Dance with me till the end of the night. ~XXX~

Will holdte skarpt øje med kvindemennesket da hun trådte tættere på ham. Hans instinkter pirrede ham og hans armmuskler blev spændt for at kunne blokere en pude der blev slynget i mod ham. Men den kom aldrig. Tegnene på at hun ville hævne sig var der ikke. Han faldt lidt til ro og kiggede på hende, men skævede dog kort til puden i hendes hånd. Noget han troede han havde kvalt begyndte langsomt at røre på sig igen. Trængen til at gribe fat om hende og kysse hende.. Han forbandede at nogensinde at have åbnet en flaske champagne. Det var sidste gang han drak i offentligheden. Det sværgede han på.

Da hendes hånd ramte hans pande rejste hans nakkehår. Hendes håndflades bløde og kolde hud.. Hendes hud i det hele taget... Nej.. Hendes krop. Han ville have hende og ikke dele med nogen som helst. Da hendes hånd gled ned over hans ansigt blev lysten fordoblet. Han kiggede hypnotiseret igen ind imod de blå øjne han ikke kunne få øjnene væk fra. Hans fornuft begyndte at slå sprækker. Et lille sæt gik igennem ham da han mærkede hendes fingertip imod hans næse.
Uden problemer adlød Will hendes kommando. Et smil dukkede op på hans læber, hans gode gamle skæve drengede smil. Måske var smilet også indehaver af en lille pervers gnist. Flere revner tog deres form i Wills opbrugte fornuft. Lysten til at læne sig ind over hende og møde hendes læber hungrede i den unge mand.




Fornuften prøvede at sætte dårlig samvittighed i ham, hvilket også virkede men kunne ikke matche trængen. Og så skete det. Fornuften splintrede i tusinde stykker og fløj til steder der var længst væk fra hvad gjaldt Wills handlinger. Han lænede sig hurtigt ind imod hende og omfavnede hende og pressede sine læber ind imod hendes. De sprukne rester af hvad der skulle have været hans fornuft protesterede og vendte tilbage. Hvad fanden var han i gang med? Hun var en ven. Ikke et romantisk emne. Hvad alt helvede havde han roet sig selv ud i? Hvad ville hun ikke sige til ham nu? Ikke nok med at han havde givet hende traumer for livet ved at forvandle sig en glubsk ulv og slagter alt muligt, men også havde han.. sådan bare brudt frem og kysset hende imod hendes vilje. Hvad og hvem var sådan en person? Enkelt; den værste ven på jorden. En del af ham ville ud af værelset i en fart og drukne i dårlig samvittighed. Hvis han ikke stod med læberne presset imod Autumn ville han have bidt tænderne sammen og gå imod hans hårde skæbne; tabet af en ven. Han kunne ikke flygte. Hans far havde altid lært ham at kun animaguser og andre småskravl flygter. Ikke varulve. Specielt ikke varulve der bærer navnet Redmont. Og han måtte erkende at han var begge dele.
Det eneste han kunne gøre nu var at se om kysset blev gengældt.

Der var ingen tvivl omkring at hun var blevet overrasket. Meget overrasket. Hun havde sandt nok ikke nået at få en lyd ud gennem læberne, inden de blev travlt optaget med at få presset en anden persons læber imod sig. Hendes øjne var spærret helt op, og på grund af hans pludselige frembrusning havde hun været nød til at træde et par skridt bag ud for ikke at miste al balancen. Et sted ønskede hun ikke at blive fundet med en varulv over sig, som tilsyneladende havde fundet hendes læber delikate. Hun forstod ikke. Hvordan kunne det være at han stadig stod der? Normalt havde folk trukket sig væk med det samme. Som havde de fået stød. Hvordan kunne det være at det var anderledes med Will? Var han i så meget smerte at han ikke kunne bevæge sig? Hun kunne dog selv ikke mærke den sædvanlige udsugende effekt. Det var næsten som om hendes lille specielle evne ikke var blevet sat i kraft denne gang.
Autumn kunne nu ikke selv bevæge sig. Hun var som stivnet på stedet, mens alle mulige følelser strøg gennem hendes krop. Hun gjorde intet for rent faktisk at stoppe kysset. Hun stod der bare og lod det ske. Som var hun en eller anden dukke i menneskestørrelse. Det føltes ikke forkert. Det var underligt. Var det sådan et sandt kys var? Et som ikke direkte var tvunget. Hun kunne godt lide det. Hun ville lyve hvis hun sagde anderledes. Hun kunne bare ikke få sig selv til at gøre noget, før efter et godt stykke tid.
Hun begyndte at slappe mere af. Hendes skuldre faldt ned og hendes krop var ikke så anspændt mere. Hun begyndte at trække vejret igen. Stille og roligt ud gennem næsen. Og hendes øjne lukkede sig helt i. Med en smule besvær, fik hun sine arme op fra hans omfavning, og der gik ikke længe før de befandt sig omkring hans nakke. Hun rejste dig automatisk op på sine tær og endelig kom det gengældte kys. Det var mærkeligt. Hun burde ikke gøre det. Hun burde have trådt væk, og afvist. Hun burde have løbet væk, så hurtigst som overhoved muligt. Inden hun ville blive opdaget. Men nej. Hendes krop sagde noget anderledes. Og det gjorde hendes hjerte vel også. De gallopperede i hvert fald stadig af sted. Det ville ikke undre hende, hvis han kunne mærke det, så tæt som de stod. Det var nok først nu hun lagde mærke til hvordan hun havde længes efter dette. Et kys. Denne tæthed. Med Will. Dette var ikke godt.

