Just a normal day..

Tid: 01:34
Dato: 26/7
Vejr: Det er ikke særlig koldt, men det er mørkt..
Sted: I den lidt dyre del af gågaden
Omgivelser: Der går ikke så mange mennesker på gaden, da de fleste shopper og alt det der om dagen..

I denne del af gågaden, gik kun folk som havde råd til det. Dem som havde penge nok. Dem som holdt af, at bruge dem på ligegyldige, og ikke mindst dyre, materielle ting. Men selvfølgelig var der ingen mennesker på gaden, på dette tidspunkt af natten. På andre tidspunkter, når solen stod højt på himlen, vrimlede det med mennesker. Men ikke nu.
Himlen var dækket af et tykt lag skyer. De lå som en beskyttende dyne, over himlen, og gav en klaustrofobisk fornemmelse af, at være.. lukket inde. Månen var selvfølgelig dækket, af den hvide dyne, og det virkede ikke til, at den ville vise sig på himlen, så forfærdeligt mange flere gange denne nat.

Evangeline gik op og ned af gågaden. Normalt opholdt hun sig aldrig i denne del af den. Penge var ikke, hvad hun havde allermest af, selvom hun arbejdede så mange forskellige steder, på så mange forskellige tidspunkter. Dog tjente hun kun penge nok til mad og husleje og lidt tøj en gang imellem. Egentlig havde hun råd til meget pænt tøj, som passede hende perfekt. Bare ikke i denne del af byen. De penge man brugte på en kjole her, kunne med lethed betale tre af slagsen omtrent magen til, i den anden ende af gaden. Hun anede ikke hvad hun lavede her. Hun havde vel bare brug for at føle sig.. rig og overskuds-agtig for en gangs skyld. Dog ville hun ikke gå her, når butikkerne var åbne, og alle de velhavende gik omkring. Så kunne hun bruge det, at butikkerne var lukkede, som undskyldning hvis hun mødte nogen, frem for, at hun langt fra kunne betale den pris, man forlangte her, for et enkelt stykke tøj.

Evangeline var i dagens - eller rettere nattens - andledning iført en kjole, i en grøn farve, som passede perfekt til hendes ligeså grønne øjne. Den sad, som var den syet specielt til hende. Den sad godt på hende, og hun havde da lagt mærke til, at en enkelt person på gaden, som også befandt sig her om natten, havde stoppet op og kigget lidt ekstra efter hende. På hendes fødder havde hun et par sorte stiletter, med hæle der i den grad var over gennemsnits-højden. Dog havde hun ingen problemer, med at gå i dem, og hendes bevægelser var derfor både yndefulde og elegante. Hendes lange, lyse hår krøllede ned af hendes ryg og indrammede hendes ansigt på en ganske forførende måde. Hendes øjne var indrammet af en tynd streg eyeliner, og en smule mascara. Mere behøvede hun ikke, for at ligne de overklasse-piger som kom gående ned af gaden. Dog var der et eller andet over hende, som fik folk til at vide, at hun ikke havde penge nok, til at købe noget i nogle af de butikker hun passerede. Måske, var de hendes måde at være på. Måske var det fordi, hun kastede et blik på kjolerne - og priserne - i vinduet, og derefter forsatte videre, med et chokeret ansigtsudtryk over, hvor meget folk forlangte for en enkelt kjole. Uanset hvad det var, var det tydeligt, at hun ikke var specielt velhavende. Men det hun manglede i sin økonomi, havde hun til gengæld i sit udseende. Evangeline var en utrolig smuk pige.

Hun besluttede sig for, at slå sig ned på en bænk, og bare se på de forbipasserende, skønt der ikke var nogen på denne tid af natten. Som tænkt, så gjort - og inden længe sad hun på en af de utroligt velholdte bænke midt i gågaden, og lod sit blik vandre rundt i gaden omkring hende.

"Youn La'croix... This is outragesly overpriced. You might still be suckl..." Den høje mandlige stemme, blev afbrudt af en elegant vinken med den ene hånd, og en lav tyssen. Det var det eneste der skulle til, hvilket efterlod den høje, ældre herre, stille, kun benåddiget, et lavt suk, og et ryst på hovedet. En anden herre, samme højde, men langt yngre, næsten dansede over butikkens gulv, og betragtede de mange klæder der befandt sig deri.
"You are soo, so cheap, Igor.. Class always cost a little extra.. Sure you do remember the price for clothes, in our... Well.. My young days." Sagde en fin og elegant stemme, som blev efterfulgt af en klukken, da han endeligt fandt et jakkesæt, som han tog med sig, imod omklædnings lokalet.
"Vil de ikke godt være sød at skynde dem.. Hr. La'croix? Jeg kan ikke tillade at have forretningen åben meget længere, og nattetimerne, er ikke de sikreste i disse tider.." Sagde en ung kvinde, der stod bag ved disken, iført en flot kjole, bestemt velpassende, til den dyre forretnings interiør. Et suk kom fra omklædnings rummet, efterfulgt af en lav klukken.
"Don't you worry dear, i'll put you in no danger, for keeping the shop open, for my leisure. Igor shall follow you home." Sagde han, kun lige højt nok til at kvinden ville kunne høre det. Den ældre herre, rullede på øjnene, og kryssede armende, med et meget utilfreds blik. Han lod sine røde øjne glide imod den unge kvinde, som let rødmede, og stirede ned imod bordet.
"Uhm.. Nej Hr. La'croix, jeg ønsker virkeligt ikke at tage noget af din, eller.. Igors tid." Sagde hun stille og forsigtigt, bestemt utilpads ved at være i forretningen med to Vampyrer. La'croix lo blidt, og trådte ud fra omklædningen igen, og bevægede sig imod disken.
"Really, do not worry. Igor dosn't mind..." Sagde han, og smilede bredt, imens han lagde hans ældre klæder på disken, og peggede på det.
"My dearest, would you mind putting this in a bag, and then hand it to Igor, when he has put you off at your place? He will take care of the payment" Sagde han, og smilede blidt til kvinden. Hun rødmede en anelse, imens hun kiggede, nærmest fortryllet i hans øjn, og nikkede blot, imens hun sank en klump, og så ud til at forsøge at tale. La'croix smilee blidt af hende, og lagde sin hånd under hendes hage, og strøg blidt en af de bløde, kolde fingre over hendes ene kind, som om han ville trække hende nærmere. De røde øjne, stirrede ind i den unge kvindes øjne, som så ud til at hungre efter ham, og dette fik blot La'croix til at smile.
"Please, dear. You need to be more carefull.. Wanting company, such as mine, could be very dare for you, one day." Sagde han, smilede, og strøg en enkelt finger over hendes læbe, inden han vendte om på hælene, og vinkede blidt til hende.
"Till we meet another night, my dear." Sagde han, og skænkede ikke engang hans tjener et blik, selvom han tyddeligtvis ønskede hans opmærksomhed, men vinkede blodt afværgende med den ene hånd.
"My name, is not Igor!" Nåede man kune lige at høre bag Laøcroix, inden han gik igennem skydedørende, til den eneste åbne tøj forretning, på den dyre gade. La'croix sukkede, med et veltilfreds smil, og lod de røde øjne, langsomt glide over gågaden.
De røde øjne, stoppede, da han de fangede noget, der passede hans opmærksomhed. En ung Elver, der havde taget plads, på en bænk, ikke langt fra hans position. Han lagde sit hoved en anelse på skrå, i det en blid vind ruskede en anelse i hans brune hård, og det fine jakkesæt. Han så ganske kort tænkende ud, inden et stort smil bredte sig over hans læber, og han kort rettede på jakkesættet, og så satte imod Elveren, med bestemte, og lettere luntende skridt.

