Old Friends

Flere mennesker styrtede ud af deres biler, ud af busser og hvad der end var i nærheden af teatret. Der var også en masse der bare løb hen mod det. Alle i meget fint tøj. Høje hæle, store og lange kjoler. Kjoler og hvidt eller jakkesæt. Fint dullede op og klar til at se forestillingen om lidt. En af dem, var den unge kvinde, Cholé. Hun løb af sted mod teatret i den silende regn, sammen med en helt masse andre der skulle se forestillingen klokken seks.
Det overraskede hende alligevel at se hvor mange der egentlig gik i teatret på dage som denne. Hun turde ikke engang tænke på hvor mange der ikke allerede sad inde på deres pladser.
Cholé selv var i en rød, lettere gammeldags kjole på. Den gik hende helt ned til anklerne, og kunne sagtens dække hendes fødder også. Men da vejret og alt var så vådt, ville hun ikke risikere at ødelægge den fine og dyre kjole. Den røde kjole var slank og var nærmest syet til hende. Den var heldigvis lidt løsere nede i bunden, men det var ikke meget. Det gjorde også, at hun havde meget svært ved at løbe. Derfor var hun en af dém, der ikke havde travlt. Men det skulle snart gå stærkt, hvis hun ønskede at få den plads hun havde reserveret.
Cholé satte nu farten op og tråde ind af døren til det store teater. Mens hun gik og ledte efter den rette trappe hun skulle tage, gik hun og kiggede på de andre kvinders kjoler. Der var ikke så mange der havde en kjole som hendes, men den var også meget unik. Faktisk, var den skræddersyet til hende, hvilket der ikke var mange der ville tro på. Den havde kostet en halv bondegår, men hun havde også pengene til det.
På kjolen var der nemlig fastgjort tre kæder med hvide ædelstene fra hendes hofte og ned til der hvor hendes knæ ville være. På overdelen var den mere skindende, men den røde farve trængte helt klart igennem.
Jo længere op Cholé kom, jo færre mennesker var der. Og da hun endelig fandt det sted hun skulle være, stod der kun en arme butler og ventede på hende.
”Godaften frue. Denne vej, til Deres plads.” Hans tog hendes arm, og førte hende ud gennem en dør, ud på en Balkon, hvor de adelige ville havde siddet i gamle dage. Nu var det en plads man skulle betale godt for at få fat i. Og normalt kunne man ikke få fat i pladser som disse.. Men som sagt, havde Cholé alle de penge hun skulle bruge.
Butleren forsvandt og hun satte sig ned på den eneste stol på balkonen og kiggede ud på scenen. Neden under hende, sad de mere normale mennesker, dog stadig i fint tøj, og ventede på at forestillingen ville begynde. Selv Cholé glædede sig som et lille barn til at se det, og heldig var hun, da hun nok havde fået en af de bedste pladser man overhovedet kunne få. Hun sad mit for og ikke så langt fra igen.
Lyset blev dæmpet, en melodi startede med at spille og alle vidste nu, at forestillingen var begyndt. Der blev helt stille i salen, så man kunne høre musikken tydeligt.

Marina så ud af det store vindue bag scenen. Vejret var forfærdeligt, hun håbede stadig, at folk havde mod på at dukke op. Nervøsiteten var begyndt at løbe gennem hende, så hun travede en smule frem og tilbage. Hun havde fået sin kjole på, som mest af alt lignede en stor og fyldig brudekjole. Den var dækket af sølv og guld mønstre, mens en række af perler omkring livet fungerede som bælte. Hun stod med sin matchende maske i hånden. Masken var guld i kanten, mens sølv var den primære farve. Der var hvide fjer på masken, som fik den til at se elegant ud.
Hendes make-up var klassisk og skabt til teater. Hvid øjenskygge, sort eyeliner og røde læber. Dette ville få hendes ansigtsudtryk til at virke stærkere, give det hele et ekstra skub. Da tiden næsten var inde, så sneg Marina sig om bag det store, røde tæppe. Hun lavede en minimal åbning, så hun kunne se ud over salen. Hun gispede over antallet af folk, som faktisk var mødt op for at se skuespillet. Hun vidste godt, at det var et højt anset teater, men dette var overvældene. Hun tog en dyb indånding, inden hun skyndte sig væk fra tæppet igen. Den lille åbning, som hun havde lavet forsvandt og det samme gjorde Marina.
Stykket gik i gang, mens hun blev tilset af både stylisten og kostume skaberen.
Instruktøren hviskede hendes navn, så hun gjorde sig klar til at gå på scenen. Der var allerede gået 10 minutter af stykket, inden det var tid til Marina. Tæppet gik op, mens hun gjorde sin store entre. Folk klappede blandt publikum, da hun trådte ud på scenen.
”Å, har jeg elsket før? Forsværg det, øje, for først i nat jeg ægte skønhed så!” udbrød skuespilleren, Alejandro Gomez, som spillede Romeo i stykket.
Marina gik i mellem statisterne, inden hun vendte sit blik mod ’Romeo’. Projektlyset faldt på hende, mens hun fremsagde sine næste replikker. Hun gik hen til Alejandro, som kyssede hendes hånd. Stykket forsatte som planlagt, inden hun så ud mod publikum, mens hun kom med sin dramatiske replik.
”Å, Romeo, hvorfor er du Romeo? Fornægt din far, forkast det navn du bær! Og vil du ikke, sværg så, du er min, så er jeg ikke mere en Capulet!” sagde Marina med det mest hjerteskærende tonefald, hun overhovedet kunne fremmale.
Hun så ud over publikum, hun frydede sig over, at hun havde dem alle i sin hule hånd. Hun kastede et blik på balkonerne, hvor de fineste mennesker sad. Hvis hun kunne tryllebinde dem, så var det en komplet succes. Et ansigt blandt publikummet på balkonerne fik hende til at stivne. En kuldegysning gik ned ad hendes ryg, mens hendes ansigt udviste dyb overraskelse.

