Surrounded and nowhere to go! (Privat Zhadalina)

Det var ikke andet en den stille blæst der rørte på sig i bjergene på denne tid af aftenen. Det var nok heller ikke mange der turde bevæge sig herop om natten, ikke med alt hvad der kan rende rundt omkring heroppe. Dog en gang imellem på den ene side af bjærgkæderne lyste det op i et kort sekund og så blev mørkt igen, det var helt klart ikke naturligt og det skete en gang imellem med et par sekunders mellemrum.

Det var Caelren! Han var blevet omringet ar varulve. Sværdet trukket stod han og kiggede på hver af dem, han havde ikke talt hvor mange der var og han var faktisk også lidt ligeglad, han vidste bare at han skulle have dem enten dræbt eller skræmt væk og af en eller anden grund så det ikke ud til at hans magi virkede, så han var nødt til at gøre det på den hårde måde. Kamp!
En af varulvene hylede og sprang efter ham, men Caelren tænkte hurtigt. Han strakte hånden frem og skød den med en stråle der mindede meget om lys, hvilket det jo egentlig også var, varulven fløj tilbage og ud over bjerget. Caelren mumlede lavt til sig selv. "Så klap dog i..." Han hævede sværdet og stod klar til den næste varulv. Han smilede lidt for sig selv. Umiddelbart så det ikke ud som om at han havde nogle skræmmer. En af ulvene sprang igen ud efter ham, men istedet for at slå tilbage fløj han bare et par meter op og over varulven, han rystede på hovedet og holdt godt øje med de andre. Han hævede øjenbrynet idet han kunne se at der manglede en foruden den han lige havde dræbt. Uden varsel kom der en springende fa en klippe afsats og greb fat i ham, den holdt om hans hals og prøvede på at tvinge ham til at lande, men Caelren fløj bagud og ind i klippen hvilket tvang den til at give slip, men på vejen ned rev den i vingen, hvilket alligevel fik Caelren til at lande. Han kiggede på den og trak vejret tungt, ventende på deres næste angreb.

Natten var vel stadig ung, så hun havde en del tid til at trække sig tilbage til byen. Var det noget hun elskede så var det udsigten ud over skoven samt byen fra bjærget, efter hendes nye evne havde vist sig selv for hende i september havde hun brugt en del mere tid uden af byen end normalt. Hun var en masse tid jo dukket op, og efter det lange tid var det begyndt ikke at koste så meget energi at gøre. Dog kunne det stadig nemt blive hårdt, det var et kæmpe gamble at gøre det, nogen ting var hårdere end andre men det fulgte vel med dens kræfter. Hun havde selv indset mange af evnens svagheder, dog manglede hun stadig at testen den i kamp. Den var jo vidunderlig til transport af både sig selv og andre, men i kamp hvordan ville den fungere der. Hvad er det dog hun tænker! Kamp skal ikke opsøges! Det er noget der skal undgås hvis muligt. Blikket faldt mod den fulde måne, det var jo dejlig nemt at ende i et slagsmål denne nat. Det var jo ikke fordi hun ikke nydt det, det ville bare sætte hende som et dårligt billede for hendes elver.

Som tanken kom i hendes hoved fangede et blink af lys længere nede af hendes øjekast og blikket faldt der nede af, det var ikke super langt væk og person kunne sagtens ses, dog var hun halv blind men det andet øje var der intet galt med. Hun gik ned i knæ så den lange glatte nye jakke ramte jorden, de højhælet støvler lavede deres fine mærke i jorden, de læse bukser kastede sig stille ud over deres kant, den lang ærmet trøje sad som den skulle uden at vise noget, endelig pakkede den hendes kvindelige former væk.

Det var ikke svært at over se hvad der var der skete der nede, en engle var fanget af ulve, de havde lige fået ham op i luften, så hendes hjælp ville nok ikke blive nødvendig. Som ordende dannede sig i hendes sind fik hun øje på en af ulvene lidt højre oppe en englen, havde han intet billede af hvad der skete omkring ham!? Dog var det til at forstå med det antal ulve omkring ham at en af dem kom ud af hans blik men det ville koste ham denne gang og det var umuligt at nå derned.

Han klarede det endelig meget godt i forhold til hvordan det så ud her oppe af, men det fik fat i hans vinge, det søde engle blod der dryppede derfra. Alene viden med at det faldt fra hans vinge fik tankerne op i hende, smagen af den lille minde af det blod hun havde fået før gjorden hende næsten sulten.

