They surrounded us - Cricker

Tid: Midt om natten, omkring klokken 2
Sted: Midt på kirkegården blandt grave og nyopvågnede zombier
Vejr: Det er mørkt og blæser kraftigt
Omgivelser: Angelie, døde.. Muligvis andre som hun endnu ikke har opdaget

Den raslende lyd gav kort genlyd i omgivelserne på den normalt så fredelige kirkegård. Der var intet levende væsen i sine omgivelser, lige med undtagelse af Angelie. Hun var faktisk begravet på dette sted, men graven stod nu tom, eftersom hun langt om længe havde fået sit levende jeg tilbage.. Efter at have været igennem selve helvedet, var hun tilbage i Di Morga.. Eller udenfor, da hun stadig nærede en indre frygt om at gå ind i byen velvidende at den nye hersker havde indført flere former for slaver, og hendes egen race stod ikke synderligt højt på listen. Dette var dog et af hendes mindste problemer i nuet.
Omkring hende begyndte de døde skikkelser langsomt at rejse sig op fra gravene, og den raslende lyd blev højere og mere besynderlig, jo nærmere på slaget to klokken nåede. Et lettere bittert smil gled over de let rosafarvede læber, mens vinden legede voldsomt med det rødlige hår, som havde fået en mere blodig farve efter hun var blevet genoplivet. Huden var dog stadig bleg som altid, og selv med blodet strømmende i sine åre, gik hun i bare tæer, skønt det var tæt på vinterens kommen.
De kølige blå øjne gled nu langsomt omkring i hendes omgivelser, inden de faldt på en tilfældig død, som var omkring et par meter fra hende, og nu halvvejs oppe af sin grav.

Cricker havde jagtet nogle vampyrer til kirkegården udenfor byen, han ville af med dem, eftersom at de havde angrebet ham. Han stoppede op udenfor porten. "Her igen.. typsik vampyrer" Sagde han og kiggede derind. Der var ikke så meget at se, men Cricker havde dog en dårlig fornemmelse omkring stedet her, men han gik alligevel derind. Selvfølgelig havde han da sit sværd trukket, hvis nu han skulle blive angrebet. Han kiggede sig varsomt omkring, eftersom at deres gemmested var lige omkring midten af kirkegården. Og den var stor.
Cricker hørte mange lyde på kirkegården, det skræmte ham lidt, men han havde jo prøvet det meste så han var jo ikke nem at skræmme. Hans grønne drage vinger var fremme, og hans hænder, arme og hals var dækket af barkhud, han fik tjørnepigge til at vokse ud langs armene som ekstra forsvar. Han hoppede op i et træ for at kigge sig omkring.

Hun havde ikke længere følelsen af at kunne fornemme andre i nærheden, og derfor gik det ikke op for hende, at der var kommet en anden person til. Eller som lige nu stod på den anden side af den knirkende låge, som stødt gled frem og tilbage alt efter hvilket vindstød som ramte den. Istedet fnøs hun selv kort, mens hun langsomt bakkede tilbage mod indgangen, fra da den første zombie var kommer op af graven, og resten var allerede godt i dens fodspor og næsten frie af den muldne jord.
Hun havde aldrig selv haft den fornemmelse da hun var død. Hun havde aldrig overnattet i sin egen grav, og kendte derfor ikke til skikkene, eller reglerne som foregik omkring de døde her på stedet, men hun tvivlede på at den grumme gnæggen var et godt tegn. Alt ialt virkede de alt for interesserede i at slå kløerne i andre levende væsner, men det kunne også have noget at gøre med, at hun nok havde set lidt for mange film i sine yngre dage.
Et lettere opgivende suk kom over hendes læber, da hun ikke var andet end tre meter fra den knirkende låge og derfor også Cricker, som hun havde haft den uheldige fornøjelse af at møde en enkelt gang før.. En dæmon, og først da hun næsten mærkede en udånding mod hendes nakke, stoppede hun stift op, stadig med ryggen til ham, for ikke at fjerne blikket fra de humpende zombier, der stadig nærmede sig. "Hvem der?" Spurgte hun lettere køligt, i et let hviskende tonefald, mens hun langsomt satte tænderne i underlæben for at bringe sig selv den kontrol som var nødvendig for at holde fokus. Hun havde stadig for vane at miste det i tide og utide, selvom det under alle omstændigheder var blevet forvandlet til det bedre med tiden.

