Fly with the wind

Klokken var ved at runde de 8 om aftenen, og solen var gledet ned bag horisonten. Parken lå stille hen, forladt og øde, efter en lang dag med mange gæster. Vejret havde været helt i orden, til trods for efterårets komme. Det eneste tegn på at det ikke var sommer længere, var de gyldne blade der faldt fra træernes grene. Brune og sorte blade virvlede hen langs parkens stier, og vinden der førte dem, ruskede flere blade af træerne. Alle de normale hverdagslyde var tavse.
På en bænk, alene i en afsides krog af parken, sad Eärwen. Hun havde sin kappes hætte trukket op, og sad med benene trukket under sig, og hænderne på sine knæ. Kappens farve var gylden-grøn, med gyldne blade broderet ind it stoffet. Den grønne farve stod i stor kontrast til hendes knald røde hår, der var flettet i en tyk fletning der hvilede mod hendes venstre skulder.hendes brune øjne var vagtsomme, mens hun spejdede rundt i parken.

Luca havde besluttet sig for at bevæge sig udenfor. Der var ingen bestemt grund til dette, intet han skulle se eller gøre, men det var bedre end at sidde på et slidt motelværelse med rådne træbjælker over det hele, en knirkende seng, og en ulidelig stank fra toilettet, der bare var endnu værre i hans sted.
Luca havde sine hænder begravede i sine lommer, så langt ned som muligt. Samtidig gik han let foroverbøjet, krummet ryg, så hans ansigt var henlagt i en svag skygge på grund af den spæde belysning i parken.
Parken var en form for flugt for Luca, for her kunne han gå uden at blive set - Sådan da. På grund af det sene tidspunkt, så regnede han ikke med andre mennesker. De fleste mennesker i denne by havde faktisk noget at komme hjem til. En familie, en kæreste, en hund. Et eller andet, der kunne opmuntre dem, når de trådte ind i deres hjem efter en lang arbejdsdag.
Luca havde intet af dette. Luca var alene, men det var også noget, som han havde det fint med. Personlige bånd var ikke noget, som Luca brød sig om, så at gå her i parken, alene, det var ikke noget, som han havde noget større imod.
Hans skridt kunne høres langt væk fra, da han ikke tog sig af at løfte sine fødder, så han derimod slæbte sine fødder hen af grusstien. Med den dårlige holdning samtidig, så var det ikke et godt indtryk, som Luca sendte med det samme. En mere skummel type, en skræmmende type, klædt i mørke klæder. Han lignede mere en, der kunne overfalde en hvert øjeblik, men det bekymrede ham ikke så meget. For hvorfor skulle han møde en her? På dette tidspunkt, dette punkt på året? Det var meget bedre at sidde derhjemme i sin lune stue, drikke noget te og snakke med sin partner.
Den friske luft pirrede hans sanser, ramte ham indeni, da han virkelig elskede naturen. Duften af græsset, vindens kærtegnende hånd, træernes mystiske skygge og det uforudsete rundt om hjørnet. Men det uforudsete var som regel noget, som Luca så. Han var noget større end et menneske, noget syrealistisk, noget ondt og urørt. Det vidste han, men han ville ikke tale om det, tænke på det. Hans mørke side var stadigvæk en urørt ting, da han ikke ville komme ind på det. Og hvem var der at tale med? Andre med problemet? Ikke noget, som han havde lyst til. Det hele var bare.. problematisk.
Luca gik derfor blot rundt i denne næsten forladte park i sine egne tanker, sine dybe, depressive tanker, uden at se sine omgivelser mere an end højst nødvendigt.

Eärwen rykkede uroligt på sig, og strakte sine ben dovent ud foran sig. Hun strakte sine bare ben ud foran sig, og vrikkede let med tæerne. Hun slog let hætten ned fra sit hoved, og rystede sit hoved, som for at klare sine tanker. Hun strøg sit hår ud af øjnene, og sukkde. Hun kedede sig, og havde kedet sig ubeskriveligt i de sidste mange, mange dage. Hendes brune øjne gled søgende hen over parken. Et enkelt egern løb hen over en tom græsplæne. Med en hurtig, glidende bevægelse, bevægede Eärwen sin ene hånd bag ved sig. Hun lukkede fingrene om sin bue, og fløj op at stå. Hun spændte, med vandte fingre, den lange bue. En pil vislede igennem luften, og fløj i en enorm bue, hen over stien, over plænen, væk fra det lille grå egern, og direkte ind i et træ. Et træ der stod flere hundred meter væk.
"Pis!" Hvinede Eärwen i ærgelse, og stampede barnligt i jorden.