Lidt efter lidt var hun dog den til at stoppe det sjove igen. Hendes hænder havde fundet sin vej ned på hans skulder, og hun havde tilladt sig at skubbe sig selv en smule væk. Ikke meget, men lige nok til at deres ansigter ikke bare lige op i fjæset på hinanden. Hun turde næsten ikke se op på ham. Hun lod de blå øjne hvile imod hans et sekunds tid, men så blev hendes hoved ellers bøjet forover, så krøllede lokker dækkede hendes ansigt en smule. Dog ikke nok til at skjule de røde kinder hun havde fået sig. Og hun vidste det skam godt selv. Selvom at hun, inde i sit eget hoved, sikkert stod og lignede en tomat. Og hun rødmede normalt ikke. Ikke i den her mængde. Hun pressede sine læber sammen, som var hun flov. Eller som smagte hun på kysset, der stadig syntes at sidde fast. ”Now.. Look.. I got red lipstick all over your lips..” Hun var ikke engang sikker på at det var sandt. Hun havde ikke kigget efter. Eller om hun overhoved selv havde noget af krigsmalingen på endnu. ”I’m sorry… We probably… shouldn’t..” Hun så nu igen op imod ham. Stoppede brat. Hvor havde hun virkelig ikke lyst til at stoppe dette. Det var måske den dummeste idé nogensinde. Men hvilke chancer var der for at de ville blive opdaget? Derfor voksede der sig et lille forsigtigt, dog muntert smil frem igen. Og selvom det ikke var specielt sort, kunne man skimme en vis form for glæde i de blå øjne. ”Never mind.” Så var hun ellers tilbage. Op på sine tær og sine læber presset imod hans.

Kysset føltes fantastisk. Følelsen af hendes læber imod hans var ubeskrivelig. Men det var forkert. Han skulle ikke have handlet som han gjorde. Det var ikke acceptabelt.. Fornuften måtte falde i graven igen. De burde ikke gøre det, men gud ville han da i røv høre på fornuft når han stod med en smuk pige i sine arme. Han omfavnede hende tættere. Han gav ikke slip på dette bytte. Ikke denne gang. Frygten for at hun ville stikke ham en forsvandt ind til ingen til da han mærkede kysset blive gengældt. Han havde ikke tid til at sætte spørgsmålstegn for at hun ikke stoppede hans pludselige udbrud. Begæret i ham steg og hans nakkehår rejste sig samt et andet ydre organ.


Han åndede lettet ud efter hun stoppede kysset. Han var i live. Hun var ikke vred. Natten var stadig ung og de havde en stor dejlig dobbeltseng. Da hun kom om kommentaren om læbestift på hans læber fugtede han dem instinktivt for at komme af med den mulige læbestift. Han fokuserede atter på hende. Nej de burde faktisk ikke...
Længere nåede han ikke at tænke før han atter stod med hendes læber imod sine. Begæret i ham voksede. Han dukkede sig lidt for hendes skyld og lænede sig en lille smule mere fremad for at tage styringen, for i mens de stod og kyssede førte han dem tættere på dobbeltsengen. Hans hjerte hamrede løs i hans brystkasse af hans ophidselse. Han stoppede kort kysse for at skubbe hende ned i sengen uden at slippe kropskontakten med hende. Hans fingre knappede kort endnu en knap op i hans løse skjorte og lagde sig så oven over Autumn og sank ned for at møde hendes læber.