La'croix kom over ved sidden af Evangeline's bænk, med de røde øjne, lagt ned på den skønne unge kvinde. Bestemt en ung kvinde, af hendes race. De røde øjne holdt ikke tilbage, på deres undersøgende hints, tyddeligtvis ikke genert med hans stirren. Men et blidt smil, lagde sig så langsomt over hans læber, og han bukkede halvt.
"Evening young ma'm. Is it not a bit late, to be enjoying these marvelous streets, streelights?" Sagde han, med den rolige, og blide stemme, med det blide smil, farvet over det smukke ansigt.

Evangeline havde selvfølgelig bemærket den unge mand, som var på vej ud, af den eneste åbne tøjbutik i hele gågaden. Det var ikke noget man så hver dag, og hun forsøgte ikke at iagttage sceneriet med et alt for nysgerrig blik.
På grund af mørket, var det svært for hende, at se alle detaljerne på den unge mand. Men udfra hvad hun kunne se, havde han et ekstremt velformet ansigt, med de mest perfekte træk, hun nogensinde havde set. Hans hår indrammede det perfekt, og selvom han stod så langt væk fra hende, var det alligevel nok til at få hendes ansigt til at blusse op i en rødlig farve, som heldigvis var skjult af mørket. Udfra, hvad hun kunne se, havde han en meget muskuløs overkrop, som passede perfekt til resten af ham. Han var iført et jakkesæt, som fik ham til at se så formel og rig ud. Men han lignede ikke én, som var arrogant på nogen måde. Tværtimod, hun fornemmede straks, hans venlighed - eller, det hun troede det var. Han var trods alt vampyr, så skjulte hensigter havde han med garanti. Men Evangeline vidste selvfølgelig ikke at denne fremmede mand, var en vampyr. Hun regnede aldeles ikke med, at han på nogen måde, ville ønske at gøre hende ondt. Han var ikke typen der gjorde andre ondt, ifølge Evangeline. Men hendes dømmekraft fejlede også en del.

Hun fik et mindre chok, da den fremmede pludselig stod foran hende. Hun havde været så langt væk i hendes tanker omkring ham, at hun ikke havde opdaget, at han var begyndt at gå over til hende. Igen blussede hendes ansigt op i den velkendte rødlige farve. Nu, hvor han var så tæt på hende, kunne hun betragte ham, på meget kortere afstand. Hans træk var om muligt endnu mere perfekte, når han var tæt på. Hans smalle, men blide øjne, som var indrammet af et par lange, sorte øjenvipper. Hans næse var perfekt, og passede til resten af ansigt.. og hans mund. Hun havde aldrig set en mund før, med så perfekte og fyldige læber. I det hele taget var alt i hans ansigt perfekt. Overnaturligt perfekt. Denne tanke strejfede dog ikke Evangeline. Ej heller, advarede hans øjenfarve hende det mindste. Det var trods alt mørkt og svært at se tingene helt klart..

Evangeline så overrasket på ham, da han begyndte at snakke til hende, med en blød, men dog stadig dyb stemme, som næsten fik det til at svimle for hende. Hvem var dog denne fremmede, smukke mand?
"Jeg.." Evangeline skulle til at svare, da det gik op for hende, at han ikke talte hendes sprog. I det samme lagde hun mærke til, hvor hans øjne gled hen. Hun overvejede, om hun skulle trække op i sin kjole, som egentlig var lidt for nedringet, men hvis det på nogen måde virkede forførende på den fremmede, at den sad som den gjorde, ville hun for alt i verden lade den side.. Tænk hvis denne perfekte skabning, syntes hun var tiltrækkende?
"Well.. I could ask you the same queistion, sir" Hun smilede både til den fremmede men også over sig selv. Hun var vel en lille smule stolt over, at hun havde formået at svare ham på hans sprog, uden at lyde som en genert, lille skolepige.

La'croix' røde øjne, betragtede den unge kvinde, med det samme smil, der ikke virkede til at have dunkle tanker. Dunkle tanker var der nok af, men ikke under La'croix' sind. Han kom fra en hæderlig familie af Daevaer, og havde bestemt at leve efter sin fortids mønster. Som de gamle Maskerade ball, ville han altid være ude, og se alt, og chamere ig vej, frem i hans liv. Men sjældent ville han træde fra den retmæssiges vej, da dette ikke var nødvendigt. At skade, og tage livet, af noget så smukt, som fx den unge Evangeline, var jo ikke blot dumt, men uchamerende, og fuldstændigt stilløst. Nej, han havde aldrigt været en afhænger af Vampyrenes clicheer. Andre, end charmen, og forførelsen. Det, havde han lært sig selv. Og havde han tærpet...
Han smilede stort, da hun stoppede sig selv i at tale hendes eget modersmål, og klukkede blidt, imens han trådte om foran bænken, og lagde øjnene over Evangeline igen. Han lagde kort sit hoved på skrå, og smilede så stort, inden han slog armende ud til siderne.
"These magnificent streetlights, dim and gloomey lights, is my life, dear. The day.. Is not much my thing." Sagde han, imens hans øjne gled imod hende igen, med et ganske kort, lumskt smil. Dog havde smilet stadigt den venlige varme, der gjorde ham til en af nattens, mere sjældne væsner. En oprigtighed, der kun kunne spottes af de fleste, og ville blive misforstået som udnyttelse, af andre. Han lagde så sin hånd på maven, og bukkede halvt, uden at fjerne de røde øjne fra hende, og hendes øjne, hvis ikke hun kiggede væk.
"Sir. De-Arnett La'croix Deansel, is the name i travers bellow. And please. You do not need to stray from your mother tounge, to converse with me, my dear. I understand this lands languauge perfectly. I.. Simply have a horrid accent, should I, my self, attempt to speak it." Sagde han, og klukkede blidt, inden han bevæggede sig hen imod bænken, og satte sig, ganske tæt ved Evangeline, dog uden at berøre hende.
"Of course.. If you'd preffer it, i can speak your language, if my dialect is too rough." Sagde han, med endnu et blidt smil. Han rakte sin ryg, og sad ganske så formelt, med de røde øjne, rettet ned imod Evangeline. Så ung og uskyldig en skønhed, skulle man lede længe efter. Elverne, og hvis ikke han tog fejl, Lys Elverne, havde bestemt et eller andet over sig, der gjorde dem så fantastisk perfekte. Og Evangeline, var bestemt af Elver slægt. Om hun var Lys Elver, kunne hendes blod ikke røbe. Men hun var bestemt ikke Drow, og de fleste andre Elvere, var efterhånden udryddet. Desværde.
Han havde altid set op til Lys Elverene, for deres kunst, inden for alt, hvad der for ham, betød skønhed. Musik. Kunst. Dans. Personlig skønhed. Aldrig kunne han finde på at påføre skade på sådanne væsner. Det ville være imod hans personlige synder, og kunne han ikke nære sig.

