Out of Control (Malou) xxx

"Så er vi alene."
Der gik et splitsekund, før han havde presset hende ind mod muren. En af glæderne ved, at være dæmon, var absolut den styrke man besad. Den magt, man sommetider kunne benytte sig af, selvom han oftest favoritiserede den psykiske magt, frem for den fysiske. Dette var jo ufattelig let... Selvom han ofte forsøgte, at være lidt mere forsigtig omkring mennesker - smed han denne gang hæmningerne. Hvis han var heldig, ville ingen savne hende. Han kunne få hende til, at tie stille om dette her. Snart hævede mundvigerne sig i et smil der var præget af en kynisk og forskruet morskab. Denne unge kvinde, havde ikke sagt et ord i løbet af aftenen... Hun ville ikke sige noget. Hun ville ikke skrige på hjælp. Hun var det perfekte offer, for hans rastløshed.

Aftenen havde ikke været interessant, indtil øjeblikket hvor han havde set hende. Hvad hun lavede i denne del af Di Morga - vidste han ikke. Hvis hans tankemanipulation, kunne hjælpe ham med at læse tanker, ville han sikkert have udnyttet dette. Alligevel var det nok ligegyldigt. Det vigtige var, at hun havde gjort ham nysgerrig. Appelleret til hans interesse. Mennesker der søgte hen til Allées, havde ofte et dødsønske. Nogen søgte selvfølgelig derhen af interesse, men chancen for at blive lugtet af en vampyr, eller underlagt interesse fra andre overnaturlige - var der selvfølgelig. Christopher havde været fascineret, af hendes udstråling. Så rent, og uskyldigt, ifølge ham. Dét at hun ikke kunne tale, var ikke en begrænsning for ham. Tværtimod, havde han forsøgt at charme sig ind på hende. Han havde konverseret med hende, som om det egentlig ikke var en begrænsning, at hun ikke kunne ytre et ord. Efter en passende mængde tid, havde han formået at lokke hende udenfor. På dét tidspunkt, var han allerede stærkt beruset, og ude af stand til at huske om han havde brugt sine evner på hende, for at få hende til at gå med ham.

Der herskede ingen tvivl om, at han sikkert stank af alkohol. Øjnene svømmede nærmest også, og havde svært ved at fokusere på ét punkt, i en længere periode. Alligevel kunne han ikke få øjnene fra hende, som han stod der - med kroppen mast let ind mod hendes, op ad muren. Sarkastisk, og måske også temmelig ondskabsfuldt, lagde han en finger over hendes læber, med ordene: "Nu siger, du ikke et ord, vel?" Han udnyttede hendes svaghed, som var det hele en leg for ham. Men det var det vel også i grunden. Alt var en leg.
Selvom alkoholen hæmmede hans sanser en anelse, gjorde mørket i gyden det nemmere for ham, at få energi fra skyggerne der herskede i gydens hjørner. Her ville de være i fred. Ingen ville nærme sig. De færreste ville turde.
"Du er vel ikke bange for mørke..." kom det så fra ham, før en latter undslap læberne. Han vaklede let, men det hjalp bestemt, at placere en hånd på hver side af hende, mod muren. Hun stod bestemt i en fælde nu. Egentlig ville han gerne se hende prøve at stikke af. Prøve at kæmpe imod. Uanset hvad, ville han vide med sikkerhed, hvem der ville vinde denne kamp, "Og du er vel heller ikke bange for mig..."
Han betragtede hende. Så dernæst ned af hendes krop, hvorefter hans blik faldt på hendes hals, og dernæst hendes læber. Han slap muren med den ene hånd, og placerede denne roligt mod hendes hals. Håret strøg han roligt væk.

"Hvis ikke - så bør du nok være det." Ordene sagde han på mest rolige vis. Som om, han ikke lige havde smidt en truende bemærkning efter hende. Han ventede blot på pludselige bevægelser... Ventede på en reaktion.

Blikket der var at finde i de olivengrønne øjne talt for sig selv. Hun var bestemt ikke tilfreds med den situation hun var røget ind i. Hvad havde hun nogensinde gjort for at komme i hænderne på en magtsyg dæmon? Hun forstod nu at hun aldrig skulle have nærmet sig gyderne. Hun burde slet ikke tænke på det. Gyderne var fyldt med problemer. Og tit de typiske traumatiserende problemer. Malou ville meget muligt ende med en ubehagelig oplevelse hvis hun ikke snart kom væk. Hvis det da overhoved var hende muligt. Han var stærk. Meget stærkere end hendes spinkle krop. Det blev der ikke lagt skjul på. Med ham mast mod sig, kunne hun knap bevæge på sig. Hun forbandede kort sin føde tilværelse. Mennesket var ikke andet end et offer. Føde. Morskab.
Malou følte selvfølgelig et stik i hjertet. Trods hun havde levet med den lidelse i mange år, påvirkede det hende stadig når folk mindede hende om det. Specielt nu. Hun prøvede at holde den hårde facade oppe, men hendes blik afslørede alt. Hun trak vejret dybt for at holde sig selv rolig. Det virkede egentlig meget godt, udover at hendes hoved stadig blev fyldt ud med ubrugelige tanker. Spørgsmål hun allerede kendte svaret på. Og åndssvage påmindelser. Om hun faktisk ville lytte til sig selv efter dette, tvivlede hun dog.

Hun pressede kort sine røde læber sammen. Han var tydeligvis for tæt på. Hun kunne stadig ikke helt fatte hvordan hun var havnet op ad en mur, med en fordrukken mand, der gned sig op af hende. Det eneste hun rigtig huskede var hendes direkte afvisning. Hun stod i princippet meget sikkert. Hun var taknemmelig for hun ikke havde iført sig de højeste sko hun ejede. Men med de flade sko følte hun sig også lille. Med forskellige betydninger.
Lige idet samme øjeblik som han lagde sin hånd mod hendes halsparti klikkede det igen for hende. Hun kastede med hovedet, for at få hånden væk og automatisk fandt hendes hænder op mod hans brystkasse. Mest for at prøve og få ham væk fra sig. Hvorfor havde hun ventet med at gøre modstand? Hun havde mest af alt lyst til at råbe op. Selvom det ikke ville hjælpe. Men trangen var der. Og hendes læber havde skam allerede skilt sig ad, som var hun klar på at sende en lyd ud i natten. Men der lød ikke andet end tydelige vejrtrækninger fra hende. Selv her forholdt hun sin tavs. Dog fortalte kropssproget nok til at forstå hende. Hun var ikke i et glædeligt humør. Og han skulle bestemt ikke røre hende. Hvor vovede han?
Selvom hun et sted ikke ønskede at indrømme det helt var hun vel bange. Hvem ville ikke være det? Denne mand havde jo styrken til at slå hende ihjel ved den mindste bevægelse. Og hun burde nok passe bedre på. Men instinkterne fik hende nu alligevel til at hæve en ene fod og hamre hælen godt og grundigt med i hans nærmeste fod. I forhåbning om det ville virke. Bare lidt.

Der var intet humant ved ham... At være en dæmon, var en god måde til at retfærdiggøre netop dette. Medlidenheden eksisterede ikke, og det gjorde de etiske forestillinger heller ikke. Lige nu handlede alt om drifter, og om at få udlevet disse, trods han kunne se på hende, og mærke på hende, at dette var det sidste hun ønskede. Det generede ham ikke. Om det var den heftige mængde alkohol, eller bare de nærmest dyriske instinkter - vidste han ikke, men det var heller ikke just noget han gav sig tid til at studse over. Mennesker var et offer... Ingen tvivl om det. Man ville heller ikke tvivle på, at netop denne gyde havde været gerningsstedet for mange "rovdyrs" drifter. Det var afsides, og dog tæt nok på larmen fra byen. Desuden trak skyggerne sig længere hen over gaderne, og dæmpede ethvert strejf af lys, der måtte trænge ned fra en af gadelamperne længere henne. En af de flakkende gadelamper, som sikkert ikke havde fungeret optimalt i flere måneder.

