A Hunt for food.(zero/Zhadalina)

Tid: 23:30
Sted: skoven.
Vejr: støv regn, over skyet.
Omgivelser: kommer i teksten som rød skrift,
----------------------------------------------------------
Påklædning: sorte læbe sko.
Tæt siddende sorte cowboy bukser.
Sort lang armet hættetrøje med mørk lilla stof inde i hætten.
Lang sort jakke, med en masse hjemmelavet lommer.
------------------------------------------------------------------------------------

Vejret så ud til at blive slemt denne nat, men hun havde besluttet sig for hun ville fylde sine flasker op.

Hun havde tømt sin jakke for alt, hun havde seks flasker og sin kniv der i, tanken om at finde et menneske kom ikke over hende som altid. Hvilket dyr skulle hun gå efter denne gang, hjorte havde hun fået tit og var også et af de nemmere dyr at gå efter, men hun ville vente til hun endelig fandt et dyr.

Hun kom ud til skoven og gik derind, tankerne om andre der fuldte hende var der ikke, hun forventede altid det bedste fra folk, hvem ville følge efter hende.

Hun friste da hun kom frem til en lille åbning i skoven.der var fire træer i kanten af lysningen. Tre af dem stod tæt på hinanden, i kanten med en busk lige under. Busken var stor nok til at man sagtens kunne gemme sig der i.
Den anden side af lysningen stod der et træ, under det var der et par buske med bær i, hvilken form for bær vidste hun ikke.
Resten af lysningen var åben med nogen døde blomster og højtgræs

Hun gik over til busken med bær for at se om de blev spist af dyr, der manglede en del af dem, dog kunne hun ikke finde ud af hvilket dyr det var.

Men det var den bedste plan hun kunne finde, hun hoppede op i træet.
Fjernede lydende fra sig selv, hun var stadig nem at se, men hun kunne ikke høres, hun gemte sig så godt hun kunne, og ventede.

Ind i lysningen kom en ung mand gående. I sit fine helt sorte jakkesæt. Men med jakken over skulderen og ærmerne smurt op. Et øjeblik stoppede han. Stilheden bevægede sig. 2 kaniner kom hoppende hen imod busken med bær. Zero smilede roligt. *Mad* Tænkte han. Med en voldsom bevægelse skød der 2 lange lige flammende snore frem som greb fat om kaninernes hoveder. Og med en blid bevægelse og 2 små knæk knækkede han nakkerne på dem begge 2. Derefter forsvandt flammesnorende og roligt gik han hen imod dem for at tage dem med så han kunne lave et bål og spise dem. Kaniner var altid lækre at spise. Og han var sulten eftersom han havde været til aftendruk natdruk morgendruk eftermiddagsdruk og en aftendruk igen ved 5 forskellige steder og ingen søvn samt intet at spise.

Hun sad der lidt tid før hun hørte en lyd foran sig, hendes blik gik op mod den lyden kom fra. hun fik et håbefuldt blik, lød som et større dyr. Ud fra skoven kom en mand der lignede der var så gamle som hun så ud til at være.

Han virkede ikke til at ligge mærke til hende overhovedet, var hun glad for, kunne være han gik før han fik dyrende til at blive væk, en duft, en nej to velkendte dufte, KANINER! hun så dem under sig, hendes hun tænkte på at hoppe ned og tage dem, men manden kom før hende, hun kikkede overrasket på ham da han dræbte dem.

han gik tættere på de to afdøde kaniner, hun tog en voldsom beslutning, men hun overvejede ikke hvor slemt det kunne gå før hun hoppede ned.

Hun hoppede ned bagved kaninerne, satte sig ned på hug og førte øjne op på ham. Hendes ene hånd var lige over den ene kanin, men hun stoppede med sin hånd lige over den, hvis han kunne gøre det ved en kanin, kunne han også gøre en del skade på hende.

Hun rettede sig op og nejede for ham.
"Godaften den herre" Sagde hun så venligt, hun førte sit blik over på ham. hun vidste ingen føles i blikket.
Hun søgte hans øjne med sit eget.