Nu stod han på jorden igen og ulvene havde fået et kæmpe fordel ved at fjerne hans evne til at flyve, dog var det stadig en ukendthed i deres kamp, hende. Det ville tage hende næsten ingen tid at komme der ned med hendes nye evne.
Øjne lyste op i deres mørke lilla farve som længere klør af den sorte klare væske voksede ud fra hendes fingre hele hendes hænder var dækket på sekunder, de tyve centimeter klør var skarpe og spise som altid, dog var de hårde som stål. Sådan kunne hendes svaghed med øjet ikke ses af ulvene, og hun havde altid mulighed for at løbe med englen med hendes nye evne.

En af ulvene løb mod ham, som den gjorde voksede en sort sky sig omkring hende og hun forsvandt. Et sekund efter ulven gik i løb dukkede en sky op foran og den forsvandt fra synet af dem der ikke kan se i komplet mørke. Ud fra skyen løb lyden af en der skære en hjorts læder op og indvolde og blod falder ud, stanken af ulve blod bredte sig som skyen langsomt fordampede, midt i dampen kunne de to lilla øjne ses.

Ud fra dampen stod en kvinde med langt sort hår der hand frit ned af hende, et smil på hendes læber. Blod der faldt fra det matte sorte klør hun havde der voksede der var på hendes hænder, de gik ud over hendes jakke. Jakken var lang og fladt til midten af hendes ryg. Hænderne blev taget ud til siden og finger blev bredt ud til siden så alle klørende blev vidst hvor lange de var. Blikket blev kastet over hendes skuldre mod englen, de lille øjne kikkede på ham, der var ingen pupil i dem. Samme tid med en venlig smil på hendes læber, lige stort nok til hendes tænder kikkede frem.

Caelren skulle til at svinge sværdet efter varulven, men stoppede da skyen dukkede op. Han stod og kiggede, og det så ud som om at de andre varulve gjorde det samme. Lydende så ikke ud til at genere ham det mindste. han stod bare og kiggede. Da hun dukkede op foran ham og kiggede tilbage hævede han et øjenbryn, usikkert sendte han et smil tilbage med et lille vink. Han rystede på hovedet og besluttede hurtigt at den nyankomne var en ven og at han ikke skulle angribe hende. Han kiggede på sin vinge, fnys og stilte sig op ved siden af hende med sværde over skulderen. Han kiggede på varulvene og smilede til sig selv. Han kiggede hurtigt over på kvinden og derefter på ulvene igen.

Den her gang tog han det første skridt og løb imod varulvene. Han placede en fod på knæet af en af dem, sprang over på ryggen af en anden og derfra sprang op i luften og stak sværdet lodret ned igennem hovedet på en tredje. De to andre han havde brugt som springbukke tumlede lidt rund og havde halvt mistet balancen, men nu befandt han sig jo bare midt i dem igen, ikke at det så ud til at genere ham. En af dem sprang imod ham bagfra, dog havde han forudset dette og vendte sig om idet at han stak sværdet igennem maven på ulven imens at den stadig var i luften. Efter det sprang hen over den tredje og stillede sig ved siden af kvinden igen. Efter de 2 var døde, stod der nu kun 4 varulve tilbage, de så egentlig ikke ret skræmte ud.

Der kom det, et lille ryk gik igennem hende krop, dog ikke stort nok til at hun mistede fod fastet. Måske lidt for meget, stanken fra ulve blodet bredte sig til hende næse. Der var ikke fordi at han var dårlig til at slås, og nu virkede det til at hans opmærksomhed var voksede to grader op, dog lavede det ikke om på situationen. Der var stadig fire ulve der havde deres sultne blik rettet mod dem. Smilet forsvandt fra hendes læber, blikket var rettet mod den ene af ulvene. Manden havde landet på hendes venstre side så de to der var der over.

Som det hele faldt på plads for hende, hørte hun lyden af en ulv der løb, dog var der et eller andet glat med lyden men det analysere hun ikke længere end der til. Den ene hånd lod hun falde ned, den venstre hånd gik op over hende skuldre og klørene der på voksede ti centimeter mere end før, så den nu ramte op på tredve. Som hun skulle til at svinge den ud efter ulve så de mødte som den kom tæt på hende, stansede ulven op. Men lyden forsatte, dog lød den normalt denne gang. Hun sank en klump, som blikket blev ført til hende højre side, der var en ulv to meter fra hende der stadig forsatte imod hende.

