University Nights

Bronies der er godt læste indenfor fanfics vil forstå referencen :D

S - Universitetet
T - 21:00 - For nyligt afsluttet forelæsning om forholdet mellem vikingerne og de britiske øer.
O - En stykke inde i Universitetet. Et sted hvor der ikke burde komme så mange folk.
P - Det her
V - Hey! SNOW! SNOW FUCKING EVERYWHERE!

Forbeholdt Zhadalina

Det havde været en noget trættende forelæsning. Hun havde fortalt om forholdet mellem vikingernes togter, og de britiske øer. Det havde været lettere en hård omgang, især da mange af dem så ud til at være forholdsvis ligeglade, og ingen egentlig interesse havde.
Så igen, det var en sen aften og det var ikke en normal forelæsning der blev holdt for elever. Det var mere en forsamling af folk der var blevet tvunget derud af den ene eller den anden grund.

Det var med disse tanker at den 'ung' kvinde, gik gennem de forskellige gange på universitetet. Hun forsøgte at finde et sted hvor der ikke var ret store chancer for at hun ville blive fundet. Et sted hvor hun kunne strække sine ving-jeg mener ben, uden at hun ville blive opdaget. Nogle af dem der var til forelæsningen var mennesker, og det havde været en god del tid siden at hun havde haft mulighed for at kunne strække dem ordenligt.

Hendes lange dirty-blonde, krøllede hår faldt ned over hendes skuldre og ryg, men blev hurtigt kastet til siden da den ungt-udseende kvinde svirpede hovedet bagud da hun syntes at hun havde hørt noget. Hendes mose-grønne øjne skimmede gangen, men fandt ingenting.
Hun gik videre, den relativt korte kjole svingede let omkring hendes ben. Vinter eller ej, hun var lettere ligeglad med temperaturen. Der var ikke mange tin hun overhovedet tænkte synderligt meget på.

Efter en kort tid nåede hun til et lokale der lå temmeligt højt oppe, så der var ikke megen chance for at nogen ville se hende. Hun åbnede døren og gik ind, stillede sig midt i rummet og lod sig selv slappe af.
Fra punkterne lige under hendes skulderblade, begyndte der at falme noget frem. Somom det hele tiden havde været der, men det først var nu at det egentlig blev helt synligt og noget man faktisk lagde mærke til.
Et led med sorte dun og mindre fjer dukkede frem og voksede hurtigt udad. Et utal af midnats sorte fjer dukkede frem, fastsat på det par af enorme vinger der var dukket op på Aides ryg. Ganskevist skulle vinger være store for at kunne bære noget. Hver af dem skulle være ligeså lang som kroppen er høj, men disse vinger var to tredjedele større end det. Hvad der var krævet for denne kvinde på kun 160cm, var et vingefang på lidt over tre meter.
Hvad hun havde var et vingefang på 5½ meter. Hver vinge var en smule over 1½ meter lang, og det var på nuværende tidspunkt foldet ud til deres absolutte grænse, mens kvinden stod med et lettere tilfreds ansigtsudtryk nu da hun ikke skulle holde dem gemt længere. Eller i hvert fald kunne have dem fremme i nogen tid.

Tiden gik så langsomt eller var det selve turen der gik langsomt? Hvorfor i al verden var det hun havde valgt at tage bussen til universitetet når der var så meget sne? Folk havde vænnet sig til det nu, det betyder dog ikke at man ikke kan være irriteret på det. Denne tur ville normalt tage lidt over en halv time, den var lige gået og hun var ikke der over i nu. Med hendes sted sans havde hun ingen ide om det var lige om lidt eller om de lige var halv vejs, denne enegang hvor hun ikke lige gad gå på grund af alt det forbande sne skulle bussen selvfølgelig også være sent på den.

Tanken om at hoppe af og gå resten af vejen prikkede til hende gang på gang men igen så var det ikke sikkert hun ville have evnen til at finde vej til universitetet, hendes tvivl blev stoppet samme tid med bussen gjorde det. Blikket gled hurtigt ud af vinduet og gled op af bygningen som hun var på vej hen til. Hun rejste sig op og lod den tunge jakke falde ned af hende, den ramte ind på bagsiden af hendes knæ. Der lød et dunk som hendes tunge sko ramte jorden uden for bussen.
Hun var allerede sent på den så hun besluttede sig for at løbe hen til bygningen.

Så snart hun var lidt væk fra bussen kunne hun mærke hvor koldt der endelig var udenfor, hvilket fik et smil frem på hendes læber. Som hun løb fumlede hun rundt med et papir, blikket faldt ned på det. Det var meget kort tid hendes blik faldt på seddelen, syvende sal, lokale 3B, A-D blokken.
Hvorfor i al verden var det foredrag så højt oppe, put med det. Papiret blev lagt tilbage i lommen som hun nærmede sig bygningen, samme tid holdt hun op med at løbe.
Hun træk sig stille ind i bygningen, blikket blev hurtigt kastet rundt, der var en del folk her nede men det var ikke vigtigt hun vidste hvor hun skulle hen.
Trappen blev hurtigt fundet og syv sale op.

