Music in the frost ~ Joongkyu

Tid ~ 17.34
Vejr ~ Frost og kolde vindstød
Sted ~ Sombre (Parken)
Omgivelser ~ Snelag, frost, Springvand, træer, sti og ikke rigtig nogen personer.

Vejen var helt farveløs, lys og bleg af den faldne sne som havde lagt sig som en stor blød og iskold kulde. Det havde sneet hele dagen og det havde medført at parken lå øde hen, kun få liv kunne ses, for de fleste søgte tilflugtssted indenfor i varmen, i pejsens glødende skær. Men det lyse og farveløse hvide lag af sne og frost, lå så smukt over træerne, og fik dem til at glimte som krystaller fra gadelygternes blegnede lys. Svagt, men smukt.

Der var få personer der befandt sig ude i denne herrens kulde, en af dem var en ung pige, der var næsten lige så bleg som den hvide sne, men man ville altid kunne spotte hende. For halvdelen af hendes krop bestod af et stort ar, fra en gammel brand ulykke. En ulykke hvor pigen havde foldet sig sammen i fosterstilling, for ikke at blive brændt over det hele. Det havde medført voldsomme smerter og mange operationer før det var nogenlunde healet. Emmilie som pigen hed, var ikke flov og frygtede heller ikke at vise sin krop, hvilket også havde medført den tøjstil hun nu havde. Hun elskede at gå i lårkorte shorts, eller kjoler der også gik til lårene, og samtidig ville hun helst aldrig have sko på. Men i dag havde hun valgt en smuk og rød kjole, som bestod af et rose mønstret korset, der førte ud i en rød underdel, som i enderne blev mere gennemsigtige.

Nu stod hun her, midt inde i parken ved det frosne springvand, med istap buer, hvor vandet normalt fossede ud og gjorde det til et springvand. Det var spejlglat is og man kunne tydeligt se de få småmønter der var blevet kastet i springvandet, medens det stadig var vand.
Hun stod og spillede på sin violin, en gammel hvidmalet violinmed håndmalede roser på. De smukkeste toner blev ført ud med vinden, hver eneste gang hun bevægede sine fingre yndefuldt over strengene og førte buen frem og tilbage i forskellige tempoer, alt afhængig af hvilken tone, og hvor kraftig eller svag lyden skulle være. Hun stod med lukkede øjne og koncentrerede sig om den musik hun spillede, og havde ikke nogle tanker på hvor hun befandt sig.

Hun sang. Med en stille og lys sangstemme.

“Take a look at my body
Look at my hands
There's so much here that I don't understand
Your face say these promises
Whispered like prayers
I don't need them
Because I've been treated so wrong
I've been treated so long….”

Hun stoppede med at synge, og stoppede med at spille videre på sin violin. Det blev stille, men hun befandt sig stadig i den mørke verden bag sine øjenlåg.


//sangen: https://www.youtube.com/watch?v=izqSWCh5DKY&list=PLfFcX_CqtewtZl73pQ-1mmqdxOKedD6an&index=2//

Det var tidlig aften, og Joongkyu overvejede at gå en tur, på trods af kulden. Han havde en langærmet trøje på, og lange cowboybukser. Inden han gik, sørgede han for at der var mad og drikke til hans elskede kat Mir. Derefter tog han en sort jakke på, og gik ud af døren, ud i kulden som slog lige imod ham. Han låste døren til sit hus, og trak jakken mere om sig. Han begyndte stille at gå, men vidste ikke helt hvor han skulle gå hen ad. Måske en tur i parken? Han kunne se sin ånde for sig, på grund af kulden.

Han kom til parken, og gik stille i gennem den. Der var ikke så mange i parken lige nu, men det skyldtes nok vejret. Han kunne høre en meget smuk melodi, og blev en smule nysgerrig. Hvem spillede denne melodi? Han fulgte efter lyden, og ikke længe efter så han en pige som stod og spillede på violin. Hun var god, og han stod og lyttede til de smukke toner da hun begyndte at synge. Hendes stemme var smuk, og passede til violinens klang. Joongkyu stod nærmest som tryllebundet og lyttede, da hun pludselig stoppede med at synge og spille. Han løsrev sig fra hans tilstand, og stod lidt og filosoferede over teksten. Den var smuk, og passede perfekt på nogle folk, men nok ikke lige på ham selv.

Stilheden bredte sig og efterlod et lydløst og tomt farveløs rum. Mørket begyndte at sænke sig mere og mere som et tungt tæppe over den hvide pude der allerede dækkede jorden. Det var sent.

Lige så stille sænkede hun sin violin ned, og holdte den langs siden i sin venstre hånd, og samtidig i den højre holdte hun buen. Hun stod stadig med lukkede øjne og lukkede verden ude, og uden at spille begyndte hun lige så stille at fortsætte på sangen.

"As if I'm becoming untouchable
Well content loves the silence
It thrives in the dark
With fine winding tendrils
That strangle the heart
They say that promises sweeten the blow
But I don't need them, no
I don't need them
I've been treated so wrong
I've been treated so long
As if I'm becoming untouchable"

Hun stoppede igen og åbnede stille sine øjne. Hun havde godt kunne mærke et nærvær fra en anden person, men havde ikke ladet det stoppe hende med at synge endnu. Da hun var helt klar på hvor hun befandt sig så hun mod personen. Det var en dreng, eller en ung mand i hvert fald. Ikke ældre end de 25 og ikke yngre end de 18. Hun så på ham og smilte så lidt.

Et vindstød greb fat i en tot af hendes hår, og lod det glide hen over hendes ansigt. Det generede hende ikke. Hun sukkede lidt og bevægede sin arm, hvor i hun holdte violin buen, hen til sin anden arm og tog så fat i buen med den. Derefter bevægede hun sin hånd op for at vinke til ham, men hun stoppede sig selv og lod i stedet som om at hun var i gang med at fjerne den lille tot hår. Hun gled den om bag sit øre, så man tydeligt kunne se hendes ødelagte side af ansigtet.

Hun stod der, helt stille og uden at bevæge sig. Så bare mod ham.