Old Friends Meet Again

Sted: Skoven
Tid: Nat
Omgivelser: Træer
Vejr: Koldt, tåget

André mærkede pludselig at mørket havde lagt sig ned over byen. Låget på hans kiste åbnede og André rejste sig elegant op. Hans røde øjne så sig omkring i den kolde kælder, men det kunne han jo ikke mærke, da hans krops temperatur var meget koldere. Han gik ovenpå og udenfor og mærkede den lette vind som ramte ham. Skoven var tåget og for et menneske ville det være svært at se rundt, men for en vampyr som André var det barnemad. Han lyttede godt efter; var der nogen i skoven? Et menneske? Føde. Han kneb øjnene sammen og hørte pludselig en gren knække. Så lyttede han efter igen. Det gjorde det lidt svært for ham at se mennesket da træerne fyldte skoven helt ud. Pludselig hørte han en person grine, og som en let vind bevægede André sig hen mod sin føde. Mennesket var ikke alene... der var en ældre kvinde ved ham. Da André havde drænet det første menneske, gik han videre til det andet. Den ældre dame kunne ikke skrige... Da André var færdig skulle han lige komme sig. Det var nemlig ikke tit han fik menneske-blod. Det var ret heldigt for ham at finde en ung mand og en ældre dame i skoven om natten; men det kunne han ikke få en forklaring på nu. Han havde faktisk lyst til det, men inden han kunne undersøge ligene hørte han noget. Han mærkede også noget. En vind nærmede sig ham...

Det var tåget. Perfekt. Vejret var helt perfekt, til et lille gensyn med den gode gamle skov. Det hele lignede sig selv, duftede som det gjorde den gang. Hun havde mistet noget, siden hun var her sidst, savnede for mange af omgivelserne og forstod ikke hvorfor hun overhovedet forlod Terres skove. Her var jo fantastisk, frit og… Stedet bragte gode minder med sig, sågar sørgmodige tanker, der helst ikke skulle tænkes over for meget. Tabet af den helt store kærlighed. Gad vide hvor han mon var nu?
Vinden tog til og træernes lette susen, kunne nu høres i baggrunden. Harmonisk, fredsfyldt... En forstyrrelse i hendes tanker, opstod ved en uro ikke langt fra hende. Drab. Den metalliske lugt af blod, spredte sig i skoven, gjorde luften næsten kvælende for selv en skabning, der ikke træk vejret længere. Selv en som hende, kunne lugte blodet. Blod.
Angelin var ikke tydeligt for enhvers blik. Mange kunne ikke se denne lille forstyrrelse i landskabet. Især ikke på en dag som i dag. Det gjorde det hele fantastisk. Hendes hår blafrede, men var ikke til at høre. Hun kunne ikke røres, næsten ikke ses og ikke stort set ikke høres, med mindre hun sagde noget. Hun var ikke menneskelig, eller det havde hun ikke været længe. Hun var død, men sad fast mellem to verdner. Kunne ikke finde ro. Hun var et spøgelse.
Den gennemsigtige kvinde, fortsatte sin vandring ned gennem skoven, lige til hendes fødder stødte på et eller andet, de blot gik gennem. Angelins døde, dog stadig dybe blå øjne, så ned, opdagede at hun stod midt i et dødt menneske. Og da hun rettede blikket op, stod hun overfor morderen af mennesket på jorden… Næh, der var faktisk to. Hun bed tænderne sammen, knyttede næverne. ”Hvor vover du…”