Han smilede roligt da han rask gik hen imod kaninerne. Da nogle hoppede ned foran dem. Blikket var borende men ingen følelser kunne ses i Zero's øjne heller. Zero valgte at gå videre hen imod kaninerne. Et svagt buk kom fra ham mens han fastholdte deres blikke. "Jamen godaften frøken." Noget nagede ham. Zero var ellers normalt hurtig til at regne andre ud. Men han kunne ikke beslutte sig for hvad hun var. Vampyr? Dæmon? Djævel?. Øjet var det som fik ham til at satse på dæmon. Men han var stadig ikke sikker. "Ikke for at være uhøflig frøken men jeg kan ikke sætte en finger på hvad du er. Men hvis du var menneske så ville du ikke være så rolig efter det jeg lige har gjort. Hvis du var engel ville du ikke gå efter dyrene som var de mad for dig. Så du må være en dæmon en vampyr eller en djævel." Sagde han roligt med et roligt blik rettet stadig mod hendes ene øje.

Han hilste høfligt mod hende, hvilket fik et smil frem på hendes læber. ikke nok til man kunne se hendes tænder.
Han var ikke den første, der havde givet hende det spørgsmål. Hun kunne give et kort svar, som alle kunne forstå. Men hvor var det sjove i det?
Hun friste før hun åbnede munden. Hun gjorde sig umage til ikke at vise tænder mens hun snakkede.
"Ja den herre, det er et godt spørgsmål, du er en djævel. Den farligste af dem, da du udgiver varme. Det kan skade en som mig meget." Efter hun havde sagt det, blinkede hun med det levende øje.
Hun håbede på at han ville blive forvirret, så hun kunne 'lege' lidt mere med hans tanker.
Hun gik et skidt tilbage og lænede sig op af træet der var lidt bag kaninerne. Blikket beholdt hun på hans øjne, hun ville gerne have noget at læse i dem, men ingen føles. Ingen ting. Øjne var nemme at se sådan noget i, men ikke på denne mand.

Smilet var overraskende venligt. Med et lille snært af grin. Og en tåbelig måde at himle med øjnene. "Du ramte lidt ved siden af. Hvis jeg var djævel ville jeg ikke ha de magter som jeg har. Jeg er dybt skabt dæmon. Der er stor forskel. Jeg har min normale side endnu." Han gik roligt videre hen og tog fat i kaninerne. "Varme kan skade dig. Så er det tydeligt at du ikke kan være dæmon eller djævel. Varme er vores levevis. Der er kun en ting tilbage." Han smilede roligt. "Vampyr." Derefter vendte han sig for at gå hen og trampe på jorden. Hvorefter en blid flamme kom frem. Der roligt brændte græsset til den bare jord i et lille område på en diameter på en halv meter i en fin rund cirkel. Hvorefter han smed kaninerne og gik hen og fandt nogle døde grene og knækkede nogle lidt større grene for at gå hen og lave et bål han kunne stege kaninerne i.

Djævle, dæmon?! Ha hvad er forskællen, de er person lige som alle os andre, tænkte hun til sig selv. Han tog sit bytte, uden at kaste et blik på hende over hovedet. Hvilket kunne betyde at han ikke så hende som et trussel, Hvilket var en god ting.
Hun gik et skidt tilbage da han samlede hans bytte op, for at han ikke skulle skifte mening. På måden han snakkede om kunne han være led, men hun var ikke sikker, og det havde ikke en betydning.
"Har ofte "læst" om Is dæmoner, og ud fra det jeg har "læst" Kan de ikke lig varme. Og den kan komme slemt til skade med det.
Nogen endda Dø af åben ild. Eller, sådan noget som du har lavet til at dræbe små dyr" Sagde hun roligt med beholdt til alvorlige klang i sin stemme.

Han forlod lysningen meget kort. Som han gik ud mod skoven, gik hun ud i midten af lysning. Kastede øjne rundt, og før hun vidste af det kunne hun høre han var på vej tilbage igen. Hun vendte på hælen og søgte hans øjne. "Mit navn er Zhadalina, Kan man være så uhøflig og spørges om deres?" Sagde hun roligt. hendes hænder var bag hendes ryg mens hun snakkede.

