A normal saturday or what?

Omgivelser: Nogle enkelte personer der går og kigger på butikker, eller sidder på Café.
Sted: Terré - Gågaden
Tid: 16:17
Årstid: Sen vinter.
Vejr: Kølig luft, en smule frost, og svag solskin.

Varmen fra dynen var så dejlig, at man næsten ikke kunne tage sig sammen til at forlade den. Inde i Galadriels hoved kunne hun næsten høre dens ynkelige stemme; " Baby don't leave.. it's cold outside". Efter en del minutters kamp imod den dynens lokkende tilbud, fik hun endelig rejst sig fra sengen. Et lidende støn lød fra hende, da hun strakte hendes arme op over hovedet. Et knæk lød da hendes muskler blev strækket. Hendes bare krop tog hurtigt imod kulden der flød i den lille lejlighed. Galadriel besluttede sig derfor for, at tage noget tøj på så det ville kunne varme hende op. Hun trak en trøje ned over hovedet og rettede på den så den sad hvor den skulle. Hun samlede håret i en pjusket knold på baghovedet. Der hang pjuskede totter derfra fordi den blot var samlet i et tyndt elastik. Med langsomme skridt fik hun bevæget sig hen til skabet hvor hun fandt et par strømpebukser. Dem iførte hun sig i, efterfølgende en stram sort nederdel i blødt stof. Det mindede mere om enden af en stropløs trøje end en nederdel; men det fungerede. En lidt vamset trøje ud over den neutrale undertrøje, og lidt mascara på øjenvipperne. Nu så hun også præsentabel ud. Hun ville ud fra lejligheden. Ellers ville hun bare sove resten af dagen væk. Og var det værd at spilde sin lørdag på at sove? Hun trak i hendes kortskaftet, baby lyserøde Converse på. Hun bandt en fin lille sløjfe med snørebåndende. En cowboyjakke og et blødt tørklæde. Så var hun klar til at forlade sit hjem.

Da hun kom uden for døren låste hun den, og smed næst derefter nøglerne ned i hendes brune skuldertaske. Hun gik ned af de mange trapper, og der lød et lettet støn fra hende da der kun var få trin tilbage. Den trappe havde hun aldrig brudt sig om. Den var så upraktisk, at gå på. Den var smal, glat, og så var den utrolig hård at vælte på. Hvilket hun selv kunne skrive under på. Galadriel tog en dyb indånding da hun kom ud i den friske luft. Det var altid en dejlig følelse efter man havde indenfor i et stykke tid. Den knasende lyd fra jorden gav en følelse af selskab. Hun gik med hastige skridt hen over den smalle grus sti der førte ud til den vej hun skulle krydse. Hun boede en smule udenfor byen, så hun skulle gå i cirka. 10 minutter før hun kom til by skiltet. De minutter gik hurtigt. I hvert fald når hun var i sine egne tanker. Inden hun vidste af det var hun på midten af gågaden. Hun vendte opmærksomheden imod de mange vinduer med udstillinger fra butikkerne. Hun stak hænderne i lommerne og gik langsomt ude i siden for at kigge. Hun fik øje på en halskæde. Aldrig havde hun set noget så smukt. Hun stoppede op og kiggede på den.

Et suk undslap hans læber. Den røde hætte fra jakken skyggede for øjnene som han sad oppe på husenes tage. Han kiggede på de mange mennesker, nogen kiggede op på ham og pejede, som om at de aldrig havde set hans slags før, andre kiggede bare og trak på skuldrene. Det var ved at være sen eftermiddag og han skulle nok til at finde et sted at sove, det var ikke ligefrem den bedste årstid at sove ude på. Han rejste sig op, hans røde jakke gik ned til knæene, kanten på jakken var gul og fulgte hele vejen rundt. Selvfølgelig var den da også lynet op så man kunne se den hvide t-shirt han havde inden under. Han kiggede sig omkring, de sorte jogging bukser var lidt store, men hvad gjorde det?

Han landede lige i midten af gågaden og det tiltrak da lidt opmærksomhed. Han kiggede sig omkring med et hævet øjenbryn selvom det ikke rigtig kunne ses på grund af hætten. Caelren rystede på hovedet idet han gav sig til at gå. Han kiggede sig bagud for at se om folk stadig gloede på ham, det gjorde de heldigvis ikke, men idet han kiggede fremad igen kom han til at gå ind i en pige der stod og kiggede ind af en rude, han tumlede selv bagud, dog uden af vælte. "Mmh.. Undskyld, det var min fejl.. Jeg kiggede mig vidst ikke ordentligt for." Han kiggede på hende med et let smil.

En lille guldfarvet kanin med en rose omkring halsen. Den var jo det mest fantastiske syn. I hvert fald for en som hende. En der havde sådan en tilknytning til dette dyr. En som var det dyr både i sjæl og også som udseende nogle gange. Hvorfor hendes skikkelse var en kanin vidste hun ikke selv, da hun aldrig rigtig havde tænkt over det. Hendes tanker fløj ud af fokus da der var noget tungt der stødte ind i hende. Det var tydeligvis en person siden det kunne give sådan et balance svigt. Galadriel faldt heldigvis ikke til jorden, men bankede hovedet ind i vinduet og tumlede lidt forskrækket baglæns. Hvad var der lige sket? Hun slog blikket op og mødte så en mands blik. I tyverne så det ud til? Men man kunne aldrig vide hvad der skjulte sig i en person. Et svagt støn lød fra hende da hun ømt gned sin albue med den ene hånd. Den havde fået et lille stød. " Jamen goddag til dig" lo hun let. "Det kan ske for selv den bedste" tilføjede hun og fik rettet sig ordentligt op. Hun strøg en hånd op til håret og skubbede en af de pjuskede totter bag øret. Frisuren havde revet sig løs, men det så bare ud til at det skulle have et tilfældigt look. Galadriel gengældte manden ellers så venlige smil. Han havde en meget lang jakke på, hvilket mindede hende lidt om en fra en film. Sådan en superhelt af en art. Hun rakte en hånd frem mod ham som en hilsen; "Nu hvor vi har stødt så pludseligt på hinanden, er det vidst på sin plads at jeg præsentere mig selv." Sådan startede hun, men efter ret så kort tid tilføjede hun; " Mit navn er Galadriel".

