Fake it till you make it

Stedet.. Er i gågaden – ved en af de faldefærdige bænke.
Omgivelserne.. Består faktisk kun af vindens susen i de bleggrønne træer, som er ved at springe ud.
Vejret.. Er ikke hvad man kalder for en original forårsnat, vinden blæser om ørene på en, imens at regnen ikke vil tage til endnu.
Tiden.. Indhenter de få folk som kommer ud fra diskoteker og bordeller, så fulde så de skulle skamme dem.
Påklædningen.. Er ikke noget at klappe lystigt i hænderne af, et par jeans, og en grøn lang regn jakke. En blå uldhat, som sætter øjnene i kontrast med de lignende handsker. Et par gummistøvler, som ikke høre hjemme i den ellers så fine gågade.
Taioro-Privat
_____________________

En pige gik ned af gaden, man havde ikke rigtig noget udsyn til hendes rigtige jeg, da tøjet dækkede det meste af hendes hud. Det var kun hovedet som gav sig til kende, som ikke ligefrem var fejlfrit. På grund af hendes væsen, så hun sådan ud. Ikke det fine og perfekte udseende, som alle mennesker sådan ønskede sig. Men hun kunne lide dette ansigt som hun bar, det viste hvem hun var. Mest af alt hendes øjne..
Hun sukkede engang, og lod en hånd gå igennem det lange lyse hår. Men som om sommeren, når solen stod højt, og skinnede stærkt på hendes hår. Forvandles til en lysere farve, som så ikke havde sit brun røde skær i sig.
Hendes øjne lyste op i den mørke aften, som vandet i havet på en varm sommerdag. De havde en hvis varmhed og tryghed, der kunne betrykke de fleste. De løj aldrig, som noget af det mest ærlige på hendes krop. Lige nu var de blå, ikke bare blå.. Men noget af det mest yndefulde, og nyoplagte der fandtes. Men et skær af grøn vistes, når mørket forlod hendes ansigt i forvildelse.
Vis man var lidt tæt på hende, kunne man mærke varmeforskellen der kom, da hendes krop havde lært at vænne sig til kulden. For der var ved at blive en lille smule koldt, selv igennem det tykke lag af tøj.
Hun sukkede let, mens hun så ind af et vindue. Hendes højre hånd, lå fladt på det kolde vindue. Mens at hendes varme ånde, ikke gav så meget dug på ruden, som forventet..
Hun så på en guitar, hvorfor nu det?.. Ville hun nu også være musikalsk? Sikkert.
"Waow.." Sukkede hun, og så prisen. "Det er en dyr hoppy!.." Hviskede hun blidt, og vendte sig om mens hun grinede sødt, af sig selv. Og hendes tåbelige planer, hvad skulle hun også bruge en guitar til? Hun havde jo ingen penge, og havde en masse andre dejlige hoppyer. Hun kunne jo heller ikke finde ud af sådan en, for den var så anderledes fra så meget andet hun lavede. Hun havde jo sit skateboard, og sit job. Samt hendes venner, familie.. Og.. Hun tænkte tit og ofte på den ene person fra hendes barndom, hun havde været så bekymret for ham i sin tid. Det havde han vist også, han havde et sødt og kærligt indre. Men hans ydre.. Hun fik det helt dårligt, det var noget forfærdeligt noget der var sket den gang. Vis gud fandtes, så ville han da have forhindret en sød og betænksom uskyldig dreng i at få sådan en forfærdelig skæbne? Eller ville han? Var han måske ikke ligesom alle dem han havde skabt, de egoistiske og selvmedlidende folk?
Hendes bror passerede hendes minder og tanker, hendes storebror. Der altid havde været der for hende, også når hun ikke engang havde brug for det.
Hun lod sig læne bagover, så hendes hoved hvilede på glasset bag hende. Hun lod sig glide ned på astfaldten, og trak benene op til sit bryst. Som et slags beskyttelse? For den onde omverden? Sagen var bare, at hun var en del af den dårlige del. Eller i hvert fald den mindre uskyldige del.. Den vidende del..
Hun lagde sine albuer på knæerne, og tog sine hænder til hovedet. Mens at hun lukkede øjnene blidt, og bed sig stille i læben.
En masse tanker gik igennem hendes hoved, lige i dette øjeblik. Hendes fortid, hendes barndomsvens og hvor meget hun kunne forbande gud af at han havde givet denne barndomsven den utaknemlige skæbne.

