfor han havde haft så meget imod det her sted til at begynde med. Denne balsal var smuk og fyldt op med god stemning.

Efter at have spejdet ud i mængden et stykke tid fandt han sin bror, i færd med at fjerne sig fra mængden med dansere sammen hans ledsager. Han så udmattet ud. Sved glinsede på hans fugtige hud , især omkring panden. Hans blonde hår så også ud til at være pænt vådt og svedigt, og pletter af rødvin prægede hans skjorte. Oh well, manden havde jo også danset det meste af aftnen. Da Jack fik skænket et glas vin op til sig selv stoppede Wills øjne med at betragte ham. Han kiggede tilbage imod Autumn med et smil på læberne. Han blev ret let distraheret af tingene omkring ham.



Han kiggede kort over imod stolen hvor han havde smidt sin jakke. Han skulle måske han den på... bare for at kunne matche hans partner en lille smule. ”Hold on girl, i will be back in a moment!” sagde Will og luntede over imod stolen. Han fik hurtigt sin jakke på og og satte den ordenligt i forhold til hans skjorte og butterfly. Derefter luntede han tilbage imod Autumn, dog ikke uden at vige til siden for den enorme mængde af folk. ”Much better” mumlede Will for sig selv.

Autumn var tydeligvis blevet overrasket over tilbuddet hu fik smidt i hovedet. Hun havde ikke forventet det på nogen som helst måde og hun kunne ikke lade være med at se helt forundret på ham. Hun glemte endda helt at få svaret. Hun forventede bare at han ville kunne læse hendes tanker og så vide klar besked på den måde. Hun opdagede dog hurtigt sin mangel på tale, men for sent. Will var allerede på hans vej tværs gennem salen. Tilbage mod den afdeling hvor mad og drikke stod og fristede sammen med stole og borde. Et sted fik det hende til at glæde sig til at komme ud af skoene. Ikke fordi de strammede eller sad forkert. Hun følte sig bare underlig høj i dem. At være en lille pige, der for det mest kun iførte sig flade sko, var denne oplevelse altid mærkværdig. Lige meget hvor meget hun så en havde drømt om at kunne tillade sig og hoppe i et par høje sko, og virke mere voksen. Men hun ville nok aldrig blive ordentlig voksen. Fanget i en teenagers krop med et baby fjæs på højt grad. Hvilken tragedie.

Hun betragtede ham med et noget diskret blik, som han bevægede sig væk og efterlod hende blandt en masse fremmed mennesker – eller væsner. Hun prøvede så vidt muligt at forholde sig stille på et sted. Hun tvang så efterfølgende blikket væk fra drengen, der nu ellers så yderst godt ud, og mere rundt i salen igen. Hun kunne ikke lade være med at holde øje med alle parrene der slentrede rundt. Der var godt nok nogle omkring hendes alder, men størstedelen bestod af folk der virkelig kunne udfolde sig klassisk. Man følte sig virkelig som et barn, i disse situationer. Men Will synes igen at komme til hendes redning.
Hurtigt rettede hun se blå øjne mod ham, og som forventet fløj der med det samme et smil frem på de røde læber. ”Well, hello again, handsome.” sagde hun med den samme drillende tone som de ellers havde haft kørende begge i sidste for øjeblikke. Dog havde hun tonet den en smule mindre ned. Hun løj jo ikke omkring hans kælenavn. Men det behøvede han jo ikke at vide hundred procent. ”Øjeblik. Stå stille.” mumlede hun lige højt nok til at han ville kunne høre og forstå hende. Efterfølgende fik hun taget et skridt tættere på ham, og hendes hænder røg derefter roligt op og tog svagt fat i kanterne på jakken. Hun tillod sig at rette lidt på den, glattede den endda en smule ud, som lege hun en mor der skulle til og give sin søn væk til et bryllup. Hun færdiggjorde sit mål ved lige at rette butterfly’en, også selvom den allerede sad perfekt. ”Sådan.” Hun klappede ham mod brystkassen som et prik over i’et. Og ellers tog hun igen et skridt tilbage for at skabe en behagelig af stand, og som hun så mod ham var smilet sig skam stadig. ”Oh yeah. Jeg nåede ikke lige at give dig et svar før, men jeg vil meget gerne tage en lille overnatning her. So you’ve just got one cozy sleep over with Autumn Nephal.” Det burde næsten ikke være muligt, men hendes smil voksede og hvis man ikke så forkert, kom der lidt mere glød I de bløde kinder.

”And by the way. Du bliver nok nød til at føre. Jeg er ukendt på dette dansestadie.” Autumn havde rigtigt nok aldrig rigtig danset. Hun havde set folk gøre det, og prøvet det til små gallafester i England. Men hun vidste ikke de oprindelige trin. ”Dog ved jeg så meget..” Samtidig kom hun igen et halve skridt tættere, rettede sin ryg og fik så blidt sat din ene hånd mod hans skulder og holdt ellers den anden ud klar til at lukke sig om hans. ”Like this, right?” En smule nervøst fik hun taget sig i at bide sig i underlæben. Hurtigt fik hun det stoppet. Mest for ikke at vise sin nervøsitet. Men så godt skjult var den nok heller ikke.

Hvis han havde været en kat, ville han havde spundet ved lyden af hans kælenavn. Selvom hun nok bare mente det for sjov var det svært at ikke rødme, bare en lille smule. Så det gjorde han. En svag glød af varme viste sig på hans dunbeklædte kinder. Før i tiden havde han ikke skænket at barbere sig en chance. Han havde dog gjort det da han startede med at komme ind i puberteten. Men det var uden grund. Den gang var det bare... dun. Nu var det næsten skægstubber der prægede hans ansigt. Han lovede sig selv at spørge efter Jacks barberblad når det en gang blev morgen.
Han kunne ikke lade være med at stifte et bredt smil der balancerede på grænsen til en latter da hun rettede på hans butterfly. Han måtte indrømme at han ikke var en perfektionist.
”Nånå, så sådan en butterfly har man styr på?” sagde han med en forsættelse af deres lille drillende spil i stemmen. Han kiggede ned af sig selv. Før havde han ment at hans jakke og butterfly bare sad fin nok. Nu var det perfekt.

Hans smil som langsomt havde stilnet af flammede nu op igen som et bål da de skulle indtage dansestilling.
”Yeah.” svarede Will og lod hans ene hånd mødes med hendes og den anden hvile ved hendes talje. ”Et chasse”sagde han og førte dem ind i ringen af dansende mennesker.




