Sharpened Wings? (Danayela)

Tid: omkring 02:30
Sted: Bjergene lige udenfor Khá's slot
Omgivelser: Vinden blæste stille i bjergene og ikke en lyd rørte sig bortset fra ekkoet af en voldsom kamp.

Selvfølgelig havde han ikke fået lov til at få ro ret længe. Det var ganske kort siden han slap ud af Arenaen, men de tidligere ejere var åbenbart fastlåst på hævn. Så de havde sendt deres stærkeste kriger overhovedet. Krigeren de havde sendt var en tidligere Engel ved navn Malorath der var faldet til mørket og tilsyneladende nød det. Han var ca lige så stor som Khá i sin sande form men hans krop var stærkt forvreden og med vinger der lignede de var brændt. Malorath's tænder og negle var sylespidse og dryppede næsten af en gift tyk som olie.
Han var dukket op ikke så langt fra byen så Khá havde meget hurtigt lokket ham ud i bjergene hvor byen ikke blev belastet med den voldsomme kamp der ikke kunne undgåes. Selve kampen foregik oppe i luften så hvis man så det ville man ikke tro sine egne øjne. Khá havde fremmanet en stor le af de hvide hellige flammer imens Malorath brugte en stor sort pisk med kroge på

Det slog hele tiden gnister når pisken ramte Khá's metalliske vinger. Khá var efterhånden mere en bøddel mod ondskaben så hans vinger lignede de var lavet af sølv. Malorath var så deform at han ikke kunne tale men den maniske latter var klar under hele kampen. Når deres våben ramte hinanden, kom der små energieksplosioner efterfulgt af trykbølger. Begge to blev såret slemt men Maloraths gift gjorde at Khá's sår ikke bare kunne lukkes igen. Og Khá havde efterhånden en hel del sår stort set over hele kroppen. Så det blev hurtigt klart at han måtte gøre noget drastisk inden det gik galt. Khá greb fat i pisken og trak Malorath tættere på, så Khá kunne få fat i hans vinger og brækkede dem. Det var først gange Malorath gav tegn på det gjorde ondt. Så begyndte Khá at styrtykke mod jorden imens den fastlåste modstander kæmpede voldsomt for at komme fri og kradsede grimme huller i Khá's arme.
Der kom et voldsomt brag og et stort hul da de to bragede ind i toppen af Khá's borgmur hvorefter de landede inde i borggården. Khá huggede vingerne ind i Maloraths skuldre så han var naglet fast til jorden hvorefter Khá tvang sine tommelfingre dybt ind i Maloraths øjne. Den faldne engel begyndte at krampe og skrige da den hellige ild flød over i ham imens Khá brølede en bøn om at ondskaben var slået. Lidt efter lagde Malorath helt stille og visnede væk som en bunke aske.

Khá lignede sig selv, ca 3 meter høj og voldsomt muskuløs. Imponerende som Seraphimer var. Men dog var han forandret. Vingerne var metalliske som sølv og efter kampen var hans øjne stadig gyldne men fyldt af intens vrede. Han måtte støtte sig på armene for ikke at falde om. Det havde været hans hidtil voldsommeste kamp og de utallige sår rundt omkring så voldsomt ud.

Danayela havde været nede i byen for at kigge efter en ny jakke, det var begyndt at blive koldt, og hun havde stadig kun køligt tøj. Hun havde en hvid skjorte på, og et par sorte jeans. Et par højhælede støvler sad på hendes fødder og pyntede ganske pænt.
Kort strøg hun hånden igennem sit lange sorte hår, som blev ved med at blæse over i hendes ansigt fordi vinden var lidt kraftig.
Det var køligt nok i forvejen uden det behøvede at blæse sådan, men det gjorde nu ikke noget som sådan.. kulden var hun vant til, så det var jo bare sådan det var.

Det var kun et øjeblik siden hun var trådt ud af en butik, da hun fik øje på lyset over bjergene, og hurtigt vidste hun hvad det var. Kunne mærke ham, tøvende så hun sig omkring, ingen reagerede på det, andet end at de snakkede lidt lavt om det.
Hurtigt fik hun smidt sine sko og begyndte at løbe op imod bjerget. Det var ikke sikkert hun kunne hjælpe så meget, men hun håbede inderligt ikke at hun kom forsent.