Skubbet kom lidt bag på hende. Hun havde slet ikke opdaget hvordan han havde fået ført hende hele vejen hen til sengen. Eller det var nok ikke mere end et par skrid, men hun havde tydeligvis været travlt optaget med noget helt andet. Noget hun blev trukket ud af, lige inden hun følte den bløde madras under sig efter et sekunds fald. Hun flyttede sig ikke. Så bare lettere overrasket op mod Will, der allerede så ud til at være i gang med at afklæde sig selv. Hvad var det lige hun havde gang i? Eller hvad havde de gang i? Hun burde ikke have kysset ham. Hun skulle bare have skubbet ham væk. Så ville det ikke have endt sådan her. Hun var mere eller mindre klar over hvilken situation hun var landet i. Og hun gjorde alt for at få sig selv til at fortryde det. Hade det. Hun prøvede virkelig at få det hamret ind i hovedet på sig selv at dette var forkert. På så mange forskellige niveauer. Og mest af alt. Det var underligt.
Hun følte nu hans vægt komme lidt ind over hende, og kort efter hans læber imod hendes igen. Kysset var ikke uskyldigt mere. Det var mere intenst. Om det var hende eller ham der oprindeligt var skyld i det, havde hun svært ved at få afklaret. Og det værste af alt; Hun lå rent faktisk og nød det. Og hun legede med. Som var hun pludselig ikke genert mere. Eller flov. Som skjulte hun bare den pige væk, på grund af rent og skær lyst. Siden hvornår havde hun opbygget en lyst som den her til Will? Hendes hænder havde nu igen placeret sig om hans skuldre. Ikke for at skubbe ham væk fra sig. Overhoved. Hun kunne vel bare ikke helt styre hvad hendes hænder havde gang i. Så som da den ene begyndte at bevæge sig en smule ned af hans brystkasse, til hun fik et let greb i åbningen af hans skjorte. Den anden havde fundet sin vej tilbage til hans nakke. Det var vel der hun fandt sig selv i at få sin tunge mere med i spillet. Den fandt i hvert fald først ud mellem hendes læber, inden den prøvede og tvinge sig vej ind i mellem hans, for at ændre meres passionsfyldte kys til et snav.
Hun kunne mærke hvordan hun begyndte at trække vejret en del tungere. Det var ikke ukendt for hende. Eller det var ikke ukendt for hendes krop. Men der var stadig den behagelige sitrende følelse over alt på hendes krop, som der aldrig havde været der før. Ikke på samme måde i hvert fald. Hun kæmpede for at holde sine støn minimale. Men det var svært. Et begær havde pludselig også vokset i hende. Trods hendes røde ansigt og rystende hænder, var hun tændt. Hun bøjede automatisk sit ene ben, og fik sat foden ned i sengen. Tilfældigt havde knæet sig fundet frem til mellem varulvens ben. Dog ikke noget hun havde tid til at lægge mærke til, som hendes ene hånd, der stadig befandt sig omkring hans brystkasse, begyndte at fumle med endnu et par knapper. Hvem var denne pige? Det kunne da umuligt være hende selv. Det var virkelig underligt. At tænke på hvad hun lavede. Og med hvem. Og det undrede hende stadig hvordan evnen var blevet sat på standby. Dette kunne kun gå galt. Eller kunne det? Der var jo ingen der ville opdage dem. Og hvis de gjorde, ville der intet være galt med det. Og hun havde intet imod Will. Hun kunne gode lide ham. Det havde været ren frygt der havde holdt hende på afstand. Hun havde dog aldrig troet at han havde det på samme møde. Eller også var det i sandhed bare den alkohol de begge havde indtaget.

Hele drengens krop rystede svagt. Af frygt. Frygt for hvad efterfølgerne af der her var.. Frygt for sig selv. Hvornår havde han forvandlet sig til denne her fyr? Hvornår havde han.. hvornår havde begyndt at gøre sådan nogle ting med en ven..? Spørgsmålene kørte stadig rundt i hans hoved, men meningen af dem var så småt skyllet væk af den rene lyst til Autumn. Hvis ikke hans læber var travlt beskæftiget med et stævnemøde med Autumns læber, ville han havde smilet da han mærkede hendes ene hånd om hans nakke og den anden ved hans brystkasse. Hans tunge gav hendes en varm velkomst. Hele hans krop rystede ikke længere af frygt, men af lyst. Da hun begyndte at knappe hans sidste knapper op mindede det ham om at hun havde alt for meget tøj på.

Han skiftede deres stilling, rullede om på ryggen så hun kunne få luft. Hans hænder blev lagt til hvile på hendes bagparti hvor de langsomt gled op over ryggen og standsede ved den øverste del af hendes ryg og begyndte at fumle med kjolen. Han standsede kort deres snav for at få luft, og benyttede lejeligheden til at lade et lumsk smil kruse på hans læber. Hans hænder havde næsten løst gåden om hvordan man fik fat på lynlåsen på ryggen af hende. Hans fingre lynede automatisk lynlåsen ned og han begyndte at få kjolen af hende. Derefter begyndte han at få skjorten af sig selv og smide den væk..


