Nights Relief - Privat (Mr. West & Logan) -

Sted: Skovens indre, tæt på Di Morgas Vestre indgang
Tid: Nattens begyndelse
Omgivelser: Træer, dyr, jorden, himlen
Vejr: Regn og masser af grålige skyer, sort nattehimmel

Jorden smøgede sig imod det par fødder, der let gravede sig ned i det. Den exentriske følelse af fugtigt jord, fik hendes krop til at sitre, elskede den velkendte følelse af tilfredsstillelse. Hun lod de lange fingre glide igennem de mange hårtråde, med sin naturlige røde farve, der bølgede ned langs hendes ansigt. Håret skjulte kun meget lidt af de corniffer grønne øjne, efterlod dem med et kærligt skær, der stammede helt inde fra hendes sjæls rod. Denne pige, ikke meget mere end de 19, var alt andet end ond, grådig eller på nogen måde egoistisk. Det kunne ses fra de klare, glimtende øjne, til den let fyldige, rosafarvede mund der bøjede sig som en let strakt amorbue. Resten af kroppen var fulde med detaljer som en tynd talje, med fine linjer, der gik over i blødede hofter og slanke, lange ben, tydeligt markeret af de hvide gamacher. Trøjen der blottede skuldrene og det meste af halspartiet, var grålig med et print, af en hund med høretelefoner i overstørrelse.
"So sweet. So beautiful. Everyday like a queen on a throne..." Hendes blide stemme, fyldt med de mest beroligende toner, var som taget fra et spædbarn men med en ung kvindes selvsikre overbevisning og ærlighed, der stammede fra hendes sjæls inderste hjerte. Hun rykkede let i pandehåret, begravede fødderne dybt ned i jorden, følte alt det liv, der pulserede imod hendes fødders nervecenter. Følte ormene sno sig igennem jorden, uforstyret af regnen, der trommede imod pigen og grunden hun stod på.
Hun lukkede øjnene, nu var det ikke kun jordens mange energier der flød igennem hendes sanser, men også luftens. Det var som om hun blev bundet af træernes, bladenes, krybenes, fuglenes, ulvenes, grenenes snore af liv og energi. Alle sammen inviduelle, men med stor betydning for hinanden, ude af stand til selv at leve uden hjælp. Det eneste der betød noget for hende ligenu, var at sige sit eget navn, for det indre sig. Det mentale.
Mare.. Lisette... Auguste...

Sorte øjne betragtede kortvarigt den sky tildækkede himmel, hvis regndråber faldt med en rytmisk og let lyd mod den sortkulørte hat. Dryppede derfra ned på jakken, og gled søgende mod jorden, der allerede var præget af vandet. Manden gik fremad, med rolige lange skridt, og hovedet atter bukket, i samme position som før, denne betragtede himlen: mod jorden.
Øjnene virrede frem og tilbage, over det spor, der netop var ved at drukne. Det spor han havde fuldt, og som han ikke havde tænkt sig at efterlade. Lige meget hvad, var Mr. West overbevist om, at dette kun ville føre til noget godt.
Munden bevægede sig let, men ingen ord blev sagt, og hen lod ham derfor i naturlig stilhed. Skoene stoppede, og resten af kroppen fulgte trop, da han bemærkede hunkønsvæsnet, der blokerede sporet, et stykke derfra.
”Aha!” Udbrød han, og slog hænderne ud til siden. Staven, som han normalt bar i den ene handske beklædte hånd, manglede. ”Det var altså dig, dette førte til!” Han smilede et let smil, der kun blev større, da han lagde mærke til hendes person, og tillod sig at studere hende, med et nærmest ædende blik. ”hvilket fund.”