Cricker så at der kom en hen imod ham. Da personen kom tæt nok på kunne han godt se hvem det var. Angelie, en han havde mødt før, men der var noget anderledes ved hende.. Hun var ikke død mere? Kunne det virkelig passe. Cricker kunne ikke tro det, men han fik hurtigt øje på de zombier der var længere fremme.
Da hun stødte ind i ham lagde han an hånd på hendes skulder. "En du ikke er så vild med" Sagde han og gik om foran hende og gav hende et smil, før han vendte sig om og skød sine tjørne pigge afsted efter zombierne, han ramte 2, den ene var kommet op og den anden var halvvejs oppe. Han kiggede derover og vidste der ville komme flere. Han sukkede opgivende imens at han stod foran Angelie, stadig med ryggen til hende.

Hun reagerede instinktivt da hun stødte ind i vedkommende, men gjorde dog intet yderligere. Kampgenet sad stadig i hendes indre, men lysten til at kæmpe uden grund var efterhånden ved at forsvinde ud af hende, efter alt hun havde rodet sig ud i, fandt hun det ikke længere.. Interessant. Ligesom alt andet var det blevet ensformigt, og det var aldrig sjovt at stå med det alene, hvilket hun trods alt gjorde ligemeget hvad.
Hun mærkede en hånd mod hendes skulder, og et kort vrid med skulderen resulterede i at hun fik fjernet sig selv væk fra hans hånd, inden hun hørte stemmen. Den virkede velkendt, men på nuværende tidspunkt kunne hun ikke placere den på ejermanden. Kort tænkte hun over hvem den kunne tilhøre, men det var først da Cricker bevægede sig forbi hende, og praktisk talt stillede sig beskyttende op foran, at det gik op for hende at dette.. Denne person var mandslingen fra skoven, som havde angrebet hende.. Uden grund endda. Hun følte en lyst til at råbe højt af ham, at hun ikke havde brug for hans forbandede hjælp, men gjorde det ikke da fornuften fortalte hende, at det havde hun faktisk.
Men foran skulle han i hvert fald ikke stå! Uden at svare stillede hun sig op ved siden af ham, og rakte en hånd frem mod en anden død, som netop nu var kommet fri af graven. Hun vækkede sin magi i hendes indre, og koncentrerede blodomløbet omkring hænderne, for at tvinge blodet fra andre dele af hende krop mod den højre hånd, som var rakt stift frem mod zombien. Ud fra neglene.. Eller den bløde hud under den, kom lange sortrøde blodbånd frem, og slyngede sig omkring zombien, som stærke bånd, inden hun med et bittert smil, knyttede hånden til en næve i en voldsom bevægelse, hvilket resulterede i at det hårde ryk i båndene, strammede grebet om zombien så voldsomt, at denne blev kvast sammen under det voldsomme tryk, og da båndene slap, for at glide tilbage i hendes fingre igen, faldt den døde skikkelse til jorden, for derefter at gå i en hurtig forrådnelse. "Hvad laver du her?"

Cricker så hvordan hun slog zombien ihjel og smilede. "Fed evne" Sagde han med et smil, han kiggede på hende da hun snakkede til ham. "Jeg har jagtet nogle vampyrer til den her kirkegård, så jeg ville ind efter dem, de angreb mig for ikke så lang tid siden" Sagde han og kiggede sig omkring for at se om der var flere zombier. Det så ikke sådan ud lige nu, men de kunne jo være overalt. "Hvad med dig selv?" Spurgte han og kiggede på hende igen.
Lige efter han havde spurgt kom der dog en zombie imod dem og Cricker stak sværdet i maven på den og svingede det så den fløj væk, dog uden at ramme Angelie. "Nå.. Ja som jeg sagde, hvad med dig?" Sagde han lidt efter og kiggede på hende igen.