Hans øjne betragtede hendes for en stund. Den kort stilhed lod få tanker slippe igennem det
klistrede spind af begær. Hvad fuck var han i gang med? Han kastede tankerne fra sig og løftede sin overkrop op for at møde hendes læber igen.


//Total mangel af kreativitet...//

Det pirrede hende næsten, som han fumlede med at få hendes lynlås kørt ned. Hun sørgede selv for at trække maven en smule mere ind, for at gøre det en smule nemmere, nu hvor kjolens overdel i forvejen sad umådeligt stramt. Et held hun overhoved kunne trække vejret. Ikke at det var det største problem, og hun var trods alt vant til det mere tætsiddende tøj. Hun åbnede roligt sine øjne igen, som han fik stoppet deres snaveri, og hun gjorde som ham, og bare tog sin tid til at studere ham. Eller nok mere betragtede hun ham. Han virkede en smule fraværende, ikke overraskende når man tænkte på hvad han hænder havde gang i. Hun tog et par dybe indåndinger og vædede sine læber diskret med tungespidsen. Ingen smag af læbestift. Den havde tydeligvis ikke holdt specielt godt. Det slog hende pludselig hvor behageligt det her var. Selvom hun havde været udsat for sex før, virkede det stadig som en første gang. Bare med en smule erfaring. Det var nok den måde han fik gjort det hele på. Rigtig nok var han ivrig, men samtidig var han ikke godt i gang med at bare rive hendes tøj af for så at smide hende rundt. En anden stor del af den nye følelse, var nok også det, hun selv havde lysten i denne situation.

Det var lidt af en befrielse, da han endelig fandt ud af hvordan en lynlås virkede. Hun lod det lille mønster, der havde snoet sig om hendes ene skulder, falde for at gøre kjolen mere fri. Hun var ikke helt tryk ned at lade kjolen falde helt. Hun havde ikke mere at skjule sig i. Bh’en var blevet sparet væk, eftersom selve kjolen selv sagtens havde kunnet give hendes barm den større den havde brug for.
Autumn blev vel en smule overrasket, da han igen pludselig var der. Lige foran hende. Og hans læber der havde genforenet sig med hendes. Hun troede ikke helt på det. Var det virkelig først nu hun havde opdaget hvor meget hun egentlig havde haft lyst til dette? Hun klemte sine øjne hårdt sammen, men hun nåede ikke rigtig at få stoppet kysset inden den mest skrækindjagende forestilling poppede op i hovedet på hende. Hun så ikke Will for sig. Det lignede ham slet ikke. Hun nåede ikke at gøre noget, før ubehagelighed havde samlet sig, og hun langsomt begyndte at opdage, hvordan energi samlede sig i hende. Ikke hendes egen. Hans. Umådeligt hurtigt fik hun sluppet hans læber og nærmest skubbet sig op og stå. Hun vaklede et par skridt bagud, men vandt nemt balancen. Hun beholdte dog stadig afstanden mellem hende selv og sengen, med Will. Hende ene hånd havde fundet sin vej op foran hendes mund, mens den anden arm havde svunget sig omkring hendes barm. Kjolen havde for længest fundet sin vej ned på gulvet, og væk fra hendes slanke krop, så det meste nu var afsløret. Det der nok skreg mest frem, var det store ar der var placeret i en lige ligne ned over hendes mave. Lignede ikke meget andet end et ar fra en store operation, men samtidig var flere blåmærket kommet frem. Aflange mærke. Og klyngen af ar omkring hendes højre lår var nu også mere fremvist. Dog lå hendes tanker et helt andet sted.
”I am… so sorry!” lød det fra hende, som hun forsigtigt fjernede hånden fra sin mund igen. ”I still don’t really have any control.” Hun var næsten 100% sikker på hvad der var sket. Hun forstod bare ikke hvorfor hendes evne havde trådt i kræft på det tidspunkt i stedet for ved den første berøring. Kunne hun rent faktisk kontrollere den? ”You know what? Maybe this isn’t such a good idea. I don’t want you to get hurt..” Hun stirrede stadig imod ham. Hendes fødder havde bevæget sig ind imod hinandens tær, og hun krummede dem lidt af nervøsitet. Hvordan ville han ikke tage det? Hun var en freak. Hun hadede sin evne. Og hun hadede konsekvenserne ved at være omkring hende.