Blikke blev vendt, forsøgte at fastsætte sig som fiskekroge, på den forbipassende. Gågaden var som altid, på trods af den sene tidsbestemmelse, befolket til det ukuelige. De små kroge, usynlige men nemmere at fornemme imod den ellers stofbeklædte hud. De små nerver blev irriteret, uden at noget materielt berørte dem, men alligevel sendte det de små hår opad, forsøgte at skjule den svage kuldegysning langs ryg og arme.
Taioro slentrede ned langs den asfaltbyggede sidestrejfning, hvor bilerne ikke var tilladt passage. De mange mennesker, sandsynligvis alle sammen et eksempel på en klassisk fadbamse, blev ved med at dreje på hælen, idet han selv gik forbi. Det var måske det påhængende kluns, der fik dem til at blive tavse, efter at have leet fordrukkent i et kvarterstid. Taioros flade, velplejede hår hang omkring masken, skjulte de sidste rester af hud, der ellers ville have været tilgængelig for øjet at skue, udover det svagt oplyste metalrøde, i en farverig indvirken fra det stålrige sølv, forrest, en fraværende sort. Halsen var bart, og var det første tegn på organisk væv, der ville falde modstående for øje. De minimale, nærmest dna-størrelse farvetråde der spandt omkring halskødet, var i en enkel, og dog iøjefaldende satin beige. Det ville kun være foran, at de rødsprængte pupiller kunne se den naturlige nuance, da det sorte hår var til skulderen og derfor blokerede en del af halsen, som ved hovedet, dog var det ikke langt nok til at hestehale var påkrævet i skolens samfund, han aldrig havde været en del af, og derfor heller aldrig havde behøvet at følge i sidste ende. Resten af kroppen, der var længere under temperaturskalaen, end hos samtlige lig fra polens snelandskab, efter en del overnatninger med de destruerede, hvide blomsterlignende krystaller, var indhyllet i et af militærets gamle dragter, til når soldaterne havde sin sidste mission i feltmarkens skydeskivelandskab. Det var en hvid T-shirt inderst, intet var gemt imellem de store folder, der tydede på at trøjen var et par numre for stor, i forhold til kroppens mediumsbredde. Udenpå den støvsamlende organbeskyttelse, var den kamuflageberegnede jakke, der ikke kun var af ældgammelt bomuld, men også mudder, græsrødder og tørre strå, samt en smule sand, der kun lige var indhyllet tæt nok i jakkens mindste fibre, så det blev siddende de næste par år i tjeneste hos militærgenbruget. Der var tydelige mørke pletter, som klistret fast til dens ydre, tørt men stadig tæt i dens bygning. Støvlerne var lidt mere funklende, end man ville have troet, selv når den sidste øl trængte sig på i den svigende hals. Mere som hos en ung teenagetøs, der endelig har fundet sin plads i rock’n’roll og som var klar med den sorte sminke i ansigtet og de mange sår fra et hjørne af det knuste glas.
Han løftede det ene knæ, gjorde sig klar til det næste skridt, der ville sætte sit aftryk i jorden. Skrubbe de tryglende sten til side, mase den kvarte cigaret til små splinter i støvlens bunds inddybning, men noget frøs ham fast i denne bevægelse. De hænder, der var løftet for at køre sig igennem de stregtynde tråde, var stoppet midt i sin missions klargørelse. Albuerne stod midt ud i luften, var ikke tildækket af hverken ærmer eller gåsehud, fra den stadig faldende temperatur i luftareaet. Hvis man kiggede ordentligt efter, lignede han en meget forbløffet statuette, i færd med sin natlige underholdningsindtjening. Ligesom de der mennesker, der var malet med én farve overalt, undtagen hvor underbukserne sparrede andre deres kønslige legemsdels fremvisning, som bevægede sig en ganske smule, alt efter møntens værdi, der blev kastet ned i den omvendt liggende bowlerhats udhulning. Det var tydeligt, at Taioro, ikke havde regnet med hvad hans pupiller havde fået øje på, igennem de tynde glas, ligeså gennemsigtige som ved et vindue eller et spejl, bare uden gengivelsen af sig selv, men af en anden. I dette tilfælde, Alex.