Evangeline prøvede, men det var en umulighed ikke at stirre betaget på denne unge mand. Hvilken skønhed han var! Hvordan var det overhovedet muligt? Alt ved ham, fik hende til at længes efter ham. Hans øjne, hans mund, hans ansigt.. alt. Det irriterede hende, at han stod lige foran hende. Aldeles ikke fordi, hun ikke ønskede, at han var tæt på hende, hun ville bare gerne have ham tættere på hende. Hun ønskede denne fremmede mand, så tæt på hende som muligt. Hun ønskede at være i hans muskuløse arme. Hun havde dog ingen anelse om hvorfor. Han var en vildt fremmed, som hun aldrig havde snakket med før, og alligevel følte hun sig så sært tiltrukket af ham.
Normalt ville det nok undre hende, at hun var faldet så hurtigt for en fremmed, for det skete ikke ligefrem hver dag. Men disse tanker, som for det første, burde holde hende tilbage fra den fremmede, og som for det andet burde få hende til at tænke sig om en ekstra gang, inden hun lod sine øjne forsvinde ind i hans, eksisterede ikke på dette tidspunkt. De var for at sige det ligeud, en by i Rusland. De eneste tanker, der eksisterede i hendes hoved i dette øjeblik, omhandlede alle sammen den fremmede, og det faktum at hun ønskede ham så uendeligt meget tættere på.

Evangeline lagde sit ansigt en anelse på skrå, da han gav hende forklaringen på, hvorfor han var ude på denne tid af natten. Denne, sammen med de røde øjne, hans overnaturlige skønhed og den måde han tiltrak hende på, burde havde advaret hende om, at han var en vampyr, og at hun for sin egen sikkerheds skyld, burde tage afstand fra ham. Men som sagt, eksisterede der ikke en eneste fornuftig tanke i hendes hoved i øjeblikket, så disse advarsler lagde hun ikke mærke til.
Hans smil fortryllede hende. Hun var overbevist om, at hvis han bad hende om noget på nuværende tidspunkt, ville hun ikke engang blinke, inden hun ville gøre, hvad han bad hende om.

Evangeline lyste op i et stort smil, da han slog sig ned på bænken ved hendes side. Hun ventede i et par sekunder på, at han skulle lægge armen om hende, eller i det mindste bare berøre hende på en hvilken som helst måde, men det skete ikke. Hun ventede åbenbart forgæves. Hun forsøgte at skjule hvor ivrig hun var, efter at mærke hans hænder mod hendes hud. Hun forsøgte samtidigt at skjule sin skuffelse over, at han sad så tæt på hende, men uden at røre hende.
Hun smilede en smule over, at han åbenbart forstod hendes modersmål, men ikke selv ville tale det. Et lille grin undslap hendes læber.
"I underst.."
Hun stoppede sig selv endnu engang, før hun havde fuldført en sætning. Hun var en smule forvirret over, hvilket sprog hun nu skulle tale, men besluttede sig for, at slå over i sit modersmål.
"Jeg forstår dig fuldstændig.. men jeg vil gerne høre dig, snakke mit modersmål" Hun smilede. Hvis han var så perfekt til at tale, som han var til alt andet, ville det skam ikke være noget problem for ham.

Evangeline så på ham, og følte sig på en måde ikke formel og fin nok, til at være ved hans sidde. Han sad på en så fornem måde i dette jakkesæt, og det fik hende til at spekulere over, hvorfor han dog overhovedet nedværdigede sig til at snakke med en som hende. Han kunne garanteret svømme i penge, mens hun knapt nok, havde penge nok, til at betale vand-regningen. Trods det, var hun selvfølgelig glad for, at han ville bruge sin tid på hende, og hun ønskede at han blot blev ved hendes side.

La'croix, havde flere gange, sendt hende et forundrende smil, der ikke ligefrem så ud til at være ubehaget, men tværtimod. Så ud til at nyde den opmærksomhed, den nysgerrige kvinde gav ham. Hendes interesse var tydelig, og den fik bestemt La'croix til at smile, men også til at undre sig over, hvad der tiltrak hende så meget? Han vidste godt at han var smuk, men det var bestemt ikke noget han tænkte over. Han behøvede ikke at gøre meget for at tage sig af sig selv. Skønheden lå i bloddet, og var han født med, og det eneste han tilføjede til det, var hans klæder, hans elegance og hans charme. Men hun så nærmest tryldebundet ud. Som om han havde forsøgt at forføre hende, allerede? Men det havde han bestemt ikke. Han nød blodt en smule selskab, på den rolige aften, som jo så hurtigt rendte ud, i disse sommerdage. Men det skulle bestemt ikke holde ham fra, at være facineret af den skønne Evangeline. De tså heller ikke ud til, at hun tog sig af hans race? Modig, eller blot helt fuldstændigt væk? Hun virkede jo ikke dum, eller ubegavet. Hun kunne snakke hans sprog, og kunne gøre det udmærket. Langt bedre end de fleste, i denne by.
Han sukkede blidt af hendes 'insistering' på at han talte DI Morgas sprog. Han havde aldrig været specielt glad ved sproget, da hans tykke accent, i hans øre, blot lød overlegent, og arogant. Sproget i sig selv, var simpelt, for ham, mendet gjorde det ikke bedre at høre på. Dog så han ikke ud til at være generet af at skulle tale sproget, men smilede blot, og nikkede en enkelt gang.
”For dem, med glæde. Jeg beklager hvis mit accent gør det uforståeligt, det kan jeg virkeligt ikke gøre noget ved.” Sagde han, med et blidt smil. Hans accent var et virkeligt fyldigt fransk accent, der fik ham til at lyde endnu mere af overklasse, end han allerede så ud, og snakkede. Han brød sig ikke om det, men det kom ikke frem, i hverken hans tale, eller hans ansigt, der stadigt blot smilede blidt, med de varme øjne rettet ned imod hende.
Den ivrige kvinde, facinerede ham mere og mere. At hun kunne være så fortryllet. Så betaget. Ved blot at skænke hende et blik? Ganske kort, så han udfordrene, og en anelse legesyg ud. Som en kat, der skulle til at hoppe på en bold. Han fjernede sin ene hånd fra hans eget lår, og lagde den blidt, over på hendes, hvor han strøg sin tommeltot imod, med en blid, og nærmest sensuel kærlighed.
”Well. Du har stadigt ikke svaret på min spørgsmål, min kære.. Ej heller, har du præcenteret dig selv, og velsignet mig, med deres navn?” Sagde han, med det bløde fløde accent, der fik hans 'overlegenhed' til at lyse endnu mere frem. Han nød ikke denne overlegenhed, der næsten strållede frem fra ham. Men han ville ikke træde fra sine rødder, og var stolt af dem, præcis som han var af alt andet han ejede. Men det etød ikke, at det skulle smørres ud over alle andre.