Han kunne mærke på hendes vejrtrækning, at hun forsøgte at være fattet. Kortvarig troede han, at hun ikke var bange, men det var virkede for absurd for ham. Og af netop denne grund, følte han sig fascineret af hende. Hendes attitude virkede foruroligende stærk i forhold til, han nærmest kunne brække hendes knogler, hvis han bare lagde lidt kræfter i.
Selvfølgelig krakkelerede den "rolige" atmosfære, så snart den unge kvinde forsøgte, at ryste hans hånd af hendes hals. Tydeligvis følte hun et ubehag, af at han lod sin kolde hånd hvile mod hendes hud. Det var minusgrader udenfor... Han kunne nærmest se deres ånde i skyer, hver gang de trak vejret. Det var selv besværligt for ham, at tage dybe indåndinger.

Hun gjorde modstand... Forsøgte at skubbe ham væk, og i et kort øjeblik syntes han at rokke sig lidt. Balancen var ikke på sit højeste nu, hvor alkoholen dominerede i blodet. Alligevel lykkedes det ham, at spænde musklerne mere i sin krop, for at holde hende tilbage. Og derved undslap en latter hans læber. En latter der var kynisk og dæmpet. Den sendte et lavt ekko gennem gyden.
"Er du klar til, at tale nu..?" sagde han så med en sarkastisk tone i stemmen: "Eller skrige på hjælp måske..? Det er meget let, skal du se." Han lagde to fingre mod hendes hage, netop da hun skilte læberne fra hinanden:
"Tal," Sagde han så med en fast tone i stemmen. Han var sikker på, at hun ikke havde talens brug. For ellers ville han havde forventet, at hun havde sagt noget på nuværende tidspunkt. At hun havde råbt og skreget på hjælp. Igen smilede han... et forskruet smil, der strålede af morskab. En barnlig morskab. Som om han havde fundet det bedste legetøj.

Han forsøgte netop at læne sig tættere på, for at lade sine læber møde hendes i hvad man måtte kalde, et grådigt kys - men det var netop dér, at han mærkede en stråle af smerte skyde fra sin venstre fod og hele vejen op gennem sin krop. Derfor sank han sammen i et råb - en sammenslyngning af bandeord. Han røg ned på knæ, og i et split-sekund, mistede han helt koncentrationen.

"Mær!" råbte han arrigt i netop samme sekund.

Malou blev af en eller anden grund stående et øjeblik og så på ham som han knælede sammen foran hende. Hun havde tilsyneladende været heldig i at finde et ømt punkt. Og det overraskede hende faktisk. Hun havde ikke forventet at det ville være så let. Måske var hun ikke så svag som hun selv gik og troede. Eller også var denne dæmon kun stærk når han pustede musklerne op. Ynkeligt. Var det sådan de overnaturlige væsner var. De havde da åbenbart nogle af de samme svagheder som et sølle menneske. Hun skulle skam også lige sunde sig lidt. Det havde været så tæt på at hans læber havde rørte hendes. Så tæt på at han, den forbandede person, havde stjålet lige netop hendes første kys. Ikke fordi det rigtig var noget stort problem hvis det var sket, men hun følte sig nu alligevel ufattelig lettet.
Ordet der forlod hans læber, gik direkte gennem det ene øre og ud af det andet. Hun ville slet ikke tænke på at tage sig af det i øjeblikke. I et lille hop kom hun med lidt held forbi ham, inden han nåede at få rejst sig igen. Hvor i helvedet skulle hun løbe hen for at komme væk. Hun havde ikke den bedste hørelse, eftersom synet havde taget over domænet fra stemmen. Hun tog sig nu heller ikke tid til at lytte ordentlig efter, hvor de større gader var. Hun satte bare i løb. De låse sko faldt med det samme af, og hun gjorde det vel med vilje for at kunne læbe lidt bedre hen over den ujævne asfalt. Med det lange røde hår flagrende efter sig som et flamme hav forsvandt hun længere ind i mørket. I et mørke hvor hun igen måtte føle sig fældet. Hun havde svært ved at se. Hun kunne skimme omrids, og hun kunne fornemme hvor murene var. Månens svage lys hjalp hende lidt på vej. Men gyderne var nærmest som en labyrint. Hun skulle virkelig have heldet på sin side, hvis hun skulle finde ud inden solens frembrud. Og det værste var nok kulden der var begyndt og trænge gennem det tynde stof, som skjorten var lavet af. Og fugtigheden fra jorden havde gået gennem de sorte sokker.
Hendes hænder rystede svagt en smule. Hun hev dog ikke efter vejret. Hun blev ved med at tage dybe indåndinger for at berolige sig selv. Der var ingen grund for hende at skulle gå i panik. Hun skulle skam nok klare den. Hun var en stærk kvinde, trods racen. Der var ingen grund til at frygte døden. Den ville ikke komme efter hende endnu. Men af en eller anden grund frygtede hun mere byen. Hun følte at den ville kunne opsluge hende hel.
Hun sænkede farten lidt, som hun drejede skarpt om et hjørne. Hun undrede sig stadig over hvorfor hun ikke var stødt på andre. Som var det kun hende og manden i denne lille verden af mørke og kulde. Hun støttede sig til muren. Forsatte til et gående tempo lidt ad vejen inden hun blot stoppede op og støttede ryggen mod muren. Ikke fordi hun var træt. Hun havde kunnet mærke en form for tryghed lige i dette område. Om det bare var noget hun bildte sig ind, måtte tiden jo vise. Hun tog en stor mundfuld luft. Lod det sive hele vejen ned i hendes lunger, inden hun pustede tungt ud mellem de stadig rødmalede læber. Hun så sig lidt fra side til side. Der var intet at se. Ikke for hende i hvert fald. Det var lidt som i de klassiske gyserfilm. Lidt kliché. Som var dette ikke helt ægte. Men det havde nu følte ægte før. Halen, som stadig gemte sig under hendes tøj, blev strammet lidt mere omkring hendes talje. Mest af pludselig nervøsitet. Hun burde ikke bare blive stående. Det var som om hun stod og ventede.

Selvom smerten var kortvarig, var den stærk. At undervurdere kraften af en kvindes hæl, var absolut ikke noget der lå Christopher på sinde, selvom han måtte prise sig lykkelig for, at netop denne unge kvinde ikke havde høje stiletter på i dette øjeblik. For dét, havde han oplevet for ofte - og selv med en høj smertetærskel, måtte han indrømme, at det var en følelse man aldrig kunne vænne sig til. Denne unge kvinde havde blot fanget ham i et sekund, hvor han ikke havde forventet, at hun ville prøve at kæmpe imod. Koncentrationen, samt balancen havde været ude af kurs fra Christophers side, og han havde været så pokkers fokuseret på, at kysse hende. Han havde ikke troet, at hun ville gøre dette. Hun havde virket for... fattet - uigennemskuelig.
En udfordring...

Selvom vreden strålede ud af dæmonens ansigt, da han rettede sig op, var et smil plantet over hans læber. Han kunne mærke hende, stryge forbi ham, allerede før han rettede blikket mod hende. Han betragtede hende i et splitsekund, mens hun løb ned gennem gyden. Skoende røg af, og Christopher kunne nærmest fornemme hvordan hendes blik måtte søge efter en flugtvej. Javel... Hvis hun ville lege katten efter musen, så ville han da ikke skuffe hende. Han havde ikke travlt... Det var mørkt - hendes chancer var små, og hans nattesyn var stærkt. Desuden boede han i Allées, og havde gjort det længe. Faktisk i et menneskes livsstid. Derfor kendte han stedet. Måske ikke hver en lille gade og hver en blindgyde, men så var det godt, at han kunne benytte sig af mørket. Selvom alkoholen måske rodede med hans fysik, var hans mentale tilstand i kaos som den var når han var ædru. Han kunne styre det. Styre skyggerne, og manipulere mørket til sin fordel.
Derfor begyndte han at gå. Da han passerede de sko hun havde efterladt sig, samlede han dem op. Snart forsvandt hun ud af hans synsfelt. Heldigvis kunne han stadig høre hendes ånde, fornemme hendes frygt. Og måske endda manipulere hende til, at løbe den vej han ønskede, at hun skulle løbe.
Det hele var et spil for ham. Sådan var det altid.

