The Deepest Darkness

S: Skoven
T: 02:30
-------------------------

Mørket var for længst faldet på, og den gigantiske skov uden for Terre var lige nu så sort at selv uglerne ville have svært ved at se.
Skyerne hang tungt på himmelen, og den kraftfulde, lysende måne havde en evig kamp for at skinne igennem – en kamp som den så ud til at tabe lige I øjeblikket.

Dybt inde I skoven, langt fra Terre, langt fra bjergene, langt fra alting, var en overgroet lysning med en lille skovsø I midten.
En ugle sad I et af de store træer og spejdede efter et let bytte, helt stille, som om den slet ikke var der.

Og på den anden side af lysningen, siddende under et endnu større træ, sad Zane D'tarion og lyttede til skovens stille lyde. Han sad med lukkede øjne, iført en lang, sort frakke, et par mørke bukser, og sine sædvanlige læderstøvler.

På trods af skoven stilhed og afstanden til byen, havde han en fornemmelse af at noget mere eller mindre interessant snart ville ske...

En raslen ville kunne høres fra buskadset: lange, tynde, fingre ville række ud fra bladenes skjul og gribe om hovedet på en hidsig sno, der krøllede sig sammen og udstødte en foragtelig lyd, forfulgt af en hvislen.
Det skabte en kædereaktion: lyden af slangen forstyrrede de andre harmløse nattejægere - uglen der ville sidde i træet ville flyve på grund af en mindre overraskelse og søge nye stille jagtmarker. Lyden af et egern der pilede af sted og flere mus der ilede imod deres hjem, kunne på samme tid opfanges. Og ved uglens forhenværende vagt tårn rejste der sig en kvinde skikkelse. Iført hvad der godt kunne ligne en mørke brun poncho, med firkantede mønstre; sådan som moden rigtigt havde digteret i vinter månederne. Hendes arme var dækket af en lang ærmet sort trøje - inden under, og hænderne var omfavnet af mørke læderhandsker, let misfarvede af en grønlig saft fra diverse planters skød.

Hun bar en skulder taske, hvor ofrene for hendes urtekniv stak ud og vinkede døende til deres artsfæller. Mørkeblå jeans og varme støvler, komplimenterede hende fra livet og ned.

Idet dyrene flygtede og slangen blev rejst op af en rolig hånd, kunne man med lethed genkende det lyse genskær fra kort hvidt hår, og den måneblege emalje fra hendes let skarpe tænder, som hendes mørke læber forstrak sig i et gengældende 'hiss' til slangen.
Hendes øjne lyste i en let blå violet farve, givet månens genskær i dem. En dyrisk legesyge havde fodfæste i blikket, imens hun betragtede snoen der aggressivt slangede sig om hendes underarm!
En lav latter ville da komme; som fandt hun slangens forsøg på befrielse morsom. Inden hun trak en krukke op af tasken og fangede den nede i den. Hun lukkede låget og lod krukken glide tilbage i den igen.

,, Så fik jeg dig!", hviskede hun hoverende.
Tilsyneladende ignorant overfor det selskab hun ikke vidste hun havde.

Han betragtede det lille optrin med fornøjelsen malet i ansigtet.
Hun havde slet ikke opdaget ham... uforsigtige ungpige...

Han kiggede lidt på hende, og syntes han kendte hende... havde de mødtes før? Hans hukommelse hang stadig i laser...

"Tillykke, tøs... du har fanget en sno og nedlagt en hær af farlige planter. Jeg er meget imponeret." sagde han højt, selvom han vidste at hendes skarpe ører ville have opfanget selv en hvisken fra ham. Men han kunne lige så godt forskrække hende lidt...

"Hvad lave du herude? Det her er ikke Sortelver-territorie." spurgte han, mens han kiggede på hende med sine svagt lysende, lilla øjne.

Hun mærkede en opløftende følelse efter at have tilfangetaget det lille væsen; den samme slags som ville overtage et hvert individ efter de havde følt de havde udrettet dagens arbejde.
Med god samvittighed kunne hun vende hjem og se til næste dags arbejde; at bruge både kød, skind, øjne og tænder fra den stakkels lille sno til at skabe energi drænende alkoholiserede varianter af den slags der så ofte bliver kategoriseret under navneordet: 'gift'. Hun foretrak dog ordret kunst, frem for noget så banalt som gift.

Men hendes nat syntes ikke at ende lige der, da en stemme fik de sorte pupiller til at trække sig sammen i en forskrækket pulsering og hun hurtigt vendte blikket i retningen af lyden, som en årvågen vild kat der opfangede et menneskes fodtrin.
Hun ville blive forundret først, over tonen som en velkendt skikkelse brugte overfor hende, ikke mindst da dennes køn stadig var et symbol på underdanighed i hendes lettere kaotiske tankespind. Hun havde endnu at lære at fralægge sig gamle skikke helt, og acceptere den lighed der fandtes imellem han og hunkøn, i hendes egen såvel som andres race.