De små rolige skridt kunne høres da han ofte trådte på visne blade og døde grene. Små knæk kunne høres. Han stoppede op da han så hun stod lige nær hans kaniner. Roligt drejede han blikket. "Isdæmoner er altid køgelige om hovedet de hopper ikke ned og ser truende ud når de er ved et bytte de tager det stille og rolige. De tror de er overlegne for os ilddæmoner. Tro mig du kan ikke belære mig i hvordan dæmoner opføre sig. Og du er ikke en dæmon." Han gik forbi hende. Og lagde brændet ved det brændte område så han kunne lave sit bål. "Du kan være uhøflig at spørge du kan være høflig at spørge men lige meget hvad du gør får du det ikke. Jeg giver ikke mit navn ud til hvem som helst." Sagde han og begyndte at sætte grene op til et stegegreb. Så han kunne tilberede dem over ilden. Hvorefter han vendte sig rundt. "Kald mig bare dæmon det er meget nemt og ikke unormalt for mig. Ingen har kaldt mig ved mit normale navn i flere år." Sagde han roligt med et roligt blik rettet mod hende før han med et lille knips satte ild i bålet så det blussede op med fuld hammer så at alt brændet kunne varmes op så det ikke gik ud.

Hun friste over hans svar til hendes sjov med Isdæmonen. hun bad til han også vidste det var for sjov.
"Men Ja, det er sandt. Jeg er Vampyr og ikke dæmon." Sagde hun med en munter stemme.
Hun stillede sig lidt foran ham, med bålet mellem ham og sig selv, hun havde langt fra tænkt det igennem da hun forventede at han ville bruge en lighter. Da han knipsende med fingerne og flammen kom frem. Kastede hun hurtigt hænderne op foran sine øjne. samme tid hvæsede hun af det.

Hvordan kunne hun have forventet af han ville bruge en lighter! han havde kastet med ild før! Forbandet! hun havde mørk lagt briller i jakken! Hvorfor havde hun dem ikke på! Forbandet! Hun måtte ikke vise hun var blind! Hun kendte ham ikke! Og han lød ikke venlig! Det skal ikke vises. Da det ikke var første gang det var sket for hende, vidste hun godt det ville gå væk.

"Et ord først næste gange! Ville ikke skade!" Sagde hun med alvor i stemmen. "Jeg har næsten lige sat Ild er dårligt for mig!" Hun tog hænderne væk fra sine øjne og gik et skidt tilbage, det skete langsomt, hun kunne i det mindste mærke varmen. Så hun førte sine øjne i det retning varmen kom fra, og bad til han ikke lå mærke til hun ikke anede hvad hun endelig kikkede på.

Han grinte svagt. En lille snor af ild kom fra hans finger. Han svang den og et smæld kom lige ved siden af hendes øre fra pisken ramme lydmuren. Derefter svang han den anden pisk der var kommet frem fra den anden arm. Den svang rundt om hendes ben. Han hev i den så hun ville falde. Derefter lavede han en kniv af et underligt slags metal. Ildrødt. Og brændende varmt. Derefter hoppede han hen mod hende og hvis det havde lykkes for ham at vælte hende ville han gribe fat i hendes pandehår og holde hende nede på ryggen og lande kniven ved hendes hals. "Taler du hårdt til mig igen sker der værre ting end at du vælter." Sagde han hårdt.

Hun mærkede varmen fra bålet, samt en varme der kom tættere på hende. Det var nok bare ildens varme der kom ud i luften og derfor kom nærmere hende, alligevel var der noget ved måden varmen kom tættere på hende der ikke passede til den forklaring.

Men hun reagerede ikke før varmen lagde sig op af hende fod, først der regnede hun ud at noget var galt. Som der var en der træk i hende fod regnede ud at der var noget der var glat. Hvis bare det var hun havde sit syn, hvilket ikke var blevet meget bedre. Synet var dog ikke noget der var behov for, hendes øre gjorde det for hende. Han træk sig hurtigt tæt på hende, efter hun var faldet bagover. Endda i et hurtigt tempo kom han tættere og tættere på hende, hun var næsten lige ramt jorden som han træk sig hen over hende. Der var ikke mange ting man ville ligge sådan mod en anden persons hals, det måtte være en kniv alt andet ville være dumt. En trussel forlod hans læber den samme tid som kniven ramte hendes hals.