Han betragtede hende imens at hun justerede lidt på sig selv. Han var faktisk gald for at hun ikke var en af dem der baer stod og gloede på ham som om at han ikke var af denne verden. Det gav ikke rigtig nogen mening. Der er varulve, vampyere og han vidste ikke hvad, men der var alligevel folk der kiggede på ham som om at de ikke troede deres egne øjne. Måske var det bare engle generelt der fik de blikke? Han rystede på hovedet for at kunne ud af sine egen tanker og kiggede på hende hånd og derefter hende da hun begyndte at snakke. Han gav hende et håndtryk og kom i tanke om den måde hun lo da hun sagde hej til ham og kom derefter selv med en kommentar. "Caelren er navent. At støde ind i mennesker er min nye måde at møde dem på. Kunne du lide det?" Sagde han og lo lidt bagefter. Dårlig joke, men nu var hans humor også lidt mærkelig. Han kastede et hurtigt blik over på den halskæde som hun havde kigget på og derefter på hende igen, han ville spørge hende om noget, men valgte ikke at sige mere end hvad han allerede havde gjordt. Hans højre vinge så ud til at havde været skadet for nylig, men ellers så han nu meget velplejet ud.

Vinger? Hm.. han havde vinger. Sjovt hun ikke havde bemærket det før nu, men det var jo selvfølgelig heller ikke mere en 30 sekunder siden de stødte på hinanden. Var han et mytologisk væsen. Altså en engel af en slags? Det kunne selvfølgelig også bare være en meget god udklædning, men hele hans udseende havde en fortryllende klang, hvilket de fleste såkaldte smukke væsner havde. Sådan nogle som Galadriel havde ikke en bestemt skønhed over sig, de mindende bare mere om deres indre væsen. Altså hvis man nu kunne forvandle sig til et dovendyr ville personen ofte minde om det. Det var i hvert fald hvad hun havde ladet sig fortælle af hendes nu afdøde bedstemor. Det var også hende der havde belært hende om alle de former for væsner som bedstemoderen kendte til. Galadriel havde altid spændt lyttet til de mange historier om engle og dæmoner. Hvordan de kæmpede imod hinanden oppe i himlen. Nogle var tydeligvis også jord boende. Det var nok ikke alle engle der havde boet i himlen. " Du har vinger?" spurgte hun og lagde sit hoved en anelse på skrå. Hendes lysebrune øjne studerede ham lidt nærmere. Det var tydeligt, at han ikke blot var et udklædt menneske. Nej det kunne han ikke være.

En let latter lød fra hende, da han fyrede hans lidt lamme joke af. "Jo, det er en meget hurtig og ligetil måde at møde folk på!" Begyndte hun. " Det virkede da ellers meget fint" tilføjede hun med en lille latter mere. Det var faktisk ret pudsigt sådan, at komme til at møde ellers fremmede personer. Det var nu rart nok, at blive socialiseret lidt. Det skete jo ikke så ofte når man ikke boede inde i midt byen. Selvom Galadriel ville have godt af noget selskab, var hun generelt for generet til at turde gå hen og tale med komplet fremmede. Med mindre det var skæbnen der bestemte hvordan de mødes. For når hun først snakkede med nogle havde hun ingen problemer med bare at være sig selv. Nej, det havde hun heldigvis altid kunnet. " jamen det er da hyggeligt sådan at støde på dig Caelren" sagde hun med en blid tone og sendte ham et sødt smil.

Caelren kiggede hurtigt på hans vinger da hun nævnte dem. Han smilede lidt og kiggede over på hende imens at han bevægede vingen der ikke havde været skadet over imod hende for at klappe hende stille på hovedet. "Det har jeg.. Men tro mig, det er ikke lige.. Ehm.. Hvad kan man sige... Altid praktisk." Sagde han imens han gned sig på hagen for at se mere klog ud. "Og i lige måde da Galadriel." Sagde han som svar på hende og kunne ikke lade være med at smile da hun havde leet og af hendes søde smil. Han kastede endnu et blik over på den halskæde som hun havde kigget på og nikkede over imod den. "Er det en du skal have?" Spurgte han derefter og kiggede tilbage på hende igen. Hætten dækkede stadig øjnene, men da han hævede hovedet lidt kunne man se at øjnene lyste med en lidt gul agtig farve.

Hvad hun var for en kunne han ikke helt gennemskue, der var ingen vinger, ingen horn, ingen klør. Faktisk ingen ingenting. Han studerede hende lidt, kiggede fra top til tå, men gav til sidst op og trak på skuldrene uden egentlig selv at lægge mærke til det. Hvad han ellers ikke lagde mærke til var folk der stadig gloede på ham, men hvorfor skulle han tage sig af det? Nu havde han jo fundet en at snakke med, så ville han heller ikke koncentrere sig om andet. Han var jo ny heromkring, så hvis han kunne lære lidt folk at kende så ville det jo ikke skade nogen og han var jo som vist heller ikke helt uden sociale evner.. Selvom han fyrede et var ret lamme jokes af en gang imellem. Inden længe endte det dog med at han tog hætten af, eller i hvert fald fjernede den for ansigtet, hans brune hår hang ned til skuldrene og han kørte en hånd igennem det for at fjerne det for øjnene imens at han mumlede et eller andet om pokkers til hår og at det måske snart skulle fjernes, eller i hvert flad gøres kortere.