//*Die over new signature*//

Smerten. Smerten var nok det første man skulle beskrive hvis man ville nedskrive oplevelsen af denne djævels kys. Følelsen af at hans fibre blev splittet op og blev støvsuget for alt energi hungrede i en hver celle i Wills krop. Følelsen af energien der forlad hans celler og blev slynget ud af hans muskelsystem og fandt sig en udvej igennem hans mund , hvor følelsen af en overdækkelse af syleskarpe nåle herskede i sekundet hans evne til at holde sig vågen flød fra hans krop til hendes, kunne samlignes med at blive smidt på et bål i mens lyn hamrede ned i ens krop. Hans syn slørede ud, men dog samlede han koncentrationen om Autumns skikkelse som forsigtigt bakkede bag ud. Han var ingen gang sikker på om skikkelsen var Autumns. Som hans syn havde gået fra 1080p til 144 mistede han evnen til at opretholde et skarp billede om hvad der for gik. Det eneste han rent faktisk var klar over var at hans krop var sunket dybere ned i den bløde madras. Han opfangede halv bevidst bevægelse af skikkelsen af Autumns læber. Han vidste ikke om hun sagde noget, eller om hun stod og lavede et lydløst ritual der skulle sende hans sjæl til Helvedes varme flammer, hvis ikke hun allerede havde suget den ud. Han var faktisk lidt ligeglad med at det var det sidste. At få sendt sin sjæl Helvede føltes nok bedre den følelse af smerte og lidelse der hjemsøgt Wills krop. Han holdte sit blik imod hvem han mente var Autumn, og mærkede hvordan hans øjenlåg langsomt gled i. Som om en eller anden havde sømmet blylod fast i hans øjenlåg, følte han den tunge flap hud glide ned og spærre hans slørrede syn. Hvis hans strubemuskler havde haft kræfterne til det, ville et klynk slippe igennem hans læber.


Han vidste ikke hvor længe han havde ligget der. Fem år, en månd, to uger, en time eller et sekundt? Alle valgmulighederne svarede lidt til hvordan han havde det. Han følte sig som et lille hjælpeløst spædbarn lukket inde i en sovende krop med søvnige muskler og organer. Den korte søvn havde dulmet smerten, og i asken fra kroppen der kæmpede imod djævlepigens kys' magt, rejste sig nogle spæde antydninger af liv og energi i kroppen. Det indelåste spædbarn blev ældre og ældre, større og større. Hans krop genopstartede de sovende muskler og kroppen kom langsomt til live. Spædbarnet i hans krop hans nu nået sådan en en alder hvor den havde størrelsen til at udfylde kroppen. Will kæmpede sig mørbanket op af den fængende underbevidsthed og overtog langsomt styring over sin krop. Drengens øjenlåg dirrede svagt og gled modviligt op. Hans syn begyndte at blive skarpt igen. I en sløv bevægelse flyttede han sin hånd op foran sine øjne.
”What the flying tomato was that?..” sagde han groggy imens han delvist betragtede hans hånd og Autumn. Han fik dovent trukket sin overkrop op og kiggede spørgende og forundret på Autumn. Det dyriske begær han havde haft var revet itu af kræfterne fra hendes kys. Han var lidt i tvivl om det her var delen af ritualet hvor hun skar halsen over på ham som et lam, eller om han stadig kunne forvente mere smerte. Men inderst inde kunne han læse udtrykket i hendes ansigt. Hendes blik så undskyldende ud hvilket var godt nok for Will. Først nu lagde han mærke til at hun næsten ikke havde tøj på. Men da han kiggede ned af sig selv lagde han mærket til at han også stod i bar overkrop. De hærde muskler han var så stolt over at have dirrede stadig efter hendes kys. For høflighedens skyld kiggede han væk fra hende. Han var vokset op i en høflig familie. Hvis han havde kigget på hans nøgne mor efter bad efterfulgte der tit en lussing eller to. Fremkaldelsen af mindet om den sviende kind af holdte ham kraftigt for at kigge for at være ærlig.