Evangeline havde selv ingen som helst anelse om, hvorfor hun dog var så betaget af denne vampyr, som intet andet gjorde, end blot at kigge på hende. Dog gjorde hun heller ikke det mindste for at finde ud af det. Tanken havde som før sagt, slet ikke strejfet hendes naive tankegang.
Men noget ved ham var så fortryllende, så fantastisk, at blot hans tilstedeværelse var nok til at gøre hende næsten hypnotiseret. Om det var hans perfekte udseende eller hans høflige og formelle personlighed, var ikke til at sige. Men en ting var i hvert fald sikker, hendes tanker kredsede i øjeblikket udelukkende om ham. Hun var fuldstændig væk i denne fremmede unge mand. Efterhånden som hun havde snakket med ham, og betraget hans elegante, perfekte bevægelser, samt alle de tegn og advarsler det havde givet hende, havde hun nok indset, hvilken race han tilhørte, men tanken lå langt væk. Desuden, hvis det i dette øjeblik, gik op for hende, st han var en vampyr, som med en enkelt bevægelse kunne slå hende ihjel, ville hun være ligeglad. Forfærdeligt naivt og en smule uhyggeligt, men det var ikke desto mindre tilfældet.

Evangeline smilede, da han begyndte at tale Di Morgas sprog. Han lød godt nok en smule arrogant, men hun havde på en måde følelsen af, at det var han egentlig ikke. Hun syntes rigtig godt om den fremmede - mildt sagt. Hun var fuldstændig væk i ham.
"Jeg går rundt og kigger på butikkerne.. selvom jeg egentlig ikke har råd til at købe noget her, med den elendige løn, mit arbejde giver mig.." Hun smilede til ham, og besluttede sig for, at være ærlig. Endnu en måde den perfekte fremmede påvirkede hende på. Hun følte ikke, at hun var i stand til at lyve for ham. Ikke når han kiggede på hende, med de smukke, dyb-røde øjne. Hun smilede større, da han bad om hendes navn, og gav ham naturligvis svaret.
"Jeg.. hedder Evangeline". Hun sendte ham et sødt smil, imens hun forsatte med at tale. "Og Dem?" Hun fandt det passende at tiltale ham sådan, da han mod alle forventninger gjorde det samme overfor hende. Men havde han ikke gjort det, havde hun nok alligevel, tiltalt ham sådan. Han var rig og formel - den type mand, man havde respekt for.

Evangeline var stolt over, at det lykkedes hende, at svare med en sammenhængende sætning, når man tog i betragtning, hvor han havde placeret hendes hånd. Det gjorde hende helt blød, når han blot kiggede hende i øjnene, og nu lå hans hånd på hendes lår, imens hans tommeltot strøg hendes lår, på en blød og kærlig måde. Et smil bredte sig på hendes læber, som lyste langt væk af begær.
Hendes blik gled fra hans smukke øjne, og ned til hans fyldige læber. Hun længtes efter at mærke dem mod sine, men hun turde ikke tage det første skridt. Sådan en fattig tøs som hende, der kyssede en rig og formel herre, som ham? Det var uhørt, og det ville han sikkert også synes, og denne chance turde hun ikke at tage.

La'croix' røde øjne, betragtede hende undersøgende, og ganske diskret, så hans undersøgende intentioner, var gemte. Hun mindede ham, på mange måder, om det publikum, der engang begik hans moders sale. smukke kreature, der alle kendte deres plads, men alle stadigt nød den. Der var ingen af dem, der kom nær den magt hans moder havde haft, men de nød stadigt deres tilværrelse. Ikke undersotter, og ikke slaver. Blot tilstedeværende, der fik de gyldne gange, til at sprudle med liv, præcis som hans moder foretrak det. Præcis, som han selv foretrak det. Veltilfredse gæster, der kunne bo, så længe de ønskede. Nu manglede de blot, at få opyget sit Palæ, og så kunne han også gå igang. Men. hvorfor dog ikke starte nu? De gamle, lettere ruinerede Palæ, under opbygning, havde alligevel sin charme. Og han havde jo allerede ledt efter nogen, til at bo ved ham. Så hvorfor ikke også denne unge skønhed? Hun så bestemt ud til at have en hvis interresse?
Han smilede blidt af hendes grund, og fjernede sit legesyge blik, da hun så ud til, stadigt at kunne kontrolere sig selv, selvom han rørte hende. Selvom hun bestemt var ivrig. Bestemt havde lysten til det. Til ham.
Hans røde øjne, gled rundt på deres omgivelser, og han lagde hovedet en smule på skrå, og tænkte på, hvorfor en ung kvinde som hende, ikke søgte butikkerne om dagen? og så ved nævnelsen af hendes løn, slog hans øjne ned på hende, med et overraskende blik. Hvordan kunne en yndig kvinde som hende, have et elendigt arbejde, med en skæv løn? Nej nej, det kunne da slet ikke gå. Det ville La'croix ikke lade blive.
La'croix smilede blidt, og fjernede hånden fra hendes lår, men kun for at rejse den, og blidt hade hans håndflade, røre hendes hage, og den ene finger, blidt stryge over hendes kind, imens han fik hendes hage rejst en smule, som ville han have hende til at side mere stolt. Mere ret. Eller også, som om han ville rejse hendes læber til hans. Og han nærmede sig også, men kun ganske lidt, for at prikke til fristelsen, men tættere kom han ikke.
"Kald mig blodt La'croix.. Min kære Evangeline. Det.. Er et gammelt navn.. Er det ikke? Det er et smukt navn. Minder mig om tider, alle andre har glemt.. Et behageligt mind." Sagde han, smilede en anelse breder, og mere venligt, inden han lod sin hånd dale fra hendes hage, og fik så et tænkene blik, og lod de røde øjne, glide ud over gaden, og de mange butikker.
"Hvad.. Ville de sige til, at kunne have råd.. Til at handle, i samtlige disse butikker? Til ligefrem, at være 'påtvunget' det? At beklæ dem i klæder, som den kjole der." Sagde han, og peggede med en af de lange fine fingre, imod en kjole, stillet op i et vindue, på den anden side af gaden. Kjolen havde en hvis gammeldags stil, som resten af den specielle forretning havde. Hans øjne gled ned på Evangeline igen, og han smilede sit store blide smil igen.
"Og de ville arbejde på et Palæ. Et Palæ, som i gamle dage. Den gang, Palæer mindede mere om et slot, end et slot selv." Sagde han, med en næsten overdramtiseret, skuespillerstemme, og et stort smil, imens han lavede en fagt foran sig, med begge arme, som præggede han ud over en scene.

Evangeline havde mest af alt lyst til tage skridtet videre, og videre.. og videre igen. Det var ikke nok at mærke hans hånd på hendes lår, selvom det nu alligevel var ganske tilfredsstillende, at han rørte hende på denne kærlige måde, og så et sådant sted. Det svimlede helt for hende, og hun måtte kort lukke øjnene og åbne dem igen, for at bevare koncentrationen, og afholde sig selv, fra at virke alt for ivrig, dog var det stadig tydeligt, hvor meget hun havde lyst til at han blot ville forsætte. Hun var ligeglad med, hvor mange der så dem, og hvad de så - hun ville bare tættere på ham, mærke ham på en anden måde. Hun var helt væk i ham, og hvis hun kunne, ville hun have lænet sig op af ham, og lagt hendes hoved på hans veltrænede brystkasse, og lade ham ligge hans mindst lige så veltrænede arme omkring hende. Men hun kunne ikke. Tænk, hvis han ikke havde lyst til hende? Eller ikke ønskede hende tættere på? Tænk hvis han gik, hvis hun gik for langt.. Dette ville hun ikke risikere. Hun måtte lade ham føre, lade ham gøre tingene i hans eget tempo. Bare ærgeligt, at hans tempo var alt for langsomt, i følge Evangeline. Men hun kunne af gode grunde ikke gøre det mindste ved det.