Gamble, var ordet der gik igennem hende hoved som hun førte begge hænder sammen, fem tredve centimeter klør, samt fem tyve. Var nu alle lige op af hinanden, en lille vip i knæet og det blev rettet mod dens hop, hun håbede bare på den døde før den kom tæt nok til at ramme hende, dog havde hun forventet at den hoppede så det gjorde hun så klar mod. Den gjorde den ikke, dog bevægede sig lavt med jorden. Hun reagere hurtigt og sendte alle ti klør ned mod den, den blev næsten timet rigtigt. Ulvens klør fik kontakt med hende som hendes fik kontakt med ulven. Dog takke vejret ulven lave gang fik den fat i hendes lår og lave tre dybe rifter der hen over, den løse bukser var smadret i området, hende selv ramte den i siden. Dog var den i stand nok til at begynde at trække sig væk før de fem korte klør ramte den.

Et lille smerte skrig forlod hende som klørende havde ramt hende, dog rettede hun sig op og lod stadig sig støtte på benet.

Caelren holdt opmærksomheden på hende og ulven, blikket faldt i et kort øjeblik på vingen der stadig blødte, det sveg lidt, men når man står i kamp er det ikke rigtig noget man lægger mærke til. Han rettede hurtigt blikket imod hende da han kunne høre at der kom et lille skrig fra hende. Han kiggede på såret, men da hun rettede sig op og stadig støttede på benet gik han ikke ud fra at det var så slemt som det så ud. Det så dog ud til at han blev sur over at hun var blevet skadet, måske fordi at han følte det var hans skyld. Han kiggede på ulven der havde skadet hende og løb hurtigt hen til den, greb fat i armen på den og kastede den ind i væggen hvorefter at han greb den om halsen løftede den op fra jorden i en hånd og stirrede på den i et par sekunder før han hævede sværdet og stak det igennem maven på den imens han stadig løftede den. Det var som om at ulven klamrede sig til ham idet at den døde og da den blev helt slap i kroppen kastede han den bare til siden og kiggede på de andre ulve.

Han stillede sig hen ved siden af hende med sværdet hævet. Det så lidt ud som om at varulvene var blevet lidt mere bange for dem, men åbenbart ikke nok til at de ville stikke af. Tvært imod begyndte den ene at hyle, men om det var for at skræmme dem, vise dens styrke eller kalde på forstærkninger, det vidste Caelren ikke og han tænkte heller ikke videre over det, han havde for travlt med at stå klar til at beskytte ham selv og hende fra flere skader. Nu var det jo hans kamp og hun var kommet til skade på grund af ham, eller det følte han i hvert fald.

Han var stærk, fysisk i hvert fald, dog virkede til at han lod sine følelser få overhånd. Meget normalt for engle at reagere på deres følelser på det plan, dog var det ikke smart at gøre når man stod sådan her! Men det endte da godt, samt hun fik et blik på hans sår. Hun rystede hovedet, FY!

Smerten fra bennet voksede og voksede, men det kunne vente, hvis hun faldt ned på det knæ lige nu ville de alle løbe lige mod hende. Der var tre ulve tilbage, hendes energi var lavt fra turen her ud, hvorfor var det helt præsis hun var holdt op med at gå det meste at turende. Den evne, nogen små ting fra den faldt igennem hendes hoved, der var endelig meget brugbar i kamp, måske skulle den testet lidt mere. Altså hendes kontrol over den var blevet meget bedre end der hun opdaget den, nej hvor lavede den mange problemer den gang. Dog ville hun være væk i et helt sekund hver gang, der ville koste meget energi, men det ville være en skøn mulighed for at teste den.

Et hyl fra den nye alfa ulv bredte sig igennem luften.
”Så hold dog mund.” Udkom neutralt fra hendes læber, begge hænder blev klappet sammen foran hende i retning mod ulven, så snart de ramte hinanden hendes hænder. Bevægede det sorte stof der var omkring hendes hænder sig, det blev nærmest skudt ud igennem luften i retning mod ulven, ti forskelligt linjer der bevæget sig på hver sin måde, de var alle forbundet til hendes hænder. Ud af det blå forsvandt det hele, en sort sky lagde sig der hvor hun var, og de tre meter frem hvor de sorte linjer var. Et sekund efter dukket en ny sky frem, tre en halv meter bag ulven der hylet, hun stod på den præsis samme måde som før, dog var hun meget tættere på ulven, og linjerne bevægede sig lige så hurtigt som før. Efter den halve meter ramte syv af de ti linjer ind i ulven, der efter ramte de alle ned i jorden. Men Ulven døde ikke, i stedet bidt den i den sorte stof. Dem der havde fokus på hende, ville kunne se at bad tænderne sammen som den gjorde det, samme tid knep hun øjne noget sammen.. Det gjorde ondt på hende at den bidt i det.