Ikke så tydeligt kunne André se væsenet foran ham, men han vidste hvad det var. Et spøgelse. Et dødt menneske, ligesom ham. Han undersøgte væsenet med sine døde røde øjne og sank en klump i halsen. Første gang var der noget, som havde skræmt ham. Hvad kunne dette livsløse væsen? Hvad ville det gøre? André sagde ikke noget. Han stod og så på det foran ham, stadig med sine hugtænder ude. Han havde ikke intentioner om at trække dem tilbage, men kunne han skade dette væsen? Han var ikke sikker... Han ville ikke skade det... Den 256 årig vampyr ville udspørge væsenet, så han trak sine hugtænder tilbage for ikke at virke truende. Den lange sorte kappe omkring ham lukkede han for at skjule blodet på hans fine tøj indenunder. Han var fast besluttet på ikke at angribe, først og fremmest fordi han ikke havde nogen form for kamptræning haft. Men også fordi hans evne ikke var trænet færdig endnu. Ikke engang begyndt... Det eneste han var god til var at dræne mennesker for blod, og han kunne bevæge sig så hurtigt som vinden. André stod lige foran væsenet, som havde knyttede næver, og havde sagt noget til ham. Nu ville han sige noget igen, uden at true. ''Jeg har drænet disse to mennesker for deres blod, så jeg kunne få energi ind i min døde krop... Hvad er De, og hvad har de at gøre her i skoven midt om natten?''

Angelin holdte et skarpt øje på vampyren, dræberen, som hun ikke var mere end to meter fra. Hendes næver blev knyttet yderligere og hun bed tænderne sammen, for ikke at komme med endnu et udbrud. Hvis alt gik som den plan, hun hurtigt måtte komme på, skulle dette nok ende… Godt… Og hvis ikke, så havde hun vist fundet sig endnu et offer til hendes små og dystre gemmelege. Selvom hendes sind udseende stadig var som den unge, lykkelige piges, var hendes sjæl og hendes hjerte sort… Sort efter sorg, had og raseri på hendes mordere. Nu var hun fyldt op med hævnrige tanker og måske også et par morderiske planer. Det var ikke lige hvad man forventede af et væsen, der var fanget mellem to verdner og manglede at udføre noget, før den kunne komme videre.
”Det er stadig ikke en god grund til at dræbe dem. Du kunne i det mindste lade dem gå… Selvom de nok ikke havde kræfter til det.” Selvom det ikke var fysisk muligt for hende, sparkede hun lidt til en af de døde menneske, selvom hendes fod blot fortsatte lige igennem kroppen. Et hysterisk og overdrevet suk, lød fra spøgelset, der lod blikket være vendt mod den ene af de omkomne. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med hvad hun lige var løbet ind i… Især ikke nu, hvor hun havde gået og nydt omgivelserne, der i den tid hun havde været væk, havde været savnet. Og nu var det hele mere eller mindre ødelagt. Harmonien i verdenen var der ikke længere. Eller i hvert fald ikke i det øjeblik. To mennesker var omkommet på så kort tid. Ja, måske døde der flere mennesker end hun kunne tælle til hver dag, men to på få sekunder… Angelin følte sig oprevet.
”Hvad jeg laver her ude, bør ikke komme dit nysgerrige sind ved. Og hvad jeg er, burde være indlysende for en jager som dig. Kom an… Forsøg at bid mig… Komkom… Vær’ ikke bange…” Hendes stemme var lige så lokkende som havfolket sirenerne, der ofte lokkede unge mænd i døden. Men denne gang, var det blot for at gøre ham vred. Hun manglede en god kamp og en rasende stemning, efter det der lige var sket. Hendes hoved blev lagt på skrå og hendes hvide hals var nu blottet. Angelin havde brug for lidt morskab i sit kedelige liv… Og han var hendes offer. Men gad vide om han hoppede på den?