"Upraktiske" gentog hun mumlende for sig selv. Kunne vinger være upraktiske? Hun havde længe gerne ville have vinger, blot for at prøve en flyvetur. At flyve ville nok være en af hendes aller største ønsker, at kunne lette sig fra denne jord. Ih, det måtte være en helt fantastisk følelse. Bare at være fri på en eller anden måde. Nu vidste hun ikke noget om det, da hun jo ikke kunne flyve. Hverken i menneske- eller dyreskikkelse. Nej hendes kaninform kunne bestemt ikke flyve, den kunne derimod løbe meget hurtig. og det kunne hun nu også i menneskeskikkelse, men det lå vidst til animaguser. Det med at have præg fra sin dyreskikkelse, når de var i deres 'normale' form. Galadriel strøg en finger gennem en af de tjavset totter hår, og slog blikket op på ham.
"Er du så en engel af en slags?" spurgte hun nysgerrigt og sendte ham et intenst/spørgende blik. Hun havde altid gerne ville møde en vaske ægte engel. Da de skulle være ret så fantastiske personer. Og hendes bedstemor havde også kun fortalt godt omkring den slags væsner. "Er du så død?" udbrød hun efter få sekunders stilhed. Det var nok et lidt upassende spørgsmål, men det var for sent at ændre på det. Gud hvor pinligt og hvor var hun dog uhøflig! Hendes kinder blussede op i en let rosa farve. "Du behøver ikke svare på det... vis du altså ikke har lyst" tilføjede hun for at gøre situationen lidt bedre. Galadriel kiggede op på ham, og fangede hurtigt hans øjenkontakt.

Han nikkede stille et par gange. "Ja.. Upraktiske. Prøv du at gå igennem en dør med vinger." Han lo lidt bagefter. "Det skal man lige vænne sig til." Tilføj han bagefter. Det var ganske rigtigt. Hvis man skulle igennem en dør, så var vingerne godt nok upraktiske, han havde flere gange siddet fast, men det var ikke fordi at han ville sige det til nogen eftersom det var lidt pinligt. Han holdt øjenkontakten og nikkede endnu engang. "Jeps, jeg er en engel." Sagde han, men hans øjenkontakt til hende blev hurtigt brudt da hun spurgte om han så var død. Han tog langsomt hætten på igen så den dækkede øjnene og gik hen til vinduet og kiggede på sig selv i lidt tid før han tog en dyb indånding og nikkede. "...Ja." Sagde han bare lavt og kort som svar på det. Det var tydeligvis ikke noget han havde besynderligt meget lyst til at snakke om, men det var jo et spørgsmål der ikke kunne undgås når man møde personer der ikke rigtig havde set en engel før. Det gjorde bare ondt at blive spurgt om.. Synes han i hvert fald. Han så ud til at døse hen i et par sekunder, hvis ikke minutter. Der foregik nogle ting oppe i hovedet på ham, han stirrede på direkte på sit eget spejlbillede i vinduet, han stod helt stille, nærmest som om at han var frosset fast. Efter lidt tid tog han endnu en dyb indånding og så man efter, kunne man se at der var en enkelt tåre der trillede ned af kinden.

Den pinlige tavshed gjorde hele situationen lidt trykket, Galadriel rømmede sig og rettede ryggen lidt op. Hun var ikke så høj, men man så altid mere tapper ud hvis man rettede sig op. "Det må du undskylde" sagde hun stille og lagde en hånd på hans arm. "Jeg ville ikke gøre dig utilpas" tilføjede hun og kiggede op på hans fraværende ansigt. Hun fjernede dog hendes hånd ret så hurtigt igen, og bed sig selv i underlæben. Hun trådte et skridt tilbage og lænende sig op af muren ved siden af vinduet. Hun stak hænderne i lommerne på den halvlange cowboyjakke, og slog blikket ned i jorden. Den ene fod lod hun tvære lidt i asfalten. " Du virker ikke ret død i mine øjne" tilføjede hun for at gøre situationen bedre. Selvom det måske ikke ville virke, eller det var hun i hvert fald ikke sikker på. Men det var vel værd at forsøge? Hun rømmede sig lidt igen "Vil du ikke tage din hætte af igen, så jeg kan se dig ordentligt?" spurgte hun efter et minuts stilhed. Selvom det føltes meget længere; Nok fordi det var en ret akavet stilhed. Galadriel lå mærke til den lille tåre der løb ned af hans kind. Hun sendte ham et prøvende smil. Hvorfor kunne man ikke bare spole tilbage i tiden, og ændre på det man havde sagt. Hun vendte endnu engang blikket væk fra ham, da hun nødigt ville komme til at stå og stirre som en idiot. Derfor så hun ud på de mennesker, der rent faktisk stod og overbegloede dem. Ret så upassende og mærkværdigt. Hun rystede derfor opgivende på hovedet. "Lad os bare glemme det spørgsmål..Det var forkert af mig at spørge" sagde hun til sidst og kiggede endnu engang op på ham. Hun håbede da, at han ville kunne tilgive hendes fejl. For det havde jo ikke været med en ond hensigt.