Da han satte farten op, kunne han knapt nok selv mærke det. Han gik hurtigere end det var et menneske muligt, og gennem skyggerne, var han nærmest usynlig. Faktisk var det eneste spor efter ham, nok lyden af hans fodtrin, selvom de var så flygtige, at man virkelig skulle fokusere for at fange rytmen i disse.
De grågrønne øjne spejdede gennem mørket. Han var taknemmelig over det syn, som dæmoner var velsignet med. Det gjorde det ganske vist sværere at se i dagslys, uden at klemme øjnene lidt sammen - men det var ufattelig let, at se gennem hver en skygge, og selv det tunge mørke, trods farverne gik tabt.

Den mest afgørende faktor i hans søgen efter denne unge kvinde var, at han virkelig forsøgte at koncentrere sig om, at fange hendes psyke. Fange hendes tankenet. Selvom han ikke var tankelæser, kunne han manipulere med måden man opfattede ting på. Måske kunne han få hende til, at stoppe op, ved at få byen til at fremstå mere tryg for hende... Hans kræfter var ikke stærke når han var så langt væk fra vedkommende, men han forsøgte at bruge disse så godt han nu kunne.
Og snart, fornemmede han noget. Han blev nødt til at stoppe op, for at høre de fodtrin, der lød fra et sted, bag næste gadehjørne. Han lænede sig ind mod muren, og forsøgte at skærpe sanserne. Jo, det var fodtrin. Det var ikke lyden af løbende skridt, men derimod gående. Ja, indtil lyden stoppede, og han hørte nogen trække vejret. Lyden var så svag, at han måtte dreje rundt om hjørnet, og opholde sig i skyggerne, for at se skikkelsen længere fremme. Henne ved muren. Perfekt...

Han havde accepteret chancen for, at en vampyr havde fundet hende før han havde. I så fald, ville han sikkert have forsøgt, at få hende for sig selv, men hans fysiske styrke var ikke overlegen overfor mange andre overnaturlige, når han havde drukket så meget. Desuden... morskaben lå i at dette var hans jagt. Og kun hans.
Han nærmede sig langsomt. Velvidende om, at hun sikkert ville kunne høre lyden af hans fodtrin. Da han var kommet tæt nok på, smed han ubarmhjertigt hendes sko godt en meter foran hende:

"Du glemte vist noget askepot."

Han var tilbage. Han forholdt sig så roligt. Han havde endda tid til at håne hende. Hun tog det i hvert fald ikke som en kompliment. Hun var ikke direkte stivnet på stedet men de hele havde taget hende lidt ved fødderne. Hun blev i hvert fald bare stående presset mod muren. Stirrede mod ham med de følelsesladede øjne. Var der virkelig ingen steder for hende at forsvinde hende og hvor hun kunne være væk fra alt dette? Hun havde lyst til bare at fortryde at hun overhoved var kommet til byen. For hvis hun ikke var kommet ville hun ikke ende i dumme situationer. Som denne. Hun gav ikke sine sko et eneste kig. De var fuldkommen ligegyldige for hende. De kunne skride allerhelveds langt væk. De var ikke andet end en forvirring i hendes sind.
Malou tvang efterfølgende en klump væk fra dens generende placering i hendes hals. Hun blev ved med at trække vejret ind af munden og ud igen. Hun ville forholde sig fatte. Hun ville ikke ende som en af de hjernedøde folk som bare skrig for deres liv, spjættede som galt det deres liv, men uden at der rent faktisk skete noget. Og dette var tydeligvis blevet en leg for ham. Hun kunne ikke lide sig helt sikker men hun havde lagt mærke til hvordan det hele blot morede ham. Hun begyndte, i samme tempo som ham, at bakke bag ud. Hun sørgede for ikke at træde forkert på nogen måde. Hun ville ikke ende på røven og bare føle sig mere sårbar. Hun stirrede endnu mod ham. De eneste tidspunkter hun så væk fra ham, var når hun var nød til at blinke. Der var så meget hun ville sige i dette øjeblik. Hun havde en sådan lyst til at stå og prædike omkring hvorfor han bare skulle vende om og lade hende være. Men sjovt nok kunne hun ikke. Hun var endda også så dum at prøve. Hendes læber blev nemlig atter skilt af, og som hviskede hun, mimede hun det typiske ord ’stop’. Hun vidste godt det ikke ville hjælpe. Det gjorde det jo så sjælendt. Et hvert levende eller ikke levende væsen på denne jord ville altid havde problemer med at adlyde kommandoen ’stop’. Lige meget hvad.

I en pludselig bevægelse vendte hun sig om igen. Så hurtigt hun havde haft mulighed for. Det var kun lige knap at hun nåede og gendanne balancen. Men alligevel til ingen nytte. For ikke mere en et par skridt blev hun bremset op. Af endnu en stenmur, der tårnede sig over hende. Det kunne da ikke passe. Var hun virkelig så uheldig? Eller havde dette blot været en fælde, helt fra starten af. Katten havde fået tvunget den lille uskyldige mus op i en krog. Et umuligt sted at slippe væk. Med mindre hun i sandhed var en mus. Men den slags magiger besad hun ikke. Hun besad ingen form for magi. Hun var direkte forsvarsløs. Især nu hvor han meget muligt være mere på vagt omkring hende. Hun var i hvert fald ikke bange for at slå fra sig til tider.
Hurtigt kom hun igen til at stå med grunden rettet mod denne dæmon. Hun kendte intet om ham. Han var endnu blot en fremmed. Det var nok også for det bedste. Hvilken tragedie hvis han rent faktisk havde været en hun kendte. Og hvis skulle hun bruge et navn til? Hun ville ikke kunne skrige det højt og byen var allerede så fyldt med forbrydelser af der alligevel ikke ville ske noget. Som var der ingen lov i denne by. Folk gjorde hvad de ville. Hun undlod at gå de sidste skridt helt ind til væggen. Hun ville ikke føle sig presset på den måde. Dog kunne hun heller ikke lide det hvis han kom meget nærmere. Hun var så fokuseret på denne mand, at hun ikke tog sig af at det bølgede hår sad perfekt. Det var hendes mindste bekymring. Hvordan hun tog sig ud. Dette var ikke et foto shoot. Eller en film. Dette var uden tvivl virkelighed. Hvor savnede hun dog sin varme seng lige nu. Sin trygge lejlighed med flere forskellige låse. Hun lignede næsten et dyr med et par skarpe forlygter rettet mod sig. Udover at hun stadig prøve og skjule sin frygt. Hun kunne ikke lade være med at forestille sig hvad der ville ske. Det var ikke kønne billeder hun fik i hovedet. Men de kunne være værrere.

Det overraskede ham, at hun turde se ham i øjnene. Stirre på ham med følelse i øjnene, samt forvirring. Hun fjernede ikke blikket fra ham, og han fjernede ikke blikket fra hende. Han følte altid et ubehag, når folk så ham direkte i øjnene. Om så de var mennesker eller ej. Det virkede som om de prøvede at ransage ham. Nå hans sind, og række ud efter noget, der måske kunne opfattes som værende humant. Han tvivlede stærkt på, at den del af ham eksisterede.
Han kunne høre hendes vejrtrækning, og se hendes ånde i den kolde luft. Som en sky - nærmest som cigarets-røg. Egentlig ville han ønske, at han vidste hvad hun tænkte. Hvad et offer, og et sårbart væsen måtte tænke. Selvom han havde mødt mennesker der var fascinerede af det evige liv, var Christopher fascineret af det flygtige. Mennesker havde en større chance for, ikke at vågne næste dag på grund af sygdomme, eller situationer som disse. Situationer hvor de blev byttedyr, i en verden hvor spillereglerne muligvis mest var skrevet af det individuelle rovdyr.