Øjenlågene gled fra hinanden og afslørede de nysgerrige og dog fjerne grønne øjne, imens hun vendte hovedet, for at se denne anden person. Han virkede overraskende glad, som ikke kunne få hende til at gøre andet end at smile igen, åbenlyst morede hun sig over ham.
"Så de er fulgt efter noget, de end ikke vidste hvad var? Sikke mandsmod, om man så må sige" Hun mente hvert ord, men man kunne tydeligt høre morskaben i måden det blev sagt på. Hun vendte nu resten af kroppen, så trøjen bølgede i samme takt som det røde hår, der slangede sig ned langs hendes ansigt og hen af brystet. Fødderne var fuldstændig fedtet ind i jord og mudder, men alligevel, kroppen frøs ikke engang en smule. Som om kroppen ikke godtog kulde, kun varme, i tilstrækkelige mændger.
"Fund?" Hun tog en hånd for munden og lo, ikke med lyd, men gennem sine øjne. De corniffer grønne ringe holdt stadig øje med denne herre, der så rimelig adelig ud, for en der gik rundt i en våd skov.
"Det er jeg sandelig aldrig blevet kaldt før!" Nu kom latteren fra maveregionen, slap fra de pressede lunger og fik hendes kinder til at blusse let op, i en dybere rosa-lignende farve.

//må man være med?//

/selvfølgelig/

/er jeg så bag efter mr.west?//

Vampyren gjorde det eneste han kunne; Han bukkede let, som kun en cirkusdirektør kunne det, og smilede kejtet. Det kejtede smil kom af hendes glæde, og derfor hans ros der åbenbart havde ramt rigtig, og fået kvindens kinder til at blive lettere røde. Det gjorde ham glad, på hans egen mærkværdige måde, der fik denne vampyr til at fuldende det hele med at løfte den høje hat, mens han præsenterede sig. ”Godaften - ? .. Jeg er West – Mr. West!”
På det mørke hår, var der placeret et flammefarvet væsen, med smørblomst gule, ikke-blinkende øjne. Væsnet var ikke synderligt stort, og synes at hade vand, eftersom det krummede sig sammen, og skælvede ved hver dråbe, der ramte den. ” oh, jo.. Dette er mit dyr, Miam!” Han satte hatten på igen, uden en tanke for dyret, der atter forsvandt. West rettede sig op, lod hovedet ligge let på skrå, og fugtede underlæben, med tungen. ” og hvem har æren af, at være mit fund?” Han ventede nysgerrigt på svar, og de mørke øjne rykkede ikke fra hende. Pludselig indså han en ting, og han rettede på hatten, med et rystende hoved. ” Jamen dog, jamen dog.. Du er jo en engel! – arg, hvor dumt at jeg ikke så det, men det er som regel fætteren her –” han prikkede til hatten ”- der siger den slags.” Vampyren trak på skulderen, tillod stadig ikke hunkønsvæsnet, som havde vist sig at være en engel, at svare, men forsatte sin højlydte snak, som det situationsfornemmelsesløse individ, han var.
”Men, bedre sent end aldrig ikke? ..oh jo, hvad sagde du, at du hed?” ordene stoppede. Endelig, og han smaskede let, for at fugte ganen, mens svaret var ventet. Hatten rykkede sig.

//ja (:

Påklædning: Skudsikker vest, løse sorte bukser, hvid tank top og sorte bokse handsker uden fingre (http://www.knockoutsports.dk/images/gloves/fightgloves/ko3_4finger1.gif).

Logan kom løbende igennem Skoven, han havde en rygsæk på ryggen. Han var gået der hen for at finde et sted at samle sine tanker, han måtte finde en måde at få våben til sine oprører men dog stadig på en diskret måde. Han havde aldrig været i skoven før, især ikke om natten, det var faktisk lidt uhyggeligt at tænke på, at der kunne være spioner fra Malakel som fulgte ham, uden han selv vidste det.
Men det viste han ikke, for hvis han gjorde det var han svag og er man svag er man færdig i den her verden.
Men på vej ud til skoven havde han fået en melding om at der var en vampyr i hans område, og om han ikke kunne tages sig af den.
Logan var en af de få, vampyrjægere en af de mere hævntørstige af slagsen.
Han havde sit sædvanlige udstyr på, sine 4 M9'er fordelt 1 på hvert lår, 1 i sit bælte og en under sin venstre arm, på ryggen havde han et sværd sammen med to knive og til sidst hans nyeste våben til samlingen, i sine handsker kunne der komme 17 cm stål klinger ud, som han kunne bruge som en slags klør, de var knivskarpe og kunne stort set skære igennem alt.
Logan havde en øresnegl i øret, som han brugte til at lytte efter rapporter efter vampyrer der var tæt på ham.
"jeg er på vej, er næsten henne ved stedet" sagde Logan og snakkede med en person i øresneglen.
Logan stoppede da han kunne se to personer, han var vel 7-8 meter fra dem, men kunne høre hvad de snakkede om, han ville finde ud af hvem der var vampyr inden han gjorde noget.
Logan stilte sig bag et træ og lyttede til deres samtale.