Evangeline løftede sin hånd en anelse, hvorefter hun satte den anden hånd henover den, som for at holde den nede. Hun havde været ekstremt tæt på, at tage fat i hans hånd og flytte den ned på hendes lår igen. Men hun havde stoppet sig selv i allersidste øjeblik. Hun håbede inderligt, at han ikke nåede at se det.
Hun lyste endnu engang op i et smil, da hun mærkede hans hånd på hendes kind. Hun fik et mindre chok, da hun også mærkede kulden fra den. Det var et meget lille chok, og det eneste der røbede, at hun havde fået det, var at hun i et øjeblik stivnede, hvorefter hun slappede af igen. Det var egentlig en ret så behagelig følelse, at mærke kulden mod hendes varme kind. Dette var endnu et bevis på, at han var en vampyr, men hun slog det hen, som en almindelig hed, at hans kropstemperatur var så lav. Han frøs vel bare, intet andet.
Smilet på hendes læber, blev om muligt endnu større, da han begyndte at stryge hendes kind med hans ene finger. Hun nød det i fulde drag. Hun nød det mere, end hun nogensinde ville turde indrømme overfor ham. Desværre, var hun ikke klar over, hvor tydelig nydelsen var i hendes øjne.
Hun rettede sig automatisk op, da hans bevægelser næsten tydede på, at det var det han ville have hende til. Derefter, spurgte hun sig selv om hun mon havde taget fejl i første omgang. Nu virkede det mere som om, han ville havde hendes ansigt tættere på. Hun glemte næsten at trække vejret, da hans ansigt nærmede sig hende, og så stoppede han. Hun skreg indvendigt, af lyst til at mærke hans bløde, fyldige læber mod hendes egne. Hvorfor havde han dog stoppet sig selv i, at komme tættere på? Lysten, begæret og skuffelsen var tydelig i hendes øjne. Og igen, løfte hun sin hånd, hvorefter den anden lagde sig henover den. Igen havde hun været ved at tage fat i ham, og ændre på hans bevægelser. Denne gang, ville hun havde ham tættere på. Så tæt på, at hun kunne nå hans læber med hendes egne. Så han kunne ligge armene om hende i kyssede hende, som hun aldrig var blevet kysset for. Hun blev helt overrasket over, hvor meget hun egentlig længtes efter et enkelt kys. Hun var blevet kysset så mange gange før, men det her var noget andet. Det var ham. Hans læber.. Det gjorde hele forskellen.

Inderst inde, vidste Evangeline godt, at han var en vampyr. Hun var jo ikke ubegavet på nogen måde. Men hun nægtede at tro på det. Hun nægtede så meget, at det var lige ved, hun stadig ville benægte det, hvis han fortalte hende ligeud, at han var, hvad han var. Som sagt, de fornuftige tanker var en by i Rusland. Evangeline var efterhånden blevet god til at sende dem dertil.

"Okay, La'croix" Hun smilede og gjorde som han sagde. Han havde bedt hende om, at kalde ham ved det, som måtte være hans navn, hvilket hun selvfølgelig gjorde, uden at blinke.
Evangelines mund, havde svært ved at holde sig åben, da han spurgte, hvad hun sagde til, at have så mange penge, at hun havde råd til at købe tøj her. At det endda skulle være påtvunget.. Hun var målløs. Hendes blik fulgte hans finger og hun var lige ved at skrige. Det var den kjole hun så gerne ville have, men som hun skulle sælge sin lejlighed for at få råd til!
Hun så på ham med store øjne. Han tilbød hende et job! Et rigtig job! Med en fantastisk løn.. på et palæ!
"Åh, selvfølgelig vil jeg det!" Sagde hun ivrigt. Lidt for ivrigt, efter hendes egen smag. Men åh, hvor ville hun gerne havde et sådant job.

La'croix' øjne, opfangede alt. Selv hendes småligeste træk. Han havde tiltrukket hende, ved blot at være sig selv. Hans ynde, var jo ikke ligefrem noget han satte op. Han smilede blidt af den smukke unge kvinde, da hun ville reagere, på flytningen af hans hånd. Så ivrig efter hans berøring? Havde det overhovedet strejfet hende, at han var, hvad han var? Eller udgav hans race, ikke den samme frygt i hende, som det gjorde i de fleste? Eller så hun igennem hvem han så ud til at være, til hvem han var? Så hun, at han ville gøre alt i hans magt, for at holde hende i sikkerhed, skulle hun vælge at g under hans vinge. Det var et sjovt valg af ord, da den der oplærte ham, selv brugte den. Den, La'croix engang var under vingen af.
Den glæde der udstrålede fra hendes øjne, da hans fingre igen berørte hendes smukke hud, var nettop en af grundene til, at La'croix var, som han var. Den glæde, der strållede fra en hver kvinde, når noget de virkeligt ønsker, kommer dem nær. Det var tydeligt, at hun hungrede efter hans læber. Hans berøring. Hans nærværd. Og den ville han give hende, skulle hun ønske, at acceptere hans tilbud.
Men hvis der var noget han nød mere, end en ung kvindes fortryllede blik, som det Evangeline udstrållede. Så var det, at lege. Han elskede at lege med følelser. Både i godt, og i ondt. Han elskede lange forspil. Udstrukkede handlinger. Han ville udtrække hans ultimative nærværd til Evangeline, så længe det var ham muligt. Det var bestemt ikke nemt for La'croix, at holde sine læber fra hendes, og hans arme fra hendes krop. Men legen, gik to veje. Ved at irriterre sig selv, drillede han også Evangeline. Pirrede hende. Og han nød at se hende hungre efter, noget der ville være ham så nemt at give. Men som han holdt tilbage, så længe han kunne.

Da Evangeline svarede på hans spørgsmål, udbredte hans smil sig, og han lod sin hånd, glide om på hendes kind, som han igen blidt strøg, med en finger, inden han rejste sig fra bænken.
"Fantastisk! Så vil det glæde mig, at invitere dig, til mit 'forfaldene' Palæ." Sagde han, med en blid klukken, og drejede en gang omkring sig selv, for så at ende med blikket imod hende, og en udstrakt hånd, imod hende, som tilbød han hende den. Den anden hånd, rakte han ud bag sig, så han stod i en meget opstillet, skuespiller stilling, med et stort smil.
"Forfaldene, er vi igang med at ændre, men man bygger ikke en bygning med seddler, og man pynter det ikke, uden smukke genstande, og folk." Sagde han, stadigt med det blide smil på læberne. Skulle hun tage imod hans hånd, trak han hende hårdt, men dog stadigt blidt, og elegant op fra bænken, og hvis ikke hun hurtigt slap hans blide og faste greb i hendes hånd, rejste han hendes arme, for så at tvinge hende ud i at dreje omkring sig selv, en enkelt gang, for så at ende med ryggen imod hans anden arm, for så at læne sig lidt ned, så hun blev skrånet tilbage, og han var over hende, med det store smil, og de røde øjne, kun ganske få centimeter fra hendes ansigt. Han holdt hende blidt i denne stilling, hvor han sørgede for al hendes vægt, hvis blot hun holdt sin balance. De røde øjne, betragtede hendes blik, og de bløde læber, holdt sig fortsat ganske tæt på hendes, men berørte dem ikke.
Ganske få sekunder efter, rejste han hende, og sendte hende rundt i endnu en cirkel omkring hende selv. Specielt, skulle hun forsøge at lade deres læber delles, lod han hendes kys, vente endnu længere. Hånden, der før havde holdt hendes balance, blev nu slået til hans side, og med en knipsen, og en smule røg omkring hans hånd, kom en fin, moderne hat frem, i samme farve som jakkesættet, som han passerede over hans brune hård. Og hvis ikke Evangeline protesterede, lagde han en arm om hende, og ledte hende hen af gågaden, imod en af de støre veje.
"Håber ikke at de havde yderligere planner for i aften?" Spurgte han, og lod øjnene glide smilende ned på Evangeline, imens en af hans fingre, blidt strøg imod hendes side, hvor hans hånd hvillede.