Stille og roligt begyndte hun at sætte sig ned på hug. Dog forsatte hun videre ned, til hendes trussebeklæde bagdel, blev plantet i gulvet. Hendes ben var trukket op, og armene svunget omkring. Den typiske stille man ville kunne finde Autumn i. Den virkede så naturlig for hende. Passede til hendes udstråling af uskyldighed. Trods hun lige havde været i gang i noget mere dyrisk leg, for blot få øjeblikke siden. Hun gemte lidt sit ansigt i mellem rummet mellem knæene og hendes overkrop. Bare for at få samlet modet til sig igen. Hun havde det virkelig også bare med at ødelægge alt. Den gang var det nok også bedst, selvom hun ønskede at det havde forsat. Men for hende var der tydeligvis ikke andet end et par nætter i ufrivillighed. Det var i hvert falde de færreste der kunne klare eller acceptere hendes lille handicap.
”My curse.” sagde hun så endelig, som hun atter så op. Rettede med det samme de klare blå øjne imod Will. Hun forstod ikke hvorfor han havde reageret så kraftigt på det. Før i tiden havde folk ikke besvimet. Ikke med mindre hun virkelig havde holdt kysset i længere tid. Det havde virkelig skræmt hende. Var evnen blevet stærkere? Havde hun fået mindre kontrol over den? Hvad var der overhoved sket? Hun pressede stramt sine læber sammen, inden de blev skilt ad, for den skønne stemme igen kunne komme frem: ”Well.. It’s my… ability. It was given to me the day I was created. I just call it a curse. And I guess you can see why.” Et lille usikkert smil fandt sin vej frem på hendes læber, og hendes hoved blev samtidig lagt en smule på skrå. Som ville det hjælpe. Det hele virkede så akavet. I princippet sad hun lige nu og forklarede ham at hun var alt andet end et menneske. En ting hun nok gerne ville have undgået. For en hver pris. Men nu var hun blevet afsløret, godt og grundigt. Hun håbede lidt, han allerede havde vist det. At hun ikke havde været så god til at skjule det.
Hun bed sig blidt i underlæben, og så sig lidt omkring i rummet. Hun så kjolen ligge på gulvet, sammen med hans skjorte. Hvad havde de også haft gang i? Hvis det nogensinde ville blive opdaget ville de begge have været døde. Hun tvivlede slet ikke på det. ”I think I just lost that little bit of control I had. I’m really sorry. It wasn’t meant to happen.” Hun sank en klump slim der sad fast i halsen på hende, og hun fik løsnet grebet om hendes ben, med den ene arm, for at stryge en voldfaren krøllet tot væk fra hendes rødblussende ansigt. Hun lod igen sit blik glide rundt i rummet, og til hendes held lå der et par sammenfoldede tæpper i hendes rækkevide. Hun skulle bare strække sig lidt, og så havde hun ellers fingre i et af dem. Hun rejste sig atter op, og i en hurtig bevægelse, blev tæppet svunget omkring hendes afklædte krop, som var det et håndklæde. Men det dækkede i hvert fald.

Forsigtigt nærmede hun ham. Med små skridt og ingen pludselig bevægelse. Hun satte sig ned på sangen, ved siden af ham. Hænderne blev lagt i skødet, og tog nervøst fast i noget af tæppet, inden hun igen så direkte mod ham. ”Are you allright?? I was kind of surprised by your reaction. Nobody has ever been so affected by it before.” Et svagt fnis kom fra hende, og blev sidende som et smil. Bare et lille et. Hun ville endelig ikke have, han skulle få et signal om, det morede hende. Det gjorde det bestemt ikke. Hun hadede det!

”My curse”. Ordene flakkede rundt i et virvar at hans rodede tanker. Den lille pige, som i hans øjne var perfekt havde altså en fejl. Han lyttede nysgerrigt på hendes forklaring og tilståelsen af hendes overnaturlige race. Selvom han allerede vidste hun ikke var et menneske var tanken skræmmende. Tanken om at han nær havde haft sex med.. en djævel. Han kastede et blik på hende. Skulle djævle ikke være onde og store med horn i panden og ild ud af munden? For hvis de skulle det måtte Autumn sikkert skrabe bunden i djævlefællesskabet. Hun gav ikke en indtrykket af ondskab. Mere det modsatte.
”I know about curses... I think you already have noticed that I also have one.” lød hans stemme dystert imens den gule farve i hans øjne blussede op. Han lod sit blik falde ned imod jorden. Skammede sig over hvad han havde gjort imod hende.. Først prøvet at dræbe hende i varulveform... Og nu det her?


”I... guess I'm alright... It's just.. the feeling. You know, the feeling of energy leaving your body... You shall not try it yourself..” sagde han, ved bedre humør. Kort løftede hans sine øjne for at møde hendes klare blå øjne. Det dominerende skær af rendyrket vildskab og rovdyrsbehov var forsvundet fra de grøngule øjne. Nu når han mærkede efter var trængen til at at smide sig i sengen og vågne op om hundrede år yderst fristende. Kort ført han en hånd bag øret for at klø sig i baghovedet. ”You know... after the night some months ago... I was angry. Angry at my self. I didn't know who I had killed or hurt. I worried about you. Every night since that one have I thought back and imagined your face as I saw it through my wolf eyes." sagde han efter en lang omgang pinlig stilhed. Hans øjne hvilede på hende. Af ventede hendes reaktion.