Hun stod og lyttede til ham. Hans endeløse strøm, hvor der sikkert ikke måtte afbrydedes, siden stemmen blev højere. Hun lukkede kort øjnene, fik hans stemme til at fylde som det eneste, udover den endeløse regns hamren. Det var sort, selvfølgelig, men alligevel nærede hun hverken sorg eller ensomhed. Hun gravede fødderne ned i jorden, samlede informationer, inden hun igen måtte lukke øjnene op, bare for at se på manden endnu engang. Mon han denne gang ville vente på svaret? Det tydede det til, så læberne skiltes og en flydende tone, som sang hun, undslap lugnerne.
"Ganske rigtigt.. Og det var Mar..." Hun blinkede et par gange og rystede hovedet, så hårets bølger slyngede om sig med dråber, der ikke var gledet ned til skulderen endnu. Da det hele var på plads, fastlåste blikket sig på de manden, med en vis nysgerrighed og interesse.
"Mare Micholandé" Hun rettede endnu engang på håret, bare med en hånd, hvor den anden rettede på den halvlange trøje, pjaskvåd af regnens ustoppelige klæben. Inden et spørgsmål slap hendes tanker og blev ført ud gennem læberne, røg blikket på et træ ikke langt fra dem, som antydeligvis fangede hele interessen, for et kort stykke tid. Hun kunne tydeligt mærke denne anden væsens tilstedeværelse, selvom det blev lidt sløret, af mandens og det rødlige væsens væreblivelse såvel som dunkende energidrivelse.
"De?"

Mare Micholandé. Mare. Micholandé. Gentog vampyren, for sit indre, mens han slugte hendes kendetegn og hende detaljer råt. Et blik, der ikke ligefrem kunne kategoriseres som synderligt behageligt. Han var god til at huske væsner, når blot han havde noget, at huske dem på. Hatten rykkede sig atter. West trådte tættere på. Han var en eksistens der ikke havde noget i mod nærkontakt. Meterne svandt ind mellem dem, og de mørke sko stoppede atter, under en meter derfra. ”En glæde at..-” Stemmen tav, og hovedet, der eller havde været lige lovlig tæt på englens, drejede sig langsomt. Læberne havde ikke lukket sig sammen, og en hæs, nærmest gurglende lyd blev i næste øjeblik ført ud mellem dem. Vampyren grinte. Lavmælt.
”Menneske… Du behøver ikke gemme dig” Smilet svandt langsomt ind, idet de mørke øjne, der var gemt væk af hattens sorte skygge, hvilede på træet. West drejede rundt på stedet, gik to skridt til den ene side, og endte derfor med at stå med siden til englen, og fronten mod menneskets gemmested.
Opmærksomheden blev givet til handskerne, som vampyren rettede, mens han kun ventede på, at den uanmeldte person skulle træde frem.
Dråberne faldt nu med større og større mellemrum, regnskyllet var ved at fordufte. Mørket var blevet tættere. Nattekulden havde taget til. Vampyrens smil var nu blot en uset trækning, en streg på det hvide ansigt.

Logan slå en hånd ind i stammen.
*det skete bare ikke!, jeg er en spade* tænkte Logan og trådte væk fra stammen.
"Lad mig gætte, du er vampyren? og hun er englen, det undre mig ikke, du er ikke køn nok til at være en engel" sagde Logan og rettede på sine handsker.
Logan var totalt kold over for vampyrer, mere fordi at vis man var en smule svag så ville vampyrer slå til ved den lille 'fejl'.
"ude for at få en lille snack? eller et lille nat måltid? en lille natmad?" grinte Logan og så på ham.
"Og hvem har jeg æren af at møde?" sagde Logan og så på Mare.

