The hunger - Mia Decor

Tid: Nat
Sted: et sted i byens snuskede gyder
Vejeret: koldt og blæsende
Omgivelser: rotter, faldefærdige huse og affald.. Både menneskeligt og andet

Han foldede sine vinger ud og lettede, han strøg hurtigt til vejers og han nød følelsen af luften mod has krop, han stansede i luften og blev hængende, han var på jagt.. han scannede gyderne med sit blik.. det her var ikke nemt, men han viste hvad han lavede.

To gange over den sidste uges tid havde han fundet flere lig, i gyderne, brutalt myrdet.. han var ikke sikker på hvem el. hvad men han viste han var nød til at gøre noget..

Han circlede over området, men han havde intet fundet endnu, det her ville sikkert ende som det plejede.. med at han kun fandt en enlig ung vampyr der ikke kunne styre sig og var gået amok.. han sukkede, det var vel en form for samfunds tjeneste at rydde ud mellem dem.. Han øjne fangede noget der bevægede sig i skyggerne.. det var en enlig menneskelig form.. han tog en beslutning og fulgte langsomt efter den fra luften

//Er du ikke sød at skrive S,T,V,O i toppen af emnet? Det ville jo være sødt hvis emnet blev lukke fordi det ikke er der :P//

I nattens skygger så Mias mørkerøde øjne næsten lysende ud. Deres farve matchede den smule blod der lå i hendes mundvig. Hendes hænder rystede stadig efter at have mistet kontrollen for et par sekunder siden. Den søde duft havde ramt hende hård, så hård at hun ikke kunne stå imod. Denne pige's blod var så rent som vand. Ikke den fjerneste smag af alkohol eller nikotin og Mia var ret sikker på hun stadig var jomfru. Så ren og uskyldig...

Hendes øjne så blot frem for sig, ud i mørket. Følte hvordan den lagde sig tæt om hende og forsøgte at finde en vej ind. Små dele af hende havde allerede overgivet sig, men hendes hjerte og sind nægtede at give op.

Hun tørrede forsigtigt blodet væk fra sin mund med en enkelt finger og flyttede blikket ned på den stakkels pige der lå for hendes fødder. Hun så på sin hånd og på blodet og følte hvordan en enlig tåre undslap hendes øje. Hun sank en gang og rystede de ubehagelige følelser af sig.

Hvofor følte hun sig så meget i smerte? Som om hun var blevet revet fra hinanden og efterladt i et kold, mørkt rum til at lide en langsom, smertefuld død.

Alt som han nærmede sig blev det klart at det var en ung kvinde, snart efter så han den livløseskikkelse ved hendes føder. Han cirklede omkring og dalede ned bag kvinden, og kun den lyden af fjer i bevægelse afslørede has til tilstedeværelse. Han lagde hånde på sværdskæftet og tog ubekymret et skridt frem.

"Du har et valg nu, enten træder du væk fra denne kvinde, og lader mig forsøge at hjælpe.. Og så behøver Vi Ikke at føre strid over dette, eller også, Du barn af natten , ender jeg din eksistens nu og her"

Hans stemme var dyb og melodiøs, men den passede som alt det andet til ham. Han var høj, muskuløs og unaturligt smuk. Han lange blonde hår og de is blå øjne færdig gjorde billedet af "englene"

"dit valg, Du nattens barn"

Mias tanker blev afbrudt da en sær lyd af... Vingeslag? Lød bag hende. Hun vente sig og løftede blikket for at se hvad eller hvem det skulle være. Foran hende stod en høj, meget smuk mandlig figur med langt blond hår og is blå øjne. Han virkede meget venlig, men noget sagde Mia at hun burde tage sin afstand.

Et lille, skævt smil brede sig på hendes læber mens han talte. Troede han seriøst at han kunne rede tøsen? Hun var jo tømt for blod... Ikke at Mia var særlig stolt af at have dræbt denne pige. Hun hævede et øjenbryn og trådte et skridt til siden.

"Hvis du insistere" svarede hun med et træk på skuldrene og så ham an mens hun overvejede hvorfor han kaldte hende "barn af natten". Sådan havde hun aldrig set på det før. Det lød jo næsten som om det var en god ting - harmløst ligefrem.