Selv da hun begyndte at bakke ud, flyttede han sig ikke. Selvfølgelig vidste han, at der ingen anden flugtvej var, på dette sted. Ja, andet end hvor han kom fra. Dog tvivlede han stærkt, på, at hun ville forsøge at løbe forbi ham. Alligevel lod han hende selv finde ud af, at hun var fortabt. Mørket var dybt i denne blindgyde. Så dybt, at man knapt nok kunne se alle tre mure, hvis ikke man besad et syn som en dæmon. Derfor var den unge kvinde vel heller ikke velvidende om det faktum, at hun var rendt ind i en musefælde.

Mens han betragtede hende, kunne han se hendes mund forme sig i et ord. Han opfattede det ligeså klart, som hvis hun havde råbt det højt gennem byen. Alligevel, var det ikke sandheden der fløj over hans læber:
"Jeg hørte dig vist ikke..?" Han vidste at hun mimede. Og alligevel forsøgte han konstant at træde i det, "Du må tale lidt højere, søde skat." Selvom ordene kunne lyde som noget en forælder sagde til sine børn, bar tonen og situationen præg på alt andet.

Efter at have observeret hendes lille "kamp" for at slippe ud, nærmede han sig langsomt. Han stoppede op ganske tæt på hende, selvom han ikke rørte ved hende. Hænderne stak han ned i lommerne på sin frakke, før han opmærksomt betragtede hende.
"Bare sig ordet, og jeg vil stoppe..." kom det så fra ham, "Så simpelt er det." Han lænede sig dernæst lidt frem mod hende. "Du kunne gøre det her meget lettere for dig selv."

Han vidste, at han havde vundet. Der var ingen vej tilbage nu. Han tog den ene hånd op af sin lomme, og lod kortvarigt sin håndryg strejfe hende over kinden;
"Bare rolig. Jeg dræber dig ikke." Selvom ordene måske lød oprigtige, og selvom han vel også inderst inde ikke havde en intention om at dræbe hende - så var han jo ikke just en man burde stole på.

Han gjort blot hendes frustration over ikke at kunne tale større. Han gav hende den største lyst til det. Mere end andre havde gjort før. Før ville hun jo også sagtens kunne kommunikere via skrift eller andet form for kropssprog. Men hun ville ikke tale med ham. Hun ville ikke føre nogen form for samtale med ham. Han ville helst bare have ham til at forsvinde. Hvorfor hun følte sådan et had eller sådan en frygt omkring ham vidste hun i princippet ikke. Han havde jo endnu ikke gjort meget andet end at krænke hendes private afstand. Og selvom hun fornemmede hvad han ville, kunne hun jo ikke sige det helt med sikkerhed. Han var trods alt for drukken. Hun krydsede allerede fingre for at alkoholen ville stige ham helt til hovedet og lade ham synke sammen. Lige meget om muligheden var umulighed eller hvad.
Malou kunne stadig ikke lide hvordan han var så tæt på. Det gjorde det skam heller ikke bedre at han blot blev ved med at træde i hendes svagheder. Det blev jo nærmest sværere og sværere at holde facaden oppe. Han skulle ikke få lov til at se mere af den sårbare side. Selvom at hun tvivlede på at hun ville kunne skjule den meget længere. Hun pressede sig automatisk helt op ad muren bag sig som han kom tættere på. Hun kunne nemt mærke hans ånde. Og hans tilværelse for den slags skyld. Han stod jo direkte oppe i fjæset på hende.
Lige meget hvor meget hun end ville forholde de oliven grønne øjne mod ham blev hun tvunget af sin krop til at se væk lige idet hans hånd igen kom mod hende. Hun drejede sit hoved i profil og så for en gangs skyld væk fra ham, som han aede hendes kind. Hun følte hvordan det løb hende koldt ned ad ryggen, og hun resten af hendes krop blev fyldt ud med kuldegysninger. Hun holdt sig dog fra at lukke øjnene helt i, ved berøringen. Hun havde vidst nok at hun ikke brød sig om det. Og tydeligvis var hun ikke helt vant til det. Ikke fra fremmede i hvert fald. Hendes hænder var knuget sammen og skuldrene sad et øjeblik omkring hendes øre. Indtil hun selv fik slappet mere af og atter så mod ham.

Blikket var blevet mere bedende. Hun virkede pludselig mere uskyldig end før. Nogle af barrierene var faldet. Blot ved en berøring. Hvor var hun svag! Hun begyndte selv og betragte disen der kom fra hendes mund hver gang hun trak vejret. Det mindede hende hurtigt om hvor meget hun egentlig frøs. Det havde været som om at hjernen havde koncentreret sig så meget om denne dæmon at alt andet var blevet glemt. Og hun opdagede selv hvordan hun stadig svagt rystede. Nok mest på grund af kulden.
Igen var det mere som om at hendes blik var limet fast på ham. Hun holdt øje med ham. Hun havde afsløret at hun var bange for ham. Hun vidste hun var af de svageste led så det virkede kun klogt for hende at frygte ham. Men det var nu mest hvad han kunne gøre hun frygtede. Langsomt men sikkert løftede hun sine arme op og lagde dem over kor hen over sin brystkasse. Pressede sig længere ind mod muren, som håbede hun på at hun ville gå gennem og komme frem til Hogwarts Expressen eller noget. Hænderne var stadig knugede godt sammen, som ville hun slå fra sig hvert øjeblik. Men alt andet kropssprog fortalte noget andet. Hun pressede de røde læber godt sammen og krummede svagt tæerne. Halens greb begyndte at genere. Det gjorde næsten ondt. Nervøsiteten steg, som han tårnede sig over hende. Truende. Farlig.

Det var også som om han selv, kæmpede lidt med ideerne. Hvad var hans intention? For kort tid siden - i den anden gyde, havde intentionen været klar. Nu søgte han bare noget mere. Noget der kunne gøre det hele mere interessant for ham, nu hvor han langsomt begyndte at føle rastløsheden helt ud i sine fingerspidser. Flugten havde været morsom i hans øjne, men nu stod den unge kvinde i en krog... Så uskyldig og forsvarsløs. Alkohol gjorde tilmed noget andet ved ham. Det fjernede den smule dårlige samvittighed der måtte hvile i ham, eller den lyst til, at finde nogen der faktisk kunne hamle op med ham. Her var han bestemt den stærkeste. Ihvertfald på det fysiske plan. Selvom han kunne rode med andre folks opfattelse af virkelighed, gennem deres sind - var hans eget i oprør. Det var skrøbeligt, og af netop samme grund ønskede han ikke, at folk så i hans øjne, med andre udtryk end frygt eller underkastelse.

Han blev ved med at nærme sig, til han havde presset hende til at gå hele vejen hen til muren. Alligevel gik han ikke de sidste få centimeter. Selvom han på dét tidspunkt end ikke rørte hende, var det kun lige fra. Nærheden, gjorde ham ikke udtryk. -Tydeligvis ikke ihvertfald. Derimod fik det ham til at føle sig mere overlegen, eftersom han kunne mærke, at det havde den direkte modsatte effekt på hende. Ikke fordi han kunne bebrejde hende.
Da han rørte hende, kunne han mærke hvor kold hun var. Trods han netop havde sagt, at han ikke ville tage livet af hende, ville kulden det sikkert, hvis han tvang hende til at være i denne blindgyde indtil han begyndte at kede sig med hende. Desuden kunne han nærmest mærke hende, krumme sig helt sammen ved sin berøring. Hun vendte tilmed kinden til, hvilket blot fik ham til at lægge hovedet lidt på skrå.
"Du skal jo ikke dø, vel?" Der var noget trøstende over hans stemme, hvilket nok gjorde situationen mere tvetydig... Gjorde det hele mere kaotisk at forholde sig til, "Hvem ved - måske er jeg det sikreste selskab, du kan skaffe dig herude." Selvom han var en dæmon der netop havde trukket hende op i en krog, og som måske ikke ligefrem havde uskyldige intentioner med hende - så var der en snert af sandhed over hans ord. Han dræbte sjældent... meget sjældent. Ganske vist skadede han en gang imellem nogle, men han forsøgte at holde igen. Han forsøgte virkelig... Måske efterlod han dybe ar på folk mentalt, oftere end han gjorde fysisk - men måske var dette bare et offer man måtte tage?
Sådan var virkeligheden ihvertfald efter Christophers hoved.