Hun kunne da et par trick, det måtte han da erkende med sig selv. Han kunne godt se at hun havde ondt og han ville gøre noget ved det, men idet han skulle til det forsvandt hun og dukkede op tættere på ulven, han blinkede et par gange. Hvad pokker var det lige hun gjorde? Og hvad i alverden var det for en evne? Han havde ikke set noget lignende, men han havde ikke meget tid til at tænke over det eftersom at han kunne se at hun havde ondt idet den begyndte at bide. De to andre ulve blokerede vejen, men han løb imod dem og smadrede sin knyttede næve direkte i ansigtet på den ene og derefter drejede rundt om den anden og stak sværdet igennem ryggen på den. Han kiggede over på hende og løb imod hende. Idet han kom tæt på hende tog han alfaen i nakken så den gav slip, men han slog den dog ikke ihjel, han kastede den bare væk fra dem og derefter stak sit sværd ned i jorden og klappede sine hænder sammen. Han ville derefter langsomt begynde at føre hænderne væk fra hinanden og idet han gorde, blev der dannet en lille orb foran ham. Alfaen kiggede på ham, den så.. Nysgerrig ud? Men istedet for at angribe ulven gjorde han noget andet. Han kiggede ned på hende, han var helt klart bekymret.

Han lavede et par bevægelser med hænderne og orben fløj hen imod hende, den begyndte at sende små stråler af lys imod hende. Strålerne begyndte at cirkulere omkring hendes sår. Det ville nok ikke gøre særlig ondt, men hvis det han prøvede på lykkedes så ville det stoppe med at bløde, hvis det da gjorde det, og derefter langsomt prøve at få såret til at hele sammen. Alt imens han gjorde det her holdt han øje med alfaen. Den var ikke dum. Midt i det hele sprang den ud efter ham og da den kom tæt på ham stoppede han helings processen og greb ulven, men han mistede balancen og faldt ud over en skrænt sammen med alfaen.
Efter et kort stykke tid blev der helt stille.

Hun var nu blevet efterladt med en ulv, de stod stille overfor hinanden. Hun kunne mærke den fysiske træthed i hende samt en mental fra hendes magiske misbrug denne nat. Men så længe det bare var en af disse udlærte dumme ulve, de andre ulve hun før havde mødt var noget kun værre. De sorte linjer blev til en væske og lagde sig imellem dem på jorden. Samme tid faldt hun mod jorden, væsket træk sig tættere og tættere på hende og dannede en pøl lidt fra hende, ulven reagere ikke på dette og satte i løb mod hende. Forudsigelige blodtrøstige ulve, træt heden træk i hende hvilket fik hendes fokus til at forsvinde i et kort sekund. Ulven var tættere på en hun havde regnet med, hvorfor sad hun på jorden?! Hvor lang tid var hun væk? Væsken var der i det mindste i nu, hun ville ikke bides! Det nægtede hun. Ulven var i mellem hende og pølen, begge hænder hævede sig med den flade side mod hende, der efter blev de i et hurtig bevægelse ført imod hende, som det skete formede den sorte væske sig om til en masse spise linjer den alle blev kastet mod hende. Ulven stansede som den klør ramte ned i hendes skuldre, samme tid var flere af de spise linjer ramt ind i ulven og stansede den på stedet.

Nu håbede hun bare at englen var okay. Det lilla lys fra hendes øjne forsvandt samme tid med det sorte stof. Ulven ramte jorden, men i den fald lavede den klør den sad i hende skuldre nogen flere glatte rifter ned af hende. Tøjet faldt mere eller mindre fra hinanden som de klør der gik ned af hendes front, dog faldt det ikke af, men hendes hud var blottet flere steder. Disse sår var dog ikke så dybe som de andre. Hun rejste sig mod villigt op og træk sig ned til en af de støre sten der var i området og satte sig op af den.

