En dag i Parken ~ Eloise

Tid ~ 14.33
Sted ~ Parken
Vejr ~ Solen skinner, men det er stadig en smule køligt.
Omgivelser ~ Få mennesker/væsner i parken som er ude og gå turer. Få bænke og gade lygter som er slukkede. Græsplæner og stier. Enkelte træer.

Endnu en dag som skulle nydes uden døre. Det havde jo været en al for lang vinter med kulde og sne, så når solen endelig skinnede bare lidt, så skulle man ud. Og det var Emmilie også fast besluttet på, dog vidste hun ikke hvad hun skulle foretage sig og havde næsten taget alt med fra sin lejlighed, men havde alligevel lige inden hun smuttede ud af døren, fået begrænset sig.
Det hun havde fået taget med sig var sin violin kufferts taske, eller hvad man nu skulle kalde det. En mindre version af en guitar taske, som var blevet overfyldt med klistermærker fra forskellige spillesteder. Udover denne taske havde hun også en skuldertaske med, med sit kamera og en blok nede i, hendes kuglepen havde hun glemt, men det gjorde hun ofte.

Hun bevægede sig ned ad den sti som førte mod den største græsplæne inde i parken. Men hun fokuserede ikke rigtig på hvor hun gik, for hun holdte øje med de fugle der fløj oppe over hende, og de andre personer der var til stede i parken, og hendes eneste tanke var *I må ikke klatte på mig vel?* Det var noget af det værste, og specielt også fordi hun havde sit ynglings frakke på. En lang grå en, der gik ned til lidt under numsen, og med knapper i forskellige mønstre, men alle sammen var de grå eller sorte. Men det specielle ved frakken var at hun fik den af den første person, hun nogensinde havde spillet musik for, som et job.

I’m falling, I’m falling, I’m falling in love, lød Louie Austens stemme sprødt i høretelefonerne. iPod’en var pakket ned i skjortens brystlomme. Den var simpel. Bare en sort, halvgennemsigtig, langærmet skjorte, hvor man kunne skimte den sorte, blonde-bh igennem. Hun havde en kort, lilla nederdel på og et par leggings med et mørkt, blomstret mønster på. Det vilde hår, der mindede om en løvemanke var trukket om i en stram hestehale – noget man sjældent så pigen med. Hun var på vej ud af døren. Det var lørdag, dagen skulle nydes. Hun kiggede på sit armbåndsur, som fortalte hende at klokken var 14:20. Hvis hun tog afsted med det samme, ville hun kunne nå i parken inden hun skulle op på caféen og tage billeder klokken 17:00. Hun greb sin blok og sit penalhus, der lå på sin sædvanlige plads i atelieret og smed det ned i skuldertasken.

Hun gik ud i entréen og trak den lange, røde frakke ned fra knagen og trak den henover skuldrene. Hun sukkede og holdt om sig selv et kort sekund. Hun savnede det... Hun savnede ham... Hans gentleman-manerer, at han gav hende jakke på, at han holdt døren for hende... Og mest af alt at sidde bag på hans motorcykel, så hun var fri for at drøne rundt på sin knallert. Hun trak skuldertasken over hovedet, så den hang fra den højre skulder og ned til venstre hofte. Hun hankede op i hjelmen og tog den under armen. Så låste hun døren op, gik ud og smækkede den efter sig, så hun var sikker på den var låst.

Hendes navn var Eloise. En minimalistisk fransk kvinde, der lod sig dominere af lysten til at tilfredsstille andre. Hun havde brug for at komme ud.De seneste par dage havde været fyldt med fotoshoots og ekstravagter i biografen, så hun havde ikke fået lov til at nyde den lille smule solskin, der var begyndt at titte frem. Hun satte sig op på sin knallert og skubbede låsen ind i tændingen, drejede den og den startede med en spindende lyd. Hun trak hjelmen over hovedet, så det store hår pludselig var fanget under hjelmens omsluttende mørke. Hun slog skærmen ned, så hendes ansigt var dækket til og så skubbede hun den af støttebenet og begyndte at køre ind mod parken.

Hun kørte hurtigt, lidt for hurtigt, men hun sørgede for at holde sig diskret. Solen skinnede ned på hende som et kærligt lys fra for oven. Hun følte sig godt tilpas udenfor. Da hun nåede parken, satte hun dristigt farten ned og trak hen til den store indgang. Hun parkerede knallerten og låste den. Så trak hun hjelmen af hovedet og smed den ned under sædet. Hun rystede på hovedet og trak elastikken ud af håret, så det slap fri og nærmest eksploderede omkring hende i en askeblond, krøllet, utæmmet sky. Hun begav sig ind i det grønne område, placeret ubelejligt blandt huse og lejlighedsblokke. Hun gik med selvsikre skridt, de sorte bowlersko knaste mod stien.

Den første bænk hun fik øje på, satte hun sig ned på og så trak hun sin blok op af lommen. Hun begyndte at tegne små skyer, som hun detaljeret tegnede skygger på. Hun elskede at være udenfor – den friske luft, fuglenes kvidren i trætoppene, lyden af leende mennesker. Det var så beroligende, så afslappende. Det var som om hun kunne flyve væk fra sin urolige sjæl og kortvarigt glemme fortiden, problemerne. De ting der normalt gjorde hende tungsindet blev for en kort stund pakket ned i en kasse og skubbet ind allerbagest i skabet, så hun aldrig nogensinde skulle tænke på det igen.