Først stivnede hun kort, inden hendes kropsholdning ændrede sig til en mere afslappet holdning, idet hun genkendte artsfældens træk og ganske roligt trådte ud af buskadsets dække, for at lade månens lys forkæle hendes sorte hud. Lyset afslørede det kønne ansigt til fulde; dets aflange form, den smalle næse, de klare øjnes hypnotiske farvespil, og smalle feminine læber. Det hvide hår faldt dog ned og dækkede den yderste kant af hendes ansigt, indrammede det kærligt.

De mørk farvede øjenbryn der engang havde været lige så hvide som håret - der havde grålige striber i sig for at falde ind med moden og fremstå helt menneskelig - søgte himmelen kort i en uimponeret mine. Og de øjne der hvilede over han-elveren, indeholdt ikke en nysgerrig og åbenlys higen efter viden som man så hos en piges, men en rolig, fattet og overraskende tålmodig ligegyldighed som en ukuelig kvindes.
Hun lagde armene over kors imens hun betragtede ham:

,, Og siden du er tomhændet må jeg formode at din inkompetence taler for sig selv.... eller hvad, kære Valshar?".

Et passivt udtrykt prydet hendes ansigtstræk.
,, Eller leger du pungrotte og foregiver din død ved foden af et træ? Derudover ville jeg da have troet at en stormagt ville kunne gennemskue en alkymist og hendes indsamlings metoder?"

Hun ligger let hovedet på skrå:
,, Var det da ikke dig der i sin tid arrogant belærte mig om hvordan man gjorde netop det?".

Valshar... det var hans navn, det vidste han. Hans.. titel endda.. det han var kendt som hos sit eget folk. Men hvad fanden betød det!?
Et irriteret glimt dukkede op i hans øjne, og jog den fornøjelse som før havde været der, bort.

Han lyttede til hendes næste ord, og rystede svagt på hovedet.
Han kunne godt huske hende nu.. hun var den katteagtige tøs fra.. hvad var det nu.. Valas..?

Han fnøs.
"Den sorte lotus ville have dræbt dig på stedet hvis ikke jeg havde sagt noget. Vis lidt respekt, tøs."

Hendes lille spydighed med pungrotten lod han ligge.
Der var ingen grund til at svare på noget så latterligt...

Hans irritation pralede tilsyneladende af på hende. Hun stod urokkelig som den uafhængige hunkat, overfor en temperamentsfuld han. Eller nærmere overfor hunden der gøede af katten imens hun sad på et hegn og kiggede ugideligt ned på det tåbelige kræ.

Som han fnøs og svarede, tog hun et øjeblik til bare at anskue ham; fra top til tå, inden hun svarede.
,, Ingenlunde dræbt mig. Og jeg kan bede dig om det samme... 'tøs'? Det er ikke en særlig værdig titel, er det?".

Hun tog en dyb indånding og ville derefter søge at vende sig væk for at drage imod byen igen: hun orkede ikke et kultur sammenstød, nu hvor hun allerede havde frasagt sig netop den kultur.

,, Gå du tilbage til dit folk, D'torian... de mangler vel deres Valshar, siden han vælger at ligge under et træ og belære kvinder, frem for at guide dem."

Hun rynkede bryne et øjeblik: hvad helvede lavede han overhovedet heroppe?!

"Jeg liggere ikke ned. Det ville se dovent ud.." sagde han og smilede i mørket.
"Og jo, den lotus ville have dræbt dig hvis du havde rørt den med hænderne. Men lad nu det ligge.. jeg har ikke lyst til hverken at diskutere eller virke belærende."sagde han og sukkede.

Valshar.. han burde VIRKELIG vide hvad det ord betød...
Hukommelsestab.. fuck hvor var det irriterende...

Han ville ikke virke belærende, hvorfor plaprede han så stadig uvidende videre omkring den blomst?! Hun rullede øjne i det skjulte, imens hun fortsat gik ind imellem træerne for at forlade ham. Kviste dukkede under og knækkede under hendes skosåler og hun maste sig imellem nogle buske inden hun stoppede og så sig tilbage over skulderen. Stirrede i hans retning med lysende øjne, der fik hende til at ligne et af naturens egne skabninger, der så imod han-elveren som vel stadig sad under træet.

,, ..... "
Hun så ham an imens hun tilsyneladende havde noget på sinde der ikke virkede til at skinne igennem det lettere dyriske blik. Hendes fingre trommede på tasken, som hendes ene hånd hvilede på; tænkende.