"Javist.. Det har sine fordele at være mig" bemærkede hun kort da han talte omkring hendes evne. Hun havde ikke brugt dem synderlig meget, men dog trænet lidt i ny og næ, for at få ret køl på dem, efter hun havde erhvervet disse nye emner, og de var stadig ikke så kraftfulde som hun kunne ønske. Det tog trods alt en del tid før de ville være på deres højeste.. Måske endda aldrig.
Hun lyttede til hans fortælling om hvorfor han var her på stedet, mens de kolde blå øjne skimtede områder for flere døde. De havde det trods alt med bare at komme i større og større mængder. Smilet krusede dog kort på hendes læber ved tanken om vampyrer. En race hun aldrig havde brudt sig specielt om.. Faktisk huskede hun ikke hvornår hun sidst havde talt til en vampyr af egen fri vilje. Det var.. Aldrig sket. Altid var det endt galt, og af samme grunde kunne hun ikke fordrage dem. "Beklager.. Jeg har ikke set nogen" svarede hun med en stemme som lyste af ironi. Faktisk ville det fryde hende at se med fra sidelinjen, mens vampyrerne forhåbentlig kunne nedslagte ham.
Det var ingen hemmelighed at hun ikke brød sig om Cricker.. Langtfra var vel mere den rigtige måde at sige det på. Hun så nu hvordan han spiddede en død, og kastede denne væk, og hendes blik fulgte den automatisk, inden hun kort vendte blikket mod ham. "Jeg ser ingen grund til at fortælle dig hvorfor jeg er her" svarede hun kort, og bed let af ham, eftersom hendes private ærinder kun vedkom hende. Efter at have sagt de ord, vendte hun igen blikket mod en zombie, som havde fået sneget sig lidt for tæt på hende.
Hurtigt trak hun en kniv, som ejede et blad på omkring femten cm, inden hun borede den igennem den dødes maveregion, for derefter at se spidsen komme ud på den anden side, mens hånden også var forsvundet ind i denne. Irriteret trak hun hånd og kniv tilbage, hvorefter hun ganske enkelt skilte hovedet fra kroppen, for at se denne zombie falde til jorden også.
Med en brummende stemme, tog hun kniven i den anden hånd, og rystede kort den som havde befundet sig i zombiens mavedel, for at få rystet det ulækre døde hud af sig.

Cricker rystede stille på hovedet. Det var tydeligt at hun stadig ikke brød sig om ham efter sidst de havde mødtes. "Nej, det er vel så også i orden." Sagde han.
Der blev meget stille, man kunne høre nogle zombier på kirkegården, det var som om at lyden kom overalt fra, men der var jo også gravstene overalt. Vinden kunne høres i træerne. Efter lidt tid kiggede Cricker på Angelie. "Om du kan lide mig eller ej, så kommer du med hvis du vil, jeg kunne godt bruge lidt hjælp, hvis det skulle vise sig at de er blevet stærkere, men jeg overlevede da sidst de angreb" Sagde han og sukkede lavt. Det var ikke mere end, et par timer siden at de tre havde angrebet ham.
Cricker kiggede på gravstenene, han læste dem ikke. Det var nu mere for at sikre sig at der ikke kom nogle zombier op derfra, i de svage hviskende lyde kunne man høre der nogen gange blev nævnt ordet hjerne. Det var vel fordi at zombierne ville spise deres hjerne, Cricker stod bare og kiggede. "Der er vel ingen grund til bare at blive stående her" Sagde han lidt efter og begyndte langsomt at gå længere ind på kirkegården.

