Satin~Smoke

- Introduktion -

Området omkring Quatre havde altid været så pompøst.. Så overdådigt fra fortovenes tilskuerpladser. Høje ledestjerner af lyskastere stod op over de lyse ydervægge, som en søjle af immaterielle rigdomme og de gyldne skilt ved indgangen fortalt om pøblens uvedkommelighed. Denne bygning var, i alt andet end beskedenhed, en af de få konstruktioner i byen, som kunne omtales som et monument af en afart. De dyre materialer var brugt til de mindste detaljer.. Selv nøglehullerne på dørenes indersider og det let-matterede glas i stueetagens vinduer, som ikke bød pøblen for meget indsigt i hvad der foregik i det lyse indendørsmiljø. Man kunne knapt ænse de ekstravagante lysekroner af krystal og det røde tæppe, som slangede sig over de refleksive træ - og marmorgulve. Gæsterne, som gik derfra bar pelse og polerede sko.. Og deres øjne rettedes kun imod den klare nattehimmel, deres elskede eller korrupte partner ved deres side, og helligdommen af en bil, som de ville forlade området i. Men sådan var de fleste i området. Det havde været en selvmordsbedrift, hvis ejeren havde valgt Terres slum at placere sit fintfølende etablissement. Nej, denne del af byen syntes så urørt af den regelmæssige korruption og vold, som fandt sted ikke mange kilometer fra det, at det virkede som en helt anden verden, hvor godtfolk festede livet væk og diamanter ikke var mere sjældne end bladene på træerne og skyerne i himlen. Et sted i verden, hvor regn og hagl var et folkesagn kun og fattigdom var et eventyrbegreb af nye dimensioner. Her var alle kvinder dronninger og prinsesser og alle mænd deres riddere og senere konger. Alt i alt, var det et tindrende forunderland, som denne aften blev velsignet af en høstmåne af sølv og formet som en tiltet, tandfuldt smil. Ikke en sky havde passeret i løbet af dagen og det kamuflerede vinternatten med et mindre streg af det kommende forår. Vinden var ikke nær så kold, som den plejede at være, og anemoner begyndte at pible frem på de få steder, hvor der rent faktisk var bar jord.


Ved hovedindgangens dør var den sædvanlige samling af ventende gæster, som ikke havde fået lov til at nyde deres cigaretter i foyeren. En klæbende duft af perfume blandede sig med de dyre cigaretmærker, som vekslede fra person til person og steg i form af gråblå, snoede røgskyer under de skyggefulde hatte og frem fra høje kraver, som var hevet op over forfrosne ansigter. Det var hvad afhængigheden gjorde ved dem? De tolererede kulde og frostbid imens de bar tynde kjoler af satin og frakker uden praktisk funktion… Blot for at få deres fiks og ryge de mærker, som kunne have købt en ydmyg moderfigur næring og tøj til både barn og mand. Alle havde et fiks. Nogle af dem stærkere end andre, og denne aften var en af de rygende gæster ikke på gaden for at nyde sin cigar. Den var ikke engang tændt og hverken hans jakkes krave var rettet op om ansigt af kulde, eller ærmerne dækkende hans kolde hænder. En tilsyneladende ung mand med mistænkeligt syregrønne øjne skimmede folkemængden, som gik rundt på gaden udenfor. Hans træk var ganske normale, men nydelige og hans hår var kort og gråsort. Han var ikke omdannet i den yngste af aldre, men udødeligheden havde givet ham en attraktiv glød i nattetiden. Hans lange frakke dækkede hans person for det meste og hans blik var overbærende og tålmodigt. Han ventede vel på nogen eller blot nød aftenen trods den milde kulde og omgangen med nikotin-os, som knapt appellerede til en af hans slags.

Hoveder vendtes og øjne blev med skeptiske blikke, rettet igennem den rygende, kolde luft og imod den tilsyneladende vildfarende skikkelse, som med højtråbende længselsskrig syntes at forstyrre freden i det isolerede luksusmiljø. Bag godtfolket skinnede lysende fra indendøre og lod deres ansigter omfavnes af skygge som de alle vendte blikkene imod det højtråbende kvindemenneske. Deres ansigtsudtryk og snusfornærmede trækken på skuldrene gjorde det allerede klart for de fleste, som kunne fornemme en antydning; Animagussen med det dårlige syn var knapt en velkommen gæst i deres kredse.. Som var det en kult med usmag for fremmede synspunkter, trods godhed eller i dette tilfælde uskyldig hjælpeløshed. De fandt sig selv eksklusive og alt for vigtige til at tale eller såfremt hjælpe den fremmede ’organisme’.. og for hvert sekund der gik med tøsens larmende budskab, jo mere irritation spredtes der ved gadens omgående. Nogle hotelgæster ville lade deres dyre cigaretter gå til spilde og lade dem dumpes imod jorden, hvorefter en højhælet sko ville slukke gløderne og presse den imod den våde asfalt. De fnyste og vendte hende ryggen, men endelig fik en minkpels klædt kvinde i fyrrerne nok og henkaldte dernæst den nærmeste, travle piccolo hun kunne få øje på: Et hårdt vink blev slynget i hans retning, og da hans øjne blev fangede af hendes utålmodige og barnlige kropssprog, pegede den utilfredse kvinde imod den støjende kvinde med det dårlige syn. Den unge, ufaglærte tumlede kort med de læderomsluttede kufferter på den lille, messingfarvede bagagevogn inden han med et ydmygt nik fulgte kvindens hentydning, samt smed et halvt dusin undskyldninger på hendes vej.