En simpel replik fik det altid til at løbe koldt ned af ryggen på hende, samt give hende den mest voldsomme gåsehud man kunne tænke sig til. Den replik gav hende næsten tårer i øjnene hver gang. Stykket var bar så smukt, at hun havde set det så mange gange gennem tidernes løb.
Og der var ingen tvivl om, at det var de bedste skuespillere der var udvalgt til de store roller. Hovedrollerne i dette stykke, var udvalgt nøje. Deres stemmer klingede, hvilket fik hende til at gyse af og til.
Det var den rene fryd for Cholé at sidde hvor hun sad. Hun havde perfekt udsyn over hele scenen, hvor der konstant skete et eller andet. Og da hendes ynglings replik blev sagt, sad hun selv og sagde den. Dog så lavmeldt at ingen ville kunne høre det. Hvis hun ikke tog fejl, sad der flere andre kvinder i salen, og gjorde præcis det samme som hun gjorde. Citerede Julies sætning.
”Å, Romeo, hvorfor er du Romeo? Fornægt din far, forkast det navn du bær! Og vil du ikke, sværg så, du er min, så er jeg ikke mere en Capulet!”
Cholés kinder blev helt varme da hun sagde det. Åh, hun havde savnet at se dette stykke. Det var så lang tid siden, at hun havde set det sidst. Mindst… 20 år siden. Men sidste gang havde været en omgang bras. Amatører. Dette lød langt mere som professionelle. Og det var helt klart pengene værd denne gang.
Skuespilleren, hvis navn hun ikke kendte, der tydeligvis spillede Julie, rettede blikket op mod hende. Cholé kunne ikke genkende hende under alt dette sminke og hvad hun ellers havde i ansigtet og på kroppen, men det var tydeligt at skuespilleren kunne genkende hende på en eller anden måde.
Cholé hævede det ene øjenbryn og lænede sig mere ud over balkonen. Vent.. Hun så bekendt ud? Skuespilleren kiggede på Cholé med et lettere forvirret og overrasket udtryk, som om… Vent… Hun SÅ virkelig bekendt ud.?
Cholé rettede lidt på den røde kjole og blinkede et par gange, for at kunne se skuespilleren lidt tydeligere. Enten kunne hun genkende hende, ellers var der et eller andet. Måske troede hun at hun var en anden? Man kunne let forveksle hinanden, når man var så langt fra hinanden.
Kort vendte hun blikket ned publikummet under hende. Mon de havde lagt mærke til noget? Hvad ville der ske nu? Mon ikke skuespillet ville fortsætte sin gang, som det normalt gjorde?
Cholé satte sig tilbage igen, kiggede lidt ud over scenen, men hendes blik blev hele tiden fanget af kvinden i den store hvide brudekjole-lignende kjole. Hun så så bekendt ud, på så mange måder. Men det kunne ikke passe, at… Vent lige lidt. Hun genkendte hende nu… Marina?

