Life and dead is one big gme //Abaddon//

Solen ståler blev genspejlet i det halv mørke havnen vand, det faktisk varmet og ikke så koldt som det havde været men nu var det jo mars måneden og det betød at foråret var godt igang med og genskab verden på ny.
I et halvtomt lagerhus boede Draken, dette var hans gennemsted og hans hjem for han var egnet til og være på frifod men nu var han stukket af og derfor var det faldfærdig lagerhus et perfekt sted og gemme sig fra omverden for hvor mange mennesker ville overhoved komme i nærheden sted som kunne styret sammen? Svaret var nok de mest modig eller de mest dumme af alle men der hørt Draken nu ikke ind under, nej han hørt endelig til et andet sted men dette sted betød intet for og derfor undlod han ofte og lad være med og gå for meget i dybten med det. Kiggede man på ham ville man se at hans hud var en smule bleg og det skyldes alle de år som han havde tilbragte på den lukket afdeling, der ud over var hans hår nødebrunt i det og det gik næsten til hans skulder. Hans øjne var grå/grøn farve og hans tøj bestod af en sort trøje samt store bukser og et par sko som han havde stålet fra en butik, men ellers var der ikke så meget andet ved ham ud over at han var omkring de 185 cm høj.
Nu sad han der alene på det der udgjorde en seng og han overvejet om han mon skulle vente med og gå udenfor for der var sikker stadig folk som var ude og lede efter ham men tanken virket bare alt for trist plus at det var omkring 20 år siden af at han sidste havde haft en mulighed for kunne bevæge sig omkring i solen, han kom op og stå og han gik hen og skubbet et par kasser til side for der var et hul i muren som han bruget hver gang når han skulle ind og ud det lille hjem..

Ud kom Draken stille og han hive kassen tilbage hen foran det lille hul så man ikke kunne se at det var indgang til hans hjem, der efter vendt han sig imod den lille smalle gang som der ført hen til havet og han begyndt stille og roligt og gå ud imod vandet.
*Hvad vil dagen mon bringen?* tænkte han kort mens han gik der og der var omkring de 50 meter hen til havet selvom det nu ikke ligefrem var særlig tit at han gik der ud, nej Draken havde han egen små regler for hvor længe han kunne være ude i mens solen var fremme for han var jo stadig efterlyst og det betød os at han var tit var nødsaget til og vente til solen var gået ned men det så ikke ud til at dagen ville blive så farlig, netop da kom han frem til den lille mole som der var og han opdaget hurtigt at han ikke var alene. En kvinde sat ude på kanten og hun havde ryggen vendt imod ham så han ikke kunne se hvem hun har, en bange anelse gik i gennem ham og han blev en smule utryk ved hende for han kunne aldrig være sikker på om hun var en fra hospitalet. Draken lod hans hånd far ned i lommen på hans trøje og han tog fat i den lille skalpel som var forsvarligt pakket ind så han ikke kunne komme til skade på den når den lå i hans lomme, langsomt og stille bevæget han sig imod hende og han sagde ikke en lyd..

Da kvinden vendt sig imod ham gik Draken dog et stykke tilbage, hun var ikke en af de der vagter der var efter ham men hvad var hun så? Draken havde ikke alt for stor lyst til og lege med livet men nu var de jo på hans element så det kunne han måske overleve? Han var ikke sikker på at det var en god ide og komme for tæt på hende og han trak vejret langsomt og han var ikke engang sikker på hvordan hun havde opdaget at han havde haft en skalpel i lommen. Han stod stille i lidt tid "hvordan var du overhoved klar over at den var der?" sagde han kort mens han kiggede hende med et forundret blik og han trak vejret langsomt men roligt for han ville helt ikke virke som om at han var bange for hende..