Han pustede let ud efter godt et kvarters dans. Han var ikke træt, men dans var ikke det resten af hans aften skulle gå til. Lidt efter lidt førte han dem ud. ”Jeg tror det må være nok dans for min side af. Jeg ønsker ikke at ende som min bror.” sagde han og gjorde et kast med øjnene imod Jack som sad ved bordet med lækkerier og kastede sig over en mør bøf dog med matte og trætte bevægelser efter hans lange dans sammen med hans ledsager.. Et kort øjeblik vågnede en gnist af dyrisk sult i Wills øjne, men kort forsvandt igen. Jack var stadig godt dækket til med sved trods det kvarter der var gået. Han flyttede igen sine øjne over imod Autumn. Han lod kort han fingre gribe fat om den kolde mobil telefon der lå begravet i hans bukselomme og hev den op. Da hans tommeltot mødte skærmens kolde og blanke overflade blussede livet op i den mørke skærm. De flaskegrønne øjne betragtede kort de hvide tal i hjørnet. 20:39. Han lagde hurtigt telefonen fra sig og kiggede over imod den britiske pige foran sig. ”Ville du have noget imod at vi trak os en smule, måske sætte os ned og få noget at drikke?” forslog han med et smalt smil på læberne.


Kort efter passerede en tjener med en bakke glas. Opmærksom som Will var opdagede han hurtigt at hans spejlbilledes hår sad fladt. Hurtigt bevægede han sine fingre op til hans tykke brune manke af hår og rettede det der så ud til at være ret så fladt. Et øjeblik faldt hans øjne på de endnu dansende folk. Gruppen af de dansende var begyndt at blive mindre, selvom folk stadig sluttede sig til den næsten endeløse Les Lanciers. Han rystede svagt og smilende på hovedet. Hvordan kunne folk virkelig danse så lang tid af gangen?

Inderst inde var Autumn tæt på at gå helt til af rystelser. Hun havde virkelig været nervøs for at træde forkert hvert eneste øjeblik og det var virkelig et under at hun ikke var kommet til at træde ham over tæerne. Eller ramle ind i alle mulige andre. Hun var i sandhed ikke nogen danser. Hun var måske så meget andet men når det kom til dans og rytmik var hun ikke den bedste på nogen som helst punkt. Hvilken skam at hun så var kommet til et bal. Dog fortrød hun det ikke. Hun valgte hurtugt med sig selv at hun hellere ville være i det gode selskab af Will, end at sidde og tåge foran TV-skærmen midt i en form for skydespil, eller hvad hun havde fundet på. Hun fik slået sig selv mentalt over fingrene. Det var ikke synd for hende at sidde og ikke lave andet end at trykke på en masse knapper igen og igen. Og specielt ikke sundt for hende at sidde og råbe ind i den lille mikrofon, der hang sammen med hendes headset. Hun var af og til en trist person, når det kom til hendes livstil. Men ikke i dag. I dag havde hun trukket sig selv i det fine feminine tøj og hele vejen til dette sted. Og hun fortrød intet. Lige udover den mængde snask nogle fra instituttet havde smurt i ansigtet hende. Heldigvis ikke noget man rigtig kunne lægge mærke til.
”Selvfølgelig.” svarede hun muntert. Hun lød lettet over ikke at skulle ud på dansegulvet igen. Mængden var lidt for tæt. Og som fortalt før, hørte hun ikke til der. Hun fik automatisk rettet ryggen og samlet hænderne foran sig, som en ideel kvinde. Eller man kunne nok forveksle hende med en dukke. Det kunne hun takke sit baby-fjæs for. Den ranke gang, kom dog blot helt af sig selv, i frygt for ikke at blande sig ind. Selvom både hende og Will havde det med at stå lidt ud i mængden. Lige meget hvad. Hende i den hvide prinsesse lignende, og ham i den klassiske smoking. I det hele taget så de nok ret malplaceret ud i deres beklædning. Så vidt hun kendte til var ingen af dem iblandt de formelle stadier af byen.

Den fint-klædte djævel lod sig forsigtigt sætte sin møs ned i sædet på en af stolene om et af de runde borde, med silkeduge, eller hvad de så end var. Og det var som om at der blev læst tanker, for lige netop som de havde fået sat sig til rette kom en tjener, nærmeste svævende hen mod dem med en flask perfekt hvilende på sin arm, som en professionel. Hun burde nok ikke drikke. Hun burde ikke indtage nogen form for alkohol. Det var bare gå galt. Men det var som om at den upraktiske del af hendes hjerne trådte til og hun fik blot accepteret at der blev hældt noget op. Et glas kunne vel ikke skade.
”Betjeningen er i hvert fald ikke slaggende på nogen måde her.” kom det fra hende med den samme latter i under tonen som virkelig afslørede sig at hun morede sig. Lige den følelse, skjulte hun ikke. Der var ingen grund til det. Samtidig med at sætningen blev sagt færdig røg de blå øjne stille og roligt hen mod Will. Og tro det eller ej, så befandt smilet sig der skam stadig. ”Du må undeskylde hvis jeg virker lidt anspændt. Jeg er ikke vant til den her slags. Det tætteste jeg nogensinde har været på et bal, som dette var når jeg skulle binde min fars slips, or what ever.” Hvad var det? En ganske svagt rødlig glæd var nu at finde i hendes kinder for en gangs skyld. En hånd blev lagt om i nakken på hende og fortalte virkelig den svage flovhed der lå over hende, trods hun smilte. Hun lignede nok en komplet idiot. ”Men du virkede da til og have styr på tingene der ude.” Der var nok ingen misforståelser om at hun mente dansegulvet. ”Hvor har du lært det fra?” Hun fik svunget det ene ben over det andet, og nysgerrigt lænede hun sig en smule ind over bordet, satte albuen ned i bordpladen, og hvilede sit hoved i den ene hånd, mens den frie gled svagt op og ned af stangen på vinglasset, ved sin side.

Kort efter Autumn fik hældt sig et glas op gjorde Will tegn til det samme. Tjeneren bukkede let da den sidste dråbe champagne var hældt op, og forsvandt bagefter imellem den tætte kødrand af mennesker, dog ikke uden at lade flasken blive. Nogen af dem var endda fulde nok til at Wills fine ulvenæse kunne opfange lugten af alkohol i luften.
Hun skulle spørge.. tænkte Will da hun spurgte omkring hvor han havde lært sine trin fra. Han havde lært det fra sin mor, og det var ikke den person han havde det bedst med at snakke om. ”Min mor. Hun var en stolt franskmand og ville ikke lade min far gøre mig til en englænder, så hun lærte mig noget traditionel fransk dans til jeg måske nogensinde skulle være så heldig at rent faktisk skulle bruge det til noget.” sagde Will og prøvede holde sine følelser inde. De pressede som små fugleunger der prøvede at komme ud af deres æg. Til sidst var det så svært at stå imod at han besluttede sig at tage sig en slurk smertedæmpende dejligt alkohol. Hans hånd gled hurtigt ned til glasset og hans fingre lukkede sig omkring glasset og lod det komme op til hans mund i en kort bevægelse. Han tog en en lille slurk og lod den stærke smag af alkohol synke ned igennem hans hals og varme den.
Da hans glas var halvvejs på sin færd ned imod bordet igen fortrød Will og førte glasset tilbage til hans mund og tog en lille slurk mere for en sikkerhedsskyld. Han mærkede hurtigt hvordan alkohollen fik den lune glød han havde i hans strube til at blusse højere op. Han besluttede at lade være med at røre glasset det næste øjeblik, så derfor flyttede han begge sine hænder under bordet. Trods det fristende syn af champagnen på bordet gav Will sig ikke.
”Du var heller ikke værst må jeg sige.” sagde han høfligt med et smil på hans læber. Da han mærkede sine læber bevæge sig fandt han ud af at han rent faktisk havde et par dråber champagne på dem. Hurtigt slikkede han dem i sig. Ikke kun for den spinkle smag af alkohol dråberne besad, men også for at ikke se helt uciviliseret ud.