Caelren havde ikke lagt mærke til at hun havde placeret en hånd på hans arm. Han vendte langsomt hovedet og kiggede over på hende, han sendte et svagt smil tilbage. "Det... Er bare et følsomt spørgsmål for mig." Sagde han stille og vendte sig om. Han så faktisk ud til at være lidt træt af de mennesker der bare stod og gloede på dem. Han vendte sig imod hende. "Nu skal du ikke blive forskrækket." Sagde han og vendte sig igen imod pøblen. Han løftede den ene fod og stampede hårdt i jorden og spredte sine vinger ud til hver sin side of begyndte at råbe et eller andet af dem, det lød som et andet sprog, men det fik ganske vidst folk til at få fut i skoene og smutte. "For at besvare dig spørgsmål.. Jo.. Jeg er død." Sagde han og sukkede idet han vendte sig stille imod hende, han vidste godt at hans lille optræden måske alligevel kunne have skræmt hende lidt selvom at han havde advaret hende. Det var jo ikke hver dag man så en engel stå og råbe af folk for at skræmme dem. Han nikkede så af hende. "Og.. Det er allerede glemt." sagde han og smilede til hende, den her gang ikke svagt, men som det første smil han havde sendt hende. Varmt og imødekommende.

En lettere overrasket grimasse dukkede frem på hendes ansigt. " Jeg ved godt, at de var ret irriterende.. Men er det nødvendigt at skræmme de stakkels eksistenser?" spurgte hun og lagde hovedet en smule på skrå. Ikke meget bare sådan undersøgende og nysgerrigt. Hun bed sig selv i læben, og var egentlig ikke skræmt overhovedet. Selvom hun nok burde være det, var hun det overraskende nok ikke. Hun lagde armene over kors og studerede ham nærmere. Det varme og imødekommende smil gjorde hende helt rolig igen, da hun følte en lettere behagelig følelse over hans nærvær. Måske var det en særlig evne de engle havde? eller så var det blot en evne han havde? Hvem vidste. " Måske skulle vi bare gå lidt ned af gaden? Så vi kan få lidt fred for de lange blikke?" spurgte hun og lavede en bevægelse med hånden, der gav tegn til hvilken vej de skulle gå. Hun sukkede let og strøg sig let over den ene arm. Hendes albue var stadig lidt øm, muligvis lidt hævet. Men ikke noget hun gad lade sig påvirke af. " kom" sagde hun og rakte hen til hans hånd. Hun hev ham med ned af gaden og slap så hans hånd da han selv begyndte at gå. Sådan rent automatisk. Hun bed sig i læben og stak hænderne i lommen. Galadriel kiggede hen på ham, "Bor du her?" spurgte hun og sendte ham et sødt smil. Lidt lige som i starten af deres møde. Et suk lød fra hende, da en kold brise ramte hendes ansigt. Hun lukkede øjnene i få sekunder, for at slippe for at få vand i øjnene. Hvilket jo ikke var så rart, og det så heller ikke særlig charmerende. Hun åbnede igen hendes lysebrune øjne og kiggede hen på ham. " Vil du med hen og sidde et sted?" spurgte hun og sendte ham et bedende smil. Der var lidt koldt syntes hun.

Han trak lidt på skuldrene. "Nej.. Men når folk glor på den måde, så kan det gøre selv en engel sur eller irriteret." Han begyndte at følge med og klemte hendes hånd lidt da hun tog den, det var MEGET længe siden han havde haft kontakt med en anden person. Han kunne sagtens se at hun frøs, så han tog sin egen jakke af og lagde den over hende. Da han tog den af kunne man nu se hans sværd der han bag ryggen på ham, det var stort og man skulle bruge to hænder for at svinge med det. Han kiggede sig fra side til side eftersom at han nok kunne regne ud at når man gik rundt med et våben så skulle man sikkert passe på.
Han nikkede til hende en enkelt gang. "Hvordan kan jeg sige nej til så sødt et smil?" Sagde han og smilede tilbage til hende. "Jo, det kan vi godt. Har du en ide om hvor vi kan gå hen? Og for at svare på dit spørgsmål så nej, jeg bor ikke her i byen. Eller jo på en måde, jeg sover hvor jeg kan, mest udenfor." Sagde han og smilede til hende. Folk kiggede nu stadig, nogle hviskede et eller andet, men han gad ikke tage sig af hvad pokker det var de sagde, han gad slet ikke at fokusere på andet end hende. Han frøs selv, men han viste det ikke til hende, han ville nemlig ikke have hun skulle tilbyde ham jakken tilbage. "Bor du da selv her omkring?" Spurgte han efter lidt tid. Han kiggede lige from for sig og nogen gange på de forskellige bygninger. Stedet var helt klart nyt for ham, det var der ingen tvivl om.