//MIN KREATIVITET ER LORT IK SLÅ MIG :(//

Der gik ikke specielt længe før hun lod sig selv give efter. Hendes overkrop nærmede sig hans, og efterfølgende blev hendes arme svunget omkring hans nakke. Hun pressede sig indtil ham. Holdte den varme omfavning og skjulte sit ansigt fra hans synsvinkel. Det eneste der rigtig ville være at se, hvis han ville se sig til den ene side, ville være en dominerende klump af fyldige krøller, der mere eller mindre var begyndt at gå ud nu. Lysten til at gøre dette, havde siddet længe og luret i hende. Selv havde den pludselige lidenskab forsvundet på grund af hendes fejl og forglemmelse. ”You shouldn’t be angry.” mumlede hun så endelig. Ganske svagt, og knap nok højt nok til at det ville kunne høres. ”Or sad. Or scared.” Hun kunne vel godt minde lidt om et lille barn, der bare prøvede det der med at trøste folk. Men samtidig lå der stadig den mere modne bekymring hen over hende, som det blev sagt. Hun strammede en smule mere. ”And you definitely not be worried about me. I’m sure I can’t handle myself at some point.” Et kort og svagt fnis løb roligt over hendes læber, inden hun endelig gav slip på ham igen. Startede ud med at have sine hænder imod hans skuldre, for nærmest at skubbe sig selv en smule væk. For at skabe afstand. ”But I have to say. I’m pretty happy to hear you say it. It all. For some odd reason it makes me feel… good.” Det ubekymrende varme smil var igen tilbage på hendes læber. Stadig virkede det vel en smule tvunget, men samtidig utroligt ægte.
”Oh. Sit still for a moment.” Hurtigt fik hun ført sin hånd op til sit ansigt, slikkede sig hen over tommefingeren, og så blev fingeren ellers sendt hen imod hans ansigt. Blot for at fjerne lidt overskudende læbestift der havde sat sig omkring hans mundvige efter det egentlig ret heftige kys de havde haft gang i. ”There.” Igen kom den korte latter frem,  som havde synet moret hende en smule. Men efter fingeren var blevet tørret af i tæppet, rettede hun igen sine blå øjne imod hans. Lod farverne blande sig sammen. ”Listen. You shouldn’t remember something like that. One; It’s part of the past.” Hun løftede igen sin hånd, blot for at lægge den oven på hans hove dog nusse hans hår, trods teksturen de forskellige hårprodukter havde gjort sig. ”And two; Don’t you think it’s much more lovely to remember me as I am right now?” Hun smilede lidt ekstra, som for at fremhæve, hvad hun mente. ”Personally I think a smile and happy face is so much for worth than tears. And so much more precious.” Hun trak roligt sin hånd til sig igen, og den blev ellers lagt tilbage i skødet til den anden. ”I kind of know how it is, tho. How easy it is to only look back at the bad and frightening stuff. But there’s still something good in it, right? Oh yeah. Thanks for my first somewhat… normal kiss.” Autumn skulle næsten tvinge sig selv til at tage blikket fra Will igen. Men noget fik hende alligevel til at se sig omkring i rummet igen. Så imod den hvide kjole der slå klasket på gulvet ikke langt fra dem. Det fik selvfølgelig tænker op i hovedet på hende, og igen blussede hendes kinder op. Helt sagte. Dog påvirkede det hende ikke specifikt. ”I should probably get dressed again.”

Et spagt smil dannede sig på Wills læber da han mærkede hendes krop læne sig ind imod hans. Hans åndedræt blev langsommere og roligere på grund af hendes ord. Et normalt menneskeøre villle nok have lidt svært med at høre dem, men Will hørte det tydeligt. Det var enlig ikke kun hendes ord, men også det faktum at hun var der og lyttede, der gjorde at han lidt efter lidt begyndte at føle sig rolig igen. ”But I am worried about you. I will gladly get you a silver knife, just incase any handsome werewolf tries to kill you on a fullmoon.” sagde han med et lille skævt smil der næsten var umulig at lægge mærke til. Han greb fat om hendes ene hånd og førte den op til hans hals. ”If any werewolf attacks you, go after their throat...” sagde han og førte derefter hendes hånd ned imod hans nøgne bryst ”..or heart. That would be the easiest and best way to kill a beast like me.” afsluttede han og slap hendes hånd.

Han reagerede med et kort drenget smil da hendes finger fjernede den lille smule læbestift han havde siddende. De havde ikke nået meget mere end et par kys, men hans forbandede gode hørelse lod ham høre at der var noget mere heftigt i gang inde ved siden af. Et kort smil kom frem på hans læber ved tanken om Jack. Så snart hans kæreste lærte ham at kende ville hun nok finde en anden. Will kunne nok ikke komme tanke om en der var mere kedelig og havde en værre karisma end hans bror Jack.  