Han tænkte kort på hvor modstridende han havde været overfor det her sted da Jack havde slæbt ham her ind. Nu elskede han ham for det. Ikke fordi at ballet var specielt underholdende, selvom han morede sig fint. Kun fordi han havde fået lov til at bruge sig aften sammen med Autumn. Uden Autumn ville han måske stadig sidde i hans hjørne og surmule over hvor irriterende Jack var. Og det ville ikke være rart at skulle surmule over ALLE de ting der var irriterende ved Jack. For der var rigtig mange.
”Et spørgsmål der har irriteret mig længe hvordan man kan finde en hel normal engelsk pige som dig her i Di Morga? Jeg har plaget med selv med alle mulige forklaringer siden.. vores sidste møde. Jeg tænkte at det ville hjælpe mig hvis jeg hørte svaret fra dig i egen høje person.” sagde Will let for at holde samtalen i gang. Han havde rent faktisk tænkt på det i meget lang tid. Måske var hun lige som hans far som havde forældre der havde fundet arbejder her og derefter flyttet herover? Han gav efter og flyttede på ny sin hånd over til glasset og løftede det op til munden og tog en slurk. Den svage varme i hans hals som næsten var forsvundet kom nu tilbage, stærkere end nogensinde. Han skulle passe lidt på. Han havde allerede drukket et par glas før det her. Men... Det glas kunne da ikke skade, kunne det?

Den lidt sænkede stemning der faldt over Will, da han begyndte og tale om sin mor, var ikke til at gå forbi Autumn. Som den person hun var, opfangede hun nemt alt omkring sig. Lige meget hvad. Det var ikke rigtigt fordi hun var mester i at læse andres kropssprog. Hendes sanser var blot mere skærpede end størstedelen af jordens befolkning. Så der gik ikke længe før hun selv opdagede, hun havde ramt et ømt punkt. Igen. Det var så typisk hende. Og det værste var nok at hun selv tit blev påvirket af det. Lige som nu. Smilet blegnede stille og roligt, og hendes blik blev mere bekymrende i det. Trods alt det hun følte, hørte hun dog efter, hvad han fik sagt. Så havde hun haft ret. Der var ingen tvivl om at han selv havde haft engelsk blod i sig.
Det lykkede ham så at få vendt det hele om igen. Stemningen blev lettet igen, og hans lille kommentar syntes igen at få et smil frem på hende læber. ”Det må jeg nok sige. Jeg har ellers aldrig været god på et dansegulv. Tro mig. Jeg har aldrig nogensinde i mit liv haft andre danselektioner end når jeg så film.”

Spørgsmålet kom en smule bag på ham. Han var den første der egentlig havde spurgt ind til den del af hendes liv. De fleste holdt sig jo blot til alt det der lå inden for tidrummet, hvor hun allerede befandt sig i byen. ”Nåh? Så det har endda gået hen og irriteret dig.” kommenterede hun kort på, drillende. Hun rettede sig endelig op igen og lænede sig ellers forsigtigt tilbage i stolen, stadig med glasset i sine hænder. Til hendes held tiltrak den stærke duft hende ikke helt. Hendes blik faldt stille og roligt ned i glasset, for at betragte den boblende væske. Hun begyndte endda også at rotere glasset en smule for at give mere bevægelse. ”Der er faktisk ikke nogen speciel spændende forklaring på hvorfor jeg befinder mig her. For snart fire år siden blev jeg sendt her til af min familie. Selvfølgelig gjorde jeg det frivilligt. Frankrig har altid været en stor drøm for mig. Og Di Morga virkede som den mest spændende del. I hvert fald af hvad jeg havde hørt.” fortalte hun, med en sådan ro i den næsten engleblide stemme, at det nærmest var som læste hun et eventyr op. Blikket vandrede nu fra glasset til og hen til Will. Smilet voksede lidt, og hun fik fremvist en smule af de hvide tænder. ”Mere tror jeg ikke rigtig ligger i det. But I don't blame you for wondering. France and England haven't really been that caring for each other in the past.” Selv om at hun følte sig tryg i hans nærvær, holdt hun stadig andre detaljer for sig selv. Der ville jo altid være hemmeligheder som man aldrig fortalte nogle. Aldrig og aldrig. Hun kunne ikke udelukke at de en dag ville komme ud. Men nu virkede det ikke som det rette tidspunkt.
”Fortæl mig så, hvilke forklaringer du selv så som muligheder for min fantastiske present.” Igen kom den svage latter. Den havde det med altid at komme frem. Især omkring dem hun følte hun ikke behøvede at frygte. Selvfølgelig frygtede hun stadig for hvad der kunne ske i hans selskab, men hun frygtede ikke ham.
Endelig syntes hun og føre glasset mod sin mund. Slurken blev nok større end hun havde forventet men den røg da ned. Hun følte sig så fornem når hun sad og drak champagne. Som var hun en adel, på sit mægtige fort. Hun forbandede sig selv. Det påvirkede hende for hurtigt. Ikke at hun allerede var begyndt og blive helt pløret, men hun kunne svagt mærke det. Ikke godt. Det var nok også det som fik hende til at stille glasset fra sig igen på bordet. I en hvis fart.