"man skal bare lukke af for dem, og lade som om de ikke eksistere" svarede hun og trak let på skulderen. Hun mærkede et klem fra hans hånd, der fik hende til at gyse da hun ikke havde følt en andens hud i meget lang tid. Sådan var det jo når man for det meste var alene. Hun slap alligevel hans hånd, da hun ikke syntes at det var passende at gå og holde i hånd med en fremmed person. Som hun oven i købet ikke havde lært ordentlig at kende endnu. Galadriel mærkede varmen fra den lange jakke der blev lagt over hendes skuldre. Det gav hende den mest behagelige følelse. Følelsen af at blive varmet op, det var bare bedre end alt andet. Hvad ville kunne slå det? Ikke noget hun just kunne komme i tanke om. Hun bed sig selv i læben og tog fat om jakken så den ikke ville falde af hende. Den var pænt lang og en del længere til hende. Men dejlig varm var den helt bestemt. "Tak" mumlede hun lidt forlegent, da hun ikke just var van til sådan en omsorg. Men det var nu rart nok, at nogen tænkte på hende. Hvor de kunne tage hen? Jah... det var jo så det store spørgsmål. "En kro måske? Nej jeg bor i udkanten af Terré" svarede hun og gengældte hans smil. "Udenfor?" spurgte hun og rynkede næsen. Gud, det måtte jo være koldt i denne årstid. Skulle hun invitere ham ind hos hende. Han kunne vel sove på sofaen? Det ville da være bedre en udenfor! Utroligt, at han ikke var blevet alvorligt syg af denne kulde. Hun sendte ham store øjne og ventede spændt på et svar fra ham. Mente han det helt seriøst? Kunne man virkelig sove udenfor? Godt det ikke var hende der var i sådanne situation. Hun åndede lettet ud, da hun var begyndt at få varmen igen.

Han smilede let. "Det var så lidt." Sagde han og kiggede sig stadig omkring i de nye omgivelser. Han vendte dog opmærksomheden på hende da hun spurgte om han virkelig sov udenfor. "Ja, jeg har ikke noget sted at bo, og desuden.. Så holder vingerne mig varme." Sagde han og med det samme foldede han sine vinger omkring sig som en flagermus ville gøre. Han fjernede dem hurtigt igen. "De er varmere end de ser ud, så det er ikke fordi jeg fryser.. Jo.. Når der er snestorm, men det er jo derfor der findes grotter og den slags." Sagde han. Han smilte imens han snakkede og det lød som om at det var normalt for ham at sove sådanne steder. Han kiggede ned på hende imens de gik og var tæt på at gå ind i en lygtepæl, men fik drejet sig selv udenom. "Det var tæt på.." Sagde han bare stille imens de fortsatte. Han havde ingen anelse om hvor de befandt sig, så han var glad for at hun var med, så kunne hun vise vej, men selvfølgelig så kunne han jo bare selv lette direkte op hvis han skulle nogen steder, så det var ikke rigtig fordi at det var svært for ham at fare vild nogen steder.

Galadriel slog blikket ned i jorden mens de gik, og blev ret hurtigt opslugt at hendes rytme. Hvordan hendes fødder bevægede sig i en bestemt rytme. Dog blev hendes lille drømmeverden afbrudt, da Caelren igen sagde noget. "Jo de ser også ret bløde ud" kommenterede hun og sendte ham et strålende smil. Hun lagde hovedet en smule på skrå og studerede hans vinger. Hm, hvordan de mon føltes? Sådan at røre ved? Grunden til de nær havde ramt lygtepælen var nok hendes uopmærksomhed. Hun lo let, og kiggede kort frem for at orientere sig. " Sig mig Caelren. Må jeg prøve at røre ved dine vinger?" spurgte hun nysgerrigt og lo let. Det måtte nu være et underligt spørgsmål, men hun ville så gerne vide hvordan de føltes. Var de mon bløde eller ru. Hun havde så mange gange tænkt på hvordan mon et sæt vinger mærkes. Og ville de være tunge, at have på ens ryg. Hun lo sødt endnu engang "Jeg ved det er et lidt sært spørgsmål" sagde hun og sendte ham endnu et smil. Hun trak jakken lidt bedre omkring sig, og gøs ved følelsen af totalt varme. Hvilket jo var en rigtig dejlig følelse, der også var ret så sund. Var det mon sundt at fryse? Det var i hvert fald ikke særlig behageligt. Det var en ting der var helt sikkert. Galadriel listede den ene hånd op til hendes hår. Hun rettede på den pjuskede knold og satte en hårnål lidt bedre fast. Da hun kunne mærke det var ved at falde ud af frisuren. Og det ville hun helst ikke have, da hendes hår ikke var særlig kønt denne dag. Ikke når det hang løst. Det var alt for vildt og ustyrligt denne dag. Det havde nok noget, at gøre med at hun havde sovet dagen væk. " Hvis du ikke bor nogle steder? Vil du så ikke overnatte på min sofa i nat? Det må jo være forfærdeligt at være ude i disse tider?"

Caelren stoppede op og kiggede på hende med det sædvanlige hævede øjenbryn når han blev stillet et sært spørgsmål. Han kiggede på sine vinger og derefter på hende. "Øhh.. Jo..Det kan du vel nok." Sagde han og idet han gjorde bevægede han den ene vinge hen imod hende, hvis hun rørte fjerene ville de være silkebløde, men oppe i toppen af vingen var det egentlig bare hård knogle, selvfølgelig var det da beskyttet af noget indenunder, men man kunne sagtens mærke det var var knogle og muskler, ikke meget andet. Nu var det jo heller ikke fordi at det var der man rørte, det var mest for fjerenes skyld, men det skulle ikke undre ham at hun ville røre vingen overalt. Han lukkede øjnene idet hans vinge blev rørt, som om at det var en meget rar følelse. det var det faktisk også. Hans vinger var et meget følsomt punkt og det var en måde at få ham til at slappe af på. Han fik nærmest gåsehud på grund af at det føltes rart. Ikke på en måde så han blev tændt, men mere på den der måde man har det ved at få massage. De var meget følsomme.
Han åbnede øjnene og kiggede på hende og vendte hovedet lidt på skrå. Hjemme hos hende? På hendes sofa? Jamen hun kendte ham jo ikke rigtig, så hvorfor ville hun mon tilbyde ham det? Selvfølgelig var det da sødt af hende, men kunne han mon tage imod det tilbud? "Men.. Jo altså.. Det vil jeg da godt, men jeg vil bare føle at jeg er nødt til at gøre et eller andet for at hjælpe dig? Mad eller sådan noget." Sagde han og kiggede på hende, dog med et smil, men stadig med lidt forvirring inde i hovedet, selvom at det ikke var noget han viste til hende.