Da hun omsider nåede op til bjerget var Khá allerede på jorden. Han virkede anderledes, ondere. Ikke nødvendigvis ond ond, men helt klart anderledes.
"Khá?.. " sagde hun forsigtigt og gik langsomt hen til ham. Satte sig ved hans side og lod kort hånden hvile på ham. Gik ind og støttede hans kræfter så han kunne heale sig.

Grundet han var så udmattet som han var, registrerede han ikke hun var der, før hun rørte ved ham. Han kunne ikke helt lade være med at komme med et stille smil inden han tog sig til siden. Han kunne tydeligt mærke hvad det var hun gjorde og det var også en hjælpe, Men hun kunne ikke vide hvordan han havde forandret sig. Der kom en dyb metallisk lyd fra vingerne da han trillede om på ryggen af udmattelse. Vreden brændte klart i hans øjne endnu men der var ingen vrede vendt mod hende.

"Danayela..... Troede du var væk.... Der skal desværre lidt mere til.... Jeg er forandret så jeg kan ikke længere helbrede mig selv..... Jeg er glad for du er her...."

Sådan som han lå på ryggen, blev alle de mange sår meget mere tydelige. Hendes støtte havde dog forhindret giften i at sprede sig men sårene var stadig åbne. Man kunne se en masse små krampetrækninger over de store muskler da giften stadig gjorde voldsomt ondt. Sådan som han lå nu var det ikke til at sige hvor det ville gå hen af, da han aldrig havde været så skadet før uden at kunne helbrede sine egne sår.
Ganske forsigtigt strengte han sig an for at lægge hånden over mod hende. Han havde jo aldrig troet han skulle se hende igen så det var som om han skulle være sikker på hun var der.

"Danayela..... Har du det godt?...."

Dana bed sig i læben og så på ham. Han var tydeligt meget skadet, og hun var lidt bekymret for hvordan det skulle gå med ham. Det havde aldrig været så slemt før. Hun vidste hun kunne hjælpe ham, men ville nødigt gøre noget han ikke ville have.
Da han så virkede glad for at se hende, smilte hun en smule. "Shh.. slap af.." sagde hun stille og strøg ham over kinden. Det hele var lidt mærkeligt lige nu, hun havde ikke regnet med at se ham igen nogensinde.

Hendes sorte vinger kom frem, hendes tøj blev til en hvid kjole, som sad løst om hendes krop.
Stille så hun ham i øjnene "hvad er der sket med dig.." mumlede hun lavt.
Det ville komme til at gøre ondt på dem begge, men hun var nødt til det for at redde ham. Hun så ned på ham, og healede hans sår, giften ville glide fra hans krop og op til hendes øjne, som kort blev sorte. Hun var svimmel da hun slap ham.
"Jeg håber ikke det gjorde for ondt.." mumlede hun. Hendes tøj blev normalt og hendes vinger forsvandt.

Det var som om hendes ord og berøring fik ham til at falde mere til ro og vreden i hans øjne blev også mindre. Dog var det tydeligt hvor ondt det gjorde at hun fjernede giften fra ham, men han kunne ikke rigtig gøre noget lige nu.
"Jeg.... Er den der.... Tager kampene.... For balancen.... Den sidste løjtnant faldt i aften......"

Da hun var blevet normal igen, var han også helbredt nok til at kunne blive normal igen selv. De metalliske vinger forsvandt og han blev sin normale størrelse igen. Hans hår var stadig smukt gyldent men det havde dog fået et sølvagtigt skær.
Efter lidt tvang han sig selv op og sidde så han kunne kigge bedre på hende. Han smilede men på en måde der virkede som om det var ufattelig længe siden han havde haft noget at smile over.

"Hvor er det godt at se dig..... Hvorfor kom du tilbage Dana?..... Det er dejligt at se dig igen..."

Dana smilte ganske svagt, strøg kort hånden gennem sit lange hår, inden hun bed sig en smule i læben. Det var mærkeligt at se ham igen efter et stykke tid, også fordi han var så forandret som han var. Det var ikke fordi han generelt var meget anderledes, men en smule mere kølig.
Ikke overfor hende godt nok, hvilket var rigtigt dejligt.
"Hvorfor jeg kom tilbage.. jeg kunne se og mærke du havde problemer, så selvfølgelig skyndte jeg mig hen for at hjælpe.." sagde hun ganske lavt.
Tøvende strøg hun ham op af armen, inden hun rejste sig ganske langsomt. Var stadig lidt svimmel, det var uden tvivl en kraftig magi der havde været imod ham, men det skulle nok gå det hele.
Blidt bed hun sig i læben, "jeg ville ikke forstyrre.." sagde hun let og smilte lidt.