Evangeline så undersøgende på La'coix. Det var næsten umuligt, at læse i hans øjne, hvad han havde set og ikke set. Hans ansigt røbede ingenting. Hun smilede blot og håbede på det bedste. Det bedste var selvfølgelig, at han ingenting havde set. At han ikke havde set hendes forsøg på, at sætte hans hånd tilbage på hendes lår, og hendes forsøg på, at få hans ansigt tættere på hendes. Begge dele, havde hun nået at stoppe, i allersidste øjeblik. Han måtte ikke tro, at hun var så ivrig efter ham. Men det blev sværere og sværere, at skjule det. Dog troede hun stadig, at det lykkedes hende, at holde det nogenlunde hemmeligt, at hun var så ivrig efter at mærke hans perfekte, fyldige læber mod hendes, hans muskuløse arme omkring livet på hende og hans kolde hænder på hendes krop.

Et stort smil fuldt af begær, bredte sig på Evangelines læber, da hun endnu engang mærkede hans hånd på hendes kind. Hun nød den blide måde, han strøg hendes kind på, med en enkelt finger. En så enkel og lille bevægelse, som skabte så uendelig meget nydelse i hele hendes krop. Hun ville have mere.. hun havde lyst. Lyst til ham. Og kun ham.
Hun så på ham med en skuffet mine, da han rejste sig op. Hun skulle til at række ud efter ham, men fik sig selv med nød og næppe stoppet midt i bevægelsen. Hvad var der dog i vejen med hende? Var hun virkelig så langt væk, i denne perfekte skabning, at hun ikke længere kunne styre sin lyst til ham? Dog forsvandt den skuffede mine, da han rakte hans hånd frem mod hende. Hun tog den med det samme, uden at blinke. Måske gjorde hun det lidt for hurtigt og lidt for ivrigt, men det var jo for sent, at lave det om nu.
Hun smilede lykkeligt da han hev hende op, med en blid og hård bevægelse. Hun dansede med rundt, da han drejede hende en omgang, og hun lyste op i et stort smil, da han skubbede hende tilbage, og holdt hendes vægt oppe, med den ene arm. Hun kunne slet ikke lade vær' med at smile. Endelig var hun i hans arme! Hans perfekte muskuløse arme! Hun kunne ikke være andet end lykkelig. Hun glemte endnu engang at trække luft ned i hendes lunger, da hans ansigt nærmede sig hendes. Deres læber var så uendeligt tætte på hinanden, og alligevel så langt fra. Det var uudholdeligt!

Evangeline var så tæt på blot at tage fat i ham, og kysse ham. Selv tage det kys, hun længtes så meget efter, da han slap hende, alt, alt for tidlidt.
Hun smilede igen, da han drejede hende rundt. Skuffelsen var ikke så uudholdelig, når han rørte hende på denne måde. Hun lod ham dreje hende rundt, og forsøgte ikke at kigge alt for længselfuldt på hans fyldige, og perfekt formede læber, som hun to gange have været så tæt på, at mærke mod hendes egne, men han havde flyttet sig fra hende i sidste øjeblik. Hun begyndte at miste troen på, at han overhovedet havde lyst til at kysse hende.
Dog bredte smilet sig stadig på hendes læber, da han lagde en arm om hende og førte hende ned af gågaden. Hun nød virkelig, at han havde hans hånd på hendes hofte, og mærke hans fingre stryge henover hendes hofte.
"Jeg har ingen planer for i aften" Hun smilede og håbede inderligt, at hun kunne tilbringe den med La'croix.
"Og De behøver ikke at tiltale mig så formelt" Evangeline var ikke vant til at folk tiltalte hende sådan. Faktisk, var han den eneste, der nogensinde havde tiltalt hende på denne måde.

La'croix, var en hær af masker. Hvis ikke han ønskede sig selv læst, skulle man kunne læse hans tanker, for at få noget fra ham. Egentligt, var det ham ikke så vigtigt, at holde alle sine tanker gemt for Evangeline. Hvad der ingen skader, er der vel ingen, der ville klage over? Det eneste han ikke ville lade hende se endnu, var lysten til hendes læber. Og lysten til hendes blod. Disse to ting, ville han dog aldrigt stjæle, fra nogen. Han ville altid lade dem selv vælge. Der var tilfælde, hvor han var gået over stregen. Men mente han ikke selv, han skulle dømmes på.
Åh, hvor kunne hun dog ikke gemme sit begær. Og hvor det dog tænde for hans, mere og mere. Han kunne mærke lysten til hende, blot stige mere og mere. Det var ikke kærlighed. Det var ikke et behov. Blot, rent ud, lysten. La'croix, havde altid haft den. Begæret, til at få fingre i alt, der var smukt. Og hver gang han fik chancen for det, ville han ikke tænke to gange, før han slog til. Og dette, var en af dem. Men han var ikke en, der blot brød isen ved første øjnkast. Bestemt, vidste han allerede hvor dette førte hen. Men han havde langt fra travlt.
Endnu engang, skulle hun til at reagere, på at han fjernede sig. På en fratrækning. Stoppede sig selv, i at tage det hun ville have. La'croix. Fra at tage hans læber imod hendes, og blive velsignet, med det hun, lige nu, hungrede så uendeligt efter. Hvorfor? Var hun i angst for, at La'croix også ville dette? Dette simple kys? Var hun bange for, at hendes træk, ville hive ham væk fra hende, frem for nærmere? Det var så forkert, på så mange måder. Men La'croix nød det. Nød at hun hungrede efter noget, men ikke turde træde tæt nok, i angst for at miste det. Han nød at lege med det, men vidste at der måtte komme en ende på det. En ende, han nu ville bevæge sig imod, frem fra at holde sig fra. Han ville med glæde, velsigne hende med et kys. Alt. Skulle bare have det helt rigtige tidspunkt.
Endnu engang, ville hun så gerne have, at han tog et ekstra skridt. Det sidste skridt, og lige lade deres læber mødes. Men nej. Ikke endnu. La'croix ville ikke give det, før han selv syntes det passede bedst. Ikke fordi han kun lidt ville have hende. Han ville meget gerne have fat i hende, men alt var bedre, når der er blevet brugt nok tid på det.
Da hun udmeldte, at hun ingen planer havde, silte han stort, og rakte ned i en lomme, hvor han trykkede på en lille plastik mekanik, med blot en knap. Han tog ikke mekanikken op, så hun ville ikke rigtigt se, hvad hans hånd lavede i lommen. Han smilte så bredt, af hendes fratrædden, til den formelle tiltale, og rystede kort på hovedet, inden han blidt trak hende ind foran sig, tog fat i hendes ene hånd, og fik hende så til at spinde rundt en enkelt gang, omkring hende selv, imens han blidt lo.
"Jammen hvorfor dog ikke?" Spurgte han, med et stort blidt smil, inden han stoppede hendes to sving, ved at trække hende til sig, med en blid arm omkring hende, og den anden, holdt han fortsat hendes hånd, ud til deres ene side. Deres ansigter, endnu engang, ganske tætte.
"Alle fortjener, en anelse formalitet, fra tid til anden.. Specielt, unge kvinder, så smukke som dig." Sagde han, med et glint i øjnene, og et blidt smil. Han nærmede så endligt hans læber hendes, og lod dem mødes, i et blidt kys, imens hans hånd på hendes ryg, blidt strøg op af den, og trak dem tæt imod hindanen. Hans røde øjne, forblev åbne, og stirrede imod hendes.
Da han lod deres læber dele, smilede han stort, og slap den hånd, han havde holdt ude ved deres side, og lagde den blidt på hendes kind, og strøg den blidt, med en finger, som han havde gjort før.
"Beklager, min kære Evangeline. Kunne ikke lade være.. Håber ikke.. At det får dem til, and ændre mening, omkring mit forslag?" Næsten hviskede han stille til hende, med hans blide smil, stadigt skrevet over de kolde læber.