//Sorry, hvis det er lidt langt. <3//

Emmilie var kommet et godt stykke ud på græsplænen og lod sig bemærke at det var en smule fugtigt, når hun bevægede sine nøgne fødder når hun tog et skridt. Græsset kildede lidt men det lod hun sig ikke bide så meget mærke i, men i stedet lod hun sine øjne lukke og nød det. Det var en dejlig følelse. Det at mærke liv mellem sine tær, eller bare mod sin nøgne hud.
For Emmilie var det vigtigste altid at føle noget mod sin hud, og mest på sin højre side.

En længere historie der hører fortiden til men som havde sat sine ar på Emmilies blege og spinkle krop. Hele hendes højre side, eller det meste i hvert fald, var engang blevet brændt, og havde efterladt et stort brandemærke ar, og samtidig også medført at hende højre øje var blevet blindt. Heldigvis havde hun i det mindste kunnet få sit hår til at gro ud igen ved hjælp af mange laserbehandlinger.

Men hun lod sig ikke slå ud af en halv ødelagt krop, for hun bar kun shorts denne dag, lårkorte, men det var det hun normalt gik i, ligemeget hvilken årstid det nu skulle være, og ja det havde da også efterladt hende syg nogle gange. Men hun nød det at vinden ramte hende direkte.

Hun lagde sine ting på græsset og lod sig falde ned at sidde med et enkelt swup, eller sådan lød græsset under hende da hun ramte det. Eller var det mere et sus?
Hun fandt sit kamera frem og rettede det op i mod himlen, og lige der lignede hun en eller anden klaphat der ville tage et billede af en blå og skyfri himmel.

//Det er ok :) må bare tage mig lidt sammen selv XD//

Lyden af det bløde jazz dansede imellem hendes trommehinder og fyldte hendhar husket mit kamera?e med fred. Hun smilede et lille, skævt smil, imens hun lod blyanten glide vant ned af papiret. Det var som om hun kendte denne her tegning – som om den allerede gemte sig i papiret og hun bare tegnede den op igen. Det gik hurtigt og let for sig. Hver lille detalje blev skarpere, for hver gang hun pressede det grå bly mod det papirtynde træ, om og om igen. Hendes øjenbryn rynkede sig kort, jo længere tid hun sad der – hun koncentrerede sig dybt.

Pludselig fornemmede hun en bevægelse til venstre for sig, ud mod det store grønne område, som hun normalt holdt sig fra. En pige i shorts, der så ud til at være kommet svært til skade i en yngre alder, satte sig ned i græsset. Et kamera blev derefter fundet frem og rettet mod himlen. Et eftertænksom smil blev krænget op i de solbrune læber. Hun var fascineret af pigens skødesløshed; at hun, trods sine ar, så ud til at bære shorts – næsten som om hun var stolt. Kort rettede Eloise øjnene mod sin tegning igen, men pigen havde fået hendes opmærksomhed.

*Je me demande si je suis souvenu de mon appareil photo?(Oversættelse i bunden)* tænkte hun og klappede bloggen sammen. Hun proppede den ned i tasken og åbnede den så helt, så hun kunne kigge ned i den. Desværre ikke. Hun trak bloggen op igen, og satte sig derefter mere til rette. Hendes blik blev rettet mod pigen, der stadig sad i græsset. Hun foldede om på en ny side, og begyndte langsomt at skitsere hende. Igen bevægede hendes øjenbryn sig ned af, og en lille fure blev skabt imellem dem, som hun begyndte at koncentrere sig. Hendes tænder fandt hendes underlæbe og hun gled ligeså langsomt ind i en anden verden, hvor blyanten dominerede.

Grab your coat and get your hat,
Leave your worries on the doorstep sang Sofija Knezevic energisk i hendes ører. Hun rokkede let hovedet fra side til side, stadig med den koncentrerede mine i ansigtet. Hun begyndte at ligge en skygge rundt om pigen på tegningen. Græsset begyndte at se mere ægte ud for hvert blyantsstrøg. Hun smilede stolt over sit mesterværk – hun følte sig godt tilpas. Hun strakte armen ud og kiggede på armbåndsuret. 14:35. Hun nikkede kortvarigt og vendte så tilbage til sin tegning igen.

En kort tanke strejfede hende og fik hende til at give et lille spjæt som blev efterfulgt af et stort smil. Hun førte sin ene ben, så lang hun nu kunne strække det, op i mod sin side, og lagde sig yndefuldt henover det, så hun lå hent fladt over det, men sine arme placeret med albuerne ned i jorden, og sine hænder blev holdt i højde med hendes hoved, så hun stadig kunne se igennem sit kamera og tage billeder.

Hvis man lige var kommet til parken så ville man nok tænke, at der lå en galning ude på græsplænen. Men for Emmilie var det ret normalt. Hun var ret så spontan og tænkte ikke rigtigt på at folk kiggede, for hvad kunne det egentligt være som kunne gøre hende pinligt berørt, når hun allerede var halvt ødelagt.

Emmilie grinede stille og begyndte at stritte med sine tæer, i mens hun samtidig prøvede at rette kameraet, så det ramte hendes tær med det rigtige lys og så man stadig kunne se græsset igennem hendes tær. "Nej det er ikke rigtigt, måske en anden vinkel" hun rettede sig kort op og så sig rundt, efter det perfekte sted at tage et billede af sine tær.