Han noget ikke at tænke på så meget andet inden hendes blå øjne mødte hans og visdom atter strømmede ud fra hendes læber. På en eller anden måde kunne hun formå at belære ham med sandhed. Musklerne omkring hans haleben blev spændt  da hendes hånd strøg hen over det voksfyldte hår han havde. Den sociale hundedel af ham elskede at blive aet og kærtegnet. Hvis han havde haft en hale ville den logre kraftigt. Han lyttede atter til hendes ord som på en måde gjorde hans sind mere og mere afslappet for hver stavelse. ”I suppose you are right. ” sagde han med et smil på hans læber. Måske ville sætningen mere lyde som han var et barn der måtte erkende sandheden der var fortalt af hans forældre, men den havde en venlig klang der nok skulle gøre et arbejde med at overdøve det andet indtryk.

”Well.. Then it is me a pleasure to have kissed you.. normally.” sagde han med en britisk accent han ikke gjorde skjul på. Et smil dannede sig atter på hans læber som derefter udviklede sig til en kort men varm latter. ”I will think it would be a good idea.” kommenterede Will og mørvede sig længere  op i sengen. ”I am getting tired, so I am going to bed, you could join me if you wish.” sagde han med et svagt gab i slutningen af sætningen.

”You’re so lazy, dude. It’s only what… ten.” Selvom Autumn virkede ret skeptisk omkring at hans valg om at gå I seng, endte hun alligevel selv med at rejse sig fra sengen. I modsætning til ham, var hun ikke klar til at lægge hovedet imod puden. Det kunne godt være at hun sikkert ville ende med at tage af sted igen tidligt om morgenen, men samtidig følte hun ikke at hendes rutiner skulle brydes, bare fordi hun befandt sig på et hotel. ”I’ll be joining you in a moment. And.. I’ll be borrowing this.” Samtidig med at det kom fra hende, greb hun hurtigt ud efter hans skjorte, hun tidligere havde fået af ham, imens et drillende smil gled over hendes læber. Hun fik på vejen hen imod badeværelset, bøjet sig ned og roligt samlet den hvide kjole op fra gulvet. Hun kastede den lidt længere hen imod væggen, så den ikke bare lå og fyldte. Skønt hun selv følte sig bedst tilpas med ting der bare flød. Og egentlig burde hun passe bedre på den kjole. Det var jo hendes elskede prinsesse beklædning.

Efter lidt tid kom den lille hundjævel ud af badeværelset igen. Der var ingen tegn på rød udtværet læbestift. Og hendes ansigt var ikke dækket mere, så de små ar rundt omkring kom bedre til syne. Forhåbentlig var de ikke til at se i det svage lys der lå over rummet. Og hendes krøllede hår sad stadig var pjusket omkring hendes ansigt. Hun lukkede forsigtigt døren efter sig og træk lidt ned i skjorte, der nu skulle virke som en form for natkjole. Man kunne nærmest se hvordan en kold klud i hovedet havde virket på hende. Godt nok virkede hun mere træt, men med de lettere blussende kinder, virkede hun også mere i live. Hun slæbte sig hen til sengen. Klatrede doven op på madrassen, og fra enden kravlede hun sig hele vejen op til hovedenden, hvor det mirakuløst endnu lå en pude klar til hende. Slapt lod hun sig selv dumpe ned at ligge. Helt ned. På maven. Ansigtet begravet i puden et øjeblik, men hun fik kort efter drejet sit hoved en smule, for at rette de blå øjne imod Will. Så godt hun nu kunne. Hun kunne ikke se så tydeligt mere, nu hvor linserne var blevet taget ud, men hans håndrids var ikke til at tage fejl af. ”Watch out for tonight. I normally don’t share a bed. Be prepared to wake up on the floor.” mumlede hun med et lille grin smurt ud I sit fjæs. Hun tog efterfølgende bare en dyb indånding og lukkede sine øjne i et øjeblik. Hun opdagede først nu hvor udmattet hun var. Også selvom hun havde nået at indtage en del af denne varulvs energi. Hendes krop føltes tung, og det tog en del at overbevise sig selv om at bruge kræfter på at lægge sig i en anden stilling ind den nuværende. Plads på maven med armene næsten spredt ud til hver sin side.
Hun omklamrede sin pude og lidt efter lidt kom hun endelig helt om på siden at ligge. Fronten relativt imod den unge mand. Hun fik med lidt held fundet sin vej ind under dynen, der lå på hendes side af sengen. Bøjede sine ben lidt sammen og puttede sig godt ind i sengetøjet, der duftede dejligt rent. ”Are you sure you’re feeling alright? There’s nothing that feels weird or out of place… right?” Man kunne nemt høre bekymringen I hendes stemme. Hun havde aldrig rigtig haft nogen samtale med folk efter de havde været udført for evnens kræft. Så hun kendte ikke helt til andre symptomer bag det. Eller også var det fordi det hele havde virket så langt fra at være virkeligt.