Han rejste sig op elegant og rakte ud for at hjælpe hende op igen hvorefter han kiggede på hende. Hans ansigt var alvorligt, men den samme varme hun kendte var i hans øjne. Det var tydeligt hvor glad han var for at se hende, men det var som om han ikke havde skulle udtrykke det i lang tid. Det var som om det skulle op til overfladen igen.

Han lagde sin store kraftige hånd på hendes skulder og gav den et varmt og venligt klem.
"Du forstyrrer skam ikke.... Havde du ikke kommet var det ikke sikkert jeg havde klaret den.... Og......"
Hans ansigt blev nærmest genert som om det han ville sige var flovt. Mest fordi han vidste ikke hvordan hun ville tage det
"Stedet har ikke... Været det samme uden dig... Jeg..... Har savnet dig.... Vil du ikke med ind lidt?"
Han havde slet ikke lyst til hun skulle gå og han ville selvfølgelig også være sikker på hun havde det godt.
Afventende stod han stille med hånden på hendes skulder

Dana betragtede ham med et forsigtigt smil, lod hovedet glide en smule på skrå og nød egentlig at snakke med ham igen. Det var længe siden de sidst havde snakket sammen, så det var kun logisk at de begge var glade for at se hinanden.
Kort virkede hun tænkende som han stod ved hende, vidste ikke helt om hun havde lyst til at være sammen med ham, det ville måske være mærkeligt.
Men på den anden side ville hun også meget gerne være sammen med ham. Blidt strøg hun hænderne igennem sit lange hår og så ned.

"Så okay.. det kan vel ikke skade noget" sagde hun smilende og holdt kort om hans arm.

Ganske smilende nikkede han til hende og hviskede varmt: "Det er jeg glad for.... Kom lad os få lidt at spise... Det er længe siden jeg har lavet mad... Faktisk ikke siden Bach blev sat fri... Så håber du kan lide pizza...."
Så ledte han hende ud i køkkenet og trak en stol ud til hende. Derefter satte han en pizza til at varme og fandt lidt øl og sodavand fra køleskabet. Han vidste jo ikke hvad hun ville have så han tog lidt af hvert. Sådan var han jo. Hellere være sikker.

Så satte han sig overfor hende og lagde hånden overfor hende imens han tog en flaske kildevand.
"Hvordan har du så haft det?...."

Dana så smilende på ham som de kom indenfor, det var et virkelig skønt sted, og hun havde altid haft en vis form for tilknytning til dette sted. Ikke nødvendigvis fordi det var hendes hjem, selvom hun virkelig gerne ville se det som sit hjem.
"Jo selvfølgelig.. men jeg kan også sagtens lave mad til oz?" Spurgte hun forsigtigt og strøg hans arm lidt som de kom ind i køkkenet.
Satte sig langsomt ved bordet og så sig omkring, det var nu rart at se ham igen, ingen tvivl om det.

"Hvordan jeg har haft det.. hm.. like shit? Jeg har stadig ikke noget sted at bo, og.. folk er så mærkelige i denne tid.. bare fordi man går i en kort nederdel, så bliver man slået bagi? Jeg hader denne her tid.. men jeg må ikke komme tilbage" hun sukkede opgivende og så ned.

"Du må også meget gerne lave mad hvis du har lyst.... Jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst fik et hjemmelavet måltid....."

Da de så kom ind i køkkenet og sidde, nikkede han af hvad hun fortalte og han kunne sagtens forestille sig hun var eftersøgt på den front. Folk vidste aldrig hvornår de skulle holde fingrene for sig selv. Han tænkte ikke ret længe inden han kom med et forslag. "Det lyder mildest talt ikke rart.... Men jeg har en ide... Slottet her virker så stille... Her kommer kun rengøring en gang i mellem og nogle der gør lidt ved haven.... Danayela? Vil du ikke bo her? Jeg kunne godt bruge et lyspunkt... Og det er du...""