Hun undredes over dette væsens kolde ydre, når hans aura var meget mere impulsiv og pulserende. Uden behov, skilte hun let læberne for at trække vejret, så vinden lavede kolbøtter inden i lungerne, for at flyde ud igen, ligeså kold som før.
De hårde ord, kontante, ville sikkert ikke prikke til Vampyren ved hendes side. Hun lod det blide blik falde på hatten, der vibrede med små ryk, sandsynligvis det lille væsem ham gemte. Da Logan rettede sin opmærksomhed på hende, satte hun kort hovedet på skrå, løftede en arm og prikkede med en finger, på den iskolde, gyldenfarvede kind. Igen skiltes læberne, bare for at lade melodien af ordene flyde forbi dem og idn til omkredsens ører.
"Mit navn... Er Mare Micholandé, en ære at træffe dem, menneske" Hendes blik blev fastholdt på Logan, ikke begrund af hans drengede udseende, men den lettere skødesløse og ufrygtsomme tone overfor ham, hun først præsenterede sig for.
"Jeg forstår ikke... Hvorfor disse dårlige vibrationer, menneske?" Hun så skiftevis fra vampyren til mennesket, med en vis grad af undren og forvirrethed. Fingrene flettede sig gradvist ind i hinanden, rolige og gemytte i deres flydende, beroligende bevægelser. Håret blev grebet i og sluppet, taktvist, af den lettere vind og regnen der var ved at stilne helt af.

En let gurglende, hæs lyd afbrød alt. Den kom krybende gennem luften, voksende taktfast flere toner, til den blev til det den var beregnet som; latter.
Læberne var skilt ad, blottede de skarpe tænder. De mørke øjne, hvilede på mennesket, med et glimt af morskab deri. Hatten rokkede let, men forblev ellers siddende, skyggende for ansigtet og regnen. Latteren forstummede, og ordene overtog, idet vampyren trådte frem mod mennesket, der synes at være pakket ind i våben.
”Tjah.. Nu du nævner det” Et tænksomt ansigtsudtryk havde erstattet grinet. De sorte sko trådte hen til mennesket, forsatte om bag ved denne, ”..Så er det måske det, jeg er..” Vampyren var nu bagved hankønsvæsnet, og et grumt smil spillede atter på det blege ansigt.. ”- sulten?”
Han blinkede til englen, og greb så ud efter mennesket, som han stadig stod bag.

Logan fulgte vampyren indtil han blevet taget fat i.
"sig mig er du træt af at leve, for jeg han sagtens arranger at du dør engang for alle" sagde Logan og prøvede at komme fri.
"Hvis du ikke slippet mig, vil jeg fylde dig med sølv at du tilsidst bliver til aske" sagde Logan og gav vampyren en albue i maven så han kunne komme fri.
Logan kæmpede imod indtil han tilsidst kom fri af grebet.
"Æd den her" sagde Logan og slog ud efter vampyren men gik så væk efter han havde slaget, han ville nødig blive 'fanget' og så blive bidt.
Logan trak en af sien pistoler og pegede på vampyren.
"Må en fornøjelse at møde Dem frk. Mare Micholandé, mit navn er Logan, Logan O'Connor. Må man spørge hvad De laver sammen med en vampyr som ham?" sagde Logan og talte sig uden om hendes spørgsmål om hvorfor han havde dårlige vibrationer.
Logan snakkede ikke så meget om sit had til vampyrer, da det var meget 'personligt' eftersom, det omhandlede hans afdøde bedsteven.