Da hun igen fangede hans blik, opfattede han det bedende udtryk i hendes øjne. Det udtryk der bar præg af den uskyldighed, som han havde været så fascineret af. Så tiltrukket af, da han fangede et glimt af hende tidligere. Han iagttog hende, da hun maste sig tættere ind på muren, med armene over brystkassen. Der gik lidt tid, før han igen bare tog et skridt imod hende, som om han ikke registrerede hendes tydelige tilbageholdenhed.
Desuden kunne han både se, og mærke på hende, at hun frøs. Selvom han havde det langt bedre med temperatur-tilpasninger, så var kulden også bidende nok til, at han priste sig lykkelig for den lange frakke. Alligevel gik der ikke lang tid, før han knappede denne op, og svang den over hendes skuldre, uden ét forklarende ord. Hun kunne tolke det som hun ville. Han var ihvertfald sikker på, at han ville holde liv i hende lidt endnu.

"Vær' ikke så bange for mig.." sagde han dernæst, som om han ikke havde gjort noget galt. Men selvfølgelig havde hun ret til at være bange. Han så ikke på hende med uskyldighed i øjnene. Tværtimod: "Du skal bare ikke kæmpe imod - så sker der dig ingenting." Han forsøgte at få fat om hendes hænder, som var knuget grundigt sammen. Faktisk var han overrasket over modstanden. Han gjorde det hele meget roligt, selvom styrken i ham, bestemt var stor. Det hele virkede bare legende let. Og det var det vel i grunden også.
"Slap af." hviskede han så, og trykkede sig tættere op ad hende - dog uden, at kvase hende længere op mod den kolde mur, "Der sker dig ikke noget..." Han lod læberne søge ned mod den øverste del af hendes hals.

Det var tydeligt at det kom noget bag på hende. Hun havde ikke forventet at mærke en varm frakke blive lagt omkring hende. Mest havde hun forventet at han ville være fuldstændig ligeglad med det hele. Hun havde troet han ville have revet endes tøj itu for bare at komme i gang. Men måske var det slet ikke det som han havde i sinde at gøre. Hun ville et sted hurtigt have trukket den bedre omkring sig men hun turde ikke helt gøre så meget. Hun følte stadig at han havde en form for magt over hende. Ikke af en magi. Eller hun kunne ikke skille muligheden ud, men det føltes mere fordi hun følte sig så meget svagere. Hun lod sig dog selv nyde varmen inderligt. Trods det kun var lidt, hjælp det allerede med hende. Men hun slappede dog ikke af meget længere.
Malou’s øjne blev i hvert fald spærret en ganske lille smule højere op. Hun havde forstået det hele forkert. Han stoppede ikke sit mål bare sådan. Selvom han lige havde følt hendes medlidenhed, havde han stadig sagtens mulighed til at gå hende til at føle sig knap så tryg igen. Hun forholdt sine arme beskyttende foran sig, men det gjorde ikke rigtig noget. Han fik dem fjernet som var det noget af det lettelse i hele verdenen. Om hun kæmpede imod fik han fjernet dem. Automatisk gav hun op kort efter og lod sine arme falde af sig selv, helt tilbage. Hænderne var dog stadig knugede sammen. Og de blev knuget hårdere sammen som han kom tættere på hende. Hun kunne mærke hans krop tæt helt op ad hende, og ganske lidt efter var det hans læber der fik hendes opmærksomhed. Hendes krop spændte samtidig og uden hun selv tænkte helt over det blev hendes hoved drejet en smule til den modsatte side. Som gav hun ham mere plads. Øjnene blev hurtigt lukket i og som før bed hun tænderne godt sammen. Forhold vejrtrækninger til at komme fra hendes næse i stedet. Trods det blot gjorde det mere besværligt for hende. Af og til slap luft også ud mellem læberne. Igen prøvede hun at tale. Endnu engang blev der mimet ordet ’stop’. Også selvom han ikke ville kunne hverken høre eller se det. Der var ingen grund til at hun gjorde noget.

Kuldegysninger fandt stadig sin vej hen over hendes krop. Det mærkede så underligt. Det virkede så forkert. Der var ingen tvivl om hvor forkert dette var. Direkte ubehageligt. Men stadig syntes hendes krop at mærke andet. Hun åbnede svagt sine øjne, men de blev dog hurtigt klemt sammen igen for at undgå at de blev fyldt med flere tårer. Hun strakte sin hals en smule mere. Armene blev sænket igen. Fingrene spredte sig igen lidt mere. Men hendes muskler var stadig anspændte. Hun ønskede virkelig ikke at dette skulle ske. Og specielt ikke her. I en beskidt kold gyde. Ude i offentligheden. Hun kunne ikke jage tanken, om hvem der ville komme forbi, væk. Stift hang hendes arme ned lang siden, og hendes ryg havde fået sig et svagt svaj. Ikke fordi hun prøvede og presse sig selv nærmere op ad ham. Det var mest en refleks.

Selv, kæmpede Christopher med situationen. Skulle han udnytte situationen, selvom det virkede så legende let? Hvis ikke det var fordi alkoholen konstant skubbede ham længere og længere over i at følge sine lyster - så ville han måske have bakket ud nu. Have kedet sig, over at kunne få hvad han ville have uden den store kamp. Det var netop på grund af hans usikkerhed omkring hvad han skulle gøre, at han havde lagt frakken over hende. I det mindste kunne han holde liv i hende, indtil han vidste det hele med sikkerhed. Han var så fandens tilbøjelig til, bare at kaste hende ned på jorden, og gøre hvad han ville med hende. Bare få det overstået, og få afløb for de dyriske instinkter der brusede frem i ham.
Men var der noget i vejen med det?

Mennesker var svage - tænkte han til sig selv. De var byttedyr, og burde underkaste sig for de stærkere individer... Det var naturens gang.

Derfor havde han nærmet sig. Blot for, at lade sin krop stå helt tæt op ad hendes, for at kunne mærke hendes vejrtræninger, og for at kunne lade sine læber strejfe hendes hud. Det var så umådelig fristende... Han kunne knapt nok mærke om hun forsøgte, at kæmpe imod eller ej, da han flyttede hendes hænder fra brystkassen. I så fald havde forsøget alligevel været forgæves. Selvom han kunne mærke anspændtheden i den unge kvindes krop, da hans læber strejfede hendes hud - stoppede dette ham ikke. Modstanden tiltalte ham, trods hun ikke længere kæmpede meget imod. Det nyttede jo ingenting.
"Stå stille..." ordene gled over hans læber, i en hvisken.
Han sagde dog dette uafhængigt af, at hun indtil videre ikke havde bevæget sig synderligt. Han gjorde det nok også temmelig umuligt for hende, eftersom hans krop var trykket op mod hendes, og blot blev ved med, at trykke hende længere ind mod muren. Indtil videre tog han det hele langsomt... Nød at kunne høre hende trække vejret, på en afventende måde, der bestemt syntes, at gøre hende mere utryg. Efterhånden gled hans kys længere op, og snart tog han fat om hendes hage, for at dreje hendes hoved mod ham.
"Kig på mig." beordrede han derefter, selvom det var ganske lavmælt. Næsten en hypnotisk stemme, selvom han ikke just besad en evne i den retning. Snart trykkede han sine læber mod hendes - et tvungent kys, der måske mest af alt smagte af den alkohol han havde indtaget. Kysset blev hurtigt inderligt og grådigt. Som om han nu ikke kunne vente længere, med at få sine lyster tilendebragt. Han tvang hendes læber fra hinanden med sin tunge, mens han flyttede sine hænder ind under hans frakke, som hun bar. Herved rørte han ubarmhjertigt ved hendes krop - som om hun tilhørte ham, og der ingen grænser var, for hvad han kunne tillade sig. Det var denne magt, der bare gjorde ham mere opstemt. Mere vild, og måske mindre varsom, med hvor voldsomt han forsøgte, at lade hænderne søge under hendes tøj.
Snart forsøgte han, at skubbe hende ind mod en af de andre tykke mure i gyden. Her hvor skyggerne var endnu længere, og hvor man knapt nok kunne se andet end silhuetter.