"Jeg vil gerne lave mad, jeg ser lige hvad du har så kigger vi på det" svarede hun mildt og bed sig lidt i læben, inden hun tøvende gik hen til køleskabet, åbnede det og kiggede lidt. "Hvad med.. bøffer.. hasselbagte kartofler og salat?" Spurgte hun smilende.
Tog tingene ud af køleskabet og gik igang med maden. Krydrede bøfferne med en lækker krydderiblanding, inden hun begyndte at ordne kartoflerne.
Hans ord kom bag på hende, hun så en smule ned i gulvet inden hun vendte sig imod ham og så ham i øjnene.
"Khá hvorfor siger du såda noget når du ikke mener det.. du ville ikke have mig husker du nok.." hun smilte svagt og så ned.

Han rejste sig og gik op til hende med et blik man ikke tvivlede på hvad betød. Det blik havde han kun hvis han var 100% sikker på hvad han sagde. Folk der kendte ham tvivlede ikke på hvad det betød.
"Jeg mener skam hvert et ord. Lige som så mange andre så lærer jeg af mine fejl. Jeg troede altid jeg var tvunget til at kæmpe alene og at folk blev en svaghed hvis jeg fik dem nær. Men jeg forandrede mig... Ingen skal være alene.... Se hvad det har gjort ved mig. Jeg er mere en bøddel for ondskab end jeg er forkæmper for balancen..."

Han lagde meget blidt hånden på hendes silkebløde kind og kiggede dybt i hendes øjne. Hvorfor lod han hende overhovedet gå? Nok var han Seraphim, men han var menneske en gang. Så han kunne elske.
"Jeg sværger ved Matthew.. At hvert ord var sandt og det vil det blive ved med. Jeg vil meget gerne have du kommer og bor her på slottet med mig"

Danayela så ham i øjnene og kunne tydeligt se at han mente det han sagde. Let smilte hun og lod ham hvile hånden mod hendes kind. Af og til havde hun da også savnet ham, der var stadig så mange nye ting hun endnu ikke forstod, og folk var ikke ligefrem søde, så ingen ville forklare hende det.
"Så okaym. Jeg vil meget gerne bo her" svarede hun mildt og bed sig i læben. Satte kartoflerne i ovnen, og begyndte at skære salat. De isblå øjne virkede for en stund en smule fjerne, inden hun slap den kniv hun havde stået og skåret salat med.
Det havde aldrig været en hemmelighed at synet af blod gjorde hende dårlig, og hun havde en smule svært ved at komme af med synet af ham. Det.. også var der en månesyg ulv udenfor der var meget insisterenede.
"Nu.. er det simpelthen nok" udbrød hun og gik udenfor i haven med lette skridt.
Ganske rigtigt sad der er grå ulv derude og hylede. Efter et kort skænderi, gik ulven videre, men hun blev stående udenfor.

Han smilede næsten ubesværet og sagde stille: "Det gør mig rigtig glad at høre... Jeg har savnet at have dig her"
Så gik han i gang med at hjælpe med salaten så meget som hun nu lod ham hjælpe. Tiden havde gjort han ikke var specielt dygtig i et køkken men han prøvede trods alt.
Da hun så lige pludselig gik udenfor, stod han først lidt paf og kiggede efter hende men gik snart ud efter hende. Han var ikke vant til den slags men han havde hørt ulven og vidste hun kunne kommunikere med dyr. Ganske stille stod han ved siden af hende og kiggede efter ulven der var på vej væk.

"Hvad sagde han?..."

Dana bed sig en smule tænkende i læben. Det her var måske alligevel ikke så smart.. hun holdt jo stadig meget af Khá.. ønskede ikke at skulle forlade ham igen. Han kom ud og stod ved hendes side, og spurgte ind til ulven. Svagt smilte hun og trak kort på skuldrene.
"Åh han er bare en genganger.. han har fået den ide at det er mig der er skyld i at månen genere ham.. så han sang bare sin klagesang fordi han ved den er irriterende at høre på.. han ville desuden ikke gå" sagde hun langsomt og sukkede kort.
"Lad oz gå ind igen" svagt smilte hun og gik tilbage til køkkenet. Lod ham fortsætte med salaten og gik selv igang med bøffrne, som hun stegte så den ene stadig var lidt rød indeni og den anden var gennemstegt.
"Så.. hvad har du lavet siden sidst?"

