Keela - we could be friends

S: Skoven
T: formiddag
V: solskin og lunt
O: træer og en lille bæk
P: bliver beskrevet i teksten

Det var et lille stykke op ad formiddagen. Ayou var lige gået ud af døren til sit hus og låste den efter sig. Ayou havde en hvid T-shirt, blå cowboybukser og blå converse på. Han så sig lidt om inden han gik. Der var ikk så mange mennesker at se, men det var jo også kun et lille stykke op ad formiddagen. Han begyndte at gå mod skoven som på en måde var en del af ham. Han var ¼ Aspara og ¼ animagus og begge de racer elskede jo skoven. For at være helt ærlig så følte han sig også mere hjemme i skoven end andre steder.
Han kunne se omridset af skoven nu, og kunne mærke en glæde som spredte sig i ham. Han løb resten af vejen ind i skoven efter at ha sikret sig at ingen så ham. Det var bare en vane han havde med at sikre sig at ingen så ham. Han sukkede dybt da han var kommet helt ind i skoven. Han fuldte en lille sti som mest af alt bare linede en sti som dyr havde lavet gennem tiden. De fleste vil nok ingen gang ligge mærke til at den var der, eller bare ignorere den. Da han var kommet et godt stykke ned af stien drejede han til højre og gik lidt før han standsede op. han så sig rundt men vidste godt at der ingen var. Han forvandlede sig til en grå/sort ulv, og løb ind i krattet.
Ikk længe efter kom han til en lille bæk som han fulgte. Han kendte stedet her ud og ind næsten, og han kendte de fleste af de vilde ulve som levede her i området, og var venner med de fleste af dem. En lille flok på 5 løb logrende Ayou i møde og hilste pænt på ham. De var ikk særlig gamle. De var nok teenagere. De var for store til at tigge mere om mad hos hunnerne og for unge til at komme med på jagt, så de havde masere tid til at lege og fjolle rundt. Ayou hilste pænt tilbage, og lagde sig ned i skyggen af et træ lige i nærheden og holdte øje med dem. Nogle af dem skubbede hinanden i den lille bæk, men det var bare kærlig leg.

Solskin, varme, formiddag og skov. Det var den perfekte sammenhæng for en der var halvt dyr! Hun elskede trods alt at kunne mærke vinden i fjerene eller pelsen, det var lige meget hvad det var. Selv hendes lange hår kunne gøre det til en fantastisk følelse at få. Hendes tøj var en rød top, som kunne minde en smule om en kjole, der gik til det øverste af hendes lår. Samt nogle sorte jeans og et par sorte sneakers med en stjerne på hver side. Selvom det var lettere køligt med toppen, så følte hun ellers ikk at hun frøs. Det var mere dejligt at kunne føle sig lige tilpas i forhold til vejret.
Skoven var lige foran hende, hun kiggede på den inden at hun valgte at gå derind og bare nyde dyrelivet. Hun kravlede op i et af træerne da hun var nået et godt stykke ind, hun trængte til at kunne se lidt langt for sig og bare nyde den gode stilhed i stedet for by-larmen. Hun kiggede ned og kunne se smådyr begynde at gå frit rundt igen, hun havde nok skræmt dem lidt med den nye tilstedeværelse, men de havde vænnet sig hurtigt til hende da hun var halvt dyr og blev derfor trygge igen. Hun lukkede øjnene ved nydelsen af en brise der kom pludseligt, hun åbnede dog øjnene lidt hurtigt og kiggede sig rundt. Hvad var det for en lugt i luften? Hun rynkede brynene. Den var ny, og så blandet. Måske endnu en blandingsrace, men den var mere ekstrem end det plejede for hende. Så hun kunne slet ikk finde hoved og hale i det. Det virkede næsten skræmmende.
Hun forvandlede sig efter lidt tænkning til en ørn. Hendes krop begyndte at mindskes og de hvide fjer kom frem. Som slut kom de sorte fjer i slutningen af vingerne frem og den sølv streg som gik fra panden og ned til længste halefjer blev tydelig. Hun gav et kort skrig fra sig og satte af. Hun kom tættere på lugten og landede ved et træ lige i nærheden af den lange bæk. Hun så nogle ulve for sig, nogen hun ikk havde set før. Hun rystede på hovedet og kiggede stadig ned på dem. De legede med den større ulv, som lidt efter begyndte at gå fra dem og hen ved det træ hun havde valgt at stå ved. Hun kiggede ned på den, som ørn kunne hun ikk lugte så godt, men hun gættede på at det var den der var blandingen.