Evangeline opgav hurtigt af forsøge at læse hans ansigt. Hun måtte se i øjnene, at hun ikke anede hvad han tænkte på, eller hvad han havde set. Hun måtte blot håbe. Håbe at han ikke syntes hun virkede for ivrig efter ham, selvom det nøjagtig var det, hun var. Ivrig efter at tage med ham hjem og bare.. være hos ham. Men hun var så forfærdeligt usikker på, om La'croix gengældte hendes stærke lyster og følelser. Hun havde lyst til ham. Hun ville have mere af ham. Det var langt fra nok for hende, at være i hans arme. Jo, det var bestemt tilfredsstillende at mærke, at han holdt om hende. At hun i et øjeblik, følte at nogen for en gangs skyld holdt af hende. Men så kastede hun et enkelt blik på hans ansigt, og så forsvandt øjeblikket. Hvorfor skulle sådan en vidunderlig skabning overhovedet bryde sig om, at snakke med en som hende? At han overhovedet ville holde om hende, forstod hun ikke grunden til. Han var jo så perfekt.. hvad skulle han dog med hende? Han kunne vel få så mange andre, som havde en passende rang i forhold til hans. Hvorfor havde hun dog ikke tænkt på dette før? Det var jo derfor han trak sig væk fra hende, hver gang deres læber næsten mødtes.. han havde simpelthen ikke lyst til at kysse en, med en så lav økonomisk rang som hende..

Det var tydeligt at tyde hvad Evangeline tænkte. Hendes ansigt kunne med lethed læses som en åben bog. Muligvis tog hun fejl i sine tanker, men hun havde jo ingen jordisk chance for, at vide hvad den vidunderlige mand tænkte. Hans ansigt var som en maske.. En perfekt velformet maske, som holdt alle hans tanker og reaktioner skjult.

Evangeline glemte dog hurtigt de lettere fortvivlede tanker, da La'croix blidt drejede hende rundt og derefter holdt hende ind til sig. Hun tøvede længe, men lagde så forsigtigt sit hoved på hans skulder. Hun var rædselslagen for, at han skulle skubbe hende væk. Hun ville så gerne være tæt på ham. Endnu engang drejede han hende rundt og hun lod ham blot gøre det. Hendes yndefulde og elegante bevægelser, gjorde hendes måde at dreje rundt på, en anelse forførende.
Hendes hjerte bankede dobbelt tempo, da hans ansigt nærmede sig hende. Og endelig! Endelig skete det! Hans bløde, fyldige læber, rørte hendes i det mest perfekte kys, hun nogensinde havde fået, efter hendes egen mening. Hun glemte alle tanker fra før, de var også en by i Rusland sammen med de fornuftige af slagsen. Kysset var fantastisk. Det var meget bedre end hun havde forestillet sig, imens hun havde længtes efter det. Hun ønskede ikke at han nogensinde skulle fjerne sine læber fra hendes igen. Nydelsen var ekstrem, og tydelig at se i hendes bevægelser. Det samme var begæret efter mere, da han slap hendes læber igen, og strøg hende over kinden.
"Det.. det.. gør... det får mig ikke til at ændre mening, La'croix, jeg vil hellere end gerne gøre dig selskab på dit palæ, efter dette"
Evangeline måtte samle sig, for at kunne skrue en sætning sammen igen. Hendes ansigt blussede op i en rød farve, da det gik op for hende, hvor meget hun havde nydt det.. og hvor desperat hun måtte virke. Hun håbede inderligt, at han ikke havde lagt mærke til det. Oveni det, var de så enormt pinligt, at hun ikke var i stand til at tale korrekt, før hun lige havde trukket vejret en gang eller to, pga. hans kys. Det svimlede helt for hende. Han havde kysset hende! Han havde rent faktisk kysset hende! Så havde han måske lyst til hende alligevel?
Evangeline mærkede håbet finde bolig i sin krop igen. Håbet på, at han måske havde lyst til hende, og var ivrig efter at mærke hende, på samme måde, som hun var ivrig efter at mærke ham.

La'croix, kunne virkeligt mærke hendes tøven. Se hende, tabe hendes håb. Håbet om et eller andet, som han ikke helt, med det samme havde fanget. Var det håbet, om ham? I så fald, ville han ikke skuffe...
La'croix' røde, søgende øjne, betragtede den smukke, elegante kvinde, med en hver bevægelse hun gjorde. Hun var jo fantastisk. Perfekt, til hvad han var igang med at opbygge! Hun mindede ham om Miranda og Miriam, de to tvillinger, der opholdt sig på hans Palæ, som Evangeline også snart ville. Bortset fra, Evangeline havde sofistikation. Tvillingerne var barnlige, og aldrig seriøse. Men Evangeline, havde alt dette, pakket ind i en smuk krop. Elverne, havde bestemt deres lyse øjeblikke, når de ikke brugte for meget tid i træerne...
La'croix' undersøgen, af Evangeline, hendes bevægelser og hendes ynde, gjorde han ikke skjul på. Han ville lade hende vide, at hun blev betragtet. Opserveret. Nydt. Han nød en hver bevægelse, en hver kurve, og et hvert smil, fra den smukke unge kvinde. Hun havde noget, ikke alle unge kvinder besad. Noget, Laøcroix ønskede mere, og mere.