Han nikkede lidt til hvad hun fortalte hvorefter han smilede ned til hende. "Det lader til du hjælper hvorend du kommer hen hva? Men jeg er virkelig glad for du vil bo her... Du er forhåbentlig ikke generet af jeg er..... Ja.... Sådan som jeg er nu?"
Inde i køkkenet sukkede han nærmest nydende da hun begyndte at stege bøfferne. Det var så længe siden han havde fået en ordentlig bøf. Nok var han elendig til at lave mad, men han elskede stadig god mad. Salaten gik heldigvis ok. Han koncentrerede sig også meget om at skære det i nogle pæne stykker hvilket måske ville se sjovt ud i hendes øjne.
Så gik han så i gang med at dække bordet så de kunne nyde den lækre mad.

Dana så smilende på ham, som han fortsatte med at skære salat. Det var næsten sødt som han gjorde sig umage, og hun nænnede ikke at drille ham med det.
"Hvorfor skulle det genere mig? Det eneste der ville genere mig, var hvis du angreb mlg igen som denganh vi mødtes første gang.. du betyder stadig rigtigt meget for mig" hendes stemmd var mild, men det ville være tydeligt for ham at hun virkelig mente sine ord.

Da han havde dækket bord tog hun langsomt maden med ind på bordet. Strøg ham kort over skulderen som hun gik forbi ham og satte sig ved bordet.
"Jeg ved godt du måske har ændret dig lidt.. men det er kun sundt at ændre sig en ganh imellem" sagde hun smilende og bed sig i læben. Han var stadig den hun kendte jo.

Efter de begge havde sat sig, begyndte han at komme med på tallerkenen sammen med hende og hældte noget op at drikke til dem begge to. Det duftede himmelsk! Hun kunne virkelig noget i et køkken, det måtte man sige.
"Det kan det vel.... Du kan være helt rolig, jeg kommer aldrig til at angribe dig igen... Som sagt jeg lærer af mine fejl... Men ja... Min tid har jo sat sine spor... Mine vinger er ikke helt så harmløse mere.... Tvært imod... Men hvis man skal se positivt på det så kommer ondskaben ikke ligefrem og banker på mere.. De har så småt lært at de komme galt afsted sådan..."
Så smagte han en god solid bid af den bøf hun havde lavet og lukkede øjnene. Han blev helt salig og smilede over hele hovedet.
"Mente du virkelig det?.... Med hvor meget jeg betyder?...."

Dana smilte lidt til ham mens han tog mad og forklarede. Hun forstod det godt, og kunne aldrig finde på at dømme ham, faktisk var hun nok stadig lidt forundret over alt det her med at han var blevet hellig, efter han havde prøvet at myrde dem alle.
Ubevidst hvilede hendes hånd der hvor arret havde været for så lang tid, inden han havde fjernet det. Det ville være tydeligt i hendes blik at hun for en stund var helt væk i sine tanker. Nød skam hans selskab, men var også så vant til at være alene at hendes tanker nogle gange kunne løbe væk med hende.

På et tidspunkt gik det dog op for hende at hun var blevet lidt distraheret af sine tanker, så hun genvandt fokus og kiggede blidt på ham, som hans spørgsmål ramte.
"Ja.. selvfølgelig gør jeg det.. du ved godt jeg ikke kan lyve.." sagde hun let og smilte lidt. Hun kunne skam godt lyve, hun var bare ekstremt dårlig til det. Langsomt spiste hun en smule af maden og blev enig med sig selv om at hun var sluppet okay fra det.
"Håber du kan li maden?"

Han grinede lavt men kærligt da hun nærmest blev revet tilbage til virkeligheden. Men det lod dog til hun havde hørt hans spørgsmål, hvilket kun fik ham til at smile.
"Det er jeg glad for Dana... Jeg må også se mig skyldig i at være glad for dig også. Du har altid set mere end bare hvad jeg kunne... Selvom vores første møde ikke ligefrem var et fredeligt et. Der er jeg endnu mere glad for du ikke dømmer mig for før min genfødsel"

Så tog han endnu en bid af den saftige bøf og skyllede ned med lidt vand. Og ganske som før, blev han helt salig af hvor dejligt den smagte. Hans blik hvilede varmt på hende imens han sagde:
"Den her bøf.... Det er ren magi... Den smager fantastisk Dana. Perfekt..."
Nok var det maden han sagde det for, men det var også hans mening om hende

Danayela betragtede ham med et mildt blik, lod hovedet glide en kende på skrå og smilte lidt. "Det er jeg glad for du siger.. jeg ved godt vores fortid måske er dårlig, men du har været så god ved mig siden" sagde hun smilende og bed sig ganske let i læben. Det var jo rigtigt nok, at selvom de havde haft et skidt første møde, kunne de sagtens være sammen nu.
Hun nød faktisk hans selskab rigtigt meget, kunne slet ikke se hvorfor hun skulle gå igen.