Svage kvalme fornemmelser var efter hånden steget op fra det sydende og alkoholfyldte drikke rør i hans strube. Hans hoved dunkede svagt. Som efter en blodig forvandling under en fuldmåne. . Han ønskede ikke at bruge det til som sammenligning i forhold til tilstanden i hans hoved. Men det var den samme velkendte følelse som raserede hans hoved, selvfølgelig bare ikke i samme grad som efter at have ændret hjernens basale funktioner i et formålsløst blodbad under fuldmånens klare lys. Han rystede let på hovedet og indtog igen den samme væske som han hidtil havde været van til at døvede hans smerte. Han fik stoppet vanviddet da han var nået til den sidste sjat. Hans stærke, dog svækkede, fornuft holdte ham fra det før det blev grimt. Han placerede solidt det groft udnyttede vinglas på bordet. De flotte grønne øjne rettede sig imod pigen foran ham. Hans blik udløste også hans skæve og drengede smil. ”Måske.. måske var du bortført af en stor fed trold der havde bo i Di Morga? Du venter måske nok stadig på prinsen på den hvide hest? Eller, hvis vi vælger at forholde os til den virkelige verden, var du sendt på.. måske en studietur? Jeg havde ingen anelse om hvad. Men jeg havde i hvert fald tænkt på at du måske, lige som min far, havde en forælder som arbejde her? Der var så mange muligheder.” afsluttede Will med et smil der havde vokset i styrke. En smerte fjernede alkohollen stadig; smerten der brød ud i ham da han talte omkring en af hans afdøde familiemedlemmer. Smerten var der stadig. Bare mere som et svagt og ubetydeligt stik af dårlig samvittighed. Selvom han gerne ville kunne han ikke få sig selv til at blive direkte ked af det over det. Han burde ikke havde drukket glasset. Det svage stik af dårlig samvittighed var taget til i styrke. Nu var det ikke bare et stik. Han havde det som om hans sjæl blev gennemboret af nåle fra alle tænkelig og utænkelig vinkler. Hvordan kunne han havde været så dum? Hvorfor skulle han have drukket så meget før ballet overhovedet havde startet sådan rigtigt? Han havde et ømt punkt over for godt champagne eller vin..



Håbløst greb han om glasset. Han jokkede direkte i fælden som klappede i. Smerten i hovedet som nu var skruet op skulle stoppes.. Den sidste sjat champagne gled ned i hans hals og bragte endnu en brændeknude på bålet der havde at sig til livs i hans hals og hoved. Atombomben i hans hoved sprang nu endnu en gang og alle hans tanker blev kastet rundt i et stort virvar imod hans hovedskal for at bryde ud. Han flyttede hånden op til hovedet for at få tankerne i ro. Denne gang blev det ikke skjult hvor dårligt han rent faktisk havde det. Han bed tænderne sammen og sænkede hånden. Flasken med champagne der stod på midten af bordet, fejede han over imod hende for at komme af med den. Han skjulte sit ansigt i hænderne og pressede hænderne til hans fjæs og lod sine hænder glide langsomt ned af ansigtet. Ro på, Will. Autumn er her. Hun skal ikke tro du er en træt fuldebøtte tænkte Will og kiggede over imod den pæne tøs. Det var som om det at blive mindet om hende pustede alle hans tanker tilbage på plads så han langsomt kunne koncentrere sig igen. Han fik sågar en dejlig følelse inden i. Som et skjold blev lagt rundt om hans tanker og lavede en fastlagt rute for dem alkohollen ikke kunne spolere. Smilet kom tilbage på hans læber. Hans hoved gjorde stadig fandens ondt, men det forstyrrede ikke hans tanker. ”Skal vi se om vi kan få booket et værelse før alle er optaget?” sagde han med smil på læberne.

Autumn tog ikke blikket fra ham. Ikke et øjeblik. Det muntre udtryk var hurtigt blevet erstattet med et mere bekymret et af slagsen. Hun sagde ikke rigtig noget. Hun havde ingen ord der kunne gøre noget. Sådan følte hun i hvert fald. Hun havde altid været elendig til sådan noget. Og hun havde i det hele taget ikke specielt meget øvelse i det. Men alligevel gjorde hun, hvad hun mente, hun kunne. Idet flasken med boblende champagne blev skubbet hen mod hende, eller rettere væk fra ham, tog hun blot omkring halsen, løftede den op og satte den forsigtigt ned igen, for at få den væk af vejen. Efterfølgende skubbede hun sin stol en smule ud. Lige nok til hun kunne rejse sig op og så træde væk fra bordet. Med en hvis form for elegance bevægede hun sig tættere på Will. Faktisk stoppede hun blot med en lille afstand til ham. Hendes ene hånd blev lagt mod sit lår, hvor på hun lænede sig en smule fremover, endnu med sine ben strakte, så hun kunne holde balancen i de åndsvag høje sko. Helt uden tøven blev den anden hånd løftet og ført hen mod ham, indtil den landede fladt på hans pande. Med det samme kunne hun mærke hans varme mod hendes kolde hånd. ”Det er nok en god idé. Du har nok også brug for lidt af stand til det her fest halløj.” lød det roligt fra hende, og om der ikke kunne findes et lille uskyldigt smil på de røde læber. Og det var beregnet til ingen anden end ham. Hun trak så atter sin hånd til sig igen og rettede sig helt op i den højde hun nu engang besad. Dog blev hendes hånd alligevel rakt ud mod ham. Med hånden åbnet og som en gestus i håb om at han ville lægge sin hånd i hendes. ”Kom.”

Nu forstod Autumn endelig hvorfor aldersgrænsen for alkohol var så høj i de fleste lande. Hun fortrød ikke at hun nogensinde havde indtaget det, men hun kunne ikke helt lade være med at tænke på hvordan hendes familie – eller familie – ville flippe på hende hvis de vidste at hun havde indtaget alkohol som mindreårig. Og bare sådan valgte hun ikke at nævne det, når hun kom hjem. Hvis hun da fik lov til at komme hjem. Hun savnede dem vel lidt.
I hendes almindelige tempo, nærmede hun sig, sammen med Will, udgangen af den enorme sal, hvor ballet så fint blev holdt. Hun kunne ikke lade være med at blive overrasket over at se hvor mange der egentlig opholdte sig ude i entréen – eller hvad man skulle vælge og kalde det. Det havde virkelig ikke været for tidligt for dem at få gang i bookingen. Med ét, syntes hendes ansigt at blive varmt. De ellers blege kinder fik hurtigt farve, og hende selv fik en underlig nervøs følelse. Det måtte have været den svage påvirkning, da det gik helt op for hende hvad hun rent faktisk havde sagt ja til. Ham. Hende. På et hotel værelse. Rimelig åbenlyst begyndte hun at ryste på hovedet, for at få det til at gå væk, inden hun tvang sig selv til at se mod Will igen. Velvidende om at hun stadig havde blussende kinder. Men hun kunne da godt håbe de ikke var helt så røde som de føltes. ”Har du egentlig prøvet at overnatte her før??” spurgte hun så, med den sædvanlige tone, som intet var sket. Selv smilet var der endnu. Det var vel et sted et rimelig dumt spørgsmål, men hun havde ikke nået og få stoppet ordene før de bare røg ud af hendes mund. "Jeg mener... Hvad er din yndlings is?" Det fik tydeligvis ikke specielt godt for hende i øjeblikket. Hun havde virkelig bare lyst til at slå en flad hånd lige i fjæset på sig selv. Automatisk faldt hendes blik mod gulvet og en svag latter kom fra hende. "Undskyld. Jeg vrøvler..."