Hun greb chancen og lod hendes små hænder udforske de store vinger. Det kilede i håndfladerne og var helt silkeblødt. Hendes øjne blev større, da hun blev helt begejstret over den sjove følelse. Hun fulgte den brede knogle med to fingre og blev overrasket over dets styrke. Når hun tænkte engel var det altid, sådan nogle helt lette vinger, der føltes som at røre en sky. Galadriel kiggede op på ham. Det så ud til, at han syntes det føltes rart. Hvilket var ret underligt, men nu vidste hun jo heller ikke bedre. Gud, hvor ville hun gerne kunne flyve! Hun lod sine fingre gribe fat om de bløde fjer. Ikke hårdt. Hun begravede blot fingrene i dem. Hendes latter brød igen stilheden, da det kilede i hendes håndflader. Dog valgte hun at stoppe med at pille ved hans vinger. Hun trådte et skridt tilbage, og sendte ham et smil. "Tak" sagde hun og kiggede op på ham.

Om hun ville have noget til gengæld for husly en enkelt nat. Nej, det mente hun ikke der behøves. "Nej, det er okay. Synes bare ingen fortjener, at sove ude sådan en dag som i dag! Og en enkelt nat ruinere mig jo ikke" svarede hun og nikkede bekræftende. Galadriel skrattede foden imod fliserne og studerede lidt stenene i jorden. Da hun ikke lige vidste hvad hun skulle sige. Så hun valgte at tie og vendte alligevel opmærksomheden op til ham. Hun sendte ham endnu et smil og rettede endnu engang på det gyldne hår. Det var ved at falde ud af den pjuskede knold, hvilket hun ikke var så tilfreds med. " Nå?" sagde hun og rømmede sig lidt. Og rettede ryggen en smule op. Hun havde altid lært, at man så yndigere ud med ret ryg. End hvis man gik krumrygget rundt.

Han åbnede øjnene igen og kiggede på hende med et smil. "Nå? Var det så som du have forestillet dig at røre ved engle vinger?" Spurgte han med en mild latter. Han have aldrig nogensinde fået sådan et spørgsmål før, men nu havde han jo heller ikke mødt særlig mange mennesker. Tanken om at han skulle overnatte hos hende fløj stadig rundt i hovedet på ham, men han havde da bestemt sig og han ville godt. Alt andet var faktisk bedre end at sove udenfore. "Altså.. Der er da visse fordele ved at sove udenfor." Sagde han lidt efter, dog en smule mumlende. "Hvis det altså er stjerneklart." Tilføjede han derefter. Han vidste ikke noget bedre end at lægge sig ned et eller andet sted efter en hård dag og så bare kigge op på stjernerne og lade tankerne få frit løb indtil man faldt i søvn. Han havde gjort det mange gange og der var da blevet tænkt på en hel masse de gange han havde gjort det. Stjernerne og fuldmånen og ikke andet end lydende fra dyr og naturen. Der var en hvis... Beroligende effekt over det. Han vidste ikke lige hva det var, men det havde tit hjulpet ham til at falde i søvn og ikke rigtig mærke til kulden. Selvfølgelig var der da også den risiko at man måske kunne blive overfadlet om natten, men det kunne man da nemt sørge for at man ikke blev hvis man fandt et sikkert sted at sove. Som.. Tagtoppe? Det var godt nok ikke lige det bedste sted at sove hvis man ville høre naturen, men det var da sikkert. "Men.. Hvornår skal vi så hjem til dig? Ikke at det haster, men jeg tænkte at jeg måske kunne give dig en flyvetur når det var? Jeg har oplevet at det er en stor ting at prøve for mange der ikke har vinger." Han havde da givet en del flyveture før og det endte altid i det samme. At de var virkelig taknemmelige og godt kunne tænke sig at prøve det igen, så den her gang ville han komme i forkøbet og tilbyde det inden at hun spurgte om det.

"Ja, udover jeg havde regnet med de ville være sådan lidt ligesom en sky. Ikke så standhaftige" svarede hun og sendte ham et smil. Wow, hun mødt en vaske ægte engel. Ikke at andre væsner ikke var lige så interessante, men engle havde hun bare hørt så meget om. Alle historierne var om deres kamp imod de andre "onde" væsner. Alligevel var hun meget fascineret af de lidt mørkere væsen, dem havde hun en eller anden tiltrækning til. Hun syntes de var forførende og meget mystiske. Galadriel sprang som en gal, da han nævnte det om en flyvetur. Det ville jo være hendes største drøm der gik i opfyldelse. "Mener du det?!" hvinede hun og sprang ham om halsen. I et dybt favntag. "Tusinde, Tusinde mange tak". Hun var simpelthen så glad, og så var ønsket jo næsten opfyldt. At se hele byen oppe fra, det måtte jo være det mest fantastiske nogensinde. For ikke blot var den smuk nede fra hendes synsvinkel, så måtte den jo være smukkere oppe fra? Det var i hvert fald logik for hende. Men om det var det for logikken og resten af verden vidste hun virkelig ikke. Hun smilede begejstret og slap hendes favntag omkring hans hals. Hendes øjne strålede af ren og skær glæde. "Hvornår vi skal af sted. Altså jeg er næsten lige ankommet, men hvis du gerne vil af sted kan vi godt?" spurgte hun og sendte ham endnu et smil. Lidt sødere denne gang. Og ikke nær så vildt og overrasket.