Efter et kort stykke tid kom han klatrende op af bjerget, udmattet og vaklede stille hen imod hende i zigzag imens han trak vejret lidt tungt. Han kunne godt se at hendes tøj var blevet revet fra hinanden og at hun var blevet såret. Han stod stille foran hende og kiggede ned på hende. Hans vinge blødte, han var blevet revet flere steder på armen. Han stod bare der og kiggede.. Kiggede på hendes sår og derefter på hendes ansigt, han nikkede langsomt idet han tog sin egen jakke af. Hans brune hår fald ned til hans skuldre. Han gik hen til hende og lagde stille jakken omkring hende. Han kiggede over på hans sværd hvilket stadig var stukket i jorden et stykke fra dem. Han klappede hænderne sammen som han gjorde før og dannede igen en lille orb. Han kiggede på hende igen. "Det kommer nok til at svige lidt, men... Det skal nok hjælpe imod sårene." Han talte stille og lavt, han smilede lidt til hende idet at orben sendte små stråler afsted imod hende. Dissse stråler ville så nærmest lede efter hendes sår og derefter cirkulere omkring dem. Han så ud til at være koncentreret med at hele hende. Nu var ulvene jo også døde så der var ikke mere at frygte. Han gik da i hvert fald ikke ud fra at hun angreb ham lige efter at have hjulpet ham.

Han rejste sig op, orben hang faktisk af sig selv i luften og fortsatte med at sende de små stråler afsted imod hende. Han håbede at det hjalp. Han gik still hen til sit sværd, trak det op af jorden og satte det på ryggen. Der var ingen skede til det, det hang fast i et par læder remme som havde været skjult på grund af jakken. Han tog en dyb indånding, kiggede over på hende med et blik der så ud til stadig at være lidt bekymret for hende. "Er du.. Eller okay? Du så noget udmattet ud?" Sagde han stille imens han gik tættere på hende igen og satte sig ved siden af hende.

Som lyden af nogen der kom op fra kanten, faldt blikket der over. Som englen mere og mere vidste sig, faldt hun mere og mere til ro. Et smil dukkede op på hendes læber engang igen, det samme smil som da hun først kastede blikket på ham. Lige så stort som dengang igen, tænderne fandt deres vej frem ud foran de farveløse læber der udkom fra den hvide hud.

Som forud set, træk han sig hen mod hende. Dog så det ud til at det ikke kun var hende der havde begået en fejl i denne kamp. Som han stod med den lysende orb foran hende nikkede hun et kort nik i hans retning. Som lyset ramte hende første gange gik hendes tænder ned i underlæben, af den ene grund at hun ikke fjernede sit smil. Selv øjne blev presset sammen, men smilet blev der.

Det var endelig ikke fordi det gjorde super ondt, mere fordi hun ikke ville kikke ind i lyset. Hun hørte han træk sig væk og klingen der fandt sin plads, han træk sig tilbage til hende. Det holdt hurtigt op med at svige. Hun lod luften forlade hendes lunger som hendes øjne gik op og mandens ord forlod ham og endte i hendes retning.

”He..Hehe, Har de(t)...Det fint..Gjor(de) Gjorde bare en fej(l)..Fejl...Tak.” Udkom udmattet fra hende, dog med den venlig og glad stemme, blikket gled ned på ulvene der lå omkring dem. Et lille snif blev taget, englens blod kunne duftets, men kun i kort tid før hun fangede stanken af ulve blod.

Han kiggede på hende og smilede. "Det gjorde.. Vi begge to vidst." Sagde han og kiggede samtidig på de døde ulve omkring dem. Det var da pokkers, den første nat han bruger her og så bliver han overfaldet af dem, men selvfølgelig det holdt da hans evner skarpe selvom det nok ikke var en god ting at blive overfaldet. Gad vide om det virkelig var sådan hver nat? At han skulle kæmpe for sit liv? Nej, det måtte da være bedre hvis man kom ind i byen. Der var trods alt mange andre i nærheden så der var nok ikke rigtig nogen der angreb andre, men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig.

Efter lidt tid kiggede han over på hende. "Tak.. For hjælpen forresten, mit navn er Caelren og det er min første nat her." Sagde han stille og smilede til hende. Hætten dækkede for hans øjne, men der kunne anes et svagt lys under hætten, som om at øjnene lyste med en svag gul agtig farve. Læberne kunne sagtens ses, så der var ingen tvivl om at han smilede til hende. Han var faktisk imponeret over hendes måde at kæmpe på. Han havde aldrig set noget lignende. Eller havde han? Han kunne faktisk ikke huske det. "Og forresten.. Undskyld hvis det sveg lidt." sagde han et par sekunder efter at have snakket til hende først. Han var klar udmattet selv og begyndte at kigge sig omkring efter et eller andet sikkert sted at opholde sig imens de begge to kom til kræfter igen.