Kysset faldt bestemt ikke i gode hænder hos Malou. Hun gjorde absolut intet for at kysse ham igen. Det ville hun ikke give ham. Men samtidig gjorde han det stadig umuligt for hende at få det stoppet. Der var for lidt mellemrum mellem dem til at hun ville kunne trække sig væk, og hvis hun prøvede og dreje hovedet ville det stadig være et forgæves forsøg. Han havde hende hvor han ville. Og det var det som fik hende til at føle sig svag. Mere end hun gjorde i forvejen. Dog trods hendes hoved var sat i lås fandt hendes hænder igen op omkring ham. Hun satte dem hurtigt mod hans skuldre og igen lagde hun kræft i for at få ham væk fra sig. Hun havde helt glemt han trussel. Hun troede heller ikke på det. Der ville ske hende noget. Hun ville meget muligt ikke dø, men andet ville beskadige hende hvis hun ikke kom væk.
Tungen der efterfølgende fandt sin vej ind i hendes mund fik hende blot til at presse hårdere, for at få ham væk. Igen gjorde hun intet selv. Det var rent hans tunge der legede med hendes. Ikke omvendt på nogen måde. Øjnene var endnu klemt hårdt sammen og hendes ansigts udtryk var lagt i anstrengte folder. Hans hænder fik hurtigt taget al fokussen. Det gav et sét i hende i det øjeblik hans kolde fingre fandt sin vej ind under skjorten og ind mod hendes bare hud. Og hvis han fik taget det bedre kig på hendes ansigt ville man uden tvivl kunne skimme den røde glød der var dannet på hendes kinder. Flovhed. Tanken om at en person rørte hende. Det var ikke det samme som en omgang massage. Hans hænder var ikke masserende. De var mere søgende.

Lige idet som hun følte en ny mur blive presset mod hendes ryg fandt hendes egne hænder væk fra hans skuldre. Hurtigt røg de længere ned og prøvede så vidt muligt at gå grebet fat i hans. For at stoppe dem for at komme meget længere end hendes maveparti. Halen var allerede selv på flugt. Snoede sig hurtigt og smidigt ud under nederdelen til den bare faldt ned i et synligt felt omkring hendes lange ben. Hun havde helst ville undgå at få det afsløret, men efter al håb ville han måske ikke lægge så meget mærke til det. Han så i hvert fald ud til at gøre godt beskæftiget med at få rørt hver eneste del af hendes sarte krop. Hun forsatte selv sin kamp med at få hænderne væk. Hun nægtede at lade ham gøre det. Selvom at kampen allerede var tabt på forhånd inden den overhoved startede, havde hun stadig en lille kampgejst i sig, som fik hende til at forsætte.
Ligesom det var den lille gejst som fik hende til at gøre flere dumme ting. Med ingen bagtanke om konsekvenserne bed hun blot sammen omkring hans tunge. Det var den eneste måde hun tænkte at hun ville kunne få ham til at stoppe. Dog syntes hun ikke at have bidt alt for hårdt. Aldrig hårdt nok til at gøre skade på hans tunge, men nok til at det højst sandsynligt ville gøre mere end bare ondt. Hun krydsede vel fingre for det bedste.

Det var selv svært for ham, at få vejret, mens han kyssede hende. Derfor var vejrtrækningen tung, når han endelig - i få sekunder, slap hendes læber - blot for at genoptage kysset, med en voldsomhed, der bestemt bar præg af de dyriske instinkter der hvilede i hans natur. Den fysiske tilfredsstillelse, appellerede ikke til ham, hvis det var for mildt, for skrøbeligt eller for film-romantisk. Man kunne bestemt ikke bruge nogle af de ord, om denne situation. Nej, dette var mere ham. For at opretholde sine lyster, måtte han ty til metoder, der krævede, at han bare helt kunne slå hjernen fra, og fokusere på det fysiske. Det instinktive i hans indre, som altid forsøgte at bryde igennem. Og han kunne ikke holde sig tilbage. Bestemt ikke nu, hvor han havde taget en beslutning om, at dét skulle ske i nat med netop denne unge kvinde.
Han mærkede hendes hænder, presse ham mod skulderne. Alligevel smilede han blot, mens han intenst fortsatte kysset. Det lod ikke til at påvirke ham den mindste smule. For hver gang hun skubbede, søgte hans krop tilbage... At hun dog forsøgte, at kæmpe imod, syntes at more ham endnu mere, end når hun stod stille. Derfor kunne han ikke lade være med at le, da han i et kort øjebik slap hendes læber, for at trække noget af den kolde luft ind i sine lunger.
Christopher kunne mærke, at den unge kvinde virkelig lagde kræfterne i, da han lod sin tunge deltage, ganske aktivt i kysset. Alligevel forblev han forholdsvis urokkelig, selvom han måtte indrømme, at det faktisk blev sværere. Balancen var ikke på sit bedste, men alligevel måtte han selvfølgelig regne stærkt med, at hans evner kunne opretholde det, så han ikke gav hende en chance for at stikke af. Desuden nægtede han, at forsøge at fange hendes hænder. For hans var travlt optagede af, at glide over den bare hud fra hendes mave og op mod hendes brystparti. Snart gled hans hænder dog nedad - ned mod nederdelen, som han forsøgte at bakse lidt op over hendes lår.

Snart mærkede han dog hendes kolde hænder, tage fat om hans. Som for at afholde ham, fra at røre ved hende. Det lod dog ikke til at stoppe ham. Tværtimod tog han bare fat om hendes håndled, og førsøgte at få dem om bag hendes ryg, så de ikke var i vejen. Han lagde ikke mærke til meget andet. Faktisk gav han sig ikke just tid til at se på hendes krop. Tværtimod så han nærmest gennem sine hænder der befamlede hende, eller sine læber der grådigt stjal kys for kys fra hende. Alligevel var det lidt af en kamp, med at få hendes hænder væk. Hun kæmpede imod, og grunden til at det var så besværligt for ham, var fordi han gerne ville fortsætte med at undersøge hendes krop, men blev nødt til at holde hendes hænder i stik.
"Stå nu stille for fanden.." mumlede han. Selvom han trods alt havde nydt hendes kampgejst, begyndte det at blive besværligt, når han tydeligvis ikke kunne få hende til at forholde sig roligt, "Det nytter ikke, at kæmpe imod."

Da han igen tvang hendes læber mod sine, og involverede tungen i legen, fangede hun ham igen i et øjeblik, hvor han mindst forventede modstand. Netop da hendes tandsæt lukkede sig om hans tunge og bed sammen, slap han hendes læber og bakkede ud med et udbrud af smerte. Igen en kortvarig en af slagsen, men nok til, at han måtte bryde kontakten mellem dem.

"Har du et dødsønske?" snerrede han så, og trådte igen et skridt hen til hende, blot for at tage hårdt fat om hendes arm, for at smide hende ned på jorden. Vreden gjorde ham fuldstændig ligeglad med, om han egentlig gjorde mere skade på hende, end han før havde sagt han ville. Hun var vel selv ude om det: "Det er feje tricks, selv for en tøs der ikke kan bruge talens brug, til at få mænd væk."