Mare sukkede, med sit medlidende blik, på Logan. Regnen var endelig stoppet, så den endeløse lyd af trummen, holdte op igen. De mørke øjne samledes på et bestemt sted, nemlig, Logans anspændte aura. Den gnistrede og sprudlede som en rasende ild, uden kontrol. Den omgav ham som en flydende genstand, der havde samme farve hver dag, men altid forskellige mønstre at omkredse ham på. Hun så kort ned på jorden, betragtede det faldne blads matte farve, små nærmest usynlige huller og mærker, sikkert fra flere forskellige sko, der bare var trampet forbi.
Nu sukkede Mare dybt, helt inderst fra lungerne, der klappede sig helt sammen, inden de igen blev fyldt med kold luft. Hendes mørke, dragende øjne var klare som havets stille horisont, fulde af visdom og en smule medlidenhed. En kombination, kun noget så rent som hende, ejede efter et par livslange år på jordens overflade.
"Selv vampyrer behøver selvskab, Logan. Ikke engang han, den som de så tåbeligt peger våben imod, skal udsættes for den smerte at blive ignoreret. Jeg siger dem, menneskebarn, der så dumdristigt leger med ilden..." Hun standsede kort sin tale, der var blevet ført ud med hård, kontant stemmeleje, der understregede det seriøse blik i hendes øjne. Munden var bare en tynd streg, havde ikke den førhen blidhed, der var et af hendes karakteristiske træk.
Hun gik et par skridt imod dem, følte tydeligt jordens fugtighed og bladene, der samledes imellem og udenpå hendes tær.
"Jeg sørger over deres tåbelige had, der er så ubegrundet, imod en som ikke er skyld i deres sorg, der så tydeligt hænger som en tordensky. Jeg siger dem.. Slip de våben og opfør dem lidt mere venligt, vis de bare kan se en smule fornuft i mine ord"

Før mennesket atter gjorde sig fri, af Mr. West lette tag, og før englen fik gjort brug af sin stemme, om end så i et mere alvorsfuldt tonefald, ja før det fik West besvaret de anspændte menneskeord, der mest af alt skulle lyde som en trussel, men som, muligvis en smule synd, fik fremskaffet den modsatte følelse, nemlig åbenlys morskab. ”Kære Pumpkin..” En latter rystede hans stemme, og fik den til at lyde mere blød, mere ren” Jeg er jo allerede død, og ville det ikke være en skam, at spille så dyre skud, på en, der ikke engang vil kunne mærke det`?” Han lagde hovedet på skrå. Ordene som netop var blevet sagt lød oprigtige. Som om vampyren kun tænkte på menneskets egen underholdning, og manglen på samme, end hans eget døde liv.
Resten blev overhørt, og ligeledes synes West ikke at bemærke alvoren i menneskets ord og handling. Heller ikke da en pistolmunding var rettet direkte mod ham. Nej, i stedet lyttede han til englens ord, der atter havde hans opmærksomhed, rettede på hatten, og nikkede ellers blot, på de rigtige steder. ”Du burde lytte til hende.” Kommenterede han, tydeligt provokerende. Det ene øjenbryn var lettere løftet. ”..Virkelig.. engles råd skal man ikke overhøre.” Han nikkede af sine egne ord, der tydeligvis både var kloge og alvorlige. Et lille smil kunne dog ikke skjules, og tanken om, at han netop gjorde grin med mennesket, var underholdning, som West selv ikke kunne holde masken af.
Vampyren med den høje hat smaskede let, og betragtede pistolen, med et uinteresseret blik. ”Du ville ikke engang kunne ramme hende, Englen, om du så stod ved siden af.:” Det var lavt, nærmest hviskende. Men overbevisningen var tydelig, og ligeledes var den skjulte udfordring, der synes at være berettet mennesket.

"heller lege med ilden, end at blive brændt af ilden" mumlede Logan.
Logan sikrede pistol og lagde den tilbage.
"Jeg forstå hvad du siger engel, men sig mig, er verden ikke fyldt med død og ødelæggelse, så hvorfor kan jeg ikke bruge mine våben, til selvforsvar?" sagde Logan og så på hende.
"spil af skud? siger du min kære vampyr ven? Siges det ikke at, sølv dræber jer? Jeg ved skam godt at bly ikke kan dræbe dig, hvorfor også bruge bly i den her del af verden når der er fyldt med vampyrer? Ville det ikke være stupidt? Det synes jeg" sagde Logan og så på vampyren.
Logan så først på englen også på vampyren, "hvis vampyrer har brug for selvskab, hvorfor jager de så alene? Og undgår at være for mange i en gruppe? Så vægler de jo at være alene." sagde Logan og lagde en hånd på pistolen, bare for at være sikker på at han kunne nå at trække pistolen, hvis vampyren besluttede sig for at angribe.