André havde en idé om hvad det mærkelige væsen var, men han var ikke sikker. Nu stod hun altså med sin hals fremme, og han var fristet. Hans blodtørst var højere end nogensinde, og han vidste ikke hvordan det kunne lade sig gøre. Hvordan kunne han hungre efter noget som ikke var menneske? Han vidste at det ikke var et menneske, men stadig ville han have dets blod. ''Hvis jeg bider dig, dræner jeg dig.'' Sagde André. Så kom han i tanke om noget... Dette væsen var en afdød person! Dette var et spøgelse! Nu vidste han hvorfor han hungrede efter dets blod... det havde været et menneske før! ''Jeg ved hvad du er, efter min tanker har danset. Jeg hopper ikke på dine lege, spøgelse!'' André virkede overbevist over at han ikke kunne blive snydt. Han viste sine spidse hugtænder som en trussel, for at skræmme spøgelset, men hvad kunne han gøre? André to et skridt frem, uden at overveje det han skulle teste om få sekunder. Han ville bekræfte det han troede på. Hans næste skridt var langsommere, tungere. Han overvejede nøje om han virkelig skulle teste hans teori. Han trak ikke vejret da han ikke havde brug for det. Så stoppede han foran spøgelset. Han åbnede munden, som var fuld af blod, sener og hud, og så bed han til, men hele hans mund og resten af hans krop røg lige igennem spøgelset. Hans test var en succes, og nu vendte han sig hurtigt om for at se spøgelset i øjnene. André gjorde store øjne af den afdøde person. Han var røget lige igennem den afdøde, og nu var han sikker. Sikker på at det, der stod foran ham... var et spøgelse.

Angelins store næsten hvide øjne, kiggede på ’bæstet’ foran hende. Hendes hoved var på skrå, således hun nemmere kunne fastholde sit blik, på den stædige og blodhungrende vampyr, ikke mere end få meter fra hende. Han trådte to skridt nærmere hende, stod lidt og overvejede for derefter at forsøge at sætte tænderne i hendes hvide, utrolig blege hals. Selvom det ikke var muligt for ham at beskadige hende, udstødte hun alligevel et gisp og et hvin, for derefter at le, mens hun svævede over de to døde mennesker og plantet derefter fødderne i jorden, et par meter fra ham.
”Du er ikke så let at narre. Er du… André?” I den tid, hendes hals havde været blottet og hendes døde blik rettet mod ham, havde hun indset at hun kendte dette ’bæst’ … eller kendte og kendte… de havde kendt hinanden for et stykke tid siden. Meget længe siden. Sidste gang havde det været ham, der havde moret sig grusomt over hendes tilstand, men nu var det hans tur, til at smage hans egen medicin.
Men en irriterende og skinger latter, besluttede hun sig for at flytte sig igen, lige bag ham selvom han nu nok havde flyttet sig, hvor hun hviskede noget i øret på ham, med en legesyg stemme: ”Kan det lille uhyre ikke genkende mig. Åh, sikke en skam.” Hun flyttede sig igen, stadig ved hjælp af at svæve. Af og til kunne man se forstyrrelser i hendes ’omrids’, hvilket til alt held kun var vinden.
Det blæste en smule op, men det rørte hende ikke det mindste. Hun havde alt for travlt med at lege gætteleg med ’bæstet’, som hun i sine tanker blev ved med at kalde ham. ”Hm.., det var da synd for dig,” mumlede hun lidt efter, da han stadig ikke havde svaret hende på spørgsmålet. Adskillige gange, begyndte hun nu at svæve omkring ham i cirkler, blot for at provokere ham en smule. Og imens hun gjorde det, gav hun ham lige så stille ledetråde, i et forsøg på at få ham til at gætte hvem hun var. ”Hm… Paris… I februar…” I et stykke tid, lod han stadig til at være lost, indtil hun kom med den sidste ledetråd: ”Fint… Vi mødte hinanden under Eiffeltårnet for godt og vel… noget og hundrede år siden… Ej, det burde du da kunne huske…” Nu var selv Angelin begyndt at blive irriteret.