”Undskyld, frøken??” Hans stemme havde tilsyneladende ladet sig smidte af den pelsklædte kvindens utålmodighed, og trods hans lurvede arbejderstatus ved hotellet, tillod han sig en storsnuethed, som var han ejeren af hele etablissementet. Han gav et vink med armen, rettet imod gadens ende med en ligegyldig og flimrende bevægelse, som forsøgte han at skræmme en uvelkommen kat på flugt. ”Du forstyrrer hotellets gæster! Jeg må bede dem om, at fortsætte dit postyr et andet sted.” Han virkede både blind og døv for hvad den unge kvindes udseende udtrykte. Hun råbte, som delte de ikke modersmål, og bevægede sig fremad i en usikkerhed, som nemt kunne antyde hende med et synsmæssigt handikap. Det var dog tilsyneladende ikke nok til hverken at provokere piccoloens omtanke eller i det mindste hjælpsomhed. Da ville han med endnu en upålidelig bevægelse give sit forsøg på, at skubbe hende i gang i en anden retning, gerne væk fra området, hvis det var muligt. ”Du kan finde hjælp på en tankstation eller noget… Det her er et højtrespekteret kvarter!” Lige som den unge fnøs’ skub ville give efter af hans tålmodighed, også ligegyldigt hvad kvinden ville sige til sit forsvar, ville en tredje persons hånd gribe piccoloens håndled, og fjerne det skubbende tag på kvinden. Og nu stirrede to syregrønne øjne imod den respektløse, unge medarbejder.


”Jeg er nødt til at bede Dem om at passe Deres arbejde i stedet for at chikanere dine kunders gæster.” En hæs stemme, kommende fra en mere modnet mandlig person trådte ind og konfronterede piccoloen, som blev stille ved den uvante forstyrrelse. ”… Ellers bliver jeg nødt til at tale med Deres overordnede.” Inden piccoloen formåede at åbne sin mund, blev en nøgle med tilhørende nøglering, som angav hotellets navn og et værelsesnummer, vist frem. Et lille bevis, der vendte det hierarki, som piccoloen havde fulgt det sidste minut. Ved animagussens side stod en af skikkelserne, som før havde været dekorativ og diskret i baggrunden. Han havde dog haft sine øjne på hende før nu, men piccoloens næsvished gjorde bare hans valg en smule nemmere. Et smil, som hun sikkert ikke ville kunne se frem for sig, blev rettet imod hende, dog imens øjnene varslede problemer som de takkede den unge mand farvel. Piccoloen ville uden et ord bakke væk med en bitter mine og en pludselig travlhed.

En kølig, brusende latter gled hen over den nytilkommedes smalle læber. Hvor det dog klædte overklassens spytslikkere at æde deres egen overmod frisk fra asfalten. Specielt på et sådant sted, hvor fortovene havde så mange cigaretskodder liggende omkring. De syregrønne øjne ville, efter at have set den stakkels unge spytslikker tage sin afsked, hen over den lille jomfru i nød. Sød var hun. Ikke helt almindelig at se på, men det var skam ikke en helt dårlig ting. Det medbragte blot et bredere smil, som vendte siden til den storsnudethed hun ville have mødt ellers. Selv var han ikke tilhørende overklassen. Han var kun på besøg i den rigere del af byen på en andens konto, men hvem brokkede sig? Den unge dame… Hun havde jo nok klaret sig selv uden hans indblanding, men han havde i en tid haft et par fornærmelser hængende på tungen imod de forfinede ugudelige. Situationen, hvor de havde passet, havde bare ikke været bedre end den havde været nu, og et bredt smil over den fremmede person fortalte om hans morskab, trods den vildfarne unge kvinde nok ikke kunne se det på ham. Hun ville dog, trods det, være i stand til at høre smilet videregive sin magt til hans stemme og lade den afgive en vis mellemkogt charme. Man kunne nemt høre, at han ikke selv hørte til på disse kanter, men samtidig var han nok i en smule heldigere situation end Em'smierh, men det kunne der trods alt vendes om på, kunne der ikke?