Caelren smilede til hende. "Mmmh, njah, det er lidt ligesom fuglefjer.. Tror jeg.. Jeg har faktisk aldrig rørt en fugls vinge." Han rørte lidt ved sin egen vinge. Næh, han gik da ud fra at det var ligesom at røre ved en vinge fra en helt normal fugl, selvom det ikke bare var noget man lige gjorde, men nok om det. Han kunne ikke lade være med at grine og kramme tilbage da hun sprang om halsen på ham, ikke kun hans arme var rund om hende, men hans vinger var også. Da hun gav slip igen kunne han ikke lade være med at smile. "Jeg ville ikke spørge hvis jeg ikke mente det." Sagde han og kunne ikke lige få øjnene fra hende. Det var nu skønt at se hende smile på den måde. "Det er faktisk op til dig." Sagde han og kiggede op imod himlen, men dog hurtigt ned på hende igen. "Det er mig ligemeget, men er det ikke træls at skulle tilbage nu hvor du næsten lige var kommet herhen?" Tilføjede han lidt efter. Der var jo heller ingen der sagde at det kun skulle være turen tilbage der skulle være en flyvetur. Han kunne da sagtens bare flyve hende rundt, bare for at hun kunne prøve at se det. Hvilket han så atter tilføjede. "Jamen det behøves jo heller ikke at være turen hjem? Hvis du skal noget nu her, altså hen til en butik eller noget andet så kan jeg vel sagtens flyve dig derhen? Eller bare tage en normal flyvetur så du kan mærke hvordan det er?" Han trak lidt på skuldrene i slutningen af hans sætning, som et tegn på at han faktisk var ligeglad med om det var når de skulle hjem eller om det var nu hun ville have flyveturen.

Galadriel mærkede hvordan de varmevinger strøg hende over ryggen. Det kilede, men på en varm og blød måde. Hun bed sig selv i læben, og så op på ham. "Hm.. Jah, altså jeg bor et stykke herfra. Så det er nok bedre, at vi blot går der til. Så du ikke brækker hele din krop" lo hun let og trak ham med videre ned af gågaden. Hun gik og tænkte på guldhalskæden med det lille kanin vedhæng. Den ville hun have rundt om sin hals. Hun ville eje den, som et tegn på hendes sjæle dyr. Hvorfor hun syntes den er helt vildt smuk, anede hun ikke da den ikke var den mest normale ting, at forelske sig i. Skulle hun mon tage tilbage og hente den. Eller rettere købe den. Hun havde et billede af den gyldnekanin med den lille diamant som dets øje. Dog anede hun ikke engang hvad den kostede, og hvad skulle hun gøre hvis den var herre dyr? Nej det ville nok ikke vælte hendes økonomi. Hun måtte blot tage nogle ekstra vagter på restauranten. Og så ville det hele nok gå ikke sandt? "Caelren vil du med tilbage? Altså der er en halskæde jeg gerne vil have købt" lo hun let og kiggede spørgende på ham. Ja, hun havde besluttet sig. Den kaldte jo nærmest på hende. Og hun blev draget af dets ynde. Hun bed sig selv i læben og stoppede op midt på gaden. Galadriel vendte sig om mod ham og blinkede lokkende med øjnene. Selvom hun vidste, at han nok gene ville gå med hende tilbage. Han virkede i hvert fald ikke til, at han havde andre ting at tage sig til. Det kunne selvfølgelig godt ende med at være det modsatte. Selvom hun nok regnede lidt med et 'ja'. Da det var det der ville være typisk?

Caelren kiggede på hende og trak på skuldrene. "Ja, men det er da meget sjovere at flyve?" Svarede han og skulle lige til at sprede vingerne i sjov da hun pludselig hev ham med længere ned af gaden. Nej okay, han skulle ikke blære sig tænkte han til sig selv med et smil. Da de stoppede op og hun spurgte om han ville med tilbage kiggede han sig over skulderen. Der var egentlig ikke særlig langt, men hvorfor havde hun mon ikke købt den da de var der? Det var også ligemeget, de kunne sagtens tage tilbage, det skete der ikke noget ved. Han kiggede på hende igen og tog et par skridt tilbage idet han krydsede armene over brystkassen da hun blinkede med øjnene. "Unge dame, de kan ikke lokke mig. Jeg er en yderst svær mand at lokke." Sagde han med en gammeldags butler stemme bare for at have lidt sjov. Han rystede på hovedet og smilede. "Jo, det kan vi godt. -Men- det bliver på mine betingelser." Sagde han og gik tættere på hende, stadig med det samme smil, så det var klart at han var ude på et eller andet, men hvad?

"Må jeg have lov?" Sagde han da han kom helt hen til hende og lagde langsomt armen om livet på hende hvorefter han trak hende tæt ind til sig. "Det er nok bedst at du holder fast, den første flyvetur kan være lige så.. Hmm.. Skræmmende som den kan være spændende. Det har jeg da i hvert fald hørt folk sige." Sagde han med et smil og ventede på at hun fik taget godt omkring ham. Hvis det da var den her måde hun havde lyst til at komme derover på? Det var sikkert godt ok at den første tur ikke var så lang så man lige kunne finde ud af om det egentlig var noget man kunne lide inden at man fik en lidt længere flyvetur.