Den svage stød af alkohollen hamrede sig ind imod drengens hjerne men tankerne kom ellers næsten uhindret igennem fra den ene ende af hjernen til den anden. Han gav sin hånd et klem og lod sine hænder omklamre sit ansigt og langsomme glide ned hvorefter han gav sig selv et dunk i skulderen. Han flyttede hovedet over imod Jack som netop var kommet på samme tanker som ham og Autumn. Will gav ham et kort nik med hovedet og Jack satte kurs over imod ham. ”Ey bro!” råbte den yngre herre ved navn Jack Redmont. Will gav ham et skævt smil og stak ham en highfive da han kom tæt nok. Wills bror lignede ham meget. Omtrent lige så høj som kæmpen Will og med samme gulgrønne øjne. Kroppen var veltrænet men ikke i samme grad som Wills krop. Jack var nu heller ikke en seriøs vægtløfter eller crosstrainer som sin bror. Mandens kæbeparti var godt dækket til af daggamle skægstubber. Hans mellemblonde hår var langt nok til at gå ham til midten af nakken og var fejet til siden i en stilling der blev holdt sammen af delvist sved og hårvoks. I gennem aftnen havde Jack fået knappet skjorten lidt op og dermed ødelagt den statelige holdning de begge var ankommet med.

”Well, og du sagde jeg ikke ville få mig en date?” drillede Will og dunkede sin bror i brystkassen med et bredt smil på læberne. ”Do you seriously have talk french all the time?” svarede Jack med en ligeså drillende tone for at lede dem over på et andet emne. Han vidste godt hvad der ventede han. ”If you say so. But.. I was just thinking that you owe me something.” sagde Will grinende og stak sin hånd frem. ”Don't be silly. My pocket can take it, but you is gonna pay my part of the room. I didn't took all of my euros with me.” afbrød Will i en alvorlig tone. Jack forsatte med at finde sin pung frem og stak et lille bundt sedler i hånden på sin bror.
”Here. That should could do it.” sagde han og tog afsked.
Will gennemgik bundtet. Som altid var det mere end nok til at klare det for både ham og Autumn. Han rystede smilende på hovedet af sin bror som var på vej væk med sin date. Han stak sedlen i baglommen og vendte sig over imod Autumn.


Han løftede kort et øjenbryn da spørgsmålet om hans yndlings issmag ramte ham. Men bagefter kæmpede at han med at lade være med at ikke fnise. Han slap et overrasket smil ud og kvalte den indre latter. ”For at være helt ærlig tror jeg ikke at det der fest halløj er godt for nogen af os.” sagde han med en efterfølgende kort latter. Han lovede stille i sig selv at det var sidste gang han drak. Kort efter tanken var tænkt hamrede et angreb ind imod hans tanker fra den endnu stærkere effekt af alkohol. Han tog fat i hendes hånd og gav den et lille klem før han flyttede dem over i hos en ledig receptionist.
”Hey. Kunne det være muligt at booke et værelse for to. En overnatning...”.
Imens han reserverede rummet fiskede han det lille bundt af sedler frem og tog det overflødige og plantede derefter bundtet på disken. Da alt handlen var færdig lagde receptionisten to nøgler på disken. Will snuppede dem begge og vendte sig imod Autumn og rakte hende hendes nøgle.

”Jeg gætter på det var din bror.” sagde hun stille og roligt, i samme øjeblik som hun tog imod sin nøgle. Hun vidste virkelig ikke hvorfor det føltes så underligt. Bare tanken. Hun kunne ikke få forestillingen, af en stor dobbeltseng, ud af hovedet. Hvad ville Blake ikke sige, hvis han vidste hvad hun havde gang nu? Nåh ja, han vidste i forvejen alt. Det var sikkert allerede for sent for hende at overhoved gøre noget ved det. Hun fik det lidt ubehageligt. Og det påvirkede hurtigt hendes ellers så muntre smil. Hun burde ikke tænkte på en anden nu. Hun havde en opgave, som gik ud på at holde Will med selskab. Og hans opgave var at holde hende med selskab. Så enkelt var det. Hun løftede forsigtigt sin ene hånd en smule, og betragtede nøglen der lå i hendes håndflade. Ikke fordi den var noget specielt. Den lignede så mange andre nøgler. Det eneste der stod ud på den, var indgraveringen af hotellets navn og værelsets nummer.
Hun måtte have forsvundet lidt fra omverden, hvor det næste hun huskede var at hun vågnede op. Stadig stående foran Will. Og med utilfredse gæster der mente hun stod i vejen. Hun fik dog hurtigt undskyld. Hvad var der med hende? Normalt var hun ikke på den her måde. Det var nok omgivelserne der påvirkede hende. Ikke kun alkoholen. Hun havde jo knap nok drukket noget. ”I’m just being silly..” mumlede hun svagt for sig selv, inden hun endelig rettede de blå øjne mod den høje dreng. ”Øh.. I’m not feeling well. Det her sted er lidt overvældende. Tror du vi kan trække os tilbage? Jeg er sikker på der er ting at lave på værelset.” spurgte hun ham, forsigtigt. Hun prøvede og holde usikkerheden på af stand, og så vidt hun selv kunne høre, virkede det. Dog fik hun fremvist et smil. Hun så et sted ret malplaceret ud. Hun havde selvfølgelig kjolen, og hun så strålende ud, ligesom alle de andre. Men man kunne stadig nemt se at hun var den type der helst ville sidde foran en skærm og være sig selv. Eller have det sjovt med vennerne.
”Lige meget hvor meget jeg end drømmer om at være en prinsesse, tror jeg det har været nok for mig. Undskyld.” Hun burde nok bare holde sin mund. Alligevel kom der en latter fra hende. Sød og passende. ”Jeg er en elendig ledsager. Kom her ned.” Det var i princippet ret sjovt at sige. Han var en del højere end hende. Eller hun var en del lavere end ham. Men de tilhørte samme aldersgruppe. Nogenlunde. Hun havde jo tilhørt denne aldersgruppe, siden hun blev skabt. Hun lagde nøglen over i den modsatte hånd, inden hun så rakte sin højre hånd op mod ham, greb forsigtigt fat i hans slips, og trak ellers ned. Ikke brutalt på nogen måde. Men hun lagde lidt kræfter i, for at være sikker på han kom ned i samme højde som hende. Og siden hendes høje sko ikke helt gjorde hende til den højde hun nu engang ønskede, tvang hun sig det sidste stykke op på sine tær. Og til sidst var lå det hele som det skulle. Hun nærmede sig roligt hans ansigt, og fik efterfølgende placeret et let kys på hans kind, som efterlod et svagt rødt mærke af hendes læber. Samtidig havde hun sørget for at ikke være i nærheden af hans læber, på noget tidspunkt. Hvis ikke hun var øvet, til den her slags, ville det have været for risikabelt hvis han havde drejet hovedet i overraskelse. ”Gotcha.” lød det triumferende fra hendes side, som hun slap ham igen og træk sig selv tilbage. Og det almindelige muntre smil var tilbage. Drillende. ”Nu har jeg mærket dig, min ven.” Hun lod sin latter komme frem i et øjeblik, mens hun bare stod og så kær ud.