”… Alex!” Han kløvede den tykke støvlesål direkte i asfalten, ignorerede de forskrækkede sjæle, der gispede ved det uforudsete lufttryk, der afgav et hørligt brag. Håret piskede imod vinden, jakken slog sig om ryggen i en samlet indhylning som én stor fold og støvlerne knasede de små sandkorn til siden, for at fremrykke hans krop. Men det var kun, indtil Taioro anede bevægelse i hendes krop. En automatisk stoppeknap, der fik alt til at gå i stå, bare sådan. Den tynde luft i lungerne, der strømmede frem og tilbage i små stik langs røret, blev heldiggjort af hans ene side, i dna-profilerne: luft-dæmon. Derfor formåede han at trække vejret, helt normalt, som havde strækningen imod hende ikke været andet end en sløv gågang. Armene knyttede sig bag ryggen, fingrene sammenflettet, imens masken skjulte det stadig forbavsede ansigt, han havde.
Det var Alex.. Hendes kastanjebrune hår… Hendes krop… Hende.

//håber svaret er godt nok :D//

Tankestrømmen blev brudt, undrende blikke blev imødekommet. Genkendelsen bredtes i den natlige aften, i den kolde luft, som danede hvide skyer fra den varme ånde. En røg som viste tegn på liv; og varme.
Luften blev lettere, i det øjeblik at en genkendt lyd overdøvede resten af gadens melodi. Det lød som sød musik for hendes øre, en lyd som hun havde længtes sådan efter at høre. Kun en person, et navn dukkede op i hende bevidsthed. Taioro. Drengen, manden, som hun havde leget med. Delt alt med. Længslen efter at mærke ham igen, brød igennem hende. Blikket blev løftet, solen stod op i hendes øjne, glæden bredtes til hele hendes krop. Et glædes suk drog frem for hendes læber, lettet og lykkeligt. ”Taioro?” Det føltes for godt til at det kunne være sandt, det var da skæbnen at deres sjæle skulle blive draget fra hinanden, var det ikke? – Hun havde gået med den trøst inden i sig, siden den dag hvor han forlod hende, forlod alle – Men han var ægte, han var der, langt fra hende, men tæt nok på at hun kunne mærke hans tilstedeværelse og genkende hans duft som altid havde lagt sig over ham. En blanding af nelliker, efterårsbladenes duft og en skarp men beroligende duft, som hun ikke kunne sætte et navn på. Hun vidste ikke hvad det var, en slags tyk luft, som omsluttede hende, men ikke var farlig som denne.. Hendes blik mørkes i takt med hans bratte stop, i takt med hendes minder tog over hendes bevidsthed. Hun mindes sorgen, den dybe sorg fra ham. Som han med en stor vilje og mod havde fortalt hende om, fortalt om hans had over hvad han var, eller hvad han var i stand til. Ikke kun mod andre mennesker, men også over for ham selv. Han var intet uhyre, en person blev først et uhyre når de ingen samvittighed havde tilbage.