Et lille smil kom frem på hendes læber som kniven ramte hendes hals. Et lille fnis forlod hendes mund før hun åbnede den lidt mere.
”Hvis de skal true mig med en kniv, så skær lidt ind så man kan mærke de mener det?” Lød den halv grinende fra hende. Hun vidste udmærket godt hvad der ville ske hvis han skar lidt ind i hende, men det farlige ved dette ramte hende ikke. Ville hun have ham af havde hende var det nok sket. Hun hævede sin ene hånd og førte den mod hans bryst. Knyttede alt bortset fra pege og lange fingeren og prikkede til han bryst med den.
”Hop af.” Lød det med den venlige stemme igen.

Et grin kom fra de sindssyge læber. "Denne kniv er lavet af ild som jeg har hærdet. Det er varmt nok til at smelte lava sten. Så hvorfor skulle jeg skære i dig jeg skal bare presse selve metalet mod dig så bliver du brændt. Og eftersom du er vampyr vil det bare gøre mere ondt på dig." Sagde han hårdt og lod kniven glide væk fra hendes hals og med en hurtig refleks lade spidsen af klingen snitte hendes finger så hun ville mærke hvad han mente. "Det mig der har kontrollen lige nu så du skal ikke bede mig om at hoppe af." Sagde han med et ondt og ret ubehageligt smil. Men det morede ham faktisk det her. Det der undrede ham var at hun ikke så på ham hun så på hans pande. "Se dog på mig når jeg taler til dig." Sagde han hårdt.

Hvorfor hoppede han endelig på hende? Den del manglede hun stadig at få svar på, der var mange muligheder åbne i hendes sind til det. Men kniven kunne sagtens blive et problem hvis det han sagde passede, men ikke på grund af det han troede. Det havde intet at gøre med at hun var vampyr at ilden var et problem, at han troede det fik et lille smil frem på hendes læber. Men han bevidste at klingen var af ild, ved at skære i hendes finger. Smerten gav et lille ryg i hånden han skar i, varmt var det, lidt som at sætte hånden på en kogeplade. Man han brugte samme træk hun ofte gjorde, om det var helt på samme måde vidste hun dog ikke i nu.

Kontrol var det, det her handlede om? Fordi han ville have kontrol over hende da de havde mødtes? Ha. Nej, det kunne ikke være rigtigt, var han virkelig så blind? Og det var hende der havde problemer med at vurdere hvad der var hvad! Ehh! Han havde lagt mærke til hun ikke kikkede på ham? Hvad i al verden var det så hendes blik var rettet mod? Forbandet, mon det var derfor han var hoppet på hende? Måtte det være.

”He, Nægte at se på en der er så respektløs og bare hopper på en. Vil de være så venlig og hoppe af mig nu?!” Lød den fra hende, stadig med venlig stemme. Dog med et klan af alvor bag ved det. Som hun sagde det vendte hun hovedet mod venstre, væk fra stemmen fra manden.

Han så lidt vredt på hende. Før han hævede sin hånd. Næven knyttede sig så hårdt at hans knore burde blive hvide. Men de forblev varme og fulde af den kraftige røde farve. Før han slog hånden ned i jorden ved siden af hendes hoved. Så hun kunne mærke suset og den varme der kom da han ramte jorden. Før han slap hende og rejste sig op. Og gik roligt tilbage til sit mål.

Hun lå og ventede spændt på hvad han ville gøre, ud fra hvad hun kunne forstille sig var det meget svært at blive enig med sig selv om hvad der ville ske nu. Enten ville han blive sur, og han virker ustabil så der var svært at sige had han så ville. Han kunne nok sagtens føre sig vold, så det havde hun forberedt sig på. Den eneste anden måde var at han ville tage det som en spørg og grine.

Ingen af de to skete, da varmen fra et eller andet blev kastet ned ved siden af hendes ansigt. Det brændte hele vejen op af hende nok til at hun bed tænderne sammen og knep øjende lidt i, rynkede næsen. Men det havde en effekt hun håbede det ville, han slap hende og gik. Synet havde også fået det en smule bedre, hun kunne ane ting nu noget kun bedre end før, bare et minut eller to mere.

Da hun havde talt fire skridt satte hun sig langsomt op, og lod blikket falde mod lyde af de flere skridt. Et suk forlod hende.
”Må man spørge hvorfor de gjorde det?” Lød det fra hende med den samme stemme. Hun håbede at blikket var rettet mod ham, det blev forsat rettet mod den stikkesle der bevægelse og lavede lyd.