Døren gik op og kvinden træk sig ud på gangen på den syvende sal på universitetet, kvinden havde en lang jakke der sad tunge på hendes skuldre, nogen briller der sad på bunden af hendes næse. Nogen høje læder støvler med en lille hæl der gav sit egen lyd hver gang hendes fødder ramte jorden, klik, dunk, klik, dunk. Lød den som hun gik, håret var sat i en knold med to spise pinde i til at holde det på sin plads.
Der var meget stille i forhold til hvad kvinden havde forventet nu hvor hun var mere end en halv time for sent til et foredrag, endelig var det svært at høre nogen her oppe overhovedet. Dog faldt tanken ikke kvinden ind som hun træk sig hen af gangen, lyden fra hendes sko gentog sig hver gang hun bevægede sig en smule længere frem af.

Hun stansede op foran døren hvor hun selv var sikker på hun skulle være inde, hun kunne også fornemme en skikkelse derinde, så måske var hun ikke helt galt på den. Briller på skubbet op foran hende øjne. Hendes hånd gik hen på dør håndtaget og døren gik langsomt op som kvinden træk sig derind med lukket øjne samt et smil på læberne.

”Undskyld jeg først kommer nu.” Udkom lavt fra hende som hun træk sig ind.

*tap tap tap tap*

Der var en lyd, svagt opfattet og egentlig ikke noget som Aide tænkte særligt meget på. Det var garanteret bare nogen der gik rundt ude på gangene, og hun havde jo låst døren, så selvom de skulle vælge at forsøge at komme herind ville de blive holdt tilbage af den lille ting der kaldtes en lås.

*tap tap tap tap*

Lyden blev ved. Måske var det i virkeligheden bare regn udenfor? Det lød logisk nok, at det bare var regn der ramte taget og vinduet.
Hvorfor skulle nogen overhovedet komme herop? Der var ingen grund til det. Hun var på syvende sal, og forelæsningen havde været på tredje sal.

*tap tap tap tap*

Aide havde sat sig igang med den ubarmhjertige opgave, at pudse sine fjer. Hvad det dog egentlig var, var at rette på de fjer der sad skæve og stryge dem ud der var blevet... frissede, krøllede så at sige.

Der var mange, og mange af dem var store. Det var den pris der var for at have vinger, især nogen ligeså store som dem hun havde. To og en halv meter af vinge som hun egentlig ikke havde brug for.
Hun sad med den højre vinge foldet halvt ind foran sig, indersiden af den vendt mod Aide, mens hendes fingre gik metodisk til værks med at rette på de midnats sorte fjer der dækkede dem.

*tap tap tap tap*

Okay, lyden var virkelig ved at være tæt på nu. Men hun lagde mere mærke til det end før. Døren var jo låst, var den ikke?

*click*
'Undskyld jeg først kommer nu'

Aide's hovede skød op idet hun hørte både døren åbne og en stemme der påstod at hun var ked af at hun først kom nu.
Hun kunne ikke gøre noget, hun var for chokeret lige nu. Hun var blevet fanget, med vingerne ude. Hun bad til at det ikke var et menneske, det ville være umuligt at forklare.

Hun gjorde ikke andet end bare at sidde og stirre med store øjne på den sort hårede kvinde der netop var kommet ind ad døren.

Hun hørte ikke nogen snakke som hun træk sig ind i lokalet, hun åbnede sine øjne og det eneste blikket faldt på var en overrasket kvinde.
”Ehh?” Udkom still fra hende, blikket blev rettet ud mod de tomme stole.
Så hun var den eneste der var mødt op? Det ville forklare forelæserens reaktion, det eneste mærkelige der stadig var hvorfor i alverden hun havde blevet i lokalet i lidt over en halv time.
Der var endelig mange huller i hvad der forgik lige nu, selv om det ikke havde et stor mening lige nu.
”Der er ikke andre.” Mumlede hun lavt til sig selv, endelig ikke for at sige det men mere for at gøre det klart for sig selv at hun endelig var den eneste der var i lokalet ud over denne kvinde. Det var svært lige af finde ud af hvad hun skulle gøre, men stille lod hun sig selv gå hen mod en stol. Det havde ingen betydning hvilken stol hun endte på da der ikke var flere.
”De må være skuffet.” Blev sagt med en venlig stemme mod kvinden som hun gik forbi hende i retning af stolen, dog var hendes plan ikke at sætte sig på den, men på bordpladen lige foran.

Var en skam for kvinden, at der ikke var ankommet flere til hendes forelæsning, vent..Der var et eller andet hun havde overset, ved denne kvinde.
Vent..”Vinger..” Som tanken kom til hendes stoppede hun op i hendes gang og lod øjne falde på kvinden. Vinger..
”Vinger...Vinger..Vinger!” Som ordende kom ud blev hendes øjen et hak støre hver gang. HVORDAN VAR DET OVERSET TIL NU?!

//Jeg beklager meget det korte indlæg :/ really no idea what happend, just had alot of pain writeing this.//