Med små forsigtige trin, rejste Alex sig op. På en rolig og fattet måde, slap hun aldrig Taioros blik. Holdt ham fast, på den eneste måde hun var i stand til. De blå grønlige øjne lyste op, selv det lamslående publikum kunne se glæden fra sidelinjen. Det strålede ud fra hende, en evne hun havde, som hun ingen kontrol havde over. Når glæden og sorgen meldte sig, kunne hun ikke styre hvordan hun så ud for de forbipasserende, for omgivelserne omkring hende. Det kunne være en forskrækkelse at møde hendes blik, al den lidenskab hun satte i dette blik, var der ikke mange væsner der kunne overkomme. Men dette var anderledes, Taioro kendte hende, han vidste at det ikke kom som et chok at hun ville blive så overvældende at se på. ”Taioro..!” hun formede med en hvisken hans navn over hendes læber, som en genkendelse. Blikket sendte et smil af sted, af sted til et sted ingen kunne hente det hjem igen. Skridtene lød forbløffende stille og blide, gadens melodi forsvandt i hendes genkendelige møde. Hendes inderste ønsker var at kaste ham i armene på ham, men fornuften sagde at de ikke ville komme godt ud af det. – Det ville ingen – Glæden kunne ikke slås ud, men en gnist forsvandt som havde været der før. I stedet kom fornuften, og med fornuften kom sorgen. De små skridt blev hurtigere, hun havde ikke selv givet hendes ben til at sætte gang i lårmusklerne, sætte gang i tempoet. Ja næsten et løb, det kom som en overvældende frihed at pludselig stå så tæt på den længe forsvundne bedsteven. Mærke den kolde krops dufte mod hendes hud, længes efter det knus som hun aldrig fik. Blikket blev omsider sluppet fra hans, søgte ned over hans krop, smilede genkendende til det hun så. Han var den samme, den krigeriske fascination havde ikke gemt sig i glemslens værk. Øjnene, de gemte øjne, bag det tykke og beskyttende øjne. Havde stadig den gamle barnlige fascination, forbløffelsen lyste spejlagtigt igen. Det plejede hår, som hun havde holdt af at holde ved, havde holdt af at glide gennem hendes små barnlige fingre. Hun glemte nutiden, drømte sig tilbage til fortiden, genopdagede den for første gang. Mærkede de glæder og sorger som de havde været igennem, deres utrolige venskabsbånd. ”Hej..” Sukkede hun stille, imens hendes smil bredte sig til et stille og træt smil. ”Jeg havde ikke.. ”Hun kløede sig lidt i hovedbunden, så ned af sig selv, ned til deres skosnuder, som begge var beskidte og yderst forskellige. ”.. Utroligt at vi..” Hun så hurtigt op, i et fortabt og fortvivlet udtryk. ”Du dufter stadig af nelliker..” Hviskede hun blidt ud fra den sammenpressede mund, fortabte sig i de flotteste øjne, hun havde set alt for tit i sine drømme. Et lille grin bredtes på hendes mund, fik de forbipasserende til at vende sig en ekstra gang om. Tog det kendte og ubarmhjertige elevator-blik i brug, på dem begge. Undersøgte deres ydre, men nåede aldrig ind til deres indre. Hendes tanker forsvandt i strømmen med de mange minder. Det var ham.. Det var virkelig ham..