Han gik langsomt men bestemt over mod den unge og livløse kvinde, han havde skiftet sit fokus, men det var tydeligt at se at han stadig var opmærksom på den unge vampyr.
Han knælede ned, og smilede, ingen støre skader, det var bare blodet der var væk, og det var nyeligt. Han samlede sin energi og lagde hånden på kvinden, gyldent lys strømmede fra ham og over i kvinden, og han kunne mærke livet vende tilbage i hende. Efter kort tid rettede han igen sit fokus mod vampyren.

"Nyder du synet af hvad du har gjort her i nat? eller er der håb for din sjæl?"

Mia fandt det mærkeligt nok ikke underligt at hverken manden eller den unge pige begyndte at lyse og at det lod til at livet vendte tilbage til pigen. Hun så blot til med udtryksløs øjne. Rusen af det friske blod havde endnu ikke sluppet hende og hendes øjne var lige så døde som pigen netop havde været - det eneste tidspunkt nogenside, de så sådan ud var når hendes vampyr instinkter var ved at slippe hende igen. Hun var i så meget indre smerte at der ikke var overskud til livet og lyset i hendes øjne.

Hendes blik fladt på englen et øjeblik før det gik op for hende at det var den samme som før. Så vandrede hendes blik videre til pigen, her lå det alt i mens hun talte, uden at vise særlig meget følelse.
"Min sjæl kan næppe redes, men stolt er jeg ikke.." svarede hun og sukkede dybt. Hun var stadig ved at vende sig til tanken om at hun ikke kunne gøre noget ved det, at hun måtte leve med at tingene nu var som de var.
Hun havde lyst til at falde på knæ foran ham og trygle om forladelse, men hun holde facaden oppe og hendes udtryk var helt neutralt, ikke en eneste mine til at hun var ved at bryde sammen. Ikke nu, ikke før, ikke nogensinde.

Han så køligt på hende, hun var ung.. En ny vampyr, Han smilede skævt.. For to hundrede år siden ville han næppe ha tænkt to gange over det og bare ha dræbt hende på stedet. " så det siger du.. Og hvorfor skulle jeg så ikke bare ende dit uliv her og nu?" Hans stemme var rolig og kølig, men ikke truende.. Hans ansigt viste sorg og nysgerrighed intet andet..

Mia smilte skævt. Smilet havde et strejf af ondskab, men var på samme tid flirtende og forførende - lokkende var nok det bedste ord at bruge - og hendes øjne udtrykte stort set samme følelse. Ondskabet var dog en anelse mindre i hendes øjne end i hendes smil.
"For det mener du at du kan?" spurgte hun, mest af alt af nysgerrighed. Men hun lagde godt selv mærke til den undertone af hån der lå i hendes stemme. Hun var ikke sikker på hvor den kom fra, men den var langsomt begyndt at blive en del af hende og det dukkede op nu og da, når hun skulle fremstå stærk.

Et smil spillede om hans læber, med en nonchalant bevægelse trak han på skulderne. I en flydende bevægelse rejste han sig og vendte han sig med hende. "barn, Du er endnu ung, og jeg nære intet ønske om at skade dig" Hans stemme var rolig og uden skygge af arrogance eller spot "Jeg nære ingen tvivl om at jeg kunne besejre dig skulle det komme der til" han betragtede hende, og det han så morede ham.. Han var efterhånden vant til det.. Han sukkede og rystede på hovedet De fleste unge vampyrer var sådan.. Men noget sagde ham hende her var anderledes

En svagt hånende latter slap over Mias læber. Hun hævede et øjenbryn og smilte skævt inden hun åbnede munden for at svare. "Jeg ses sjældent i kamp, så det er fascinerende hvordan du med så stor en sikkerhed kan udtale dig om udfaldet af en potentiel kamp" hun lød overraskende nok fascineret, men hendes stemme var stadig præet af samme hånende undertone som før. Han vidste intet om hvem hun var eller hvordan levede. Han burde ikke udtale sig - det var netop den slags der gjorde hende allermest vred. Hun fik en hvis trang til at vise ham vor groft han havde fejlbedømt hende.