Ubeslutsom! Det var det perfekte ord, at sætte på Galadriel som person. Hun havde altid syntes, at det var svært at træffe beslutninger. Specielt i situationer hvor det er nødvendigt. Hvilket jo ikke var en særlig god egenskab. Da hun tit endte med, at skulle besvare nogle svære valg. I sådanne situationer havde hun det med at stikke af. Da hun slet ikke ville være i stand til, at overskue situationen. Lettere overrasket blev hun dog, da Caelren trak hende ind til sig. Hun skar en undrede grimasse og rynkede på næsen. Hvad var han mon ude på? Hun syntes først det virkede lidt mærkeligt, men pludselig forstod hun meningen. Han ville flyve hende hen til den lille butik.

Ih, hvor var hun dog spændt. Hun lagde hendes spinkle arme omkring ham, så hun ikke ville falde ned når han satte af. Hvilket jo ville være yderst pinligt. "Ihhh" hvinede hun spændt og lukkede sine øjne. Hun knugede sig tætter ham og ventede blot på fornemmelsen af at svæve. Noget hun aldrig havde prøvet før. Eller jo hun havde en gang i sit liv, fløjet i en gammel luftballon. Men ellers havde hun faktisk aldrig prøvet, at være over jorden. Fordi hun havde aldrig rejst med flyvemaskiner eller andre former for fly transport. Nej, det havde altid været inden i metroen eller så på gå ben. Det havde været de eneste muligheder hun havde haft. Så dem havde hun selvfølgelig benyttet sig af. "Er du nu sikker på, at du kan bære hele mig?" spurgte hun lidt nervøst, og kunne mærke at skrækken for at falde ned voksede. Men det ville ikke skræmme hende væk. Nej! Hun ville så gerne, og havde altid drømt meget om at flyve. Da det aldrig havde været en mulighed; før nu selvfølgelig.

Caelren nikkede da hun spurgte. "Hele dig? Galadriel du er let som en fjer, du vejer jo næsten ikke noget hvis du spørger mig." Sagde han med et smil og gjorde grebet om hende strammere inden at han satte af. Han hang i luften oppe over hus tagene og kiggede sig omkring, ventede på at hun fik en chance for at kigge sig omkring. "Velkommen til mit syn af verdenen." Han smilede til hende. Da de hang der kom der fugle flyvende forbi dem, ude i horisonten var bjergkæden og skoven. hus tagene, skolen, det hele kunne ses derfra hvor de hang. Caelren fløj lidt fremad så hun kunne mærke hvordan det føltes at flyve uden at man har fast grund under fødderne.

Da de var nået hen til butikken hang han stadig over taget på shoppen. "Er du sikker på at du vil lande? Eller ønsker du at flyve lidt mere rundt?" Spurgte han med en lille latter. Det kunne jo godt være at hun havde lyst til at flyve lidt mere rundt og se byen på den måde han ser den, eller den måde han faktisk ser verden på. Oppefra. Det gjorde det hele meget smukkere end det måske ville være nedefra. Caelren holdt hende med et stramt greb så hun ikke ville falde, han var sikker på hvad han gjorde og lagde ikke skjul på det. Hun kunne måske mærke at den måde han var på, afslappet, at han så vidste at han ikke ville tabe hende. Det kunne han aldrig drømme om, og hvis han gjorde så ville han med livet som indsats redde hende.

Et lettere hvin lød fra hende, da de lettede sig fra jorden. Hun trak benene længere op under sig, da det virkede helt vildt faretruende, at lade dem hænge og dingle i luften. Hun knugede øjnene sammen i et stykke tid; Indtil hun overvandt sig selv. Hun kiggede med et halv lukket øje rundt, men spærrede øjnene op lige pludselig.

Hvor var alt bare så smukt fra denne synsvinkel. Aldrig havde hun set noget lignede. Man kunne se alle detaljer på de smukke huse, og hun måtte snappe efter vejret. Da hun glemte, at hun behøvede luft. Sådan gjorde hun når der var noget der var meget mere interessant. Hun kunne ikke sige noget. Der var ingen ord, at sætte på det. Det var et syn man ikke kunne beskrive. Galadriel knugede sig lidt tættere fast, da hun var frygteligt bange for at falde ned. "Jeg vil gerne ned igen" peb hun som en lille mus, da hun godt kunne trænge til jordfæste.

Hun blev helt rundt tosset af, at være hævet over jorden. Men hvor var det altså fantastisk. Noget enhver burde prøve. Selvom det var totalt uhyggeligt, og at hun var fuldstændig skræmt fra vid og sans. Det var faktisk lidt pinligt, at hun var blevet så bange. Men samtidig kunne hun ikke takke ham nok for denne oplevelse.

Da de var kommet til jorden, og hendes ben var plantet solidt på fortovet, sagde hun forbløffet; "Wow". Hun kiggede på Caelren med store øjne. Og lagde en hånd på panden. "Det var for vildt" udbrød hun, med en hjertelig latter. Galadriel tog fat i hans arm, og kiggede ham lige ind i øjnene. "Tusind tak".

Hun hev ham med ind i den lille besynderlige butik. Der hvor halskæden var til salg. Hun slap dog hendes greb om ham, og trådte nærmere en glas boks. Der lå den smukke guldkæde. Hun kiggede på det lille pris skilt der var placeret ved siden af den. Lidt peberet, men det ville nok gå.

Galadriel fik købt den, og fik den lagt ned i hendes jakkelomme. Så den ikke ville blive væk lige med det samme. Det ville jo være ret så træls.
"Det er bare en god dag i dag" lo hun let og gav ham et kærligt klap på kinden.