Det havde han så sandelig helt ret i. Det var iorden, og ingen skulle prøve at overbevise hende om noget andet, om det så var muligt eller ej. Angelie var stædig af natur, og det ville komme frem i hende, hvis man prøvede at presse hende ud i situationer, hvor hun ganske enkelt ikke var enig.. Andre gange var hun bare modstridende for at skabe noget modstand, eller fordi vedkommende aldrig skulle få lov til at få ret overfor hende, om denne så havde sandheden på sin side eller ej.
Ligesom han bemærkede hun også at stilheden langsomt lagde sig over stedet. Det var nemt nok at angribe en, men ligefrem to på en gang var måske i overkanten, og hun kunne ikke lade være med at fnyse irriteret over den tanke. En anden tanke bevægede sig over langsomt over hendes sind, og hun vidste at den stammede fra hans ord. Stædigheden vældede automatisk over hende igen, da han sagde hun kunne følge med. Egentlig orkede hun ikke at skulle jagte vampyrer.. De var klogere og mere overlegne end zombier, som man jo kunne lege med som træning. En vampyr ville altid være en værdig modstander, men fordi ordene kom fra ham, bevægede hun sig ikke. Hun nægtede at gå i hælene på ham som en anden skødehund, der lystrede sin herres mindste vink.
"Jeg har ikke tænkt mig at indlede mig i kamp med et væsen der ikke har angrebet mig først" svarede hun køligt, og sendte ham et let svidende blik, hvorefter hun løftede hånden mod ham, og vendte den med håndfladen nedad, for derefter at vifte med fingrene i en 'tøf nu bare afsted' bevægelse.
Selv kiggede hun kort over mod selve kirken. Et sted hun tit havde tilbragt mange timer.. Måske var det på tide at lægge et besøg forbi stedet endnu engang. Hun havde trods alt ikke været der siden den dag hun var med til at ødelægge et bryllup.
Ved den tanke mærkede hun igen båndet som var blevet skabt imellem hende og hendes morder.. Damia. Angelies sjæl rørte på sig, og fortalte at Damia var i den modsatte retning, og Angelie måtte undertrykke lysten til at bevæge sig mod Terre. Det ville rode hende ud i problemer at dukke op der.
"Hvem sagde jeg havde tænkt mig at blive her" bemærkede hun lettere køligt til hans sidste kommentar, inden hun sendte ham et kort irriteret, men stadig sigende, blik for derefter at sætte sig i bevægelse lidt til højre, og med retning mod kirkens hovedport. Hvis rygterne var sande, var det vel ikke muligt for vampyrer at betræde et indviget hjem, og da slet ikke et hjem til Gud.

Han rystede opgivende på hovedet og kiggede over imod kirken. Han hørte dog stadig efter hvad hun sagde til ham. "Det var der ingen der gjorde, jeg sagde også at du kunne komme med hvis du havde lyst" Sagde Cricker til hende og kiggede sig omkring efter zombier, men der var fri bane... Så det i hvert fald ud til. Zombier var dumme, men hvis de adlød vampyrer så kunne de sagtens blive farlige.. Selvom at Cricker ikke rigtig troede på at de vampyrer han jagtede havde nogen magt over dem. Han kiggede op på kirken og sukkede let. Det var ikke engang sikkert at de var gået derind, men det var jo et forsøg værd at kigge derind så han begyndte langsomt at gå fremad.
Lige på dette tidspunkt var han lidt ligeglad med om Angelie fulgte med eller ej, da Cricker ikke rigtig kunne tage den måde hun var på. Han kiggede sig dog hurtigt tilbage for at se om hun var med, da det ville være rart nok at være sikker på om man skulle beskytte sin egen ryg, eller om hun var der til at beskytte ham. Han kunne stadig høre stemmerne... Eller lydende, eftersom at zombier nok ikke snakker særlig meget.
Pludselig stoppede Cricker op og kiggede sig omkring. Lydende var pludselig stoppet så Cricker var sikker på at der var noget galt. Eller også havde vampyrerne selv slået de zombier ihjel der nu allerede var kommet op.