Første nat. Orden ramte hende hårdere end de andre ord der blev kastet i hendes retning, hun tog en dyb vejrtækning før hun vendte sig blik mod englen hvis blik blev kastet andre steder hen end hende. Der var ikke flere ulve hvis det var det han kikkede efter, dog var der et eller andet der sagde det ikke var det, han kikkede alt for meget rundt hvis det var det. Han havde takket hende for hjælpen, måske skulle hun sige hvorfor hun hjalp ham? Nej, det var bedre at vente med det. Blikket faldt ned på hendes tøj der var i en virkelig dårlig stand, dog var der ingen ar efter sårende. Men tøjet kunne ikke bruges mere, og hun var ikke selv i stand til at lave det så det kunne igen. Så var nok en bedre løsning at stille sig af med det til den tid.

Hun rettede sig selv noget bedre op og lod blikket falde mod engle der stadig kikkede rundt, et lille latter forlod hende. ”Natten her er meget aktiv. Formoder du ved hvor de er? Udkom fra hende i en glad stemme, næsten så om alt hvad der lige var sket ikke havde nogen betydning for hende. Et smil var sat på hendes læber og blikket forsøgte at finde hans ansigt.

Caelren stoppede endelig med at kigge rundt og fastholdt blikket på hende. Han greb fat i jakken som var omkring hende og justerede lidt på den, mest så den dækkede de steder hvor hun var blevet såret. "Jeg er overhovedet ikke klar over om det hjalp med min jakke, men så kan du da holde varmen." Sagde han med et smil og satte sig til rette ved siden af hende igen. Stanken af de døde ulve fløj op i hans næse, men han prøvede så vidt muligt ikke at lave en eller anden dum eller sjov grimasse på grund af det. Han smilede da hun snakkede til ham. "Ja det fandt jeg da i hvert fald ud af." Sagde han og lod hendes blik fange hans. Han sad til venstre for hende med det venstre ben bukket og en arm der hvilede over knæet, det højre ben var strakt ud og hans højre arm hang slapt ned af siden med hans hånd liggende på jorden. "Men.. Imponerende, det må jeg sige." Sagde han lidt efter. Han skulle lige til at sige noget, men stoppede sig selv. Hendes lille latter havde på en eller anden måde beroliget ham, sikkert fordi at han vidste hun kunne tage det roligt efter kampen og det smittede nærmest af på ham. Han tog en dyb indånding og åndede lettet ud. Hans øjne prøvede at fange hendes.

Hans rettet på hans jakke og endelig først nu mærkede hun at den var der.
”Ehh? Ud kom fra hende som han gjorde fokus på jakken der var omkring hende. Hvornår gjorde han det?! Det var så om et sekund eller to var fuld væk fra hendes hukommelse. Hun lod sine øjne falde der hvor hans burde være.
”jeg er død, så behøver ikke holde varmen.” Lod det fra hende med en hånende stemme dog med et smil bag sig.

Hvad mon hun skulle nu, hendes krop havde det meget bedre men hun havde endelig ikke lyst til at gå..normalt var der virkelig rart at være her men ulvens stank gjorde så det ikke var tilfældet denne aften, der var alligevel en del timer til at solen kom frem og oplyste dalen.

//JEG BEKLAGER MEGET for længen, men har noget der kræver en stor del af mine tanker.//

Caelren nikkede til hende med et smil da hun snakkede. "Hmm, tja det var mere for at være en gentleman.. Vent.. Død?" Han lød overrasket da han spurgte, jo hendes evner var... Lidt ud af en anden verden, men hvilke evner var ikke det nu om dage? Han trak bare lidt på skuldrene og tog egentlig ikke jakken tilbage. Istedet for rejste han sig op og kiggede sig omkring. "Nej, men det er en kold tid og jeg tænker at vi måske skulle finde et sted at opholde os som ikke er her, jeg ved ikke om der kunne være andre i nærheden." Han kiggede ned på hende igen og rakte en hånd frem imod hende for at hjælpe hende op. Hvis hun da accepterede den.

//Går nok, hvis der er noget du vil snakke om så send en PM :) og tage din tid med at svare, der er ingen hast ^^//

Nyt sted.