Det var tydeligt, at hendes håb strålede tilbage i hende, da hun lagde sit hoved imod hans skulder. Han havde blidt ladt sit hoved ligge imod hendes, i ganske kort tid, inden han igen havde drejet hende rundt, og igen betragtede hendes smukke ydre.
Og den udstråling, der kom fra Evangeline, da deres læber mødtes. Den var alt! værd. Han ville ikke ofre noget, for chancen for dette øjeblik. Den første strålen, af en tændt, og behaget kvinde. Det, var i La'croix' verden, det helle værd. Hendes svar, fik La'croix til at smile blidt, og han strøg blidt sin hånd under hendes hage, og tommeltotten, blidt røre kanten af hendes læber.
"Det.. Er jeg dem taknemlig for. Jeg ville hade, at skubbe så smuk en kvinde fra mig." Sagde han, stille og med en blid stemme, imens ansigtet nærmede sig hendes igen. Lyden af en motor, kunne nu høres, der langsomt nærmede sig.
"Dine bløde læber, tiltrækker mig blot så meget, at jeg ikke kunne holde mig. Det vil blive svært, at ignorere dem, hvis de fik et arbejde hos mig.. Hvis.. Det da overhovedet skulle blive nødvendigt.. At ignorere." Sagde han, med en halvt hviskende stemme, og de røde øjne, blidt lagt imod hendes. Han nærmede sig så hendes læber igen, og gav dem, et blidt, og ganske kort kys, inden de langsomt trak sig igen, da motorens kilde, kom frem fra en af sidegaderne. Det var bestemt ikke lovligt at køre her, men den sorte Limousine der kom frem, ignorerede dette. Hvilket bestemt heller ikke var noget af det 'ondeste' da der ingen andre var, end de to, og bilen. La'croix rejste langsomt sit ansigt fra hendes, og lod øjnene glide imod bilen, stadigt med den ene arm, omkring Evangelines liv.
"Vores transport, er ankommet." Sagde han, med et blidt smil, ned imod Evangeline, imens bilen stoppede op, med en af bagsæde dørene, ved deres side. Chauføren steg så ud, og fremviste en ung herre, kledt som en hver anden chaufør.
"Lord La'croix. I appologice, if I kept you.. And the Lady, waiting." Sagde han, med et smil. La'croix smilede tilbage, og klukkede lavt, imens Chauføren bevægede sig om til dem, og åbnede døren for dem, med et buk, og en pæcenterende arm, imod bilens interiøre.
"Don't you worry, my dear Deark." Sagde han, og lagde øjnene ned på Evangeline. "We found a way, to spend the wait." Sagde han, smilede blidt, med et let lumskt blik i smilet, og holdt så også en arm imod bilen, som en invitation til hende. Og skulle hun sætte sig ind, ville hun se et meget flot interiøre, med sædder bagerst, hvor de skulle side, og så en sæde række foran dem, med fronten imod dem, så man ville kunne tale sammen. På et bord imellem dem, var der metalisk standere, der på nuværende, var lukket.

Evangeline lagde mærke til La'crox's undersøgende blik med det samme. Hun fik følelsen af, at han betragtede hende. Han kunne åbenbart lide, hvad han så, at dømme efter den nydelse, som hun kunne tyde i hans øjne. Den eneste grund til, hun kunne se, at han nød synet af hende, var at han lod hende se det. Han lagde ikke skjul på, at han betragtede hende. Og hun nød det. Nød at han var tilfreds med hendes krop, og kunne li' synet af den. Den skulle han nok få tid til at nyde.. hvis det var det han havde lyst til. Hun ville lade ham nyde den, i den omfang han ønskede, uden at blinke..
Som alt andet, var dette naturligvis også tydeligt at læse i hendes øjne. Stakkels Evangeline, som ikke engang selv var klar over, hvor nem hun var at regne ud. Hvor nem hun var at læse..

Evangeline havde virkelig nydt deres kys. Hun var villig til at gøre så uendeligt meget, for at mærke hans fortryllende læber mod hendes endnu engang. Hvor havde denne følelse været fantastisk! Men nu gik det op for hende, at hun havde regnet med, at hans kys var det hun længtes allermest efter. Hun havde ikke regnet med, at hun kunne længes efter mere end det. Kysset havde fyldt hendes hoved med tankerne omkring det. Hun havde ikke regnet med, hun nogensinde ville få det, men nu, hvor hun havde fået det, længtes hun efter mere. Meget mere. Kysset havde ganske vidst være ubeskriveligt tilfredsstillende. Ord var ikke nok til at beskrive, hvor helt utroligt følelsen havde været, da hun mærkede hans fyldige læber mod hendes. Godt nok, var de kolde, og lettere hårde, men hun havde aldrig nogensinde fået et kys som det han gav hende. Men hun ønskede mere. Kysset havde kun gjort hende om muligt endnu mere vild efter ham, og havde løftet hendes begær op på et helt nyt niveau. Lysten til ham, var så stærk. Så intens. Hun havde aldrig oplevet noget lignende.

Evangeline smilede da han strøg hende over kinden. Smilet blev automatisk bredere, da hun mærkede hans finger, mod kanten af sine læber. Hendes ansigt blussede op i en svag, rødlig farve, da han kaldte hende smuk, og sagde at han ville hade at skubbe hende væk.. Hans bløde stemme, som bekræftede hende i, at han var ganske tilfreds med hendes udseende, fik kun hendes lyst gjort større til ham. Hun hørte svagt en motor-lyd i det fjerne, men slog det hen. Igen, var La'croix det eneste, hun havde i hovedet.

Evangeline åbnede munden for at svare, da han sagde, han ikke kunne holde sig længere og at det ville blive svært at ignorere hendes læber, hvis hun skulle arbejde hos ham. Hun tog det, som at han også havde lyst til hende, hvilket sikkert også var tilfældet. Hun lyste op i et smil, endnu engang, fyldt med begær. Denne lille episode gjorde hende kun endnu gladere for, at hun skulle arbejde på hans palæ.
Der kom ligesom aldrig en lyd over hendes læber, og hun lukkede den derfor igen. Derefter forsøgte hun sig igen, og denne gang, var hun istand til at skrue en sætning sammen, på trods af det han lige havde sagt.
"De behøver ikke ignorere dem.. De behøver ej heller at holde dem væk.. Jeg har intet imod Deres kys.. og kærtegn"
Evangeline smilede, overrasket over, at hun havde fortalt ham det. Hun var normalt ikke typen der fortalte en vildt fremmed, om sine følelser. Men det var der vel ingen der var?

Evangeline smilede stort, da hun mærkede hans læber mod hende endnu engang. Derefter vendte hun sig mod den store limousine, som pludselig kom kørende gennem en sidegade. Hun blev dog ikke overrasket, da det viste sig, at den tilhørte La'croix. Hun satte sig ind, da han gjorde tegn til at hun skulle gøre det. Hun smilede og satte sig på et sæde tæt ved vinduet. Hun håbede inderligt at han ville sætte sig, ved hendes side. Det gav hende en undskyldning for, at tage et lille skridt videre.. Hun kunne vel helt ubemærket ligge sin hånd på hans lår og andre ting i den stil. Hendes begær efter ham, var nu så stort, at hun ikke længere var så bange for, at give ham små hint, så han vidste hvad hun ønskede. Dog vidste hun ikke, at lysten i hendes øjne, næsten var tydeligere og se, end de hint hun ville give ham..