Lige som han endelig trådte tilbage var det som om hendes ben ikke rigtig kunne holde hende oprejst mere. Hun faldt sammen og fik hurtigt sat håndfladerne ned mod asfalten. Hun hev et kort øjeblik efter vejret. Hun var inderlig lettet over at han havde sluppet kysset og at hans hænder ikke gramsede omkring hende krop mere. Ingen kvinde eller mand ville føle dette som behageligt. Tvang var i hvert fald ikke noget der interesserede Malou på nogen måde. Det var stadig hendes første oplevelse med seksuelle ydelser, og indtil videre nød hun intet af det. Lige meget hvor meget hendes krop nu engang reagerede positivt, ville hendes hjerne altid se på det som negativt. Hun forbandede virkelig sine erogene zoner. Det var næsten fuldkommen umuligt for hende at ikke blive påvirket af både hans berøringer og kys.

Hun nåede dog ikke rigtig at få slappet specielt meget af inden hans snerrende stemme nåede hende. Hun så med det samme op igen. Så nærmest skræmt mod ham. Mere nåede hun ikke før han fik hende smidt helt ned på jorden at ligge. Det gjorde ondt. Hun kunne mærke hvordan hendes ene skulder havde tage det meste af faldet, og den svage smerte dunkede gennem resten af hendes legemme. Der kom en kort utilfreds lyd fra hende, som hun lå og ømmede sig lidt. Men den lød mere kvalt. Hun fik dog bidt det i sig og drejede mere om på ryggen for at stirre direkte mod ham igen. Hun fangede hans blik og hun vidste med det samme at hun havde lavet en fejl. Der var ingen vej væk fra det her. Hun var fanget og lige meget hvor meget hun end kæmpede imod ville det ikke hjælpe en skid! Hun trak vejret, som var hun ved at begynde og hulke. Tydelige forstyrrede vejrtrækninger, som afslørede frygten med det samme. Og usikkerheden omkring hende. Nerverne omkring hans hals var lettere synlige hver gang hun sank tungt. Hun blev tvunget til at blinke et par gange hurtigt efter hinanden, for ikke at få den lille dråbe fra hendes øjne til at løbe ned af de røde kinder. Hun ville ikke græde. Det ville ikke blive til andet end sejre hos ham.

Stadig med blikket stift rettet mod ham fik hun med rystende arme løftet sig en smule op, inden hun prøvede og kravle væk fra ham. Trak sig bagud. Hvorfor prøvede hun overhoved? Han ville altid være hurtigere end hende og han ville altid få fat i hende igen. Hun burde have set nok film og læst nok historier, til at vide at det hun prøvede på aldrig ville virke. Hendes brystkasse hævede og sank markant hver eneste gang hun inhalerede og ekshalerede. Et sted kunne hun nu kun håbe på hun faktisk ville være i live til at se morgendagen. Vreden hun havde set i hans ansigt havde netop fået hende til at tvivle lidt på det. Hendes blik sagde ikke meget andet end ’stop’ og ’hold dig væk’. To ting han nok ikke ville adlyde.
Hun vågnede hurtigt op efter den lille tankestrøm, lige som en kølig tåre alligevel fandt sin vej ned over hendes bløde kind. Endnu et tegn på hendes menneskelige svaghed. Fuck!

Følelsesløsheden i tungen tog til, netop efter han havde smidt hende ned mod de kolde sten der formede sig på gaden. Ned hvor snavs og støv sikkert havde lagt sig, som alle andre steder i Allées. Der lå hun derfor i mørket, mens han betragtede hende med næverne knyttede, og med den største lyst, til at smide flere vrede ord efter hende, eller til at gøre mere skade på hende. En halvkvalt lyd, kom fra hende - og selvom ´retfærdighed´ nok var det sidste ord, Christopher ville sætte i forbindelse med sit eget liv, så følte han at det kunne komme i brug nu. Han havde gjort gengæld. Gjort hende ondt, nu hvor hun nægtede, at underkaste sig ham.
For efter hans mening, var det hans ret.

Han fulgte hende med øjnene, da hun bevægede sig på jorden. Da hun lagde sig om på ryggen, og mødte hans blik. Hvis det var en kamp hun ville have, var det en kamp hun skulle få. Christopher så ingen anden udvej. Denne tøs havde gjort nok, for at han nu mest af alt, ønskede at udnyttede hende, bare for at få sin hævn. Det handlede ikke kun om lyster, men om, at vise denne tøs, at det var farligt, at kæmpe mod de overnaturlige. Derfor var der ingen form for medlidenhed, da hun begyndte at trække vejret hurtigere. Han formodede, at hun havde indset, at hun nu var helt fortabt. Det her ville ske, og der var ingen vej udenom.

Selv da den unge kvinde trak sig bagud, betragtede han hende blot. Den sidste kamp. Stilheden før stormen... Da han så en tåre falde ned over hendes kind, og bane sig vej ned over huden, strøj antydningen af et smil over hans læber. Et smil der på alle måder var kynisk. Dernæst gik han hen mod hende, og lænede sig ned over hende:

"Drop det nu bare." Der gik ikke mere end et splitsekund, før han var nede over hende, og tog frakken af hende. Han hev hendes hår lidt tilbage, så det ikke dækkede hendes ansigt, hvorefter han bevægede sine hænder ned mod hendes lår for at sprede hendes ben. En lavmælt og lettere fordrukken latter undslap hans læber, før han i en voldsom bevægelse, tvang hende helt ned at ligge igen, og tvang hendes hoved til den ene side.
Da hans læber derefter berørte hendes hals, bar det først intet præg af det næste han foretog sig. Han bed hende. Selvfølgelig ikke med nok kraft til at bide gennem huden. Han var jo ingen vampyr, og hans tænder var ikke skarpe. Alligevel regnede han med, at dette ville gøre ondt. Ondt nok, til, at han kunne håbe på, at høre et gisp fra hende, eller måske noget der kunne tvinge hende til at skrige.
Han tog dernæst fat omkring hendes skjorte, og hev til, så knapperne ikke kunne holde igen. Han blottede hendes krop, velvidende om, at denne blindgyde sikkert kunne være et godt tilholdssted for andre af mørkets væsner. Det generede ham dog ikke.

Der kom intet skrig fra hende da han bed sig fast i hendes hals. Men hun reagerede da. Hendes læber blev skilt ad og formede skriget. Det var kun lyden der ikke kom ud. Kun meget svagt i hvert fald. Det gjorde ondt. Forbandet ondt. Smerten var mere markant end den der før havde været i hendes skulder. Automatisk havde hendes hænder grebet ud efter ham. Fæstnede sig fast i hans overkrops beklædning og prøvede vel at få det til at stoppe ved psykisk kræft. Hun var bare ikke stærk nok. Hendes ben bevægede dog mere på sig. De blev bøjet og fødder blev slidt hen ad asfalten, som prøvede hun at skubbe sig væk via benene. Men hendes fødder syntes aldrig at kunne få ordentlig fat, og de gled derfor hen over jorden.
Malou’s øjne var godt nok lukket godt til på grund af smerten, men hun fik dem tvunget op da hun følte skjorten blive revet itu. Hun behøvede ikke at se efter for at vide at hendes krop var mere eller mindre blottet i øjeblikket. Hun kunne mærke det. Hun vidste det. Hun følte sig underligt nøgen allerede. Selvom undertøjet stadig var der til at dække de mere private dele. Men selv bikini havde gjort hende utryg. En anden ting var nok også at hun endnu var i offentligheden. Hun krydsede fingre for der ikke ville komme andre forbi. Eller det ville faktisk være befriende. Hvis hjælp ville komme. Dog tvivlede hun stærkt på at hjælp ville komme til hende her i en mærk snavset gyde.
Det lille firkantede stykke pap, med hendes navn, som hun normalt brugte i samtaler, som til syne på dets almindelige placering i hendes BH strop. Det meste af hendes hud var synligt. Den varme hud, som hun havde fået tildelt. Hun trak maven godt ind og fik igen svajet i ryggen. Stadig spjættede hun forgæves for at komme fri. Hun ventede blot på at hendes hud omkring nakken ville give efter. Og hvis ikke, ville hun være efterladt med et dybt bidemærke alligevel. Hun tog dette mere som gengæld for hvad hun havde gjort. Hvor ville hun ønske hun blot kunne spole tilbage og gøre det ond. Helt tilbage, så hun kunne blive hjemme, i stedet for at ligge med en voldsmand hen over sig som et eller andet grådigt dyr. Hele hendes krop rystede af alle de blandede følelser. Endnu en tåre fandt sin vej ned over hendes kind. Efterfulgt af en anden. Hun bed sig selv i læben, som ikke havde andet en udtværet rød læbestift omkring sig på dette tidspunkt. Hun bed hårdt, for at koncentrere sig om noget andet. Det var dog svært. Enormt svært. Han var der jo. Ingen tvivl om det. Og det han gjorde var ikke noget man bare kunne komme uden om. Ikke i hendes tilfælde i hvert fald.
Grebet om hans bluse løsnede sig lidt, lige nok til at hun kunne sætte håndfladerne mod hans overkrop. I endnu et forsøg på at skubbe ham væk. Dog så hun ud til at opgive ret hurtigt og hun bare atter tog fat i stoffet.