Marina trak vejret dybt. Det kunne ikke passe.. Chloé kunne ikke se sådan ud, det var så mange år siden, de havde mødt hinanden for sidste gang. Hun så end ikke en dag ældre ud. Et minde krøb frem af mørket, mens hun stod helt stille på scenen. Ilddæmonen, der havde jagtet hende gennem byen. Smadret vinduer, flodbølge, skriget af en lille pige. Der gik et ryk gennem hende, som hun stod der og huskede. Til sidst bredte vemodigheden sig. Chloé var vampyr, hun kunne have blevet forvandlet selv samme dag, som Marina flygtede væk fra Paris. Hvis bare hun dog var blevet, hun kunne have forhindret det. Hun kunne have skjult Chloé. Sorgen og skyldfølelsen blandede sig, indtil hun fandt det hårdt at trække vejret. Hun havde svigtet hende..
”Skal jeg nu høre mere eller tale? –” sagde en mandlig stemme pludselig.
Marina så med store øjne ud på publikum. Hun stod på en scene, hun var i gang med et teaterstykke. Panikken bred sig ud, mens hun stod der. Hun havde mest af alt lyst til at sænke i jorden. Hun vendte sig mod ’Romeo’, hun åbnede munden, men der kom ingen lyd ud. Hun skævede til publikum, som så forvirret op på hende.
*Løb af scenen, du skal væk!* rådede Marinas indre stemme hende.
Hun bakkede stille væk fra de andre skuespillere. Hun mærkede en tåre løbe ned af sin kind, mens hun undskyldte lydløst til dem. Hun vendte sig om og løb hastigt ned ad scenen. Hun kunne høre publikum gispe, hun løb direkte ind i sit omklædningsrum, hvor hun låste døren med det samme. Hun lænede sig mod døren og gled lige så stille ned af den, indtil hun sad på gulvet med benene op foran hende.
”Marina!!” råbte direktøren, mens han hamrede på døren.
Hvad skulle hun sige? Han ville ikke forstå, hun kunne ikke fortælle sandheden, så ville hun ende på psykiatrisk afdeling, før hun havde fået set sig om.
”Jeg har det dårligt. Du er nødt til at få fat på Jess, hun må spille i aften,” sagde Marina med hæs stemme, hun sagde det ikke ret højt, men højt nok åbenbart, da han skridtede væk fra døren og hun kunne være i fred.
Hun sad nede på gulvet i fem minutter og hulkede sin smerte ud. Hun fik sig endelig rejst sig op og åbnet døren. Hun så sig omkring, da en butler gik forbi døren. Hun hev hastigt fat i ham, mens hun smilede en anelse svagt.
”Vær’ sød at få fat på hende, der sad på en af balkonerne midtfor. Hun havde en rød kjole på. Hendes navn er Chloé,” bad Marina, mens hun så bedende på ham.
Han nikkede og smuttede væk. Hun skulle lige til at lukke døren igen, da Jess kom løbende. Hun stod i en lyserød kjole, men kun halvdelen af hendes ansigt var der make-up på.
”Hvad sker der, Marina? Chefen har holdt publikum hen med en 20 minutters pause! Jeg skal på om 10 minutter!” klagede hun forpustet, mens hun kastede et undersøgende blik på hende.
”Undskyld. Jeg har det virkeligt dårligt,” mumlede Marina, mens hun spændte Jess’ kjole.
De nåede ikke at snakke mere, inden stylisten havde taget fat i Jess og slæbt hende ud af omklædningsrummet.
Marina gik hen til spejlet og prøvede at få noget af den ødelagte make-up væk, mens hun ventede på at Chloé og butleren vendte tilbage.