Der var et eller andet der nærmest lå glemt i hendes tanker, noget hun skulle sige eller gøre men hvad det var væk. Så tanken forsvandt hurtigt efter ordende omkring at flytte sig, blev kastet i hendes retning fra englen. Hun rejste sig stille op og rettet lidt på jakken hun havde fået over sig så den dækkede det bare hud hun havde fået her og der. Men hun måtte give ham ret i at være en god ide.

”Findet et andet sted lyder som en vidunderlig ide, har du et forslag til hvor engle?” Lod det fra hende med en venlig stemme, blikket faldt rundt, ikke på et sted fast men bevægede sig så hurtigt rundt på de forskellige steder. Men blikket fandt ikke noget ordenligt sted at kunne finde ro.
”Hvor havde du i tankerne?” Lod det fra hende med den samme venlige stemme.
Hun stod stille med et smil på læberne, og hænderne til at holde den jakke på plads som var endt over hende.

Caelren kiggede på hende og trak let på skuldrene. "Nej, jeg ved det faktisk ikke. Jeg er ny her omkring, så jeg er ikke lige klar over hvad der ligger her omkring." Han tog endnu et kig omkring og kløede sig i nakken. Han ville ønske at han kunne tilbyde hende noget andet end måske bare en grotte der lå i nærheden, men der var ikke så meget andet han kunne gøre. "Har du nogen ide?" Sagde han med et smil da hans blik vendte tilbage til hende. Han kunne ikke lade være med at smile da han så hende i hans jakke. Nu var han ret høj selv. 190 cm, så den var nok lidt stor til hende. "Du svømmer da næsten rundt i den der." Sagde han med et smil. "Jeg vill også ønske at jeg kunne tilbyde noget andet end måske bare en grotte at være i, men.. Der er vel ikke meget andet her omkring?" Nu sagde han bare det han tænkte på, det kunne jo være hun havde nogle ideer, selvom at hun så nok havde foreslået det hvis det var, men det var da det værd at spørge.

Hun vidste ikke helt hvad hun skulle sige til ham omkring hans jakke, ikke helt hendes stil. Men lang nok til at den passede hendes sind. Hun elskede at have lange jakker, men farven passede hende ikke helt. Ej var stoffet ikke så tungt som det hun normalt havde på. Men det kunne gøre op for det ødelagte tøj hun havde lige nu.

Der var nogen grotter lidt væk derfra, og lidt oppe. Dog var de ikke store nok til der var meget plads så ville blive en halv intim oplevelse. Men var vel bedre en d at blive her, så heller være lidt tæt på englen med de store vinger.
”der er en grotte et par hundred meter her fra, lidt oppe af også. Ikke super stor men plads nok til vi begge kan hvide os lidt..De har ikke noget imod vi bliver nød til at ligge op af hinanden vel? Lød det fra hende med en venlig stemme dog med lidt pres på ordende 'ligge op af hinanden' måske for at presse ham lidt. Og teste han grænse lidt, da mange engle var så forsigtige omkring det hele, speclt nærhed af modsatte køn på det punkt. Ikke da hun ville noget. Var der slet ikke steming til, hun ville bare prikke lidt til han sind. Den ene hånd kom ud fra jakken og pege i retningen mod grotten.

Caelren blinkede et par gange da hun nævnte det med grotten og så ud til at tænke sig lidt omkring og kløede sig lidt i nakken. Han trak derefter let på skuldrene. "Tjaeh.. Det kan der vel ikke ske noget ved, kan der?" Sagde han stille og smilede til hende. Det kunne der vel egentlig heller ikke, de kunne vel nok ligge lidt tæt uden det behøves at betyde noget, kunne de ikke? Sagtens! Men gad vide hvorfor hun mon lagde det pres på de få ord at ligge op af hinanden. "Bare du ikke bider?" Sagde han og smilede stadig til hende. Caelren kiggede i den retning som hun pegede. Han kunne umidelbart ikke lige se noget, men det var der vel ikke så meget at sige til. "Så længe du heller ikke har´noget imod det, så går jeg ud fra at det nok skal gå?" Tilføjede han lidt efter. Nu var det jo ikke fordi at han kendte hende særlig godt, men hey! Det er da ikke så slemt at ligge lidt tæt? Han kunne da godt lide det, og det behøvede jo som sagt heller ikke at betyde noget. "Men.. Jo, før an så må vi jo se om vi kan holde hinanden ud." Sagde han og lo lidt. Han så lidt mere afslappet ud end før, men det var jo fordi at kampen endelig var overstået. Dog havde han følelsen af at der var nogen, eller noget, der holdte øje med dem, men måske var det bare ham.