Selvom hans bid i hendes bare hud, var kortvarigt - varede det længe nok, til at han kunne nå at nyde at hun strittede imod. At hun forsøgte, at få ham væk. Selvom han ikke strittede voldsomt imod, rokkede han sig ikke ud af flækken. Tværtimod forblev han over sit byttedyr, med tænderne i hende, som et rigtigt rovdyr. Under sig kunne Christopher mærke den unge kvindes ben bevæge sig. Med konstante mellemrum forsøgte han, at få hendes ben til at ligge stille. Alligevel måtte han efter noget tid, blot sætte sit knæ hårdt over hendes ene skinneben, for at han ikke selv ville ryge af hende.

Da han slap taget om hendes hud, rettede han sig op, så han i en halv-siddende stilling, kunne betragte hende, mens han rev tøjet af hende. At betragte denne unge, uskyldige kvinde, der blev blottet og uanstændiggjort midt på gaden, lod til at få et bredere smil til at vokse om hans læber. Et smil der på mange måder, viste at han var ligeså forskruet, som folk formodede. Eller måske endda mere til.
Da han lod øjnene løbe ned over huden, der foruden bh-en nu var blottet, standsede blikket ved et stykke pap i den ene bh-strop. Derfor standsede han i et kort sekund, med at lade hænderne glide over hende. Istedet bøjede han sig igen lidt ned over hendes krop, blot for at læse hvad der stod på det lille stykke pap: "Malou..." sagde han så, hvorefter en klukkende latter undslap hans læber, der var formet i et smil, "Rart at møde dig." Kommentaren var så forbandet sarkastisk, at han ikke kunne lade være med at fnyse. Han tog derefter fat i stykket med pap, og rev det over. Han lod stykkerne falde ned på jorden ved siden af hende: "Det får du vist ikke brug for længere..." Den truende kommentar, var præget af en morskab. Selvom han gang på gang havde sagt, at han ikke ville dræbe hende, ville han ikke fornægte noget. Alt var jo ikke gået efter planen indtil videre.
Men det ville det.

Christopher lagde hænderne omkring hendes liv, og lod disse køre op indtil de havde nået brysterne. Dernæst bøjede han sig ned, og kyssede hendes hals, omkring det røde mærke han havde sat der. Han lod sine læber løbe over det røde område - som om han truede med at bide hende igen. Under sig kunne han mærke den rystende krop, og fornemme resterne fra tårer, der faldt fra hendes øjne. Med en voldsomhed, trak han hendes bh-stropper ned, og istedet for at frigøre bh-en via hægterne bag på hendes ryg, hev han bare ned i denne, så den satte sig under hendes bryster, som nu blottede sig.
Dernæst kom turen til nederdelen. Med det ene knæ, forsøgte han at skille hendes ben mere ad, så de spredtes ud på begge sider af ham. Dernæst fløj hænderne ned til hendes lår, hvor han begyndte at skubbe nederdelen så langt op over lårene som han kunne. Helt op mod hofterne. Der var ikke meget tøj endnu. I dette virvar, bevægede hans læber sig længere ned over hendes krop. Ned mod hendes bryster, hvor tungen kom frem, og nærmest kærtegnede huden, selvom det blev gjort så voldsomt, at han tvivlede på, at hun kunne nå at nyde det - alt imens han selv blev mere og mere opstemt.

Det var ikke overraskende at hun følte sig overbegramset. Det var virkelig som om han pludselig var over alt på hende. Som havde han ikke noget syn og derfor måtte røre sig frem for at få et bedre billede af hvordan hun egentlig så ud. Situationen var dog anderledes. Meget anderledes. Hun vidste ude mærket godt at han sagtens kunne se. Mørket var ikke en udfordring for ham som den var for hende. Og hans hænder søgte blot omkring for at lade sit begær stige. Og uden tvivl for også at udsætte hende for det ubehag der blev ved med at skylle ind over hende. Specielt da hans hænder kuplede sig om hendes barm. Og som hun havde troet hun ikke ville føle sig mere utilpas, fik han vendt det om.
Malou panikkede nærmest i det samme øjeblik som han fik trykket ned i hendes BH. Hun følte sig så blottet. Og tanken om at denne dæmon havde udsyn til det hele, gav hende næsten kvalme. Midt i panikken blev hendes arme skam også et kort øjeblik fanget i stropperne, som bare var blevet trykket ned over hendes skuldre. Hun prøvede stadig forgæves at komme væk. Men eftersom han havde fået fanget hendes ben, og efterfølgende spredt dem ad, var det som om hun var ved og give op. Hun var vel ved og blive træt. Udmattet. Bare en smule. Den kolde luft og de anstrengelser hun blev ved med at udsætte sig selv for, påvirkede hende tydeligvis mere end en almindelig løbe tur.

Det var som om det først var nu hun helt forstod hvad hun lå midt i. Hun havde haft forestillinger om det, men det var mere som om hun ikke helt troede det. Som havde det været en drøm. Men ikke mere. En anden ting hun begyndte at forstå bedre, var det at hun ikke rigtig kunne gøre så meget ved det. Det var vel skæbnen for hende. Eller hvad man skulle kalde det. Det var nok derfor hun ikke mere prøvede at skubbe ham væk. Hendes arme lå i hvert fald blot ned langs siden på hende. Hun spændte stadig i hver og en lille muskel der sad i hendes krop, men den endeløse kamp var ved og stoppe fra hendes side. Hun ville bare have det overstået.
Et svagt gisp lød fra hende idet hans læber nærmede sig hendes brystparti. Han havde allerede trådt langt hen over hendes personlige grænse. Det var der vel ingen tvivl om. Hun fleksede sine håndled og igen kom der svajet i hendes ryg. Hun lænede sig hoved ganske lidt tilbage. Klemte som før øjnene hårdt sammen og prøvede at drømme sig langt væk. Dog uden nogen form for held. Der kom stadig små tårer ned over hendes kinder, en gang imellem. Men hun holdt dem stadig tilbage. Forsigtigt fik hun så åbnet de grønne øjne igen. Ikke meget men nok til at hun kunne se mod himlen. Den rolige nattehimmel som var tilskuer til overgrebet. Selv der kunne hun ikke finde ro.
Hendes vejrtrækninger begyndte at blive lidt tungere og hun var stadig nød til at trække vejret gennem munden for at få den rette mængde ilt. Af og til kom endnu et gisp fra hende, når han syntes at ramme et af de mere ømme områder af hendes kvindelige krop. Hun blev ved med at prøve og stramme sine lår sammen, også selvom at et ben godt og vel var i vejen. Samtidig lykkedes det hende at få fat i nederdelens stof og fik efterfølgende trykket godt ned igen. Også selvom det ikke var til nogen nytte. Han ville stadig være stærk nok til at brække hendes rystende arme, bare med et enkelt prik.