”Skattesnydere og golddiggere opstår sjældent fra venlige folk!” Han sagde det ekstra højt så de få forfinede tilbageværende fik hans tanker smækket over kinden. Et par forlod hotellets indgang dernæst – showet var vel forbi og de havde ikke flere muligheder for at hæve sig mentalt over uheldige mennesker eller bare individer, som de havde anset som mindrebemidlede. Gribbe. Det var hvad de var! Smålige og halv-onde fugle, som knapt gad løfte en finger til at skabe egen velfærd. I stedet gnavede de kødet af dem, som var omkommet i samme kreds. Et venligt klap blev placeret på Em'smierhs skulder, som kendte de allerede hinanden på et mere eller mindre varmt plan. ”Em'smierh, eh? Det var da et besynderligt navn.” Han lo kort, men ikke af harme. Han lød nærmere interesseret end han lød hånende. ”Ikke at jeg kan prale af et ordinært navn, min kære frøken. Du kan spare på formaliteten og kalde mig Tristan. Som ham ridderen … Eller noget.” Historien bag hans navn havde nok aldrig været interessant nok for ham at gennemlæse, men hvad var pointen også. Han var vel en nobel fyr, var han ikke? Det var i hvert fald nok til ham. ”Og… Det er vel hvem jeg er.” Han afgav et nik og tillod sig den frihed at lægge armen en smule længere over Em'smierhs skuldre, ganske let og venskabeligt.


”Hør engang… Em'smierh. Du ligner en frøken, som godt kunne bruge en hjælpende hånd! Og jeg har helt tilfældigvis en af dem liggende, som er klar og frisk til at plukke. Og til sådan en yndig lille frøken som dig selv, skal det ikke koste dig en øre!” Hans budskab kom selvfølgelig ikke fra en blå himmel. Som resten af kystsiden havde han vel hørt den unge dame råbe op om hjælp så hverken gud eller djævel kunne få nattero. Hvem havde også brug for det? I Tristans stemme kunne nemt høre at hans baggårdscharme var pålagt med vilje og muligvis skruet en kende for meget op på, men der lå noget oprigtigt i hans sprøde stemme. ”Hvad kan jeg gøre for dig?” Han hævede begge øjenbryn med et afventende udtryk. Han havde dog allerede en ganske god ide om hvad han kunne gøre for den unge skønhed. Men hvem vidste hvordan hun satte sine prioriteter?

En ualmindelig høflig ung dame, var hun ikke? Så venlig og beskeden – dem så man ikke mange af i disse uanstændige tider, men hvad vidste Tristan om det? Han kom ikke fra en tid, hvor kvinderne nejede som hilsner og bar korsetter så stramme, at man skulle have en hjertestarter med hver gang man gik ud af huset. Ved Em’smierh’s svar klukkede vampyren sagte og Tristans blændende tandsmil voksede. Gudskelov var pigebarnets syn ikke bedre end at de drabelige hjørnetænder blot ville falde i et med resten af den utydelighed han ville udgøre. Hans smil var dog ikke drabeligt som hans natur bød ham at være. Det var varmt, trods det havde en brændende kerne af noget udspekuleret og tilrettelagt… Og samme ræve-snuhed blev gentaget i de syregrønne øjne, som fortsat betragtede den forfrosne stakkel. Dødelige og deres klimabaserede svagheder. Hvor Tristan dog ikke savnede den del af dødeligheden. Denne unødvendige svaghed for frostgrader. På det punkt fandt han sig selv umætteligt sympatisk, selvom han havde lært den negative side af udødeligheden at kende på alt for nært hold. Havde han valget, havde han nok hellere tilbragt samme mængde tid med en frossen næse end at vandre ned a en spiral af midlertidig galskab. Det gjorde noget ondt ved sindet, denne forvandling, gjorde det ikke? Em’smierhs svar lod vampyren nikke med en tankefuld gestus, selvom smilet stadig sad fastmalet og fortalte om den ide, han allerede havde haft i tankerne til at starte med. Men for komikkens skyld, lod han som om han tænkte grundigt over ungmøens problemfulde dilemma.