Hun tog sig ikke af om han fulgte med eller ej. Hun gad ikke diskutere eller skændes med ham den nat. Hun var træt, udkørt og pisse irriteret over alle de forandringer, som var sket på så kort tid. Hun bemærkede dog at han hurtigt fik overhalet hende på vej mod kirken, og en kort barnlig lyst steg op i hende, til at løbe om kap med denne dæmon, som hun ikke brød sig om, men heller ikke hadede ligeså voldsomt som så mange andre.
Et suk kom over hendes læber, mens hun skærpede synet, for ikke at blive overrasket af en zombie på vejen, selvom det næsten virkede som om de havde trukket sig tilbage i frygt. Det havde hun nok også valgt at gøre hvis hun havde været dem. Imens vidste hun, at hun nu var tæt på kirken.. Meget tæt, og automatisk rakte hun ud efter håndtaget, for at skubbe det ned. Det resulterede i at hun fandt ud af døren var låst.
Irriteret satte hun sig på hug foran døren, og fandt en almindelig lirke frem, for derefter at putte den i nøglehullet. Med lidt vippen og rykken, fik hun låsen til at sige et enkelt klik, og døren gled langsomt op af sig selv. "Jeg sagde ikke at nogen havde sagt det.. Jeg pointerede at jeg ikke blev stående derude" svarede hun langsomt tilbage i et rent monotomt tonefald, inden hun rejste sig op i den opretstående stilling, og sendte ham et kort irriteret blik. "Men jeg hverken gider eller har overskud til at jagte vampyrer" tilføjede hun, nok nærmere for at sige det højt for sig selv, end for at gøre ham opmærksom på det.

Cricker kiggede på hende. "Imponerende" Sagde han og kiggede på døren. Han lyttede til hvad hun sagde. "Nej jeg ved hvad du mener, det er heller ikke det jeg har allermest lyst til i aften, men jeg vil bare godt have fat på dem her" Sagde Cricker og kiggede ind i kirken hvorefter han stille gik ind og gemte sig bag en søjle. Mon de havde set dem? Det regnede han ikke med, fordi så ville de nok have angrebet.
Cricker kunne godt høre at Angelie nok ikke brød sig om ham, det kunne han måske også nok forstå, men lige nu kunne han ikke tage sig af det eftersom at de var tæt på. Han kiggede på sit sværd. Man kunne godt se at han var lidt bekymret for hvordan det skulle gå. Han kunne måske ikke tage dem alene nu hvor at de var inde i kirken, eftersom at der ikke var fri adgang til jorden på grund af gulvet. Han kiggede ned og sukkede hvorefter han kiggede over på Angelie. Han vidste ikke om hun ville med, men det var op til hende. Han havde roddet sig ud i det, så han skulle nok rodde sig selv ud af det igen.

Hun blinkede diskret med øjnene da han sagde det enkle rosende ord. Hun fik vel heller ikke andet ud af det, men trak dog kort på skuldrene som svar, inden hun blev stående fuld synlig i døråbningen, da Cricker åbenbart valgte.. At gemme sig? Hvad fanden havde han gang i? Han ville sgu da selv det her, og så søgte tumpen i skjul. Var han bange for at komme ud med et blåt øje? Uh ja. Det skulle jo ikke ende med at hans kønne ansigt blev ødelagt.
Med et dybt og opgivende fnys sendte hun ham et skulende blik, som hun passerede ham, stadig for at fortsætte direkte ind i kirken, uden at gemme sig eller lave andre åndsvage ting ligesom ham.
Hendes blå øjne søgte igennem de mørke skygger, som kastede sig langs væggende og bænkene. Tydeligt kunne det dog ses at kirken ikke havde været i brug længe. Nu havde de jo også domkirken inde i Terre, så hvorfor bruge denne? I første omgang opdagede hun dog ikke en eneste vampyr i omgivelserne.

Cricker slog sig selv på panden med en flad hånd. Havde hun mon aldrig hørt om at snige sig ind? Han rystede på hovedet og gik hen til hende, dog uden at sige noget og kiggede sig omkring.
Kirken her var det perfekte sted for en vampyr eftersom at den lå så langt væk fra byen, det ville jo være et godt sted at gemme sig og mødes uden at blive opdaget.
Cricker regnede heller ikke med at der var vampyrer herinde, men det var for tidligt at slappe af, da han blev overfaldet bagfra og fløj ind i alteret forrest i kirken. Han rystede på hovedet. "For.. Satan" Han kiggede på vampyren der farede imod ham, men hoppede til siden for derefter at skyde nogle tjørnepigge efter vampyren. Han snittede den på armen, men det gjorde den kun vredere.