”Of course my lady. Jeg er heller ikke vant til så mange mennesker.” sagde han og sendte hende et varmt smil.
Will bukkede lydigt da hun bad ham om det, en smule overrasket over hvad det end var hun ville med hans øverste del af torsoen. Måske var det hans butterfly som havde rykket sig lidt. Nu vidste han jo hvor opmærksom hun var på sådan noget.
Han gøs kort da hendes bløde læber ramte hans kind. Blodet fossede op til hovedet og enhver virkeligheds fornemmelse blev kortsluttet i hans hjerne. Selvom han vidste at det var ment venskabeligt og det ikke lå noget andet bag det mærkede han sine knæ blive opløst til smør. De sekunder han sikkert havde stirret ud i luften som en idiot i afbrød han straks da han begyndte at fatte at han rent faktisk stadig stod med en lav men flot pige. Han genopbyggede hurtigt hans attitude og lod et smil kruse på hans læber.

Da de nåede værelset klemte Will den varme metal stump der udgjorde hans nøgle og og grundigt før han åbnede hånden og greb fat op nøglen og stak den i nøglehullet. Låsen afgjorde et merkanisk klik da Will drejede nøglen om og hev den ud igen. Han trykkede dørhåndtaget ned og åbnede døren med et lille puf. Det første der ramte Will da døren blev åbnet var en direkte stank af parfume. Han flyttede automatisk armen op foran næsen da han trådte ind. Efter kort tid begyndte han at vænne sig til det der skulle havde været en duft og begyndte derefter på et eventyr omhandlende at udforske værelset. Da man trådte ind i entréen var der en dør til badeværelset på højre hånd og nogle knager og et skab til venstre. I skabet var der en minibar fyldt op med delvist alkohol og sodavand. Entréen førte ud i et stort værelse med en stor indeholdt en dobbeltseng og en fladskærm. Sengen var pænt redt med to natborde på vejr sin side. På natbordene stod der to lamper og to bolsjer. Han tog sin jakke af og hang den på krogen og trådte derefter ind på værelset. ”Jamen der her er vel så prinsessens palads. ” sagde han i en drillende tone imens han løsnede sin butterfly og knappede nogle knapper op på hans skjorte. Et øjeblik fiskede han telefonen op af lommen for at se hvad klokken nu end var. 21:04.

//Undskylder mangel på kreativitet z_z...//
BOOOB

”Det har du så sandelig ret i!” Autumn tøvede i hvert fald ikke med at kommentere videre. Hun havde pludselig samlet en del af sin energi igen. Samlet den godt og grundigt sammen. Lige nok til at få hende til at give som et lille barn igen. Som et lille barn der var på udflugt i en forlystelsespark med mine forældre. En hånd i fars og en hånd i mors. Et smukt syn. Især med de glade smil der var at finde på deres læber.
Hurtigt fik hun lagt sin nøgle fra sig på den nærmeste hylde, og med smidige og elegante bevægelser lykkedes det hende at smutte forbi den høje dreng, som allerede havde fundet sin vej ind i selve sove-delen af hotelværelset. Hun stod lidt ved siden af ham. Men hendes blik var bestemt ikke rette mod Will. Hun stod bare og stirrede mod dobbeltsengen. Det var vel intet problem. Hun havde overnattet hos drenge før. Og nu var det heller ikke den tanke der strejfede hende. Hendes ansigt lyste igen op. Hun smilede stadig, men det var som om mundvigene bare blev ved med at vende opad. Smilet nåede skam også hendes øjne. Man skulle tror det var umuligt, men de syntes at have en klare blå farve. Hun var tydeligvis ved og blive påvirket. Om det var alkoholen, manglen på søvn eller den overdoserede parfume, ville man nok aldrig finde svar på. Eller også var det bare sådan hun var så snart hendes øjne lagde sig på en blød madras.
I lyn tempo, fik hun stykket sine fødder ud af de høje hæle, og hun nød hvert eneste øjeblik, hun kunne mærke de behagelig gulv under sine bare fødder. Hvilken befrielse. Hun ville aldrig stikke sine fødder ned i de sko igen. Aldrig. Hun ville aldrig gå med sko igen. Det her var alt for behageligt, til at blive spildt. Så satte hun ellers gang i sine ben igen. Luntende det sidste stykke hen til sengen; ”Kadabungaaaa!” lød det fra hende lige inden hun satte let af fra gulvet, og lænede på maven i sengen. Tværs hen over den. Helt udspredt. Et under at hun ikke kunne fylde det hele. Det der nok fyldte mest, var tyl skørtet på hendes kjole. Hun blev liggende lidt og lo for sig selv. Som hun havde håbet, var madrassen fyldt med fjedre, som fik hendes krop til at blive sendt bare en smule op i lufte, da hun havde landet. ”This is great!” Hun rullede om på ryggen og så kort mod løftet. Hun havde tydeligvis en forkærlighed for senge. Eller noget der bare lignede.

Der gik dog ikke længe, inden hun satte sig op. Så hen mod Will. Stadig med det enormt muntre smil, som virkelig fik hendes ansigt til at lyse op og hendes øjne til at skinne. Hendes krøllede hår, sad en smule uglet, og en enkel lok havde fundet sin vej ned over hendes ansigt. Dog blev hendes blik og stilling heller ikke holdt længe. Hun glemte alt, om alt andet, og i samme øjeblik som hun greb om den nærmeste pude, kom hun også op og stå i sin fylde høje. Oppe i sengen. Og inden hun rigtig kunne nå at finde balancen, blev puden smidt hen mod hendes ledsager. Hun lagde lidt kræfter i, men om hun ramte ham eller ej var ikke sikkert. Hun havde ikke sigtet. ”Woah..” udbrød hun lige efter, og svang med armene for at finde balancen igen, men madrassen var en smule for blød, og lidt efter lidt landede hun tilbage på sengen. Til hendes held ikke på gulvet. Det ville have gjort ondt. Dette. Det fik hende bare til at le. Med den hjertevarme søde latter.