”Vi kan ikke have, at du sover uden tag over hovedet. Ikke i denne kulde. Ej heller på tom mave.” Tristan løftede en belærende finger og viftede den imens hans smil fik en skarp kant, som lovede en idé bag de grønne øjne. Selvfølgelig, kunne Em’smierh nok ikke afgøre hans ansigtsudtryk. ”Du kunne jo ende op som hende med tændstikkerne. Fra det der eventyr… Eller noget i den dur.” Han undslap et kort grin, som muligvis var en smule malplaceret. Det var en tragedie i sidste ende og slutningen på eventyret havde haft det sørgeligste udkom i fortællerverdenens historie. Alligevel knitrede et håb i hans sprøde, modne røst; Heldigvis var hans stemme mindst ligeså følelsesrig som hans udtryksfulde bevægelser. Han var ikke ligefrem diskret og elegant i hans fremtræden, men derimod ganske menneskelig for en udød at være. Måske var der slet ikke så meget forskel på personer alligevel?

”Hvad hvis jeg fortalte dig, at jeg havde en ’så-godt-som-gratis-billet’ til kost og logi for i aften? Måske endda også et venskabeligt skub i den rigtige retning når du engang kommer på benene igen?” Fra Tristans lomme fiskede han sig en nøgle i et messingvedhæng med et nummer på. Han sørgede for at den klirrede godt sammen med nøgleringen for at lade Em’smierh høre dets, forhåbentligt, genkendelige klang og dens forsikring om beskyttende murer og en låst, sikker dør. Muligvis var det nøglen til en varm seng? Et måltid? En knitrende pejs og et tag over hovedet? Praktisk talt alt hvad den forfrosne dødelige syntes at mangle i denne spøgende time for ikke at ende op som endnu en tragisk eventyrfigur. Og hvem ville afslå en så fordelagtig pagt? Ja, det var vel op til den frysende ungmø, var det ikke?

Em'smierhs længselsfulde respons til Tristans lokkende forslag lod vampyren smile endnu bredere. Succes! Igen tog han armen halvt om hende og begyndte roligt at sende hende med sig i den anden retning, imod hotellets indgang, hvor endnu nysgerrige rigmænd stod og så til med halvskjulte blikke. De sagde ikke noget. Måske hviskede de, men hvem tog sig af det? Tristan syntes i hvert fald ikke tynget af deres smålige bagtalelse. Em'smierhs næste spørgsmål blev først bragt op igen efter han havde ledt hende indenfor i den varme reception, hvor piccoloer rendte frem og tilbage for at hente kufferter og vise gæsterne på plads. Omgivelserne var meget hurtigt gået fra kolde, grå fortove og nu til gyldne, beige od varmhvide farver omkring dem – Dem der klædte de riges smykker og klæder mest vel sagtens. Tristan førte den forfrosne animagus hen på en tilsidesat sofa, hvor der allerede sad en kvinde i en tyk minkpels og ventede på sin tur til at tale med receptionisten. Hun bladrede i et magasin med øjnene så fastklistrede til siderne at man skulle tro det ville dræbe hende at få øjenkontakt med fremmed skidt. Provokerende som vampyren fremstod, satte han sig midt på sofaen, ganske tæt på kvinden, hvis ansigt strammedes, som var Tristan smittefarlig. Em'smierh blev ført til at side ved hans side. Han var dog stadig stille, blot smilende afventende til hans lille, yndige eskorte indtil damen ved siden af fik travlt med at pakke sine sager sammen og trippe hen imod skranken i alt for høje hæle til en midaldrende dame.


”Nu skal du høre…” Startede han og lænede sig komfortabelt tilbage i sit sæde. ”Jeg har stået og ventet på en, som ville være interesseret i en lidt… avantgarde aftale. Jeg er her på vegne af min arbejdsgiver, som bor her på hotellet et par nætter. Han har ikke megen tid til at besøge Terre af fornøjelse og har ikke haft tid til at finde en villig Feeder. Her kommer du ind.” Han nikkede og gestikulerede hans hånd imod hende, som skulle Em'smierh præsenteres til hende selv. ”En let og hurtigt overstået opgave, og du vil selvfølgelig blive belønnet i form af… Hvad du går og mangler her i aften. Du skal se, det er rent win-win. Ufarligt også, selvfølgelig! Ganske harmløst.” Sagde han forsikrende og løftede en indskydende finger. ”Det har du mit ord på.” Man kunne sagtens fornemme at der førhen havde været en del forsikringer omtalt i disse sammenhæng, men så igen – Rakkerpakket var sjældent til at pådutte opgaven grundet tabuer og, ja, ganske forstående sammenhænge med mord, overfald og voldtægt. Det gjorde det svært at være en anstændig vampyr nu om dage.. Med alle disse fordomme og ’uheld’. Endelig havde Tristan talt ud og lænet nakken tilbage med et dybt åndedrag, som havde alle ordene tæret på hans kræfter. Det var ikke nemt at være mellemmand! Nu betragtede han blot hans yndige nyopdagede mulighed med afventende øjne. Det kunne blive en lang nat, hvis hans held var ligeså godt nu som i spil.