Nej.. Om hun nogensinde ville synke så lavt at være nødt til at snige sig ind på andre. Følge efter ja. Men aldrig snige sig ind på sit offer. Hvis man ikke kunne tage folk i en fair kamp, så burde man slet ikke kæmpe mod dem.
Hun mærkede hans tilstedeværelse ved hendes side, men da Cricker blev kastet frem, kiggede hun sig overrasket over skulderen. Så de havde altså været her? Underligt.. Kirken var hellig, men alt var trods alt ikke som i bøgerne. En refleks resulterede i at hun sendte et spark ind i maven på denne vampyr, men uheldigvis var det også tydeligt, at denne var noget andet end en zombie.
Irriteret så hun hvordan hans pigge snittede væsnet, og rakte endnu engang hånden frem, for derefter at forstærke blodomløbet i fingerspidserne ved hjælp af magien. De sortrøde bånd skød endnu engang frem, og lagde sig omkring væsnet. Grundet hendes korte tid med evnen, ville det ikke kunne holde vampyren længe, men måske længe nok til at Cricker kunne få dræbt den med sin egen evne. Hun havde i hvert fald ikke andre ideer på nuværende tidspunkt, og let gispende kiggede hun efter ham. "Hvad fanden venter du på?" skreg hun surt, da han havde travlt med ikke at dræbe denne, og hun mærkede hvordan grebet omkring vampyren langsomt gled væk fra hende, og hvis han ikke reagerede nu ville den slippe løs igen.

Cricker kiggede på vampyren da hun holdte den. Han rystede på hovedet da Angelie skreg af ham. Han løb hen og huggede hovedet af vampyren og kiggede bare på den da den faldt slap om. Han kiggede derefter på Angelie og trak på skulderen. "Hmm, de er i en kirke?" Sagde han. "Men den er jo selvfølgelig også forladt og allerede forbandet på grund af de zombier" Sagde han og kiggede sig omkring for at være sikker på at der ikke var flere derinde. Han satte sit sværd tilbage på ryggen og kiggede på Angelie. "Tak for hjælpen" Sagde han, men han vidste godt at der var mere end den ene vampyr her på kirkegården. Han havde jagtet 3 af dem hertil og nu var der 2 tilbage. Han gik lidt rundt og kiggede sig omkring. Gad vide hvorfor at kirken blev efterladt til at starte med, det var noget Cricker tænkte på, men ikke længe. Han gik hen til alteret igen og kiggede, men ikke længe. Det var på tide at komme videre.

Diskret himlede hun let med øjnene, da han endelig fik taget sig sammen til at reagere. Måske var hun også bare utålmodig, men det kunne jo ligeså godt blive overstået, og det var altid nemmere når man var flere imod en. I hvert fald når det gjaldt blosugere.
Hendes bånd trak sig endnu engang tilbage til fingrene, og efterlod intet tegn, mens hendes kølige blik gled rundt i kirkens skygger. Kort trak hun dog på skuldrene da hun intet så, inden Angelie bevægede sig hen på den forreste bænk og satte sig til rette på denne ved at ligge det ene ben over det andet. Hendes blik fandt nu hen mod Cricker, som åbenbart talte. "Jajaja.. Det er ikke altid som i historierne" mumlede hun ligegyldigt. Det vidste hun alt om. Alle de gange folk havde prikket til hende, da hun havde været et spøgelse, bare for at se om det var rigtigt. Nogle havde givet dem den idé at spøgelser åbenbart altid var gennemsigtige, hvilket var en lodret løgn.
Hun strakte langsomt armene over hovedet, inden hun lod sig falde tilbage mod ryglænet. "Jeg går i hvert fald ikke ud og leder.. De skal nok komme.. På et tidspunkt" erklærede hun lavmælt til ham, så han var indforstået med at hun altså ikke havde tænkt sig at forlade kirken på nuværende tidspunkt. Langsomt lukkede hun øjnene, og nød den stilhed der befandt sig i kirken, mens hun tog nogle dybe indåndinger. "Hvad var det nu du hed?" spurgte hun til sidst, eftersom hun ikke kunne placere hans navn i hovedet.