Et smil begyndte at danne sig på hans læber. Hendes gode humør smittede hurtigt af. Gad vide hvad underboen ville sige til at en pudekamp blev afholdt? Når alt kom til alt var han ligeglad med hvad de syntes om det. Det ragede ikke ham at to følsomme firsårige oldinger ikke brød sig om at to unge mennesker havde det sjovt. De kunne jo bare erkende at de skulle finde et andet hotel en anden nat en balnatten hvor like.. alle Di Morgas borgere ankom. Han fik lirket skoene af sine fødder uden at tage blikket fra Autumn. Han kunne ikke lade være med at bemærke at hun så endnu bedre ud med smil på læberne.


Han tog sig selv i at kigge for længe på hende. Alt for længe, så han nåede ikke at reagere da en pude ramte ham i brystkassen. Med et drenget smil på læberne så han fra puden i en bue over imod Autumn som straks blev dømt skyldig. Han bøjede sig ned og lukkede sine varme fingre omkring det silkebløde stof. Han stod længe med puden i hånden indtil han besluttede sig for at kaste den efter hende. Han lukkede venstre øje i for at tage sigte og tog så et skridt frem og kaste puden efter hende som en hver anden atlet. Han løsnede en knap ved hans skjorte og hoppede adræt imod sengen i en afstand af to meter. Han takkede sin far for den intense træning da han mærkede sin krop ramme sengen. Da han var yngre ville det nummer højst sandsynligt havde endt på gulvet med to blåmærker. Han var lige ved at spinde som en kattekilling da han mærkede den bløde madras under sine knæ og hænder. I et øjeblik hvilede hans kind imod den dunbløde dyne der duftede svagt af parfume. Han greb den nærmeste pude efter nogle sekunder hvor han havde slappet af i sengen. Will hævede sin pude lidt som et farligt våben. En økse. En kasteøkse der ventede på at blive slynget af sted imod modstanderen, eller bare hugge den uheldige til blodigt smadder. Eller en drabelig kniv der ventede på at blive badet i blod og kød. Men.. Det var nu bare en pude i en harmløs pudekamp. Som en ren gentleman ventede Will bare på at Autumn også fik grebet fat i en pude før han ville gøre et udfald. Imens ventetiden varede betragtede hans grønne øjne stille hendes skikkelse. Hun var den person han ikke var bange for at sidde på en skrænt med. Hun gjorde ham tryg. Fik ham til at glemme at det nok var et spørgsmål om tid før en vampyr snigmyrdede ham som de havde gjort ved hans forældre og resterne medlemmer fra flokken. Noget dybt inde i ham rørte på sig. Vreden. Den var forstærket af alkoholen men Will kvalte den hurtigt med nogle alvorlige rynker på den svedige pande.


Intet kunne ske ham noget i nat. Ikke i selvskab med Autumn. Lige i nat fandtes der ikke det der kunne såre ham. Smilet kom igen på hans læber og han førte kort en hånd op igennem hans fedtede voksindsmurte og kraftige mørke hår for at nå ned til nakken og klø sig lidt der. For at være hel ærlig var han en smule træt. Alkoholen havde stadig et svækket greb omkring ham. Som en sovendes persons greb om en ankel. Nemt at ignorer den dæmpede effekt.. Eller.. Måske ikke.

Autumn greb selv ud efter den nærmeste pude. Den selv samme pude, hun kørt før, havde fået kastet lige i ansigtet. Hvilket under at en smule røde læbestift ikke var blevet smittet af. Måske var den helt væk fra hendes læber nu. Hun havde trods alt både spist og drukket… og kysset denne aften. Så det var ikke helt det største mysterium. Hun slap dog hurtigt den bløde pude med sin ene hånd, hvor efter hun i en hurtigt bevægelse fik sneget hånden op under det puffende skørt på hendes prinsesse kjole for at gribe om sin lille fikse mobil, som var blevet sat i et bånd der havde siddet om hendes højde lår. I al hast, glemte hun selv helt om at hun fik afsløret en stor samling af ar, der sad midt på låret. Det var ikke helt så tydeligt mere, men det så stadig malplaceret ud på hendes hud. Men hendes bevægelse havde nok hvert hurtig nok til ikke at bringe opmærksomhed. Mobilen blev nærmest bare smidt hen på det nærmeste natbord, lige inden hun så ellers gik til angreb på den unge mand ikke lagt fra sig.

Hun svang puden mod ham uden at give slip på det hjørne hun havde. Denne pude kamp var nok ikke en alt for god idé, eftersom de nemt kunne gå i stykke, og så ville de have et virvar af fjer om sig, men hun ville heller ikke stoppe sig selv. Smilet sad som limet på hendes læber. Der var ikke et øjeblik det forsvandt. Og det hele blev bare blandet godt sammen hver gang hendes latter kom frem. Det havde været længe siden hun havde smilet på den her måde. Eller leet sådan rigtigt. Det var en dejlig følelse. Alle bekymringerne, der før havde omgivet hende var væk. ”Oh! You’re so gonna get your sweet butt kicked, my dear friend.” kom det fra hende. Drillende som altid. Lige I samme øjeblik som hun igen slå ud efter ham med puden. Og af en eller anden grund, lukkede hun altid øjnene i, hver gang hun svang puden mod ham.
Pludselig, midt i det hele, var puden ikke nok til at forklare hendes kommende sejr. Hun fik på sin måde sat sine tær godt ned i den bløde madras, hvor efter hun nærmest satte af og sprang på ham. Tvang den veltrænede dreng ned at ligge. Med sig selv siddende oven på ham. Hun tog sin plads omkring hans mave og hofte parti, og hævede puden, med et triumferende smil. ”Caught you!” Lige i det hun ellers havde i tankerne at hamre den bløde pude mod Will, blev hun dog afbrudt af en frustrerende banken på deres dør. ”Kan vi så få noget ro!” Stemmen var godt dæmpet på grund af døren, men alligevel kunne den nemt høres. Autumn zippede sine læber sammen, med det samme og stirrede bare mod døren. Ventede et sekund, inden hun ikke kunne holde latteren inde. Hun var nød til at slippe sin pude, for at lægge begge hænder op foran sin mund. Stille og roligt, så hun igen mod Will. Og til sin forundring fangede hun med det samme hans blik. Skabte kontakt. Det var underligt. Hvordan hun bare stirrede ham i øjnene. Og specielt hvorfor hendes kinder blussede op. Hun havde ingen anelse om, hvor længe hun havde gloet på ham, men lige meget hvad, greb hun om sin pude og pressede den bare mod hans ansigt, for at brude kontakten. Hun fjernede dog hurtigt puden igen, sammen med sig selv, for at flygte ned af sengen, med puden foran sig. Smilet var tilbage. ”Come at me.. if you dare.” Hun lod vel bare som om hendes hjerte ikke lige have hamret af sted som en væddeløbs hest. Hvilket virkede til at være ret svært. En klump blev i hvert fald ved med at sætte sig fast bag den lallende facade.