André blev mere og mere provokeret af dette spøgelses eksistens, men intet kunne han gøre. Han begyndte at kunne huske det, den afdøde person hentydede til. Under Eiffeltårnet... André tænkte tilbage. Minderne dansede i hans hoved. Der var så meget der var sket. Han huskede tilbage til et sted i 1906 hvor han var i Paris. Han ville se sin æld-gamle moder, som boede der. Han ville se hende en sidste gang. Efter hans besøg var han taget ned til Eiffeltårnet, og der, inde på midten så han en skønhed. Ubeskrivelig smuk. Angelin. Han forelskede sig hurtigt i hende. Han hungrede efter hendes blod. Han søgte det mere end noget andet. Det var som sukker for mennesker. Som en cigar. Der var ret mange mennesker selvom det var nat. André kom pludselig tilbage til virkeligheden, og ville svaret på Angelins spørgsmål, men kunne ikke få et svar over læberne. Han prøvede ihærdigt at svare, men noget stoppede ham. ''Jeg... jeg.'' André stoppede og så smilet i spøgelsets ansigt. ''Jeg kan godt huske dig... Du var - Det smukkeste jeg nogensinde havde set,'' André sank en klump i halsen og slikkede blodet væk fra munden. Han lyttede til skovens sang. Grenenes dans, og hans eget drama. ''Dit blod, din fært. Det trak mig tættere og tættere på mig, indtil der hvor du forsvandt... Men jeg fik da leget med dig, på min egen grusomme måde. Det var da også syndt at du forsvandt, da jeg ville elske at sætte mine hugtænder på din hals og forvandle dig.'' André lød overbevisende. ''Du ville blive en pragtfuld vampyr.'' Sagde André og ventede på et svar fra den smukke afdøde pige.

Angelin bandede inderligt, da det endelig var gået op for André, hvem der lige nu legede ’tegn og gæt’ med ham. Men hans ord lød troværdige, selvom det var en smule overdrevet, især snakken om vampyrer. Pff… Som om hun ville kunne leve et liv i storbyernes skygge.
Hun fik langt om længe stoppet sin cirkulation om vampyren der til dels var fascinerende og virkede smigrende, men samtidig var grusom og den dræber han for altid ville være. Lige til hans død, der kunne ske hvor som helst og når som helst. Selv lige midt i en skov, fyldt med træ…
”Nok om den snak angående vampyrer. Du gjorde grusomme ting mod mig. Det er nu min tur til at betale dig tilbage. Du får lov til at smage din egen medicin…” Selv i endes døde, næsten hvide øjne, så det ud til at flammerne dansede inde bag. Hun var rasende, hvilket han kun havde gjort værre ved at fortælle hende at hun ville blive en pragtfuld vampyr. ”Det er alligevel også for sent nu. Du var for langsom… Igen.”
En spydig kommentar blev sendt tilbage mod ham. Pludselig var hendes småbarnlige lege ikke interessant længere. Nej, nu var det en krig med spyddige kommentarer, der forhåbentligt ville ramme ham direkte i hjertet. Det døde, grusomme og morderiske hjerte inde bag hans bryst, hvis det da stadig var der.
Et langt, håbløst suk kom fra den afdøde pige, der besluttede sig at finde en træstup i nærheden. ”Det er sq umuligt at skræmme nogle, når ingen bliver bange…” Endnu et suk kom fra hende, samtidig med at hun let rykkede på sin næse, over en lugt ikke langt fra dem. Fremmed, men så alligevel ikke og vild. Med et set kom hun op og stå, hvorefter hun desperat gloede op i luften, men måtte opgive.
”GAARH! Jeg hader det her..!”

''Min egen medicin?'' André rynkede panden. ''Hvad vil du gøre? Dræne mig for blod? Med hvad - dine tænder? Først og fremmest er det jo ikke tænder der ligefrem kan røre ved noget. Jeg kunne ikke mærke dem hvis du ville prøve på at bide mig. For det andet er de tænder ikke spidse nok.'' Andre så truende ud, selvom han vidste han ikke kunne gøre noget ved spøgelset. Han ville, på hans egen måde, skræmme spøgelset væk, før det skræmte ham væk. Angelin var ikke noget for ham mere. Det blod hun havde før, var det eneste blod som tændte ham. Han havde kun lyst til det blod, dengang, i en periode, og var nær døden. Hvis han ikke fik sin energi ville han dø. Hvis sollys ramte ham ville han dø. Han stod i sine egne tanker og ventede på et svar fra Angeline, da pludselig Andre kunne mærke en træthed stige i ham. Han blev mere træt for hvert sekund, han blev mere svag. Han stod med krummet ryg. Hans hud var blegere end før, og hans øjne mere røde. André var ikke i tvivl. Daggry var ved at nærme sig, og det betød at solen var på sin vej. Solen ville dræbe ham. Men skulle han flygte? Skulle han forsvinde? ''Sollyset.'' Sagde André. Han vendte sig om og tænkte. Ville han give hende en grund til at hade ham mere? Skulle han virkelig flygte? Nu kunne han mærke hans kolde hud ændre sig. Temperaturen steg og han havde en boblende fornemmelse i kroppen. Hvad skete der?