Cricker kiggede på hende og nikkede. "Det gør de sikkert nok" Sagde han og satte sig ned på en bænk. "Cricker" Sagde han og kiggede på hende, men derefter kiggede han sig omkring. Der var ekko inde i kirken og hvis der var nogen andre vampyrer herinde så havde de jo nok hørt dem. Han tog en dyb indånding og lænede sig tilbage i bænken og kiggede på Angelie igen. Han kunne godt huske hvad hun hed, men han ville ikke sige det eftersom at han vidste hvor ligeglad hun var med alting, så han undlod egentlig bare at sige noget. Han kiggede op på alteret igen og så ud til at tænke lidt, men ikke særlig længe. Han kiggede over imod døren. Sjovt nok var der ikke kommet nogen zombier ind til dem, efter al den larm som de havde lavet skulle man da tro at der var nogen som havde hørt dem. Han tænkte ikke yderligere over det, men kiggede stadig over mod døren.

Hun bemærkede navnet, og bed lidt på det med en eftertænksom mine. Var det det? Hun ville have gættet på Christian eller sådan noget, dog med den sejr at begge startede med det samme bogstav. Hun vidste ikke helt.. Der skulle vel nok komme noget som forhindrede dem i at slippe væk, og alligevel.. Hun havde ikke spist i flere timer, og det kunne også mærkes. Langsomt lod hun dog øjnene glide op igen, inden hun lod blikket hvile på ham, da han satte sig ned. Undrende lod hun en hånd glide igennem det rødlige hår, inden et kort suk gav genlyd fra hende.
"Hvorfor var det du var på kirkegården?" Spurgte hun langsomt, da hun havde glemt han havde fortalt det. Jo.. Angelie var blevet ramt af noget hukommelsesnoget. Hun huskede ikke alt, og andre ting glemte hun ret hurtigt, som denne detalje.

Cricker kiggede på hende da hun sukkede. "Jeg jagtede de vampyrer, fordi at de angreb mig inde i skoven. Jeg jagtede dem hertil" Sagde han og kiggede sig omkring igen, men kun hurtigt. Hans blik stoppede og kiggede på vinduet. Der var ikke nogen at se udenfor, så han kiggede over på Angelie igen. "Men, hvad med dig?" Spurgte han lidt efter. Han kunne ikke engang huske om han havde spurgt hende, men det var det samme tilfælde med Cricker. Korttids hukommelsen fejlede noget, og det var ikke altid at han lige kunne huske hvad der var blevet sagt eller fortalt. Det var også derfor han ikke var inde i byen så tit. Han glemte altid hvor alting lå henne. Han smilede dog svagt til Angelie, men vidste ikke hvor meget hun hadede ham fra sidste gang.

Diskret begyndte hun at gnide sine tindinger, mens hun trippede lidt med foden, som rørte jorden. Imens lyttede hun til hans ord. Han havde garanteret irriteret dem eller sådan noget. Det skulle i hvert fald ikke undre hende, da hun tydeligt huskede at han havde tirret hende udover hendes personlige grænse en gang før. Imens overvejede hun hvad hun selv skulle svare. Han havde da spurgt hende om det en gang før, så hvorfor spurgte han igen?
Undrende sendte hun ham et let skulende blik. "Du hørte måske ikke efter da jeg sagde det sidst" bemærkede hun i et let køligt tonefald, og hævede automatisk det ene øjenbryn inden hun til sidst lod hovedet falde en smule på skrå. Hun ventede dog heller ikke på at han svarede, da hun rejste sig op og begyndte at gå rastløs frem og tilbage over kirkegulvet.. Fra den ene side til den anden. Hun havde aldrig forstået det med kirker.. Hvad fanden skulle de gøre godt for.
Hun stoppede dog op og kiggede langsomt hen mod ham. "Nå.. Hvis der ikke var så meget andet du havde brug for så.." hun lavede et sigende blik mod døren, som for at vise at hun nok ville smutte, eftersom hun ikke havde tænkt sig at dele hans selskab længere end højest nødvendigt. Hun huskede alt for godt hendes sidste møde med den klump. "Jeg kan jo ikke redde skønjomfruen hver gang"