Pistolens munding glædede sig til at føle sig varm, istedet for den stålkolde fasade, når trikkeren ikke var trykket. Den hånd, der holdte om pistolens skaft, var forbundet med resten af den enklere krop. Det var Mares udstrakte hånd, klemmende fingre og koldere blik, der var så truende rettet imod Logans ene tinding. Hendes læber var en kedelig strej, uden nogle former for udviklede følelser eller unødvendige bevægelser. Hele hendes strakte krop var parat til at hoppe tilbage, ligesom den var løbet flere meter, trukket pistolen frem og rettet sig i en hurtig bevægelse, hvis kontur havde været flydende i menneskets øjne. Glimtet i hendes mørke øjne sagde alt, men derfor forhindrede det ikke englen i at sige det med ord også.
"Vampyren har ret, Logan. Selv hvis du prøvede, ville du ikke kunne ramme mig.. Og slet ikke ham" Hun nikkede imod vampyren og sænkede våbenet, med en glidende, nærmest flydende bevægelse.
Efter korte sekunder, gled læberne op og fremsagde et blidt, nærmest leende, smil. Hun løftede pistolen og pegede den endnu engang imod Logan, denne gang midten af hans pande.
"Jeg har en idé... Lad os se hvem der falder og hvem der står" Hun fandt en stofpose, hvis ydre var af strå og meget tykke grene, frem og lod en kugle af guld dumpe ned på den åbne hånds flade. Posen blev gemt væk og fingrene klemte om den lille runde ting. Hendes blik stod fast på West og Logan imens at den trillede ned langs hendes hals, med en uhyggelig trykkende lyd, når man klemmer at tygge det man tager. Den gled hele vejen ned og endnu stod hun bare og ventede på reaktionen, indtil videre var intet i hende forandret og hun pegede stadigt truende imod Logan, hvis liv hang på en meget tynd tråd i dette en øjeblik. Mare smilede lettere venligt, høfligt, men man kunne let spore beslutnsomheden i hendes øjnes dybe indre. Hvis han prøvede, ville hun trykke endnu før han overhovedet var tæt på at finde en pistol frem i tankerne.

Lyttende, til drengens ord, udfoldede der sig et tænkende net af rynker på den hvide pande, idet han bukkede hovedet let fremad, med øjnene forblivende på mennesket. Læberne blev deslige spidset. ”Åh, ja, vi kan slet ikke fordrage det stads..” Indrømmede han, muligvis mere glædeligt end han burde. ”hader det, yep..” Hatten, og hovedet nikkede. Underbyggede hans ord, der både var spøgefulde og alvorlige. Som gjorde han grin med denne knægt, og samtidig var yderst sandfærdig. For vampyren tålte ikke sølv, men det betød ikke, at han frygtede det i ligeså høj grad.
Vampyren betragtede mennesket, stille for en stund. Så lagde han atter hovedet svagt på skrå, fugtede læberne, med en let smaskene lyd, og kommenterede, tydeligvis ligeså provokerende som første gang, menneskets mange ord.
”Sikke dog en intelligent knægt du er.” Han havde rakt den behandskede hånd frem, som ville han klappe dette yderst kloge menneske på dets kind, men synes i sidste øjeblik at skifte mening, for hånden faldt mod jorden, og landede langs hans side endnu en gang. Det endte med et svagt smil, som en slags undskyldende erstatning, for det udeblivende klap.
Hovedet blev drejet. Han havde ikke mere at sige til mennesket foreløbig. Interessen var væk, Som et barn, der finder en større gave, denne hellere vil have. En meget større en. Og i dette tilfælde, var gaven englen, hvis pistolmunding nu pegede mod mennesket. Selv stod han placeret, mellem dem, siden mod dem begge. Synes opmærksomt at lytte til hendes ord. Det lød som et glimrende forslag, og West kunne heller ikke lade være med at give hende ret, i et lavt tonefald. Ord, der for det skarpe øre kunne lyde som ’Strålende og endelig’. De hvide handsker blev om end ikke yderligere slået sammen, i et forventningsfuld klap, og han kunne ikke te sig for at sende knægten et udfordrende, ja bedømmende blik. For turde denne dreng nu også ligge sig ud med englen, i en kamp om hurtighed og snilde? West tvivlede. De mørke øjne nåede netop at opfange at noget forsvandt ned i gabet på Mare, men hvad det nærmere var, så han ikke. Ligeledes synes han ikke at interesse sig synderligt for dens egenskaber, for når det kom til stykket, ønskede han jo at mennesket fik et par slag, muligvis skud over nakken. Og, ja, hvad pokker, hun skulle da have lov til at æde ligeså tosset hun ville, det var trods alt ikke ham, der var bevæbnet, og med i legen.. Nej, han sagde bare god for det, idet mennesket synes at have besvær med at svare hurtigt nok.