Han lo, og virkede munter, han slappede tydeligt af "jeg er mere end tusinde år gammel, jeg har kæmpet mere end ligeså mange slag, jeg har set" med de sidste ord blev hans øjne fjerne og det var tydeligt at han erindrede noget smertefuldt, han samlede sig og fortsatte "set.. nok! til at kunne vurdere mine modstandere" han bevægede sig langsomt over mod hende, han bukkede hans lange hår, gled ned og hans vinger glimtede i måne lyset "jeg er Thazzuel, Engel af Michaels hus, af vogternes kaste, og du, Du nattens barn, hvem er så du"

Mia rullede opgivende med øjnene. Hvis han mente han var så erfaren, hvorfor gjorde han det så ikke bare af med hende? Hvorfor valgt han at give hende en chance, han måtte da vide at hun ikke havde i sinde at ændre sig - hvis altså han var så ih og åh erfaren.
"Sikke dog et sprog" hendes tone var hånende, den samme tone som hun brugte når hun snakkede med Mallorie - hendes livslange rival.
"Prøv et sprog fra dette år hundrede, så kunne det være folk gad tage dig alvorligt" smilede hun skævt. Det morede hende faktisk at han syntes han skulle til tale hende som "Du nattens barn" og på samme tid undrede det hende at han brugte ordet du og ikke de - var hun nu ikke det værd? Et glimt af skuffelse glitrede i hendes øjne et kort sekund før det gik op for hende at han faktisk havde stillet hende et spørgsmål.
"Åh, og hvorfor skulle jeg have lyst til at fortælle dig, hvem jeg er? Du ved jo så meget i forvejen, mon ikke også du allerede ved det?" Det var tydeligt at mærke ironien i hende stemme. Hun var virkelig irriteret over at han troede han vidste så meget om hende og så alligevel måtte spørge.

Thazzuel betragtede den unge kvinde, han rystede lidt på hovedet og smilede for sig selv.. han forstod hende ikke, hun behøvede ikke at være sådan.. men måske var hun yngre end først antaget.. "det hedder almindelig høflighed, og takt.. jeg fortrækker at holde mine samtaler i en ordenlig tone, jeg ser ingen grund til at være nedsættende eller fornærmende over for nogen uanset hvem de er, hvis ikke jeg har noget at sige til folk tier jeg stille" Han betragtede hende indgående, hun udviste passiv aggression, hendes arrogance var tydelig men tiltider kom ondskaben frem i hendes øjne, Han overvejede kort at om hun var det vær.. han tog en beslutning Smilede og fortsatte så "hvorfor er du så ivrig efter at provokere mig du barn af natten? ønsker du vitterligt at prøve din styrke mod mig, eller det fordi du skjuler noget under dit kolde ydre?" //undskyld forsinkelsen med svaret, har haft super travlt//

Mia rystede let på hovedet, hun fik tydeligvis ikke noget ud af det her. Hvis hun ville have svar på sine egne spørgsmål måtte hun først besvare nogle af hans.
"Åh ja, jeg er født i det 21 århundrede - den slags findes ikke mere" svarede hun stadig en smule hånende - det var svært bare at ligge fra sig.

Hun hævede spørgende øjenbrynene - helt ærligt, det måtte han vel kunne gætte? "Jeg er træt af at folk tror de ved hvem jeg er, ved hvad jeg kan og dømmer mig på bagrund af deres åndssvage antagelser. Jeg er kort sagt træt af at blive undervurderet" svarede hun ganske simpelt og i en meget monoton tone.

Englen lagde hovedet på skrå, og lyttede til hendes ord, han nikkede langsomt og så så på hende inden han talte, han var alvorlig og rolig.

"høfligheden er som du siger ved at uddø, men den er ikke væk.. og jeg beklager hvis du føler at jeg fornærmer dig, det er ingen lunde min hensigt."

Han smilede og slap sit sværd, og holdt hænderne frem i en fredelig gestus "jeg har ikke lyst til at slås, mit eneste ønske var at gøre dig det klart at skulle det komme til kamp ville jeg gøre mit bedste for at tage ulivet fra dig"