Cricker hævede et øjenbryn. Måske var det godt nok at hun gik, så blev han da fri for at hun blev ved med at opføre sig som hun gjorde. Han rystede bare på hovedet og gik forbi hende. Men han gik ikke hen imod udgangen, han gik længere ind på kirkegården for at finde ud af hvor de vampyrer var henne. Han ville ikke lade dem slippe væk. Han kiggede sig omkring for at være sikker på at der ikke kom et eller andet bagfra for at slå ham ihjel.. Eller i hvert fald prøve på det. Lydende var dog kommet igen. Det var som om at de vidste at de havde slået den ene vampyr ihjel. Han trak sit sværd endnu engang, og tjørne pigge voksede ud langs armen, og rygsøjlen. Nu blev de i hvert fald spiddet hvis de prøvede at angribe bagfra. Denne gang kiggede Cricker dog ikke bagud, for nu var han lidt ligeglad med om hun fulgte med eller ej.

Igen sagde han ingenting. Hvorfor kunne folk ikke bare tale, for det var sgu da ikke fordi hun havde gjort ham mundlam. Hun rystede irriteret på hovedet af ham, og satte sig i bevægelse mod udgangen, inden hun blev tvunget til at stoppe op ved den sære lyd, som der også havde været inden den anden vampyr var kommet frem. Selvfølgelig.. Nu kunne idioterne godt dukke op. Med et irriteret suk, vendte hun halvt rundt, og fortsatte selv længere ind i kirken, efter ham, mod lyden. Hun sørgede dog for at holde sig bag ham, med en god afstand, og koncentrerede sig ikke det mindste om at være stille. Hvorfor? Det ville bare bytte rollerne om på jægeren og byttet, hvilket hun ikke ligefrem var intereseret i.
Igen rystede hun let på hovedet, og passerede ind i anden sektion af kirken, hvor den anden vampyr nok havde valgt at gemme sig. Hun vidste ikke, faktisk kiggede hun slet ikke efter denne. Istedet bevægede hun sig lidt ud mod højre, så hun kom lidt længere væk fra Crick, hvorefter hun stoppede op og kiggede tomt ud i luften, mens hun .. lyttede.

Cricker kiggede på hende. "Jeg går udenfor og længere ind på kirkegården" Sagde han så og gik hen imod udgangen. Han kiggede stadig omkring. Han var mest fokuseret på loftet, eftersom der var mørkest deroppe, så der kunne de jo sagtens gemme sig, og han regnede med at så snart de stemmer.. Eller lyde var kommet igen, så måtte det betyde at der var en af de andre i nærheden. Så de havde ikke kæmpet imod zombierne selv? Eller havde de? Det der var mest skræmmende ved zombier var at der for det meste næsten altid kom flere lige så snart man havde slået de første ihjel.
Cricker gik udenfor og kiggede sig omkring. Der var ikke noget at se, så han gik ud fra at der var fri bane til at fortsætte. Han kiggede op og så at der var ved at være klar himmel. Månen kunne i hvert fald ses, og det gav et mærkeligt lys på kirkegården. Måske var det på grund af månen position at de døde kom til live? Cricker sukkede og gik stille fremad og længere ind på kirkegården.

Hun viftede ligegyldigt med hånden over hans kommentar. "Det gør du bare.. Så" Hun stoppede sine ord, og vendte blikket mod en af de nærmeste salmebøger, som lå henslængt på bænken. Hun tog den ligegyldigt op i hænderne, og bladrede lidt igennem siderne, uden at bide specielt mærke i om han var gået eller ej. "..Bliver jeg her og hygger mig" afsluttede hun sin sætning for sig selv, inden et lettere sadistisk smil bredte sig over hendes læber. En skam der ikke rendte en uskyldig menneskepige rundt på nuværende tidspunkt.. Det ville have været.. Perfekt.
Hun rejste sig langsomt fra bænken, inden hun stødt smækkede salmebogen mod sin håndflade, for derefter at rykke den ene side, efter den anden ud af den, og lade dem dale til jorden, mens hun vandrede op foran alteret, hvor man så den hængte Jesus. "Jeg har være i helved.. Han findes" sagde hun langsomt til korset, og hævede let det ene bryn. "Men du.. Jeg tvivler virkelig på din eksistens" vrissede hun kort, og fortsatte med at rive siderne ud af bogen.