Logan så over på englen og opdagede pistolen der var rettet mod ham.
"Det var ikke så smart, det der" sagde Logan og kiggede på hende, sidste gang der var en der havde rettet en pistol i mod ham var da han var soldat.
Her i Di Morga, var det knap sket så tit at nogle stod med en pistol i hovedet på folk.
"Lækkert trick, men min kære engel, jeg opper ikke så let på ting som du tror jeg ville gøre" sagde Logan og så fortsat på hende, han kunne mærke hvordan adrenalinen begynde at pumpe i hans blod, selvom han havde sagt det kan lige sagde, var han stadig meget anspændt.
"Burde du ikke være en god? Og ikke en af dem der peger pistoler på folk uden grund?" sagde Logan og trak sin pistol og affyrede to skud med hendes skulder.
"It's on!" Sagde Logan, han begynde at løbe hen mod et væltet træ og smed sig over det for at undgå skud som kunne komme fra Mare og hendes pistol.
"Hør du kan stadig nød at sige undskyld, inden jeg henter mit gevær, også bryder helved løs" sagde Logan, han lå nu bag en træstamme.
Logan lukkede øjnene, han kunne tydeligt gense hvad der skete da han var i Irak som soldat.
//et flashback nu//

"Vi bliver nød til at trække os tilbage!" råbte Logan ind i sin radio, kuglerne fløj om ørerne om ham og hans deling på 6 andre soldater som var på patrulje i Baghdads gader.
En soldat løb op til Logan, "Sergent, vi kan snart ikke holde længere", Logan så på soldaten, "Hør i trækker jer og jeg holder dem tilbage, bare glem mig forstået!?" sagde Logan og skubbede soldaten væk sig.
Logan kunne se hvordan alle sine kammerater begynde at trække sig tilbage.
Han rejste sig op fra sit 'gemmested' og skød en salve af skud, det skulle han aldrig have gjort, 10 patroner kom flyvende ind i hans skudsikre vest, dog var den skudsikker, men et af skudene kom igennem hans vest og bordede sig ind i hans mave.
"Er det, det bedste I kan?!" Sagde Logan og affyrede en salve mere, men det var for sent, en folk oprører havde nu omringet ham og den ene havde peget sin pistol mod Logan.
"Sig mig hvor dine venner gik hen" sagde en af oprørsmændene.
"Rend mig" sagde Logan og trak sin pistol og affyrede et skud mod mændene og begynde at løbe.
//Flashback slut//

Logan åbnede øjnene med et sæt.
"Det skete bare ikke, jeg troede jeg var færdig med de syner" sagde Logan og rystede på hovedet.
"Kom så engel, kan du ikke ramme?" sagde Logan og rejste op og begynde at skyde mod englen. Han skyndte sig ned igen, han havde dog lært et par af sine fejl som soldat.