Et smil dukkede op på hendes læber som utrukheden trækkede sig indover ham, desværre var det ikke lang tid hun kunne nyde det da han var god til at pakke det ind. Nok sjov, det ville ikke gavne dem at være her, ville bare give dem større og større chance for at flere ulve dukkede op. Hvis der overhovedet var flere, men ja. Han havde ret i at trække væk herfra. Ville nok være det bedste at gøre.

Hun rettede på sig og lod hånden falde ned. ”Skal jeg nok lade være med engle, bider ikke intelligente ting.” Udkom fra hende, med en glad stemme. Hænderne faldt ned af hende som ordene folod hende, Blikket blev rettet ud mod stedet hvor hun peget lige før. Hun ventede på at han var tættere på hende og lod ham gå bagved hende.

Hun forstod ham endelig godt, frygten for at en vampyr ville bide ham. En skam for engle at leve sådan, hun havde aldrig smagt engle blod. Tanken havde lagt over hende flere gange, men fik den altid vendt.

Hun gik tættere mod retningen hvor hun var forholdsvis sikker på at der var en grotte over, som hun kunne huske den, var den enelig ikke lille. Men det blev mindre der ind hvor hun skulle, hun vidste jo ikke hvor længe de skulle være der. Så hun ville så langt ind at solen ikke ville blive et problem.

Caelren hævede sit øjenbryn på grund af hendes kommentar. Intelligente ting? Hmm, det kunne han jo ikke andet end at se som et kompliment. "Tak." Sagde han kort, lidt usikker på hvordan han skulle svare på det, det ville måske lyde lidt dumt med et i lige måde eller.. Ville det? Han rystede tanken fra sig hurtigt. Han kom ind på tanken om at ligge tæt med hende igen, hvorfor blev den ved med at komme? Som sagt kunne der vel ikke ske noget ved det, men igen.. Det var så længe siden at han havde lagt bare sådan sammen med nogen, det ville måske føles mærkeligt? Eller ville det? Han rystede igen tanken af sig og kiggede på hende da hun begyndte at gå i den retning som hun havde peget tidligere.

Han kiggede sig omkring imens de gik, mest af alt for at være sikker på at der ikke var nogen der fulgte efter dem. Han havde egentlig ikke lyst til at komme op og slås igen, selvom at han nu vidste at han havde hende som han kunne stole på til at hjælpe ham. Medmindre at alt det har jo bare var et trick for at vinde hans tillid? Nej, det kunne det umuligt være. Han lagde tanken fra sig og fortsatte sammen med hende. Vinden tog lidt fat en gang imellem, men nu var de jo også oppe på et bjerg. Han havde lyst til at spørge ind til hende, men vidste ikke helt hvordan han skulle sætte samtalen i gang. Han kunne godt mærke hvad hun var, så mon hun ville have ham til at blive? Han fik da endelig sagt noget. "Når nu at vi når til grotten.. Vil du have selskab hele dagen i morgen indtil at du er i stand til at fortsætte selv?" Det var måske et dumt spørgsmål, men lige nu var alt bedre end stilheden.

Tak? Hvorfor takkede han hende, var det tilbage fra ulvene? Det var lidt sent at sige tak nu, men han var da høflig nok til at gøre det.. Havde han endelig ikke sagt det før? Nå, men det havde endelig ikke nogen mening, jo lidt, tak for at hun ikke ville bide ham? Men h vorfor takkede han for det?

Nogen ord udkom fra ham, noget omkring grotten. Ud fra hvad han sagde var det ikke svært at vurdere at han endelig var venlig.
”Selvskab er altid rart at have, men har de ikke lyst til at være der må de meget gerne gå vider engel.” Udkom fra hende med en venlig stemme, hun træk lidt på læberne, dog regnede hun ikke med det blev set da engle gik bag hende. Begge hendes hænder blev ført om bag ved hende ryg og fingrene blev flettet sammen. Hun tog en dybindånding ud hvor de endelig var ude at ulvenes stank. Under vejrtrækningen blev blikket ført mod himlen, ikke det bedste syn her fra men stadig pænere end inde fra byen. Ingen røg ingen sære lygte som var kommet ud over de sidste par år.
”Hvor gamle er de?” Udkom spontant fra hende som blikket blev ført ned fra himlen igen, med den sammen stemme som hendes svar.

//min keativitet er ved at komme igen, og længere svar kan ses i den korte frem tid.//