//Om det er godt nok? -Det er fantastisk! x3//

Han standsede, forstod den reaktion, hun afgav på en overvurderet måde. Glæde ville de fleste omkring dme sige, men ingen udover Taioro, kunne se den sorg, den gråd, der ønskede at blive fremvist rent offentligt. Imens at gasserne stadig klistrede sig til luften omkring ham, undveg folk dem stadig, undgåede at holde deres blik for meget på disse to, genforenede og dog alligevel triste på en måde. Hvad skulle han sige, eller gøre, når det mest af alt ville gøre ondt. Indgyde en frygtelig smerte i ham, og sikkert også Alex, efter utallige år med adskilte skæbner og valg? Handlinger, der havde ført dem til hvor de stod idag - så tæt på og dog alligevel så ufatteligt langt væk. Armene lå slapt ned, dinglede ildevarslende frem og tilbage, i en dyssende takt.
Han slog blikket ned til Alex' knæ. Lykkelig over maskens tilstedeværelse, idet en svag blussen af blegrosa begyndte at indtage de ellers kolde kinder, der havde denne silkeagtige platin beige nuance, selv når han lå under fleretallige tæpper, i en varm stue og med pejsen tændt, ved hjælp af en tør gren og en sten fra det forladte plejehjem, tæt liggende op ad kirkegården, der var ligeså tom for levende gespændster. Den ene arm bøjede sig svagt til siden, idet fingrene gled imod den anden overarms dun. En gennemsitrende nervøsitet, hengemt, sammen med det ulidelige blik fra ham, heldigvis skjult af de mange skygger fra husvæggene nær deres position.
Han tænkte ikke på de, som vendte sig og bare overværede denne anspændte situation, af en sammenkomst, med kun to medlemmer. Var ligeglad med regnen, der begyndte at falde, som en svag støvtåge og ville gennemvæde deres hud, samt hår, efter et stykke tid. Havde nemt ved ikke at vurderer hendes tårer, der var begyndt at fordampe, på de røde æblekinder. Det eneste, han formåede at holde sig til, var sin maske og afstanden imellem dem. Hun ønskede at rykke sig nærmere, det kunne han tydeligt se, selv igennem de slørede glas. Han ønskede at fjerne det sidste mellemrum, men med den viden, at det ville skade hende fysisk og han psykisk - et uønsket dillema.

"Og du husker den stadig.." Et smil brød den hårde mur, der lå forrest for hans tryglende følelse, om et nærvær, han aldrig ville få. Det, han aldrig ville opnå, uden at se livet løbe ud, kun med grunden fra det eksperiment, han havde været, selv før fødslen. Et skrøbeligt eksperiment.

//Undskyld den vildt korte længde, men ville gerne svare, inden frisørtiden om 4-5 minutter! n__n Men gjorde mig tilgengæld umage, så er selv ret så glad for svaret her :D//

Kærlighed.. Det ene ord, men med så mange forskellige betydninger.. Kærligheden brusede i hendes åre, det vidste hun. Kærligheden til en tæt ven, kærligheden som var på højde med forelskelsen. Forelskelsen som hun ingen kendskab havde til, som hun heller ikke ønskede at mærke.
Hun vidste at han forstod, at han havde gennemskuet hende. Hendes parader havde været nede fra starten, hendes mur var væltet. Med hans kræfter, hans blik. Et stille smil bredtes på hendes små læber, udvidede sig til et håbefuldt kraftværk. Et kraftværk som prøvede at hente sin ven hjem igen, hjem til der hvor de startede. – I en lille sandkasse, langt væk, med kun hinanden. En masse plysdyr og legeting, men underligt nok, ja bemærkelsesvist nok, utrolig mange krigeriske ting. Den ellers så øde sandkasse var forvandlet til en slagmark, folk; mennesker klædt ud til deres beskæftigelse, blev hundset rundt med, af fire små børnehænder, som ingen anelse havde om hvad fremtiden bød dem. At død og ødelæggelse, ikke blot skulle forblive en intern leg, men også skulle blive en stor del af deres liv. Det søde krøllede brune hår aldrig skulle miste sin glans, men under det, dybt langt inde, ville der mangle noget, en tilgivelse eller en tilståelse, noget kærlighed. – Blikket fra hendes nylige kommende ven, gled ned af hende, ned til hendes spinkle knæ. En del af hende, som ikke havde fået guds velsignelse. Men det var ikke det Alex tog sig af, det var noget inde bag masken, masken som gemte på noget stort og betydningsfuldt, for hende. Intet kunne hun se af de blussende kinder, med den velkendte farve. Dog fandt en rose farve, som havde et skær af platin beige agtig farve frem til hendes sparsommelige hukommelse, som kun gemte på de yderst vigtige og betydningsfulde minder. Farven gjorde at hun trak på smilebåndet og de fugtige øjne fyldtes med en medfølelse og dyb kærlighed, til denne følelse han med garanti følte. Men følelsen af en ufrivillig mur blev bygget omkring dem, voksede i dem begge. Tanken, ønsket, om at hun ingen grund havde til at trække vejret, fumlede sig vej, ind til det dybe gennemsyrede hjerte. Ønsket kom som et chok, et chok hun ikke kunne over lige med det samme, ikke kunne gemme bag sine øjne. Chokket vistes i det regnen begyndte at falde, falde med små uregelmæssige dyk. Gennemblødte hendes tøj, hår og fandt vej ind til hendes varme hud, bag alt det varme stof, fandt vej til Alex’ indre.