”… Du siger noget. Jeg er noget af et sølle… ja, jeg ved ikke engang hvad jeg er…” Hendes lyse øjne blev rettet mod himmelen, der vat blevet lysere end sidste gang. Solen var på vej op, daggryet ville komme. Det var den bedste tid på døgnet for hendes vedkomne. Endelig ville hun være synlig, bare i et par timer, før hendes helvede med ikke at kunne røre eller berøres, ville begynde forfra. Hendes liv var regelmæssigt og sad mere eller mindre fast. Hun lavede intet i dagtimerne, andet end at udforske stederne hun havde været, før hun forlod byen for at dø. Og de to timer omkring daggry, kunne hun endelig være rigtig til syne for folk. Opføre sig som et helt normalt menneske igen. Åh, hvor hun savnede sit gamle liv. Savnede alt, bortset fra hendes tidligere forlovede, der aldrig var kommet ud for at finde hende.
Angelin stirrede over mod André, der pludselig virkede til at være helt anderledes. Hun kunne se på hans ’omrids’, hvilket faktisk var det eneste hun kunne se, at han ikke havde det optimalt længere. I hendes øjne så han også ud til at være faldet mere sammen i skuldrene. Han så en smule mere ynkelig ud nu.
Da det ene korte ord, kom ud af hans mund, kunne hun ikke lade være med at vende sig om mod ham. Selvfølgelig. Solen var på vej op, og han havde ikke engang fået nok blod endnu. Det næste døgn ville blive en katastrofe for ham, hvis han ikke fik en eller anden form for blod. ”Vent… Lad mig hjælpe dig. Jeg ved at det jeg sagde før, var dumt og utrolig barnligt. Men lad mig hjælpe dig et eller andet sted hen... Undskyld, at jeg bare forsvandt den gang. Lad mig gøre det godt igen på en måde?”
Hvis ikke det var fordi André kendte hende, så ville han sikkert bare tro at hun havde den mest syge form for humørsvingninger. I et kort øjeblik stod hun blot lidt og rynkede det ene bryn over det hun lige havde sagt. Tilbød hun ham lige at hjælpe. Hvor var hendes planer dog blevet af. Tankerne blev dog hurtigt smidt væk, da hun bemærkede at han fik det værre. ”Kom med mig. Jeg ved at her er en lille hytte her ude et sted,” hundsede hun, for at få ham til at gå. ”Det var mit tilflugtssted. Af sted mig sig.” Hvis det var muligt, ville hun have puffet til ham, for at få ham til at gå, men det var ikke ligefrem en mulighed.

André blev svagere. Solen havde indtaget det meste af byen, men træerne skjulte ham heldigvis. Det blæste jo en del, så træerne ville rykke på sig. ''Hvor henne? Er der vinduer? Er der en kælder?'' Spurgte André og hostede. Han kunne se ud af sine blodrøde øjne at røg fremviste sig selv. Det kom fra ham. Fra hans arme, ben, hænder og fingre. André hostede og en stor mængde blod røg med. Hans blod var der ikke meget af, og det var værdigfuldt. André faldt pludselig ned på sine knæ. Han havde aldrig glemt solen før, som nu. Med alle sine kræfter rejste han sig op og så spøgelset i øjnene.