Et smil dannede sig på Wills læber da pudebetrækket fløj igennem luften i en bue imod hans ansigt. Han skulle til at parre med sin egen pude da hun sprang på ham. Overrasket glemte han at spænde rygmusklerne og holde sig selv oppe da pigens fine lille krop slog ham i gulvet. Han smilede drenget da han så hende siddende oven på ham. Det forbløffede smil der krusede over Wills læber forsvandt dog hurtigt da Autumns siddende skikkelse blev skiftet ud med en vampyr med en pistol rettet imod ham. Et minde. Et minde fra en af hans nætter under fuldmånen. Et minde han gerne ville glemme.
Autumns skikkelse kom atter tilbage og Will skyndte sig at sætte et smil ind for at opfylde det korte tomrum. ”You got me.” sagde Will leende og lå bare slapt som en kludedukke under hendes fine lille pige krop.


Han flyttede kort blikket over imod døren, irriteret over den pludselige banken. Uregelmæssige lyde pirrede hans sarte varulveører.
”Om i kan få ro? Næh.. I don't think so.” vrissede vredt og uhøfligt. Først da de var gået mærkede han et stik af dårlig samvittighed. Han kunne godt blive en smule tvær efter afbrydelser af.. vigtige ting. Da han så vendte sin øjne tilbage imod Autumn mærkede han hvordan fælden klappede i. Han sad fast i hendes blik. Han var som fortryllet. Ude af stand til at røre sig. Det eneste han havde lyst til var at læne sig op imod hende... Kysse hende. Han kæmpede bravt imod trængen men han sad fast, fuldstændig hypnotiseret. Da puden ramte hans rødmende ansigt takkede han hende stille i sit sind.
Det samme drengede ansigtsudtryk kom tilbage på han fjæs da han mærkede vægten på ham forsvinde. Han rejste hurtigt sin overkrop og greb fat om den nærmeste pude og kiggede udfordrende på hende.
”You are going down, girl.” sagde han selvsikkert og gjorde et udfald med puden. Han slyngede puden imod hende uden på noget tidspunkt at slippe sit hjørne af den dejlig bløde pude.
Derefter gjorde han endnu et udfald.
Det lå i ham. Han kendte det. Følelsen af angreb. Den fantastiske lyd af sit offers skrig når ens blodige kløer borede sig ind i struben. Den dejlige rytme af stød og slag. De smertefulde modangreb. Han vidste hvordan at få den dejlige følelse af angreb tilbage, bare dræbe og hugge... Will rystede på hovedet. Det var nok alkohollen der rodede rundt i varulve-Will og
menneske-Wills tanker.
Han stoppede kort sine udfald for at give hende en chance til at komme sig og slå igen. I mens betragtede han hende nøje. Han vidste at hun var pæn, men han havde aldrig lagt mærke til at hun så fantastisk smuk ud med en pude i hånden. Der var noget ved hende som bare gav ham lysten til læne sig indover hende...
Han bandede af sig selv for at have tænkt på sådan noget. Hun var jo bare en ven. Ikke?

Hurtigt prøvede hun at parere imod hans pude. Det lukkede hende. Halvt. På grund af den bløde form puden havde endte hendes arme med at tage det værste af slaget, men til hans held blev den også hamret ind i siden på hendes ansigt. Det gjorde nu ikke ondt. Og hun kunne ikke helt lade være med at le over det. Det havde i sandhed været længe siden hun havde haft det sjovt. Det var sjældent at hun fik udsendt sin latter der hjemme. Sådan rigtig. Det havde nok også noget at gøre med hendes savn. Hun savnede virkelig at være blandt sine venner. Især på den her måde. Hun kunne stadig mærke sit hjerne der bare gallopperede af sted i hendes bryst. Det var virkelig underligt. Det var som var hun enormt forpustet, men hun havde ingen vejrtrækningsproblemer. Hjertet arbejde på fuldtryk. Og det ville bare ikke slappe af. Hun krummede svagt sine tær, og tog flere gang et par dybe indåndinger. Var hun ved at få et anfald af en slags?

Efter at have stået med puden oppe foran sit ansigt et stykke tid nu, tillod hun sig at kigge lidt frem. Hun fjernede puden var sit ansigt og så direkte hen mod drengen foran sig. ”Hey, Will..” sagde hun forsigtigt med den sædvanlige blide stemme. Det var nok første gang i et godt stykke tid at hun rent faktisk havde kaldt ham det. Hun havde altid bare kaldet ham ved hans efternavn. Hvorfor hun egentlig gjorde det, kunne hun ikke helt huske. Det havde nok noget at gøre med første gang i mødtes. Hvilket var ved at være lang tid siden nu. Hun fjernede nu helt puden, og stadig med et greb i hjørnet, lod hun bare sin arm falde ned langs siden. Hendes hoved var lagt på skrå, og hun så ikke ud til at ville tage de blå øjne fra ham. ”Are you alright? You seem alittle.. off.” Man kunne sagtens høre at hun var i det stadie som kunne kaldes ’at være bekymret’. Det lagde hun i hvert fald ikke låg på. Hele hendes udstråling fortalte ham det. Hun tog et enektl skridt tættere på ham. Der var ingen tegn på at hun havde i sinde at hævne sig med sin pude. Ikke nu i hvert fald. Og som hun havde gjort før, løftede hun sin frie hånd og fik så lagt den imod hans pande. Egentlig mistænkte hun ikke at han havde feber, men det var lidt det eneste hun følte der skulle gøres. Hendes krop reagerede vel bare helt af sig selv.
”I don’t think it’s a fever..” Det var nok mere en bemærkning til sig selv. Hun trak efterfølgende sin hånd til sig, men hun nåede samtidig også at lade den glide ned over hans ansigt. Ned over hans kinder, til den gled ned af hans hage. Hvad fanden var det her for en følelse? Det var sikker ikke noget særligt. Nok bare hendes hjerneaktivitet der var begyndt at tage skade af den smule alkohol hun havde indtaget. Men så meget havde hun da heller ikke drukket. Og hvorfor tænkte hun overhoved så meget over det nu? Var det ikke normalt for hende at stryge sine fingre hen over en anden persons ansigt? Og selvfølgelig skulle hendes krop gøre det hele værre med at få hende til at prikke ham på næsen. Blidt, men fingeren havde gjort sit arbejde. ”Come on. Give me a big smile. It suit you best. I love it when you smile.” Selv fik hun fundet sit smil frem. Ikke ligefrem det ekstremt muntre, som da de var godt i gang med pude kampen, men det var mere hende i den almene ende. Sødt og afslappet. Som et fnis, der var lavet om til et smil.