”Ja..” Denne gang var det hendes tur til at mærke rødmens epidemi, mærke den varme gennemtrængende flovhed mod hendes rosa farvet kinder. ”Sådan en duft, glemmer man ikke bare lige.” smilet blev pinligt, som bare blev mere understreget af den vante underlæbe, som fandt vej ind mellem de bløde, runde og små tænder. Hænderne der samlede sig i en flettet oase, i en stor klynge. Øjnene der fandt vej ned til hans bryst, der udtrykte det glemte savn, savnet for følelsen fra fysisk følelse for ham. For Taioro..

//Det er godt alligevel! (: Længden gør ingenting, det er indholdet der tæller søde ven (;//

Knæene dirrede under ham. Ikke at vægten var ubærlig, men hendes ord var så ufatteligt tunge, som kilosten på hans skuldre, der blev lettet. Eller kom der flere på? Hans mund formede en usikker streg, øjnene klemt sammen til det ukendelige og pupillerne var næsten skjult af glassenes skyggebelægning. Fingrene nærmede sig maveregionens midte, i en skjult hentydning. Han ønskede at ende det, flå tarm, ribben og så hjerte ud, i et forsøg på at slippe væk. Dejse om, men med den viden, at hun ville være i sikkerhed fra det. Dét, han var blevet til.. Et monster.

Et smalt, falsk smil anedes, idet kinderne blev strammere langs mundvigene. Hun ville ikke kunne se det, men alligevel gjorde han det; smilede med låg på de ægte følelser. Det han havde lyst til at gøre og sige. Fingrene prikkede, nerverne var nærmest trykt flade af spænding. Han så imod rendyrket mørke, da de små hudfolder havde lukket sig sammen om øjnene, skabte en intens aura om kroppen, udover de små spændinger fra de stadigt udpulserende gasser. Livsfarlige, usynlige og dog så imødekommende. De ville klæbe sig til hendes krop, snige sig igennem hudlag ved hjælp af miniaturehuller i huden, en smal imperfektion, og derved forårsagde et livslangt ophold, selv efter at kulden havde erobreret liget derved, med hjælpen fra et af deres små bivirkninger - funktionsfejl i hjernen; hvilket også ville være obduktionens forklaring på dennes pludselige død. Hendes pludselige død.
Små gisp stødte fra hans lunger. Den lille scene, hvor Alex ville falde sammen - stønnende eller måske allerede livløs, fik hjertet til at slå hurtigere, støde imod brystkassen i et flugtforsøg. Hvis ikke hans medfødte gener havde forhindret det, ville sveden langsomt blive samlet som perler omkring hans krop, glide ned og smelte sammen med det første, de ville røre. Men han stod bare der, stirrede forsvarsløst på hende, stadig med de rystende knæ, kun lige skjult af de tykke kamuflagebuksers stoffolder. Øjnene lå igen skjult, ikke kun af glassene, men af øjenlågene, der klemte sig imod midten - stødende sammen i en grådfuld handling om flugt. Flugt fra den realitet, virkeligheden ofte afgav i form som afmagt: forståelsen af at være en ligegyldig brik i dødens og livets spil, forskellen lå bare i, at døden ville fryde sig over menneskenes, men ligeså andre beslægtede væseners fejltrin. Et slags led, i hans plan, om at indhente alle, på ét eller andet tidspunkt...

Taioro slog øjnene op, fik igen øje på den gennemdrivede Alex, der sandsynligvis havde ventet på hans reaktion i lidt over et halvt minut, måske mere. Han slog armen op i en hastig bevægelse, lod håndfladen glide imod den ene tinding, sukkende. der var nu noget over dette, der virkede forkert. På den mindre opmuntrende måde.