"Jeg er glad for du kan li det.." svarede hun ham, og tog en tår af sit vand. Det smagte skam fint og det var jo altid dejligt at blive rost for det man lavede.
Tænkende spiste hun selv lidt mere.
Da de var færdige begyndte hun at vaske op sammen med ham, var ved at være lidt træt, men ville nødig i seng allerede. De havde stadig så meget at snakke om.
"Hvorfor har dine vinger ændret sig?" Spurgte hun undrende. Forstod ikke helt hvorfor han også havde ændret sig.

Ved hendes næste spørgsmål, lagde han sit bestik fra sig hvorefter han tog sig en tår vand og sukkede dybt.
"Hvordan forklarer jeg lige det bedst?...
Jeg blev jo genfødt med et formål. At opretholde balancen mellem godt og ondt... Og det sidste lange tid har det så været ved at kæmpe mod monstre eller dæmoner der ville sprede skræk eller rædsel. Specielt kæmpede jeg meget.... Da jeg var fanget i arenaen i et stykke tid... Jeg er ikke klar over hvor længe jeg var fanget der... Men der lavede jeg ikke andet end at kæmpe. Og det lader til jeg forandrer mig efter hvad mit formål er... Så når jeg kæmper så meget. Eller har kæmpet så meget.... Så får jeg flere våben at kæmpe med... Så vinger er lige som hellige sværd nu..."

Så kiggede han lidt forsigtigt ned lidt afventende. For det var jo lidt en mundfuld. Han håbede bare inderligt han ikke havde skræmt hende væk. Hun var den første grund til at smile i længere tid end han kunne huske

Danayela bed sig en smule i læben, strøg hænderne igennem sit lange hår, og sukkede afslappet for sig selv. Det hele var hyggeligt, hyggeligt at kunne sidde sammen med ham og snakke om en masse.
Som han fortalte nikkede hun langsomt og lyttede intenst på det han fortalte. Når han fortalte det på den måde, kunne hun sagtens se det var svært. Det måtte være hårdt at have så stort et ansvar, samtidig skulle han jo også huske at han stadig var et menneske, han havde følelser der kom i klemme på denne måde.

"Jeg forstår.. jeg havde ikke troet der ville være så meget forbundet med at være så hellig.." sagde hun ganske langsomt, det gjorde hende ikke noget. Han var stadig den hun kendte og hun ville gerne blive ved med at kende ham.
Tænkende strøg hun sig over armen, "jeg har ikke tænkt mig at se anderledes på dig, af denne grund.." sagde hun forsigtigt. Lænede sig hen og kyssede hans kind. Gabte en smule og gned sin nakke kort. Den havde gjort ondt et stykke tid, men hun kunne leve med det.
"Hvor kan jeg sove så?" Spurgte hun smilende.

Han tog en tår mere af sit glas inden han svarede:
"Nogle gange tror jeg det hele var meget nemmere hvis jeg ikke var så menneskelig. Men så igen er jeg vel heller ikke så begrænset... Jeg må stadig elske..."
Han blev meget stille da hun kyssede hans kind, men det var ikke noget negativt. Det kom bare som en overraskelse. En behagelig overraskelse. Han fik da også lidt farve i kinderne men prøvede klart at skjule det.

Da hun så spurgte om hvor hun kunne sove henne havde han sådan set allerede en ide. Men det skulle selvfølgelig kun være fordi hun selv ville.
"Altså du kan bare snuppe hvad end seng du har lyst til. Jeg sover jo hvor jeg plejer.... Men hvor du vil ligge er op til dig.." Så lagde han mærke til hun tog sig lidt til nakken hvorefter han smilede og spurgte: "Det kan da også være jeg skal tage mig af den nakke der? Evner eller massage?" Lidt drilsk spurgt ganske vist