The Wind Beneath My Wings

Sted - Stranden
Tid - 20:00
Omgivelser - Ikke nogen mennesker eller væsener så vidt Aide kan se.
Vejr - Let snefald med en let brise.
Påklædning - Lang "gul" frakke, gamachar samt et par sorte støvler.

Forbeholdt Nathan. Skriv hvis du ønsker at dukke op :)

Aften, relativt koldt med en svag blæst. Det var sådan vejret var, og det var sådan hun foretrak det. Hvad angik vinden i hvert fald.
En ungt udseende kvinde gik hen ad stranden, langs vandkanten. Hendes øjne og ører strakt til deres yderste i et forsøg på at opfange tilstedeværelsen af andre mennesker eller væsener. Hun kunne ingen se, og ingen hører.

Aides mosegrønne øjne lyste let i aftenens mørke med et svagt indre lys. Ikke nok til at oplyse noget, men nok til at de virkede mere tydelige.
Hendes konstante ryk med hovedet når hun kiggede rundt omkring, fik hendes halv-blonde hår til at flyve omkring hendes ansigt i et virvar af krøller, kun hjulpet af vinden.
"En god aften," Sagde hun til sig selv. Hendes normalt monotone stemme, bar et hint af glæde og tilfredshed. Det var sjældent at hun fik lov til dette, sjældent at hun havde mulighed. Hendes rosa læber bredte sig ud i et lille smil.

Og i aften var præcis sådan en dag hvor hun kunne gøre det eneste hun havde tilbage som værende et godt minde fra 'dengang'. Der var ingen prægende øjne på stranden. Ingen irriterende stemmer der råbe "Det er et fly! Det er en fugl!" efter hende. Heller ingen irriterende kameraer hvis blitzer distraherede hende.
Nej, i aften var hun alene på stranden. Alene, og i stand til at gøre præcis hvad hu ville.

Aide, som var djævelens navn, lukkede sine øjne og fokuserede på hendes ryg. Området lige under skulderbladene for at være præcis, og 'skubbede'.
Til at starte med skete der ingenting, men efter nogle få sekunder dukkede der to store huller op i hendes frakke, der gik helt ind til hendes bare skind. Efter endnu nogle få sekunder, begyndte et par enorme vinger at falme frem. De sad fast på hendes ryg, det nederste led gik gennem de to huller i frakken.

Med et tilfreds suk, spredte Aide de midnats sorte vinger ud til deres fulde bredde: 2½ meter hver. Han hende samlet set et vingefang på 5½ meter, over to meter mere end hvad der var nødvendigt for at hun faktisk kunne flyve.

Med et mægtigt slag nedaf, to Aide til vejrs. Først da hun var ti meter oppe, stoppede hun med at stige i højde, og holdt sig til at flyve nede ad stranden med hvad der svarede til en rolig gåtur når hun var i luften.

Nathan var gået ned i mod stranden, efter en lang arbejds dag og en hård bytur aftenen forinden havde han mest bare brug for at slappe lidt af med sig selv og hygge sig udenfor i mørket. Han elskede stranden, det ar det første sted han altid søgt til når han havde brug for at være sig selv og få tankerne lidt på afstand. Men der var også sket meget de sidste par uger, alt det med Dean og Kajika, det varbare blevet for meget i hans hoved. Alt det med Desiré Noir.

Alle der læste aviser kendte til Nathan, og hvis de ikke kendte ham fordi at han var en kendt model, muligvis en af de mest kendte i Europa, så kendte de ham nok for at være på forsiden fordi han var blevet fyret fra desiré noir for at have voldtaget en model, sådan havde medierne ihvertfald skrevet det. Heldigvis havde pigen indrømmet at det var løgn og Nathan havde fået sit job som model tilbage og en undskyldning fra Desiré Noir, hvilket bestod i en stor sum penge som han havde købt en ny lejlighed for.

Han bemærkede ikke at der var nogen over ham, men slog sig blot ned i sandet, omkring fem meter fra vandet. selvom han var djævel så brugte han sjældent sine evner, mest fordi han ikke ønskede at være djævel, det varikke en gave, det var en forbandelse som kun havde bragt ham negative ting indtil videre og han ønskede derfor ikke at blive genkendt som en. Han ville leve som menneske, udover at han jo ikke blev ældre, hvilket han jo bare måtte nyde og hvilket jo også betød at han kunne have sit job som model for altid.

Sneen der viklede sig ind i hendes hår og slog imod hendes ansigt mens hun fløj, var lettere irriterende, men ikke noget der kunne få hende til at holde op. Følelsen af vinden der gled gennem hendes fjer med kun den mindste modstand, samt tanken om at hun var fuldstændig fri, at intet kunne røre hende her, intet kunne fange hende.

Hun var sig selv, luftens dronning, ja, næsten gudinde ville hun nogen gange sige. Aldrig havde hun mødt nogle der kunne bevæge sig hurtigere end hende, selv Lyn dæmonerne som var kendt som nok de hurtigste skabninger på jorden så aldrig mere end hendes ryg når det kom til ren og skær hastighed og evne til at manøvrere.

Det var med disse tanker, og det lette smil disse tanker bragte, at Aide lod sig selv bære gennem luften med kraftfulde vingeslag. Stranden passerede forbi under hende, bølgerne brusede til siden venstre, og hendes blik var fikseret på noget der ikke burde være der: Andre væsener.

Et par hundrede meter henne, kunne hun svagt se (og føle) et andet væsen med en stor kraftkilde.

Der burde ikke være nogen på stranden på den her tid. Tænkte hun. Hvem er det? Den forbandede nysgerrighed som blot var en af mange følelser som alle væsener besad, vandt over hendes selvkontrol. Hun ville vide hvem det var, uden egentlig grund. Hun ville bare vide hvem.

Med sit mål fastsat, begyndte hun at dykke lidt, efter at hun, mens hun fløj, havde steget i højde fra ti til halvtreds meter. Ikke meget mere end 30 sekunder efter at hun spottede ham/hende/den, landede hun på sandet nogle få meter bag ham, da det viste sig at være en mand. Eller han lignede den.

Nathan sad blot og kiggede udover vandet, han sagde intet og han rørte sig heller ikke, han havde taget sin ipod i ørene og valgte at lukke verden ude, han elskede musik, det hjalp ham altid når verden virkede uretfærdig og lige nu var han blot en smule træt af det hele og forvirret. Han var træt af alkohol, sex, kvinder, mænd, stoffer... Sig selv, Kajika, Dean..Han arbejde, han havde nok bare en af de dage hvor alt var for meget.

Linkin Park's 'Numb' skød ud i hans høretelefoner og gjorde ham nærmest døv imens han blot betragtede vandet, han elskede vandet og følte sig tiltrukket af det, han havde flere gange tænkt over at hvis han nogensinde skulle begå selvmord så ville han hoppe i vandet og drukne sig selv, sådan vrkede døden mest gavmidt.

Han åndede let ud og lod en hånd glide igennem sit hår som let bevægedesig i vinden og fik det til at ligne en lille græstot i en hel mørk farve som hans hår nu engang var. Han fornemmede pludseligt nogen bad sig, og tog sine høretelefoner ud imens han lyttede, han kunne umilbart ikke høre så forfærdeligt meget og han vendte sg stille om da han fik øje på en ung pige der stod og stirrede på ham. Det gjorde ham et øjeblik irriteret men han sagde intet. Han stirrede bare igen.