"Alex... Undskyld"

//Sorry.. Kan virkelig ikke få mere ned, for tiden D: Har også to andre emner, at svare indtil videre og.. Ja.. Snart en tredje .___. Så har lidt stress på, især fordi jeg halv ti, tager til bakken sammen med skolen - og kommer først hjem ved 6 tiden n___n Sorreh D://

Reaktionen, hans reaktion på hendes ord. Hun mærkede dem, og de var bestemt ikke som hun havde forventet eller håbet på, at de skulle have været. Hendes ord gjorde mere ved ham end hende selv, for hende var det ord der var lette og fulde af betydning. Den gode betydning. Men for ham? Ja, hun vidste ikke hvad han følte. Men han reaktion, tavsheden, var ikke noget godt tegn. 

Hans tavshed varede længe, alt for længe. Det var først da han begyndte at gispe, -For hvad?- at hendes opmærksomhed lagde sig 110 procent på ham, istedet for at studere byens struktur og omgivelser. Den var mørk, utrolig mørk. Mørket gjorde husene og de små øde butikker uendelig store, så hun følte sig lille. Lille og skrøbelig. 

"Hey? Er du all right?" Spurgte hun, på en bekymret men alligevel distraherende måde. Måske skulle hun forslå et sted de kunne tilbringe tiden, imens at de forfriskede deres minder? Istedet for at stå der i den bragende regn, som gennemblødte dem begge. Som ikke havde nogen god virkning på dem begge, selvom at kulden gjorde hende stærkere. Så var den ubærlig at mærke, når man vidste at kakkelovnen og en god kop te eller cacao lå og skreg på en derhjemme. Et valg mellem den sylende regn og den varme stue, et valg som ikke var så svært at træffe i længden. 

Overraskelsen kom før glæden, da hans øjne borede sig ind i hendes. Eller det var det hun følte at de gjorde, da hun ikke kunne se hans øjne sådan rent fysisk igennem det mørke glas, som var et kendetegn ved denne mand. En utrolig bekendt mand, som hun engang vidste alt om. Men nu, hvor hun følte at de stod på to forskellige steder i deres livsmål. På to forskellige planeter, kunne en adskillense virkelig gøre SÅ meget ved deres tidligere venskab?
Hans valg af bevægelse overraskede hende, den var så.. Beskyttende og hemmelig. Hun burde gøre noget? Hans undskyld gjorde hende mærkelig til mode, dette undskyld var så tøvende og farligt? Hvad var det han sagde undskyld over, eller hvad han ville gøre som skulle være lovlig undskyldt først? "Undskyld? Vis der er nogen som fortjener et undskyld, så er det dig Tai.." Hendes stemme var i godt humør, trods at hendes øjne sagde noget andet. Men dette anstrengte møde var ved at tage livet af hende! Det ville nok heller ikke gøre det helt store for hende, vis en rolig, stille og blid død meldte sig i dette øjeblik..

"Kom! Lad os få varmen, fra en original kakkelovn og noget varmt i hænderne, fra et husligt hjem." Hendes blik blev spørgende, det kunne godt være at hans tanker ikke var kommet så langt, til at han skulle inviteres hjem til hende. Men lige nu vidste hun ærlig talt ikke hvad hun skulle gøre, hendes hjem var plan B, og hun havde ikke fået hjernen til at anstrenge sig nok til at opbygge en plan C. Så hans ja, var hendes sidste udvej. Deres, om man må be.

//Du svare bare når du får tid og lyst, det tager nok også lidt tid for mig at svare, nu her for tiden. Da sommerferien har meldt sig og der intet ikke er andet for end at nyde den, og solen selvfølgelig xD
Men ellers så er længden fin nok, især vis din kreativitet er begyndt at falme lidt.. For så vil jeg helst ikke møde dig, når din kreativitet er på toppen! n__n Ej, det ville være mig en forløjelse. (;//