De første to skud lod hun snitte skulderen. Pev let og kneb øjnene sammen, udholdte smerten fra de lettere forrevne sår. Håret flaskede og slog om sig da huns prang til siden og med en let snilde undgik et skud. Hun stod nu ved et træ, et knæ mod jorden. Håret svunget til den ene side af ansigtet. Et forvredet ansigtsudtryk, smerte og tvivl i en uhyggelig blanding på det engleblide ansigt. Hendes ene hånd lagde sig på skulderen, hvis sår igen var væk, uden tvivl en hurtig og smertefri regenering. De dybe og mørke øjne lynede imod Logan, der hurtigt skød efter hende og dukkede sig. Hun rejste sig med sådan en hast, at hun for Logan ville flyde ud i farverne, da hendes pistol endelig affyre et skud.
I slowmotion havde Logans og hendes skud samme direktion, imod hinanden. De knuste sammen og landte begge i midten, havde ikke udtjent noget formål overhovedet, en sørgelig skæbne for metallet. Mare så imod Logan, stadig med udstrakt arm og en rygende pistol. Det var et hårdt, unådigt, blik. Munden var en lige, utilfreds streg og hun sænkede armen.
"Jeg har da en grund, Logan. Du truede vampyren, og derfor udgør du en trussel overfor guds love. Ingen dræb. Det gælder skam også ham" Hun nikkede kort imod vampyren, og stjal et hurtigt blik imod ham. Igen blev pistolen løftet, stadig rettet imod Logan, som måske ville affyre et par skud. Hvis han da var dum nok.

"Lille menneske.. Du har ingen chance for at slå mig, slet ikke, når det gælder hurtighed og snilde" Hun stod med begge ben ved hans ene side, havde pistolen pegende direkte imod hans ryg og stirrede koldt på hans hoved. Rystede kort på hovedet så det lettere gennemvædede hår smed om sig med vanddråber. Et suk undslap halsen og hun bukkede sig ned, med pistolens munding, der krøb fra hans ryg til hoved.
"Giv dog op, før det skader dig selv" Hun havde med vilje undladet at sige os, da hun tydeligvis ingen fare følte, overfor dette ulykkeligt aggrasive menneske.

Han rykkede sig ikke, da mennesket, endelig, gav efter og skød mod englen. Ligeledes blev han stående, da englen besvarede disse, ved selv at skyde mod mennesket. Rørte sig ikke, men lod blot øjnene følge det scenarie, der lige nu udfoldede sig for hans blik. For hans person. Tavs, som var han blot endnu et træ i skoven. Endnu en stille betragter der intet havde at sige eller mene om dette her.
Men det havde han. Både mening og ord, som han forsøgte at kvæle så uset som muligt.
I et kort øjeblik nød han faktisk han position i dette lille liv. Mellem energierne som disse anspændte eksistenser udsendte.
”De slår hinanden ihjel” lød det pludselig i hans hoved. Det orange væsen havde åbenbart set denne tavshed, som et tegn til, at den selv kunne komme til at sige noget. Desværre.
”Ja” Lød det enkle svar. Det var blottet for følelser, og lå i et monotont fladt toneleje. Som var dette en simpel ligetil konklusion, om noget der på sin vis ikke var vigtigt.
”Det er din skyld..” Kommenterede den igen.
”Ja” Lød det gentagende svar, der kun fandt sted mellem tankerne, i vampyrens og hans væsens bevidstheder.
Mr. West var en tilskuer. Han var ikke med i det, og selvom det hele nok bundede ud i hans egen tilstedeværelse og person, var det de to, og kun dem, der havde ført kamp mod hinanden. West var det tredje led, der betragtede deres reaktioner, og tillod sig i sit tavse sind, og byde på, hvem der ville løbe af med sejren. Da englen hentydede til ham, nikkede han bare tavst, som befandt han sig stadig i sin egen lille verden, af finurlige påfund.
”Det startede ellers så høfligt.. hvis du ikke havde været der, ville de nok have været venner..” Lød det sølle svar igen. Forsøget på at starte en samtale. West trak på skuldrende. ”Muligvis.” indrømmede han.”Så meget desto bedre..” Et uset smil, lod sig kort vise på det blege ansigt, idet han afsluttede samtalen.
”Menneske, kære mandsling.. Passer det, at du får tæsk af en engel?” Det var sagt i et nynnende tonefald, sammensat af glæde og bedrøvelse. Muligvis skuffende.
”Glimrende, Glimrende.. ”Mumlede han, henvendt til sig selv. ”Skal vi kåre vinderen?” Et smil blomstrede frem. Et drillesygt og legende smil, mens han betragtede de stridende parter.