Darkness is always there (Santino)

Kulden var kommet godt over landet, nattene havde haft længe minus grader og tiden til sne var kommet, sneen havde lagt sig som lag over sten, jord, træer. Alt var blevet dækket af sneen, så det ligne et beklædning få der før nøgen natur. Bænken som før havde været løbet gennem skovbunden, var blevet frosen og dækket af sneen, så den var blevet til en fælde i natten.
Dyrene kunne høres, i baggrunden, kunne en ugles tudende, som havde gjort den før stille skov, til et livligt sted.
Som om det var tegn til nattens dyr, at nu var natten her, ligesom en hane som galler morgen velkommen, en mus kiggede frem fra sit bo, men kom hurtigt inden igen, ved en stor vingene ramt den indgang, uglen havde angrebet, et evigt spil om overlevelse.

Skyerne var begyndt at klar sig op, mens sneen stoppede med at falde fra før grå skyer, et par øjne blikkede og vendt igen tilbage til synet af himlens bevægelse, tilhøreren af disse øjne havde ligge stille i et stykke tid, et pr. timer Max. Men var nu begyndt at bevægede sig. Som et af naturens natdyr.
Laget af sneen som havde lagt på person faldet mod jorden og begravede en mus, som efter lidt tid kom frem, med et næsten forbastet opførelse, den stak af inden mod skoven.

Adriana lod benet glid op af gren, som hun lå på. For at få sneen af sig, hun flyttede hånden fra sit hoved og begyndt at børstede det sidste sne af sig, det havde ikke smelte af falde på hende, hendes krop havde det med at havde temperaturen som hendes omgivelser, men hun følte sig ikke kold eller varm, blot tilpas. Hun lod blikkede mod sit knæ og lod en suk komme fra sin stemmebånd, som et udtryk af kedsomhed.
Hun tog sin hue af og rystede den og bagefter tog den på igen. Kroppen vendes mod højre så hun kunne se hvad var på jorden.
Hun kiggede ned....

Luften var kold og en let vind fin blot kulden til at gå længere ind i kroppen så varmen langsomt forsvandt, skoven var fredfyld men selvfølgelig det var nat og kun nattens væsner holdt sig oppe nu.

En mystisk fugl som normalt ikke levede i dette land, fløj lavt hen over jorden dog uden at røre den, de brune øjne var rette frem dog så disse øjne klog ud og ikke lige så vilde som normale dyrs øjne, nej disse skjulte noget faktisk skjulte de en ung fyr.

Fuglen fandt en træstub på den snedækkede jord hvorefter den elegant lande, rettede let på sine fjer før den så langsomt begyndte at skifte form, efter kort tid sad en ung høj fyr på stubben der hvor fuglen før havde været.
Den unge fyr var spinkel men muskuløs, hans hud var solbrun imens hans hår var brunt og let langt dog var det sat i en løs knold, det smalle ansigt viste at han var ægte italiener de pjuskede bryn, den fyldige mund og de smukke hasselbrune øjne samt de få skægstubbe.

Han bar en tyk trøje i en grøn farve, udover det bar han også et par grå stramme bukser og et par militærstøvler, han rystede svagt på hovet idet han gik forbi endnu et træ, kulden var begyndt at trænge ind og det irriterede ham fik ham til at savne sit varme hjemland"´hvad er den kulde til" sagde han med tydelig Italiensk accent, han sparkede let til sneen imens han blot forsatte sin gåtur. 


hans fugleform