Cholé havde stadig blikket rettet mod kvinden, hun mente at hun genkendte. Hun kunne selvfølgelig tage fuldkommen fejl af det hele og tro at hende der spillede Julie denne gang, blot var en som mindede om Marina. Men skuespilleren blik var lige så oftest rettet mod hende, som hendes blik var rettet tilbage til skuespilleren.
Et stik af hjertet af medfølelse, fik hende til at rejse sig op og stirre ned på manden der var kommet med en spydig kommentar til det med at hun ikke sagde et ord, og hun fik lyst til at råbe ned til ham, og spørge om følgende: ’Har De nogen sinde sået i samme situation, som denne kvinde De ser på scenen? Hvor De ikke kunne huske hvad de skulle sige?!’ Af flere omgange sad hun og tænkte det igennem, men da den kvindelige, bekendt udseende kvinde forlod scenen med en halvbekymret mine, turde hun ikke længere sige noget.
Alle hendes medspillere stod og kiggede nervøst og uroligt på hinanden. Hvad var der dog gået af Marina, siden hun blot var smuttet på den måde, uden andet end få utydelige og lavmælde undskyldninger? De fleste biroller sad bare helt stille, med blikket livet fast til det punkt, hvor ’Julie’ var forsvundet fra scenen. Der var ikke rigtig nogen der lod til at kunne forstå hvad der lige skete. Publikummet under hende, klappede alligevel, mens andre sad og diskuterede højlydt omkring hvad der var dog lige var sket. Med Cholés ufattelige gode hørelse, kunne hun følge med i samtalerne.
”Var der nogen der så hvad der lige skete?” Spurgte en kvinde ved siden af hendes veninder. Den ved hendes højre side, begyndte nu at pladre løs med sidemanden. ”Jeg så hendes blik være rettet op mod en af balkongerne. Har vi mon nogen kongelige i salen?” det sidste blev sagt så højt, at flere havde hørt hvad hun sagde. Nogen gispede, mens de måske nyheder blev spredt i hele salen. Folk begyndte ivrigt at vende blikket op mod de fire balkonger der var i salen, men blikkene var skuffede. Nogens blik søgte stadig efter denne ’kongelige’ eller ’adelige’, folk mente, burde sidde oppe på balkongerne.
Den smukt udsmykkede dør bag Cholé, blev revet op lidt efter. Eller revet op var måske et stort ord at bruge, men der kom i hvert fald den herre hun havde set for lidt siden og en helt anden en, farende ud til hende. Det havde flere af tilskuerne under hende bemærket, og endnu engang blev en masse blikke rettet mod hende, i håb om at der ville ske et eller andet dramatisk, nu hvor stykket var gået i stå. ”Deres navn er Cholé, ikke sandt?” Den ukendte mand stillede hende det simple spørgsmål, selvom det heldigvis ikke var blevet sagt alt for højt. ”Jo, det har De ganske ret i. Er der opstået et problem?”
Snakken var ikke så høj, men de få andre der sad på de tre andre balkonger, kunne lystigt følge med i hvad der skete. ”Marina ønsker at se Dem. Vi må hellere skynde os. Hun virker helt ude af den.” Og før Cholé vidste af det, blev hun revet op af stil stol og begge mænd lagde deres arme om hendes, som de rigtig fornemme gjorde på hendes tid.
Efter lidt tid hvor de gik, uden Cholé rigtig vidste hvor de var på vej hen, kom de til skuespillernes personlige rum, hvor deres kostymer, grej og alt muligt andet var. Det var mere eller mindre deres ’værelse’ før et stykke. Manden der havde stillet hende spørgsmålet om hun var den hun var, bankede på en dør, som han derefter åbnede og puffede Cholé ind i. Først nu, gik det helt op for hende, at det var den kvinde hun kendte.
”Marina!”


//Undskyld ventetiden.. T_T

Marina skar en grimasse ved synet af sit eget spejlbillede. Den sorte eyeliner var nu en bane af tårer på kinderne, hendes læbestift var lettere udtværet. Hun sukkede, mens hun tog en våd serviet og tørrede sine kinder. Hun fjernede sin læbestift, men hendes læber var stadig en smule røde, da læbestiften havde trængt ind. Hun lod eyelineren sidde omkring sit øje, men fjernede tåresporene på kinderne.
Hun tog en dyb indånding, mens hun så undersøgende på sig selv. Hun kunne mærke sit blik vandre ned mod bordet. Hun havde svært ved at se sig selv i øjnene..
Var det virkelig hvad der skulle blive af hende? Skulle hun dø af skyldsfølelse, var det der hun var på vej hen? Hendes hals brændte, mens hun prøvede at holde gråden nede. Hun havde mistet mange venner i sit lange liv, men havde hun nogensinde tænkt på, hvad der var blevet efter dem? Nej, det var hun vel for egoistisk til. Denne egoisme havde måske ødelagt et uskyldigt liv.
Hun følte en vrede mod sig selv. Den var langsomt blevet bygget op gennem tiden, men nu toppede den. Hun tog fat i en vase med en buket roser i – og hamrede den mod døren.
Marina hørte at glasset gik itu, hun så hvordan glasskårene faldt ned i den dynge ved døren. Hun skulle lige til at råbe af sig selv, da døren gik op.
Hun åbnede munden for at undskylde, da hun i panikkens øjeblik troede, at nogen havde hørt hendes raseri udbrud. Glasskårene blev skubbet mod væggen, da døren gik op, så de ikke var i vejen for indtrædende gæster.
Marina stivnede endnu engang, da hun fik øje på Cholé. Hun kiggede efter tydelig tegn på vampyrisme. Det var svært at gennemskue nogen i dette lyse. Hun skævede hen mod sin skuffe, hvori hun havde en træpæl. Hun ville kunne forsvare sig selv, hvis det blev absolut nødvendigt. Hun havde ingen umiddelbare intentioner om at slå sin egen veninde ihjel.
Ingen røde øjne, ingen mærkelig og ubehagelig lugt. Hun lugtede ikke af død, som de fleste vampyrer synes at gøre.
Tårerne kom frem i Marinas øjne, da Cholé nævnede hendes navn.
”Cholé!” udbrød hun, mens hun gik en smule nærmere. Hun havde lyst til at omfavne veninden, men frygten for hvad hun kunne være standsede Marina.
Hun så sørgmodigt på hende, mens hun rystede benægtende på hovedet.
”Hvordan?! Det burde ikke være.. Hvad er du?” var hendes første spørgsmål.

// Helt okay :-D